Strøtanker om bæredygtighed

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

HFC-gasser – hydrofluorcarboner – hører til de allermest aggressive klimagasser. Deres drivhuseffekt er kortvarig, typisk omkring 15 år, men de er til gengæld 100-1.430 gange kraftigere end CO₂. I de senere år har brugen af HFC-gasser på verdensplan været stigende, og prognoser har forudsagt, at hvis ikke det blev gjort noget ved dette område, så kunne det repræsentere op imod 20% af verdens udledninger i 2050.

Det giver derfor endog meget god mening, når en gruppe lande, som tilsammen repræsenterer 80% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser, i forbindelse med det seneste G20 topmøde i Helsinki vedtog en indsats for at mindske mængden af HFC-gasser i atmosfæren. Ud over G20-gruppen står yderligere en række lande bag aftalen (EU plus 25 lande), og der er fastsat møde igen i Bangkok i oktober for at fastlægge detaljerne. Det ligger fast, at man vil søge at arbejde efter samme retningslinjer som Montreal-protokollen, som faktisk formåede at etablere en global indsats mod ozon.

Og eftersom COP19 i Warszawa nærmer sig, og der stadig er mindst 7 år til, at vi har en global klimaaftale, så kan man også uden at sige for meget sige, at verden har brug for en succes på klimaområdet, brug for at vise sig selv og hinanden, at noget kan lykkes.

Det var på tale allerede under COP18 i Qatar, hvor blandt andet Connie Hedegaard og Martin Lidegaard slog et slag for de indsatser, som kunne gøres forud for 2020, hvor en global klimaaftale om alt går vel iværksættes. EU synes at have en lovgivning på vej om at nedbringe HFC-gasserne i EU med 80% inden 2030, hvilket i 2030 skulle repræsentere en reduktion på 625 mio. ton CO₂. Men det blev Kina og USA, som under klimaforhandlingerne i Bonn i juni bilateralt aftalte en HFC-indsats, og siden inviterede alle interesserede til at medvirke. Og nu synes der at være sikret bred tilslutning til indsatsen.

Læs mere »

I dag var et råd under FNs internationale luftfartsorganisation ICAO samlet for at forberede et forslag til en international aftale for en CO₂-afgift for luftfarten forud for ICAOs treårige samling i Montreal sidst i denne måned.

Som del af Kyoto-aftalens vedtagelse, fik ICAO i 1997 til opgave at etablere en global løsning for luftfartens klimabelastning, men stadig her 17 år senere er der ikke rigtigt sket noget, hvilket er dybt problematisk, da luftfarten tegner sig for en stadig større del af verdens samlede udledninger. ICAOs eksperter vurderer således, at luftfartens udledninger, hvis ikke der gribes ind, vil stige med 70% i de næste 7 år og med 300-500% frem mod 2050.¹ Dette i en situation, hvor vi tværtimod behøver at reducere udledningerne med 80-95% i 2050.

Endda er man gennem snart to årtier krøbet udenom. Tilbage i 2004 endte ICAO opgivende med at anbefale at lave lokale løsninger, selvom det indlysende ville være bedst at lave en global aftale, og sidste år gennemførte EU i protest over de manglende fremskridt i forhandlingerne en klimabeskatning af samtlige fly, som landede og lettede i EU.

Der var tale om en næsten symbolsk lav afgift på blot 2 euro pr. passager for en langdistance-flyvning (som skulle dække 15% af udledningerne). Alligevel vakte det voldsomme protester: Kineserne truede med handelsboykot og indefrøs en række flyordrer, russerne truede med at dømme det ulovligt for russiske fly at betale afgiften, og amerikanerne var voldsomt imod ud fra nogle juridiske betragtninger, som siden har vist sig ikke at holde.

Kort tid efter indførelsen endte EU derfor med at trække sin klimaafgift tilbage i et år, hvis til gengæld ICAO i mellemtiden barslede med en international løsning (se blog-indlægget: EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

Det år er meget tæt på at være gået.

I den mellemliggende tid har man da også drøftet forskellige modeller for en sådan global klimaafgift. Men efter dagens møde i ICAO, er det så godt som utænkeligt, at ICAOs samling i Montreal i slutningen af måneden er i stand til at vedtage nogen klimaaftale for luftfarten. Udmeldingerne efter i dag er, at en klimaafgift for luftfarten tidligst bliver klar i 2016, hvilket ikke bare er for sent i det hele taget, men også dybt problematisk i forhold til at få en global klimaaftale klar til vedtagelse ved COP 21 i Paris i slutningen af 2015.

Brad Schallert fra WWF siger herom: “This is yet another missed opportunity to cut carbon emissions from aviation. Despite new research showing the financial and environmental benefits of reducing emissions sooner rather than later, ICAO has once again grounded hopes for a market-based solution – in the face of pleas from both industry and environmentalists.

