Fjumreår – bare ordet. I disse tider, hvor der tales meget om at fjumre, tænker jeg tit på hvor meget jeg har nået at fjumre i mit liv: Først fire år efter gymnasiet, før jeg overhovedet tog hul på en videre uddannelse, og derefter 7 år om at blive arkitekt. Og efter yderligere 6 års fjumren en phd, som jeg brugte 5 år på. Det er præcist den slags, man med den seneste streamlining af SU-systemet ønsker at komme til livs.
Men indefra har det været det perfekte forløb. Jeg har haft det privilegium hele vejen igennem at kunne beskæftige mig med noget, jeg brændte for, og samtidig hele vejen igennem at kunne løse opgaver, som var af relevans for det omgivende samfund. Har så at sige kultiveret et lystperspektiv på arbejdet, hvor det til stadighed at skulle og kunne lære nyt og bruge det indhøstede var en vigtig del af glæden ved at arbejde.
Selvom det kan se ineffektivt ud – først fire år, hvor jeg var militærnægter, drev snedker-virksomhed og familiepleje, dernæst 6 år, hvor jeg drev egen arkitektvirksomhed – så er det faktisk et billede af et menneske i livslang læring. I en æra, hvor vores viden forældes stadig hurtigere, har vi mere end nogensinde før brug for, at vores nysgerrighed og glæde ved at lære stimuleres.
Med et forfærdeligt begreb som fjumreår er de nuværende signaler aldeles forkerte. De lægger på en særdeles håndfast måde op til, at uddannelse er noget, som skal overstås, så vi kan komme i gang med at tjene penge (og forsørge de stadig flere, som er på vej på pension).
Det er et udlevet arbejdsbegreb, som stadig færre vil kunne se sig i igennem et helt liv, og dermed en startopstilling med potentielt mange problemer forude – hvis vi aldrig fik næret og kultiveret nysgerrigheden og ikke fik stillet os de spørgsmål om studievalg og livsbane, som gjorde, at vi blev lykkelige, endsige velfungerende, med vores arbejde.
Vi har brug for et system, som lægger op til at vi lærer at lære, at vi kan bevæge os meget mere smidigt mellem uddannelse og arbejde og i langt højere grad end i dag kultiverer en måde at arbejde på, som er med til at bringe vores viden og visdom videre.
Inden vi får drejet forkert på SU-knapperne, er det godt at tænke fremad. På linje med klimaindsats og grøn omstilling er SU en af vores allervigtigste investeringer i fremtiden – en nødvendighed for, at familien Danmark trives og er i stand til at opretholde sit vidunderlige særkende op igennem det 21. århundrede.
[nggallery id=162]
Disse slides stammer fra en præsentation ved et IAEA ekspertmøde om afvikling af atomkraftværker, fremlagt af TEPCOs Shunichi Suzuki. Der er link til Suzukis præsentation i sin helhed nedenfor,¹ men jeg har hevet en stor del af præsentationens sider ind herover. Det giver en alt efter temperament enestående/foruroligende indsigt i, hvor stor en opgave, det er at rydde op efter tre kernenedsmeltninger. Processen rummer da også så mange ubekendte – og så mange delopgaver, man endnu ikke har nogen kendt løsning på – at vurderingen lige nu er, at det vil tage opimod 50 år at rydde op efter katastrofen.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I løbet af februar … vil NRA skulle markere klarere, hvilke regelsæt, der vil gælde for ansøgninger om igangsættelse fra 1. juli, og ikke mindst vil nogle af de svære afgørelse omkring aktive foldelinjer under allerede eksisterende værker spidse til. Efter nytåer har der også været en begyndende afmatning. Der bliver skrevet mindre om Fukushima-problematikken, og mere af det som blivr bragt er er nyhedstelegrammer, som aviserne blot har ændret lidt ved overskriften på.
Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.
.
Dette video-portræt, Women of Fukushima, giver et enestående billede af, hvad der har fået japanerne på gaden for at demonstrere i et hidtil uset omfang. Den 28 min. lange film (kun trailer herover, den fulde længde kan ses her) følger en gruppe på seks kvinder fra Fukushima, som hver især fortæller om hvordan Fukushima-katastrofen har grebet ind i deres tilværelse, og hvordan det har vækket nødvendigheden af at måtte sige fra overfor et samfund, som blot synes blindt i gang med at gå videre, som om intet var hændt.
