Strøtanker om bæredygtighed

I dagene 5.-7. marts var der særlig voldsom aktivitet på solens overflade, hvilket førte til varsel om forstyrrelser af forskellige former for netværk, satellit-kommunikation, GPS-funktioner mv., og NASA har nu lagt en 1½ min. videosekvens ud på flickr med solpletaktiviteten fra disse dage.

I denne omgang var konsekvenserne dog begrænsede. Men i meget voldsomme tilfælde kan forstyrrelserne blive omfattende. I 1989 førte solstorme således til sammenbrud i el-forsyningen i flere lande, værst i Quebec-provinsen i Canada, hvor 6 millioner mennesker var uden strøm i et halvt døgn.

Disse kolossale udladninger varierer i en cirka 11-års cyklus, som har været forsøgt tillagt en markant rolle i forhold til den globale opvarmning. Men denne solplet-teori er i disse dage ved at blive forladt idet den korrelation mellem temperaturudvikling og solcyklus-længde, som har kunnet iagttages igennem dele af det 20. århundrede, simpelthen ikke passer mere – se det forudgående blog-indlæg: Solpletteorien på vej i mølposen.

Wikipedia om Soludbrud.

I dagens Ingeniøren kan man læse, at den hypotese om solpletaktivitetens centrale rolle overfor udviklingen i den globale opvarmning, som har fyldt en del i den danske klimadebat – til dels fordi teorien har været fremsat af den danske astrofysiker Henrik Svensmark – er ved at blive forladt.¹ Som kurven herover viser, har der fra 1850 og frem til sidste fjerdedel af det 20. århundrede været et besnærende sammenfald mellem kurven over solcyklussens længde og den globale temperaturudvikling, hvilket har ført til mange spekulationer om, at solpletaktiviteterne og ikke drivhusgasserne havde den primære rolle i udviklingen af det globale klima (hvilket ville være komfortabelt, da det ville fjerne ansvaret for klimaudviklingen fra industrisamfundene og deres stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer ). Men en undersøgelse af Peter Stauning, seniorforsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut, som blev fremlagt i november 2011,² og hvorfra grafen herover stammer, viser, at disse to kurver fra 1985 i den grad gik hver for sig.

Jeg mindes stadig, da lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i marts 2009 var i Danmark og på et arrangement ved Ingeniørforeningen omhyggeligt imødekommende overfor os danskere fremlagde, at solplet-aktiviteterne skam havde en rolle, men at deres kraft (forcing) lå i størrelsesordenen <0,2 W/m², hvor den samlede energi-ubalance (forskellen mellem den indstrålede og den udstrålede energi) nærmere lå på 2,5 W/m², hvorfor det ikke gav nogen mening at fastholde teorien om, at solpletaktiviteten var den primære faktor i den globale opvarmning.

Dette er ikke stedet at udfolde Svensmark & cos teori om, at denne korrelation skyldtes en indirekte effekt, hvor solpletaktiviteten regulerede den kosmiske stråling, som har indflydelse på skydannelsen, som igen er med til at regulere, hvor meget af Solens lys der dels reflekteres og dels tilbageholdes i atmosfæren på grund af skydækket – og dermed temperaturen. Men nu fremgår det af Jens Ramskovs artikel i Ingeniøren, at selv forskere, som har været med til at forfølge dette spor, er parate til at opgive teorien. Men det er måske godt for et øjeblik at minde sig om, at det så langt fra er alle sådanne mønstersammenfald og tilsyneladende sammenhænge, som rent faktisk er årsagsforbundne. Kan ikke lige nu komme på, hvem som sagde, at 19 ud af 20 parallelslutninger er forkerte.

Med den stadig stærkere konsensus om klimaudfordringens natur mangler vi efterhånden kun at gøre noget alvorligt ved de stadig stigende udledninger af drivhusgasser.

Jens Ramskov: Enige forskere: Solen kan ikke forklare klodens hedetur, Ingeniøren 27.03.2012.¹

Peter Stauning:” Solens aktivitet-klima relationer: En anderledes tilgang” in  Journal of Atmospheric and Solar–Terrestrial Physics nr. 73 2011, pp. 1999-2012.²

Solaktivitet og klima – en ny analyse, DMI 02.08.2011.

