Strøtanker om bæredygtighed

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I juli vil der udfolde sig to meget forskellige kampscener omkring atomkraftens fremtid i Japan. Den ene er valget til overhuset 21. juli, hvor LDP sammen med koalitionspartneren New Komeito står til at få et stort flertal og dermed at kunne sikre sig en meget stærk politisk position i de kommende år. Man har således det klare paradoks, at en japansk befolkning, som ønsker A-kraften afviklet, synes at vælge en stærkt pronuclear politisk ledelse. Samtidig vil den nye sikkerhedsinstans NRAs nye regelsæt træde i kraft 8. juli, og de langsommelige processer med én for én at få de mange nu standsede reaktorer sikkerhedsgodkendt kan endelig gå i gang. Der er kolossale summer på spil, og med den iver, permierminister Abe på det seneste har vist for at promovere den japanske A-kraft-industri på den internationale scene og få genstartet reaktorerne hurtigst muligt, må man formode, at denne proces vil komme under pres for ikke bare for enhver pris at søge den ultimative sikkerhed, men hurtigst muligt at få genstartet Japans halvt hundrede nu standsede reaktorer.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2013

1. juli – Tid for setsuden – sommerens energi-sparekampagnerne
2. juli – Ikke råd til at lukke reaktorerne
3. juli – TEPCO søger om igangsættelse af Kashiwazaki-Kariwa
4. juli – Interview med arbejdere ved Fukushima Daiichi
4. juli – Valgkampen til overhuset skudt i gang

5. juli – Fukushima-katastrofen en invitation til terror
6. juli – TEPCO trækker ansøgning om genstart af Kashiwazaki-Kariwa tilbage
6. juli – Ingen planer om at opgive reaktorer
7. juli – Det vedvarende energiboom allerede i vanskeligheder
8. juli – Protester mod genstart af reaktorer

8. juli – NRAs nye regler træder i kraft
9. juli – NRA må forholde sig til risikoen for mange reaktorer på ét sted
9. juli – Store udsivninger fra Fukushima Daiichi-værket
9. juli – Sommervarmen tager til
10. juli – Masao Yoshida død

11. juli – De politiske partier om A-kraftens rolle
12. juli – Mindre A-kraft på verdensplan
12. juli – JAPC tager til genmæle om Tsuruga-værkets reaktor 2
13. juli – Ansøgning om genstart af yderligere to reaktorer
14. juli – Sandsynligvis stadige radioaktive udsivninger fra Fukushima Daiichi

16. juli – Kan lægger sag an mod Abe
16. juli – NRA indleder godkendelsesprocesserne
17. juli – Muterede grøntsager
18. juli – NRA checker undergrunden ved Monju-reaktoren
18. juli – Damp fra reaktor 3 ved Fukushima Daiichi

18. juli – Tilliden til A-kraften kan ligge på et lille sted
18. juli – Amerikanske reaktorer svært ved at klare konkurrencen
19. juli – Asahi leder: JAPC bør lukke alle sine tre reaktorer
19. juli – Retssag på vej mod Mitsubishi
19. juli – TEPCO øger antallet af arbejdere med forhøjet kræftrisiko 11 gange

20. juli – Valg til overhuset i morgen
21. juli – Valgsejr til … Abenomics
22. juli – Energipolitikken efter 21. juli
22. juli – TEPCO vedgår, at Fukushima-værket lækker radioaktivitet i havet
23. juli – Kun 25% af de valgte finder A-kraften nødvendig på langt sigt

24. juli – Naoto Kan ekskluderet fra DPJ
24. juli – NRA afviser ansøgning om genstart for seks reaktorer
24. juli – Pris: op til 350 mia. kr. for at rydde op efter Fukushima-værket
25. juli – Mere damp og forøget stråling fra reaktor 3
26. juli – NRA har formodning om aktiv foldelinje ved Higashidori-værket

26. juli – NHK om ét år efter Kurokawa-rapporten
27. juli – Voldsomme reaktioner på TEPCOs fortielser
27. juli – Time to take over Fukushima Daiichi?
28. juli – Nye undersøgelser ved Oi-værket
30. juli  – Tysk reduktion af A-kraft (kun) 80% kompenseret af vedvarende energi

30. juli – Izumida blokerer for ansøgning om genstart for Kashiwazaki-Kariwa
31. juli – TEPCO should never be allowed to handle nuclear energy

Se Fukushima links for juli 2013.