Der var håb om, at DPJ (regeringsparti fra 2008-12) kunne forløse situationen, men skuffelsen over at premierminister Noda hen over hovedet på befolkningens ønsker og frygt gennemtvang en genstart af to reaktorer ved Oi-værket, er kolossal. Med den indignation over det politiske systems ryggesløshed, som en film som denne blotlægger, kommer vi tæt på en forklaring af, hvorfor Japan ved valget endte med at straffe DPJ eftertrykkeligt blot for at genindsætte et parti (LDP), som om noget ønsker atomkraften i Japan udbygget (se optegnelser for juni, juli og august 2012).
Skaberne af filmen Women of Fukushima – på japansk Fukushima no Onnatachi – skriver om deres baggrund for at lave filmen:
“The full ramifications of the aftermath of the disaster that occurred at the Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant in March 2011 will take decades to unfold. Having shifted from the initial visceral drama to a more long-term, almost invisible threat, there is a real risk that the situations faced by residents of Fukushima Prefecture will simply vanish from the radar screens of the world’s media (or, in the case of Japanese media, remain non-existent). To this day, as a result of the meltdowns, children can’t play outside, families are breaking up, and women are even having abortions for fear of genetic damage to their unborn children. Hope is hard to come by in Fukushima.
However, after meeting a group of outspoken local women, we were compelled to capture their spirit and stories. These Japanese women, traditionally shy and quiet, have taken their anger, anxiety, frustration and loss of hope, and turned it into a rallying call to move forward to change Japan and the world into a safer place for our children. Their resilience and honesty in the face of the Japanese government’s lies and complacency compelled us to provide a platform for them to speak their minds. The results surprise, shock and inspire.
Our motivation for making this film was to ensure that the world could witness the honesty and courage of these women who have dared to speak up, while others have remained silent.”¹
.
I dag aflagde Barack Obama præsidentløfte for sin anden periode og gav efterfølgende sin Iauguration Speech. Den kan ses i sin helhed herover, og teksten kan blandt andet findes på The Atlantic Wire. Halvvejs i sin tale kom Obama ind på klimaindsatsen og dens uomgængelighed (se 10:00 min ff.) Han sagde her:
”We, the people, still believe that our obligations as Americans are not just to ourselves, but to all posterity. We will respond to the threat of climate change, knowing that the failure to do so would betray our children and future generations (applause). Some may still deny the overwhelming judgment of science, but none can avoid the devastating impact of raging fires and crippling drought and more powerful storms.
The path towards sustainable energy sources will be long and sometimes difficult. But America cannot resist this transition, we must lead it. We cannot cede to other nations the technology that will power new jobs and new industries, we must claim its promise. That’s how we will maintain our economic vitality and our national treasure – our forests and waterways, our crop lands and snow-capped peaks. That is how we will preserve our planet, commanded to our care by God. That’s what will lend meaning to the creed our fathers once declared.”
Efter års klima-tavshed må dette siges at være en overraskende klar udmelding. Joe Romm fra Climate Progress benævnte ligefrem Obama som “Climate Hawk”. Men vi har stadig til gode at se, hvad det betyder i praksis, om Obama reelt formår at lade den “all of the above”-politik bagude, han præsenterede i valgkampens sidste fase, hvor der ikke var grænser for, hvor meget der skulle frackes, drilles og produceres.
Her i allernærmeste fremtid skal han tage endeligt stilling til Keystone XL rørledningen, som hvis den etableres vil give canadierne fri adgang til deres verdensmarked med den både for deres egne landskaber og for verdens klimaindsats ødelæggende tar sand-olie. Det er en svær afgørelse for Obama – af mange miljøorgansationer set som en lakmustest for, om der er handling bag hans veltalenhed. For forsyningssikkerhedesmæssigt er det fristende at veksle den nuværende afhængighed af arabisk olie til en afhængighed af den canadiske olie. Men nu hvor valget var ovre, er det på tide at få sat nogle principper og standarder. Et amerikansk nej til Keystone XL vil nok ikke i sig selv standse canadiernes vanvidsprojekt (se tidligere blog-indlæg tagged Alberta). Men samtidig er EU tæt på at have sat standarder, som gør at olien ikke kan bruges i Europa. Og USAs nabo mod nord trænger i den grad til en klimamæssig vækkelse.
Klimadiskussionen har i Obamas første præsidentperiode været ganske betændt – på den ene side præget af, at den ultrahøjreorienterede Tea Party-fraktion af det republikanske parti har været ganske højtråbende i sin klimafornægtelse, på den anden side det lidt paradoksale, at Obama efter tilsvarende udmeldinger i sin valgkamp i 2008 tilsyneladende valgte ikke at tage kampen om luftherredømmet op, når det galdt klima-diskussionen, og på et møde i 2009 bad miljøorganisationerne om at holde lav profil.