I det forudgående blog-indlæg var det en visualisering af havstrømmenes bevægelsesmønstre, som kan vække mindelser om Van Goghs flade-skildringer. Jeg har en prik med billeder af det usynlige – det at kunne synliggøre det usynlige – og når vi er ved visualiseringerne, så har de amerikanske visualiseringsmestre Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet en i bogstaveligste forstand bevægende visualisering af vindenes betagende smukke bevægelser hen over det amerikanske fastland.

Den vidende meteorolog vil vide, hvor i disse stort anlagte, spiralerende bevægelser, der er varm- og koldfronter, lavtryk og højtryksrygge, risiko for regn og storm. Vi andre må “nøjes” med at glæde os over naturens enestående mønsterdannelser.

Fra hjemmesiden kan man dels se det øjeblikkelige vindbillede, dels er der en side med snapshots af en række karakteristiske vindmønstre. Med et klik kan man zoome ind i kortene, og se for eksempel i hvor stor udstrækning topografiske træk som Rocky Mountains-bjergene bag den californiske kyst griber ind i vindens bevægelsesmønstre.

Og til forskel fra her på siden bevæger de hvide fartstriber sig på Viégas’ & Wattenbergs hjemmeside til stadighed modsvarende vinden – betagende smukt.

Gennem årene har Fernanda Viégas og Martin Wattenberg lavet mange andre betagnede visualiseringsprojekter i feltet mellem forskning, formidling og kunstnerisk udtryk  – som da de i 2003 synliggjorde Wikipedias selvhelende potentiale. Så det er en spændende sider at gå på opdagelse på.

.
NASA har frigivet en video-visualisering, Perpetual Ocean, som fornemt illustrerer det stadige flow af de havstrømme, som flyder gennem verdenshavene. Den 3 minutter lange visualisering modsvarer en 30-måneders periode, fra juni 2005 til december 2007.

Blot til et øjebliks betagelse af den uudgrundelige skønhed i vandets stadigt flydende bevægelsesmønstre.

Range: NASA Makes Earth’s Oceans Look like Van Gogh’s Starry Night, NASA 26.03.2012.

Billedet herover stammer fra Macaya-området i Massif de la Hotte, på det sydvestlige Haiti, som man arbejder på at omdanne til naturreservat. Her kan man blandt andet finde 15 frøarter, som ikke findes noget andet sted i verden. Det er således vitalt for klodens biodiversitet, at områder som disse ikke pludseligt totalfældes for at skaffe tømmer eller give plads til biobrændstof-plantager.

I dag er 13% af verdens landareal under en eller anden form for naturbeskyttelse. Og på biodiversitetskonferencen i Nagoya i 2010 vedtog man at arbejde for, at dette areal inden år 2020 blev øget til 17% og kom til at omfatte så vidt muligt alle biotoper af særlig betydning for verdens biodiversitet. Endda viser en ny opgørelse, forestået af BirdLife International med bidrag fra 30 institutioner verden rundt,¹ at kun halvdelen af disse vigtigste arealer i dag er beskyttet – hvilket er alarmerende nyt. I alt omfatter listen omkring 600 steder, som er af særlig betydning for bevarelsen af klodens biodiversitet – eller mere realistisk for så vidt muligt at mindske den hastighed, hvormed vi i disse år mister arter.

For selv i et land som Danmark, hvor stort set alle arealer, som er erkendt vigtige for en særlig arts overlevelse, er blevet underlagt fredningsbestemmelser, så er der stadig plante- og dyrearter, som forsvinder fra det danske landskab på grund af menneskets stadig mere intense påvirkning af miljøet – faktorer som luftforurening, støjforurening, brug af pesticider og klimaforandringer respekterer på ingen møde reservatgrænser.

Disse tre kort stammer fra figur 2 i artiklen Protecting Important Sites for Biodiversity Contributes to Meeting Global Conservation Targets.¹ Mørk violet og lys violet på kortet herover angiver arealer, som vurderes hhv. fuldt og delvist beskyttet.

De to kort herover viser (øverst) lokaliseringen af 10.993 IBAs (fuglebeskyttelsesområder – Important Bird Areas) og (nederst) 588 AZEs  (dyre- og plantebeskyttelsesområder – Alliance for Zero Extinction sites), som har dannet grundlag for vurderingen af omfanget af verdens sårbare biodiversitetsområder. En grøn prik indikerer god beskyttelse, en gul prik indikerer delvis beskyttelse, mens en rød prik indikerer manglende beskyttelse.

