Strøtanker om bæredygtighed

Niels-Holger Nielsen har lavet nedenstående oversættelse af Zane Acorns anmeldelse af Climate Wars, en tankevækkende bog af Gwynne Dyer. Anmeldelsen blev bragt i Green Left Weekly, 18.04.2009.¹

Climate Wars

Climate Wars (Klimakrige, NH) er en foruroligende bog og et værdifuldt bidrag til den stadigt voksende mængde litteratur om den historiske skillevej, som homo sapiens står midt i.

Denne bog forklarer klimaforandringernes effekt; ikke kun på koralrev og isbjørne, men på hundreder af millioner klimaflygtninge, som risikerer den samme skæbne som Gazas befolkning fristede under det israelske militærs angreb i januar.

Den beskriver også med en vis klarhed en virkeligt dybtgående ændring i menneskets kollektive bevidsthed. En ændring som er såvel forudsætning som særkende for et succesfuldt forsøg på at afværge løbske temperaturstigninger.

Climate Wars benytter sig af et spændende format, hvor en serie interviews med militærer, politikere, klima- og VE-specialister² veksler med fiktion om en fremtid knust af klimaforandringer.

Der er også foregribelser af hvorledes samfundet kan undgå løbske klimaforandringer; en bestræbelse som det vil kræve betragtelige investeringer og årtier med vedholdende internationalt samarbejde at gennemføre.

Et fantastisk eksempel er et citat, af Lester Brown fra Worldwatch Institute,³ som understreger den kendsgerning, at menneskeheden er meget kompetent til at skabe og implementere det enorme netværk af grøn energi, som vi behøves for at kunne bremse kulstofudledningen:

”Vi fremstiller på verdensplan tres millioner biler om året, så det er ikke noget at snakke om. Vi ville kunne producere disse vindmøller til hele verden blot ved at genåbne de lukkede samlefabrikker i USA. Det er alt hvad vi behøver for at kunne generere 40% af vores energi fra vindmøller i 2020.”

Læs mere »

Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst – økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden.

Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.

Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”

I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet.

Læs mere »

I forbindelse med offentliggørelsen af den årlige State of the World-rapport fra WorldWatch Institute med undertitlen Into a Warming World, afholdt instituttet sit 13. årssymposium. Der er tre videoer tilgængelige fra symposiet. den første rummer blandt andet åbningstalen af IPCCs formand Rajendra Pachauri. I anledning af, at den kommende klimaaftale skal underskrives i København til december, efterfølges han af Bo Lidegaard, den danske statsministers førsterådgiver i klimaanliggender. De to indledende indlæg giver tilsammen et godt billede af, hvordan IPCC og den danske regering arbejder mod til december at kunne etablere en global klimaaftale i København.

Parallelt med den første video kan man følge Pachauris PowerPoint slides.

Den anden video er for så vidt langt mere interessant. Man kan her under temaet The Perfect Storm møde Tom Lovejoy, leder af biodiversitetsafdelingen af The Heinz Center, Sara Scherr, leder af Ecoagriculture Partners, samt Bill Hare, Visiting Scientist, The Potsdam Institute, som står bag det tankevækkende klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, som udgør kapitel 2 i WorldWatch Institutes netop udkomne årsrapport 2009. (se tidligere blog-indlæg: Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning).

Spændet mellem den første og den anden video viser tydeligt det markante spænd, som i dag eksisterer, mellem hvad politikerne arbejder for (og fremdrager som nødvendigt) og hvad videnskaben fremhæver som nødvendigt. Klimavidenskaben er i dag er entydig om, at en CO₂-koncentration på 450 ppm kun er et skridt på vejen, og at vi skal tilbage under 350 ppm for at bremse klimaforandringerne. Og for eksempel Bill Hare påpeger det ønskværdige i på længere sigt at vende tilbage til et førindustrielt niveau på blot 280 ppm, hvis vi vil langtidsstabilisere klimaet.

