Strøtanker om bæredygtighed

Har lige sendt nedenstående til min pensionskasse – eller rettere ville jeg gøre det. I det lille kontaktvindue på Unipensions hjemmesiden var der kun plads til spørgsmålet i tekstens første del. Kan kun opfordre andre til at markere tilsvarende.
.

Kære Pensionskasse

I går var det International Tar Sands Day verden rundt. Af en opgørelse i den forbindelse fremgik det, at Danmarks fem største pensionsselskaber tilsammen havde investeringer for 2,5 mia. kr. i udvindingen af tar sands i Canada.

Der er tale om virksomheder som Shell, BP, Total (FR), Statoil ASA, Exxon, ConocoPhillips, Suncor, Chevron og Imperial Oil, se: www.klimabevaegelsen.dk/doc/tarsands/Pensionsfonde.pdf.

Det fremgår ikke af denne opgørelse – og heller ikke umiddelbart af Unipensions hjemmeside – om Unipension har tilsvarende investeringer. Jeg vil derfor gerne spørge, om Unipension (min pensionskasse) har økonomiske interesser i udvindingen af den canadiske tjæresand?

Klima- og bæredygtighedsmæssigt står udvindingen af Tar Sand som noget af det dummeste, mennesket i nyere tid har fundet på. Udvindingen medfører kolossale miljøproblemer og ødelæggelser af oprindelige landskaber, og udvindingsprocessen er så energikrævende, at det kun er et resultat af en helt utilstedelig lobby-virksomhed, hvis det nogensinde lykkes for Canada at få olien ind i EU. Samtidig advarer ledende klimatologer om, at hvis vi tager hul på ukonventionelle forekomster som tar sand og oil shale, så er det en bombe under verdenssamfundets målsætning om at holde udviklingen under 450 ppm og 2 C, og kampen for at langtidsstablilisere klimaudviklingen er definitivt har tabt.

I den nuværende situation har Pensionskasserne ikke bare til opgave snævert at sikre optimal forrentning, men fuldt så meget at sikre, at medlemmernes midler varetages på en måde, så den verden vi lader vores børn og børnebørn arve, har sin optimale værdi.

Jeg håber derfor, at Unipension med målsætningen om ”Ansvarlige Investeringer” har holdt sig fri af investeringer i udvindingen af tjæresand – og at man i den udstrækning, at dette ikke er tilfældet, genovervejer sin position og afvikler disse investeringer inden for en kort tidsfrist for at placere midlerne i virksomheder, som aktivt understøtter omstillingen til en bæredygtig fremtid.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

 .
Links til yderligere information:

www.jenshvass.com/blog/2012/04/07/garth-lenz-the-true-cost-of-oil/

www.jenshvass.com/blog/2012/04/06/to-the-last-drop-canadas-dirty-oil-sands/

www.jenshvass.com/blog/2012/02/16/tar-sands-oil-extraction-the-dirty-truth/

www.jenshvass.com/blog/2012/01/19/til-det-21-aarhundredes-daarligste-ide/

www.jenshvass.com/blog/2010/07/31/james-e-hansen-om-norsk-klimapolitik/

Siden A-kraft-ulykken på Fukushima Daiichi-værket marts sidste år er stadig flere af Japans 54 A-kraft-reaktorer blevet lukket for løbende sikkerhedscheck. Efterfølgende har folkestemningen og usikkerheden været så stor, at man ikke har turdet genstarte reaktorerne, og her 5. maj blev den sidste standset for eftersyn. Ligesom med de øvrige, er der ikke meget, der tyder på, at den bliver startet med det første.  Så hvor tsunamien satte 3 reaktorer ud af spillet, har fornuften – eller frygten ville nogle nok hævde – standset de øvrige 51.