“While the Council’s inaction makes it even more difficult for international leaders to find an emissions reduction solution before year’s end, the need could not be greater. Without a firm commitment to a global, market-based solution from delegates at the full ICAO Assembly later this month, another three years of delays and inaction are bound to follow.”²

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• De seneste uger har TEPCO demonstreret en så fatalt manglende evne til ikke bare at informere om, men nok så væsentligt at håndtere, situationen omkring Fukushima Daiichi, at der er en proces i gang hvor det videre forløb i dekommissioneringsarbejdet bliver med en høj grad af ført hånd. Hvor nogle af de tidligere fortielser har været uskyldige, så har TEPCO med de seneste afdækninger af, at man har vidst – men undladt at informere om – at der dagligt lækkede omkring 300 ton radioaktivt forurenet vand ud i Stillehavet forsinket håndteringen af en miljøkatastrofe med potentielt globale konsekvenser i foreløbigt mer end to år. Og vi vil sandsynligvis snart se beregninger, som viser, at Fukushima-katastrofen ikke er den værste atomulykke siden Chernobyl, men er godt til at blive den værse atomulykke i menneskehedens historie.

I løbet af september bliver de to eneste igangværende reaktorer, reaktor 3 og 4 ved Oi-værket standset for det årlige rutinemæssige sikkerhedseftersyn. Normalt ville de blive genstartet efter en lille måned, men denne gang vil der skulle ligge en godkendelse fra den nye sikkerhedsinstans NRA, baseret på et nyt og skærpet sæt sikkerhedsfirskrifter, som blev vedtaget i juli, hvorefter der skal gives en lokal politisk godkendelse. Ingen ved, hvor hurtigt disse godkendelser kan forløbe, men et sandsynligt scenario – hvis ikke premierminister Abe i sin utålmodighed efter at få reaktorerne genstartet griber politisk ind – er, at de første reaktorgenstarter bliver i det vestligste Japan, på Shikoku eller Kyushu, hvor den lokale modstand mod reaktorerne er mindre end i andre dele.

TEPCO har indtil nu ikke kunnet få lov at søge om sikkerhedsgodkendelse for sine reatorer ved Kashiwazaki-Kariwa-værket, da Niigatas guvernør Hirohiko Izumida har blokeret for dette ud fra, at man stadig langt fra er kommet til bunds i, hvad der gik galt ved Fukushima Daiichi, og endnu mindre i, hvordan denne viden kan omsættes i forandrede sikkerhedsprocedurer, hvorfor den nuværende jagen efter hurtig genstart er dybt problematisk – og et simpelt udslag af, at man sætter økonomi over sikkerhed. Der er milliardbeløb på højkant i tabte provenuer, så situationen får givet ikke lov til at stå uløst i evigheder.

Dette kunne være en situation, hvor Abe følte sig kaldet til et politisk indgreb. I det hele taget vil vi i den kommende tid se hele atomspørgsmålet indhente Abe. 

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Optegnelser september 2013

1. september – Naoto Kan om sin politiske karriere
1. september – Kingston om tingenes tilstand
2. september – Reaktor 3 ved Oi-værket standset
2. september – Flere utætheder ved Fukushima Daiichi
2. september – NRA frikender Oi-værkets undergrund

3. september – Reaktor 4 sunket op til 57 cm
3. september – Den japanske regering bevilliger 500 mio. $ til frossen jordvæg
4. september – NRA: Undergrunden under Higashidori-værket er ustabil
4. september – Hele Stillehavet?
5. september – Tokyos olympiske kandidatur svækket af Fukushima

6. september – Opgivende fiskere blokerer for udledning af radioaktivt vand
6. september – Nukleare akademikere: Hæld tritium i havet
7. september – Tokai-muras borgmester: Stop for eksport af A-kraft
7. september – Sydkorea udvider stop for import af japanske fiskeprodukter
7. september – Fukushima Daiichis havnebassin utæt som en si

8. september – Utætheder med rekordhøj stråling – og absurd TEPCO-fiflen
8. september – Føste forsøg med frossen jordmur igangsat
8. september – PBS News: What if the Fukushima Ice Wall Defrosts?
8. september – Klimamæssigt dobbeltspil
9. september – Dødstallet efter Fukushima-katastrofen nu over 1.600

9. september – Abe talte usandt om Fukushima i OL 2020 slutspillet
10. september – A-kraften overlever kun på svigtende risikovurdering
10. september – TEPCO: Lækager nået grundvandet
11. september – A-kraft på retur
12. september – Arnie Gundersen interviewer Amory Lovins

12. september – Satire nej tak
13. september – Radioaktive lækager når havet
13. september – Igen damp fra reaktor 3
14. september – Det evakuerede areal skrumper
15. september – Nu 10 GW solceller installeret i Japan

