Strøtanker om bæredygtighed

Var en runde i Ørstedsparken i dag for at nyde efterårsfarverne i eftermiddagssolens gyldenvarme stråleglans. I takt med, at efterårsløvet falder, træder træernes stammer og struktur stadig klarere frem, rede til at stå igennem en mørk, kold og blæsende vinter. Selv de mere eksotiske gæster som ginkgotræet og tempeltræet, som følger langt sydligere kalendre, står nu med intenst glødende løv.

En let brise krusede overfladen og gjorde vandets farvespil helt eventyrligt, men fiskehejren måtte trække helt ind under den gamle hængepils beskyttende hvælv for at kunne følge sit bytte. Pludselig kom en skarv som et projektil op gennem overfladen, satte sig på en stub for at sluge sin fangst, hvorefter den gav sig til at tørre sit ganske imponerende vingefang i dagens sidste stråler.

Da jeg i 1980 flyttede til København, var både hejren og skarven meget sky fugle, som man kun kom tæt på ved sjældne lejligheder. Men ikke mindst hejrerne er blevet stadig mere fortrolige med os mennesker og er gradvist blevet en langt mere synlige i bybilledet.

Stadig er det sjældent at møde skarven i Ørstedsparken, og i dag var første gang jeg har set skarv og fiskehejre på samme gren.

.
Natten mellem torsdag og onsdag vandt Obama Four More Years som præsident for USA – ikke stort, men sikkert nok til at han og demokraterne kan gå videre med et mandat til at fortsætte den genopretning efter Bush-tiden og det deraf følgende kaos, som han har brugt kolossale kræfter på at rydde op i. Som man kan høre i hans sejrstale i Chicago natten til 7. november i videoen herover, har han genfundet de store, stærkt malende fraser, som forud for hans valg i 2008 skabte en næsten global bølge af håb – håb om en fremtid, hvor der var lige muligheder for alle, uanset race, køn, opvækst og seksuel orientering.

Det er et andet håb, han søger at tænde nu, et håb mærket af fire år med hårde tider, et håb om at der findes et samlet USA efter en fase, hvor højrefløjen har været på ideologisk korsttog, og hvor den fossile mafia har sat kolossale ressourcer ind på at modarbejde – for ikke at sige dæmonisere – hans visioner om forandringer, som ikke bare ville løse USAs umiddelbare problemer, men bringe natonen styrket ind i det 21. århundrede. Men det er på en måde et stærkere håb – for det bygger på det, at han midt i al modstanden fra den nært kollapsede økonomi og den rabiate højrefløj, er lykkedes med at vende udviklingen. Selvom hans håb ikke har samme vidtløftighed, så er det et erfaringens håb, et materialiseret håb, et håb om at kunne udfolde og færdiggøre det, som der er lagt grunden til i de første fire år.

Det har været fire hårde år. I 2010 genvandt republikanerne flertal i begge kamre i Kongressen, og siden da er 80% af alle Obamas lovforslag faldet på modstand i Kongressen. Så listen af incompletes er foruroligende lang. Som det er nærmere behandlet i et efterfølgende indlæg om Obamas klimastrategi (se blog-indælgget Obama om den forestående klimaindsats) tog Obama den i bakspejlet nok fejlagtige beslutning ikke at tale direkte om klimaudfordringer og klimaforandringer, men stilfærdigt at søge at implementere en række af de forandringer, som er nødvendige for at nedbringe USAs nu gigantiske klimafodaftryk, uden at referere til klimaet, men tværtimod give det begrundelser i energisikkerhed, jobskabelse osv.

I både demokraternes og republikanernes kampagner har klimaspørgsmålet i denne valgkamp været stort set fraværende (se blog-indlægget Den unævnelige klimaudfordring). For Romney forståeligt, da det var et af de områder, hvor hans umage bagland lige under overfladen er dybt uenigt. For Obamas kampagne ganske paradoksalt, da der syntes at være et stærkt klima-argument overfor den del af vælgerne, som stadig ikke havde besluttet sig (se blog-indlægget Det klimaløse valg).

Under vejs har Obama ved enkelte lejligheder, som for eksempel ved demokraternes konvent markeret, at klimaudfordringen ikke var en hoax. Men der synes blandt Obamas nærmeste rådgivere at have hersket en så stor usikkerhed om, hvilke dæmoner, man ville fremmane i det meget ladede landskab, hvis man tog hul på klimaspørgsmålet, at man har prioriteret andre områder. Men ingen i USA er i tivivl om, at en klimaindsats vil være i bedre hænder med Obama end med Romney, så måske endda at Obamas kampagnerådgiver Axelrod så rigtigt i, at det ikke havde flyttet stemmer at inddrage klimaudfordringen.

