Strøtanker om bæredygtighed

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

I løbet af juli har jeg lavet en serie målinger af koncentrationen af ultrafine partikler i Torvegade, hvor jeg for hver af måledagene målte ni forskellige steder for at belyse, hvordan partikelforureningen fordeler sig i gaderummet. Yderligere startede jeg hver dag med at måle i Bibliotekshaven på Slotsholmen, for at have en baggrundsmåling, hvor den direkte påvirkning fra trafikken var lille. Bibliotekshaven havde fungeret fint som baggrundsmåling for en række målinger før, under og efter Cykel-VM i 2011, da jeg sidst havde gang i partikelmåleren, men sådan var det tydeligvis ikke denne gang – det var klart fra første dag, at der var noget, som var meget anderledes.

For overhovedet at have et baggrundsniveau lavede jeg derfor løbende under målingerne optegnelser over niveauet for den reneste luft, plus at jeg efter den sidste måling på Amagerbro gik med partikelmåleren langs Stadsgraven mod nord og mod syd for at se, hvor ren luften kunne blive til hver side, når man kom ud af ‘skyggen’ fra trafikken på Torvegade. Og så lovede jeg mig en dag med godt målevejr at ville prøve at finde ud af, hvad det var som gjorde, at luften på Slotsholmen ikke var nær så ren som i september for to år siden – og den dag var i dag. Jeg havde mine klare mistanker, som i dag er blevet bekræftet, og jeg tænkte, at jeg her ville dele nogle af dagens iagttagelser og overvejelser efter at have været i byen med en ultrafin partikelmåler.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Efter at LDP 21. juli sikrede sig et komfortablet flertal også i overhuset, vil vi august sandsynligvis se Abe forfølge sin A-kraft-venlige erhvervs- og energipolitik langt mere direkte og med langt mindre omsvøb, end han har gjort indtil nu. Spørgsmålet er, om han vil kunne lade være med at blande sig i processerne omkring genstarten og lade dem udfolde sig på egne præmisser. 

Vi vil måske også se NRAs godkendelsesproces nå dertil, at den må afklare en række ‘svære’ problemstillinger, hvor for eksempel det at fastholde, at der er aktive foldelinjer i undergrunden under en given reaktor, får den direkte konsekvens, at pågældende reaktor ikke kan genstartes.

I lyset af de seneste måneders mange småproblemer ved Fukushima Daiichi og TEPCOs stadige fortielser af situationens alvor er der en stadig mere udbredt mistillid til TEPCOs evne til at varetage opgaven at rydde op og få situationen bragt definitivt under kontrol. Det kunne meget let føre til en reorganisering af indsatsen, hvor TEPCO enten direkte bliver frataget ansvaret for dekommissioneringsarbejdet ved Fukushima Daiichi, eller at man fik lavet en situation, hvor i det mindste der var så mange eksterne instanser direkte involveret, at de strategiske beslutninger blev taget på en helt anderledes klart og åbent grundlag end i dag.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser august 2013

1. august – TEPCO fremviser overskud for 2. kvartal 2013
2. august – Fukushima Blues: En dagligt opdateret nyhedsside
2. august – Nye prisstigninger
3. august – EDF opgiver amerikansk A-kraft
3. august – Slagsmål om A-kraften på Taiwan

3. august – 2007-jordskælv 2,5 x mere end Kashiwazaki-Kariwa er bygget til
4. august – TEPCOs barriere formår ikke at standse den radioaktive udsivning
5. august – NRA erklærer Fukushima Daiichi i undtagelsessituation
6. august – Hiroshima-bomben 68 år
7. august – Guvernør: Staten må overtage arbejdet ved Fukushima Daiichi

7. august – TEPCO kan ikke løfte økonomien bag grundvandssikringen
8. august – Opfordring til NRA: Brug kræfterne på Fukushima Daiichi
9. august – Ingen retssager mod Naoto Kan og TEPCOs ledelse
9. august – Mindestund i Nagasaki
10. august – Barsebäck

11. august – TEPCO hemmeligholdt enorme grundvandsstrømninger
12. august – Sydkoreansk energimangel efter reaktorlukninger
12. august – TEPCO øger kulafbrændingen
14. august – Nuklear mikado ved reaktor 4
15. august – Krav om forhøjede diger ved Takahama-værket

15. august – NRA godkender dekommissioneringsplan for Fukushima Daiichi
16. august – LDP-udvalg: Ikke flere reaktorer før affaldsproblemet er løst
20. august – Undergrunden under Oi-værket frikendt
20. august – Nye lækager af radioaktivt vand ved Fukushima Daiichi
20. august – Om undergrund og vandstrømning ved Fukushima-værket