Det vurderes i artiklen, at det på verdensplan vil koste i størrelsesordenen 23 mia. $ om året at sikre og opretholde disse reservater. Dette kan synes et stort beløb, men der er jo ikke tale om, at arealerne ikke kan bruges – tværtimod vil det i mange tilfælde samtidig være en sikring af oprindelige folkeslags levevilkår og eksistensgrundlag.

Selvom det kan være svært at ekstrapolere til nutidens milliard-befolkning, var det værd samtidig at se nærmere på, hvordan mennesket gennem tiderne har udviklet  levemåder og tilstedeværelser i landskaberne, som giver plads til naturens mangfoldighed. Og vi behøver ikke at gå tilbage til jæger-samler-tiden for at finde bedre eksempler på menneskets tilstedeværelse end i dag. For eksempel i Japan har man i dag problemer med opretholdelsen af biodiversiteten på grund af affolkningen fra landet – den mennekselige tilstedeværelse i skovarealerne omkring de intensivt dyrkede dalstrøg skabte et stort antal biologiske nicher, som forsvinder i takt med, at ingen mere dyrker jorderne som tidligere (se blog-indlæg om satoyama).

Længe havde det danske landbrug en stor andel af ekstensivt dyrkede skov- og overdrevsarealer, som samtidig med, at de gav os en lang række vigtige ydelser, var ramme for en stor biokompleksitet med plads til mange arter. Hvis vi vil bevare  biodiversiteten, er det derfor ikke nok at skabe flere beskyttelseszoner. Vi må finde måder at dyrke jorden på – og måder at være til stede i landskaberne på – som er langt mindre indgribende og ødelæggende end i dag.

Se tidligere indlæg tagged biodiversitet.

Half of the world’s most important sites for nature are currently unprotected, BirdLife International 22.03.2012.

Butchart, S.H.M. et al.: Protecting Important Sites for Biodiversity Contributes to Meeting Global Conservation Targets, PLoS ONE 7(3): e32529, 21.03.2012.¹

.
Sammen med udgivelsen af sin CD Genius Loci lavede Thomas Agergaard i 2009 en video med billeder og kort fra grønlandske landskaber, som i disse år hastigt transformeres af den globale opvarmning.

Det er uudgrundeligt smukke, krystallinsk transparente lyduniverser, som møder umådeligt smukke is- og snelandskaber.

Men frem for at skrive yderligere, vil jeg invitere til en stille stund i godt selskab og give ordet til Thomas, som i går aftes skrev nedenstående introduktion på Facebook:

Se tidligere pausebilleder og indlæg om indlandsisen og gletsjere.

This music is dedicated to our ability to listen, and to the Arctic. It does not follow set patterns, like Danish forestry, but flows by its own momentum. To me, it feels natural – like moving through a landscape shaped by time, wind and weather.

I have filled it with shimmers of darkness and light. Some is dry. Much is wet.

We must learn to listen to the warnings flowing from nature. We must learn to listen deep within ourselves, and to each other. We have been born with the keenest senses, which can develop in all directions. With this we have been charged with the responsibility, to develop our empathy, and make room for the multiplicity, of which we are a part.

Our survival depends on our ability to listen to Nature within ourselves. Nature will always survive. We are only part of it. Experts have warned us for decades, and today, it is clearer than ever. Nature is rising up, and may end up sweeping us away.

What we do to it, we do to ourselves. What we pour into it will return to ourselves.

Diversity is the wealth of this planet, and our place at the top of the food chain places in our lap the responsibility to maintain that, which is the foundation of our own existence.

Listening makes the journey more beautiful.

Thomas Agergaard

CDen Genius Loci kan erhverves via thomasagergaard.com.

.
I år er skovenes år, International Year of Forests, og til den niende samling i FNs Forum on Forests 24.01.-04.02. i år havde Yann Arthus-Bertrand lavet denne lille lovsang til verdens skove. Nogle af billederne går igen fra hans enestående verdensskildring Home, men de tåler i den grad gensyn.

Det er en verden af uudgrundelig skønhed, han stadigt cirklende fremmaner for os. En insisterende generøs skønhed. En tavs visdom, vi stadig har meget at lære af.

