Strøtanker om bæredygtighed

Der udvikles hele tiden nye billeder til forståelse af klimaudfordringen – i de senere år ofte med fokus på udvindingen frem for afbrændingen. For eksempel påpegede Revkin & Rosentahl i november i New York Times i en række artikler, hvor de “prøvede at se virkeligheden fra atmosfæren”,¹ det paradoksale – for ikke at sige det fundamentalt uholdbare – i, at et land som Norge har fine planer om selv at blive CO₂-neutral samtidig med, at man pumper enorme mængder fossile brændstoffer op af sin fastlandssokkel for at finansiere ikke bare sin omlægning, men fuldt så meget sit fortsatte konsumsamfund.

Tilsvarende har de seneste års store fokus på Keystone XL olieledningen fra de store tar sand-forekomster i Alberta, hvis udvinding ikke bare vil totalrasere store oprindelige landskaber, men samtidig ved afbrændingen medføre lige så store CO₂-udledninger, som vi på verdensplan har udledt fra industrialiseringens begyndelse frem til i dag, sat fokus på, om det overhovedet er forsvarligt at udvinde forekomsterne – og at gøre os bevidste om, at det at gøre det er en 100% garanti for at vores internationale klimamål ikke vil kunne holdes – se tidligere blog-indlæg om Keystone XL.

Og klarest har lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James Hansen måske sagt det, med sin krystalklare iagttagelse, at “coal is best left in the ground“.

Senest har The Carbon Tracker Initiative med den prisvindende rapport Unburnable Carbon set på, hvor meget fossilt brændstof, som er opregnet som assets på børsnoterede firmaer for de enkelte aktiebørser. Illustrationen herover er figur 4 herfra, og man får her et billede af potentielle konfliktsituationer mellem lande, som i en lang årrække frem har mere energi, end de behøver, og lande, som vil være henvist til at skulle ud at købe energi – underforstået indtil de tager sig sammen og omlægger til vedvarende energi.

Men som det ligger i titlen på Carbon Trackers rapport: Unburnable Carbon – Are the world’s financial markets carrying a carbon bubble? så er vi i en situation, hvor vi kun kan tillade os at afbrænde 20% af de kendte fossile brændstoffer, hvis vi vil holde den målsætning om at holde den gennemsnitlige globale opvarmning siden industrialiseringens begyndelse på under 2ºC, som verdens ledere nu har vedtaget på tre klimakonferencer i træk – COP15, 16 og 17. Og hvis målsætningen bliver strammet til 1½ºC, hvilket meget taler for, så er det en endnu mindre del af klodens fossile reserver, som det nogensinde bliver aktuelt at brænde af – i hvert fald indtil vi har etableret effektive CCS-teknologier.

På den baggrund taler rapporten ligefrem om en “Carbon Bubble”, hvor børsnoterede firmaer verden rundt kalkulerer med svimlende værdisætninger af kendte, men endnu ikke opgravede eller oppumpede fossile brændstofreserver. Men har disse brændstoffer nogen realværdi, når vi ikke kan tillade os at afbrænde dem? Og hvad vil der ske, hvis verdens kul-, olie- og gasselskaber må afskrive 80% af deres “kapital” af endnu ikke udnyttede reserver af hensyn til fremtidens klima? Det er interessant, at den lille rapport rejser dette spørgsmål.

Læs mere »

Billedet herover stammer fra Macaya-området i Massif de la Hotte, på det sydvestlige Haiti, som man arbejder på at omdanne til naturreservat. Her kan man blandt andet finde 15 frøarter, som ikke findes noget andet sted i verden. Det er således vitalt for klodens biodiversitet, at områder som disse ikke pludseligt totalfældes for at skaffe tømmer eller give plads til biobrændstof-plantager.

I dag er 13% af verdens landareal under en eller anden form for naturbeskyttelse. Og på biodiversitetskonferencen i Nagoya i 2010 vedtog man at arbejde for, at dette areal inden år 2020 blev øget til 17% og kom til at omfatte så vidt muligt alle biotoper af særlig betydning for verdens biodiversitet. Endda viser en ny opgørelse, forestået af BirdLife International med bidrag fra 30 institutioner verden rundt,¹ at kun halvdelen af disse vigtigste arealer i dag er beskyttet – hvilket er alarmerende nyt. I alt omfatter listen omkring 600 steder, som er af særlig betydning for bevarelsen af klodens biodiversitet – eller mere realistisk for så vidt muligt at mindske den hastighed, hvormed vi i disse år mister arter.

