Strøtanker om bæredygtighed

Der var tegn i sol og måne på, at det denne gang skulle blive anderledes, og at klimaudfordringen efter at have været helt fraværende i de amerikanske valgkampe i 2008 og 2012 ville få den plads, den fortjente, som den største udfordring til USAs og resten af verdens videre velfærd.

Bernie Sanders byggede sin kampagne op omkring klimaudfordringen og forbandt den fornemt med sociale, økonomiske og retfærdighedsmæssige aspekter. På den led var klimaudfordringen en tæt integreret del af hele problempakken – og løsningen deraf. Hillary Clinton ville ikke stå tilbage herfor, og præsenterede i løbet af primærvalgsprocessen en stadig skarpere klimaprofil. Nu blev det Hillary, som endte som demokraternes kandidat, men der havde været en så massiv opbakning bag klimaspørgsmålet, at den demokratiske valgplatform, som blev udarbejdet hen over sommeren 2016, ikke mindst på klimafronten endte med at blive den mest progressive og fremsynede nogensinde.

Meningsmålingerne viste, at de republikanske politikere, som i det store hele afviser klimaudfordringen eller henviser den til småtingsafdelingen, var mere enige med deres sponsorer fra de fossile energiselskaber end fra deres vælgere, som i en ganske betydelig grad havde forståelse for, at der må gøres noget for at imødegå klimaudfordringen. Samtidig har Obama i løbet af sin anden præsidentperiode gjort klimaspørgsmålet til det vigtigste indsatsområde med en række indsatser, som tilsammen har igangsat en klimaindsats på stort set alle områder. Og frem for at blive straffet for det, har Obama gradvist kunne iagttage voksende popularitetstal. På den baggrund var der lagt op til, at klimaspørgsmålet endelig i 2016 kom til at stå centralt.

Men så kom Trump. Hans reality-TV medieshow tog fusen på medierne og de øvrige republikanske præsidentkandidater, så han endte med at blive det republikanske partis præsidentkandidat, hvilket må overgå til historien som en af det moderne demokratis store gåder: Hvordan kunne en mand, som kan så lidt, som har et så formørket udsyn og et så usympatisk livssyn, nå så langt i den politiske proces.

Trumps klimavision kan koges ind til, at klimaudfordringen er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske industri. Hvis han kommer til magten, har han lovet at tilbagerulle hele den klimaindsats, Obama har igangsat, han har lovet igen at få gang i kulminerne og fjerne al støtte til omstilling. Han vil klimamæssigt set være en katastrofe.

Det er svært at finde noget spørgsmål, som skiller de to kampagner mere end klimaudfordringen og hvad man skal gøre derved. Endda har det ikke været taget op i en eneste af de tre præsidentdebatter, som har været afholdt forud for valget. Hvis man søger i den fulde transskription af den halvanden time lange debat i Las Vegas i nat, bruger Hillary ordet “‘climate’ en enkelt gang, mens ord som ‘solar’ og ‘wind’ ikke forekommer overhovedet, det uanset at Hillary har et ganske enestående program for at få alle amerikanere til at være energiproducenter ved at montere solcelleanlæg over alt, hvor der er mulighed for det.

Læs mere »

Ecuador er et fattigt land med stor udenlandsgæld. Samtidig har Ecuador en natur med en nærmest overvældende artsrigdom, og ingen steder i var den større end i et område kaldet Yasuni ITT. Der var blot det dilemma, at der i jorden under dette nærmest overjordiske paradis på jord var fundet olie – endda store mængder af olie.

Samtidig var der nogle få år ind i dette årtusinde en spirende forståelse af, at verden ikke bare kunne brænde alle sine kendte fossile forekomster af, hvis man ville undgå at ødelægge levevilkårene for fremtiden. På den baggrund opstod der i 2007 planer om at søge at bevare Yasuní ITT, som man regner med har verdens højeste biodiversitet, som naturreservat, hvilket samtidig kunne sikre levevilkårene for nogle af verdens sidste ukontaktede naturfolk, som levede i dette område. Til gengæld skulle Ecuador have en eller anden kompensation for at bevare Yasuní urørt, så landet endda kunne få et vist mål af udvikling.