Der er en gryende forståelse også i det politiske system af, at vi må sigte på 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: 350 ppm vinder fodfæste i Poznan). Men IPCC er på godt og ondt et langsommeligt arbejdende konsensus-apparat, som reagerer langt meget sendrægtigt på nye forskningsresultater end de enkelte institutioner og forskere. Derfor kan vi stadigvæk risikere, at den kommende klimaaftale i København, som i høj grad er en aftale om det politisk mulige, vil blive bygget op om en målsætning på 450 ppm og ikke 350 ppm. Ikke dårligt set i forhold til, at CO₂-koncentrationen sandsynligvis vil nå op omkring 1.000 ppm omkring år 2100, hvis man blot fortsætter afbrændingen af fossile brændstoffer uantastet. Men samtidig ikke tilstrækkeligt til at opnå stor sikkerhed for, at klimaudviklingen ikke når tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver selvaccelererende. Fra videnskabens side står det i dag klart, at 450 ppm ikke er tilstrækkeligt til at sikre os mod en række alvorlige klimaforandringer, som vil gribe ødelæggende ind i livsvilkårene for et meget stort antal mennesker, dyr og planter.

Ifølge Bill Hare giver 450 ppm os kun knapt 50% sikkerhed for at vi holder os under en opvarmning på 2º – vil vi have en sikkerhed på 70-80%, skal vi sigte på 350 ppm, hvilket igen indebærer, at vi i løbet af få årtier må udvikle CO₂-negative samfund, som gennem deres aktivitet absorberer mere CO₂ end de producerer. Her er ikke mindst Sara Scherrs rids af mulighederne og udfordringerne i landbrugssektoren yderst interessante.

Den tredje video viser Christopher Flavin, moderator, Janet Sawin, Senior Researcher, Worldwatch Institute, Satu Hassi, medlem af EU-parlamentet, Malini Mehra, Centre for Social Markets, India, samt Yingling Liu, Kina-ekspert ved WorldWatch Institute. De tre videoer er introduceret af Robert Engelmann, leder af WorldWatch Institute.

13th Annual State of the World 2009 Symposium, Washington 15.01.2009.

Worldwatch Institute er netop udkommet med sin 26. årlige rapport om klodens tilstand, og med State of the World 2009. Into a Warming World, er temaet i år direkte klimaudfordringen.

Om end det sjældent er opmuntrende læsning, har disse tilstandsrapporter gennem årene givet en række uvurderlige analyser af den globale tilstand. Og årets fokus på klimaproblematikken giver et fornemt, om end næsten knugende billede af det enorme svælg mellem klimaforskernes forståelse af, hvilke tiltag, der er nødvendige for at stabilisere klimaet, og den manglende forståelse hos de politikere og erhvervsfolk, som med deres beslutninger og mangel på samme kommer til at tegne udviklingen i de kommende årtier.

W.L. Hare fra Potsdam Institute giver i kapitel 2, A Safe Landing for the Climate (pdf), et godt perspektiv på klimasituationen. Hvor IPCC nu prøver at opstille en afløser for Kyoto-aftalen, som kan sikre, at vi maksimalt får en global temperaturstigning på 2º, vurderer hare på baggrund af en række nyere resultater, at vi nærmere skal sigte mod 1,7 º eller 1,5º grader global stigning, og ideelt set burde sigte mod et 1º-scenario for med høj sandsynlighed at kunne stabilisere klimaet.

Kapitel 2 afrundes med en skitse til et 1º-scenario, som vil kræve CO₂-neutralitet i 2050 og en hurtig udvikling videre frem mod en CO₂-‘negativitet’, hvor vi globalt set bliver i stand til at absorbere mere CO₂ end vi udleder. Noget i den stil vil blive nødvendigt for at bringe atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm – den grænse mange klimaforskere i dag sætter som den maksimale for at langtidsstabilisere klimaet. CO₂-koncentrationen, som før industrialiseringen lå på omkring 280 ppm, er i dag på 387 ppm og stiger omkring 2 ppm pr. år. De globale temperaturstigning siden industrialiseringen er i dag på omkring 0,7.

