Strøtanker om bæredygtighed

Tre forskere fra NASAs klimaforskningsafdeling har med James Hansen i spidsen netop offentliggjort et nyt studie i Proceedings of the National Academy of Sciences. Artiklen er ikke frit tilgængelig fra PNAS, men der er en fri udgave tilgængelig via Columbia Universitys hjemmeside: The New Climate Dice: Public Perception of Climate Change (pdf).

Hansen et al. kunne ikke have valgt bedre tidspunkt at offentliggøre artiklen på, for vejret i USA har i år vist sig fra sin mere ekstreme side, med bragende hede og knasende tørke. I vejrudsigten i går blev der lovet +40ºC i store dele af det centrale USA, og majs- og kornhøsten i et af verdens største spisekamre er i år alvorligt truet af tørke. Der har da også været spekuleret en del over, om det var et udslag af klimaforandringer.

Hidtil har meteorologer været hurtige til at afvise sådanne spekulationer og igen og igen sagt, at man må skelne mellem klima og vejr. Men det, som Hansen et al. demonstrerer gennem den foreliggende analyse af det observerede vejr i USA for de seneste seks årtier, er, at det sandsynlighedsfelt, som klimaet varierer inden for, gradvist forandrer sig.

Hvis man ser på grafen i øverste til højre, er det umiddelbart aflæseligt, at sandsynlighedsfeltet årti for årti bliver varmere og varmere.

Men man ser også, at spredningen bliver større, at fordelingskurven bliver bredere og fladere. Så selvom gennemsnittet gradvist bliver varmere, vi stadig indimellem vil have kolde isvintre og kølige somre, samtidig med at forekomsten af de ekstreme vejrforhold bliver gradvist mere og mere hyppige. Stadig er det svært at sige, at orkanen Katrina, som for nogle år siden forvoldte kolossal skade i det sydlige USA, skete på grund af klimaforandringer. Men det er rigtigt at sige, at sandsynligheden for, at der dannes orkaner af en voldsomhed som Katrinas, er markant forhøjet.

Læs mere »

I morgen mandag er det årsdagen for atombomben over Hiroshima, som markerede endnu en milepæl i menneskets udvikling: Herefter kunne vi med et tryk på en knap lægge hele civilisationer i grus. I årtierne efter så vi den kolde krigs kyniske kapløb, hvor Øst og Vest efterhånden havde sprængladninger pegende mod hinanden til mange gange total udslettelse.

Bomberne over Hiroshima og Nagasaki var med til at fremtvinge en afslutning på den del af 2. verdenskrig, som udspillede sig omkring Japan. I tilbageblik kan man diskutere, om krigen var endt som den gjorde også uden bomberne, om bomberne fremskyndte Japans overgivelse og dermed sparede landet for et slutspil, som havde kostet endnu mere død og lidelse, og om man havde behøvet at kaste to af dem for at fremtvinge slutningen? Den slags får man aldrig klare svar på, for de findes ikke.

De to bomber har været med til at skabe en japansk efterkrigsbevidsthed, som måske kunne lignes med en slags omvendt udvalgt folk – japanerne var udvalgt til at teste og bære den skæbne, som ville kunne overgå hele verden, hvis ikke vi formåede at skabe en så høj grad af tillid og fredelig sameksistens, at vi afstod fra at bruge verdens svulmende lagre af nukleare masseudryddelsesvåben.

Siden 1945 har to bomber siddet i psyken som slags en moderne kollektiv syndsbevidsthed, og gør det til dels stadig i de ældre generationer. De overlevende fra bombernes stråling, kaldet Hibakusha, har stadig en klar identitet i nutidens Japan, og frem til i dag har de set sig som advokater for en fremtid uden atomvåben, og virket for en fremtid i fredelig sameksistens. De er en del af fortællingen om, hvorfor det moderne Japan ikke fik nogen egen hær.