For selv i et land som Danmark, hvor stort set alle arealer, som er erkendt vigtige for en særlig arts overlevelse, er blevet underlagt fredningsbestemmelser, så er der stadig plante- og dyrearter, som forsvinder fra det danske landskab på grund af menneskets stadig mere intense påvirkning af miljøet – faktorer som luftforurening, støjforurening, brug af pesticider og klimaforandringer respekterer på ingen møde reservatgrænser.

Disse tre kort stammer fra figur 2 i artiklen Protecting Important Sites for Biodiversity Contributes to Meeting Global Conservation Targets.¹ Mørk violet og lys violet på kortet herover angiver arealer, som vurderes hhv. fuldt og delvist beskyttet.

De to kort herover viser (øverst) lokaliseringen af 10.993 IBAs (fuglebeskyttelsesområder – Important Bird Areas) og (nederst) 588 AZEs  (dyre- og plantebeskyttelsesområder – Alliance for Zero Extinction sites), som har dannet grundlag for vurderingen af omfanget af verdens sårbare biodiversitetsområder. En grøn prik indikerer god beskyttelse, en gul prik indikerer delvis beskyttelse, mens en rød prik indikerer manglende beskyttelse.

Det vurderes i artiklen, at det på verdensplan vil koste i størrelsesordenen 23 mia. $ om året at sikre og opretholde disse reservater. Dette kan synes et stort beløb, men der er jo ikke tale om, at arealerne ikke kan bruges – tværtimod vil det i mange tilfælde samtidig være en sikring af oprindelige folkeslags levevilkår og eksistensgrundlag.

Selvom det kan være svært at ekstrapolere til nutidens milliard-befolkning, var det værd samtidig at se nærmere på, hvordan mennesket gennem tiderne har udviklet  levemåder og tilstedeværelser i landskaberne, som giver plads til naturens mangfoldighed. Og vi behøver ikke at gå tilbage til jæger-samler-tiden for at finde bedre eksempler på menneskets tilstedeværelse end i dag. For eksempel i Japan har man i dag problemer med opretholdelsen af biodiversiteten på grund af affolkningen fra landet – den mennekselige tilstedeværelse i skovarealerne omkring de intensivt dyrkede dalstrøg skabte et stort antal biologiske nicher, som forsvinder i takt med, at ingen mere dyrker jorderne som tidligere (se blog-indlæg om satoyama).

Længe havde det danske landbrug en stor andel af ekstensivt dyrkede skov- og overdrevsarealer, som samtidig med, at de gav os en lang række vigtige ydelser, var ramme for en stor biokompleksitet med plads til mange arter. Hvis vi vil bevare  biodiversiteten, er det derfor ikke nok at skabe flere beskyttelseszoner. Vi må finde måder at dyrke jorden på – og måder at være til stede i landskaberne på – som er langt mindre indgribende og ødelæggende end i dag.

Se tidligere indlæg tagged biodiversitet.

Half of the world’s most important sites for nature are currently unprotected, BirdLife International 22.03.2012.

Butchart, S.H.M. et al.: Protecting Important Sites for Biodiversity Contributes to Meeting Global Conservation Targets, PLoS ONE 7(3): e32529, 21.03.2012.¹

Product Mindset (prod•uct mind•set | prädekt mahynd-set | noun) A global collective consciousness that reflects how people feel about products—whether people are making and selling products or buying and consuming them.

Denne lille rapport, Navigating the Product Mindset, som udkom i december 2011, dumpede lige ind i min mailbox. Og selvom der i høj grad er tale om kvantitative tilgange, så giver den lille rapport gennem sin eksemplariske grafiske overskuelighed et meget fint billede af den forskellighed, som præger udsynet både for forbrugere og producenter i hhv. Kina, Indien, USA og Tyskland. Det er de nye muligheders spirende optimisme og fremskridtstro overfor godt slidte, om end stadig mere eller mindre velkørende industrinationer. UL, Underwriters Laboratories, som står bag, er en verdensomspændende rådgivningsvirksomhed med i alt 9.000 ansatte.

I det sammenfatningen står der:

Key insights from the study include:

• Geography and culture play the largest role in shaping perceptions about products.
• Consumers are aware of an increasingly complex, global supply chain and have a growing interest in the traceability of products and product parts.
• Manufacturers in emerging markets rate themselves as being ahead of the curve regarding both product and operational sustainability more than manufacturers in developed markets.
• Few manufacturers appear to make the environment a top-tier issue when compared with safety and performance.
• Product safety and performance are the top two considerations that impact today’s Product Mindset for both consumers and manufacturers.