I udgangspunktet var det en stor og stærk idé, et vigtigt greb. Jeg har derfor gennem årene tilbagevendende skrevet om Yasuní her på bloggen og skal ikke genfortælle historien i detaljer (se blog-indlæg tagged Yasuní). Håndteringen af Yasuní kunne være blevet en vigtig model for, hvordan vi organiserer det vigtige (og stadig ubesvarede) spørgsmål, hvilke af de kendte fossile reserver, som skal forblive ubrugte, og hvilke som skal bruges i den korte fase, hvor det globale samfund skifter til vedvarende energi. Men fra at der i begyndelsen var en vis interesse for projektet, viste det sig endda uoverkommeligt vanskeligt at få de tilstrækkelige beløb på bordet.

Måske prisen var for høj – da den videre forfølgelse af projektet blev afblæst, var der kun givet tilsagn om 4% af de 3,5 mia. $, som projektet var sat til at skulle koste. Men sandsynligvis var den vægtigste grund, at der forelå efterretninger, som viste, at Ecuadors præsident Rafael Correa, samtidig med at han søgte denne form for finansiering af en bevaring af Yasuní, var i fuld gang med at anlægge veje i området – dvs. forberede det til olieudvinding og ‘civilisering’ – og havde forhandlinger kørende med kineserne om at overtage retten til olieudvindingen for at kunne betale landets efterhånden omfattende udlandsgæld.

Projektets videre skæbne blev forseglet, da Correa i 2013 aflyste al videre fundraising for Yasuní-projektet og satte oliekoncessionerne i området på auktion. Det førte til store folkelige protester, og der blev igangsat en underskriftsindsamling, som krævede en folkeafstemning om bevarelsen af Yasuní ITT. Men det fik Correa forpurret med en række ret bananstatsagtige indgreb. Yasuní overlevede auktionen for så vidt, at ingen ved den efterfølgende auktion bød på den blok, som havde været betragtet som central for Yasuní ITT-parken. Præsident Correa kunne herefter have valgt at holde hånden over området. Men han replicerede tværtimod, at Ecuador så blot selv kunne hive olien op. Og her i løbet af sommeren 2016 har det nationale olieselskab, Petroamazonas, indledt udvindingen.

Ifølge Petroamazonas’ hjemmeside forventer man for 2016 indtægter på 100 mio. $ fra de nye boringer og for 2017 indtægter på 750-800 mio. $. Det anslås, at 41% af Ecuadors oliereserver er at finde i denne blok 43. Man er startet i den nordligste udkant af området. Foreløbig er der etableret fire ud af 40 planlagte boringer langs den anlagte olieledning. Men det er planerne gradvist i de kommende årtier at etablere olieudvinding i hele området.

Omkring halvdelen af Ecuadors indtægter stammer fra olien. Sammen med en række andre olieproducerende lande er Ecuador derfor hårdt presset af de seneste års lave oliepriser. Men denne olie kan udvindes for under 12$ pr. tønde, så selv med de nuværende oliepriser er der en vis økonomi i udvindingen.

Læs mere »

Herover ses Mihama-værket, hvor de to ældste reaktorer vil blive sendt på pension, mens Reaktor 3 netop har fået bevilliget en forlængelse af driftsperioden fra 40 år til 60 år af den japanske sikkerhedsinstans NRA.

Den nye sikkerhedstjeneste, NRA, som blev etableret som konsekvens af Fukushima-katastrofen for at skabe en reel kontrolinstans, efter at forgængerne NISA havde svigtet eklatant, har på mange måder været kommet godt fra start. Det er lykkedes for NRA at skabe et betydeligt mål af respekt om arbejdet med at højne sikkerheden. I den første tid var der betydelig kritik fra energiselskaberne, som havde været vant til at få det, som de ville have det og nu blot ville have så mange reaktorer i gang igen så hurtigt som muligt. De synes dog med tiden at have accepteret, at der er kommet andre boller på suppen, og at genstarten af Japans reaktorflåde er en møjsommelig proces, som kommer til at tage det meste af et årti.