I en TED-præsentation sidste år i maj brugte den japanske ekspert i vedvarende energi, Tetsunari Iida, billedet af Fukushima-katastrofen, at det er som en civil atombombe. Han rammer her noget centralt i den folkelige opfattelse. Hiroshima, Nagasaki og Fukushima er tæt forbundne. I hele det folkelige opgør med A-kraften, som man ser i dagens Japan, er troen på den “fredelige” udnyttelse af A-kraften – illusionen om, at A-kraften var fredelig, sikker og ren – eksploderet.

Læs mere »

.
Denne video giver en fin illustration af klimaeffekten af verdens stadig mere omfattende kødforbrug. Perspektivet er den daglige burger. Hver amerikaner spiser i snit tre burgere om ugen, og det bliver til kolossale mængder på et år. I de klimaberegninger, som oprulles, giver disse tre burger om ugen således alene en udledning af klimagasser, som svarer til 158 mio. ton CO₂, eller næsten et halvt ton CO₂ pr. amerikaner – blot for tre mellemmåltider. Så klimaeffekten af bare en enkelt kødløs dag om ugen er betydelig.

I beregningerne af de indirekte omkostninger burde vi lægge 1½ $ til side til øgede sundhedsudgifter, hver gang vi spiser en burger. Eller rettere – Burger King, McDonald’s osv. burde opkræve dette beløb og betale det som bidrag til USAs sundhedssystem.

Her bliver fortællelinjen måske lidt flagrende. Men det er endda imponerende, hvor langt man kommer rundt på 7½ minut. Den lille videoanimation er en del af The Food for 9 Billion series, som ser på udfordringen i at brødføde verden i en tid med store sociale og miljømæssige forandringer.

Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion var en vigtig del af problemstillingen i udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn 2011, og plancheteksten: “Kød og klima”¹ giver en bredere perspektivering af problemstillingen.

Download planchen Kød og klima (2,3 Mb pdf) / plancheteksten i A4-format (1,4 Mb pdf).¹

The hidden costs of hamburgers, (transskription) Center for Investigative Reporting, 02.08.2012.

For få dage siden tikkede Fresh Currents ind i mail-bakken. Det er et initiativ af kredsen om tidsskriftet Kyoto Journal, som rummer mange virkelig gode skribenter, og af de mange enkeltbidrag er der kommet et virkeligt godt indspark i den debat om Japans energimæssige fremtid, som i disse dage er til høring landet rundt.

Vananda Shiva har fået åbningsreplikken: “Fukushima has raised, once again, the perennial questions about human fallibility and human frailty, about hubris and man’s arrogance in thinking he can control nature. The earthquakes, the tsunami, the meltdown at Japan’s nuclear power plant are nature’s reminders of her power… Alternatives to nuclear energy are a thousand times more abundant and a million times less risky. To push nuclear plants after Fukushima is pure insanity.”

Fresh Currents – Japan’s flow from a nuclear past to a renewable future omfatter i alt 160 sider med artikler og baggrundsinformation. Første del har temaet “How We Got There?” mens anden del er bygget op omkring “The Way Forward”. Fresh Currents‘ redaktør Eric Johnston har skrevet om A-kraft og vedvarende energi ved Japan Times igennem mange år, så vi er i gode hænder, både i de indledende historiske perspektivering og i udfoldelsen af et fremtidsscenario for Japan på vedvarende energi.

Under vejs er der stærke billeder og talende grafik – for eksempel dette kort over jordskælvsrisiko, som viser, at risikoen for voldsomme jordskælv sine steder nærmer sig de 100%. Her har man for en god ordens skyld placeret adskillige reaktorer.

Første del af Fresh Currents runder af med uddrag fra introduktionen af den rapport om Fukushima-katastrofen, som blev fremlagt i begyndelsen af juli, hvori undersøgelses-kommissionens leder Kiyoshi Kurokawa konkluderede, at katastrofen var menneskeskabt og kunne være undgået, hvis en række instanser havde levet op til deres ansvar:

“What must be admitted, very painfully, is that this was a disaster `Made in Japan.’”

“Its fundamental causes are to be found in the ingrained conventions of Japanese culture: our reflexive obedience; our reluctance to question authority; our devotion to ‘sticking with the program’; our groupism; and our insularity.”