Nu er der gang i en omstrukturering af den store maskine af frivillige, som har været med til at sikre, at Obama blev genvalgt. Der er tale om hundredetusindvis af mennesker, som ikke mindst i svingstaterne har gået fra dør til dør igennem store dele af 2012. Hvis hele denne ‘hær’ af informanter i stedet satte ind med policy-information, så ville det kunne styrke forståelsen af nødvendigheden af, at USA går målrettet ind og tager sin del af ansvaret for at få stabiliseret klimaet. Hvis først alle disse mennesker skal ud at tale om nødvendigheden af gun control, dernæst om forestående immigrationslove og nødvendigheden af at fastholde de sundhedsreformer, som Obama endte med at prioritere højere end klimaet i første periode, så er det ikke sikkert, at det det er nok til at få den folkelige forståelse af klimaindsatsens nødvendighed konsolideret én gang for alle. For Obama har ikke bare et flertal i Kongressen imod sig – i det mindste i de kommende to år. Han er samtidig oppe mod en massiv misinformationskampagne, som er kynisk finansieret af en amerikansk kul- og olieindustri, som siden 2. verdenskrig har vænnet sig til, at man i den amerikanske lobby- og medievirkelighed kan købe sig til snart sagt hvad som helst.
Men med talen i dag har han i det mindste spillet klart ud med, hvad han – og USA – burde gøre. I den udstrækning, det rent faktisk sker, er den globale klimaaftale, som har så hård en fødsel i FN-regi meget tættere på at kunne blive virkelighed. Selvom Obama i sin tale i dag undlod den hope og change-retorik, som bar ham gennem valget for fire år siden, så er der efter i dag paradoksalt mere grund til håb på klimaets og fremtidens – og USAs fremtids – vegne.
I øvrigt er Obamas inauguration speech en på mange måder fremragende tale, hvor han får forbundet en række af de nødvendige indsatser og den forestående klimaindsats med fundamentale størrelser i den amerikanske grundlov. Så den er i den grad værd at høre i sin helhed.
Gavlen herover stammer fra Nørre Kvarter, hvor man finder noget af det tættest bebyggede København. Hvor Brokvartererne siden 1960erne ganske systematisk er blevet udsaneret til en udnyttelsesgrad på max 100% – hvilket vil sige, at der for hver m² maksimalt må være 1 m² bebyggelse, da er der i Nørre Kvarter karrerer, hvor bebyggelsestætheden er oppe omkring 400% – hvilket svarer til 4 m² bolig/erhverv pr m². I en sådan tæt bebyggelse er der ikke meget plads til livet mellem husene.
Samtidig er kampen om de få ubebyggede m² intens, så når skraldespande, VIP-parkering, af- og pålæsning har fået sit er der ikke meget til overs til opholds- og legearealer, og til den vegetation, som kunne opbløde og skabe liv mellem husene. Men over alt i den historiske by finder man store nøgne gavle og bagstag (bagsider mod naboen), helt uden vinduer eller bygningsornamentik. Hvis man systematisk beplantede disse gavle og bagmure, ville man kunne komme op på en biofaktor, som modsvarer de grønneste forstæder. Med projektet Nørre Kvarters grønne lunger har jeg søgt at afdække dette beplantningspotentiale.
I forbindelse med at jeg er gået i gang med et nyt forskningsprojekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, genlæste jeg i dag det introducerende kapitel tilNørre Kvarters grønne lungerog tænkte, at det fortjente et gensyn. Så jeg har kopieret teksten ind herunder.
Vi er i disse år langsomt ved at vågne til erkendelsen af, at vi i vores moderne tilværelse er indfældet i et globalt økosystem, og at menneskehedens aktivitet globalt set er blevet så omfattende, at det ikke er et spørgsmål, om det har en indflydelse på den økologiske balance, men om hvordan vi får kultiveret vores tilstedeværelse i og indvirkning på det globale økosystem, så vi ikke forbliver en destruktiv faktor. Det er en erkendelsesproces og en udfordring, som driver vores forståelsesværktøjer til bristepunktet, ligesom vi må indse, at den markedsøkonomiske dynamik ikke har indbygget hverken økologisk klarsyn eller bæredygtighedsmæssigt fremsyn, men at det tværtimod kræver voldsomme politiske livtag at få indpodet selv de simpleste bæredygtighedsmæssige hensyn i markedsmekanismerne. Ikke mindst storbyen er i sin nuværende form en tilstand, som ligger langt fra noget bare tilnærmelsesvist bæredygtigt, og vi står således overfor store udfordringer i at finde nye veje for en lang række aspekter af den post-industrielle by.
