Strøtanker om bæredygtighed

I snart adskillige år har synspunkterne rejst sig for og imod Keystone XL olieledningen, som hvis den bliver bygget, vil muliggøre, at store mængder af canadisk tar sands-olie finder vej til det globale marked. Det vil samtidig være en katastrofe for vores chance for at håndtere den globale klimaudfordring, for tar sands-olien er meget energi-intensiv, og til trods for massiv lobby-virksomhed fra den canadiske stat er man i EU tæt på at forbyde tar sands-olien i Europa – ikke fordi det er tar sands eller fordi den kommer fra Canada, men fordi den har det kedelige problem, at for hver kørt km, for hver løftet sæk, for hver opgave, vi løser med tar sands-olien, medfører det omkring 20% mere CO₂ i atmosfæren end almindelig råolie. Den sætter hermed alle effektiviseringsbestræbelser adskillige årtier tilbage, og der er alt i alt rigtig mange gode grunde til ikke at godkende olieledningen. Senest har Goldman Sachs vurderet, at hvis Keystone XL ikke godkendes, så vil den canadiske tar sands-olie ikke være rentabel.

I starten af april sendte 29 af USAs ledende klima- miljø- og sundhedsforskere en fælles henvendelse til Obama-administrationen vedr. Keystone XL i form af en kommentar til den foreløbige supplerende miljøvurdering, EIS (Environmental Impact Assessment), som Obama-administrationen har udarbejdet for Keystone XL-projektet. Jeg har nedenunder medtaget den i sin helhed, da den fint opsummerer problemstillingen og redegør for, hvorfor olieledningen er både unødvendig og katastrofal. Alligevel har det været en meget vanskelig beslutning for Obama-administrationen at tage – ikke fordi det er nogen svær afgørelse: Som videnskabsfolkene påpeger i deres henvendelse, er det eneste rigtige ud fra klimamæssige, miljømæssige og sundhedsmæssige perspektiver ikke at opføre Keystone XL, men fordi der er så voldsomme økonomiske interesser forbundet med alligevel at få blåstemplet olieledningen.

I hele diskussionen for og imod er det faktisk ganske uhyggeligt at se, hvor lidt fremtiden og klimaindsatsen fylder i forhold til små her og nu-problemer. Og det i mine øjne allervigtigste argument, at når vi ved, at op imod 80% af alle kendte fossile reserver ikke kan bruges, hvis vi skal kunne holde verdenssamfundets klimamålsætning om ikke at overskride 2ºC/450 ppm, her slet ikke nogen plads, at det så var rimeligt at vælge ikke at bruge kul, ikke at bruge tar sands-forekomster, ikke at eftersøge nye forekomster og ikke at indlede udnyttelsen i Arktis, hvor risikoen for alvorlige miljøkatastrofer er overhængende, og så til gengæld bruge de sidste 20% målrettet på omstilling til bæredygtige ligevægtssamfund baseret på vedvarende energikilder.

Men her følger de 29 videnskabsmænds henvendelse.

Se tidligere blog-indlæg om Keystone XL: James Hansen: Game Over for the Climate, Opfordring til pensionskasserne, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands, Landskaber under ødelæggelse, Keystone XL update, Tar Sands Oil Extraction – The Dirty Truth, Det 21. århundredes dårligste idé, Canadas klimasvigt, Bill McKibben om kampen for klimaet, James Hansen foran Det Hvide Hus og Bill McKibben om Keystone XL olieledningen.
.

To: U.S. Department of State

Re: Comments From 29 Climate Scientists, Ecologists And Environmental Health Scientists on the Supplementary EIS for the Keystone XL Pipeline Proposal

Date: April 2, 2013

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submittingthe following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

The 29 undersigned climate scientists, ecologists and health scientists are submitting the following comments on the supplementary environmental impact statement on the Keystone XL Pipeline proposal.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for.

While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

We have reviewed the draft Supplemental EIS, and find its assertions to be without merit in many critical areas. Also, it is disingenuous to claim that the revised proposal shortens the pipeline by 509 miles, since the southern portion is being built as a separate project, and the impacts of that portion are not included in this EIS. The full project still extends from more than 300 miles within Canada to the Gulf of Mexico. Furthermore, it is clearly designed to pick up additional heavy crude from the Bakken Marketlink projects in Montana and North Dakota, and these impacts are not adequately accounted for. While we question many aspects of the EIS we are particularly concerned with four issues related to the proposed pipeline: the claim that additional oil is needed in the United States from tar sand production in Canada, contribution to climate change, destructive ecological impacts and adverse human health consequences.