“Only by grasping this mindset can one understand how Japan’s nuclear industry managed to avoid absorbing the critical lessons learned from Three Mile Island and Chernobyl. The goal must be to learn from this disaster, and reflect deeply on its fundamental causes, in order to ensure that it is never repeated.” (Fresh Currents pp. 68-69)

Den nu pågående diskussion om, hvor meget, A-kraften skal fylde i fremtidens energiforsyning – som Fresh Currents er skrevet direkte ind i – handler således om meget mere end tal og procentsatser. Det er en diskussion med omfattende implikationer for det japanske samfund – ligesom Fukushima-katastrofen har spredt sit net af bivirkninger ud i de fjerneste afkroge af det japanske samfund.

Mere om Fresh Currents senere – foreløbig har jeg kopieret indholdsfortegnelsen ind nederst.

Nu er der kommet en egentlig Fresh Currents hjemmeside, hvor delene er mere tilgængelige og præsentable end blot i en samlet pdf.

Stepejhen Hesse bringer 28. oktober i Japan Times en god og omfattende introduktion til fresh Currents, se: ‘Fresh Currents’ charts the way to, and from, Fukushima.

Se næsten daglige optegnelser om udviklingen omkring den japanske A-kraft for juni, juli, august, september og oktober 2012.

Eric Johnston (Ed.): Fresh Currents – Japan’s flow from a nuclear past to a renewable future, Kyoto Journal July 2012 (10,5 Mb pdf).

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af august bliver det klart, hvor overvældende ønsket om en hurtig udfasning af A-kraften er i det japanske samfund, men også, at der er stærke økonomisk-poltiske kræfter, som ønsker A-kraften fortsat. Diskussionen af Japans energiplan kommer efterhånden til at stå i skyggen af Nodas politiske overlevelseskamp, hvor resultatet af den stort anlagte høring fortoner sig i politiske uenigheder og spilfægterier, så vedtagelsen må udskydes.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2012

1. august – Retsligt efterspil for Fukushima-katastrofen
1. august – Japansk A-kraft fuldt afviklet på 10 år / inden 2025
1. august – Høring i Fukushima
2. august – NISAs afløser
3. august – Fresh Currents – Japan fra A-kraft til vedvarende energi – blog-indlæg

3. august – Japan spørger også det internationale samfund
4. august – Hosono går ind for 15%-scenariet
4. august – Noda på vej ind i overlevelseskamp
5. august – Mellem Hiroshima og Fukushima – blog-indlæg
6. august – TEPCO frigiver videoer fra Fukushima-katastrofens første døgn

6. august – Mindedag i Hiroshima
7. august – Første mistillidsvotum til Noda
8. august – Noda tvunget til at udskrive valg “inden længe”
8. august – Edano og Kan om A-kraft
9. august – Noda overlever første mistillidsvotum

9. august – 67-årsdagen for atombomben over Nagasaki
10. august – 10% moms vedtaget
11. august – Flere undersøgelser nødvendige
12. august: Strålingsramte sommerfugle – blog-indlæg
13. august – Underskriftindsamling mod Hamaoka-værket

13. august – 89.000 høringssvar om Japans fremtidige energipolitik
13. august – DPJ splittet over A-kraft-spørgsmålet
13. august – Masser af biomasse
13. august – Japans CO₂-udledninger stigende
15. august – Nyt parti på trapperne: Ishin no Kai

16. august – Nodas undvigemanøvrer
16. august – Oi-reaktor nr. 4 nu på fuld kraft
18. august – 10 Fukushima-reaktorer dømt ude
18. august – Flere rømmer DPJ
19. august – Store virksomheder om A-kraft
20. august – Mere smøring

21. august – Et sted mellem scenario 1 og scenario 2
22. august – “Deliberative polling” styrker ønsket om at udfase A-kraften
22. august – Ny gruppe for udfasning af A-kraften i 2025
21. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig I
22. august – Radioaktive fisk.

