Strøtanker om bæredygtighed

Stillet overfor de globale klimaudfordringer kan vi drømme om den definitive løsning, som med et slag vender udviklingen mod den globale overophedning: tredje generations biobrændstof, fjerde generations kernekraft, fissionsreaktoren, billige solceller, CO₂-støvsugere og CCS-teknologi for ren kulafbrænding. Men der vil gå fra adskillige til rigtig mange år, før de kan få nogen markant betydning, og sandsynligvis vi løsningen aldrig blive blot en enkelt faktor, men en sum af mange et meget stort antal enkeltindsatser. Uden på forhånd at afskrive disse muligheder er det derfor vigtigt at se på, hvad vi kan gøre med de værktøjer, vi har til rådighed her og nu.

WWF Canada har på den baggrund udarbejdet en rapport, Innovating toward a low-carbon Canada, hvor man undersøger muligheder for CO₂-reduktioner blot gennem at bruge allerede kendt teknologi bedre, først og fremmest inden for telekommunikation. Dette leder til seks anbefalinger (se nedenfor), som på kort sigt anslås at kunne reducere CO₂-udledningerne med 20 mio. ton pr. år, og på lidt længere sigt (2020) 36 mio. ton pr. år.

Canadas indbyggertal er omkring seks gange større end Danmarks, så det svarer i dansk skala til besparelser på 6 mio. ton pr. år. Det får således ikke vores nuværende udledninger på 50 ton pr. år til at forsvinde, men det er endda en markant besparelse på et relativt afgrænset felt. Det viser potentialet i at analysere, hvordan vi klimamæssigt med velkendte velafprøvede mider kan gøre det, som vi gør hver dag, langt smartere. Rapporten beskriver således en sum af indsatser, som er umiddelbart gennemførlige, hvor det ikke er økonomien, men vores forståelse af situationen, som står i vejen for dens gennemførelse.

I forbindelse med den første anbefaling, om at etablere en tele-arbejdskultur, faldt jeg prompte for udsagnet “Arbejde er en aktivitet, ikke et sted …” . Det rummer et vist mål af klarsyn.

De seks anbefalinger er:

Læs mere »

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO₂-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

The End of Nature hedder en bog af Bill McKibben, som udkom i 1989 – på dansk: Farvel til naturen (1991). Titlen til trods er det ikke nogen stort basuneret dommedagsprofeti om, at verdens endeligt er nær, men en sine steder næsten smertefuldt vemodig afsked med den natur, som lever i sig selv, uden menneskelig påvirkning – en læsning af, at den natur og den naturlige balance mellem et stort antal arter, som er opstået gennem tiderne, er afløst af en natur, hvor menneskets tilstedeværelse er at spore over alt.

Han tænker her ikke bare på de stadig større områder, som menneskets virketrang aktivt har underlagt sig gennem opdyrkning og bosætning. Efterhånden som det industrielle samfund har udviklet sig, er der spor efter menneskelig aktivitet over alt, der er elementer fra vores kemiske industri i så godt som alle levende organismer og hver eneste dråbe vand. Og ikke mindst rummer hver eneste kubikmeter af atmosfæren efterladenskaber fra vores stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer. Første kapitel hedder da også “En ny atmosfære”.

For McKibben er de hastigt voksende koncentrationer af drivhusgasser et billede på den nye natur. Menneskets aktiviteter har fået globale konsekvenser, vi kan ikke flytte et andet sted hen for at undgå tidligere problemer. Naturen som noget udenfor mennesket – og for menneskelig påvirkning – nærmer sig sin afslutning. Men ét er at have fået indflydelse gennem affaldsstoffer og uvidenhed. Noget andet er, om vi som menneskehed er den opgave voksen, som vi gennem vores omfattende aktivitet har påkaldt os, at opretholde naturens balance.

The End of Nature bliver ofte betragtet som startskuddet til den moderne amerikanske miljøbevægelse. Den var med til at åbne USAs øjne for, at vi var på koalitionskurs med naturens balancer, og at klimaudfordringerne var virkelige, her og nu – ikke blot en måske fjern tåget fremtid.