Læs mere »

New York Times bragte 25. maj en artikel med tilhørende plancher,¹ som nærmest brænder sig fast på nethinden. Der findes undersøgelser, som viser, at næringsindholdet i vores forædlede mad alene i løbet af det 20. århundrede er blevet adskillige gange lavere. Men hvis man som Jo Robinson i artiklen i New York Times  sammenligner næringsindholdet i den frugt og de grøntsager, vi kan købe i supermarkedet, med deres vilde ophav, så er det et skræmmende billede på, hvordan forædlingens kunst depraverer næringsindholdet.

I eksemplet herover kan man se, at typiske æblesorter, som man kan købe i supermarkedet, svinger med mere end en faktor 10 i det samlede indhold af plantenæringsstoffer (total phytonutrients). Men hvis man sammenligner med paradisæblerne – som man ikke kan købe, men som står mange steder i haver og parker – så er deres indhold 10-100 gange højere end æblerne i supermarkedet. Og hvis man ser på den vilde forfader, Sikkim-æblet, så har det en næringstæthed, som ligger yderligere fem gange højere. I alt næsten en faktor 500 i forskel mellem Sikkim-æblet og det mest udvandede supermarked-æble.

New York Times bringer en række andre eksempler på, hvordan vores forædlede fødevarer næringsmæssigt ligger langt under deres vilde forfædre, som jeg har tilladt mig at kopiere ind her:

[nggallery id=164]

Hvis man ser på majsen – billede 1 i de klikbare billeder – er indholdet af anthocyaniner (en gruppe plantenæringsstoffer) i den gule majs ikke voldsomt lavere end i de historiske blå og røde typer. Men indholdet falder næsten med en faktor 50 hvis man ser på den hvide majs. Et rent kosmetisk-æstetisk projekt har således katastrofale følger for næringsværdien.

Læs mere »

The International Institute for Sustainable Development, IISD, laver hver dag en lille videorapportage fra forhandlingerne i Bonn. Det er en god måde at få indblik i forhandlingerne på, så jeg har kopieret dem ind herunder – og vil i fortsætte med at tilføje de daglige opdateringer fra de forestående to ugers forhandlinger.

IISD laver også en daglig billedrapport fra Bonn:

Highlights from Monday, 3 June 2013, IISD 03.06.2013.
Highlights from Tuesday, 4 June 2013, IISD 04.06.2013.
Highlights from Wednesday, 5 June 2013, IISD 05.06.2013.
Highlights from Thursday, 6 June 2013, IISD 06.06.2013.
Highlights from Friday, 7 June 2013, IISD 07.06.2013.
Highlights from Saturday, 8 June 2013, IISD 08.06.2013.

Highlights from Monday, 10 June 2013, IISD 10.06.2013.
Highlights from Tuesday, 11 June 2013, IISD 11.06.2013.
Highlights from Wednesday, 12 June 2013, IISD 12.06.2013.
Highlights from Thursday, 13 June 2013, IISD 13.06.2013.
Highlights from Friday, 14 June 2013, IISD 14.06.2013.

I blog-indlægget Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni er der links til artikler op til og omkring forhandlingerne, organiseret dag for dag.

Læs mere »

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO₂-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO₂-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

.
Man kan sige meget skidt om reklamer, men denne lille video, hvor Johann Sebastian Bachs “Jesus bleibet meine Freunde” bliver spillet af en lille kugle på en skov-xylofon, hører til blandt de mere raffinerede – med en beåndet poesi, som ikke kunne være lavet andre steder i verden end i Japan.

Den let asymmetriske touch screen telefon med dens ulasteligt polerede træchassi bliver som en storbyamulet (op)ladet med duften af harpiks og skovbund, lyden af vandets rislen og vindens susen i fyrretræerne og skovenes uudgrundelige ro.

Og i en størrelse som mig, som har levet fire vidunderlige år i landet, vækker sådanne øjeblikke et stærkt savn tilbage. En uudgrundelig æstetisk syntese af fortid, fremtid og urtid.

Se flere pausebilleder.