15. september – Japan igen uden A-kraft
15. september – Igen store anti-atomkraft-demonstrationer
16. september – Sydkorea overvejer sagsanlæg mod Japan
16. september – TEPCO lukker let radioaktivt forurenet vand i havet
16. september – Fukushima Daiichi web-cam flyttet

17. september – Man-ji afbrød Monju-værkets overvågningssystem
17. september – Motegi: Japan skal være mindre afhængig af A-kraft
18. september – Fukushimas bønder fortæller om at producere radioaktiv mad
18. september – TEPCO havde planer om en frostmur allerede i 2011
18. september – Infografik fra Asahi Shimbun

19. september – NRA étårs fødselsdag
19. september – Abe beder TEPCO om at dekommissionere to reaktorer
21. september – NRAs præsentation ved IAEA
21. september – Planer om at dele TEPCO i to
25. september – Jaczko: verden må genoverveje sin afhængighed af A-kraft

26. september – Ansøgning om reaktorgenstart ved Hamaoka-værket på vej
27. september – 400 ton radioaktivt grundvand siver i havet dagligt
28. september – TEPCO søger om genstart af Kashiwazaki-Kariwa

Se Fukushima links for september 2013.

Læs mere »

Majuro, som i den kommende uge er vært for Pacific Islands Forum, et klimatopmøde med bred international deltagelse, er én af Marshalløernes 29 atoller, som med løs hånd er spredt ud over det Sydlige Stillehav. Den omkring 50 km lange atol er dannet af 64 langsmalle øer, som mange steder er under 100 m brede, og som med blot 9,7 km² landareal omkranser en lagune på 295 km². Majuros højeste punkt er blot 3 m over havets overflade, og langt størsteparten er mindre end 2 m over havespejlet. På billedet herover ses til venstre den blide lagune i atollens indre, til højre det store ocean, som de senere år i takt med klimaforandringerne har vist sig stadig mere aggressivt. Navnet Majuro bruges både om Marshalløernes hovedstad, om hele atollen og om dens største ø, som rummer langt hovedparten af atollens 30.000 indbyggere.  

Når man lever i et land, som er bygget på atoller, hvor ofte det højeste punkt kun er få meter over havoverfladen, så er svaret på spørgsmålet om mitigation eller adaptation – klimaindsats eller klimatilpasning – meget let at svare på. For ja, man er nødt til at klimatilpasse, der kan endda være meget presserende behov. Men hvis ikke verden meget snart får standset sine CO₂-udledninger, så vil der ikke være noget tilbage at tilpasse.

Som IPCC Nobelpris-modtager Elisabeth Holland udtrykte det ved åbningen af Majuro-konferencen 2. september: “There is simply no point of talking about sustainable development if we cannot reverse the impact of climate change.”¹

Tidligere på året forsvandt Marshalløernes hovedstad Majuro under vandet på grund af ekstremt højvande. Sidste år kostede ekstremvejr Fijiøerne 100 mio. $ og Samoa 29% af landets i forvejen sparsomme økonomi. Havstigningen, som ved Marshalløerne stadig er under 4 mm pr. år, er nu flere steder i Stillehavsområdet oppe på 8 mm pr. år (80 cm pr. århundrede), og med den stigningstakt vil de lavtliggende atolriger, som ofte ligger under 2 m over havets overflade, i de kommende år stadig hyppigere have problemer med oversvømmelser.

Forandringer i vejmønstrene (El Niño) har givet væsentligt mindre regnvand, og det ferske grundvand er stadig mere udsat for saltindtrængning, hvilket gør både drikkevandsforsyningen og dyrkningen af en lang række afgrøder stadig vanskeligere. Med den nuværende udvikling er perspektivet for mange af Stillehavets atolsamfund derfor, at livsgrundlaget i løbet af det 21. århundrede vil forsvinde i havet og man må emigrere til mere højtliggende lande.

Samtidig med at verdens små østater har et meget lille ansvar for den nuværende klimauredelighed, så står de til at blive stærkest og mest uigenkaldeligt ramt af klimaforandringerne – og simpelthen forsvinde under havets overflade, hvis ikke verden meget snart samler sig om en konsekvent klimaindsats. Maldiverne bruger i dag systematisk sine turistindtægter til at købe højereliggende land. Kiribati har annonceret planer om at købe 2.000 ha land på Fijiøerne, hvor man i første omgang kan producere fødevarer, men på sigt kan blive nødt til at bosætte sig permanent. Andre øgrupper ligger i forhandlinger med New Zealand om tilsvarende løsninger. Men det er ikke nogen let beslutning at forlade atollerne, som med deres blive tropiske klima er basis for en enkel men paradisisk tilværelse, hvis bare ikke nogle mennesker på den anden side af jordkloden var kommet på at afbrænde kul, gas og olie.