Læs mere »

.
I sin ugentlige tale til amerikanerne fortsatte Obama, hvor han slap ved sin klimatale ved Georgetown University i tirsdags. Som man kan se i videoklippet herover, fortæller han stille og roligt, præcist og indtrængende, at dette var nødvendigt, dette var fremtiden, og at det ikke bare var noget, regeringen kunne gøre alene, men at det krævede, at alle støttede op om det. Så han opfordrede alle til at italesætte problemet.

Jeg kunne have ønsket mig, at han havde gjort dette allerede i 2008 eller 2009 – eller i 2010, da det stod klart, at der ikke ville komme nogen klimalovgivning igennem Kongressen. Men … bedre sent end aldrig. Og man må sige, at han har forberedt dette rimelig grundigt. Man fornemmer en forståelse af klimaudfordringen, som ligger langt over, hvad der er almindeligt for politikere. Faktisk er der ikke ret mange andre af verdens statsledere, som ville kunne holde en sådan tale.

Og han får brug for sin indsigt. For selvom den klimaplan, han har fremlagt, er sammensat af initiativer, som går uden om Kongressen og dens klimafornægtende republikanske flertal, så er der ingen tvivl om, at hans klimaudspil vil støde på rigtig mange knaster.

Der har allerede rejst sig en storm af protester over hans “war on coal”, og Repræsentanternes Hus er i fuld gang med at fratage allerede vedtagne vedvarende energiprojekter deres finansiering. Så hvor Obama med sin beslutning i 2009 om for en tid at bøje af overfor klimafornægtelsen har givet plads for mange viltre påstande, så har Obama med fremlæggelsen af sin klimaplan i tirsdags talt den fossile lobby midt imod (se blog-indlægget Obamas klimaplan).

Se øvrige blog-indlæg om Obamas fremlæggelse af klimaplanen: Obama varmer op til klimaindsats, Obamas klimaplan, Obama om Keystone XL, samt Obama følger op.

Se blog-indlæg tagged Barack Obama, Keystone XL, USA.

Josh Lederman: Obama Talks Climate Change In Weekly Address: ‘I’ll Need You To Act’, (video), Huffington Post, 29.06.2013.

Claire Thompson: House responds to Obama’s climate plan with an offshore drilling plan, Grist 29.06.2013.

Op til Obamas klimatale i tirsdags var der givet det indtryk, at han på ingen måde ville komme ind på et af de mest centrale sprøgsmål i det seneste års amerikanske klimadebat, om USA skal tillade opførelsen af Keystone XL olieledningen, som vil kunne føre mere end 800.000 tønder tar sand-olie om dagen fra Alberta til Texas, hvor den vil blive raffineret og udskibet til det globale marked. Men i Georgetown talte han faktisk i halvandet minut derom, og nåede så at sige at repolarisere debatten.

Der har i de sidste snart to år været talt meget om Keystone XL i forhold til antallet af arbejdspladser, miljøødelæggelser, energisikkerhed og det vanvittige i på en gang at totalrasre et skovlandskab på størrelse med Frankrig og at medvirke til at gøre verdens mest snavsede olie tilgængelig på verdensmarkedet. Men Obama fik med sin tale præciseret, at det afgørende for hans godkendelse af keystone XL var, om rørledningen øgede klimapåvirkningen markant.

Obamas ord var som følger:

Our energy strategy must be about more than just producing more oil. And, by the way, it’s certainly got to be about more than just building one pipeline.

Now, I know there’s been, for example, a lot of controversy surrounding the proposal to build a pipeline, the Keystone pipeline, that would carry oil from Canadian tar sands down to refineries in the Gulf. And the State Department is going through the final stages of evaluating the proposal. That’s how it’s always been done. But I do want to be clear: Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward. It’s relevant.

Jeg hørte det umiddelbart som om, at han hermed sagde, at Keystone XL aldrig bliver til noget – ud fra en forudantagelse af, at Keystone XL er dybt problematisk for den globale klimaindsats, da den muliggør, at enorme forekomster af den mest snavsede (og CO₂-holdige) form for olie bliver lukket ud på verdensmarkedet. Men en række iagttagere har hørt det pæcist modsatte, at Obama på den baggrund ville kunne godkende Keystone XL. Der foreligger da også på nuværende tidspunkt en miljøredegørelse, som har været kritiseret sønder og sammen, fordi den slet ikke har fat om problemrnes kerne. Den konkluderer, at klimapåvirkningen ikke vil øges ved anlæggelsen af Keystone XL-rørledningen – men det har efterfølgende vist sig, at den er skrevet af en gruppe mennesker med tæt tilknytning til canadiske olieinteresser og betragtes i dag som kassabel.

