Strøtanker om bæredygtighed

.
Donald Brown: Romney 13:37 min. video.

For godt en uge siden bragte jeg miljøetik-juristen Donald Browns video i tre dele om, hvordan den nuværende klimafornægtelse, som den praktiseres af de amerikanske kul- og olieinteresser, kan betragtes som en forbrydelse mod menneskeheden.

Nu har Brown lavet en videreførelse, hvor han ser på Mitt Romneys klimaperspektiv – eller rettere mangel på samme. Og på Browns hjemmeside Ethics and Climate kan man finde en fuld transskription af vidoen.¹

År tilbage, da Romney var guvernør i Massachusetts, var han  indforstået med, at klimaforandringerne var virkelige og klimaudfordingen var reel. Men i takt med, at Tea Party-fløjen har overtaget luftherredømmet i det republikanske parti, har Romney skiftet standpunkt, og han er nu helt afvisende overfor, at der er et problem, som USA skal tage sig af eller særlige forpligtelser overfor.

Lad mig sige med det samme, Romney har ikke nogen god sag i Browns etiske ret. Romney anklages for enten at lyve bevidst eller udvise ansvarspådragende misligeholdelse ved på trods af verdens samlede ekspertise at fastholde sin benægtelse af, at klimaforandringer er menneskeskabte. Han overtræder ikke bare forsigtighedsprincippet, men basale regler om ikke at skade andre (lande), og han øger udgifterne til den nødvendige indsats voldsomt ved at forhale processen.

Romneys insisteren på, at det kun giver mening for USA at handle, hvis alle lande gør tilsvarende, holder heller ikke i Browns perspektiv. Uanset andres indsats er alle lande forpligtet til at søge at tage vare om deres rimelige del (Brown kommer her end ikke på, at USA stadig historisk set er det land i verden, som samlet har haft de største klimaudledninger). Så Romneys afvisning af en amerikansk klimaindsats er etisk set dybt problematisk.

Romneys modkandidat til det forestående præsidentvalg, Barack Obama, kom til magten ikke med detaljerede klimaløfter, men alligevel klare udmeldinger om, at klimaudfordringen var vigtig, og at vi under hans styre ville se verdenshavene mindske deres stigningstakt – hvilket måske er meget ambitiøst på blot fire år. Men to af de stadigt tilbagevendende Obama-citater fra 2008 viser, at han faktisk har en god forståelse af klimaudfordringen:

“All across the world, in every kind of environment and region known to man, increasingly dangerous weather patterns and devastating storms are abruptly putting an end to the long-running debate over whether or not climate change is real. Not only is it real, it’s here, and its effects are giving rise to a frighteningly new global phenomenon: the man-made natural disaster.”

Læs mere »

Kort over middelvindhastigheden langs de danske kyster – fra Energistyrelsens høringsmateriale.

Danmark har en målsætning om at blive uafhængig af fossile brændstoffer inden 2050. Det er en stor beslutning, som kræver mange analyser og overvejelser. Energistyrelsen gennemfører derfor i denne tid et større arbejde med at kortlægge og afklare mulighederne for opstilling af vindmøller. Og her i de seneste måneder har et forslag om udlægning af 16 områder til placering af kystnære havmøller været sendt i høring.

I Danmark har vi masser af vind langs vores kyster, og alt tyder på, at vindkraften får en meget fremtrædende rolle i hvert fald i første udgave af et postfossilt Danmarks energiforsyning. Der er således planer om, at 50% af vores elektricitet skal komme fra vind allerede i 2020. Det svarer omtrent til en fordobling i forhold til i dag. Så der vil blive markant flere møller i det danske landskab i de kommende år – eller måske vil vi snarere se, at møllerne vil blive større. Hvor Lynettens vindmøller er 0,75  MW, er Middelgrundens vindmøller 2 MW og Hvidovres vindmøller er 3 MW, for nu at tage dem nærmest København. Og på havet sætter man i dag typisk møller op med en effekt på 3-4 MW. Man har lige rejst en 6 MW forsøgsmølle i Østerild, og af høringsmaterialet fremgår det, at vi frem til 2020 måske vil se møller op til 7-8 MW med en navhøjde på 90-120 m. Men de er også voldsomt store, 3-4 gange Rundetårn blot til navet.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indlullet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af september bliver situationen omkring vedtagelsen af energiplanen endnu mere forplumret, og nu ikke bare af den indenrigspolitiske situation, som jeg har lavet en del optegenser om i disse optegnelser, hvor Noda gradvist får sig malet op i et hjørne, men nok så meget i eskalerende skærmydsler med Japans naboer Taiwan, Kina og Sydkorea over nogle små øer, som givr luft til (ultra)nationalistiske følelser i alle de involverede lande. Fra at det lignede at det politiske system ville tage konsekvensen af energiplan-høringernes meget klare markeringer fra den japanske befolkning af, at man ønskede A-kraften afviklet, endte det (foreløbig) med en meget valen udfasningsplan for A-kraften, som synes så tyndt konstrueret og så fuld af selvmodsigelser, at det endnu er for tidligt at sige med sikkerhed, om Japan som konsekvens af Fukushima-katastrofen fik taget solidt hul på omlægningen til vedvarende energi.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser september 2012