Først i valgkampens allersidste fase tvang orkanen Sandy emnet på bordet, og selv da lykkedes det næsten Obama ikke at tale om det. Men det var som om at en forbandelse var brudt, og allemulige andre tog hul på diskussionen, om Sandy var forårsaget af klimaudfordringen? Sandy ramte direkte ind i noget, som man godt vidste, men i det betændte Tea Party-klima havde holdt tilbage. Med Sandy var det alvor langt ind i de republikanske rækker (se blog-indlægget Sandy bryder klimatavsheden). Og New Jerseys republikanske senator Chris Christie personificerer det opgør med højrefundamentalismen, som Sandy fremkaldte. Ikke bare skamroste han Obama for sin indsats og for den statslige beredskabsstøtte, som Romney principielt havde sagt burde afvikles. Han samarbejdede med fjenden (Obama) og erkendte åbent, at der måtte gøres noget ved klimaudfordringen. Man kunne da også i valgkampens sidste døgn høre Obama referere til klimaudfordringen, ligesom han gør det i sin sejrstale herover (11:22 min. ff.).

Endda findes der en ikke bare formodning om, men ganske stærk forventning om, at Obama i en anden valgperiode vil prioritere en klimaindsats højt. Hvor højt får vi allerede en fornemmelse af her op til COP18 i Quatar sidst på måneden. Amerikanerne har siden COP15 i København været en næsten destruktiv størrelse i de globale klimaforhandlinger.

Læs mere »

Blandt de mange spørgsmål, som skal behandles ved den snart forestående COP18 i Qatar, er fortsættelsen af Kyoto-aftalen frem til, at en global aftale kan effektueres i 2020 – herunder dels hvilke lande, som overhovedet er med i en anden runde og hvor store reduktioner, de er villige til at binde sig til, dels en række formelle spørgsmål, som hvilke år, målsætningerne skal gælde for.

Lande som Canada, Rusland, Japan og New Zealand har meldt fra, så forlængelsen af Kyoto-aftalen har mest af alt lignet en EU-aftale. Men nu har Australien meddelt, at man er indstillet på at binde sig for en ny periode. Som udgangspunkt vil Australien binde sig til en 5% reduktion i 2020 i forhold til år 2000. Men man er åben for at forhandle om reduktionsmål på 5-15% eller endog 25%, hvis andre er indstillet på at skærpe ambitionsniveauet tilsvarende.

5% er ikke meget, men Australien er ikke helt så langt fremme i sin omstillingsproces som EU. Australien underskrev således først Kyoto-aftalen i 2007, 10 år efter aftalens indgåelse. Men juni i år tog man hul på et CO₂-kvotesystem, som vil udvikle sig tilsvarende det europæiske.

Australien har måttet indse, at landet står overfor at blive ganske hårdt ramt af klimaforandringer. I 2008 fremlagde Prof. Ross Garnaut en klimahandlingsplan, som indeholdt et ganske skræmmende scenario for Australien år 2100, hvis verden ikke fik gang i en konsekvent klimaindsats i nærmeste fremtid (se blog-indlægget Australien år 2100).

Her ville Murray-Darling-bassinet i det sydvestlige Australien, som i dag er Australiens spisekammer, være tørkeramt dertil, at høstudbyttet ville være blot 3% af i dag, og verdens største system af koralrev, The Great Barrier Reef, ville i år 2100 være dødt.

Så til trods for, at den australske klimaindsats har vakt voldsom intern modstand er landet så småt ved at indstille sig på, at en global klimaindsats er nødvendig.

Fiona Harvey: Kyoto protocol: Australia signs up to second phase, The Guardian 09.11.2012.

Simon Cullen: Australia to sign up to Kyoto phase two, ABC News 09.11.2012.

Paul Osborne: Australia backs new Kyoto protocol, AAP 09.11.2012.

Tom Arup: Australia ready to join ‘Kyoto 2’ climate agreement, Brisbane News 09.11.2012.

Australia joins EU carbon emissions market, BBC News 29.08.2012.

Hurting ourselves for no good reason on climate change, Australian Financial Review 10.12.2012.

Sabra Lane: Doha talks important but more needs to be done, (audio) AM 10.12.2012.

