Strøtanker om bæredygtighed

15. juli havde økonom Jesper Jespersen et tankevækkende indlæg i Information, hvor han gør op med den tvangsforestilling, som rider verdens samfund, at økonomisk vækst er løsningen på alt – jo mere af den, jo bedre. Og 20. juli følger Vibeke Sperling op i Politiken med at foreslå en Folkebevægelse mod vækst.

Jespersen skriver (og Sperling citerer), at “da dansen omkring guldkalven blev indledt, var der ingen, som gjorde sig tanker om, hvorledes dansen kunne bringes til ophør. For det økonomiske præsteskabs identitet knytter sig til vækst i pengeøkonomien. Men det glemmes, at hverken social gæld endsige miljøgæld kan tilbagebetales med guldmønter.”

Jeg skal ikke her genfortælle de to indlæg, som hver især er særdeles læseværdige, blot istemme klagesangen, at den medicin og løsen på alle vores problemer, som økonomer og politikere kloden rundt foreskriver og efterstræber, er den rene gift for klodens bæredygtighed og duelighed som fremtidigt leverum.

Fortsat materiel vækst gør os ikke lykkeligere, men ødelægger kloden.

Fortsat vækst i et lukket system er ikke mulig.

Hvor svært kan det være?

Ifølge de seneste opgørelser af verdens landes økologiske fodaftryk, så forbruger vi i Danmark efterhånden, så det svarer til, at vi havde fem kloder til rådighed. Mathis Wackernagel fra Global Footprint Network taler heroverfor om nødvendigheden af “One Planet Budgeting”, at vi planlægger vores fremtid ud fra den fundamentale indsigt, at vi kun har én klode.

Dét kunne fremtvinge min respekt for økonomerne.

Se tidligere blog-indlæg: Vækst vækst vækst, Nøjsomhedssamfundet, Klimaløsning: Forbrug som i 1969, One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint og Velfærd uden vækst?

Jesper Jespersen: Vækst på hjernen, Information 15.07.2012.

Vibeke Sperling: Lad os skabe Folkebevægelsen mod Vækst, Politiken 20.07.2012.

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

I det forudgående indlæg, Tyrkiske vandlege, var der tale om store dæmningsanlæg i det sydøstligste Tyrkiet, som dels truer med at vende alvorligt op og ned på levevilkårene hele vejen langs de to floder Eufrat og Tigris, som på mange måder er den vestlige civilisations vugge og stadig i dag er Iraks livsnerve. Dels vil det ødelægge store kulturværdier på steder, hvor civilisation har afløst civilisation igennem 10-12.000 år.

Som det blev eksponeret under Rio+20, så er Brasílien på ondt og godt en anden af verdens store vandkraftværk-byggere. Rundt omkring i Amazon-bækkenet har man et meget stort antal inddæmningsanlæg planlagt eller under opførelse, og ved Xingu-floden i staten Pará har man med Belo Monte-dæmningen gang i, hvad der vil blive verdens tredjestørste vandkraftanlæg, hvis projektet gennemføres.

Det vil give strøm – masser af strøm. Men skalaen er kolossal. Der er planlagt en hel serie af opstemninger af Xingu-floden, hvoraf Belo Monte-dæmningen vil være 3,5 km lang og 90 m høj og medføre oversvømmelser af i alt 668 km² regnskov. Samlet vil der være tale om at oversvømme 6.240 km² regnskov langs Xingu-floden eller et areal mere end dobbelt så stort som Fyn. Hermed vil ikke bare endnu et regnskovsareal gå tabt. Der er tale om et særdeles voldsomt indgreb i et helt flodsystems økolog – Xingu-floden har alene omkring 600 fiskearter. Og titusindvis af indianske stammefolks livsgrundlag og hovedtransportvej gennem tiderne vil med et slag være ødelagt. Men forundersøgelser af disse projekters miljømæssige konsekvenser er pinagtigt dårligt gennemført.

I situationer som disse står man ikke bare med en truet biodiversitet, som ikke har noget at skulle have sagt, men fuldt så meget med oprindelige folkeslag, hvis rettigheder forbigås, fordi de ikke på samme måde som den vestlige tankegang har kendt til en ejendomsret til naturen.