21. august – Fiskere overvejer at acceptere udledning af rent grundvand
21. august – NRA hæver klassifikationen til level 3 efter de seneste lækager
21. august – Flere Fukushima-børn får kræft i skjoldbruskkirtlen
21. august – Risiko for alvorlig atomulykke voldsomt forøget
22. august – Kystfiskerne indstiller fiskeriet på ubestemt tid

23. august – Sorry, sorry, sorry
23. august – Fukushima-krisen stadig sværere for Abe at komme udenom
23. august – Yoshida mindet
24. august – IAEA alvorligt på afveje
24. august – Fransk foto(sur)realisme: ‘Bad Dreams’

25. august – TEPCO: Flere selvforskyldte problemer
26. august – Stadig ingen japansk klimamålsætning
26. august – Ex-premierminister Koizumi: toward zero nuclear power
29. august – NRA: Fukushima-lækage hævet til risiko-niveau 3
29. august – Hirohiko Izumida: Regeringen må træde til

31. august – Skjoldbruskkræft stigende efter indførelse af A-kraft

Se Fukushima links for august 2013.

Læs mere »

.
Ved Obamas nylige klimatale var det forventet, at han ville gå uden om spørgsmålet om Keystone XL, som i de seneste år har været et af klimaindsatsens store fokuspunkter. Men tværtimod gjorde han det klart, at det ikke bare var et spørgsmål om arbejdspladser eller sikkerhed i energiforsyningen, men at Keystone XL først og fremmest ville blive vurderet på dens klimapåvirkning og kun ville blive godkendt, hvis det ikke førte til øget klimabelastning (Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL og Obamas klimaplan).

NRCD, Natural Ressources Defence Council, har derfor lavet en analyse af Keystone XLs klimapåvirkning, som i går blev fremlagt ved National Press Club i Washington. Den gør det klart, at Keystone XL over en 50-årig periode vil øge CO₂-udledningerne med rundt regnet 1 mia. ton CO₂ (0,9-1,2 mia. ton CO₂) – hvilket rundt regnet er 20 mio. ton CO₂ om året. Heri er ikke indregnet de ganske betydelige udledninger af drivhusgasser fra den totalrydning af oprindelige skovlandsskaber, som går forud for indvindingen af Albertas tar sands olie, og som hvis det står til de canadiske myndigheder over tid kan totalrasere et naturområde på størrelse med Frankrig.

Der er således tale om en betydelig stigning i CO₂-udledningerne, som må betyde, at Obama, hvis han står ved hvad han sagde ved sin klimatale, nødvendigvis må afvise Keystone XL.

Den instans under Det Hvide Hus, som står for godkendelsesprocessen, har tidligere fået lavet en redegørelse for Keystone XLs klimapåvirkning, som kom til den konklusion, at rørledningen ikke ville øge klimabelastningen (da olien så blot ville finde andre veje). Den er blevet kritiseret stærkt, ikke mindst efter at det kom frem, at den var udarbejdet af en enhed med nære bånd til de selskaber, som står for udvindingen af den canadiske tar sands-olie.

Virkeligheden er, at tar sands-olien ikke bare er særdeles svinsk at udvinde, men også ganske kostbar, så i en tid, hvor vedvarende energi bliver stadig billigere og USA i stor stil fracker en gas som er langt billigere, så der er en rimelig chance for, at den ikke er rentabel at udvinde, hvis transporten til raffinaderierne i det sydlige USA bliver fordyret.

Samtidig arbejder Connie Hedegaard på en EU-lovgivning som vil hindre tar sands-olien i at komme ind på det europæiske marked på grund af dens høje CO₂-niveau. Der er således en udvikling på vej, som med lidt held gør, at det meste af tar sands-olien bliver liggende, hvor den skal, under Albertas udstrakte skovlandskaber.

I videoen kan man høre Susan Casey-Lefkowitz fra NRDC, Bill McKibben fra 350.org; Steven Anderson, som har været militærlogistiker i Irak, Anthony Swift, som er NRDC-advokat samt Kate Colarulli fra Beyond Oil-kampagnen.

Se tidligere blog-indlæg: Obama om Keystone XL, Obamas klimaplan, Klimaforskere: Keystone XL dårlig for klima, miljø og sundhed, James Hansen: Game Over for the Climate, Garth Lenz: The true cost of oil, To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands og Landskaber under ødelæggelse.

Se blog-indlæg tagged Keystone XL.

Susan Casey-Lefcowitz: Keystone XL Fails President Obama’s Climate Test, Huffington Post 23.07.2013.