Læs mere »

På billedet herover ser man AES Drax i Yorkshire, et af EUs mange store kulfyrede kraftværker. AES Drax producerer 7% af Englands elektricitet og udleder herved 22,8 mio. ton CO₂ om året eller mere end de 100 mindst industrialiserede lande i verden tilsammen. Kul er den form fossilt brændstof, som producerer mest CO₂ pr. produceret kraftenhed, og CO₂ fra kulafbrænding i fabrikker og kraftværker tegner sig for omkring en fjerdedel af verdens udledninger af drivhusgasser.

I en tid, hvor det globale klimas ‘tipping point’ rykker hastigt nærmere, rykker nødvendigheden af en hurtig udfasning af kulkraften stadig nærmere. Det har der dog endnu ikke været politisk mod til at vedstå. Det man i første omgang realistisk kunne håbe på var, at den rige verden afholdt sig fra opførelsen af nye kulfyrede kraftværker, indtil man havde udviklet en teknologi til 100% opsamling af CO₂ fra kulafbrænding.

En anden meget kedelig egenskab ved kulafbrændingen er store mængder SO₂ og NO_x, som begge dels virker stærkt forstyrrede ind på biodiversiteten, dels frembyder alvorlige helbredsmæssige implikationer som del af den stadig mere omsiggribende ultrafine partikelforurening.

Den svenske NGO-organisation Acid Rain har derfor ladet udarbejde en rapport, hvor man undersøger, hvad der ville ske, hvis man udstyrede de 50, 100 eller 200 største udledere i EU af SO₂ og NO_x med den bedste i dag kendte filterteknologi, som kan indfange 98% af SO₂ og 90-94% af NO_x.

Alene de 100 største udledere producerer omkring halvdelen af kraftværkernes udledninger af SO₂ og NO_x, og de 500 største enheder repræsenterer 85%. Filtrering af de 100 største udledere ville medføre en reduktion af kraftværkernes årlige udledninger af SO₂ på 3,4 mio. ton og af NO_x på 1,1 mio. ton, som vil svare til en reduktion af de samlede udledninger i EU27 på hhv. 40% og 10%. Samtidig vil det reducere antallet af for tidlige dødsfald med næsten 20.000 og give mere end 200.000 ekstra leveår (se tabel nedenfor).

Det mest tankevækkende ved rapporten er faktisk, at det samfundsøkonomisk er en god investering at gøre det. Hver investeret krone kommer omkring tre gange igen.

Læs mere »

‘Hold Danmark Rent’ hedder en ny organisation, stiftet af miljøministeriet og dansk erhvervsliv, som skal lære os igen at rydde op efter os. Vi danskere er i de senere år blevet stadig mere sløsede med ispapir, pizzabakker, cigaretskodder og slige sager, og det er ikke altid kun fordi, der ikke er mere plads i affaldskurven. Når man går ud og spørger om danskernes holdning til svineriet, er det lidt skræmmende at se, at jo yngre, vi er, jo mere naturligt er det at droppe tingene, hvor det passer os, frem for lige at beholde ispapiret til vi passerer næste affaldsspand.

Turisterne har det som et af de få ankepunkter ved København, at de simpelthen ikke forstår, hvorfor det flyder med affald i dette ellers vidunderlige land. Og hvis man tager en runde i Indre By lørdag eller søndag morgen, så ser det rent ud sagt forfærdeligt ud i og omkring de såkaldte partyzoner. Men det er ikke kun beruselsen, som får os til at glemme at holde rent. Rygerne bruger med største naturlighed vores fælles byrum som askebæger, og man ser stadig oftere, at folk, som har holdt picnic i en af byens parker, blot går fra deres lort. I Kongens Have indsamler man dagligt mellem 8 og 25 sække affald efterladt på plænerne.¹

Miljøminister Troels Lund Poulsen har haft nedsat en arbejdsgruppe, som i går barslede med en rapport Henkastet affald – strategi og værktøjer, som på baggrund af en analyse af affaldsproblemet giver en række anbefalede strategier og værktøjer til, hvordan man kan komme affaldet til livs. Rapporten kan downloades nedenfor.