Læs mere »

Midt i januar fremlagde Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet en undersøgelse,¹ som viste, at man, afhængig af hvor man lagde betalingsringen, ville kunne opnå mindskelser af trafikkens luftforurening på mellem 5% og 24%. Den højeste effekt på luftforureningen i centrum, hvor den i forvejen er højest, opnås ifølge undersøgelsen ved en placering af betalingsringen ved Ring 2, mens den mindste reduktion fås ved at lægge betalingsringen ud ved motorring 3.

Ifølge rapporten vil en placering ved kommunegrænsen for Københavns Kommune plus Amager og Frederiksberg nedsætte emissionerne med 10-15% i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, mens emissionerne set over Hovedstadsområdet samlet reduceres med 4-6%. Dette gør ifølge rapporten, at en betalingsring uanset valg af placering ikke i sig selv er tilstrækkelig til at bringe luftforureningen ned under EUs grænseværdier, som Københavns Kommune netop har fået afslag på yderligere dispensationer fra. Men hvor der i dag er tale om overtrædelser på 12 vejstrækninger, vil man med betalingsringen nå ned på overskridelser på 5-7 vejstrækninger.

Rapporten påpeger da også, at betalingsringen ikke er det bedste redskab til at mindske trafikkens luftforurening – her vil en skærpelse af miljøzonens vilkår for at færdes i det centrale København være langt mere effektiv – samt at den primære begrundelse for en betalingsring ikke er at mindske luftforureningen, men at mindske trængslen. Det står således mere og mere klart, at der (bortset fra at lukke for benzinen) ikke blot findes noget enkelt indgreb, som løser trafikproblemerne, herunder problemer med trafikkens omfattende luftforurening – men at de kun kan løses gennem en bred samlet vifte af tiltag, som ud over grænseværdier og afgiftsmæssige tiltag også indebærer faktorer, som ligger ud over det snævert trafikale, som hvordan vi indretter vores byer og vores arbejdsliv, og en justering af vores forventninger til, hvad man kan gøre med eget køretøj i og omkring en storby.

Tilbage til rapporten, så vil en betalingsring med placering langs Københavns Kommunegrænse plus Amager, som det nu ser ud til bliver resultatet, give en samlet reduktion af trafikken på 15% (20% for Københavns Kommune), hvilket må betragtes som en markant reduktion, da betalingsringen må formodes samtidig at have en udglattende effekt, så reduktionen er størst i de nuværende myldretider, hvor også afgiften vil blive højest.

Læs mere »

George Monbiot sendte i dag via Twitter link rundt til en artikel af Mike Lofgren, som ifølge Monbiot “explains a host of mysteries, including the decline of rational problem-solving in America”.

Efter et langt livs sandsynligvis tavshedsbelagt arbejde som embedsmand i Det Hvide Hus system tager Lofgren bladet fra munden og giver sig lov til at fortælle. Det er ikke rar læsning, Både Republikanerne og Demokraterne er alvorligt i lommen på de store virksomheders særinteresser, systemet gør de to partier pilrådne, men de er ifølge Lofgren rådne på forskellig måde. Han karakteriserer direkte den republikanske oppositionsstrategi som “political terrorism” – og vi har måske efter seneste valg oplevet en snert af det samme herhjemme – hvor oppositionen fra at agere som en loyal opposition, som støtter op om de parlamentariske grundprincipper og spiller ind hvor muligt, ser sin rolle som tvivlssætter, som destruktiv. Selvom det vil få enorme omkostninger for den amerikanske økonomi og for amerikanernes tillid til den politiske ledelse, så er det blevet et mål i sig selv at udstille Obamas magtesløshed og sikre, at han ikke får lavet noget som helst fornuftigt.

Ifølge Lofgren har særligt det republikanske parti i de senere år udviklet sig mod det ekstreme:

It should have been evident to clear-eyed observers that the Republican Party is becoming less and less like a traditional political party in a representative democracy and becoming more like an apocalyptic cult, or one of the intensely ideological authoritarian parties of 20th century Europe. This trend has several implications, none of them pleasant.¹

A couple of years ago, a Republican committee staff director told me candidly (and proudly) what the method was to all this obstruction and disruption. Should Republicans succeed in obstructing the Senate from doing its job, it would further lower Congress’s generic favorability rating among the American people. By sabotaging the reputation of an institution of government, the party that is programmatically against government would come out the relative winner.¹

To små smagsprøver fra indledningen til en meget lang og tankevækkende artikel, hvor Lofgren påpeger det paradoksale og direkte skizofrene i, at et parti, som ser sig som systemets og konstitutionens vogter, agerer så destruktivt, at det meget vel kan føre til langtidsskader på den amerikanske befolknings tillid til den amerikanske konstitution og ledelse.