.
I disse dage, hvor støvet efter den amerikanske valgkamp langsomt lægger sig og verdens egentlige problemer igen toner frem af valgtågerne, får Obama mange henvendelser og formaninger om, hvad han skal gøre i de kommende fire år.

En af dem er fra Pa Ousman Jarju, som er forhandlingsleder for verdens 48 fattigste lande, de såkaldte LCD-lande ved FNs klimaforhandlinger. Han påpeger, at selvom LCD-landene tegner sig for 12% af verdens befolkning, står de kun for 1% af verdens CO₂-udledninger, men har 34% af verdens dødsfald som følge af klimaforandringer. I et åbent brev til Obama opfordrer Jarju direkte Obama til at gå i alliance med EU, LCD og AOSIS-landene (Alliance of Small Island States) om at få fastlagt en stærk og nødvendig klimaindsats.

Jarjus brev starter som følger:

.
Dear President Obama,

As the lead negotiator for the world’s 48 Least Developed Countries (LDCs) in the United Nations climate change negotiations, I congratulate you on your re-election. I also want to express my admiration for your response to superstorm Sandy: without the preparations that you made, the impacts to those hit by the storm would have been even more devastating. As communities in the north-east work to rebuild and recover, the world has an opportunity to begin a new, reality-based conversation about climate change.

I write with a simple request: as this discussion continues in the world’s most developed countries, remember those who live in its poorest regions. Remember that as a result of climate change, this kind of fatal weather event has become commonplace for us while we lack the infrastructure and resources to adequately protect our citizens.

As researchers at Brown University’s climate and development lab have shown, climate-related disasters such as droughts, extreme temperatures, floods, and hurricanes have caused an estimated 1.3 million deaths since 1980. Two-thirds of these deaths (over 909,000) occurred in the least developed countries. We are only 12% of the world’s population, but we suffer the effects of climate-related disasters more than five times as much as the world as a whole.

Læs Jarjus fulde henvendelse på The Guardian …

Pa Ousman Jarju: An open letter to Obama from the world’s poorest countries, The Guardian 08.11.2012.

.
En ny rapport fra PricewaterhouseCoopers, Too late for two degrees? ser på carbon intensity – den mængde CO₂, som går på en given proces. Når vi er utilbøjelige til bare at bruge mindre, bliver løsningen en vifte af effektiviseringsprocesser, hvor vi mindsker energi- og ressourceforbruget til en given proces og/eller erstatter den med vedvarende energi. I tiden op til COP15 i København kunne man igen og igen høre Connie Hedegaard fremlægge, at vi i Danmark havde decoupled økonomisk vækst og udledningen af drivhusgasser – hvad der i øvrigt igen og igen blev stillet spørgsmålstegn ved, for måske vi blot havde udflaget processer med høj carbon intensity til lande som Kina, hvor kulkraftværkerne stadig fik lov at pulse i fred.

Men hvis vi vil forfølge denne strategi med energieffektiviseringer og procesoptimeringer frem for livsstilsforandringer og regulære indgreb i retten til at flyve, køre bil, spise kød osv. er det derfor centralt at få CO₂-intensiteten sænket radikalt.

Verden bliver da også gradvist mindre carbon intensive. PricewaterhouseCoopers rapport fastslår, at CO₂-intensiteten på verdensplan faldt med 0,8% pr. år i årene 2000-2011. Men, som man kan se af den røde kurve herover, går alt for langsomt med at sænke CO₂-intensiteten. I rapporten bliver det beregnet, at hvis verden skal lykkes med at holde den globale temperaturstigning under 2°C, så vil det fra nu af og frem til 2050 kræve, at faldet i carbon intensity hvert eneste år sænkes med 5,1% – eller mere end seks gange mere pr. år end det er sket i perioden 2000-2011.

Selv hvis vi formåede at firedoble verdens samlede carbon intensity, vil det ifølge PricewaterhouseCoopers rapport snarere lede til en global temperaturstigning på 4°C.

Læs mere »

Da orkanen Sandy i den amerikanske valgkamps slutfase trak op lags den amerikanske østkyst og lagde sine ødelæggende spiralarme tungt ind over det nordøstlige USA, forbandt mange spontant det ekstreme vejr med den voksende – men i USA i vide kredse fortrængte – klimaudfordring. Endelig gik der hul på den klimatavshed, som havde ligget som en forbandelse over valget.