Derfor afholder verdens østater løbende klimamøder, og det næste, det 44. i rækken af Pacific Summits, som afholdes på Marshalløernes hovedø (og hovedstad) Majuro, afvikles i den kommende uge under temaet “Marshalling the Pacific Response to the Climate Challenge”. De mange små østater har inviteret alle landene omkring Stillehavet, The Pacific Rim, med til klimamødet, som med store udledere som USA og Kina, Japan og Australien tilsammen repræsenterer over 70% af verdens samlede CO₂-udledninger. John Kerry ville have deltaget, men har måttet aflyse på grund af situationen i Syrien og har i  stedet sendt en video message,² og for eksempel Connie Hedegaard være med for EU, så det bliver en slags uformelt forhandlingsforum, som i bedste fald kan sætte sig ud over FN-forhandlingernes ofte meget formaliserede forhandlingsmøder, som har tendens til at drukne i procedurer og positionsspil.

Majuro er på mange måder det prefekte sted for sådanne forhandlinger, for med udsigt til, at hver grad vi varmer det globale system på sigt vil give havstigninger på 2,3 meter, er det uomtvisteligt klart, at det er i tolvte time med en global klimaindsats, som inden for meget få år radikalt opbremser den nuværende fossile afbrænding og får alle verdens lande omstillet til bæredygtige ligevægtssamfund drevet på vedvarende energikilder.

Læs mere »

Klimaforandringer sker ikke blot jævnt over hele kloden. Tværtimod er temperatur-stigningerne markant kraftigere i nærheden af polerne, og dele af Grønland vil med den nuværende udvikling opleve en stigning i gennemsnitstemperaturen på mere end 10°C. Hvis vi oversætter til danske forhold, hvor vores gennemsnitstemperatur vel ligger på omkring 10-11°C, Så skal vi med en gennemsnitstemperatur på +20°C helt ned i de tropiske egne for at finde områder med et tilsvarende temperaturhop.

En undersøgelse fra Århus Universitet peger således på, at Grønland år 2100 vil kunne være langt mere grønt end det Grønland vi kender i dag. Hvor skovagtig bevoksning i dag kun findes på særligt beskyttede steder, så vil der med slutningen af århundredet være vækstbetingelser for, at op imod et halvt hundrede træarter ville kunne finde fodfæste over store dele af det isfri Grønland, i et areal på størrelse med Sverige.

Der bliver dog ikke tale om egentligt skovbrug lige med det første. Og på grund af Grønlands isolerede placering, vil indvandringen af nye arter tage lang tid, hvis ikke mennesket hjælper processen på vej. Her rejser et andet problem sig, for vil man kunne styre at indføre ‘gavnlige’ arter, samtidig med at man holder ‘invasive’ problemarter som hunderose og bjørneklo borte fra Grønland? … på mange måder er mennesket nøgternt set den mest problematiske invasive art. Hvis ikke podningen af de nye vegetationsvilkår sker under ganske kontrollerede vilkår, så vil det kunne forløbe ganske kaotisk.

Ifølge undersøgelsen ville der allerede i dag kunne vokse betydeligt flere arter, end der gør. Men der er ikke nogen naturlig forbindelse til at befordre naturlig indvandring. Island er klimatisk set en dårlig bro, og til den anden side, er der via Canada ligeledes ikke nogen direkte forbindelse til de relevante plantebælter. Så det skovklædte Grønland vil kun udvikle sig langsomt, hvis ikke mennesket tager affære. Det er der til gengæld ikke noget som tyder på, at vi ikke gør.

Ud over polare former af pil og birk, vil det først og fremmest være nåletræerne, som vil trives. Vilkårene – og de vegetationsformer som naturligt udvikler sig – vil i høj grad være som i nutidens Alaska.

Grønlands sydspids ligger på højde med Oslo og regnes til et subarktisk plantebælte. Her kan man allerede i dag i beskyttede kroge finde træbevoksning, som nærmer sig en skovagtig karakter. Således er billederne herover alle fra Grønland. Øverst til venstre er det buskadser af gråbladet pil, Salix glauca, og storblomstret gederams, Chamaenerion latifolium, fra Qingua-dalen. Øverst til højre er det grønlandsk bjergask, Sorbus groenlandica, fra Klosterdalen ved Tasermiut-fjorden, som her kan findes op til 10 m høje. Nederst til højre er det klitfyr fra Alaska, Pinus contorta, plantet i 1984 i Kuussuaq-skoven, mens frimærkerne viser birk og fyr, som på forsøgsbasis blev sået af en dansk botaniker i 1892 og udplantet på stedet året efter. De er i dag, 120 år efter, 5-6 m høje.