2. september – Kashiwazaki Turkish Culture Village og A-kraftens psykologi
3. september – DPJ fremlægger energiplan uden A-kraft
6. september – Hvor svært kan det være?
7. september – 30 km sikkerhedsafstand
7. september – TEPCO blander sig i energidebatten

7. september – Påbudte energibesparelser ophævet
8. september – Genstarten af Oi-reaktorerne var unødvendig III
8. september – Lederskifte i både LPD og DPJ?
9. september – Nippon Ishin no Kai stiftet
10. september – Energiplan udskudt

14. september – Japan vedtager plan for fuld udfasning af A-kraft – blog-indlæg
19. september – NRA etableret
21. september – Afstemning om Hamaoka-værket på vej
21. september – Noda genvalgt som leder af DPJ
26. september – Abe i spidsen for LDP

26. september – Edano opforder til at droppe alle nye A-kraft-projekter
28. september – Edano foreslår at nationalisere A-kraftværkerne

Fukushima links for september 2012.

Læs mere »

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

Strøget anno 1962, billeder fra Politiken: Se Strøget før og nu.
.

Strøget anno 2012, billeder fra Politiken: Se Strøget før og nu.

I anledning af Strøgets 50-års fødselsdag bringer Politiken i dag en munter fødselsdagshilsen, hvor billeder taget fra stort set samme øjepunkt viser den indimellem ganske omfattende transformation over 50 år. Til forskel fra her på bloggen, kan man på Politikens hjemmeside se billederne over hinanden og med en skyder flyde mellem det ene og det andet billede.

De to billeder herover fra hjørnet af Vimmelskaftet og Skovbogade giver meget direkte forskellen – 60ernes biler har måttet lade pladsen for cykler, caféliv og et træ. Butikkerne har langt større omsætning end dengang – Strøget er i mellemtiden blevet verdenskendt som verdens længste fodgængergade.

Man kunne også have fundet et billede med musikanter og gadeteater, for Strøget er i den grad blevet et gadeteater, hvor det efterhånden kan synes som om, at flere dresser up for at blive set, end når vi skal i Det Kongelige Teater.

Politikens lille artikel: Fotoleg: Se Strøget før og nu har i alt seks billedsæt. Man fornemmer tydligt, at hvor husene stort set er de samme, så er det i høj grad de kommercielle signaler, som er skiftet. Jeg har efterhånden fulgt med i mere end 30 år, og de fleste butikshjørner har nået at skiftet ham adskillige gange under vejs. De høje huslejer gør sit til, at alle butikker, som ikke til stadighed oppebærer en stor omsætning, ganske hurtigt bliver luket ned. Så i dag er der ingen pornobutikker, ingen isenkræmmere, (snart) ingen banker, mobiltelefoner og ganske meget andet. Man græmmes, når Rosentahl må lukke og vige pladsen for endnu et legeland eller en vej selv-slikbutik, eller den kongelige hofleverandør-bager må vige.

Men kan man regne med, at modebutikkerne, souvenir-butikkerne, frugtboderne, pølsevognene, karaoke- og schawarma-baren, Shanghai, Georg Jensen, Nørgaard på Strøget, H&M, FONA og de store varehuse, som i dag synes helt selvfølgelige på strøget, også er der om 50 år?

Nok ikke ikke dem alle sammen. For selv efter 50 år er Strøget et yderst dynamisk rum. 

Selvom Strøget i sin tid havde mange modstandere – det går aaaaaldrig godt og den sædvanlige med at alle kunderne kommer kørende i bil, parkerer lige foran butikken og køber for en million – så kan vi nok regne med, at Strøget også ligger der om 50 år.

Måske endda det er forlænget, så der er sammenhængende gågade fra Vesterbro Torv til Den Lille Havfrue.

Politiken efterspørger den perfekte gave til fødselaren, som har alt. En sådan udvidelse af byens fodgængerzone ville bringe Strøget ind i en ny æra.

Fotoleg: Se Strøget før og nu, Politiken 30.08.2012.