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I løbet af juni vil vi formodentlig få et klarere billede af, i hvor høj grad atomkraften og energipolitikken vil komme til at præge det forestående valg til overhuset i juli. Ligeledes vil vi nok se den yetablerede atomsikkerhedsinstans NRA blive trukket ind i stærke spændingsfelter efterhånden som de nye sikkerhedsregler får deres endelige form og der kommer afklaring fra stadig flere af Japans atomkriaftværker, om man i sin tid er kommet til at anlægge dem umiddelbart over aktive foldelinjer. Vil regeringen og forsyningsselskaberne acceptere, hvis NRA ender med at vurdere, at kun omkring halvdelen af reaktorerne findes egnede til genstart?

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juni 2013

1. juni – Kære TEPCO (forslag om soldreven dekommissionering) 
2. juni – Nye regler for afvikling af atomreaktorer
3. juni – Store antiatomkraft-demonstrationer søndag 
4. juni – TEPCO finder radioaktivitet i grundvandet
5. juni – Snart har Japan verdens største kapacitet af installeret solenergi

5. juni – NRA på inspektion ved Fukushima Daiichi
5. juni – Abe presser på for genstart af reaktorerne
6. juni – Flere radioaktive lækager ved Fukushima Daiichi
6. juni – Evakueringszonen svinder ind
7. juni – Abe vil fremme også den vedvarende energi

10. juni – 59% uenige i Abes atomkraftpolitik
10. juni – Stadig massiv lokalpolitisk modstand
11. juni – Abe har A-kraft-modstanden på nærmeste hold
12. juni – DeWitt: Hurtig genstart af Japans reaktorer nærmest utænkelig
13. juni – Gassen gået af Abenomics-ballonen?

13. juni – Nye EU sikkerhedsforskrifter for atomkraftværker
14. juni – Langt fra noget drømmejob
14. juni – Fukushimas guvernør ønsker Fukushima fri for A-kraft
15. juni – Afvikling af A-kraften i 2030 fjernet fra den årlige energirapport
16. juni – NRA godkender de to igangværede reaktorer ved Oi-værket

17. juni – Lokal valgsejr til oppositionen (og til A-kraft-oppositionen)
18. juni – NRA frikender jordskælvet som primær årsag til Fukushima-katastrofen
19. juni – Strontium-90 i grundvandet ved Fukushima Daiichi
20. juni – NRA fremlægger nye sikkerhedsforskrifter for japanske reaktorer
20. juni – Abe som A-kraft-sælger

21. juni – NRA åbner dørene for sit nye emergency-center
22. juni – Aktionærer stiller krav om afvikling af atomkraft
22. juni – Radioaktiviteten i maden faldet til en femtedel
24. juni – Stor valgsejr til LDP i Tokyo
25. juni – Amerikansk indblanding i japansk energipolitik

25. juni – Tritium i havet ud for Fukushima Daiichi
27. juni – Alle forslag om afvikling af A-kraft afvist
28. juni – New Komeito til valg på afvikling af atomkraft
29. juni – Asahi Shimbun: Lokalsamfundene bør have mere indflydelse
29. juni – Kashiwazaki-Kariwa-værket på pinebænken

30. juni – LDP øger forspringet

Se Fukushima links for juni 2013.

Læs mere »

Dette flow-diagram giver et ganske godt overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010. I søjlen til venstre kan man se inputtet fordelt på de enkelte energi/forureningskilder. Her udgør de fossile brændstoffer, kul, gas og olie rundt regnet to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser, mens den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er drivhusgasudledninger fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.

Den midterste søjle viser, hvilke sektorer, som bruger de forskellige energikilder. Og de mange pile til venstre giver et billede af, hvor olien, gassen og kullene først og fremmest finder anvendelse.

Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.

Den største sektor er her ‘Industry’, vores fremstillings-virksomhed, alle de ting, som vi producerer til vores dagligdag, vores infrastruktur osv. Her kan man så med meget god vilje se, at af de 29% bliver 6% brugt til ikke-metalliske mineraler, 4,8% til jern og stål osv. Hvis man skal se på, hvordan man mindsker udledningerne herfra, så er det dels gennem effektiviseringer af selve processerne – ofte er den en forsvindende lille del af den samlede energi, som netto går til processen. Dels gennem at omlægge til vedvarende energi – dels ved at afvikle det nuværende konsumsamfund og lave færre men bedre og mere holdbare produkter.

11% af vores udledninger kommer fra bores boliger. Heraf langt det meste fra opvarmning og nedkøling. Det er energiforbrug, som gennem godt design stort set kan elimineres, og gennem isolering mv. af eksisterende bebyggelser kan minimeres. Vores bygninger kan med lidt omtanke indrettes som både aktive og passive solfangere, som netto producerer en vedvarende energi. Tilsvarende ligger der i officielle og kommercielle bygninger et stort energiforbrug, som det er både let og nødvendigt at få udfaset.