Et øget skovdække på Grønland vil givet føre til en betydelig CO₂-lagring, og grønlænderne vil få adgang til en biomasse, som de ikke har i dag. Men klimamæssigt vil det langt fra kunne opveje de enorme mængder af metan, som nu er indefrosset i den arktiske permafrost og den større varmeakkumulering, som følger med, at stadig større dele af Arktis i stadig større dele af året er is- og snefri.

Stort set samtidig har et team af forskere med deltagelse af blandt andet NASA netop kunnet afsløre, at der dybt under den kilometertykke grønlandske indlandsis mod nord gemmer sig et system af canyons, hvoraf den største er større end Grand Canyon og strækker sig fra cirka midt under Grønland og nordud til Petermann-gletsjernes udmunding i det nordligste Grønland.

Efterhånden som sommerafsmeltningen af Grønlands iskappe tager til, vil en del af smeltevandet finde vej gennem revner i iskappen og ned i dette underjordiske landskab. Når isens vedhæftning vådrer, vil den kunne bevæge sig markant hurtigere, og den i dag overvejende drypvise afsmeltning blive suppleret af en markant øget kælvning af ismassiverne.

Billedet til højre er et sattelitkort, hvor de mørkt rødbrune områder viser den omkring 1.500 km lange og op til 10 km brede og 800 m dybe canyon. De dybestliggende strøg ligger under havets nuværende overflade, så hvis ikke vi allersnarest får vendt den nuværende klimaudvikling, vil et isfrit Grønland mod slutningen af det tredje årtusinde være gennemskåret af vandfyldte dalstrøg og dybe fjorde mod nord.

Update 06.09. – Isforsker Ruth Mottram fra DMI siger, at “kløften under isen udfører formentlig en meget betydningsfuld funktion ved at stabilisere isskjoldet, da den effektivt leder smeltevand fra bunden af isen ud til havet. Afledningen gør, at der ikke opbygges store smeltevandsreserver under isen, som ellers ville kunne bidrage til, at isen flyder nemmere over undergrunden. Dette hjælper således til at bremse isflydningen og stabilisere iskappen. Kløften forklarer dermed også, hvorfor vi ikke finder store søer under Indlandsisen svarende til dem, vi ser på Antarktis så som Lake Vostok”.

Se tidligere blog-indlæg om Grønland: Ny afsmeltningsrekord på Grønland, Pausebilleder X – Thomas Agergaard: Genius Loci, Islandskaber, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Indlandsisen vådrer, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Grønland: Håndgribelige klimaforandringer og Grønlandske kålgårde.

Signe Normand et al.: A greener Greenland? Climatic potential and long-term constraints on future expansions of trees and shrubs, in Philosophical Transactions of the Royal Society B 08.07.2013.

James A. Foley: Warming in Greenland Sea Outpaces Global Ocean Warming, Nature Wold news 25.09.2013.

Rachel Nuwer: Climate Change Will Green Greenland, Smithsonian 30.08.2013.

Brian Kahn: Greenland “Mega Canyon” Sends Water to the Sea, Climate Central 29.08.2013.

Jens Christian Petersen: Forskere forudsiger grønnere Grønland, Rømer, Aarhus Universitet 28.08.2013.

Sarah Griffiths: How Greenland may become greener: Climate change ‘could accelerate the spread of  forests and kill arctic animals’, Daily Mail 28.08.2013.

Researchers predict greener Greenland, Eurekalert 28.08.2013.

Russell McLendon: Greenland may soon live up to its name, Mother Nature Network 28.08.2013.

John Roach: Greenland to sprout new shades of green as planet warms, study says, NBC News 28.08.2013.

Climate change could turn Greenland green by 2100, The Guardian 28.08.2013.

Greenland could become greener, Express 28.08.2013.

Andrew Freedman: Record 2012 Greenland Melt Challenges Climate Models, Climate Central, 18.07.2013.

Michael D. Lemonick: Widespread Greenland Melting A Sign of Things to Come, Climate Central 21.05.2013.

Erik Dahl Kjær: The Forest Plantations in The Greenlandic Arboretum, Forest &  Landscape Denmark 12.01.2012.

Kenneth Høegh: Green forests in Greenland, Post Greenland 05.01.2011.
.

Kæmpekløft gemt under Grønlands is, DMI 06.09.2013.

Joe Romm: Good News, Bad News On ‘Mega-Canyon’ Found Under Greenland Ice Sheet, Climate Progress 03.09.2013.

Massive canyon discovered buried under Greenland ice, (Press Association) The Guardian 30.08.2013.

Scientists discover deep canyon under Greenland ice, BBC News (video) 29.08.2013.

Richard Harris: Another ‘Grand Canyon’ Discovered Beneath Greenland’s Ice, (video) NPR 29.08.2013.

14. august meddelte Ecuadors præsident Rafael Correa, at det enestående projekt, Yasuní-ITT, som blev forelagt i 2007, ville blive endeligt opgivet på grund af manglende opbakning fra verdenssamfundet, og at man nu ville gå i gang med at sælge koncessioner til udvinding af olie i området.