Birgitte Kjær: Fremtidsforsker: Strøgets identitet risikerer at gå i opløsning, Politiken 01.09.2012.

Dette år har bragt endnu en tankevækkende klima-rekord – havisens udstrækning over Arktis er allerede nu mindre end på noget tidspunkt i den periode, man har været i stand til at måle den, der afsmeltes dagligt et område omkring det dobbelte af Danmarks areal, og denne sommers minimum vil først indtræde sidst i september, så det tegner til at blive en markant ny rekord – som man også kan se af den røde linje på grafen herunder.

Dette falder sammen med iagttagelser over Grønlands indlandsis, hvor man for blot en måned siden for første gang i de godt de 30 år, man har kunnet monitorere isfladen via satellitter har kunnet iagttage afsmeltning fra så godt som hele indlandsisens overflade (se blog-indlægget Ny afsmeltningsrekord på Grønland).

Havisens udstrækning svinger kraftigt mellem sommer og vinter, men sommerminimum i september synes i år at blive blot det halve af den gennemsnitlige udstrækning i 1980erne. Forestillingen om et helt isfrit Arktis i sommertiden, som for blot få år siden var et teoretisk fjernt scenario – måske ved udgangen af århundredet – synes det med den nuværende udvikling at ligge blot 10-20 år fremme.

Læs mere »

Dette billede af et hvidt næsehorn, som forbløder efter at have fået fjernet sine horn, har jeg haft liggende længe på min computer. Det sammenfatter på mange måder den absurditet, hvormed vi behandler vores omgivelser. Og nu hvor jeg har sat mig for at lave en række små biodiversitetstekster, satte jeg en lille afsøgning i gang.

Hvad får mennesker til at maltraktere næsehornene, så de verden rundt er alvorligt udryddelsestruede?

En af de afrikanske savanners store flotte dyr er næsehornet. Som mange af de andre store dyr har det været stærkt eftertragtet. Det var efterhånden lykkedes at få skabt reservater, hvor de store dyr kunne overleve, det værste krybskytteri var ved at være kommet til livs, og en bestand, som havde været nær udryddelse var igen i fremgang.

Men i den senere år har hornene været voldsomt eftertragtede i Sydøstasien – i lande som Malaysia, Thailand, Vietnam og Kina bliver hornene solgt til astronomiske summer. Hornene har fået ry som detox-middel, hvis man har drukket og spist og svælget i fede sager, vil et udtræk af pulveriseret horn være en god kur mod tømmermænd og generelt være styrkende for helbredet. Hornene har været kendt fra den traditionelle kinesiske medicin og har her i nyere tid fået ry for at kunne helbrede terminalt syge kræftpatienter. Sådanne myter omkring hornene har dels skabt en guldrandet forretning, dels en voldsom stigning i antallet af næsehorn, som forbløder efter at have fået hornene skåret af ved roden.

I et land som Zimbabwe regner man med, at der i 1970 var omkring 65.000 sorte næsehorn. I dag er der kun 440. Det er ikke kun krybskytteri og indskrænkede levevilkår, men i høj grad på grund af illegal afhorning til det sydøstasiatiske marked. Med kilopriser på op til 35-50.000 £ for de afskårne horn er de genstand for en kynisk organiseret kriminalitet, som man formoder, er drevet af den vietnamesiske mafia.

Der er tale om velorganiseret kriminalitet, som bruger helikoptere, bedøvelsesmidler og avanceret moderne teknologi som infrarødt lys. Alene i Kruger Nationalpark i Sydafrika var der i første halvdel af 2011 så mange træfninger mellem vagtpatruljer og indtrængende næsehornsjægere, at 17 næsehornsjægere er dræbt. Så der er tale om en veritabel næsehornskrig.

Læs mere »

.
Donald Brown: Why The Climate Change Disinformation Campaign is So Ethically Abhorrent.

Donald A. Brown, som i dag forsker ved Widener’s Environmental Law Center, har lavet hjemmesiden Ethics and Climate om den etiske dimension af klimaspørgsmålet, som han ser som næsten fuldstændigt fraværende i vores nuværende håndtering af klimaspørgsmålet.

I introduktionen til Ethics and Climate skriver Brown: “Climate change must be understood essentially as a civilization challenging ethical and moral problem. It is an ethical problem because some people and nations more than others are responsible for causing this problem, the consequences to those who will be most harmed from climate change are potentially catastrophic, and those most vulnerable to climate change often can’t protect themselves from harsh climate impacts. Their best hope is that those causing the problem will respond to their ethical duties to reduce their greenhouse gas emissions to their fair share of safe global emissions.”