Gennemgående har de globale klimaforhandlinger ikke den store plads i de danske medier – og slet ikke her flere måneder forud, selvom det ofte er indimellem de store samlinger, at de store spørgsmål er i bevægelse. Jeg har derfor oprettet dette blog-indlæg, som løbende vil blive opdateret til artikler, kommentarer mv. som tilsammen forhåbentligt kommer til at tegne scenen for den forestående COP19 i Warszawa 11.-22. november i år.

Det er jo ikke fordi klimaspørgsmålet og forhandlingerne om en global klimaaftale ikke er interessante, og vi så med COP15, som foregik i København, at det godt kunne lade sig gøre at finde pladsen og ressourcerne. Men det synes gennemgående at være vanskeligt at få en størrelse som de globale klimaforhandlinger passet ind i de gængse nyhedskriterier, så den smule, som endelig bliver rapporteret, er ofte personfikseret og overfladisk, helt uden det nødvendige perspektiv, som kunne gøre den lille detalje væsentlig for det store billede.

Måske hovedforhandlingerne i sig selv er lidt kedsommelige. Det kræver en særlig tålmodighed at høre alle verdens lande bedyre, hvor meget de gør for klimaet – ikke mindst, når man ved at mange af dem i virkeligheden laver rigtig meget grams i atmosfæren. Men tonen er forsøgsvis høfligt urban, og en COP er samtidig en utrolig masse sideevents og NGO-aktiviteter med et helt anderledes frodigt og billedmættet udtryksregister. Så hvis man vil, er der masser at skrive om, og hvis man blot ser lidt ud over hovedforhandlingerne, så trækker en COP tråde ud til levevilkårene og presserende problemer verden rundt.

Måske mangler der bare i den danske nyhedsverden de folk, som skal til for at dække de store spørgsmål. Men nej, det er snarere et prioriteringsspørgsmål. Sidder lige med politiken.dk åben og kan konstatere, at en event som Tour de France – som ligesom FNs klimaforhandlinger er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tilsvarende strækker sig over flere uger – alene i dag er blevet tildelt 11 artikler. Hvis man vil, kan man sagtens finde gode vinkler: Hvad Froome mener om Contador, at Froome blev overvældet af følelser, at Evans håber igen at køre i spidsen for BMC næste år, at Contador kommer igen næste år … alt sammen så uimodsigeligt vigtigt, at man forstår, hvorfor der ikke er plads til den globale klimasituation (foreløbig har politiken.dk i juli kun bragt én artikel under klima).

Læs mere »

Claire Thompson præsenterede i går  under overskriften Have fun, stay single – it’s sustainable, et nyt studie på Grist om enliges miljøbelastning: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, hvilket stod ret vinkelret på min vanetænkning.

For det konkluderer, at de stadig flere i USA, som bor alene, lever mere bæredygtigt og har en mindre miljøbelastning end dem, som bor i familier, fordi de ofte vælger at bo småt og tæt lejligheder i byen, mens familierne i den udstrækning de har råd vælger parcelhuset i forstæderne, og dermed en livsstil, som kræve to biler, masser af energi til opvarmning og køling af den store villa osv.

Vi har umiddelbart samme billede i Danmark, klimabelastningen for dem som bor i villakvarterer er markant højere end dem som bor i byer. Da Københavns Kommunes klimaplan i 2009 var under forberedelse, hed det sig, at hvor klimabelastningen for en dansker på landsplan var omkring 10 ton pr. person pr. år, så var den for en københavner omkring det halve, først og fremmest fordi byen med dens tæthed lagde op til en anden livsstil, hvor man forbrugte langt mindre og langt mere bæredygtigt, men også fordi byen strukturelt lagde op til fælles fjernvarme frem for oliefyr, fælles offentlig transport frem for privatbilerne, fælles parker i stedet for villahaven, og fælles tag og ydervægge frem for carporte, udestuer og udekøkkener (energiforbruget ved at bo i lejlighed er typisk markant mindre end ved at bo i parcelhus).

Men stadig har jeg denne lille stemme i øret, som har svært ved at gøre single-livet til den endelige konklusion. For hvis de mange enlige flyttede sammen med andre – men fastholdt livsstilen og blev i byerne, forsatte med at cykle, bo i lejlighed osv. så ville der være to om hvert komfur og køleskab, madspildet ville være mindre, arealforbruget ville være mindre, og der ville kun være brug for halvt så mange køleskabe, vaskemaskiner opvaskemaskiner osv. Hvis man yderligere begynder at dele ladcykel og vaskemaskine med hele opgangen, bil med delebilslauget osv. kan man ressourcemæssigt gøre det langt smartere end den typiske single-livsstil. Så det er ikke det at være single, som er det afgørende. Det er det ikke at bo i parcelhus i forstæderne, med langt til skole, arbejde, indkøb og fællesskab, og den deraf “nødvendige” pendling i privatbiler.