22. august – Noda mødes med de demonstrerende.
24. august – Regeringens energiplan vil indebære fuld udfasning af A-kraft
24. august – Fredagsdemo foran Nodas kontor
25. august – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig II
25. august – 58% ønsker fuld udfasning inden for 10 år

26. august – 42% af parlamentarikerne ønsker fuld udfasning af A-kraften
27. august – strålingsramte fisk ud for Aomori
28. august – afstemning på vej om genstarten af Hamaoka-værket
29. august – Hashimoto varsler partidannelse midt september
29. august – Befolkningen ønsker A-kraften afskaffet

29. august – Noda stillet endnu et mistillidsvotum
30. august – Voldsom opjustering af tsunami-risiko ved Japans sydlige kyster
30. august – Forsyningsselskaberne konkurs ved øjeblikkeligt stop for A-kraft

Se: Fukushima links for august 2012.

Læs mere »

I gårsdagens Information havde Kim Christensen et særdeles læseværdigt interview med klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard, som kredser om den klimadagsorden, som er som forsvundet.

I Lidegaards perspektiv er det vor tids største udfordring – og uomgængeligt vigtigt, at vi kommer ud over den håbløshed og fornægtelse, som følger af dommedags-scenarierne (og af problemernes kolossale omfang), og får dekonstrueret og rekonstrueret situationen dertil, at vi konstruktivt løser problemerne.

Jeg vil ikke her referere interviewet, som fortjener at blive læst i sin helhed, men blot konkludere, at det er dybt beskæmmende, at klima- og bæredygtighedsproblematikken ikke har fået mere plads i den nuværende regerings arbejde og profilering, og slutte med Lidegaards afrundende kommentar i interviewet:

“‘Der udspiller sig for øjeblikket en diskussion om, hvorvidt vækst er problemet – eller løsningen. For mig er det indiskutabelt, at den form for økonomisk vækst, vi har haft de seneste 50 år, ikke kan fortsætte. Det er ikke noget, vi kan vælge fra eller til. Af den enkelte grund at der ikke er ressourcer eller råstoffer nok,’ siger Martin Lidegaard og fortsætter: ‘Men hvis man med vækst forstår økonomisk udvikling, så kan jeg ikke se, at vi kan undvære denne udvikling. Vi har brug for teknologiudvikling. Vi har brug for forandring. Men når jeg tænker grøn vækst, så tænker jeg betydelig mindre materiel vækst. Og langt mere kvalitativt vækst med fokus på service, kultur og den slags ting, som ikke har et naturressourceforbrug’.”¹

Se tidligere blog-indlæg: Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko og Martin Lidegaard: Vi taler klimaet ihjel.

Kim Christensen: ‘Jeg tror, det her er knald eller fald for fremtidige generationer’, Information 30.07.2012.¹

I går aftes tikkede følgende pressemeddelelse ind fra Berkelys BEST-projekt:

“Berkeley Earth has just released new results, showing that the average temperature of the Earth’s land has risen by 1.5°C over the past 250 years. The good match between the new temperature record and historical carbon dioxide records suggests that the most straightforward explanation for this warming is human greenhouse gas emissions.

The new analysis from Berkeley Earth goes all the way back to 1753, about 100 years earlier than previous groups’ analysis.  The limited land coverage prior to 1850 results in larger uncertainties in the behavior of the record; despite these, the behavior is significant. Sudden drops in the early temperature record (1750 to 1850) correspond to known volcanic events.

In its 2007 report the IPCC concluded only that “most” of the warming of the past 50 years could be attributed to humans. It was possible, according to the IPCC, that increased solar activity could have contributed to warming prior to 1956.  Berkeley Earth analyzed about 5 times more station records than were used in previous analyses, and this expanded data base along with its new statistical approach allowed Berkeley Earth to go about 100 years farther back in time than previous studies.  By doing so, the Berkeley Earth team was able to conclude that over 250 years, the contribution of solar activity to global warming is negligible.”

Når dette er et interessant resultat, er det ikke så meget fordi BEST-projektet afdækker noget nyt, som fordi det er defineret og gennemført under ledelse af Richard A. Muller, som har været erklæret skeptiker, for at vise, at klimavidenskaben var galt afmarcheret i sit helt grundlæggende talmateriale, nemlig målingerne af temperaturen ved jordens overflade.