Fra i dag er Japan således uden A-kraft for første gang i 42 år, og landet rundt har dagen været markeret med i tusindvis af mennesker på gaden med krav om at opgive A-kraften. 5. maj er traditionelt børnenes dag, og mange har set det som et stærkt symbol, at Japans sidste reaktor lukkede på denne dag – i respekt for fremtiden.

Efter Fukushima-ulykken har man efter europæisk forbillede gennemført en række stres tests for de japanske reaktorer, hvor man har simuleret store påvirkninger af jordskælv og tsunamier. Men lederen af den kommission, som har forestået disse undersøgelser, vil ikke sige, at det dermed er sikkert at starte – det er et politisk valg at påføre befolkningen den risiko. I den seneste måneds tid er det politiske pres for at komme videre fra det nuværende dødvande vokset. Særligt har man sigtet på at få genåbnet to reaktorer i Ohi-værket i Fukui-provinsen og søger lige nu at skabe lokal opbakning dertil. For udsigten til at skulle klare sig igennem endnu en sommer uden A-kraft er mildt sagt svedig.

De japanske somre er fugtigvarme til det stærkt ubehagelige – husker fra en sommer i Kyoto, at der i ugevis kunne være over 30ºC selv ved midnat. De moderne huse ikke bygget til at holde sig selv kølige, men er typisk afhængige af airconditioning – og dermed af store mængder elektricitet – for at være udholdelige. Det japanske energibehov kulminerer derfor på varme sommerdage.

Før Fukushima-ulykken stod A-kraften for 30% af den japanske elektricitetskapacitet, og man havde planer om som del af Japans klimaindsats at øge denne andel til 50%. Sidste sommer klarede man sig igennem, selvom der allerede på den tid var så mange reaktorer lukket, at A-kraften kun bidrog med omkring 10% af el-produktionen. Og denne sommer står man overfor at skulle klare sig helt uden A-kraft. Så selvom en række virksomheder har sikret sig med egne generatorer, så vil der skulle spares endnu mere.

I Fukushima-ulykkens eftertanke har der været en stærk bevægelse for at Japan skulle udfase sin A-kraft og fremover i langt højere grad end i dag basere sin energiforsyning på vedvarende energi. Mange ser dette som et vendepunkt. Men den slags omstilling tager tid, og her i den forestående sommer er der ikke ret mange flere solceller og vindmøller til at køle de japanske byer, og man kommer endnu mere end sidste sommer til at trække på borgernes og virksomhedernes gode viljer til at spare, at undlade, at udskyde, at dele … og at svede.

Læs mere »

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.

Umiddelbart efter at den kæmpe tsunami 11. marts 2011 væltede ind over Tohukus østkyst og satte Fukushima Daiichi-værket skakmat, var det svært at få noget klart billede af, hvad som var sket, og hvor omfattende følgerne ville blive. En serie brinteksplosioner i reaktor 1, 2 og 3 i de følgende dage pulveriserede de ydre bygningsskaller – og understregede på det voldsomste, at der var tale om alvorlige problemer, selvom det først blev offentligt erkendt mange måneder senere, at der var tale om egentlige kernenedsmeltninger for reaktor 1, 2 og 3. I månederne efter var kræfterne derfor fokuseret på at stabilisere disse løbskkørte reaktorer og bringe dem til en tilstand af cold shutdown, hvor de konstant holder en temperatur under 100ºC. Det lykkedes inden jul, omend der efterfølgende har været opblusninger og ingen med sikkerhed ved, hvor meget af reaktorkernerne, som rent faktisk stadig befinder sig i reaktorens kerne.

På ulykkesdagen var reaktor 5 og 6 bragt i cold shutdown i forbindelse med løbende vedligeholdelse, mens brændslet var taget ud af reaktor 4 også som del af den løbende vedligeholdelse – ellers kunne omfanget have været endnu større. Endda udbrød der få dage efter brand i brændselslegemerne i reaktor 4, og endnu en brinteksplosion pulveriserede den bygning, som omslutter reaktor 4 (billederne herover). På Fukushima-værket er der i alt mere end 10.000 brugte brændselselementer, og eksperter fra hele verden vurderer, at de udgør en tikkende bombe.