På trods af, at vandkraft ofte regnes som en klimavenlig og CO₂-fri energikilde, vil inddæmningen af tropiske floder typisk udvikle så store mængder metan, at den udvundne strøms klimapåvirkning kan være større, end hvis den var genereret fra afbrænding af kul. For Belo Monte-Babaquara-dæmningerne har det været beregnet, at de skal køre optimalt i 41 år, før de har indhentet klimabelastningen fra deres etablering.¹ (Se også blog-indlægget: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft).

Billeder fra en nylig aktion, hvor den begyndende Belo Monte-dæmning igennem tre uger var besat og besætterne gravede en rende, så Xingu-floden for en stund fik lov igen at strømme.

Lederen af Environmental Parlament, Pano Kroko, rapporterede i juni fra Belo Monte på sin blog, Bleeding Edge:

“Antonia Melo, the coordinator of Xingu Vivo Movement said: ‘This battle is far from being over. This is our cry: we want this river to stay alive. This dam will not be built. We, the people who live along the banks of the Xingu, who subsist from the river, who drink from the river, and who are already suffering from of the most irresponsible projects in the history of Brazil are demanding: Stop Belo Monte.’

Sheyla Juruna, a leader from the Juruna indigenous community affected by the dam said: “The time is now! The Brazilian government is killing the Xingu River and destroying the lives of indigenous peoples. We need to send a message that we have not been silenced and that this is our territory. We vow to take action in our own way to stop the Belo Monte dam. We will defend our river until the end!'”²

Læs mere »

En af de tidligste drivmidler for den industrielle revolution var vandkraft. Men vandhjulet har været brugt helt tilbage til grækernes og romernes dage, og man finder tilsvarende brug af vandhjulet i Kina tilbage til 200 år f. Kr.

I moderne tid har vandkraften fået en ny rolle. Ved at opstemme vandet og lade det drive en turbine, som producerer elektricitet, kan man adskille det sted, energien produceres, og det sted, hvor energien forbruges. Derfor er flere og flere af verdens vandløb i løbet af de 20. århundrede blevet opstemmet for at hamle op med vores stadig større forbrug af elektricitet. I mange tilfælde er det et stort plus. Men i takt med at anlæggene er blevet stadig større, er de miljømæssige omkostninger og ødelæggelsen af flodlandskaberne, som ofte har været dyrket og beboet gennem årtusinder, nogle gange endog meget omfattende.

I Tyrkiet har man som del af et stort regionalt udviklingsprojekt for landets sydøstlige del, GAP-projektet, indledt en stor satsning på vandkraft, som indebærer i alt 22 dæmningsanlæg. Visionen om at inddæmme og opsamle energien fra Eufrats og Tigris’ øvre løb går tilbage til 30erne, men de nuværende projekter er udtænkt i 70erne. De 22 dæmninger vil tilsammen producere omkring 7,5 GW strøm.

Én af dem er Ilisu-dæmningen, som opstemmer Tigris-floden kort før den løber ind i Irak. Den dag, den står færdig, vil turbinerne fra den 135 m høje og 1.820 m brede dæmning producere omkring 1,2 GW – eller rundt regnet som et moderne A-kraftværk. Men den mere end 150 km lange og 313 km² store opstemningssø vil også tære på vandforsyningen nedenstrøms, den vil kræve relokalisering af mellem 40-65.000 mennesker, og den vil sætte den historiske by Hasankeyf under vand.

Læs mere »

Dagens pausebillede er en film fra 1992, “Dream Windows: Reflections on the Japanese Garden”. Måske ikke umiddelbart så tom, så modernistisk eller så tankeudtømmende som sædvanligt i serien Pausebilleder, men filmen indkredser omvendt en stærk tradition for en intethedens og tomhedens æstetik, som den har udfoldet sig gennem århundrederne i den japanske æstetik, og forfølger spørgsmålet, hvordan hele dette kulturelle kompleks kan ikke bare videreføres, men endnu mere  transformeres ind i og berige en moderne virkelighed, hvor mennesket, dets selvopfattelse, tidsopfattelse, målrettethed og mulighedsfelt har forskudt sig radikalt.

Det er en tilgang til æstetik, som har betydet utrolig meget for både mit æstetiske og mit eksistentielle udsyn, som jeg længe anede og tog fuldt ind, da jeg første gang kom til Japan i 1984. Det er en æstetik og et udsyn, som er blevet til længe før vi vidste af klima- og bæredygtighedsproblemer. Men det er omvendt min klare overbevisning, at det ikke for alvor kan lykkes at få hånd om klima- og bæredygtighedsudfordringen, før vi får fat i en sådan æstetisk-eksistentiel dimension. Vi bliver nødt til igen at lære at se det store i det små. Vi bliver nødt til at udfolde vores stræben, mætte vores længsler, og skabe vores livsfylde i mere drømmende, immaterielle rum.