Læs mere »

.
Her til aften dansk tid fremlagde Obama sin klimaplan ved en tale ved Georgetown University: “The question is not whether we need to act,” sagde han: “The question is whether we will have the courage to act before it’s too late.” Som sædvanligt er han sublimt veltalende, og har får faktisk på lidt under en time givet en ganske klar analyse af, hvorfor det er en god beslutning for USA at gå målrettet ind i en omstillingsøkonomi.

Selve klimaplanen blev frigivet tidligere på dagen – et 21 sider langt dokument, som kan downloades herfra. Og talens fulde transskription kan læses her.

Obamas klimaplan sætter ind på en lang række områder:

• Directs the EPA to issue draft emission rules for existing power plants by June 2014, to be finalized by June 2015.
• Asks the EPA to “work expeditiously” on finalizing rules for new power plants that the agency issued in March 2012.
• Pledges that the federal government will draw 20 percent of its power from renewable sources by 2020.
• Sets a goal of permitting an additional 10 gigawatts of renewable energy on public lands by 2020.
• Sets a goal of putting 100 megawatts of renewable energy on federally subsidized housing by 2020.
• Creates a new, $8 billion loan guarantee program for advanced fossil fuel projects at the Department of Energy.
• Directs the EPA and the Department of Transportation to work on fuel economy standard for heavy-duty trucks, buses, and vans for after 2018.
• Sets a goal of cutting at least 3 billion tons of carbon pollution by 2030 through improvements in energy efficiency standards.
• Calls for an end to US funding for fossil fuel energy projects overseas unless they include carbon capture technology.

Læs mere »

Et forskerteam ved Sharp Corporation har netop sat ny verdensrekord for solcelle-effektivitet med en solcelle, som er i stand til at omdanne 44,4% af den indstrålede solenergi til elektricitet, hvilket er en bedrift, som ingen rigtig forestillede sig mulig for blot få år siden.

Men det som virkelig greb mig derved, var nedenstående diagram fra NREL (National Renewable Energy Lab, USA), som dels giver et tankevækkende billede af, hvor mange forskellige solcelleteknologier, som der i disse år udvikles på, dels viser hvordan den rivende teknologiske udvikling på solcelleområdet gør, at der til stadighed sættes nye rekorder i solcellernes effektivitet – dvs. hvor meget af det lys, som rammer en given solcelle, som omdannes til elektricitet.

Læs mere »

.
I går frigav Obama ovenstående video, hvor han forbereder amerikanerne på en tale tirsdag eftermiddag ved Georgetown University (25.06.), hvor han vil fremlægge sin klimaindsats. I videoen siger Obama:

This is a serious challenge – but it’s one uniquely suited to America’s strengths.

We’ll need scientists to design new fuels, and farmers to grow them. We’ll need engineers to devise new sources of energy, and businesses to make and sell them. We’ll need workers to build the foundation for a clean energy economy. And we’ll need all of us, as citizens, to do our part to preserve God’s creation for future generations – our forests and waterways, our croplands and snowcapped peaks.

There’s no single step that can reverse the effects of climate change. But when it comes to the world we leave our children, we owe it to them to do what we can.

So I hope you’ll share this message with your friends. Because this a challenge that affects everyone – and we all have a stake in solving it together. I hope to see you Tuesday. Thank you.

Ikke nogen dybtgående analyse, ikke nogen bebrejden nogen noget, ikke nogen tøven, blot en konstateren af, at kræver alles medvirken og at det er nu – at vi skylder vores efterkommere at arbejde sammen om at møde denne udfordring.

Vi skal nok heller ikke forvente det helt store fra Obamas side. Hans muligheder for at lave en radikal klimaindsats, som peger frem mod et fossilfrit USA, er lige nu er stærkt begrænsede. Det republikanske flertal i kongressen, som er domineret af en skinger klimafornægtelse, vil i den nuværende situation modsætte sig alt, som har med klimaindsats at gøre. Obamas klimapakke vil derfor være sammenstykket af en vifte af små indsatser, som han kan iværksætte uden om kongressen. Det står også nogenlunde klart, at et af de vigtigste elementer bliver en regulering af udledningerne fra de eksisterende kulkraftværker.

