Strøtanker om bæredygtighed

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

Det Internationale Energiagentur IEA barslede sidste uge med deres årlige World Energy Outlook. Det er alt andet end opmuntrende læsning.

Verdens energiforbrug stiger hurtigere end nogensinde, CO₂-udledningerne stiger hurtigere end nogensinde, kulkraft står stadig for ikke bare størstedelen af energien, men for størstedelen af stigningen i energiforbruget. Og i det scenario for energiforbruget frem til 2035, som IEA fremlægger, forventes det samlede energiforbrug at stige med 40%. Den klimavenlige del heraf forventes kun at stige langsomt, mens “unconventional oil” – typisk olie udvundet fra skifer- og sandforekomster, som har et langt større energiforbrug ved udvindingen –  i de kommende årtier vil få en markant større andel af det samlede energiforbrug.

Ifølge IEAs Outlook er verden nu oppe på at have brugt 80% af det samlede mulige CO₂-volumen, hvis koncentrationen skal holdes under 450 ppm, og IEA, som ikke har tradition for alarmisme, giver verden blot 5 år til at vende udviklingen, hvis ikke vi skal stå over for uafvendelige klimaforandringer. Det er vel at mærke ikke 5 år til at blive enige om at beslutte sig, men 5 år til at have igangsat så mange forandringer, at det lykkes at få de stadig stigende fossile energikurver bøjet den rette vej.

IEAs ledende økonom Fatih Birol siger: “As each year passes without clear signals to drive investment in clean energy, the lock-in of high-carbon infrastructure is making it harder and more expensive to meet our energy security and climate goals.” Det er dyrt at tøve med at gennemføre en konsekvent energi- og klimapolitik, hvilket præcist er, hvad verden gør i disse år. Jo længere vi venter med at igangsætte de nødvendige omlægninger, jo dyrere og jo sværere bliver det, og jo større bliver risikoen for, at vi når tærskler eller tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

“‘For hver dollar man ‘sparer’ i forhold til forbedringer af energisektoren før 2020, skal man betale 4,3 dollars mere i årene efter 2020′, skriver IEA i en besked på Twitter.”¹ Så Stern-rapportens hovedkonklusion, at det er dyrt at vente, synes rigtigere end nogensinde.

World Energy Outlook 2011 er det digert værk på 660 sider og koster 150 euro at downloade, men er frit tilgængelig som executive summary. Tidligere års udgaver kan downloades frit via denne side.

Se tidligere blog-indlæg: Den fossile produktion på støtten og World Energy Outlook 2008.

World Energy Outlook 2011 executive summary (pdf).

World Energy Outlook 2011 Faactsheet. How will global energy markets evolve to 2035? (pdf).

Marc Prosser: Om seks år går den globale opvarmning amok, Ingeniøren 15.11.2011.¹

Jeremy Hance: IEA warns: five years to slash emissions or face dangerous climate change, Mongobay 13.11.2011.

Nina Chestney: Warming limit risk if no climate action by 2017: IEA, Reuters 11.11.2011.

Elizabeth Kolbert: Two Degrees of Disaster, The New Yorker 11.11.2011.

Btyan Wassh: Is Our Energy System Locked In to Climate Change? Time Magazine 10.11.2011.

Fiona Harvey: World headed for irreversible climate change in five years, IEA warns, The Guardian 09.11.2011.

Petrer O’Neil: Environmentalists ‘smoking dope’: energy agency director, Edmonton Journal 09.11.2011.

Damian Carrington: Why is it so hard to stop climate change? The Guardian 09.11.2011.

Mason Inman: IEA Outlook: Time Running Out on Climate Change, National Geographic 09.11.2011.

IEA economist: ‘We have to leave oil before it leaves us’, Euractiv 07.11.2011.

I dag udkom FNs årlige befolkningsrapport State of the World Population 2011.¹ Det er UNFPA, United Nations Population Fund, som står udgivelsen, og med undertitlen People and Possibilities in a World of 7 Billion ser den på, hvilket potentiale, der ligger i de mange nye kræfter, som i disse år kommer til verden.

I en kommentar til udgivelsen siger UNFPAs leder Babatunde Osotimehin: “The issue of population is a critical one for our humanity and for the Earth. But let us be clear: It is not a matter of space. The population question is one of equity, opportunity and social justice.”

“Our report … shows that the challenges ahead are formidable. It contains snapshots from nine countries, where ordinary people, national demographic experts, and policymakers talk about the challenges they face and how they are confronting them.”