Ethics and Climate har på nuværende tidspunkt mere end 80 indlæg, som søger at inddrage den etiske dimension i klima-problematikken, heriblandt en serie på tre videoer, hvor Brown belyser klimafornægtelsen og den systematiske dis-informationskampagne, som ikke mindst i USA kører særdeles massivt i medierne.

Den første af de tre videoer (herover) ser på, hvorfor den fossile industri overhovedet finansierer denne misinformationskampagne, og hvorfor markeds-fundamentalisternes støtteorganisationer er “så etisk forkastelige.” Hans historiske gennemgang har næsten rettergangsagtig karakter, og han stiller da også ad flere gange spørgsmålet, om den bevidste forstyrrelse af verdenssamfundets erkendelsesproces, som gør, at vi igennem tre årtier, hvor vi kunne have handlet, blot har udskudt at gøre det, må betragtes som “crime against humanity.”

De to følgende videoer kan ses herunder:
.

Læs mere »

I denne 7½ minut video fortæller James Hansen om hans nylige klimaforskning i samtale med Colin Baker fra The Economist. Det er en fornøjelse at høre Hansen tale med et enestående overblik og mærke, hvordan han bliver stadig bedre i stand til at tale om virkeligt komplekse klimaforhold på en måde, så det er enkelt at følge med, uden alt for mange vigtige detaljer forsvinder.

Han siger om isdækket over Arktis, at det nok er et nært forestående tipping point – at vi vil se Arktis helt isfri om sommeren inden for et årti eller to – men at det til forskel fra afsmeltningen af Vestantarktis eller Grønlands indlandsis er en reversibel situation, og at isdækket igen vil indfinde sig og sende mere lys og varme tilbage i himmelrummet den dag, den dag koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren igen falder.

James Hansens seneste arbejde, hvor han direkte forbinder den øgede forekomst af ekstremt vejr med den menneskeskabte globale opvarmning, er nærmere præsenteret i blog-indlægget Terningerne er kastet.

Se tidligere blog-indlæg tagged James Hansen.

James Hansen on climate change: Hot, dry or flooded, The Economist 16.08.2012.

Ifølge nye opgørelser fra IUCN, som blev fremlagt på Rio+20 i juni, er 31% af verdens biodiversitet i dag truet. Således vil i titusindvis af arter vil inden for en overskuelig årrække forsvinde fra jordens overflade. Det er et svært placerbart problem for de fleste – inklusive mig selv – og jeg har derfor fået den stadig lidt uklare idé i den kommende tid at finde små eksempler på, hvordan den enestående mangfoldighed, som naturen med sin langsommelige skaberkraft har udviklet gennem tiderne, hastigt fortrænges af den kloden rundt stadig mere dominerende art, Homo consumens, som forskerne lige nu mest hælder til at indplacere som en kritisk fejlmutering af Homo sapiens (en bevidsthedsbrist, som endnu ikke er fuldt forstået).

Tag nu for eksempel denne lille panamanske guldfrø, Atelopus zeteki. Jeg blev helt øm om hjertet, at der også var blevet plads til at udvikle en sådan skabning. Lige det med pladsen kniber det da også alvorligt med, så guldfrøen er nu at finde på IUCNs rødliste over critically endangered species. Dens naturlige levevilkår er stort set forsvundet, og det regnes nu for usandsynligt, at den stadig findes i vild form. Men den overlever i zoologiske haver, og man har med held kunnet formere den i fangenskab. Panama har nu erklæret 14. august for Golden Frog Day – den lille guldfrø bliver i Panama regnet som et lykkesymbol – hvilket må regnes som den lille frøs held, for det giver en chance for, at landet for sin egen lykkes skyld etablerer naturreservater, hvor den kan genudsættes.

Andre arter er mindre heldige, og med det kulturtryk, vi har fået lagt ud over hele kloden, er vi med stor sandsynlighed i fuld gang med at udrydde arter, vi aldrig nåede at kende.

Det skal siges, at det ikke kun er den moderne civilisations annektion og forstyrrelser af stadig større dele af landskaberne, som er skyld i guldfrøens forsvinden. En alvorlig svampesygdom, Chytridiomycosis, som rammer padder, bredte sig fra sidst i 1980erne over Mellemamerika og truer i dag padder i store dele af det tropiske område. Chytridiomycosis gjorde det af med  guldfrøerne – sidste gang den blev observeret i naturen, var i 2009.

The week in wildlife – in pictures, The Guardian 17.08.2012.

Jessica Aldred: The final wave of the Panamanian golden frog, The Guardian 03.09.2012.