Siden landbrugets fremkomst har vi mennesker fældet omkring halvdelen af al verdens skov, men stadig lever millioner i skovene og milliarder af skovene – og alle er vi afhængige af den regulering af livsforholdene, for ikke at sige den muliggørelse af livet, som de store majestætiske træer giver.

Og når vi endelig genplanter lidt skov, bliver det for det meste til en blot enkelt slags på næsten militante rækker.

Den amerikanske landbrugsgigant Monsanto har gennem årene udviklet kombinationer af genetisk manipulerede afgrøder og sprøjtemidler til det industrielle landbrug. For eksempel er der til sprøjtemidlet Roundup skabt en række genetisk manipulerede afgrøder, som er “Roundup Ready” – designet til at kunne modstå glyphosat, det aktive stof i Roundup.

Men det fremgår af en tankevækkende artikel i Mother Jones i dag,¹ at man i årevis ikke kunne finde det perfekte resistens-gen overfor Roundup. Og løsningen kom først, da man undersøgte frø fra prøver taget omkring Monsantos store fabriksanlæg langs Mississippi-floden, hvor man producerer Roundup. Her var der i årevis spredt glyphosat, hvilket havde slået de meste glyphosat-følsomme planter ned og kun ladet de mest resistente overleve. Så naturen var allerede langt med at udvikle det resistens-gen, som man eftersøgte.

Her skulle alle alarmklokker have lydt, og man skulle på stedet have indset, at strategien var fundamentalt forkert. I stedet tog man de resistens-gener, som naturen allerede havde udviklet og podede dem ind i Roundup-ready afgrøder og fik dem på markedet – troede på, at når det var så svært for selv de dygtigste forskere at løse, så ville det være noget nær umuligt for naturen.¹

Og nu fremgår det af Tom Philpotts artikel, at blot 15 år efter at de første Roundup Ready genmanipulerede afgrøder kom på markerne, er der allerede mere end 20 forskellige typer af ukrudt, som har udviklet resistente former. Så samtidig med at man har spredt en masse Roundup, som alle forsikringer til trods viser sig at være problematisk for miljøet, såvel som for vores sundhed, så står man overfor, at naturen i løbet af relativt få år finder veje at overleve et sprøjtemiddel som Roundup, så man må i gang med et nyt giftstof og tilsvarende nye genmanipulerede Giftstof yy Ready afgrøder. Samme problematik som på hospitalerne, at man med den udstrakte brug af penicillin er trådt ind i en stadig accelererende spiral af stadig mere resistente bakteriestammer.

Billedet herover er fra Roundup Ready majs omgivet af Roundup Ready ukrudt. Selvom argumentet for Roundup var, at det ville erstatte andre mere giftige sprøjtemidler, ser man derfor, at der efterhånden som der udvikles resistens, igen i stor udstrækning bliver rakt ud efter sprøjtemidler som 2,4D, 2,4DB, Atrazine, Paraquat, Metsulphuron Methyl og Imazethapyr for at komme det Roundup-resistente ukrudt til livs.²

Roundup Ready-strategien er så at sige den ultimative udgave af monokulturen, hvor alt konkurrerende liv på markerne forvises. Endda er det svært at forestille sig, at Monsanto uden videre opgiver strategien. For økonomisk set har det vist sig uhyre lukrativt at sidde på både produktionen af sprøjtemidlet og produktionen af de genetisk manipulerede (og patenterede) afgrøder. Særlig i USA har det lynhurtigt vundet en kolossal udbredelse, når det gælder dyrkningen af majs, soja og bomuld. Men fremkomsten af det resistente superukrudt har allerede givet store problemer, og spørgsmålet er, om strategien overhovedet kan fortsættes. Med lidt held bryder den endeligt sammen på de amerikanske marker før disse dyrkningsformer for alvor vinder udbredelse i verden.

Disse genetisk manipulerede afgrøder er ikke udviklet for at hjælpe menneskeheden, men for at maksimere indtjeningen på sprøjtemidlerne ved at gøre dem uundværlige. Og ud over de mange miljø- og sundhedsmæssige aspekter rejser de Roundup Ready afgrøder en omfattende vifte af dilemmaer, fra om det overhovedet er forsvarligt at have horder af videnskabsmænd til at klippe-klistre i klodens genbank til basale spørgsmål som det kulturtab, der ligger i, at bonden ikke mere selv kan samle sit sædekorn, men hvert forår må henvende sig til Monsanto for nye forsyninger – og så lige huske samtidig at få Roundup til et års skud i sprøjten.