Sandsynligvis vil den klimaindsats, Obama introducerer, samlet set være tilstrækkelig til at nå den besparelse på 17% i forhold til 2005, som han lovede i København i tiden efter COP15. Og det vil sikkert blive frembåret som en betydelig klimaindsats. Men i 2005 lå udledningerne i USA markant over udledningerne i 1990, som normalt regnes som basisår. Disse 17% vil derfor kun lige akkurat bringe niveauet tilbage omkring det samme som det var i 1990 – hvor verdenssamfundet ved Earth Summit i Rio de Janeiro i 1989 aftalte at iværksætte en proces for at imødegå klimaudfordringen.

Set i lyset af den samlede globale situation og det ambition gap, som senest det Internationale EnergiAgentur har opridset (se blog-indlægget IEA: 2ºC målsætningen stadig mulig), så er en amerikansk indsats i denne størrelsesorden alt andet end ambitiøs.

Det ved Obama godt, for han er omringet af begavede rådgivere, som fuldt ud forstår udfordringens omfang. Men en egentlig klimaindsats, som Obama lovede ved sin tiltræden i 2008, skulle han set i bakspejlet have lavet i de første to år af sin regeringstid, hvor han havde flertal i begge kamre. For som det ser ud nu, er det ikke sandsynligt, at han genvinder flertallet i kongressen ved det næste valg hertil i 2014.

Læs mere »

Dette billede er taget ud fra mit vindue i Larslejsstræde kl. 4 i morges, hvor det tætte låg af regnskyer for en stund magisk åbnede sig for en morgenrøde med en dybtglødende intensitet, som jeg ellers kun har oplevet i troperne.

En magisk stund midt i Middelalderbyen – ingen biler, ingen fulderikkers bevidstløse skrigen, ingen vejarbejder eller skramlende feje- eller skraldebiler. Kun solsortens, musvittens og bogfinkens jublende lovprisning af en ny dags begyndelse til at understrege stilheden i morgenrøden.

Blot et par hundrede meter fra party-zonen, hvor diskotekerne pumper i hormonerne, neonskiltene besværger mørket og alkoholen giver nogle få timers højlydt frisættelse inden tømmermændene sætter ind.

Fortalerne for denne urbane festkultur, som år for år støjer stadig mere og respekterer beboerne og deres nattesøvn og velbefindende stadig mindre, siger, at man må flytte på landet, hvis ikke man kan tåle mosten. Men på en sådan morgen tænker man, af det måske var dem, som ikke kan høre stilheden og synke ind i den, som skulle flytte på landet.

Fornemmer lidt det var noget i den retning, solsorten prøvede at sige.

Som den schweiziske filosof Max Picard sagde: “Intet har forandret menneskets natur så meget som tabet af stilhed.”

Men er stilheden endelig tabt, eller kan vi lære igen at træde stille på denne klode?

Faldt i dag i Ingeniøren over en omtale af en undersøgelse, hvor danske forskere har lavet en undersøgelse af 535 ældre grønlændere, hvor man fra blodprøver havde målt forekomsten af to inflammationsmarkører, YKL-40 og hsCRP, i blodet. Og til deres store overraskelse fandt forskerne, at den del af disse mennesker, som spiser en typisk fangerkost med masser af fisk, hval og sæl, havde en højere forekomst af to markører, end de grønlændere, som spiste en mere ‘moderne’, importeret mad – og dermed teoretisk en højere risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Så vidt så godt. Men ifølge Jyllandsposten går undersøgelsens forskere videre:

“Undersøgelsen gør op med den udbredte antagelse, at man skal have ‘fisk på recept,’ mener forskerne, der peger på, at den nye viden giver anledning til at overveje kostrådene om fisk.”

