Strøtanker om bæredygtighed

Denne rapport, Climate Vulnerability Monitor, som er planlagt til at udkomme årligt, er nu kommet for andet år i træk. Den opstiller en cost-benefit syntese af klima- og klimatilpasnings-udfordringen, og uden at gå i detaljer med den ganske omfattende rapport, så er dens hovedkonklusion, at klimaforandringer allerede udgør en betydelig omkostning for verdens økonomi, og at manglende indsats i de kommende to årtier vil betyde store omkostninger – og ikke mindst store menneskelige omkostninger. Vores nuværende CO2-intensive energisystem vil frem mod 2030 medføre omkring 0,4 mio. årlige dødsfald fra klimaforandringer og hele 4,5 mio. årlige dødsfald fra forureningen.

Den gode konklusion, som fremgår af tabellen herunder, er, at det rent faktisk kan betale sig at gøre noget ved problemerne. Rapporten opererer med tre forskellige niveauer af klimaindsats, moderate action, high action & highest action, og for alle tre indsatser er der en nettogevinst på omkring 1% af verdens bruttonationalprodukt.

Problemet ved denne form for opstillinger – og ved at få sådanne klimaindsatser iværksat – er blot, at de mennesker, som skal have penge op ad lommerne, ikke umiddelbart selv høster fortjenesten. Så det kræver en stærk samlet politisk indsats fra verdenssamfundet, og det kræver en fælles forståelse af, at det nytter.

Derfor er det også interessant at se, at selvom verden er så uretfærdig, at de største omkostninger ved klimaforandringerne falder i de fattige udviklingslande, som har mindst andel i at have udløst klimaforandringerne, så er der faktisk for alle regioner enten en netto-fordel, eller der er en netto balance. Store nølerlande som USA, Rusland, Kina og Indien står alle til at vinde ved en stor samlet klimaindsats. EU og Japan, hvor nettovirkningen frem mod 2030 er nul, er forståelsen af nødvendigheden til gengæld til stede, så en sådan tabel giver et vist håb om, at verden vil kunne komme til at se sin fordel ved en fælles indsats – og derefter vælger at gøre noget systematisk ved det.

Læs mere »

Kort over jordskælv, hvor røde linjer angiver grænser mellem tektoniske plader og sorte linjer vigtige foldelinjer.

For blot en måned siden kunne man her i Danmark vågne til et jordskælv, en let skælven, som ikke på nogen måde forårsagede ubodelig skade. Men i et gammelt sammensunket hus som mit, hvor døre og vinduer sådan hvert tiende år lige skal have en tur med en høvl, kan det godt stramme lidt til. Det er nok det værste, vi kommer til at opleve af jordskælv her i landet. For (også) jordskælvsmæssigt bor vi i et smørhul.

Forskere fra det tyske geoforskningsinstitut i Potsdam har nu kortlagt forekomsten af jordskælv i det eurasiske område, og har plottet alle kendte jordskælv ind op fra optegnelser som sine steder går op til 1.000 år tilbage. Man har under vejs måttet oversætte alle mulige forskellige karakteristika til samme skala, og de angivne styrker i MMS svarer stort set til den almindeligt brugte Richter-skala.

På kortet herover er alle jordskælv over styrke 3,5 plottet ind. Kortet giver et ret entydigt billede af, at jordskælvenes hyppighed og voldsomhed følger bestemte zoner, hvor de store tektoniske plader støder sammen. Hvis man kun ser på jordskælv over styrke 6, så er billedet endnu mere entydigt. Langt de fleste ligger i Balkan-Grækenland-Tyrkiet og følger de røde linjer.

Det har været et ganske omfattende og tidskrævende projekt at samordne det kolossale og meget uegale materiale fra i alt mere end 180 kilder. I alt er der medtaget 45.000 jordskælv i databasen.

Som man kan se af grafen til højre, er langt de fleste jordskælv heldigvis små. Af de helt store jordskælv over styrke 8 er der kun i alt under 10.

Jordskælvskortet er ikke blot skabt ud fra historisk interesse, men er fuldt så meget tænkt som et værktøj til at kunne sammenfatte et samlet risikobillede, som man indtil nu ikke har haft, og som med situationen i Japan post Fukushima-katastrofen i tankerne for eksempel kunne understøtte valg af optimale placeringer af sårbare installationer som atomreaktorer og lagersteder for radioaktivt affald, øge jordskælvssikringen for hængebroer, højhuse, tunneler osv. på særligt udsatte steder.