Læs mere »

.
Politisk set er USA er i disse år stærkt polariseret, republikanernes indre strid har rykket partiet langt mod højre, hvilket har givet plads til at det er Obama og demokraterne, som har den største appel til midten. Men valgsystemet med et repræsentanternes hus valgt i enkeltmandskredse favoriserer republikanerne. Derfor har de stadig et solidt flertal i kongressen, selvom der ved seneste valg var 5 mio. flere demokratiske end republikanske stemmer. Den politiske debat er stærkt ideologiseret, og der udkæmpes mere eller mindre ideologiserede slag om stort og småt, indvandring, våbenlovgivning, abortlovgivning, sundhedssystemet og ikke mindst vitalt for resten af verden, klimaindsatsen eller – som det indtil nu i alt for høj grad har været – manglen på samme.

Selvom USA har nogle af de mest fremtrædende klimavidenskabsmænd m/k, så er landet stadig fastholdt i begynderspørgsmålene, om der overhovedet er tale om global opvarmning, og om den er menneskeskabt. Ikke fordi videnskabsmændene er i tvivl (se blog-indlægget En overvældende klimakonsensus), men fordi det amerikanske politiske system i den grad har udviklet sig til de økonomiske særinteressers kampplads, at jeg indimellem vægrer mig ved at regne det som et demokrati. Der er mange gange flere fuldtids lobbyister end parlamentarikere, og til forskel fra lobbyisterne, som har al deres tid til at pleje deres særinteresser og for langt de flestes vedkommende har generøse midler i baghånden fra bil- og våbenindustrien, kul-, olie- og medicinalindustrien osv., er parlamentarikernes mest presserende opgave fundraising, fundraising og mere fundraising. Derfor er der opstået et beslutningsklima, hvor ideerne ikke brydes åbent og frit, men man kan købe sig til politisk goodwill og indflydelse dertil, at det i nu snart 30 år lykkedes politiske særinteresser at fastholde tvivlen, om den globale opvarmning er menneskeskabt. Var USA blot en lille bananrepublik, var det til at overse. Men USA er verdens rigeste land, indtil for få år siden verdens største udleder af drivhusgasser, og historisk set stadig den største. Så den amerikanske nølen har været en kolossal bremseklods for det internationale arbejde for en global klimaaftale.

I videoen herover fra 8. maj i år kan man høre Sheldon Whitehouse, demokratisk senator fra staten Rhode Island, gå i rette med en medsenator, som overfor klimaudfordringen defaitistisk har konstateret, at “God won’t allow us to ruin our planet” – at Gud ikke vil tillade mennesket at ødelægge kloden. Den slags magisk besværgelse har ikke noget med nutidig kristendom at gøre. Men den kristne fundamentalisme er stærk i USA, og fra samme front har det også for nylig været fremført, at verdenshavene ikke vil stige, fordi Gud i det Gamle Testamente lovede Noah ikke igen at oversvømme jorden.

Whitehouse er en af klimasagens stærke stemmer i det amerikanske politiske system. Han går her i rette med denne “a tidy up after us God” i  en tale, som nærmest er en vækkelsestale og slutter med en solid bredside til klimafornægterne:

“We need to face up to the fact that there is only one leg on which climate denial stands: money. The polluters give and spend money to create false doubt. The polluters give and spend money to buy political influence. The polluters give and spend money to keep polluting. That’s it. That’s it. Not truth, not science, not economics, not safety, not policy, and certainly not religion, nor morality. Nothing supports climate denial. Nothing except money. But in Congress, in this temple, money rules; so here I stand, in one of the last places on Earth that is still a haven to climate denial.

In our arrogance, we here in Congress think that we can somehow ignore or trump Earth’s natural laws, laws of chemistry, laws of physics, laws of science, with our own political lawmaking, with our own political influence. But we’re fools to think that. The laws of chemistry and the laws of physics neither know, nor care, what we say or do here. So we need to wake up. We need to walk not in the counsel of the wicked, nor sit in the seat of scoffers, but with due humility awaken to our duty and get to work. Because here on Earth, God’s work must truly be our own.”

Se tidligere blog-indlæg tagged USA / klimafornægtelse.