Foreløbig er det kun lykkedes at få tre af de 54 reaktorer, som Japan havde i gang før marts 2011, genstartet. heraf blev den ene endda for få dage blevet standset for ekstraordinære sikkerhedscheck året ud, mens en anden vil følge trop medio december. Således vil Japan ved årsskiftet 2016-17 igen kun have en enkelt reaktor i gang. Yderligere to reaktorer har fået godkendelse og var netop blevet genstartet, da de blev beordret standset af retskendelser.

Derudover har NRA i foreløbigt to tilfælde givet tilladelse til at forlænge driftsperioden for reaktorer fra 40 til 60 år. I foråret var der tale om Reaktor 1 og 2 ved Takahama-værket. I den forgangne uge var det endnu en af KEPCOs reaktorer, Reaktor 3 ved Mihama-værket, som fik NRAs godkendelse til at udvide driftsperioden fra 40 til 60 år.

I det politiske grundlag for NRA blev det fastslået, at en reaktors levetid maksimalt var 40 år – hvilket stemmer ovenens med, at reaktorer opført i 1970erne og 1980erne typisk var designet til at kunne holde i 30 eller 40 år. Der blev dog i samme tekst åbnet op for, at der undtagelsesvis ville kunne gives tilladelser til en enkelt udvidelse af driftsperioden fra 40 til 60 år. Undtagelsesvis!

Men nu har NRA foreløbig givet tilladelse til levetidsforlængelse for tre reaktorer – og  har endda givet behandlingen af disse forkørselsret, for at godkendelsesprocessen skulle kunne nå at finde sted inden de pågældende reaktorer faldt for 40-årsgrænsen.

Disse tilladelser har for første gang sat spørgsmålstegn ved NRAs evne til at være den vagthund overfor atomindustrien, som var tilsigtet, da man i skyggerne efter Fukushima-katastrofen fuldstændig skrottede den hidtidige sikkerhedsinstans for at skabe en ny fra grunden, som kunne sikre, at en katastrofe som den ved Fukushima-værket aldrig igen ville kunne ske.

Læs mere »

Her til aften var der frist for indgivelse af høringssvar i forbindelse med Københavns Kommunes ønske om mod betaling at overtage lugningen af byens fortovsarealer. I høringsbrevet blev ukrudt direkte omtalt som utryghedsskabende! Hen over sommeren har jeg derfor haft kameraet med rundt for at indsamle en række af de mange fine små oplevelser, som bynaturen giver os. Det er blevet til billedessayet ‘Livet mellem stenene’, som jeg håber kan bringe lidt klarsyn til den kommunale forvaltning.

De i alt 321 sider er blevet til en lidt tung fil, men man kan til en begyndelse downloade den introducerende tekst.

Livet mellem stenene, høringssvar 12.09.2016 (100 Mb pdf).
Livet mellem stenene, den introducerende tekst pp. 1-14, 12.09.2016 (6 Mb pdf).

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som 10. oktober skal behandle sagen. Det er fremsendt direkte til samtlige medlemmer af udvalget med følgende hilsen:

Kære medlem af Teknik- og Miljøudvalget

I slutningen af juni fik jeg sammen med mange andre af byens borgere tilsendt en partshøring i forbindelse med, at Københavns Kommune mod betaling ønsker at overtage opgaven at luge byens fortove. Det har hen over sommeren ført til en række dialoger, refleksioner og registreringer, som er mundet ud i billedessayet Livet mellem stenene.

Livet mellem stenene er tilegnet de medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget, som står overfor at skulle træffe en afgørelse om byens fremtidige lugepolitik. Det kan downloades fra denne adresse: www.jenshvass.com/livet_mellem_stenene.pdf (100 Mb pdf)

Normalt haster vi blot hen over byens gader og pladser. Men hvis vi giver os tid og for et øjeblik sænker blikket, åbner der sig en mangfoldighed af oplevelser. Og vi vil erfare, at byens befæstede arealer udgør en vigtig del af bynaturen og af vore bymiljøers oplevelsesrigdom. Billedessayet Livet mellem stenene er visuel byvandring på byens befæstede arealer, som ud over at være byens største billede udgør byens største biotop.

