Satu Hassi: 30% målsætning for EU vil give 6 mio. nye jobs

5. december 2012


.
Satu Hassi, medlem af Europa-parlamentet for Finland og del af Europa-parlamentets grønne gruppe, siger i denne lille video, at hun ville ønske, at EU ville stramme sin klimamålsætning til 30% i 2020. Samtidig med at det ville være et godt signal i Doha, vil det betyde en styrkelse af økonomien i EU og skabe 6 mio. nye arbejdspladser. Og hun fortæller, at et flertal af Europa-parlamentets medlemmer finder, dels at de såkaldte ‘hot air’-kreditter skal inddrages og at EUs ambitionsniveau skal øges til 30%.

Hassi bliver spurgt om det rimelige i, at der kræves enstemmighed i klimaspørgsmål, og hun svarer, at der er en proces i gang, så det bliver overført til almindelige forretningsanliggender, så klimaindsatsen fremover ikke vil kunne blokeres eller bremses af et enkelt medlemsland. Hun siger, at der ikke i EUs regelsæt er noget, som dikterer, at klimaområdet kræver fuld enighed – det er blot en dårlig vane.

For Hassi er det vigtigste spørgsmål at få behandlet i Doha, hvordan vi får lukket ‘the emission gap’, så mulighederne for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC ikke tabes. I forhandlingerne bliver der talt en masse om små detaljer, hvoraf nogen betyder mere og nogen betyder mindre, og nogen blot har symbolsk betydning. Men der bliver talt alt for lidt om, hvoran man overordnet kan lukke dette ‘the emission gap’, som er den centrale udfordring (the crucial thing for the whole future of all of us).

Se tidligere blog-indlæg: UNEP Emissions Gap Report 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

Raised ambition could bring 6 million jobs to EU, (video) RTCC 05.12.2012.

 

Share

Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem

5. december 2012


.
I denne video kan man høre Anja Kollmuss fra Carbon Market Watch fortælle om problemerne med de såkaldte AAUs, Assigned Amount Units, som under COP18 omtalt om ‘hot air’.

Ved etableringen af det europæiske kvotemarked blev særligt de østeuropæiske lande tildelt meget store mængder af gratis kvoter, og i alt er der i dag 16 mia. ubrugte kvoter, som dels er med til at holde prisen på kvoterne alt for lav, dels er en bombe under systemet, hvis det ender med at føre til udledningen af 16 mia. ton CO2.

Anja Kollmuss påpeger, at det svækker EU voldsomt ved forhandlingerne ikke at have fået løst denne situation forud for COP18. Og hun insisterer afsluttende overfor de østeuropæiske lande, at de opgiver deres fastholden af deres ret til disse AAUs, da de alligevel aldrig kommer til at kunne bruge dem, og kun har opnået at forsinke den i forvejen besværlige forhandlingsproces i Doha.

I et åbent brev til forhandlingsdelegationerne i Doha 28. november skriver Carbon Market Watch: “Get rid of hot air now! The gigantic surplus of emissions permits under the Kyoto Protocol threatens the viability of a second commitment period and any future climate deal. We urge Parties to agree to a solution that ensures the use of the surplus is severely restricted and limited to domestic compliance. No new “hot air” surplus must accumulate in the second commitment period and the entire surplus must be cancelled permanently by the end of the second commitment.”¹

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

Issue of AAUs undermining EU credibility, (video) RTCC 05.12.2012.

Open letter to the ICAO for a market-based measure to reduce aviation emissions, Carbon Market Watch 30.11.2012 (pdf).

European Parliament Event: Help or hindrance? Reforming offsetting rules in European Climate policy, Carbon Market Watch 29.11.2012.

Open letter to Environment Ministers and delegates of all UNFCCC Parties: Increase ambition and close loopholes at COP18, Carbon Market Watch 28.11.2012.¹

 

Share

COP18 noter IX – USA, EU og de rige landes ansvar

5. december 2012

Ons. 05.12. – Ban Ki-moon understregede i dag, at det er de rige lande, som er ansvarlige for klimaproblemerne og derfor må gå forrest i løsningen af klimaudfordringen. Han insisterede på kompromisvilje og trygler om tilsagn om at finansiere klimaindsatsen for de fattigste lande. Han mindede om, at verdens lande i Durban havde lovet hinanden at have en global klimaaftale på plads senest i 2015: “This deadline must be met. There is no time to waste, no time to lose for us,” sagde han.

Brasilien insisterede på, at der blev fundet en løsning på Kyoto II, før de andre spørgsmål kom videre. Polen og Rusland er stadig ikke til sinds at slippe de mange tiloversblevne ‘hot air’ CO2-kreditter, som truer med at udhule EUs klimaindsats frem til 2020. Japan synes at trække sig fra sine tidligere løfter om 25% i 2020, men at fastholde 80%-målsætningen for 2050. Connie Hedegaard siger OK til bindende tilsagn for EU i Kyoto II, men spørger, hvad med de resterende 85% af udledningerne? Todd Stern har tydeligvis ikke noget med fra USA andet end at det at skifergassen ser ud til at erstatte brugen af kul måske kan hjælpe med at holde Obamas løfte fra København om 17% inden 2020 – men set fra 2005, så USAs udledninger i 2020 vil være cirka som i 1990. Frustrationen er mærkbar over at køre i de samme loops igen og igen. Alle ønsker en fuld indsats, men måske mest fra de andre, og med 200 lande indblandet er det mere end vanskeligt at lande præcist hvordan.