Han identificerer derefter en række globale tendenser:

• Educating and empowering girls and women allow them to have fewer children than their mothers and grandmothers did, and they choose this path whenever and wherever they can.
• We must consistently involve boys and men, for they are the critical partners we require for health and development.
• In countries with high population growth and low incomes, such as sub-Saharan Africa, many adolescent girls and women cannot determine their fertility, with population outstripping economic growth and the ability of health services to serve their people.´
• In many middle income countries where population growth has stabilized, issues of urbanization and migration factor heavily into population dynamics.
• In many European countries, Japan and elsewhere, fertility has fallen below the replacement level. Governments in these countries are challenged by shortages of labour and productivity, which potentially threaten the quality of life for the ageing generations.

“With these trends in mind, we must ask which actions we can take today that will chart a path towards sustainable social and economic development and prepare the world going forward.”

Læs mere »

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO₂-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Læs mere »

I august 2009 gav vi os ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lov til et par dage at fabulere omkring idékonkurrencen for det kommende Statens Naturhistoriske Museum. Det havde måske fortjent mere refkeksion, mere fodarbejde, og ikke mindst lidt mere tid til redigering og sammenskrivning. Men tanken havde ulmet og modnet, det var en spændende proces, og nu i bakspejlet er der faktisk fine momenter i oplægget, som søgte at skrive sig ind til vigtigheden af en anden direkte oplevelse og erfaring.

Jeg var tilbage for at se illustrationssiden, hvor enkeltord flyder rundt i botaniske billeduniverser samtidig med, at hvert opslag er tildelt et haiku fra Hans-Jørgen Nielsens gendigtninger fra 1963. De kan klikkes frem i følge herunder. Derefter følger besvarelsens introduktion. Den samlde besvarelse kan downloades nederst i indlægget.

[nggallery id=151]

.
Illustrationer fra: Botanisk Have – en ny fortælling, august 2009.

“I den verden, der omgiver os, er geologi, botanik og zoologi uadskillelige dele af samme virkelighed. Med sammenlægningen af Geologisk Museum, Botanisk Museum, Botanisk Have og Zoologisk Museum til et Statens Naturhistoriske Museum rykker det nye museum således nærmere virkeligheden. Og det er værd i den forbindelse at gøre sig overvejelser om, hvad det indebærer.

Fra barnsben lærer vi at opdele naturen. ’Dyreriget, planteriget eller mineralriget’ hedder det i en af vores klassiske børnelege. Naturen kan nok udstykkes stumpvis, og i de nuværende samlinger er der stor vægt på naturens enkeltdele. Men disse enkeltdele er i realiteten ikke funktionelle uden det store, komplekse samspil mellem dyr og planter, som foregår i jorden, luften og vandet.

Igennem milliarder af år har naturen udviklet raffinerede feedback-systemer. Den levende verden fungerer i et grænseløst system, Jordens økosystem, hvor samtlige individer og omgivende substanser påvirker og afbalancerer hinanden helt ned på atomniveau.

For det industrialiserede samfund er naturen reduceret til beherskbare, fragmenterede ressourcer, hvor individ- og artsantal er underlagt menneskets udvælgelseskriterier – bevidste såvel som ubevidste.

Læs mere »

Når man tænker på, hvilken ørkenvandring de sidste 10 år har været for miljøet, så er det netop fremlagte regeringsgrundlag for en S-SF-R-regering ren festlæsning: “Regeringen vil omstille Danmark til en grøn økonomi ved at fremme vedvarende energi, bedre kollektiv trafik og grønne vækstvirksomheder”, står der i indledningen.¹ På side 14 nederst kan man læse, at: “[o]mstillingen til en grøn økonomi vil styrke Danmarks energipolitiske uafhængighed, skabe grundlag for nye danske job og give danske virksomheder et forspring på markederne for grøn teknologi. Derfor skal vi gøre os uafhængige af fossile brændsler, have mere vedvarende energi, mindre udslip af drivhusgasser og lavere energiforbrug.”¹ I planen er der lagt op til, at Danmark har reduceret sine CO₂-udledninger med 40% i forhold til 1990 inden 2020 – uden køb af kvoter. Alt i alt en særdeles ambitiøs klimamålsætning.

Connie Hedegaard har da også fra EU-side været fremme med roserne.² Regeringens klimaplan er så tilpas ambitiøs, at det igen kan blive en god forretning at være dem der ved, hvordan de andre skal gøre det. Og hvor vi aldrig har været gode til storproduktion, så har vi en lang tradition for at agere i det felt af organisatoriske og teknologiske nybrydninger, som skal til for at håndtere klima- og bæredygtighedsudfordringen begavet.