På lidt længere sigt må vi ifølge Hare sigte mod en fjernelse af CO₂ i et omfang på linje med de samlede udledninger fra fossile brændstoffer siden industrialiseringens begyndelse for fuldt ud at restabilisere klimaet med en koncentration på omkring 300 ppm.

For at have stor sikkerhed for, at klimaet ikke når såkaldte ‘tipping points’ konkluderer Hare, at vi må sigte på en stigning på max. 1º. på kurverne herover, som stammer fra kapitel 2, kan man se, at IPCCs ‘high’ scenario, hvor vi kun i lille grad formår at bremse CO₂-udledningerne, frem mod år 2100 vil medføre CO₂-koncentrationer på over 1.000 ppm og en globale opvarmning i størrelsesordenen 4-5ºC.

State of the World 2009. Into a Warming World, giver et prisværdigt overblik over klimasituationen og er yderst anbefalelsesværdig læsning. De enkelte kapitler kan downloades i pdf-format, se links nedenfor. Der er et eksemplar at State of the World 2009 på vej til vores Agenda 21-bibliotek på Rådhuspladsen 77.

Kapitel 1 rummer en sammenfatning med 10 punkter, som vil kunne give en CO₂-neutral verden i 2050. De er medtaget nedenfor i en forkortet udgave, som stammer fra Leo Hickmanns omtale af State of the World 2009 i The Guardian i torsdags.¹

State of the World 2009: Into a Warming World, Worldwatch Institute 2009.

Deborah Zabarenko: Halt all carbon emissions by 2050, says Worldwatch, Scientific American 13.01.2009.

Tanya Syed, World ‘needs radical cuts’ on CO₂, BBC News 14.01.2009.

De enkelte kapitler:

State of the World: A Year in Review – A timeline of significant environmental news events from October 2007 to September 2008 (pdf).
1) The Perfect Storm – The climate dilemma, in a nutshell (pdf).
2) A Safe Landing for the Climate – Current climate science and the emissions path needed to glide toward a safe landing (pdf).
3) Farming and Land Use to Cool the Planet – The needed transition to carbon-absorbing forestry and food production (pdf).
4) An Enduring Energy Future – The opportunity and the imperative for building a low-carbon energy future (pdf).
5) Building Resilience – The importance of building resilience to climate change (pdf).
6) Sealing the Deal to Save the Climate – The agreement that nations must reach to begin stabilizing the climate while adapting to a warming world (pdf).
Climate Connections – 22 essays by experts around the world on wide-ranging topics relevant to climate change.
Climate Change Reference Guide and Glossary – A primer for following the developments on climate change that will unfold in 2009 (pdf).

Læs mere »

Her op under årsskiftet er det tid for status på en lang række områder. Scientific American har således en oversigt over ti steder i verden, hvor klimaforandringerne allerede er slået markant igennem. Artiklen er skrevet på baggrund af en bog af Stephan Faris, Forecast. The Consequences of Climate Change, from the Amazon to the Arctic, from Darfur to Napa Valley, som udkommer i januar 2009.

Bogens første eksempel er Darfur. Og den kroniske uro, som nu hærger området, er et forvarsel om en konflikttype, vi vil komme til at opleve over store dele af kloden, efterhånden som levevilkårene for bønder og nomader ødelægges af klimaforandringerne i takt med, at ørkenen ekspanderer.

Eksempel 2 er kysterne langs Den Mexicanske Golf. Kombinationen af stigende verdenshave, beliggenhed i et stort delta og stadig flere voldsomme cykloner gør tilsammen dette område langt mere truet end for blot få årtier siden. Og vi så med Katarina, hvordan naturkræfterne kan tage magten fra selv verdens største økonomi.