Der er masser af liv over alt i byens sprækker, og hele den måde, hvorpå vi behandler byens befæstede arealer, har stor betydning for opretholdelsen af bynaturen. Med lugningen af byens pladser og fortove er der således tale om et spørgsmål, som ikke kun kan behandles som et renholdelsesproblem eller et spørgsmål om, hvem som skal betale. Jeg håber derfor, at Forvaltningen i det videre arbejde med sagen vil inddrage de synspunkter, det perspektiv og den billeddokumentation, som er lagt frem med Livet mellem stenene.

Undervejs i processen har jeg været i dialog med og involveret lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn samt Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Danmarks Naturfredningsforenings Københavnsafdeling ville også gerne have bidraget, men det kunne ikke lade sig gøre på grund af tidsfristen.

Med venlig hilsen,
Jens Hvass

Med syv reaktorer med en samlet effekt på 8 GW er Kashiwazaki-Kariwa-værket i Niigata Amt verdens største atomkraftværk. Som ved alle andre værker i Japan blev de igangværende reaktorer i tiden efter Fukushima-katastrofen i 11. marts 2011 en efter en taget ud af drift i takt med, at de skulle standses for det årlige driftseftersyn og udskiftningen af brændselslegemer. For efterfølgende ville ingen tage ansvaret for genstarten.

Kashiwazaki-Kariwa-værket er ejet og drevet af samme energiselskab, TEPCO, som driver Fukushima Daiichi-værket. TEPCO, som leverer strøm til Tokyo-området, har et tredje atomkraftværk, Fukushima Daini med fire reaktorer, som ligger blot få km fra Fukushima Daiichi. Og selvom det lykkedes at lukke Daini-værket korrekt ned ved tsunamien i 2011, har Fukushima Amt siden fået tilsagn om, at der ikke bliver genstartet reaktorer i Fukushima Amt, der til gengæld gerne vil være foregangsamt når det gælder udviklingen af vedvarende energi.

TEPCO står derfor i den situation, at ud af de sytten reaktorer, man havde før Fukushima-katastrofen, kommer de ti reaktorer i Fukushima Amt aldrig i gang igen. Yderligere er planerne om at opføre endnu et atomkraftværk i Fukushima Amt nær Fukushima Daiichi og Fukushima Daini blevet opgivet i erkendelse af, at den nuværende situation ville umuliggøre nogensinde at få et nyt atomkraftværk i gang på dette sted. Derfor har TEPCO længe ønsket sig at genstarte i hvert fald et par af de syv reaktorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, og på sigt gerne dem alle. Det ville give et kærkomment tilskud til den ekstremt anstrengte økonomi efter katastrofen, hvor oprydningsarbejdet ikke bare på selve kraftværket, men også i de omgivende landskaber, vil strække sig ind i anden halvdel af dette århundrede.

Men guvernøren i Niigata Amt, Hirohiko Izumida, er ikke bare imod atomkraft, han er imod at TEPCO nogensinde kommer til at drive atomkraftværker igen. Og han taler af erfaring, for forud for Fukushima-katastrofen havde der i årevis været problemer med den måde, hvorpå TEPCO drev Kashiwazaki-Kariwa-værket. Ved flere lejligheder har man kunnet se TEPCOs øverste leder Naomi Hirose helt rød i hovedet af raseri, når Izumida fremførte, at TEPCO ved hele tiden at presse på med hurtig genstart af Kashiwazaki-Kariwa blot satte økonomien over sikkerheden.

Nu er der dog tegn på, at godkendelsesprocessen for to af reaktorene ved Kashiwazaki-Kariwa-værket er så langt, at den kan være afsluttet til marts næste år. Dette er udtrykkeligt ikke ensbetydende med, at reaktorerne kommer i gang umiddelbart efter. For i Niigata har der gennem mange år været en massiv lokal modstand mod værkerne. Blandt andet har en borgergruppe med henvisning dels til det havarerede Fukushima Daiichi, som langt hen af vejen var en driftsfejl, dels til de mange eksempler på fejl i drift og indrapporteringer ved Kashiwazaki-Kariwa lagt sag an mod TEPCO med den påstand, at man er uegnet til at drive atomkraftværker.