Videre i artiklen fokuserer Lofgren (som ikke er Obama-fan) mest på republikanerne under tre overskrifter: 1. The GOP cares solely and exclusively about its rich contributors, 2. They worship at the altar of Mars, og 3. Give me that old time religion.

Jeg vil ikke på dette sted gå videre ind på Lofgrens analyse, men blot pege på artiklens eksistens – søger i disse dage ikke at hvirvle Strøtanker for stærkt ind i den amerikanske valgkamp. Men omvendt er samtlige kandidater i det republikanske primærvalg er klimafornægtere. Vi står således i en situation, hvor det amerikanske valgcirkus kan føre til, at vi om et år har en præsident for verdens største økonomi, som er totalt afvisende overfor at gøre noget ved klima- og bæredygtighedsudfordringerne. At dette vil køre USA helt bagud som økonomiske stormagt er én ting, men hvis en Tea Party-styret præsident kommer i Det Hvide Hus, er det yderst vanskeligt at forestille sig gennemførelsen af en global klimaindsats, som den blev ridset op på det nyligt afsluttede klimatopmøde i Durban.

Mike Lofgren: Goodbye to All That: Reflections of a GOP Operative Who Left the Cult, Truthout 03.09.2011.¹

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO₂-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO₂-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

Læs mere »

I disse dage har en klimaartikel sjældent ligget mange minutter på nettet før debatspalterne nedenfor fyldes af en sværm af indlæg fra klimaskeptikere og klimafornægtere. Moderatorerne sletter de mest skingre, og nogen har en prisværdig tålmodighed til at imødegår prøve at gå i dialog. Men jeg mindes ikke at have oplevet, at nogen har erkendt at være blevet klogere derved. Jeg har derfor længe følt, at det bedste, man kunne gøre var at lægge det døve øre til. Det handler alligevel om alt andet end klima.

Ligesom det gennem årtier gennem systematiske støj- og tvivlskampagner lykkedes at fastholde tvivlen, om det var usundt at ryge (som jo var let at italesætte, hvis man ser tobak som et narkotika), så taler de systematiske støj- og tvivlskampagner omkring klimaet ikke for døve øren. Det er ikke kun kul- og olieindustrien, som gerne vil have 5-10-15 år mere uden afgift på deres forurening. Det er på den ene eller anden måde os alle, som kan føle vores nuværende tilværelse truet af en nødvendig fornyelse i en situation, hvor alting i forvejen forandrer sig hurtigere end de fleste kan følge med. Og selv hvis man har indset, at den er gal, kan man godt gribe sig i at ønske, at det ikke var så galt alligevel. At det ikke var problematisk for klimaet at rejse jorden rundt i tide og utide. Ikke mindst i den rigeste del af verden retter klimaproblematikken nådesløst sin projektør på det kolossale forbrug, som er blevet en del af vores hverdag.

Men en gruppe mennesker er gået sammen om at skab en enestående hjemmeside, skepticalscience.com, som har som mål at “være skeptisk omkring klimaskepticismen”. Her har man gennemgået og rubriceret samtlige skeptikernes argumenter og herefter lavet en solid argumentation for, hvorfor hver af de i alt 172 klimamyter er forkerte. fejllæst, vildledende, taget ude af sammenhæng osv. Man kan få argumenterne ordnet tematisk-taksonomisk, efter popularitet osv., der er lavet en Skeptical Science iphone app, og kernedelen er oversat til lang række sprog, inklusive dansk.

Så frem for at indlede endeløse diskussioner om solpletter, hockey sticks og hackede e-mails er det muligt fremover en henvise til et systematisk sæt af tilbagevisninger. Flere af artiklene er så velgjort koncise, at man med fordel kan læse scepticalscience.com som klimahåndbog.

Herunder er der link til Skeptical Sciences 172 Skeptic Arguments sorted by taxonomy.