Med i tusindvis af dyre, fugle, plante- og insektarter er Yasuní-ITT måske det sted i verden, som har den højeste biodiversitet. Yderligere lever der stadig oprindelige indianerstammer i det mere end 9.000 km² store område, som endnu ikke har været i kontakt med den moderne civilisation. Så der er alle gode grunde til at bevare et enestående sted som dette og beskytte det mod civilisationens fremmarch.

Da Ecuador i 2007 fremlagde forslaget om, at man ville afstå fra at udvinde olien i området og bevare det som naturreservat mod en økonomisk kompensation, var det et spændende bud på en løsning på en situation, som vi kommer til at stå med igen og igen i de kommende årtier – ikke mindst efter at instanser som Verdensbanken og IEA har beregnet, at mellem to tredjedele og 80% af alle kendte forekomster af fossile brændstoffer skal forblive under jorden, hvis vi som verdenssamfundet vedtog i København i 2009 skal kunne holde atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm.

For næste trin i denne tankerække er uvilkårligt spørgsmålet om, hvilke kriterier som skal gælde for valget af hvilke af disse fossile depoter, som kan udnyttes, og hvilke som skal blive i jorden? Her ville det være oplagt indledende at sige, at kul og tar sand, som har det dårligste klimaregnskab, burde blive i jorden, og at olieudvinding i særligt følsomme egne som de arktiske, eller i biodiversitetsmæssige hotspots som Yasuní-ITT skulle fredes. Til gengæld måtte verdenssamfundet finde en form for kompensation, som gjorde det acceptabelt for dem som måtte lade kullene og olien blive liggende i undergrunden, og prisen måtte betales af dem som fik lov at grave olien op.

Måske om 10 år vi som del af en global klimaaftale har en sådan mekanisme, som formår at håndtere udledningsaspektet, men Ecuadors forsøg med Yasuní-ITT ser lige ud til nu at gå i vasken.

Ecuadors forslag til verdenssamfundet i 2007 indebar, at man over 13 år fik udbetalt 3,6 mia. $ – eller rundt regnet halvdelen af de forventede indtægter ved olien – mod at lade de 840 mio. tønder olie blive liggende under Yasunís urskov (og bevare urskoven som naturreservat). Men indtil i dag er der kun kommet tilsagn til under 10% af beløbet, og kun 13 mio. (~4%) af beløbet var blevet betalt. I konsekvens heraf har præsident Correa taget initiativ til, at den fond som var oprettet under FN for at styre projektet, bliver opløst, og at der kommer gang i udlodningen af tilladelser til olieudvinding i området.

Det har været anslået, at hvis olien blev liggende tilbage under Yasuní-ITT, så ville det sikre atmosfæren mod 407 mio. ton CO₂-udledninger fra afbrændingen af den udvundne olie og 800 mio. ton CO₂ fra undgået fældning af regnskov – eller rundt regnet udledninger svarende til de samlede danske udledninger i 20 år, så ud over omstillings- og biodiversitetspotentialet er det et massivt klimapotentiale i et projekt Yasuní-projektet.

Lige nu tegner Yasuní-ITT således til at blive en stor idé, som verdenssamfundet ikke nåede at tage imod i tide.

Læs mere »

USA har en enestående politisk satire, fornemt repræsenteret ved The Daily Show og The Colbert Report. Hvor Jon Stewarts The Daily Show for mig var kærlighed ved første blik – sjældent har jeg mødt så spiddende indsigtsfuld kærlig satire – så har Stephen Colberts The Colbert Report mere været en acquired taste, noget man må lære at holde af. Begge er med humoren som våben i stand til at sige noget, man dårligt ville kunne skrive sig fra uden at komme i alvorlige vanskeligheder, og begge formår at skabe billeder, tableauer og situationer, som får ellers langhårede og svært tilgængelige analyser gjort ikke bare tilgængelige, men vedkommende.

I dette lille video-uddrag fra The Colbert Report 15. august i år udfolder Stephen Colbert sig i uimodståelig stil om fracking i et 4 min. indslag om ordet “gag gift“. Baggrunden er, at fracking-firmaet Range Resources har indgået et forlig med en familie i Pennsylvania, som indebærer, at de får 750.000 $ for at flytte og underskrive et dokument, som bekræfter, at de ikke har haft nogen miljømæssige, sundhedsmæssige eller sikkerhedsmæssige problemer i forbindelse med den nærliggende udvindelse af fracking-gas, og at de for al tid fremover vil holde mund med de sundhedsproblemer, de har været udsat for og undlade at udtale sig om fracking i de hele taget. Problemet er blot, at aftalen ikke bare omfatter forældrene, men også indebærer, at deres børn i al fremtid ikke kan udtale sig om fracking.

På den led er sandheden i USA i næsten uhyggelig grad betragtet en vare – og har man penge, så kan man få, som det hedder i en af vores børnesange.

Hvis Jon Stewart ofte giver den som den begavede iagttager, som viser os ting og sammenhænge, vi nok ikke lige selv havde fanget, og næsten altid har en to-tre overrumplende twists i finalen, så ser vi her en klassisk Colbert, hvor han tilsyneladende identificerer sig med den (eller dem) han hudfletter. Herved kan han lade sine ofre “tænke højt” ad absurdum og bringe os langt ind i sine ofres motivverden, hvor vi så som tilskuere selv må fatte og forstå og konkludere. Først på slutnoten bliver han igen den skarpsindige iagttager: “And in order to get cheap oil, I think we are all willing to lie to ourselves about fracking.”

Jeg tænker ofte på Stephen Colbert og Jon Stewart som vor tids hofnarre – i et system, som er fanget i sine egne fastlåste tanke- og handlingsmønstre, formår de igen og igen at spejle virkelighedens absurditeter og sætte fingeren, hvor det trænger allermest. De har i dagens USA en vigtig rolle overfor de mange nyhedskanaler, som er ganske alvorligt fastlåste i den politiske venstre-højre-skala.

Diane Sweet: Stephen Colbert: Fracking Companies Silence Their Victims, (med transskription af videoens tekst) Occupy America 16.08.2013.

Suzanne Goldenberg: Children given lifelong ban on talking about fracking, The Guardian 05.08.2013.

I de seneste dage er der skrevet en del om den kommende klimarapport fra IPCC, International Panel for Climate Change, som med 5-6 års mellemrum søger at sammenfatte, hvad vi ved om klimaforandringer. Den senest forudgående udgave, Assessment Report 4, eller i daglig tale blot AR4, udkom i 2007, så det er ved at være tid for AR5. Faktisk har AR5 været under udarbejdelse i flere år. For disse rapporter skrives som et gigantisk konsensus-projekt af mere eller mindre alle klodens fremmeste klimaforskere. AR5 har 840 hovedforfattere fra 35 lande, og endnu langt flere tilknyttet konsensus-processen. Derfor tager det lang tid, og derfor når al den seneste klimaforskning ikke at komme med ind i billedet. Og når konklusionerne i slutfasen skal drages og godkendes – ikke bare af forskerne, men også af lande som Rusland, Kina, Canada, USA og Saudiarabien, som ikke ønsker skismaet mellem videnskabens forståelse af den nødvendige indsats og de enkelte landes faktiske klimaindsats for stærkt udstillet – så ligger det i kortene, at der bliver klippet adskillige hæle og tæer.

Joe Romm fra Climate Progress skriver om det resulterende konsensus-resultat, at:

“AR5 is a ‘partial’ review that is ‘hopefully’ the last because, like every IPCC report, it is an instantly out-of-date snapshot that lowballs future warming because it continues to ignore large parts of the recent literature and omit what it can’t model. For instance, we have known for years that perhaps the single most important carbon-cycle feedback is the thawing of the northern permafrost. The IPCC’s Fifth Assessment climate models completely ignore it, thereby lowballing likely warming this century.”¹ I et interview i MSNBC) i dag sammenligner Romm IPCCs anbefalinger af, hvad der må gøres, med overkirurgens anbefalinger ikke at ryge for meget – stadig mere indtrængende, men alligevel så forsigtigt, at de fleste fortsætter med at ryge.²

Tilsvarende var der allerede ved udgivelsen af AR4 i 2007 en række områder, som man vidste, skulle inddrages i næste udgave, og generelt var vurderingerne af klimaforandringernes hastighed (klimaets følsomhed) i den lave ende af, hvad den nyeste litteratur på området indikerede, fordi mange af de nyeste resultater endnu ikke var blevet en del af konsensus.

Samtidig ved ingen, hvad der sker i de kommende år – om verdens lande vitterligt overkommer den fossile afhængighed og får lavet de nødvendige drastiske reduktioner, eller om det fortsat lykkes den fossile industri aktivt at modarbejde den globale klimaindsats, så den omstilling og den udbygning med sol og vind og geotermiske varme, som rent faktisk sker i disse år, kun lige akkurat kan følge med væksten i energiforbruget. Konklusionerne må derfor i høj grad blive abstrakte – hvad sker der hvis og hvis og hvis? – og knyttes sammen med en række forskellige scenarier for, hvordan verden udvikler sig, og i hvilken grad vi bliver i stand til som verdenssamfund at imødegå klimaudfordringen tidligt og effektivt.