Dette blog-indlæg vil med løbende opdateringer søge at følge processen omkring genstarten af Kashiwazaki-Kariwa værket, som qua den massive lokale modstand sandsynligvis vil trække ud i årevis. Og uanset at TEPCO allerede har investeret milliardbeløb i at forberede genstarterne, er det langt fra givet, at det nogensinde igen kommer dertil.

Der er etableret tilsvarende blog-indlæg for reaktorer ved de tre atomkraftværker, hvor opstartsprocesserne er længst fremskredne, ved Sendai-værket, ved Ikata-værket, hvor en reaktor lige nu er ved at blive tilsluttet, og ved Takahama-værket, hvor to reaktorer blev standset umiddelbart efter opstarten efter påbud fra retten. Stadig her fem et halvt år efter Fukushima-katastrofen har Japan kun fået genstartet tre reaktorer.

Læs mere »

Oven på Det Republikanske Partis konvent i Cleveland i sidste uge, hvor Donald Trump blev nomineret til præsidentkandidat, er det i denne uge demokraternes tur med fire dage i Philadelphia nær det sted, hvor USAs forfatning i sin tid blev til. Det kommer oven på et langt primærvalg, som efter et tæt kapløb er endt med, at Bernie Sanders i forrige uge endorsed Hillary Clinton og dermed erkendt, at det bliver hende, som bliver demokraternes kandidat til at efterfølge Obama i Det Hvide Hus. Endda har Sanders ikke trukket sin kampagne, men har med betydelig succes søgt at påvirke forberedelserne af Det Demokratiske Partis politiske program for det kommende valg. Og jeg vil her i de kommende dage følge udviklingen med særligt fokus på klimapolitikken.

I et indimellem næsten desperat forsøg på at appellere til Bernie Sanders’ vælgere har Hillary i løbet af valgkampen gjort stadig flere af Bernies klimasynspunkter til sine. Først et nej til Keystone XL, så et nej til arktisk olieeftersøgning. Skridt for skridt har hun tilegnet sig betydelige dele af Sanders’ klimaagenda.

Denne proces er forsat i de seneste ugers arbejde med at forberede det valgprogram, som skal vedtages i denne uge. Hvor den demokratiske klimapolitik den tidlige fase af det demokratiske primærvalg er belyst i løbende opdateringer af blog-indlægget Hillarys klima, da er den videre udvikling i selve primærvalgsprocessen og den efterfølgende forberedelse af demokraternes valgprogram belyst i blog-indlægget Bernies klima. Klimapolitisk set er der stadig uenigheder omkring fracking, men alt tyder lige nu på, at Demokraterne i løbet af denne uge vedtager et særdeles progressivt program, hvor klimaindsatsen bliver håndteret med den nødvendige urgency. Således kom der i seneste forberedelsesrunde en passus om, at samtlige policy-initiativer på alle områder fremover skal klimagranskes og ikke må være hindrende for omstillingsprocessen.

Efter det republikanske reality show i Cleveland har det givet været en ambition at få demokraternes konvent til at fremstå som enigt, værdigt og politisk visionært. Men sent fredag blev der detoneret en bombe: Via Julian Assange og WikiLeaks blev der frigivet 19.252 e-mails, som er hacket fra Det Demokratiske Partis mailserver. Disse mails stiller Det Demokratiske Partis ledelse i et endog meget problematisk lys. For her bliver det, som Sanders-kampagnen hele vejen igennem har hævdet, uafviseligt klart, at partiledelsen ikke har set det som sin opgave at sikre en fair demokratisk proces, men tværtimod i det skjulte har søgt at favorisere Clintons kampagne og bagtale Sanders’. Det er ny benzin på et bål, som ellers var lige ved at være brændt ud. og det vil givet gøre det endnu vanskeligere for en del af Bernies folk at slutte op om Hillary.

Gateway Pundits har lavet en liste med links til nogle af de mere betændte mails, som nu ligger på WikiLeaks. (link)

Læs mere »

.
NHK Documentary: Radioactive Forests, 49:39 min. video juli 2016.

Den nationale japanske TV-station NHK har lavet en dokumentar om radioaktiviteten i det evakuerede område omkring Fukushima Daiichi atomkraftværket, hvor tre reaktorer i marts 2011 kom ud af kontrol og nedsmeltede, med en ganske alvorlig radioaktiv forurening til følge.