Til forskel fra mange film om japansk æstetik, som dvæler ved den ydre skønhed, kommer man med Dream Windows virkelig ind under huden af den japanske æstetik, til benet så at sige, så det er en yderst anbefalelsesværdig film.

Musikken er af den japanske komponist Toru Takemitsu (1930-96), hvis musik forunderligt spænder ud mellem fransk impressionisme, vestlig modernisme og traditionel japansk musik.

Dream Windows varer i alt lige knapt en time, og er i YouTube-udgaven delt over i tre:

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juli blev to reaktorer ved Oi-værket genstartet, og protesterne blev om noget stærkere. Juli barslede også med undersøgelser fra to forskellige kommissioner, som hver især kom frem til, at der var graverende fejl i håndteringen af krisen, og at der lå alvorlige strukturelle svigt bag det at katastrofen havde kunnet udvikle sig som den gjorde. Den ene gjorde et stort nummer ud af at understrege, at katastrofen ikke var en naturkatastrofe, men tværtimod “made in Japan”, skabt af serier af menneskelige svigt. Permierminister Nodas ganske egenrådige gennemtrumfen af genstarten og en i vide kredse upopulær momsforhøjelse får ganske mange politikere til at forlade regeringspartiet DPJ, og der kommer hul på en omfattende offentlig høring, som skal være en del af grundlaget for vedtagelsen af Japans kommende energiplan.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2012

6. juli – Igen A-kraft i de japanske stikkontakter
7. juli – Undersøgelseskommission: Fukushima-katastrofen er menneskeskabt
8. juli – “No Nukes 2012”
10. juli – Reaktor 3 på fuld kraft
12. juli – Sagsanlæg: TEPCO ude af stand til at drive A-kraftværker forsvarligt

13. juli – Ozawa siger fra overfor Noda med nyt parti
13. juli – Fredag er demo-dag
14. juli – Hatoyama siger fra overfor Noda
15. juli – 3 energiscenarier til høring
15. juli – Sanno: Landsby med 100% vedvarende el-forsyning

16. juli – Japan på gaderne
17. juli – TEPCO ønsker prisstigninger
17. juli – Sommervarmen kommet
18. juli – Første brændselslegeme fjernet fra reaktor 4
19. juli – Flere foldelinjer, flere fortrængninger

20. juli – Hvor mange vil dø efter Fukushima-katastrofen?
21. juli – Japans politiske scene
21. juli – Snyd med dosimetre
22. juli – Energieffektivitet
23. juli – Naoto Kan: Fuld afvikling af A-kraft i 2025

23. juli – Ny rapport om Fukushima-katastrofen
24. juli – Grønt parti på vej i Japan
25. juli – vedvarende energi-ekspert som guvernør i Yamaguchi?
25. juli – Rekordstort handelsunderskud for første halvår 2012
26. juli – KEPCO ønsker flere reaktorer startet / 10% scenario?

27. juli – Energiplan forsinket?
28. juli – NISAs sidste vilje
28. juli – Erhvervslivets organisationer afviser de tre energiscenarier
29. juli – Midori no To – et grønt parti stiftet
29. juli – Det japanske parlament “omringet” af demonstranter

29. juli – Valg i Yamaguchi
30. juli – KEPCO kører med milliardunderskud
31. juli – Tetsunari Iida om overgangen til 100% vedvarende energi

Se: Fukushima links for juli 2012.

Læs mere »

Habitats står med projektet Vild med Vilje bag opblomstringen af vilde planter på et par grønne områder ved den trafikerede Nørre allé. Her får vegetation lov til at gro med minimal menneskelig indgriben, for andet år i træk. Og det kommer der mange forskellige planter ud af. På områder der almindeligvis ikke huser meget andet end en velfriseret græsplæne, vokser der nu mindst 60 plantearter i et sindigt lag-på-lag system.