Bogens tredje eksempel er Castiglione di Cervia, en landsby i Norditalien, hvor pludselig mere end 100 af de 2.000 indbyggere havde høj feber og ømme led efter at have fået en variant af dengue-febeen. Med klimaforandringerne er der stor sandsynlighed for, at insektoverførte tropesygdomme som dengue og malaria vil vinde nyt terrain.

Eksempel 4 er Nordeuropa, hvor klimaforandringerne kombineret med vores levestandard er langt enklere at leve med end i det tropiske bælte, men endda udtalte. Vi har allerede set danske vinbønder, og vindyrkningen vil i løbet af de kommende årtier bevæge sig nordud, så en Chateaux Hammershus eller en Côtes du Setesdal er inden for rækkevidde, mens mange i dag store vindistrikter i Middelhavsregionen vil stå overfor store vanskeligheder på grund af den voksende varme og tørke.

Læs mere »

Nedenstående lille videoreportage fra CNN er lavet i anledning af en rapport fra UNEP, United Nations Environmental Programme, som behandler den storby-smog fra fabrikker, biler og komfurer, som hænger tungt over Asiens tætbefolkede zone og danner en op til 3 km tyk sammenhængende brun sky af uddunstninger, som strækker sig fra Den Arabiske Halvø over Pakistan, Nordindien, Sydøstasien og de kinesiske flodsletter til langt ud over Stillehavet. Den giver nogle tankevækkende billeder på, i hvor høj grad vi efterhånden lider under den systematiske tilsvining af vores livsgrundlag.

Sine steder er solindstrålingen på grund af den forurenede luft i dag reduceret med op til 20%, hvilket giver mindre fordampning og dermed mindre regnfald, hvorfor monsunregnen mange steder er i aftagende. I Ganges’ og Indusregionen er nedbøren faldet med 20% siden 1980erne.

Luftforureningen er i byområderne så høj, at man regner med omkring 340.000 årlige dødsfald i Indien og Kina alene som følge af partikelforureningen. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko fra de store mængder af sodpartikler, aerosoler, ozon osv. danner den brune sky en form for indkapsling af solindstrålingen, som øger drivhuseffekten og den generelle opvarmning af regionen. Himalayas gletsjere, som bringer livgivende vand til de store befolkningskoncentrationer langs floder som Indus, Ganges, Brahmaputra, Huang Ho og Yangtze-floden, smelter derfor langt hurtigere end hidtil antaget. Det anslås, at gletsjervolumenet i Himalaya-bjergene vil være reduceret med 75% i 2050, hvilket vil føre til drastisk mindskede muligheder for fødevareproduktion for det tættest befolkede zone i verden. Rapporten vurderer, at fødevareproduktionen vil kunne falde med op til 40%.

Læs mere »

En ny opgørelse over ressourceforbruget i verdens lande placerer Danmark helt top, som et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer. Hvis alle brugte lige så meget af jordens naturressourcer, som vi gør, skulle vi have fire kloder.

I et nyhedsbrev fra WWF hedder det: “Alt for meget kød og alt for meget CO₂ er med til at placere Danmark på en fjerdeplads på listen over, hvilke lande der forbruger flest af Jordens ressourcer. Tallene taler deres tydelige sprog: Hvis alle mennesker i verden levede som os, så havde vi behov for tre ekstra jordkloder.

Den tvivlsomme placering offentliggøres i rapporten ’Living Planet Report 2008’, som udkommer i dag. Danmark er her placeret som det land i verden, der har det fjerdestørste forbrug af naturressourcer pr. indbygger. Kun overgået af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.

‘Rapporten bør give anledning til dyb selvransagelse herhjemme, for det er selvfølgelig helt uacceptabelt at vores forbrug i den grad lægger pres på planeten. Trods vores tradition for at være et miljøvenligt land og vore mange muligheder for rent faktisk at være det, er vi nu endt i selskab med lande, der notorisk er kendt for at ødsle med ressourcerne. Pinligt,’ siger Jacob A. Sterling, som er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.”