Særligt er opmærksomheden rettet mod den store dam i reaktor 4, hvor 1.535 brændselslegemer (460 ton) er under afkøling med direkte udsigt til stjernehimlen. Disse brændselsstave nedsænket i et gigantisk bassin 30 m over jorden repræsenterer en radioaktivitet på op imod 10 gange mere end hvad der blev frigivet ved ulykken i Chernobyl. Det er blevet vurderet, at et jordskæv af blot styrke 7 vil kunne få den hårdt prøvede beton til at kollapse. Og blot en mindre revne, som blotlægger brændselselementerne i kortere tid, vil kunne reaktivere de radioaktive processer i brændselsstavene dertil, at man står overfor at måtte evakuere Tokyo-området med dets millioner af indbyggere.

Men de japanske myndigheder og værkets ejer Tepco synes handlingslammede. Dette har fået en lang række japanske miljøorganisationer til at rette nedenstående henvendelse til FNs generalsekretær Ban Ki-moon om, at det internationale samfund må gribe ind – og hjælpe med at få det brugte brændsel sikret hurtigst muligt.

I bakspejlets bagklogskab virker det absurd, at man blot med hovedet under armen har opmagasineret årtiers brændselselementer på værkerne. Men det må ses som et billede på, at stort set ingen lande selv efter at have brugt A-kraft i årtier har afklaret, hvad man overhovedet efterfølgende vil gøre med sit radioaktive affald. Det ryger med i startpakken til de kommende generationer.

Se tidligere blog-indlæg om Fukushima Daiichi.

May 1, 2012

To: UN Secretary General Ban Ki-moon

An Urgent Request on UN Intervention to Stabilize the Fukushima Unit 4 Spent Nuclear Fuel

Recently, former diplomats and experts both in Japan and abroad stressed the extremely risky condition of the Fukushima Daiichi Unit 4 spent nuclear fuel pool and this is being widely reported by world media. Robert Alvarez, Senior Scholar at the Institute for Policy Studies (IPS), who is one of the best-known experts on spent nuclear fuel, stated that in Unit 4 there is spent nuclear fuel which contains Cesium-137 (Cs-137) that is equivalent to 10 times the amount that was released at the time of the Chernobyl nuclear accident. Thus, if an earthquake or other event were to cause this pool to drain, this could result in a catastrophic radiological fire involving nearly 10 times the amount of Cs-137 released by the Chernobyl accident.

Nearly all of the 10,893 spent fuel assemblies at the Fukushima Daiichi plant sit in pools vulnerable to future earthquakes, with roughly 85 times more long-lived radioactivity than released at Chernobyl.

Læs mere »

.

Igennem 20 år har Garth Lenz skildret verdens miljøproblemer i billeder – mange af de billeder, som kan ses i blog-indlægget fra i forgårs, Landskaber under ødelæggelse, er indfanget med hans linser.

I denne video kan man opleve Garth Lenz på en TED-konference i januar fortælle med en næsten knugende indlevelse om de drastiske konsekvenser af tar sand-udvindingen i Alberta, som i disse år totalskamferer stadig større dele af Canadas oprindelige landskaber samtidig med at det forgifter mennesker og dyr og slår bunden ud af den globale klimaindsats.

Kan kun opfordre til at støtte op om tar sand-arrangementer, som afholdes over alt i verden 5. maj (se event-side på Facebook), som retter sig mod de mange firmaer og instanser, som investerer i uhyrlighederne i Alberta.

Vi må sammen og hver især gøre vores til at mindske efterspørgslen på olie, og vi må ikke mindst sikre, at vores banker, pensionskasser, aktiepuljer osv. ikke er en del af finansieringen af den udvinding af tar sand i Alberta, som har været karakteriseret som vor tids største organiserede naturødelæggelsesprojekt.