Ifølge miljøministeren koster det hvert år samfundet op mod en halv milliard kroner at rydde op. Men vi kan sætte nok så mange ressourcer ind på at rydde op. Hvis ikke vi bliver bedre til at rydde op efter os selv, bliver det ikke bedre.

Talsmanden for den ny opstartede organisation, Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke siger: “Hold Danmark Rent er i sig selv et udtryk for nytænkning. Henkastet affald er hele samfundets problem, og derfor opfordrer vi alle til at bakke op om arbejdet – både myndigheder, virksomheder og organisationer. Med Hold Danmark Rent får vi et sted, der kan sikre målrettede kampagner, målrettet bistand til oprydning og være en stærk partner til alle dem, der kæmper hver sin kamp mod tabt affald.”²

Men spørgsmålet er, om der er tale om nytænkning?

Læs mere »

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO₂-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO₂ kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

Den tyske afdeling af verdensnaturfonden WWF har netop udsendt et paper, som gør status over Østersøens havmiljø, og det er ikke læsning for sarte sjæle. Østersøen rummer 7 ud af verdens 10 største områder med bundvendinger, hvor det oprindelige miljø bryder sammen på grund af iltmangel. I en omtale i Ingeniøren i dag betegnes Østersøen som ‘det mest døde hav i verden‘.

WWFs paper tager udgangspunkt i data fra det amerikanske World Resources Institute, som viser, at et område i Østersøen på størrelse med Danmark (42.000 km²), er permanent uddødt, og at iltsvind i de varmeste somre rammer et areal på 100.000 km². På 11 år antallet af områder, som er berørt af bunddød som følge af iltsvind, vokset fra 44 til 169.

Vi kender fænomenet fra Bælterne og det sydlige Kattegat, hvor økosystemerne på varme somre kammer over med stor algevækst, hvis nedbrydning forbruger al ilten dertil at organismer, som er afhængige af ilt går til grunde, og et dødens tæppe breder sig over havbunden, mens man på land kan komme ud for, at døde fisk skyller i land kvalt af iltmangel. Men WWFs rapport viser, at forholdene er endnu værre inde i Østersøen, hvor vandudskiftningen kun foregår langsomt.

Årsagen er først og fremmest de store mængder organisk materiale, som dels stammer fra byernes spildevand, dels stammer fra landbrugets udstrakte brug af kunstgødning hvor store mængder af kvælstof fra markerne vaskes ud i floder og søer og derfra ender i Østersøen. Men ifølge WWFs paper er omkring en fjerdedel af det kvælstof, som findes i Østersøens vandmasser, optaget fra atmosfæren, hvor den stammer fra gødningsafdampninger og forbrænding af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Det fremgår i dag af Politiken, at trafikken i København for første gang i mange år er svagt faldende.¹ Med stadig flere biler i Hovedstadsområdet har trafikken de seneste år nærmet sig et mætningspunkt med stor træghed og kødannelser i myldretiderne til følge.

Ifølge Københavns Kommunes netop offentliggjorte trafiktællinger for 2003-2007 er biltrafikken i København i 2007 set i forhold til 2006 “stort set uændret, dog med en faldende tendens i de indre dele af kommunen. Gennem søsnittet er bilernes antal i dagtimerne faldet med 4.600 til i alt 290.400 og gennem kommunegrænsen er antallet faldet med 2.800 til i alt 545.000.”²

Samtidig er cykeltrafikken i de centrale bydele stigende. Dette er en glædelig udvikling, om end der endnu kun er tale om meget beskedne fald i biltrafikken (se kurven nedenfor).