Se tidligere blog-indlæg: Monsanto dømt for forgiftning med pesticider og Landbruget på sprøjten.

Tom Philpott: How NPR Got It Wrong on Monsanto’s Superweeds, Mother Jones 14.03.2012.¹

GM Crops Facing Meltdown in the USA, Institute of Science in Society 02.01.2010.

GM Crop Woes: a report from Argentina, RISQ 23.09.2003.²

Monsanto and the Roundup Ready Controversy, SourceWatch (med masser af links og kilder).²

.
Magnus Bredsdorff: Gensplejsning får landmænd til at pøse mere Roundup på markerne, Ingeniøren 04.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Professor: GM-majs vil give Europa eksplosion i gift-resistent ukrudt, Ingeniøren 23.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt tvinger britiske landmænd til at lægge marker brak, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt i hastig fremmarch på danske marker, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Industri-landbrug fremavler resistent ukrudt, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Forskere: Nye afgifter giver os mere resistent ukrudt, 17.11.2012.

Magnus Bredsdorff: De tre mest udbredte arter af resistent ukrudt i Danmark, Ingeniøren 17.11.2012. 

Denne plakat er blot en af mere end 1.000 Fukushima-plakater fra nonukeart.org – et udvalg kan ses i blog-indlægget: Fukushima – No Nukes Art Project.

I dag er det ét år siden et jordskælv ud for Japans Stillehavskyst rejste en tsunami, som hærgede Tohukus kyster og sendte Fukushima Daiichi A-kraftværket til tælling. Derfor gøres der i disse dage status over situationen, som ikke bare har gjort et stykke Japan ubeboeligt på ukendt tid, men har sat fundamentale spørgsmålstegn ved A-kraftens fremtidige rolle og om vi overhovedet er i stand til at omgås A-kraften på forsvarlig vis.

Tsunamien satte tre ud af Japans 54 kommercielle reaktorer ud af kraft. De tre havarerede reaktorer er nu relativt stabile, og strålingen fra værket er begrænset i forhold til de første uger efter katastrofen. Endnu ved dog igen med sikkerhed, hvor stor skade, der er sket, eller hvor omfattende nedsmeltninger, der er tale om. Og man regner med, at det vil tage 10 år at få indkapslet de nedsmeltede reaktorkerner og 30-40 år at få de havarerede reaktorer fuldt afviklet.

Samtidig er stort set alle øvrige reaktorer i Japan nu stoppet, kun to er stadig i drift. Det hænger sammen med en lov om, at lokale myndigheder skal give tilladelse til genstarten når en reaktor hver 13. måned bliver stoppet for sikkerhedsinspektion. I 40 år var dette blot en formalitet, men siden Fukushima-ulykken og den efterfølgende afdækning af den lemfældighed, hvormed sikkerheden har været håndteret i den japanske A-kraft-sektor, har ingen lokale myndigheder villet give disse tilladelser. Så Japan måtte klare sig gennem sommerens hedebølger med 30% mindre elektricitet end normalt, hvilket kun har kunnet lade sig gøre med en enestående blanding af opfindsomhed, velorganiserethed og vilje til at få det bedst mulige ud af den forfærdelige situation. Lige nu tyder alt på, at også de sidste to reaktorer bliver sat i stå uden umiddelbart at blive genstartet, når de til maj står overfor deres løbende sikkerhedscheck, og spørger man befolkningen, er der rigtig mange, som gerne så, at Japans atomreaktorer aldrig mere blev startet – at man standsede op i tide.

Konsekvenserne for japansk energipolitik er derfor stadig uafklarede – scenarierne spænder fra valne “vi skal jo videre”-attituder til visioner om en hurtig udfasning af A-kraften og helhjertet indsats for at få Japan 100% på vedvarende energi. Hen over sommeren var premierminister Naoto Kan meget dedikeret til en sådan omstillingsproces. Men han er siden trådt tilbage, og hans efterfølger er – som det er traditionen i Japan – langt mindre markeret.

Det som en overgang så ud til at kunne komme til at redefinere hele den japanske energipolitik – hvilket ville være en meget konstruktiv konsekvens af Fukushima-katastrofen – kan derfor som så meget andet, når der er store økonomiske interesser involveret, meget vel ende i perspektivløse lappeløsninger.