Og i nærmest samme åndedrag blussede diskussionen op, om man nu kunne sige, at Sandy var forårsaget af klimaforandringer eller blot var skiftende vejr? Ikke mindst i forhold til den politiske medievirkeligheds fordringer om korte enkle statements blev der vævet ganske meget i, hvordan Sandy ikke var forårsaget af klimaforandringer, men forstærket af klimaforandringer. Et af problemerne med at gøre klimaforandringerne forståelige ligger i sprogliggørelsen af deres natur.

Meteorologerne søger næsten krampagtigt at fastholde sondringen mellem klima og vejr, mens omvendt lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen i en nylig undersøgelse påviste, at hele sandsynlighedsfeltet har flyttet sig. Han bruger her en terning som billede, hvor terningens 1, 2, 3, 4, 5 og 6 for eksempel betegner en skala fra ‘køligere end normalt’ over ‘normalt’ til ‘varmere end normalt’. Og han viser, hvordan denne sandsynligheds-terning på blot få årtier er blevet meget anderledes. Den har i dag måske nærmere værdierne 1, 3, 5, 6, 6, 7, og det som for blot få årtier siden var usædvanligt varmt bliver en ny normal (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

Tilsvarende er sandsynligheden for en orkan af Sandys styrke markant større, og faktisk satte Sandy en ny rekord med det dybeste lavtryk i den amerikanske meteorologis historie. Men vi har dårligt sprog for at tale præcist om, hvordan – og i hvilken udstrækning – et fænomen som Sandy er forbundet med klimaforandringer og med klimaudfordringen.

Her markerede George Lakoff fra Berkeley, University of California, sig med et meget klart udsagn, at “den globale opvarmning systemisk forårsagede orkanen Sandy”.

“Yes, global warming systemically caused Hurricane Sandy,” skriver Lakoff indledende: “and the Midwest droughts and the fires in Colorado and Texas, as well as other extreme weather disasters around the world. Let’s say it out loud, it was causation, systemic causation.”

“Systemic causation is familiar,” skriver Lakoff videre: “Smoking is a systemic cause of lung cancer. HIV is a systemic cause of AIDS. Working in coal mines is a systemic cause of black lung disease. Driving while drunk is a systemic cause of auto accidents. Sex without contraception is a systemic cause of unwanted pregnancies.”

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af november vil det sandsynligvis blive tydeligere, om den energiplan, som er vedtaget, reelt bliver starten på en ny æra, eller om det blot er en skinmanøvre for at aflede den folkelige vilje, og at alt bag facaderne lige så stille vil vænde tilbage til status quo og en A-kraft-baseret energipolitik, som før Fukushima-katastrofen. Det afhænger i høj grad af Nodas ageren – han har i høj grad fået malet sig selv og det politiske system op i et hjørne, hvor strategiske dag til dag-spilfægterier fylder langt mere end fremadrettet sammenhængende visionsskabelse.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser november 2012

1. november – Energiplanen efter valget
2. november – Retsligt efterspil
3. november – Sol som i Tyskland
4. november – NRA undersøger foldelinjer under Oi-værket
5. november – NRAs ledelse lønnet af forsyningselskaberne

8. november – 43% af Fukushimas børn har forandringer i skjoldbruskkirtlen
9. november – Selv lave strålingsdoser kan give leukæmi
9. november – Demonstration omkring parlamentet nægtet tilladelse
10. november – TEPCOs ansatte skal i marken at rydde op
10. november – TEPCO tilbyder grøn energi fra 2014

11. november – Taimatsu Akashi festival
12. november – Noda signalerer valg forude
14. november – Noda: Valg 16. december (hvis og hvis)
16. november – Valg udskrevet
16. november – Mitsubishi udvikler strålingskamera

17. november – Ørred fra Niida-floden 100 gange mere radioaktiv end tilladt
17. november – Noda haler ind på LDP
18. november – Japans nye energistrategi?
19. november – Fukushima-katastrofens samlede omkostninger?
20. november – Gang i den vedvarende energi

20. november – Asahi: Klare udmeldinger om A-kraften
21. november – Strålingsramte svampe 200 km fra Fukushima Daiichi
26. november – ‘nuclear addiction’
27. november – Nyt antiatomkraft-parti på trapperne
28. november – Japan vedstår sit klimaløfte om 25% i 2020

30. november – To sagsanlæg for at få Oi-værket nedlagt

Fukushima links for november 2012.

Læs mere »

Det nordøstlige USA er i disse dage vidne til et helt usædvanligt vejrfænomen, en tropisk storm, Sandy, som har bevæget sig endog meget langt nordpå og netop i disse timer trækker ind over land i det nordøstligste USA.