En sådan plan kræver igangsætningen af en gennemgribende omstillingsproces, og den vil kræve opbakning og deltagen fra store dele af det danske samfund. Man derfor må ønske den nye regering arbejdsro og flertal til at få processen godt i gang og bragt dertil, at der ikke bare ikke er nogen vej tilbage, men at vi alle kan se, at det er det hele værd at udfase det fossile samfund. For der er ikke nogen vej tilbage.

Den del af regeringsgrundlaget, som omhandler transport, klima og miljø, udgør i alt 7 ud af 77 sider, og jeg har kopieret denne del af teksten ind nedenfor. Men det, at det overhovedet kan lade sig gøre at tage klima- og miljødelen for sig, viser måske grundlagets svaghed. Der står faktisk foruroligende lidt om klima og bæredygtighed på alle de andre sider. Det er stort set ikke integreret i uddannelsespolitikken, forskningspolitikken, kulturpolitikken, forsvarspolitikken, biodiversitetspolitikken, zonelovgivningen, egnsudviklingsindsatsen eller det sociale område. På den led er regeringsgrundlaget et billede af vores forvaltningstraditions ekstremt sektoriserede håndtering af alle problemstillinger, hvor klima og miljø er et specialområde på linje med mange andre. Men klima og miljø skal så at sige indtænkes overalt. Og spørgsmålet er, hvor langt vi kan komme i en sådan omstillingsproces uden at blive langt bedre til systematisk at tænke og handle i et langt stærkere helhedsperspektiv.

Nu er der mange gode takter i grundlaget, en 40% reduktion i 2020 levner ikke megen tid til nølen, og verden har brug for at se, at en kurs som den som er udstukket i regeringsgrundlaget, ikke bare kan lade sig gøre, men giver de ønskede resultater og giver en vej frem, som også økonomisk set har en sammenhængskraft. Afsnittene om natur og landbrug burde kunne danne udgangspunkt for en både klima-, natur- og biodiversitetsmæssigt set langt bedre håndtering af de produktive landskaber end i dag. Og set i lyset af de sidste ti års laden stå til overfor landbrugets skalten og valten med vores naturgrundlag, er det nye regeringsgrundlag ren lystlæsning!

Et Danmark der står sammen, Regeringsgrundlag oktober 2011 (pdf).¹

Jørgen Steen Nielsen: Connie Hedegaard roser regeringens ambitiøse klimamål, Information 04.10.2011.²

.
Herunder er gengivet de kapitler fra regeringsgrundlaget, som omhandler klima- og miljøindsatsen. De udgør side 27-33 i regeringsgrundlaget.
.

GRØN OMSTILLING

Verden står overfor to alvorlige kriser. Den økonomiske krise og klima/miljøkrisen. Begge kriser skal løses i en verden præget af store forandringer på vej mod en ny verdensorden.

Kloden kan ikke bære presset på ressourcer og klima, hvis den nuværende retning fastholdes. Derfor står bæredygtighed, grøn økonomi og konkret indsats overfor stigende forureningsproblemer, ressourcemangel og klimaforandringer meget højt på regeringens dagsorden.

Det kræver en større dansk indsats i internationale forhandlinger og i EU for at sikre en mere bæredygtig udvikling.

Danmark har chancen for udvikle sig til et grønt demonstrationsland for nye teknologier og nye metode. På den måde vil vi skabe grundlaget for at bevare og udvikle nye produktions – og videns arbejdspladser i den private sektor til erstatning for de tusindvis af job som Danmark mistede i de seneste år.

Derved forenes fordelene ved et bedre miljø og en stigende beskæftigelse i form af grøn vækst.

Læs mere »

Fra 16. september er bloggen Strøtanker om bæredygtighed flyttet til en ny placering her på www.jenshvass.com.

I den forbindelse vil der i den kommende tid være en del “vejarbejde”. For eksempel skal omkring 5.000 links og billedhenvisninger ændres i de kommende uger og 50 billedgallerier sættes op forfra.

Nye indlæg vil fra i dag være at finde på denne adresse, og hvis du abonnerer på bloggens feed, er det en god idé i tide at skifte til det nye feed på www.jenshvass.com/blog/feed.

16. september er årsdagen for det kommunale budgetforlig for 2011, hvor Miljøpunkternes i forvejen smalle økonomi blev halveret og lagt ind under lokaludvalgene. I konsekvens heraf ophører undertegnede (Jens Hvass) med udgangen af september som centerleder ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Og den stadige afsøgning af klima- og bæredygtighedsproblematikken, som har karakteriseret Strøtanker om bæredygtighed siden dens begyndelse i januar 2008, vil fortsætte her fra min personlige hjemmeside.