En del af baggrunden er de hastigt stigende benzinpriser, og der har da også været forslag fremme om, at befordringsfradraget burde øges. Men set fra et klima- og bæredygtighedsperspektiv virker det fuldstændig forkert at have et befordringsfradrag, og Christian Ege fra Det Økologiske Råd advarer i dag om, at det ville være det helt forkerte signal at sende.³

Læs mere »

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ifølge rapporten Realizing the Promise and Potential of African Agriculture fra IAC, InterAcademy Council, har det sult- og katastrofeplagede afrikanske kontinent potentiale til at få en central rolle i verdens fødevareforsyning.

I dag er omkring 200 af Afrikas 900 millioner indbyggere plaget af sult. Men rapporten konkluderer, at Afrika med forbedrede dyrkningsmetoder kunne stå overfor en grøn revolution med et kolossalt potentiale.

Afrikas landbrug er mangefacetteret, og rapporten har identificeret 17 karakteristiske landbrugstyper. En analyse af disse når frem til, at fire af dem har særligt potentiale: Et majsbaseret landbrug suppleret med bomuld og blandet husdyrhold, et korn- og rodfrugtbaseret landbrug med supplerende afgrøder og kvægbrug, et overrislingslandbrug, primært baseret på ris, bomuld, grøntsager, vandkrævende afgrøder, kvæg og fjerkræ, samt et plantage-landbrug primært baseret på træafgrøder som kakao, kaffe, palmeolie, og gummi. Der er billeder fra en række forskellige landbrugszoner nedenfor.

Læs mere »

IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, udarbejdede i 2006 en Energiplan 2030, som gav et solidt bud på, hvordan Danmark i 2030 med CO₂-udledninger 60% lavere end i dag kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og etableringen af langt mere bæredygtige tilstande.

Siden har meget ændret sig. Dollarkursen er faldet markant, mens olieprisen er steget voldsomt, og alt tyder på, at den aldrig igen vil komme under 100 $, men tværtimod fortsætter med at stige. Ingeniørforeningen har derfor genberegnet energiscenariet fra 2006 med de nuværende priser. Og hvor beregningerne i 2006 viste, at en udvikling, som i 2030 havde halveret CO₂-udledningerne samtidig i 2030 ville medføre en besparelse på 15 mia. kr. pr. år, så har de mellemliggende prisforskydninger medført, at vi ved systematisk at satse på energibesparelser, kollektiv trafik og omlægning til vedvarende energi vil kunne spare 27 mia. kr. om året ved at lægge kursen mod CO₂-neutralitet.

[nggallery id=124]

.
Herover er det en række af rapportens centrale grafer, som giver en god fornemmelse af Energiplan 2030s sigte.

På den baggrund virker energiforliget fra februar i år næsten deprimerende uambitiøst. Hver gang oliepriserne stiger, bliver den økonomiske gevinst ved en systematisk omlægning større, så selvom det for mange kan virke uoverskueligt at igangsætte en sådan transformationsproces i hele den måde, hvorpå samfundet tilvejebringer sin energi på, er det grundlæggende sundt købmandskab, både i snæver økonomisk forstand og i forvaltningen af klodens fremtid. Det er således tid til konsekvent handling, og jeg håber, at beregninger som disse kan inspirere beslutningstagere på alle niveauer til at tage fat, nu!

Energiplan 2030 vil indebære store positive virkninger for Københavns miljø. For eksempel luftkvaliteten burde kunne være meget bedre. Ikke mindst vil den nu dødbringende ultrafine partikelforurening kunne reduceres radikalt i takt med, at de fossile brændstoffer udfases. Trafikmængden på landevejene, som ifølge Infrastrukturkommissionens rapport forventes at stige 70-90% i de kommende år, vil med Ingeniørforeningens plan ligge lavere i 2030 end i dag i kraft af den systematiske satsning på udbygningen af jernbanen og den kollektiv trafik. En national målsætning som i Energiplan 2030 vil således være det perfekte udgangspunkt for, at København vil kunne udvikle sig til Verdens Miljømetropol.

Nedenfor følger Energiplan 2030s 11 centrale anbefalinger:

Læs mere »