G. Grünthal & R. Wahlström: The European-Mediterranean Earthquake Catalogue (EMEC) for the last millennium, Journal of Seismology 16, 3, pp. 535‐70 28.04.2012 (pdf).

Earthquake Risk in Europe Detailed, ScienceDaily 10.08.2012.

The Earthquake Risk and Europe, Research i Germany 13.08.2012.

Michael Reiter: Nyt jordskælvsatlas afdækker Europas ukendte risikozoner, Ingeniøren 05.09.2012.

Christian Østergaard: Usædvanligt kraftigt jordskælv rammer Danmark, Ingeniøren 06.08.2012.

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

En gruppe forskere fra Okinawa har netop offentliggjort en artikel i Nature om strålingens indvirkning på pale grass blue butterflies.¹ Dens latinske navn er Zizeeria maha, og den er beslægtet med de danske blåvinger, men jeg har ikke kunnet finde noget dansk navn.

I maj 2011, få måneder efter A-kraft-ulykken ved Fukushima-værket, indsamlede forskerne 121 sommerfugle fra en række lokaliteter i forskellig afstand fra det forulykkede A-kraftværk og kunne konstatere, at 12% havde unormalt små vinger, samt at forekomsten heraf var jo højere, jo nærmere indsamlingsstedet var på værket. Ved at parre dem med små vinger blev forekomsten af unormalt små vinger øget til 18% i anden generation, ud over at der var en del ekstra dødsfald allerede i opvæksten i denne generation. Når sommerfugle med unormalt små vinger fra denne anden generation herefter blev parret med sommerfugle uden misdannede vinger, steg andelen med unormalt små vinger i tredje generation til 34%.

Samme forskere indsamlede i september yderligere 238 sommerfugle og kunne konstatere, at 28% havde udviklet unormalt små vinger (én generation varer for denne art omkring 45 dage). Ved igen at parre dem med unormalt små vinger øgedes forekomsten af unormalt små vinger til 52%.

Disse kontrollerede parringer fandt sted på Okinawa, 1.750 km fra de kernenedmeltede reaktorer ved Fukushima Daiichi-værket. Når hyppigheden af deformiteter øgedes i efterfølgende generation, må det derfor tilskrives strålingsbeskadigelser af det genetiske materiale.

Læs mere »

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

I løbet af i dag er hovedteksten for Rio+20 blevet forhandlet på plads, så der er klar til den sidste runde af forhandlinger her 20.-22. juni, hvor statsoverhovederne kommer til Rio for at være med til at lægge sidste hånd på værket. Det er en tekst, som umiddelbart synes at have været endnu mere udvandet i et forsøg fra de brasilianske værter på i det mindste at kunne blive enig om noget – Kumi Naidoo fra Greenpeace taler om laveste fællesnævner. I stedet for at aspirere til fremadrettede løsninger har rigtig mange parter har noget, de gerne var fri for at få med eller binde sig til.

Her i sidste øjeblik har EU med danske ministre i front heroisk søgt at få teksten strammet op. Men der er skuffelse at spore horisonten rundt. Alt i alt er resultatet er langt fra blevet ikke blevet det, biodiversiteten, klimaet, oceanerne og fremtidens levevilkår fortjente.

Connie Hedegaard skrev i to tweets tidligere i dag:

#rioplus20 too much “take note” and “reaffirm” an too little “decide” and “commit”. Big task now for UN nations to follow up #rioplussocial.

#rioplus20 telling that nobody in that room adopting the text was happy. That’s how weak it is. And they all knew. Disappointing #Rio20.

Omtrent samtidig skrev Ida Auken på Twitter:

EU havde større ambitioner og det er ikke verdens bedste tekst, men den kan være med til at gøre verden til et bedre sted #RioPlus20.

Efter sigende har ikke mindst USA, Canada, Rusland og Venezuela trukket ambitionsniveauet ned og modsat sig, at subsidier til den fossile industri skulle udfases. Og den store aftale om oceanerne, som der var lagt op til, er slet ikke faldet på plads.

Vi har stadig til gode at se, om den nu foreliggende tekst bliver det endelige resultat. Til trods for store frustrationer med teksten er det ikke usandsynligt, at de tre sidste dages forhandlinger ikke fører til ændringer af frygt for, at uenighederne bag nu landede kompromisser blusser op igen, hvis man åbner op for genforhandlinger.

På The Guardian har de en kommentar-blog: Rio+20 summit: Opening day live blog, som løbende opdateres.