• It’s not happening

• Temp record is unreliable
  • Hockey stick is broken
    • Tree-rings diverge from temperature after 1960
    • Ljungqvist broke the hockey stick
  • Dropped stations introduce warming bias
  • It’s Urban Heat Island effect
  • 1934 – hottest year on record
  • It’s microsite influences
  • Satellite error inflated Great Lakes temperatures
• It’s cooling
  • We’re heading into an ice age
  • It’s freaking cold!
    • 2009-2010 winter saw record cold spells
    • Record snowfall disproves global warming
      • Record high snow cover was set in winter 2008/2009 Læs mere »

Midt i de deprimerende forspil til klimaforhandlingerne i Durban, som starter på mandag, er det glædeligt i dag at få meddelelsen om, at vi i 2010 for første gang brugte flere penge på at udbygge den vedvarende energi end på at investere i fossile energianlæg. Således blev der i 2010 på verdensplan investeret 187 mia. $ på biomasse, vind-, sol- og bølgeenergi, mens der i samme år blev investeret 157 mia. $ i energianlæg til kul, olie og naturgas.¹

Både den fossile og den vedvarende energisektor er subsidieret, men vendepunktet nærmer sig, hvor vedvarende energi i mange situationer er den billigste løsning. Og hvis ellers, at man i Durban kunne blive enig om en global CO₂-afgift, således at man betalte den fulde pris for de fossile brændstoffer (hvilket indebærer en merpris væsentligt større end de nuværende kvotepriser), så ville den vedvarende energi allerede i dag være konkurrencedygtig i de fleste situationer. Noget andet er, at denne balance ud fra et klimasynspunkt inden for den allernærmeste fremtid burde tippe fuldstændigt, så vi fremover udelukkende investerede i udbygning af vedvarende energiforsyning.

Tidligere på året barslede IPCC med en rapport, som viste, at 80% af verdens energiforsyning i 2050 kunne stamme fra vedvarende energikilder. Det er et digert værk på mere end 1.000 sider, så det er ikke noget man lige læser, men nedenstående graf, fra side 137 i det tekniske summary er virkelig interessant.²

Den viser omstillingsudgifter for forskellige scenarier inden for ADAM-projektet (Adaptation and Mitigation Strategies), et projekt forestået af Potsdam-instituttet.³ Kurverne herover viser tre forskellige sæt forudsætninger, som yderligere er detaljeret efter, om man indregner CCS, atomkraft, osv., og man har for klimamålsætninger på hhv. 550 ppm og 400 ppm omregnet udgiften til procent af verdens bruttonationalprodukt (GDP).

Således ville man kunne lave en 400 ppm klimaløsning for 2-2½% af verdens (GDP). Alene verdens militærudgifter er på 2½% – måske de var bedre brugt på at forsvare os mod klimaforandringer. Det er tilsvarende vurderet, at vi på verdensplan bruger mere end 1% af alle midler på reklame. Hvis vi sparede dem – og de endeløse kunstige behov, som de er med til at skabe – så ville vi måske ikke engang mærke, at vores forbrug blev 2½% mindre. Og hvis som det er på tale i Nordsøen lavede en regulær brandskatning af udvindingen af den fossile energi, så kunne den videre brug af fossile brændstoffer i overgangsfasen finansiere en stor del omlægningen til det post-fossile samfund.

I grafen til højre er der en række Xer, som indikerer, at det ikke er muligt at opnå et 400 ppm scenario uden RE (vedvarende) eller CCS (Carbon Capture Storage). Men hvis man går til grundlaget for scenarierne i IPCCs rapport, så fremgår det af et temanummer om ADAM-modellen i The Energy Journal fra 2010,³ at: “Without CCS or the considerable extension of renewables the 400 ppm CO₂ eq target is not achievable. Across the models, estimated aggregate costs up to 2100 are below 0.8% global GDP for 550 ppm CO₂ eq stabilization and below 2.5% for the 400 ppm CO₂ eq pathway.”³ª Det skulle således være muligt at lavet et 400 ppm scenario uden CCS og atomkraft for under 2½% af verdens (GDP).

Dette modsvarer vurderinger af omkostninger for et 350 ppm/1½ºC scenario fra Economics for Equity and Environment, som blev fremlagt forud for COP15 i København, at dette kunne gennemføres for under 3% af verdens (GDP) (se tidligere blog-indlæg: Prisen for 350 ppm).