En af BEST-projektets sponsorer er således Koch Industries, som er en af de store bidragydere til den organiserede tvivlsproduktion gennem enheder som heartland Institute. Men Muller har samtidig med den nuværende fremlæggelse talt om a “full turnaround” og har måttet sige, at BEST-projektets resultater i det store hele underbygger de modeller for den globale temperaturstigning, som lå bag IPCCs store rapport fra 2007, og som har været voldsomt kritiseret.

Læs mere »

I seneste nummer af Rolling Stone har 350-bevægelsens leder Bill McKibben en tankevækkende og særdeles intens artikel, Global Warming’s Terrifying New Math, som er bygget op omkring den logik, at vi har en aftale om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som (selvom der er mange fortalere for nødvendigheden en målsætning på max 1½ºC) nøgternt set er noget af det eneste, verdenssamfundet har kunnet enes om, og som blandt andet blev fastslået i The Copenhagen Accord ved klimatopmådet i København i 2009.

Dernæst fastslår McKibben, at vi i tiden frem til år 2050 rundt regnet kan lede yderligere i alt 565 gigaton CO₂ ud i atmosfæren, hvis vi skal have en fire femtedeles chance for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Det er den ramme, som verdenssamfundet har besluttet sig for.

I maj vurderede IEA verdens samlede CO₂-udledninger i 2010 til at være 31,6 gigaton. Det var 3,2% mere end året inden. Selv hvis vi i årene frem til 2050 “kun” udleder 31,6 gigaton CO₂ pr. år bliver det på 40 år 1.264 gigaton, eller mere end det dobbelte af den mængde, som der er plads til, hvis vi med nogenlunde sikkerhed skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Derfor er der brug for meget hurtigt at vende udviklingen.

Det tredje tal, som McKibben tager frem, er den samlede mængde af kendte reserver af kul, olie og gas, som udvindingsselskaberne kloden rundt har bogført som aktiver og dermed planlægger at gøre tilgængelig for afbrænding inden for en overkommelig årrække. Afbrændingen af disse kendte reserver vil i alt føre til udledningen af 2.795 gigaton CO₂ – eller rundt regnet fem gange mere, end der er plads til, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Udfordringen bliver derfor at sikre, at 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver dybt under jordens overflade. Samt at standse efterforskningen af mere, da der i forvejen ikke “er brug for” mere end en brøkdel af det, vi allerede har ved hånden. Og det bliver naturligt at fravælge brugen af fossile forekomster som kul og tar sand, som medfører væsentligt mere CO₂ pr. udvundet energienhed end gas og “rene” oliekilder, eller medfører særligt stor miljørisiko ved udvindingen.

Alene indvinding og brug af tar sand-forekomsterne i Alberta vil føre til udledningen af 240 gigaton CO₂ – eller næsten halvdelen af det CO₂-rum, vi har tilbage. Så ødelæggelsen af et kolossalt tempereret urskovsområde for at udvinde en olie, som medfører langt mere CO₂ pr. energienhed end gas og renere olieforekomster, er i det perspektiv, som McKibbens artikel udfolder, en absurditet.

Artiklen er lang, men velskrevet og kommer godt rundt om implikationerne i den problemstilling, jeg herover blot har opridset helt skematisk. I en mail fra i går siger han, at den kommende tids indsats i 350-bevægelsen i høj grad kommer til at bygge op omkring det perspektiv på klimaindsatsen, som Rolling Stone-artiklen trækker op. Som med Keystone XL-processen bliver det mere frontalt trukket op overfor kul-, olie- og gasindustrien og de kræfter, som aktivt modarbejder omstillingen.

Under vejs refererer McKibben flere gange til The Carbon Tracker Initiative. Det er introduceret i blog-indlægget: Carbon Bubbles.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, Rolling Stones 19.07.2012.

Bill McKibben of 350.org: Even Industry-Funded Climate Change Deniers Can’t Ignore Planet’s Warming, (video & transskript) Democracy Now 02.08.2012.