Se tidligere blog-indlæg: Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus, Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, James E. Hansen om norsk klimapolitik og James Hansen: Why I must speak out about climate change.

P.S. Kom til at se, at dette er blog-indlæg nr. 800 – en slags rund dag for Strøtanker om bæredygtighed med et indlæg, som med billedet til hjælp spænder ud mellem det globale og det lokale, det smukke og det grusomme.

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?

[nggallery id=158]

.
Disse billeder stammer fra Alberta, Canada, hvor udstrakte oprindelige landskaber i disse år bliver revet op med rode for at få adgang til underliggende lag af tar sands – bitumen- og tjæreholdige sandlag, som man med kolossale kraftanstrengelser kan omdanne til en tyktflydende råolie. Men prisen er voldsom, for ikke at sige ubetalelig.

Dels står et tempereret urskovsområde på 3½ gange Danmarks størrelse overfor at blive totalraseret og vandkredsløbet uhelbredeligt svinet til. Dels er forekomsterne af tar sands i området så omfattende – det vurderes, at der er i alt 169,3 billioner tønder olie i området – at afbrændingen af denne olie vil medføre en fordobling af den mængde CO₂, som mennesket har pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse og dermed gøre det 100% sikkert, at verdens klimamålsætninger ikke kan overholdes, men at vi tværtimod vil se så stor en global opvarmning, at klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

Stadig er “kun” et areal på størrelse med det dobbelte af Bornholm blevet raseret som på billederne herover, men tar-sand-forekomsterne strækker sig over 142.000 km² eller et område på størrelse med England.

Tar sand-olien er derfor blevet et af klimapolitikkens vigtigste brændpunkter. Dels har der været fokuseret meget på tåbeligheden af planlagte rørledninger fra Alberta til Stillehavsområdet og Keystone XL rørledningen tværs over kontinentet til de amerikanske raffinaderier ved den amerikanske sydkyst, så olien kan nå frem til forbrugerne. Dels står der lige nu i EU en administrativ kamp for at forbyde tar sands-olien – ikke fordi det er tar sands, men fordi der går langt mere energi til udvindingen af tar sands-forekomsterne end konventionel olie. Af samme grund troede man indtil for få år ikke, at disse forekomster nogensinde ville blive rentable at udvinde.

Læs mere »

Dette indlæg om Københavns Kommunes planer om ved skybrud at lede spildevand i Kastelsgraven er i dag indsendt som høringssvar. Det søger at fremdrage det principielt problematiske i, at vi (mis)bruger vores sparsomme bynatur ved i skybrudssituationer af lukke store mængder gadevand ud i grønne oaser som Brønshøjparken og Kastelsgraven – i det mindste uden forud at klarlægge konsekvenserne undersøge, om der findes løsninger, som giver bedre bymiljø og er mere i tråd med Københavns overordnede klimatilpasningsstrategi.
.

Kastelsgraven som recipient

Med stigende globale temperaturer står København som andre byer verden rundt overfor en klimatilpasningsproces, som i de kommende år vil nødvendiggøre betydelige justeringer, og som med den nuværende tøven  i det internationale samfund overfor den nødvendige klimaindsats på lidt længere sigt vil ændre vores bygningers og byrums fremtræden markant.

På den korte bane vil en vigtig del af denne klimatilpasning være hele den måde, vi forholder os til regnvandet på. Med den styrtregn, som ramte København 2. juli 2011, fik vi en forsmag på, hvad vi har i vente. På få timer faldt der 150 mm regn over det centrale København. Det blev karakteriseret som en 500-års-regn – og samtidig som noget, vi måske fremover snarere vil opleve hvert tiende eller tyvende år.

Meteorologerne taler således ikke bare om varmere vejr og vådere vintre, men om mere ekstreme regnhændelser med op til 30% voldsommere nedbør, end vi kender i dag.