Læs mere »

Share

Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing

4. december 2012


.
I denne video kan man høre FNs generalsekretær Ban Ki-moon ved en pressekonference pointere, at klimakrisen er voksende, og at muligheden for at imødegå alvorlige klimaforandringer hastigt rinder ud.

Verdens ledere besluttede ved COP15 i København i 2009, at den globale temperaturstigning måtte holde under 2ºC. Det er stadig ikke for sent, men hvis det skal lykkes, må vores indsats må nødvendigvis matche udfordringens omfang.

2°C-målsætningen er stadig både mulig of finansielt attraktiv (viable). Det er den politiske vilje, som mangler.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

Ban Ki-moon warns window of opportunity on climate change is closing, (video) RTCC 04.12.2012.

 

Share

COP18 noter VIII – Ban Ki-moon, Indien og Lord Stern om 2ºC

4. december 2012

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »

Share

Geoffrey Lean: A mad way to run a planet

3. december 2012


.
Geoffrey Lean er en særdeles erfaren miljøkorrespondent fra The Telegraph. I denne video giver han sin vurdering af mulighederne, både for et resultat her i Doha og for at få den globale klimaaftale på plads inden 2015 og i gang i 2020.

Som han ser det, er det endnu for tidligt at afgøre, om processen i Doha lykkes. Men han ser trods alt positive tegn på, at en række af de blokeringer, som har været med til at gøre klimaforhandlingsprocessen lang og til tider ufrugtbar, gradvist opløse sig. USA er gradvist ved at komme i gang, mens Kina arbejder efterhånden ganske målrettet med sin klima- og miljøindsats og har et landsdækkende kvotesystem på plads fra 2015. Og han runder sin fortælling om, hvordan disse klimatopmøder ofte slutter med forhandlinger til langt ud på natten af med ordene: A mad way to run a planet.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

Barriers to progress at climate talks breaking down, (video) RTCC 03.12.2012.

Geoffrey Leans blog på The Telegraph.

 

Share

COP18 noter VII – Kyoto-aftalen og Danmark som klimaduks

3. december 2012

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO2-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Læs mere »

Share

Slut med fossile subsidier

2. december 2012

.
I denne lille video fortæller David Turnbull fra Oil Change International om et et emne, som indtil nu har været foruroligende lidt bragt ind i forhandlingerne i Doha: de fossile subsidier.

Det drejer sig ifølge IEA om i alt mere end 500 mia. $ om året – hvilket er helt absurd i en situation, hvor vi tværtimod er nødt til at beskatte de fossile brændstoffer for at få mindsket CO2-udledningerne. I de rige lande gives subsidierne ofte til udvinding, mens det i udviklingslandene ofte er en støtte til fattige for at kompensere for høje energipriser. Men begge dele er principielt problematiske, og disse midler burde systematisk omdirigeres til den vedvarende sektor og være med til at sikre en tilførsel af en billig vedvarende energi.

Allerede i 2009 vedtog G20, verdens 20 største økonomier, at arbejde for at komme de fossile subsidier til livs. Men det er endnu ikke rigtigt blevet til noget. Ifølge IEAs seneste opgørelser var den samlede støtte til vedvarende energi i 2011 88 mia. $, mens den fossile industri modtog 523 mia. $, eller 6 gange mere. Ydermere steg støtten til den fossile produktion i 2011 med 30% i forhold til året inden, hvor den for den vedvarende energi steg med kun 24% (se IEA: Verdens CO2-udledninger steg 2,5% i 2011).

Læs mere »

Share

CO2-lagring med bambus

1. december 2012


.
I denne video fortæller Coosje Hoogendoorn fra INBAR, International Network for Bamboo and Rattan, om bambus og arbejdet med at kortlægge plantens potentiale som biomasse-opbygger og CO2-indsamler. Man er nu i samarbejde med kinsisker forskere kommet dertil, at dyrkning af bambus kan indgå i den kinesiske CO2-kvoteordning på linje med skovplantning.

Samtidig er den en god skyggegiver og god til at beskytte flodbredder mod erosion, så den har også et klimatilpasningspotentiale. Og så er der gennem tiderne opstået en utrolig variation af anvendelsesmuligheder for bambussen – fra kurve og fletværk over kogekar og hegn til bygningsmateriale. I mange kulturer har bambussen en næsten mytologisk rolle.

Bambus har en kolossal vækstkraft. Den kan vokse op til 1 meter om dagen og de højeste typer når på under 2 måneder op til 40 meters højde. Til forskel fra en egeskov opnår man således på kort tid den fulde udfoldelse – og den færdige råvare.

Se tidligere blog-indlæg: Vindmøller af bambus og CO2-neutral på bambus.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 linksCOP18COP17COP16, COP15.

Bamboo viewed as a force of good for the environment, RTCC 01.12.2012.

 

Share

COP18 noter VI – Kyoto II, forhandlingsklimaet og bhutansk lykke

1. december 2012

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Læs mere »

Share