Og lederen af forsøget Stig Andersen fortsætter: “Selvom der i de sidste 40 år er lavet utallige undersøgelser om fiskeolies forebyggende virkning på blodpropper i hjertet, er der aldrig fundet et entydigt bevis på, at det har en effekt. Måske er det her med, at fede fisk beskytter mod hjertekarsygdom en skrøne.”¹

Forskningsartiklen er ikke tilgængelig i sin helhed, men abstractets konklusion lyder:

“Biomarkers of inflammation vary in parallel with the intake of traditional Inuit diet. A diet based on marine mammals from the Arctic does not reduce inflammatory activity and it may be speculated that markers of inflammation reflect the disease rather than the cause of the disease.”²

Her er der således slet ikke tale om indtag af fisk, men af havpattedyr, så man må undre sig over, at artiklen sælges som et opgør med ‘fordommen’ om, at fisk er sundt.

Måske der ikke var fisk på menuen på den dag, hvor blodprøven blev taget, eller måske først til aftensmaden, efter at blodprøven blev taget. Og det lyder for så vidt plausibelt, at massive mængder af sæl- og hvalkød giver større forekomst af inflammationsmarkører, ligesom indtag af landgående kød ville gøre det. Samtidig kunne man formode, at når der er højere forekomst af inflammationsmarkører for de mennesker, som spiser mere af den traditionelle inuit-diæt, så hænger det sammen med, at den indeholder mindre frugt og grønt, og mere sværtfordøjeligt kød end en mere ‘moderne’ grønlandsk diæt med dens større andel af importeret mad.

Læs mere »

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »

Dette indlæg er stadig kun under udarbejdelse …

En af de få ting, man lykkedes at blive enige om ved COP15 i København, var en målsætning om at søge at standse verdens udledninger af CO₂ inden 450 ppm for at sikre, at den samlede globale temperaturstigning siden industrialiseringens start holdt sig under 2ºC. Men man nåede ikke i København bare nærmet sig, hvordan man ville nå dette mål. Og de frivillige indberetninger, som man aftalte i de følgende månderer at indberette, sikrede på ingen måde denne målsætning. Tværtimod tegnede det et billede af, at verdens lande slet ikke forstod deres ansvar i forhold til den samlede situation, for med de indrapporterede klimaindsatser viste The Climate Scoreboard, at vi i år 2100 ville have en gennemsnitlig global temperaturstigning på 3,9ºC, hvor vi ved business as usual vil nå op på en gennemsnitlig global temperaturstigning på 4,9ºC i år 2100.

Billedet har ikke ændret sig meget siden da. Enkelte lande har styrket deres indsats, mens ganske mange andre lande har slækket på deres klimaindsats, og en række store udviklingslande har i mellemtiden fortsat på fuld kraft med at opføre nye kulkraftværker, så verdens udledninger er stadig stigende, og The Climate Scoreboard viser i dag 4,1ºC. Der er således lang vej til en klimaindsats, der som verdens lande er enedes om vil kunne holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2ºC – for ikke at tale om de blot 1½ºC, som stadig flere lande og forskere mener, det er nødvendigt at stramme målsætningen til, hvis vi skal undgå mere alvorlige klimaforandringer med varige beskadigelser af de økosystemer, som er forudsætningen for ikke bare biodiversiteten, men vores egen eksistens.

Selvom det glippede i København, så kom der i FNs forhandlingsfoløb igen ansatser til en global klimaaftale ved COP18 i Durban, og ifølge “The Durban Platform” skal der foreligge en færdigforhandlet aftale i 2015 med effektuering fra 2020. Hvorfor de 5 års udsættelse, når først man er blevet enige om at gøre en global indsats, er en af verdenshistoriens store gåder, men det er den politiske virkelighed.

Verdens udledninger stiger stadig – i sidste måned nåede atmosfærens koncentration af CO₂ for første gang i 6-800.000 år over 400 ppm (se blog-indlægget CO2-koncentrationen når 400 ppm) og den stiger lige nu med mere end 2 ppm pr år, så vi står med den nuværende stigningstakt til at ramme de 450 ppm inden for 20-25 år.

Hvis vi fortsætter som nu, vil vi ved den globale klimaaftales ikrafttræden i 2020 udlede omkring 56 gigaton CO₂. Men hvis vi vil have en chance for at klare målsætningen om 450 ppm/2ºC, bør vi ifølge en ny rapport fra IEA, som blev fremlagt i forbindelse med klimaforhandlingerne i Bonn i disse dage, ikke være højere end 44 gigaton CO₂.

Det internationale energiagentur IEA har da også de seneste år lavet en årlig rapport, hvor man søger at kortlægge dette ‘ambition gap’ og anviser måder, hvorpå det kan lukkes.

Læs mere »