Det gode er, at det kan løses – rundt omkring i verden er der masser af eksempler på, at man har formået at indrette sig med langt større nedbørsmængder. Men det vil kræve markante ændringer i vores nuværende måde at håndtere regnvandet på.

To strategier

Der åbner sig groft sagt to strategier, som det er vigtigt at gøre sig klar i den nuværende situation – to måder at møde udfordringen på:

1) det nuværende kloak- og vandafledningssystem udbygges, så det kan tage selv de voldsomste regnskyl, eller

2) den nuværende måde at håndtere regnvandet på, hvor stort set alt det vand, som rammer byens flader, ledes direkte i kloakken, forlades. I stedet tilstræber man i langt højere grad end nu en vifte af såkaldte LAR-løsninger – en Lokal Afledning af Regnvandet hvor regnvandet opsuges, tilbage­holdes, nedsives eller forsinkes.

Allerede i baggrundsrapporten til afsnittet om klimatilpasning i Københavns Kommunes (KKs) klimaplan kunne man i 2009 læse, at merudgiften ved at skulle opgradere kloaksy­ste­met til at kunne håndtere 30% større regnmængder (strategi 1) ville ligge i størrelsesordenen 10 mia. kr. Der er således mange penge at spare, hvis man gennem en serie af koordinerede til­tag sikrede sig, at KKs nuværende kloakkapacitet også fremover vil være til­strækkelig.

Udgifterne til gennemførelsen af strategi 2 er så vidt vides ikke opgjort. Men med mere vegetation, flere grønne tage og en større grad af lokal opsamling og anvendelse af regnvandet er der heller ikke blot tale om en udgift. Her får vi samtidig en masse bykvalitet forærende, en sundere og grønnere by med mere fuglesang, større biodiversitet og frodighed. Samtidig vil det større vegetationsvolumen i byen vil være med til at køle byen. Og blot få år længere fremme vil et andet aspekt af klimatilpasningen blive mere påtrængende, at vores huse og byrum bliver ubehageligt varme om sommeren, hvis ikke vi køler og skygger dem med vegetation. Her vil strategi 1-løsningen tilsvarende være at installere aircondition­ing i store del af vores byg­ningsmasse med et stærkt øget energiforbrug til følge. Strategi 2 er således langt mere fremtidssikret, bæredygtig og i overensstemmelse med byens intentioner om at være Verdens Miljømetropol og at nå CO₂-neutralitet i 2025.

Som det fremgår både af Klimatilpasningsplanen og af LAR Metode­hånd­bogen har KK da også prisværdigt lagt op til en klimatilpasningsstrategi, hvor man i høj grad søger at imødegå de øgede nedbørsmængder gennem en øget lokal anvendelse, nedsivning eller forsinkelse af regnvandet. På den baggrund virker Tillæg nr. 1 til spildevandsplanen,¹ som nu er sendt til høring, noget overraskende.

Her fremlægges ni tiltag til overløbsløsninger ved ekstremregn, som alle må henregnes til strategi 1. Fire af forslagene vedrører Indre By, og i tre af disse tilfælde vil man lede overfla­devand direkte i havnen. Det giver måske mening, da man ellers kunne være nødsaget til at lede urenset kloakvand i havnen, i og med at havne­bassinet må betragtes som en relativt stor og robust recipient. Men det fjerde og miljømæssigt set mest problematiske tiltag er et ønske om at kunne lukke vejvandet fra Esplanaden og Grønningen ud i Kastelsgraven i tilfælde af ekstrem­regn.