Rapporten er velillustreret og interessant læsning. Blandt andet har man etableret et ‘water footprint’ (p. 18. ff.), som tegner konturerne af et andet problem vi vil møde med langt større kraft i de kommende år.

Den centrale konklusion i rapporten er, at verden i dag bruger 30% flere naturressourcer, end kloden kan regenerere. Dette kan selvklart kun lade sig gøre på meget kort sigt, og det er et alarmerende billede af, hvordan verdens naturkapital i disse år hastigt devalueres.

Se også tidligere blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint og One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Chris Hails et al.: Living Planet Report 2008, WWF oktober 2008 (pdf).

Vi mangler tre kloder! WWF 29.10.2008.

Vores økologiske fodaftryk er kæmpestort, (Ritzau) Berlingske 29.10.2008.

Laura MacInnis: WWF Says Reckless Consumption Threatens The Planet, (Reuters) PlanetArk 29.10.2008.

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Richard Heinberg, som i en årrække har beskæftiget sig med Peak Oil, udgav i 2007 bogen Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines. Han ser heri på, hvordan ikke blot den fossile energi, men en lang række andre ressourcer i de kommende år vil blive så begrænsede i forhold til efterspørgslen, at det vil udløse store prisstigninger og potentielt krig.

Vi har set det med olien, både prisstigningerne, og det ubehagelige faktum at et land som Danmark er blevet trukket i krig for at forsvare olieinteressser. Ifølge Heinberg står vi overfor tilsvarende forsyningsproblemer, når det gælder mad, jord, vand og en hel række basale ressourcer, som i virkeligheden er langt mere fundamentalt nødvendige for vores overlevelse end olien.

I forbindelse med introduktionen af bogen var Heinberg blandt andet på New Zealand, og nedenstående video stammer fra hans præsentation i Orewa 09.10. 2007. Præsentationen findes kun på YouTube, hvor man kan have max. 10 min. videosekevenser, så hans præsentation af Peak Everything. Waking Up to the Century of Declines kommer i 6 dele nedenfor.

Heinbergs analyse af det 21. århundredes ressourcesituation nærmer sig en dystopi – og det ser ikke for godt ud, når man som han pudser krystalkuglen. Heinberg lyder da heller ikke specielt optimistisk, når han afsluttende (del 6) søger han at give et rids af de nødvendige forandringer for at føre verden godt videre: Der er simpelthen ikke noget håb for ‘Business as usual’, siger han. Vi må forberede os på svære tider. Vi er nødt til at justere vores forventninger til fremtiden efter virkeligheden – som er de begrænsninger, som findes i naturkapitalen (the natural world). Vi har i årtier har levet langt over evne, og at bringe vores levevis tilbage i det muliges (det bæredygtiges) rum vil i Heinbergs perspektiv forudsætte gennemgribende forandringer, som er mulige, men som vil kræve store ofre og store forandringer af vores adfærd og bevidsthed – og kræve mobiliseringen af det bedste i mennesker at gennemføre.

Heinberg viser afsluttende en liste over ting, som ikke har peak’ed (billedet til højre): Fællesskab, personlig integritet, tilfredsstillelsen ved veludført arbejde, international solidaritet, samarbejde, fritid, lykke, kreativitet og urban skønhed. Til den liste kunne man ønske sig at tilføje kærlighed.

Der er kun meget lille sammenhæng mellem energiforbrug og lykke/tilfredshed. Kunne vi afkoble forbindelsen mellem vores forbrug og materielle besiddelser og vores oplevelse af tilfredsstillelse, lykke og af betydningfuldhed, har vi taget et vigtigt skridt videre fra den nuværende globale ubalance. Men det kræver en helt anden etik fra reklamebranchen, som systematisk imprægnerer os med velsignelsen ved at besidde de mange objekter, som er hastigt i færd med at omdanne planeten til losseplads.

Læs mere »

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »