Strøtanker om bæredygtighed

.
The Animal Communicator er en 52:01 min. YouTube video om Anna Breytenbach og hendes evne til at kommunikere med vilde dyr.

Denne dokumentar følger sydafrikanske Anna Breytenbach, som over en tiårig periode har udviklet en i dag sjælden evne til at kommunikere med vilde dyr. Jeg vil ikke sige så meget om filmen ud over, at den rejser vigtige spørgsmål om dyrs bevidsthed og vi menneskers forsnævrede forståelse deraf. Jeg havde under vejs flere flashbacks til Gregory Batesons forsøg på at indkredse, hvad det er for en form for bevidsthed og intelligens, som gennemsyrer og sammenbinder naturen og dens økosystemer, som ikke er begrænset til naturens individers hjerne-nervesystemer, men forbinder de mange arter og individer til komplekse økosystemer.

Hvad det er for en evne til sansning, lytten til og medleven i naturen og urmenneske-naturbevidsthed, som vi måske alle stadig bærer i os i kimform, men som vi mere eller mindre har tabt følingen med, i takt med at vi gjorde os først til bønder, siden til fortravlede bymennesker?

Det er en dybt betagende film. Men hvis 52 minutter er længe, er de sidste 17 minutter seværdige i sig selv (fra 37:30 og frem). Og har man set denne slutsekvens, er det måske forløsende efterfølgende at se det to minutter lange videoklip, Spirit Update – Jukani Wildlife Sanctuary, som genbesøger den efter et ophold i en belgisk zoo dybt traumatiserede sorte leopard, som Anne Breytenbach på enestående vis formår at nå ind til.

Fjumreår – bare ordet. I disse tider, hvor der tales meget om at fjumre, tænker jeg tit på hvor meget jeg har nået at fjumre i mit liv: Først fire år efter gymnasiet, før jeg overhovedet tog hul på en videre uddannelse, og derefter 7 år om at blive arkitekt. Og efter yderligere 6 års fjumren en phd, som jeg brugte 5 år på. Det er præcist den slags, man med den seneste streamlining af SU-systemet ønsker at komme til livs.

Men indefra har det været det perfekte forløb. Jeg har haft det privilegium hele vejen igennem at kunne beskæftige mig med noget, jeg brændte for, og samtidig hele vejen igennem at kunne løse opgaver, som var af relevans for det omgivende samfund. Har så at sige kultiveret et lystperspektiv på arbejdet, hvor det til stadighed at skulle og kunne lære nyt og bruge det indhøstede var en vigtig del af glæden ved at arbejde.

Selvom det kan se ineffektivt ud – først fire år, hvor jeg var militærnægter, drev snedker-virksomhed og familiepleje, dernæst 6 år, hvor jeg drev egen arkitektvirksomhed – så er det faktisk et billede af et menneske i livslang læring. I en æra, hvor vores viden forældes stadig hurtigere, har vi mere end nogensinde før brug for, at vores nysgerrighed og glæde ved at lære stimuleres.

Med et forfærdeligt begreb som fjumreår er de nuværende signaler aldeles forkerte. De lægger på en særdeles håndfast måde op til, at uddannelse er noget, som skal overstås, så vi kan komme i gang med at tjene penge (og forsørge de stadig flere, som er på vej på pension).

Det er et udlevet arbejdsbegreb, som stadig færre vil kunne se sig i igennem et helt liv, og dermed en startopstilling med potentielt mange problemer forude – hvis vi aldrig fik næret og kultiveret nysgerrigheden og ikke fik stillet os de spørgsmål om studievalg og livsbane, som gjorde, at vi blev lykkelige, endsige velfungerende, med vores arbejde.

Vi har brug for et system, som lægger op til at vi lærer at lære, at vi kan bevæge os meget mere smidigt mellem uddannelse og arbejde og i langt højere grad end i dag kultiverer en måde at arbejde på, som er med til at bringe vores viden og visdom videre.

Inden vi får drejet forkert på SU-knapperne, er det godt at tænke fremad. På linje med klimaindsats og grøn omstilling er SU en af vores allervigtigste investeringer i fremtiden – en nødvendighed for, at familien Danmark trives og er i stand til at opretholde sit vidunderlige særkende op igennem det 21. århundrede.

Dette var først en kommentar på Facebook.

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

På FNs Rio+20-hjemmeside finder man et afsnit for Voluntary Commitments, hvor nationer, institutioner, NGOer og internationale organisationer kan byde ind med frivillige forpligtigelser. I skrivende stund er der afgivet 368 frivillige tilsagn. De er organiseret i tre grupper: Governments, United Nations/IGOs, samt Major Groups and civil society, heraf er cirka 25 tilsagn nationale og 15 tilsagn kommer fra FN og internationale organisationer. Så langt den største del af tilsagnene ligger lige nu i Major Groups and civil society.

Hvis man ser på de nationale tilsagn, så er de så godt som alle nationale tilsagn fra små østater, lavet som del af Barbados-deklarationen.¹ For eksempel Maldiverne har en plan for at gøre sin energisektor CO₂-neutral inden 2020 – et ganske ambitiøs målsætning, som den øvrige verden kunne tage ved lære af.

Det fremgår, at indsatsen vi ske i partnerskab med Australien, Danmark, New Zealand, Norge, England og UNDP. Mange af disse østater er atolsamfund, som kun rager ganske få meter over havoverfladen. Derfor er det helt bogstaveligt et spørgsmål om liv og død, at verdens klimaindsats kommer i gang lige nu, og derfor ser man disse lande insistere på meget stramme målsætninger på 350 ppm max 1½ºC, som er nødvendige, hvis verdenshavenes stigning skal standses i tide.