Ingen ved endnu, hvor voldsomt, det kommer til at foregå – men der er varslet markante regnfald, vindstyrker af op til stormstyrke, og tre meter stormflod, en cocktail som vil lave alvorlig ravage langs de nordøstlige kyster i de kommende døgn, og foreløbigt tegner det meget voldsomt. Sandy går på land syd for New York med det dybeste lavtryk, som er målt i USA nogensinde. Som man kan se af det lille kort herover, som findes i større størrelse nedenfor, vil Sandy husere det meste af ugen. Efterhånden trækker orkanens centrum ind over Canada, og forventes fredag og lørdag at passere hhv. Montreal og Quebec. Hvor voldsomt det bliver, og hvor længe Sandy holder pusten inde over land, kan ingen endnu vide. Men der har været tale om op imod 10 mio. mennesker uden strøm i op til en uge, det store beredskab er aktiveret, New Yorks toge, busser og undergrund er blevet indstillet i løbet af dagen og New Yorkerne har hamstret som vilde.

Den amerikanske valgkamp, som igennem de sidste mange måneder har skubbet stort set alt andet i baggrunden, er for et øjeblik sat på standby. Både Obama og Romney har måttet indstille en lang række aktiviteter – Obama er rykket tilbage til Det Hvide Hus for at stå i spidsen for beredskabsarbejdet, Romney er blæst inde i en lille flække i Ohio med kun 10.000 indbyggere, hvorfra han, samtidig med at han og konen ved en fundraiser-event karakteriserede Obama som umoden, over fjernsynet kunne se Obama som statelig statsmand dirigere forsvaret mod den indtrængende fjende og få forærende ikke bare ros fra republikanske senatorer for sin indsats, men nok så meget en uvurderlig taletid, hvor folk må forventes at høre efter – til forskel fra den tæppebombning med valgspots, som på nuværende tidspunkt er ved at drive folk til vanvid. Begge må de regne med at ændre deres kampagneplaner radikalt for de kommende dage, for flytrafikken vil være stærkt begrænset i store dele af svingstatsområdet.

Det er som om at det klima – og den klimaudfordring – som både Obama og Romney er gået i en stor bue udenom, her i allersidste øjeblik på sin helt egen måde insisterer på alligevel at være med i valgkampen. Mike Tidwell, leder af Marylands Chesapeake Climate Action Network og forfatter til bogen The Ravaging Tide (2006) siger i en artikel i dagens Huffington Post: “The irony is that the two presidential candidates decided not to speak about climate change, and now they are seeing the climate speak to them,” … “That’s really what’s happening here. The climate is now speaking to them – and to everyone else.”¹

Læs mere »

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Læs mere »

Også i den anden af de tre planlagte debatter mellem Obama og hans udfordrer ved det snart nært forestående amerikanske præsidentvalg var noget af det eneste, de to overhovedet kunne enes om, fuldstændigt at fortie klimaspørgsmålet.

Debattens format var ellers sådan, at der var mange gode muligheder for at komme ind på det – en hel serie spørgsmål fra tilhørerne hvor hver af de to kandidater til præsidentvalget havde to minutter og derefter to minutter til “debat”. Som Chris Hayes fra nyhedskanalen MSNBC udtrykte det i en af de mange analyser umiddelbart efter debatten, så var det at fortie klimaspørgsmålet fra den ganske diskuterede energisituation som at diskutere rygning uden at tale om kræft.¹

Debatlederen tirsdag nat var CNNs Candy Crawley. Og hun gjorde det på mange måder kompetent, men på grund af den manglende disciplin fra de to kombattanter – det var flere gange lige før man frygtede, at de ville tage næverne i brug – nåede hun kun 11 spørgsmål fra salen, hvor planen forud havde været, at man på de halvanden time ville nå 13 runder. Adspurgt efter debatten, hvorfor hun ikke inddrog et klimaspørgsmål, siger Candy, at hun havde planlagt det, men at der så ikke var tid, og at de fleste nok var mere interesseret i at høre om økonomi (se klip på Treehugger²).

Under vejs i debatten var de to kombattanter på et tidspunkt ved at falde over hinanden for at sandsynliggøre, hvem som havde pumpet mest olie op, hvem som ville flest pipelines, hvem som ville mest fracking og mest kul. Her var den Obama, vi kunne se anno 2012, endog meget langt fra den Obama, som i 2007 ville sikre, at verdenshavene steg langsommere, og at der efter års neglegt blev taget seriøst hånd om klimaudfordringen.

Læs mere »