I den første tid efter katastrofens begyndelse, hvor langt den største del af den radioaktive forurening blev frigivet, var vindforholdene sådan, at det radioaktive nedfald var størst ud over Stillehavet. Men omkring 30% bevægede sig ind over land, og en stribe af forurenede landskaber strækker sig 40-50 km mod nordvest, langt ud over den 20 km evakueringszone omkring Fukushima Daiichi.

I de mennesketomme landskaber har naturen fået sin renaissance – skolegårdene har meterhøj vegetation, fugle og dyr huserer anderledes frit. Så umiddelbart er der, som det af dem som ønsker at bagatellisere problemerne ved A-kraft udtrykker det, kommet et naturreservat ud af miseren. Men det er et strålingsramt naturreservat. Strålingsniveauet for området som helhed er i dag under halvdelen af, hvad det var umiddelbart efter katstrofen. Men sine steder er det stadig 250 gange højere end hvad man kan måle i Tokyo, blot 200 km længere sydpå. Og hvor nogle strålingsskader kommer umiddelbart til udtryk, så lever andre videre som genetiske fejl, som kan manifestere sig mange generationer frem.

Dokumentaren følger japanske videnskabsmænds arbejde med at forstå omfanget og konsekvenserne af strålingen, først og fremmest i Fukushimas skovområder. Man ser billeder af, hvordan strålingspartikler stadig er spredt rundt i bark og nåle, fugle og pattedyr, insekter og fisk. I dokumentaren ser man, hvordan erfaringer fra Chernobyl har vist, at strålingen blandt andet fører til deformering af træernes vækst, mens fugle har abnormale fjerdannelser (form og pigmentering) samt langt højere forekomster af abnormale sædceller. Meget mangler endnu at blive undersøgt i evakueringsområdet omkring Fukushima, men der synes at være tale om de samme tendenser. En russisk forsker, som har undersøgt strålingspåvirkningen omkring Chernobyl, har således fundet tilsvarende misdannelser af fyrretræers skud omkring Fukushima. I mange tilfælde mangler topskuddet simpelthen (i områder med markant stråling i op til halvdelen af tilfældene), hvilket skovbrugsmæssigt vil det give alvorlige komplikationer.

Læs mere »

Herover ses Sendai-værket, hvis to reaktorer er de eneste som er kommet i gang her tre år efter at den japanske sikkerhedsinstans NRAs nye regler for reaktorsikkerheden trådte i kraft.

Forud for Fukushima-katastrofen(s begyndelse) 11. marts 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer, som producerede tæt på 30% af landets energiforbrug, og man havde planer om at udbygge reaktorflåden, så man i løbet af en årrække ville komme op på 50%. Men efterfølgende blev alle reaktorerne én for én taget ud af drift, efterhånden som de blev standset for det årlige driftseftersyn og udskiftning af brændselslegemer. For ingen havde mod på at give tilladelse til genstarten.

Selvom det mest blev sagt indirekte, så var det indlysende, at det ikke kun var Fukushima Daiichi-værkets ejer, TEPCO, som var skyld i, at en katastrofe som denne kunne ske. Det var hele det sikkerhedsapparat, som var sat op for at sådanne katastrofer kunne undgås, som havde svigtet. Alle havde sovet i timen, for ingen troede at det nogensinde skulle komme dertil, at den slags skete, i hvert fald i Japan. Umiddelbart kan det ligne en naturkatastrofe: et stort jordskælv giver en stor tsunami, som sætter atomkraftværkets nødsystemer ud af kraft. Men rent faktisk havde TEPCOs ingeniører få år forinden beregnet, at en katastrofe præcist som den der skete, kunne ske. I stedet for at øge tsunami-sikringen eller blot løfte nødgeneratorerne op i en højde, hvor de ikke kunne oversvømmes (blot en af disse foranstaltninger kunne have modvirket katastrofen), fik man besnakket sikkerhedsmyndighederne til, at man blot skulle at lave endnu en rapport. I befolkningen var tilliden til hele denne sammenspiste “nuclear village” således på nulpunktet, og et markant flertal så helst at atomreaktorerne aldrig mere blev taget i brug, eller hvis det ville give for store huller i energiforsyningen, at man i en overgangsfase genstartede nogle få for lige netop at have energi til at holde hjulene i gang.

På den baggrund blev hele det hidtidige sikkerhedsapparat skrottet, og man søgte fra bunden af  at bygge et nyt op, som kunne forestå sikkerheden ved den fremtidige drift af de japanske atomreaktorer og hermed genskabe befolkningens tillid til A-kraften. Første opgave for NRA (Nuclear Regulation Authority), som den nye sikkerhedsinstans kaldes, var derfor at definere et regelsæt, så man efterfølgende ville stå med verdens skrappeste sikkerhedsregler.

NRA brugte herefter laaaang tid på at forberede disse regler. Men 8. juli 2013 trådte de officielt i kraft. Herefter kunne de forsyningsselskaber, som ejer og driver de japanske atomkraftværker, sende ansøgninger ind om genstart af deres reaktorer. Og her på treårsdagen er det på plads med en status.

NRA har til dato modtaget ansøgninger om genstart af i alt 26 reaktorer ved 16 forskellige værker. Sagsbehandlingen er meget tidskrævende, og forud for hver godkendelse er der udarbejdet et dokumentationsmateriale på i titusindvis af sider og gennemført omfattende inspektioner og testes. Så foreløbig er det lykkedes at færdiggøre sagsbehandlingen for 7 reaktorer, som har fået genstartstilladelse.

Men endnu er der kun kommet to reaktorer i gang ved Sendai-værket på det sydlige Kyushu (se blog-indlæg om opstarten af Sendai-værket). To andre reaktorer ved Takahama-værket opnåede starttilladelse i februar og blev igangsat umiddelbart efter. Men der viste sig tekniske problemer med den ene. Og kort efter genstarten tvang en retskendelse KEPCO til at lukke den anden af de to reaktorer (se blog-indlæg om opstarten af Takahama-værket). Den næste reaktor, som forventes at komme i gang, er Reaktor 3 ved Ikata-værket. Dens tilladelse kom på plads i november 2015, og nu er de fornødne sikkerhedsopgraderinger og tests gennemført, så selve opstarten begynder en af de allernærmeste dage (se blog-indlæg om opstarten af Ikata-værket).

NRA har yderligere givet en tilladelse til en levetidsforlængelse fra 40 til 60 år for Reaktor 1 og Reaktor 2 ved Takahama-værket. Men her forestår så omfattende udbedringer, før de kan genstartes, at de først forventes klart til opstart i 2019.

Så umiddelbart er det let at gøre status: Efter tre år er der endnu kun kommet to reaktorer i gang. Det er straks mere vanskeligt at spå om, hvor mange flere, der vil blive genstartet i de kommende år.

Læs mere »

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

Læs mere »

Denne annonce er den første af en serie på 12, som i de kommende uger vil blive indrykket i Wall Street Journal på prominent plads, lige overfor lederpladsen, hvorfra der løbende udgydes en massiv klimafornægtelse. Gennem årene er det således blevet til mere end 200 ledere om klimaspørgsmålet, alle med et mere eller mindre utilsløret klimafornægtende synspunkter, hvilket ikke er så mærkeligt, da vi her står med et af Murdoch-koncernens mere forkromede talerør.

Det kan derfor umiddelbart virke underligt, at Wall Street Journal overhovedet har valgt at sige ja til en annonce, som direkte sætter spørgsmålstegn ved Wall Street Journals vedholdende klimafornægtelse. Partnership for Responsible Growth, som har indrykket annoncen, har da også måttet betale for det. Wall Street Journal synes at have en fuld pris-kategori, som meget sjældent bliver brugt, som er beregnet for de annoncer og annoncører, man ikke sympatiserer med, så man ikke må afvise, men at disse annoncører blot får lov til at gribe dybere i lommerne.

“We’re not really trying to convert or attack the paper,” siger George Frampton, som står bag initiativet til Washington Post: “We’re trying to reach out to a business audience in a medium that never tells them the the science is basically settled and that this is a national-security and economic problem . . . I’d say if the Journal won’t cover it, we’ll pay to have them cover it.”

Læs mere »