Derfor er illustrationen herover valgt fra No Impact Man-projektet, hvor en New York-familie gennem et år søgte at reducere sin miljøbelastning til det ekstreme, ingen elektricitet fra stikkontakterne, ingen vaskemaskine, ingen fjernsyn og airconditioning, ingen køb af nye ting, ingen toiletpapir, intet affald (så godt som), kompostering af køkkenaffaldet, gang eller cykel til og fra arbejde og børnehave og ingen brug af elevator, hvilket er lidt af en præstation, når børnehaven er placeret på nte etage i en skyskraber (se blog-indlægget No Impact Man).

Det, Colin Beavan udsatte sig selv og sin familie for, kunne ingen single have gjort. Her fik det at være flere en ny nødvendighed og naturlighed – og en ny målestok for, hvor simpelt enkelt og renfærdigt (og for dem alle overraskende lykkeligt), en familie kan leve i byen.

Desværre er der kun fri adgang til Devajyoti Dekas abstract.¹ Men Eric Jaffe har på The Atlantic Cities en lidt mere grundig introduktion af Dekas studie.

Claire Thompson: Have fun, stay single – it’s sustainable, Grist 17.07.2013.

Eric Jaffe: The Rise of People Living Alone Has Led to More Sustainable Cities, The Atlantic Cities 16.07.2013.

Devajyoti Deka: The Living, Moving and Travel Behaviour of the Growing American Solo: Implications for Cities, Urban Studies 05.07.2013 (abstract).¹

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »

Siden 1800-tallet har togene trukket deres snavsede spor gennem byer og landskaber, først på kul, siden på diesel, men mange steder har man helt eller delvist skiftet til el-drevne tog, og flere og flere steder i verden ser man superlyntog, som med forrygende hast bevæger sig fra by til by uden fortidens frenetiske larm og hostende uddunstninger. Men så længe strømmen blot bliver til på et kulkraftværk, sviner det stadig, blot et andet sted, og klimapåvirkningen fra det at rejse med tog forbliver betragtelig, selvom den er markant mindre end med fly og privatbil.

Derfor er det interessant at følge briterne, som nu er ved at gå i gang med et pilotprojekt, hvor man vil rejse et stort antal små vertikale vindmøller langs jernbanesporene for ad den vej at producere kørestrømmen.

Det britiske Department for Energy and Climate Change har bevilget 16 mio. £ til første fase af forsøget, hvor man vil optimere en 80 kW vertikal mølle fra X-Wind til opstilling langs sporene. Dette skulle kunne give en effekt på 1 MW pr. km, hvilket måske ikke lyder af meget – der skal 25 af de små møller til blot at producere som en enkelt af Middelgrundens møller. Første fase af projektet skal blot teste det teknologiske i begrænset skala. Men fuldt udfoldet langs de engelske jernbaner vil det på årsbasis kunne give 2.200 GWh – hvilket skulle svare til omkring 70% af strømforbruget.

Ofte bliver det hævdet, at vindmøller skal ud på havet for at have optimale vindforhold. Og man skal nok ikke stille dem op langs sporene lige der, hvor man passerer en skov. Men de vertikale møller har ofte en helt anden følsomhed, som gør at de producerer selv ved lave vindhastigheder og under turbulente vindforhold.

Det for alvor interessante er, hvis produktionen sker så decentralt og såpas doseret, at man kan bruge de allerede eksisterende køretråde som grid. For så skal der ikke graves og ikke trækkes nye el-kabler gennem landskabet, og dermed bør driftsøkonomien kunne blive en helt anden.

Landskabspurister vil sikkert råbe op. Men det har sin egen naturlighed, at møllerne følger sporene i deres vej gennem det åbne land, og det bør kunne gøres, så de står på én gang præcist og nænsomt i landskaberne. Og selvom man helt tæt på ville kunne høre de små møller (som kan laves ganske lydsvage), så vil det være langt mindre, end når togene passerer.