Læs mere »

Foreløbige opgørelser peger på, at EUs CO₂-udledninger sidste år faldt med 2,6% til 1,89 mia. ton CO₂, hvilket har fået kvoteprisen på det europæiske kvotemarked til at falde til et historisk lavpunkt. I går kunne “retten” til at udlede 1 ton CO₂ således købes for blot 6,14 euro eller under 50 danske kroner.¹

Dette er en hån mod klimaindsatsen, og hele dette system af kvoteafgifter, som med hjælp fra markedets logik skulle tilskynde til klimaoptimering, må siges at have slået fejl. Tværtimod må virksomheder, som i denne situation klimaoptimerer, skele til konkurrenterne blot kan fortsætte med at pumpe CO₂ ud som hidtil og betale en rent symbolsk pris derfor. Så kvotesystemet trænger i den grad til et eftersyn. Hvis det skal bringes til at fungere efter hensigten, skal der til stadighed absorberes kvoter i en form for kurspleje, som man i mange år praktiserede på landbrugsområdet, hvor man for eksempel sikrede, at kursen aldrig faldt under f.eks. 100 euro.

Dette er stadig langt fra de samfundsmæssige omkostninger ved udledningerne. I 2011 blev det således beregnet beregnet, at “the social cost of carbon” – den indirekte omkostning ved udledningen af 1 ton CO₂ – lå mere end 100 gange højere end dagens kvotepris (omkring 5.000 kr./ 660 euro). På den baggrund er et kvotesystem med en pris på 6 euro for retten til at lukke 1 ton CO₂ ud i atmosfæren en absurditet (se tidligere blog-indlæg: Den fulde pris for CO₂-udledninger).

Senest har vi omkring det danske energiforlig set, hvordan det som en del af den almindelige støjproduktion omkring klimaindsatsen har været fremført, at det ikke mindsker CO₂-udledningerne i EU, at vi i stort omfang omlægger til vedvarende energi i Danmark – at det tværtimod blot giver plads til, at andre kan svine endnu mere. Men det er en fejl ved kvotesystemet, ikke ved det danske energiforlig. Det burde være sådan, at hver gang man satte en solfanger eller vindmølle op, så blev EUs kvoteloft automatisk sænket tilsvarende. Ligeledes kunne man forestille sig, at hver gang produktion blev udflaget til steder med billigere arbejdsløn og mindre klimakrav, blev loftet sænket tilsvarende.  På den måde blev presset på dem, som ikke gør noget, bevaret.

I et tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem er der en graf, som visualiserer, hvilken kvotepris, som vil gøre det økonomisk attraktivt at lave hvilke indsatser. Dette betyder imidlertid ikke, at ændringerne automatisk finder sted – tværtimod er der en vis inerti, som man for eksempel kan se det på efterisoleringsområdet, hvor det ikke får os til automatisk at isolere tage og hulmure eller at skifte til nye vinduer med markant lavere varmetab selvom det ville være tjent ind på ganske få år.

Kvotesystemet er barn af markedstænkningen, men vi kommer nok til at indse, at hvor markedsmekanismerne nogenlunde kan regulere udbud og efterspørgsel på et blomstermarked inden lukketid, så kan markedsmekanismernes evne til at lede verden sikkert og hurtigt igennem den forestående totalomlægning fra den fossile afhængighed ligge på et meget lille sted. Hvis vi overhovedet skal fortsætte med kvotesystemer, må vi ikke bare sikre, at kursen holdes på et niveau, hvor der er tale om et solidt økonomisk incentive. Vi må samtidig få et mere realistisk billede af, hvad kvotemarkedet nogensinde kommer til at kunne formå – og indse, at selv hvis det lykkes at bringe kursen op i et niveau, som står i rimeligt forhold tilomkostningerne ved CO2-udledninger, vil være nødvendigt med en stor vifte af andre indsatser for at sikre, at omstillingen til vedvarende energi kommer til at ske tilstrækkeligt hurtigt til at København ikke står under vand i det 24. århundrede.

Se tidligere blog-indlæg tagged CO₂-kvoter.

EU carbon price plumbs new depths on weak emissions data, Business Green 03.04.2012.¹

Erik Holm: CO₂-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO₂-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO₂-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon – Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2ºC, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½ºC, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

Læs mere »