Japanerne er vågnet brat op til, at de gentagne forsikringer om A-kraften som sikker, ren og billig energikilde ikke holdt til virkeligheden. Og med arvæv fra A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki siddende i psyken har det udløst en vrede og indignation, som lige under de velordnede facader koger voldsomt. Protesten mod A-kraften har bragt mennesker på gaden i et omfang – og fra grupper af det japanske samfund – som man ikke har set det tidligere. Fukushima-ulykkens udfoldelse i alle afkroge af det japanske samfund er et gennemgribende Wake Up-call.

Udladninger som Frying Dutchmans human ERROR (se/hør blog-indlægget) rammer præcist ind i den desperation og afmægtighed, som følger med erkendelsen af, at en fortsættelse som hidtil ikke er mulig.

Verden rundt bliver der i disse dage gjort status i stor stil, og i blog-indlægget Fukushima – links har jeg siden 11.03.2011 løbende samlet artikler og kommentarer fra hele verden om Fukushima-ulykkens udfoldelse – så der efterhånden er omkring 1.000 links.

Japan vil i dag være stærkt præget af dagen, ceremonier, taler, genoplevelser af voldsomme minder, omkring en fjerdedel af de 20.000 mennesker, som døde, var børn, op imod 400.000 mennesker bor stadig under midlertidige forhold. Og så er det måske allersværeste at placere den kolossale usikkerhed om radioaktiviteten – kan ikke høres, ikke lugtes, ikke ses, ikke ignoreres. Først om adskillige årtier vil vi have et klarere billede af strålingsskadernes omfang, vide hvor lang tid det tog at decontaminere landskaberne og hvor store områder, som måtte kendes varigt uegnede til ophold. Mange jernbanelinjer vil indstille driften kl. 14:46 lokal tid – for efter en stund at køre videre. Her på bloggen vil jeg markere étårsdagen med at tænde et lys.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima-ulykken.

.
Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling, James Hansen, var en af de første til at gøre politikere og lægfolk opmærksomme på, at verden med den globale opvarmning stod overfor en udfordring, som krævede både hurtig og systematisk indsats. Han blev siden under Bush sat under administration (læs: censureret) og affandt sig i en periode med ikke at forholde sig til offentligheden. Men omkring 2004 blev det ham klart, at han måtte handle – at han med det han vidste ikke kunne forholde sig tavst, men måtte gøre sit for at delagtiggøre verden. Han har i en årrække rejst verden rundt for at søge at overbevise ledende politikere til at tage de nødvendige konsekvenser. Hans støtte til klimaaktivismen er blevet stadig mere konkret, og sidste år lod han sig arrestere foran Det Hvide Hus for at markere alvoren i afgørelsen om Keystone XL-rørledningen.

I denne TED-forelæsning fra 29.02.2012., Why I must speak out about climate change, giver han et rids af sin historie og af klimaudfordringen. Han er virkelig god til at give det store perspektiv i helt enkle billeder, og hvis man for en stund lader vanetænkningen og politiseringen vige og ser på de rent klimatologiske forhold, så åbner der sig et rationelt rum af stor klarhed over, hvad vi snarest må iværksætte, og hvad vi ikke kan fortsætte med at gøre som hidtil.

“Coal is best left in the ground”, formulerede han det for nogle år siden. Det er simpelthen ikke nogen løsning at udsætte omlægningen til vedvarende energi til vi har brændt al den fossile energi af, men vi ville kunne bruge olien som drivmiddel i en systematisk omstillingsproces.  Som udviklingen har skredet frem de seneste år, har han måtte supplere med de “skæve” olieforekomster, som kræver meget energi at udvikle og indebærer omfattende naturødelæggelser. Der er i Hansens perspektiv slet ingen mening i at udvinde Tar Sand-forekomster, sprænge bjergtoppe i stykker for at udvinde kul, eller udsætte de arktiske egne for risikoen for en oliekatastrofe, når vi alligevel ikke kan brænde al den fossile energi af uden at drive klimaudviklingen dertil, at levevilkårene for kommende generationer er truet.

Vi har i den grad brug for, at denne forståelse bliver styrende for verdens klimaindsats – at den ikke fortaber sig i politiserede felter og kortfristede perspektiver.

Se tidligere blog-indlæg tagged James Hansen.