I det befæstede København var Nørre Kvarter det vestligste af byens kvarterer. Gennem århundrederne er området blevet stadig tættere bebygget, og de grønne elementer, vandløb, haver og træer, kålgårde og kirkegårde, er langsomt, men sikkert blevet fortrængt. Fra at udgøre et sammenhængende hele med spredt placerede bygninger er det grønne således gradvist blevet reduceret til små fragmenterede enklaver med begrænset naturværdi, og den overvejende del af kvarteret er i dag bebygget eller forseglet af et livsfornægtende asfaltlag. Projektet Nørre Kvarters grønne lunger er en undersøgelse af mulighederne for at vende denne udvikling og afdække muligheder for en styrkelse af de grønne elementer selv i den allertætteste bydannelse. Dette vil indebære en lang række fordele for vores bymiljø og livskvalitet, og det har et kolossalt æstetisk potentiale.
De grønne elementer har en vital betydning for, at byen er et sundt og godt sted at være. De renser luften og mildner byens mikroklima. De producerer ilt og akkumulerer overskydende CO2 (kuldioxid) og bidrager dermed positivt til det CO2-regnskab, vi er ved at gøre til målestok for den globale håndtering af miljøspørgsmålet. De beriger byen oplevelsesmæssigt, og ikke mindst spiller de en vigtig rolle i vores psykiske velbefindende. Ydermere kan facadeplanter være med til at holde bygningerne varme om vinteren og kølige om sommeren, samtidig med at de beskytter mod solens og frostens gradvise nedbrydning. Alle overvejelser om en mere bæredygtig by må derfor indebære en styrkelse af de grønne elementer.
Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?
Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.
Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?
Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).
Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.
•I løbet af januar vil der sandsynligvis gradvist vise sig et billede af, hvor forsigtigt, Abe efter en række prøveballoner vil fare frem på energiområdet. Med et valg til overhuset til juli er det mest sandsynlige, at han vil holde lav profil i det mindste indtil efter den tid, for om muligt at gøre kunsttykket fra valget i december efter, at bive valgt ind som A-krafttilhænger af en befolkning, hvor et stort flertal ønsker A-krafteen afviklet. Og vi vil se den i efteråret stiftede sikkerhedsinstans NRA barsle med skitser til stadig flere af de retningslinjer for genstart af Japans nu standsede reaktorer, som efter køreplanen skal lægges endeligt fast senest 1. juli.
Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.
10. januar er det 5 år siden Strøtanker om bæredygtighed så dagens lys, og det er efterhånden blevet til omkring 1.000 indlæg. I 2012 har Strøtanker i snit haft +500 daglige besøgende og omkring 100.000 månedlige sidevisninger, og siden efteråret har mere end 700 dagligt lagt vejen forbi, så til min store glæde bliver bloggen brugt.
Igennem lange perioder har jeg skrevet næsten dagligt på Strøtanker. Men her fra nytår tager jeg hul på et nyt projekt, Byens grønne lunger, som ser på byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen. Så i hvert fald for en tid vil der blive lidt længere mellem indlæggene her på bloggen.
Jeg vil gerne ønske alle et vidunderligt 2013 med det overflødighedshorn af muligheder, indsigter, udfordringer, fredfyldte og lykkelige stunder, som bringer os alle godt videre.
Med sneflokkene vrimlende vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende 2013.
Med klimakonferencen i Doha i erindring må vi indse, at der stadig er ikke bare et emission gap, men nok så meget et ambition gap og et perception gap, og jeg vil ønske for 2013, at jeg selv, mine venner, mine læsere, mine omgivelser og måske ikke mindst mine politikere, at vi i det nye år – hver især og sammen – ser problemstillingerne i øjnene med fornyede kræfter til at komme videre og tage nogle af de konsekvenser, vi hver især kan og står nærmest til at gøre.
For vores allesammens fremtid behøver det. Verden af i morgen tåler simpelthen ikke, at de nuværende mål forfølges – eller at de nuværende udviklingslinjer forlænges.
Først og fremmest er denne julehilsen er dog et ønske om en jul i pagt med vores indre klima. Måske vi gennem at skabe fred i vores indre kan slutte fred med vores omgivelser.
Fra 26. november til 8. december var repræsentanter fra alle verdens lande samlet i Doha, Qatar til COP18, en ny runde af forhandlingerne om en globale klimaaftale. I den forbindelse har jeg løbende fulgt processen her på Strøtanker om bæredygtighed, og det er i løbet af de to uger blevet til en bred vifte af indlæg:
Jeg har sat paper.li-siden 