EU har en overordnet klimamålsætning, som sigter mod i 2050 at have nedbragt sine CO₂-udledninger ned med 80-95% i forhold til udledningerne i 1990. Yderligere har man en mere detaljeret målsætning om at nå en 20% reduktion i 2020. Det kan derfor synes lidt tidligt, men processen med at afklare EUs målsætning for 2030 er allerede i fuld gang. Således blev der i marts fremlagt et forslag, som frem til juli er til diskussion, at EU i 2030 skal være nået 40% under niveauet i 1990.

Når det er vigtigt at få på plads nu, så er det for at EU i FNs forhandlinger kan fremstå med klart definerede klimamål, som kan nå at komme med i den store globale klimaaftale, som efter den køreplan som blev vedtaget på COP17 i Durban skal være forhandlet færdig til vedtagelse ved COP21 i Paris i december 2015.

Det kan lyde af en del at gå fra 20% til 40% på 10 år, men med den nuværende udvikling vil EU sandsynligvis allerede i 2020 være 27% under udledningerne i 1990, så man burde løfte overlæggeren til 50%.

Måske er man også nødt til at indse, at EU ikke er nogen homogen blok, men at man hvis EUs klimamål skal være en optimal ansporing for alle medlemslande, må kunne håndtere graduerede indsatser. Så måske et land som Polen, som har en tung kuløkonomi at transformere,  kunne “nøjes med” 40%, mens rigere og mere teknologisk avancerede lande som Tyskland, England, Frankrig, Holland, Belgien, Sverige og Danmark, kunne rykke op i en anden klasse, hvor omstillingen kørte i højere gear og ambitionsniveauet skulle op på 50% eller mere for at være fuldt udfordret. Det vil klart kræve flere investeringer, men det vil samtidig være det, som gør, at disse lande også om 10 og 20 år ligger i førerfeltet.

Med det vi i dag ved om klimaet, så er selv en klimaindsats, som bringer EU ned på 20% af 1990-niveauet i 2050, ikke tilstrækkeligt – EU skal helt ramme de 5% eller ligefrem CO₂-neutralitet. Og med det vi ved fra den danske klimakommission, var det muligt at have alle fossile brændsler udfaset allerede i 2040.

Læs mere »

Med Hu Jintaos nylige tilbagetræden har Kina fået nye kræfter i sin allerøverste ledelse. Noget af det første, det nye styre stod overfor, er luftforureningen, som denne vinter har været værre end nogensinde og i flere måneder har ligget helt oppe i det røde felt. Luftforureningen er således et yderst håndgribeligt billede på, at Kina er kommet til et sted i sin udvikling, hvor det ikke blot er udvikling for enhver pris, hvor prisen for blot at fortsætte ufortrøden vil have uoverskuelige menneskelige konsekvenser. Det nye styre har derfor lanceret en vision om at udvikle en ‘økologisk civilisation’.

Tilbage i 2008 gav Kina udtryk for, at man fra 2012 var klar til at indgå i en anden fase af Kyoto-aftalen, hvis alle de store udledere kom med. Men det gled hurtigt i baggrunden, også fordi USA end ikke har overvejet det, og en række lande som Rusland, Canada og Japan er endt med at sige fra.

Kina har da også siden været meget utilbøjelig til at indgå absolutte reduktionskrav, men har i stedet sat ganske snærende målsætninger for energieffektiviseringer, at man vil kunne lave mere og mere med mindre og mindre energi. Så selvom udledningerne har fortsat med at stige i et foruroligende tempo, så var det gået endnu hurtigere, hvis man blot havde fortsat helt ureguleret.

Nu er det som om signalerne igen vender rigtigt. Man er i en række provinser allerede i gang med forsøgsordninger, hvor der lægges en CO₂-afgift på i udgangspunktet 10 yuan (~9 kr.) pr. ton CO₂. Og det forlyder nu, at man allerede fra 2016 (næste femårsplan) vil søge at etablere et landsdækkende kvotesystem. De seneste beregninger tyder således på, at Kinas udledninger vil kulminere i 2025 og ikke som hidtil antaget i 2030.

Det kan man sige meget for og imod – de kinesiske udledninger per indbygger er allerede i dag på højde med EUs, og selvom man kan argumentere med en form for historisk retfærdighed, så kan man håbe, at der i Kina opstår en forståelse af, at man i den udstrækning man påkalder sig denne “historiske ret” begår en kolossal uret overfor fremtiden.

Læs mere »