I lyset af de omfattende klimaforandringer, som venter forude, hvis ikke vi vælger et sådant scenario, må det siges at være en hvis ikke lille, så overkommelig, pris. Det er så at sige den bedste investering i fremtiden, vi overhovedet kan gøre. Men igen gælder det, at jo flere, som tøver jo længere, jo dyrere bliver det. Det er ikke mere end godt 20 år siden atmosfærens koncentration af CO2 oversteg 350 ppm. Verdenssamfundet har i samme periode slidt på vores naturgrundlag som aldrig før, så det bliver en kraftanstrengelse at rette op på udviklingen efter 2. verdenskrig.

På den kortere bane har Concito for nylig beregnet, at hvis Danmark i perioden 2000-2020 øgede klimamålsætningen fra en  30% reduktion i CO2-udledningerne til en reduktion på 40-45%, så ville det årligt koste hver familie omkring en plovmand.ªª Så vi har slet ikke råd til at lade være.

Alex Morales: Renewable Power Trumps Fossils for First Time as UN Talks Stall, Bloomberg 25.11.2011.¹

Fred Pearce: Renewables may supply 80 per cent of our energy by 2050, New Scientist 11.05.2011.

Ottomar Edenhofer et al. (Eds.): Special Report on Renewable Energy Sources and Climate Change Mitigation, IPCC maj 2011 (download-side).²

ADAM Modeling Comparison Project. The Economics of Low Stabilization, Special Issue in The Energy Journal vol. 31, 2010 (download-side).³

The Economics of Low Stabilization: Model Comparison of Mitigation Strategies and Costs (pdf).³ª

Fra 30 pct. til 40 pct. CO2e reduktion i 2020. Potentialet for en ambitiøs klimapolitik, Frans Clemmesen, CONCITO, september 2011 (pdf).ªª

Det er blot få år siden jeg første gang hørte om verdenshavenes forsuring, og den gang som et næsten hypoteseagtigt worst case scenario, som måske i en fjern fremtid ville kunne ske. Men i et indlæg i går på Yale Environment 360 (som i parentes bemærket er en yderst læseværdig blog), beretter Elizabeth Grossmann, hvordan forsuringen af havmiljøet på særlige steder langs den amerikanske Stillehavskyst allerede i dag er en realitet.¹

Verdenshavene har i de sidste 200 år optaget omkring halvdelen af den CO₂, som vi har ledt ud i atmosfæren. Havene har således været en stabilisator, som har mindsket – eller i hvert fald forsinket – drivhuseffekten betragteligt. Men selvom kulsyre (CO₂) er en svag syre, så påvirker ophobningen af CO₂ gradvist havenes surhedsgrad dertil, at skaldyr og krebsedyr har svært ved at danne deres kalkbaserede beskyttelsesstrukturer. De opløses simpelthen hurtigere af det forsurede bundvand, end organismerne kan danne deres skjolde.

Havenes CO₂ optages af små encellede organismer, som synker til bunds, hvor CO₂-koncentrationen er større. Og indtil for få år siden forestillede man sig, at man kunne lagre CO₂ blot ved at pumpe det ned på havbunden. Men flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst har man kunnet iagttage det stærkt CO₂-holdige bundvand skylle op over fastlandssoklen (se det tidligere blog-indlæg Sure oceaner I), og i Netarts Bay i Oregon har man ifølge Elizabeth Grossmann nu syv år i træk kunnet konstatere, at vandet er så CO₂-holdigt, at østerserne ikke har kunnet formere sig. Vandet er så CO₂-holdigt, at østerslarverne har svært ved at overleve de tidlige stadier og overhovedet at komme i gang med at danne de første stadier til den beskyttende østersskal.

Oceanernes strømningsmønstre er så langsomme, at det stærkt CO₂-holdige vand, som nu skyller op langs Stillehavskysten rummer CO₂, ifølge Grossmann kan være optaget ved overfladen 30-50 år tilbage. Vi står derfor med disse ‘sure opstød’ fra verdenshavens bund overfor de første forvarsler om en situation, som på sigt kan give store forstyrrelser i verdenshavenes fødekæder.

I et indlæg på Yale Environment 360 sidste år berettede Carl Zimmerman om, at forsuringen af verdenshavene i dag sker ti gange hurtigere end da det for 55 mio. år siden førte til masseudryddelser af de havenes dyreliv.²

Se hele striben af blog-indlæg om Sure oceaner.

Elizabeth Grossmann: Northwest Oyster Die-offs Show Ocean Acidification Has Arrived, Yale Environment 360 21.11.2011.¹

A Sea of Change. Ocean Acidification Threatening Coastal Waters, NOAA.

Carl Zimmer: An Ominous Warning on the Effects of Ocean Acidification, Yale Environment 360 15.02.2010.²