En af hovedkonklusionerne, at der nu videnskabeligt set er 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, vil for lægmand virke som om at videnskaben endnu ikke er afklaret, hvor det omvendt i det videnskabelige sprog netop betyder, at det nærmest er så sikkert, som det overhovedet kan blive – at diskussionen for og imod er ovre og man kan tage det for givet. Den 95% sikkerhed er 5% højere end AR4 i 2007. I 2001 fandt AR3 en 66% sandsynlighed for at klimaforandringer var menneskeskabte, mens det i 1995 blot var lige over 50%. Selvom de første spadestik til forståelsen af drivhuseffekten stammer tilbage fra det 18. århundrede, så har det været en lang vej for videnskaben at komme til denne grad af afklarethed.

Den endelige udgave af AR5 vil blive lanceret 27. september – eller rettere den første af fire dele, som omhandler den fysiske videnskab bag klimaforandringerne, hvor de øvrige dele af AR5 vil blive fremlagt inden for det kommende års tid:

WG I: The Physical Science Basis – september 2013
WG II: Impacts, Adaptation and Vulnerability – marts 2014
WG III: Mitigation of Climate Change – april 2014
AR5 Synthesis Report (SYR) – oktober 2014

Alene første del vil omfatte omkring 2.000 tætskrevne sider, inklusive summaries, 14 hovedkapitler, supplerende materiale, appendixes osv. og vil indeholde 1250 figurer og referencer til 9.200 videnskabelige artikler.

Hvis man har interesse deri, vil der dagen efter ved Stockholm Environment Institute være et totimers seminar, Climate Change – the State of Science, hvor en række af AR5s hovedforfattere præsenterer hovedkonklusionerne. Det vil være muligt at følge med online via SEIs hjemmeside (se program).

Læs mere »

Har haft Sea Tree-projektet fremme et par gange det sidste halve års tid (for at skrive om det), men tænkte, nu hvor Københavns Havn er taget op til debat igen. Det er den hollandske arkitekt  Koen Olthuis, som har erfaringer med elementer til offshore-produktion, som har skabt Sea Tree som en måde at skabe naturpleje vilkår for bynatur selv midt i storbyer, hvor urbaniteten med sin stadig stigende densitet har fortrængt størstedelen af bynaturen mellem husene. Sea Tree er en flydende park i mange etager, som frembyder levemuligheder for en lang række arter både over og under havoverfladen. Sea Tree er et flydende element, som kan produceres i en flydedok for derefter at fragtes hen på blivende sted, hvor det er fastholdt med ankre. Så det vil stå og duve lidt med vinden og bølgerne.

Sea Tree er en ganske radikal løsning på det problem, at bynaturen i stort set alle byer er fortrængt og fragmenteret, og – selv hvor den er bevaret  form af parker og grønne gårde – primært er defineret ud fra menneskelige behov. Når jeg tænker på det parkliv, som er kommet i de københavnske parker i de seneste år, så er det på den ene side godt, for det er sundere end at sidde og bælle på et værtshus. Men freden er borte, græsset er sine steder helt slidt bort, og efter en solrig fredag eftermiddag skal der fjernes flere tons affald fra parksvin, som ikke har nogen som helst forståelse af, hvordan man opfører sig i naturen.

Med Sea Tree skaber man et naturens helle – et sted midt i byen, hvor mennesker ikke har adgang. Det er det ved projektet, som gør, at det igen og igen er dukket op i min bevidsthed. Ligesom et espalier kan betragtes som et kunstigt (og gene kunstfærdigt udformet) træ, hvor skovens lianer (vores blomstrende slyngplanter) kan klatre, så er Sea Tree som et gigantisk gammelt træ i regnskoven, som i sin mangfoldige krone definerer biologiske nicher for et væld af andre planter, fugle, dyr og insekter.

I den indledende fase vil der givet være en del grundetablering – der skal podes med vegetation og basisarter for at tingene tager fart. Men når først et Sea Tree er etableret, så burde det langt hen ad vejen være et selvopretholdende system, som ikke behøver parkbetjente, klipning osv. Mange af de ting som gør en park dyr i drift, stammer jo direkte fra vi menneskers behov for rene bænke, klippede plæner, grusede stier, caféborde og forståelige legepladser.

Helt plejefrit bliver det nu nok ikke – og man kommer nok til  forud at gøre sig nogle tanker om, hvilke indgreb, som er naturlige, og hvordan man sikrer sig den afbalancerede artsvariation, som der er antydet i projektet? Hvad gør man for eksempel, hvis pludselig en flok skarve kastede sin kærlighed på et Sea Tree? Der er al den mad det kan drømme om lige omkring soklen, ingen mennesker til at forstyrre og ingen fare for ungerne, indtil de kommer på vingerne. Så skarvene bliver hastigt flere og flere, og de træer, som lige havde fået godt fast, bukker under for den kraftige gødning fra de mange fugle. Hvorfra og hvortil gå den menneskelige kontrol med et sådant økosystem?

Læs mere »