Hvis man ser på de internationale organisationers tilsagn, så er der gennemgående tale om meget forskelligartede, brede og komplekse tilsagn. For eksempel den øverste er et Commitment to Sustainable Transport fra en række udviklingsbanker med i alt 150 medlemslande. Her er tale om en indsats frem mod 2022, som skal være vidensopbyggende, institutionsopbyggende og policy-underbyggende – og når man kommer til finansieringen, står der et tomt felt med kantede parenteser med en forventning om, at udviklingsbankerne vil betale.

Af andre tiltag i denne kategori kan nævnes en række HABITAT-projekter, Knowledge dissemination and enhanced capacities for sustainable urbanization, Increased equitable access to urban basic services og Urban resilience and post-crisis rehabilitation.

I den største gruppe af tilsagn, Major Groups and civil society, er langt den største del af tilsagnene tilsagn om at integrere bæredygtighed i undervisningen på universiteter og højere læreanstalter.

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over dette billede, hvor 500 skolebørn I den lille tyske by Weilheim har været med til at dekorere en af byens pladser – på ingen måde klassisk smukt, men meget livsbekræftende og på rette sted en rigtig god idé.

Var det ikke noget at prøve af i Købmagergade, inden man går i gang med den nye belægning?

På Filippinerne udstedte Department of Education for nylig en lov, som påbyder alle offentlige og private skoler og uddannelsesinstitutioner at gennemføre omfattende træplantninger på deres campus-områder. Samtidig bliver det forbudt at fælde eksisterende træer. I den udstrækning, man ikke har plads til træplantninger på skolens område forventes det, at man etablerer småskove i lokalområdet. På billedet herover og nedenfor er en gruppe elever og lærere ved at reetablere mangroveskov.

Kampagnen sker som en del af indsatsen mod klimaforandringer. I lovens pkt. 2 hedder det, at situationen kalder på en radikal samlet indsats for at modvirke de globale klimaforandringer.

“Træer udgør vores planets lunger” står der i lovens pkt. 3: “Træer hjælper med at reducere global opvarmning ved at opsamle millioner af ton CO₂ hvert år. Træer giver også en kølende skygge, skærmer for kolde vinde, tiltrækker fugle og dyreliv, renser vores luft, beskytter mod jorderosion, renser vores vand og tilfører harmoni og skønhed til vore skoler og samfund.”¹

Vi kunne godt bruge meget mere af en tilsvarende forståelse i Danmark, men styrkelsen af CO₂-absorptionen i vores biologiske systemer fylder meget lidt i vores hjemlige miljø- og klimapolitik. Der er ingen krav om biofaktor-niveauer i bymæssig bebyggelse, ingen støtte til endsige krav om dyrkningsmetoder, som kunne øge bindingen af CO₂ i skovbrug og landbrug. Tværtimod har landbruget netop fået lov til at genoppløje braklagte jorder.

Læs mere »

“Skolen og pædagogikken spiller en vigtig rolle for bæredygtig udvikling, men opgaven rækker videre end til at lære eleverne at spare på vandet og tage cyklen. Det er et dannelsesprojekt, der kan præge fremtidige generationers måde at handle på i forhold til – miljø, økonomi, kultur og samfund.”

Sådan indleder Torben Clausen artiklen Kimen til en bæredygtig skole. Han er her inde på noget helt centralt. Vi skal lære at forstå vores tilstedeværelse i biosfæren på en helt anden måde, hvis vi fremover skal udvikle livsformer og adfærdsmønstre, som naturligt er mere bæredygtige, og ikke blot klare os gennem afgifter og restriktioner. Dette sker ikke bare fra dag til dag, men kræver en helt anden forståelse af og opmærksomhed på naturen, og skolerne har her en helt central opgave.

Dette er også baggrunden for, at Education for Sustainable Development i 2005 kom på den internationale dagsorden som del af FNs uddannelsestiår. Men det skorter stadig på konkrete initiativer, og i dagens Information kunne man læse, at Bertel Haarder sylter miljøet. Her mere end to år efter er der stadig ikke sket ret meget.

Læs mere »

Ifølge kaos-teorien vil noget så småt som en sommerfuglevinges slag kunne udløse store hændelser, som kan udløse endnu større hændelser, og således kan små ting afstedkomme store ting. I artiklen Cultivating the Butterfly Effect¹ beskriver Erik Assadourian på den baggrund, hvordan en skolehave siden 1992 er vokset frem på et lille tiloversblevet areal i en vejudfletning i et bandekrigshærget hjørne af det indre Los Angeles. Hvad der startede som nogle få plantekasser, har efterhånden udviklet sig til et veritabelt helle for dyr og mennesker. 15 forskellige arter af sommerfugle bebor nu 2nd Street Elementary School Garden, og selvom haven ikke er større end to klasserum, er den blevet erklæret for naturreservat af National Wildlife Federation. Haven har ifølge Assadourian haft en markant indflydelse på sine omgivelser, og “hvor den ikke helt har kunnet neutralisere smoggen fra de tre store highways eller de omkringværende banders aggressioner, har den bragt nyt liv til både skolen og dens nabolag – den har genskabt et stykke lokalmiljø, skabt en følelse af fællesskab og forsynet skolen med friske grøntsager og nye tilgange til uddannelsen.”

Læs mere »