George Monbiot beretter i dag i The Guardian om, hvordan vandmændene fuldstændig har overtaget magten i den bugt, hvor han gennem årene har hentet sine makrel.¹ Jeg har en tilsvarende erfaret, hvordan den overflødighed af fisk jeg husker fra min barndom, hvor morfar store dele af året fangede alle de rødspætter, skrubber, isinger og ål, vi kunne spise, har været så godt som forsvundet.

Det kan være svært at slutte fra sådanne lokale observationer. Men i kommentarerne til Monbiots indlæg var der en reference til et studie af udviklingen af Nordatlantens bestand af spisefisk fra 1900-2000,² som gav et voldsomt billede af den stadig mere gennemgribende støvsugning af verdens fiskebestande i løbet af det 20. århundrede.

På kortet til venstre ser man de rige fiskevande ud for New Foundland, omkring Azorerne, Grønland og Island, Lofoten, Nordsøen og farvandene omkring De Britiske Øer samt langs de franske, spanske og portugisiske kyster i år 1900, hvor de farvede felter angiver koncentrationer af spisefisk fra 3 ton pr. km² til +11 ton pr. m². På kortet til højre ser man den tilsvarende situation 100 år senere. I studiet kan man side 14 se tilsvarende kort med 25-års intervaller. Fiskebestandene på alle de store fiskefarvande er decimeret, og undersøgelsen vurderer, at den samlede mængde af spisefisk i Nordatlanten i løbet af det 20. århundrede er reduceret til en niendedel.²

Samtidig er vores fiskeflåde større end nogensinde og vores fangstredskaber mere avancerede end nogensinde.  Når vi i dag fanger færre fisk end tidligere – fiskeriet i Nordatlanten toppede sidst i 1960erne med 4,7 mio. ton pr. år, hvor det mod århundredets slutning var faldet til under 2 mio. ton pr. år – er det således ikke på grund af tilbageholdenhed, men fordi der snart ikke er flere fisk at fange.

Når man som barn har oplevet havets overflødighed, er det næsten ufatteligt, at det ikke blot er delikatesser som pighvar og rødtunge, som er sjældne, men at det efterhånden er de fleste af de fiskearter, vi spiser, som er alvorligt overfiskede. Viljen til at holde tilbage med fiskeriet – endsige erkende, at der i dag er tale om et overfiskeri – kan ligge på et meget lille sted blandt erhvervsfiskerne. Og reguleringen af fiskeriet har trange kår. Så vi nærmer os hastigt den situation, hvor vi i en Ny Nordisk Hverdagsmad må udforske det kulinariske potentiale i søstjerner, tangål og søpølser, vandmænd og blågrønalger.

George Monbiot: Have jellyfish come to rule the waves? The Guardian 08.07.2011.¹

Villy Christensen et al.: Hundred-year decline of North Atlantic predatory fishes, Fish and Fisheries 4 (1) 2003, pp. 1-24 (pdf).²

Information is Beautiful: Plenty More Fish In The Sea? The Gaurdian Data Blog 03.06.2011.

På denne søndag, hvor det centrale København har været hvirvlet ind i den definitive trædemølle, hvor mennesker i tusindvis, godt hjulpet af tilskuere langs hele den 42 km lange rute, frivilligt har pint sig selv til det yderste blot for at komme i mål samme sted, hvor de startede, er det befriende at læse Jørgen Steen Nielsens artikel i Information, Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten.¹

Befriende, fordi vi med Jørgen Ørstrøm Møller, som primært virker fra Singapore, har en dansk økonom, som ser problemerne med – for ikke at sige umuligheden i – at fortsætte den nuværende kurs. Vi står overfor at blive overhalet inden om af Østens økonomier. Østens folk forstår bedre de begrænsede ressourcers dynamik.

I sin seneste bog How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities, trækker Ørstrøm Møller konsekvenserne op og introducerer knaphedsøkonomien. Står vi ligefrem i en overgangssituation fra velfærdssamfundet til nøjsomhedssamfundet, hvor vi efter ikke at kunne glæde os over det meget vi havde, må glæde os over det lidt, som er til rådighed fremover.

Befriende på baggrund af, at vi her op under et folketingsvalg må indse, at stort set hele det danske politiske kompas taler om vækst som vejen frem – om end til en vis grad om ‘grøn vækst’. En absurditet indtil den dag, vækst er afkoblet fra materie og indsporet på bevidsthedsniveau. Kunne vi kalde det ‘hvid vækst’?

Men … endnu en perle fra Jørgen Steen Nielsen.

Jørgen Steen Nielsen: Ørstrøm Møllers fornemmelse for planeten, Information 19.05.2011.¹

How Asia can shape the World. From the Era of Plenty to the Era of Scarcities (de indledende dele) i pdf-format.

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