Steve Curwood: Global Warming’s Terrifying New Math, (interview med McKibben) Living on Earth 03.08.2012.

Three responses to Bill McKibben’s new article, “Global Warming’s Terrifying New Math”, Climate Connections 24.07.2012.

Rasmus Vincentz: Den globale opvarmnings magt og matematik, klimadebat.dk 06.08.2012.

Dette dobbeltbillede har de sidste døgn cirkuleret i alle medier. Det viser, hvordan afsmeltningen fra Grønlands indlandsis fra 8. juli at omfatte en randszone mod kysten og så det meste af den sydlige del blot fire dage senere omfattede stort set hele den af udstrækning kolossale isflade. Dette siger ikke i sig selv noget om, hvor stort et massetab er der tale om. men det har endda vakt bekymringer, da man ikke i de 30 år, man har haft satellitovervågning af Indlandsisen, har set en afsmeltning af det omfang.

Men hvis man sammenligner kortene med dem, jeg bragte i blog-indlægget Indlandsisen vådrer for 2½ år siden, begynder det at dæmre. Her er der dels to tilsvarende kort fra 1992 og 2002 som viser hvor der overhovedet i løbet af sommerhalvåret havde forekommet afsmeltning, og her er der skønsmæssigt tale om under 10% og 35% af den samlede indlandsis. Dels har blog-indlægget et kort, som sammenligner 1998 og 2005 og angiver, hvor mange flere smeltedage, der er tale om.

Et tredje kort i indlægget viser, at indlandsisens albedo, et mål for isfladens reflektivitet (og dermed hvor meget af det lys som rammer, som akkumuleres som varme i isoverfladen), har været stigende i årene 2000-2007. Det er baggrunden for, at man nu hvor der er gået stilstand i klimaforhandlingerne skulle prioritere i mellemtiden at få filtre på alle kulkraftværker. For ud over at give en tiltrængt luftrensning i Kina og Østeuropa ville det også kunne dæmme op for den øgede afsmeltning fra indlandsisen. I blog-indlægget Islandskaber samlede jeg en række billeder fra indlandsisen. Det er alt andet en hvide flader, der er tale om. Her ud på sommeren dannes der veritable søer og floder af smeltevandet, og pludselig forsvinder det i store skakter ned under isen, hvor det vådrer gletsjerens fæste mod bunden og er med til at øge iskælvingen.

Læs mere »

.
Minka er det japanske ord for folkehus, eller måske rettere folke-hjem. Ordet er sammensat af to skrifttegn, min, som betegner menneske/folk, og ka/ke, som på én gang betegner to i hvert fald indtil for nyligt uadskillelige: bygningen og familien. Og det bruges stort set som det danske ord bondehus.

Den japanske minka har gennem tiderne udviklet sig meget forskelligt fra egn til egn. Forskellene afspejler meget nøje de lokale forskelligheder i klimaet og de forhåndenværende materialer. Ikke mindst tagenes udformning afslører, om en egn har voldsomme taifuner, kraftig nedbør i regntiden eller meterdyb, tung tøsne om vinteren. Da jeg i 1984-85 var i Japan første gang, rejste jeg derfor meget rundt i det langstrakte rige for at erfare, hvordan den lokale byggetradition igen og igen havde formået at få noget smukt, holdbart og beskyttende – og fundamentalt naturligt – ud af de på stedet særlige vilkår.

Denne 15 min. lange film kredser om genopførelsen af en minka fra 1700-tallet, som skulle rives ned, men som to mennesker beslutter sig for at give et nyt liv. I første omgang får de bygningen forsigtigt skilt af. Herefter går jagten på det rigtige sted at genopføre minkaen.

Under vejs er der mange fine betragtninger om det at bo og bygge, som da filmens fortæller Yoshihiro Takishita peger på en bunke træ, resterne af en sammenpakket minka i skovbrynet, og med en vis tilfredshed konstaterer, at den dag, minkaen ikke kan mere, bliver den atter til skov. Kunne vi blot sige det samme om vores moderne byer.

Læs mere »