I en tid, hvor alt, som har med vindkraft at gøre, bliver større og større, er det også tankevækkende, at man søger at udvikle en blot 80 kW mølle til at dække elforbruget for Storbritanniens største elforbruger. “Small is Beautiful” hed det tilbage i 60erne og 70erne, og biologerne fortæller os igen og igen, at den natur, vi er ved at rende over ende, rent faktisk fungerer decentralt, uden central styring og uden at måtte importere råvarer fra hele verden for derefter at distribuere resultatet til hele verden, men endda har vi aldrig rigtig lært at høste fordelene ved den lille skala. Tværtimod bliver næsten alting – inklusive vores problemer – i disse år større og større.

Og … selv en 80 kW mølle er ikke helt lille, faktisk forventer X-Wind, at deres 80 kW rotor bliver 19 m høj og 11 m i diameter. Så de planlagte møller vil stå som meget store, mekaniske solitærtræer i landskabet.

Inden man kaster sig ud i til tilsvarende forsøg langs de danske jernbaner – hvilket var oplagt at gøre – så kunne jeg ønske mig, at man gjorde sig nogle flere skulpturelle og landskabsæstetiske overvejelser, for eksempel om en trebladet vertikal mølletype som QR5 (fremstillet af det konkurrerende engelske firma Quiet Revolution) ville stå roligere i landskabet end X-Winds tobladede model.

De vertikale møller kan i den mindre skala have en udtalt elegance, som risikerer at gå tabt i opskaleringen, så det kunne være interessant at regne på, om man i stedet for 80 kW møller lige så godt kunne bruge flere 10 eller 20 kW møller, som så blev stillet tilsvarende tættere op.

Den visuelle effekt på landskabet ville i hvert fald blive mindre bastant, mere let og elegant, hvis man brugte endnu flere endnu mindre møller.

David Thorpe: Will the Future of Rail Run on Wind Energy? The Low Carbon Kid 03.07.2013.

I dagene 8.-13. juni blev konferencen Chapman Conference on Communicating Climate Science: A Historic Look to the Future afholdt i Granby, Colorado, USA. Programmet var ganske omfattende – med temaet bredt defineret omkring kommunikationen af klimavidenskaben og klimaudfordringen.

I alt omkring 50 af konferencens bidrag er tilgængelige via YouTube, og jeg har her blot herunder indlejret et lille udvalg sammen med deres abstracts.

En liste over konferencens indlæg kan ses her, og en søgning over tilgængelige YouTube-videoer fra konferencen kan ses her.

Læs mere »

.
Den amerikanske komiker Bill Maher – som aldeles ikke står tilbage for at diskutere alvorlige emner dybt seriøst – har i denne sekvens af Real Time with Bill Maher inviteret klimaforskeren Anthony Leiserowitz for at tale om klimaindsats og global opvarmning i lyset af Obamas nylige klimatale (se blog-indlæggene Obamas klimaplan og Obama om Keystone XL)

Leiserowitz, som er leder af Yale Project on Climate Change Communication, har forsket i den amerikanske befolknings klimaattitude, så måske lige bortset fra Mahers næsten tvangsagtige pukken på de troende er disse 7 minutter en yderst begavet samtale om, hvad der rører sig i en befolkning. Leiserowitz opruller 6 segmenter, hvoraf kun de 16% er egentlige fornægtere. Endda er denne fornægtelse i stand til at blokere for en egentlig indsats i Kongressen. Så mens attituderne i befolkningen måske ikke er så anderledes end i flertallet af verdens lande – i den modsatte ende af spekteret er der 16% som er dybt alarmerede over situationen – så er det, at et egoistisk mindretalssynspunkt i den grad kan styre og blokere for udviklingen i USA, et klart billede af, i hvor høj grad den politiske magt og diskurs i USA er styret af snævre økonomiske interesser.

Det har formået at pervertere hele værdidebatten derhen, at forsvaret for individets ret er blevet et forsvar for retten til at forurene uden at rydde op efter sig, retten til at profitere uden at tænke på fremtiden, retten til at mele sin egen kage, og retten til at afvise ethvert hensyn til helheden.

Og dette i ‘God’s Own Country’ – de opfører sig ikke alle sammen lige meget som Guds børn.

Har nedenfor sat referencer ind til en række blog-indlæg, som introducerer Leiserowitz’ forskning i klimaattituder og klimakommuniation.

Public Support for Climate & Energy Policies in April 2013, Yale Project on Climate Change Communication 20.05.2013.

Americans’ Global Warming Beliefs and Attitudes in April 2013, Yale Project on Climate Change Communication 09.05.2013.

A National Survey of Republicans and Republican-Leaning Independents on Energy and Climate Change, Yale Project on Climate Change Communication 02.04.2013.

Global Warming’s Six Americas in September 2012, Yale Project on Climate Change Communication, september 2012 (pdf).