Den naturlige planteverden slår på mangfoldighed i mange ’etager’. Det tætte bunddække består blandt mange arter af brunelle, krybende potentil og typiske vejkantsplanter som græsser, kløver, tusindfryd og vejbred. I næste lag ses højere planter, hvor blandt andet snerler kravler op langs medvoksende plantearter for at strække sig mod de livgivende solstråler. I en gradueret bølge, rejser sig bynke, kamille, gåsefod og hulsvøb. De rå skræpper og tidsler står i kontrast til de sarte hjerteformere hyrdetasker, hvoriblandt også svampe pibler frem i planternes fugtige skyggeland. Brændenælder blander sig med farverige smørblomster, ager-sennep, pileurt og tråd-ærenpris, som med duft og farve trækker insekter til sig.

Læs mere »

.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »

Rio+20 er ovre. Arrangørerne er tilfredse med resultatet – det skal de jo være, selvom Ban Ki-moon på sin stilfærdige måde igen og igen har markeret, at dette her overhovedet ikke er godt nok. Men ellers er alle enige om, at det har været et skuffende resultat, og at politikerne har skuffet fælt. De havde hverken penge eller mandat eller mandsmod til at lave en aftale med klare direktiver for det forestående omstillingsarbejde, og er endt med at vedtage et dokument, som er fyldt til randen med uforpligtende intentioner, men stort set blottet for bindende beslutninger. Så alle kan gå hjem og fortsætte som hidtil.

Visionerne, målsætningerne, den videnskabelige understegning af nødvendigheden af en hurtig indsats og de omstillingsparate virksomheder var der, men de brasilianske værter tvang med hård hånd et dokument igennem, hvor alle konkrete mål og forpligtelser var fjernet eller modificeret til uforpligtende hensigtserklæringer. Med erfaringerne fra klimaforhandlingerne i København og Durban plus det forhold, at man efter mange lange forhandlingsrunder siden januar kun var kommet til fuld enighed om lige godt en fjerdedel af af aftalen, gjorde, at de brasilianske værter i ellevte time producerede et mindste fællesnævners dokument.

Selvom slutdokumentet således set med planetare briller er en katastrofe, så er der sket gode ting på topmødet. En efter en tager byer, virksomheder og NGOer konsekvente skridt videre. Og når man hører sig omkring på Rio+20, så sker der ganske meget i de enkelte lande. Men når det kommer til det internationale niveau, som må skabe rammevilkårene og den nødvendige finansiering og teknologioverførsel, som gør, at alle verdens byer og virksomheder lægger ind på en ny kurs, så er tingene uendeligt modstræbende. For ja, det er fantastisk at Microsoft nu vil være CO₂-neutral, men ja vi behøver rammevilkår, som løfter alle virksomhed ud af deres fossile afhængighed, og som gør det selvindlysende at være CO₂-neutral og at skabe bæredygtige produkter.

Her er Per Marquard Otzens tegning fra Politiken forstemmende præcis: Med al den viden vi har om hvor galt det er fat og hvor hurtigt der skal handlse, formår politikerne at komme til det resultat, at de intet behøver at foretage sig.

Hvor der ikke synes at skulle mange overvejelser til at finde 100 mia. euro frem til endnu en EU euro-redningspakke, så er der lige nu simpelthen ikke den tilstrækkelige vilje til at investere mere systematisk i den globale omlægning, som skal til. Man fristes til at sige, at de 100 mia. euro er smidt ud af vinduet – på linje med de andre redningspakker vi har set de seneste år. Og at søge at klemme endnu en håndfuld lande i Sydeuropa op i højere økonomisk gear med mere produktion, mere omsætning og forbrug, er i modstrid med den planetare situation. Både diagnose og behandling er underligt ude af trit med det forhold, at vi er kommet i grundlæggende konflikt med vores naturgrundlag. Det er på den led nærmest et sundhedstegn, at det går dårligt for de rige lande – lykkeligt, at ikke også de formår at holde 5-7-10% vækstrater. Efter års overforbrug burde de være i minusvækst, og vi burde være glade for at skrumpe. Eller – hvis det lyder for dystopisk – så må vi skabe en immateriel økonomi, hvor vores stadig flere penge ikke som nu forudsætter og modsvarer endeløse ressourcestrømme.

Hvorfor bliver disse gigantiske hjælpepakker ikke bundet sammen med klima- og bæredygtighedsindsatsen og givet i et stærkt klima- og  bæredygtighedsperspektiv?

Læs mere »

På denne side har jeg samlet en række pressekonferencer, i alt syv, som på hver sin måde opsummerer interessante side-events i den meget omfattende Rio+20-konference. De er endnu ikke ordentligt introducerede, men er hvad jeg under vejs har hæftet mig ved som interessante at vende tilbage til.

Læs mere »