I blog-indlægget Rio+20 – link-side opdaterer jeg løbende med links til kommentarer og analyser af situationen.

Teksten herunder er hentet ind via The Guardian. Resultatet af de sidste tre dages forhandlinger blev, at der ikke blev ændret et komma, så draft-teksten er identisk med konferencens slutdokument. 

Se øvrige blog-indlæg om Rio+20.

Major groups and non-governmental organizations – Press Conference, Rio+20, UN Webcast 19.06.2012.

The Future We Want

.

I. Our Common Vision

1. We, the heads of State and Government and high level representatives, having met at Rio de Janeiro, Brazil, from 20-22 June 2012, with full participation of civil society, renew our commitment to sustainable development, and to ensure the promotion of economically, socially and environmentally sustainable future for our planet and for present and future generations.

2. Eradicating poverty is the greatest global challenge facing the world today and an indispensable requirement for sustainable development. In this regard we are committed to free humanity from poverty and hunger as a matter of urgency.

3. We therefore acknowledge the need to further mainstream sustainable development at all levels integrating economic, social and environmental aspects and recognizing their interlinkages, so as to achieve sustainable development in all its dimensions.

4. We recognize that poverty eradication, changing unsustainable and promoting sustainable patterns of consumption and production, and protecting and managing the natural resource base of economic and social development are the overarching objectives of and essential requirements for sustainable development. We also reaffirm the need to achieve sustainable development by: promoting sustained, inclusive and equitable economic growth, creating greater opportunities for all, reducing inequalities, raising basic standards of living; fostering equitable social development and inclusion; and promoting integrated and sustainable management of natural resources and ecosystems that supports inter alia economic, social and human development while facilitating ecosystem conservation, regeneration and restoration and resilience in the face of new and emerging challenges.

5. We reaffirm our commitment to making every effort to accelerate the achievement of the internationally agreed development goals, including the Millennium Development Goals (MDGs) by 2015.

Læs mere »

Tiden nærmer sig for Rio+20-konferencen, hvor verdenssamfundet 20 år efter vedtagelsen af Rio-konventionen i 1992 – ofte kaldet Agenda 21 – igen samles i Rio de Janeiro i dagene 20.-22. juni for at styrke udviklingen af – eller måske rettere omstillingen til – et globalt ligevægtssamfund.

Når man ser på intentionen i Agenda21, har de mellemliggende 20 år langt fra været nogen entydig succes. Verden er blevet rigere – der er færre fattige og sultne – men vi er blevet langt flere, uligheden er vokset. Det er ikke lykkedes at få hånd om klimaproblemerne, tværtimod stiger CO₂-udledningerne år for år, så vejrets voldsomhed er voksende, verdenshavene stiger og klodens ismassiver smelter, mens klimaforandringerne flår i urgamle økosystemers balancer. Miljø- og bæredygtighedsmæssigt slider vi mere på kloden end for 20 år siden, skovene svinder, ørkenområderne vokser, det industrielle landbrug slider hårdt på muldlaget og eskalerer til stadighed sin kemiske krigsførelse med landskaberne, mens oceanerne forsures, koralrevene bleges og fiskebestande mange steder er totalt overfiskede. I de mellemliggende 20 år er det menneskelige aftryk på kloden blevet voldsomt meget større. Så målt på sådanne parametre er stort set alt gået den forkerte vej.

Læs mere »

Dette lille stykke infografik blev her til aften rundsendt fra 350.org. Den bygger på en undersøgelse fra University of Massachusetts lavet i 2009¹ som stiller det for et USA med omkring 10% arbejdsløshed helt centrale spørgsmål, hvordan man får mest beskæftigelse for sine investeringer?

Rapporten tydeliggør, at investeringer i biomasse, energieffektiviseringer, vedvarende energi og kollektiv transport giver langt mere beskæftigelse pr. investeret dollar, end hvis pengene blev brugt på at vriste mere kul og gas op ad jorden.

Når undersøgelsen bliver taget frem igen nu, er dels i forbindelse med kampagnen for, at få de mange subsidier til den fossile industri fjernet (hvilket ville bedre konkurrenceevnen for de vedvarende energikilder markant) Dels har republikanerne i valgkampen ved gentagne lejligheder fremdraget investeringer i kul- og gasudvindingen som beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

I den situation er det godt at have tal for, at investeringer i mere klimavenlige løsninger ikke bare er mere klimavenlige, men samtidig også giver to til tre gange mere beskæftigelse.

Hvis man tænker over det, så er det er ikke så underligt – for eksempel energirenovering er særdeles arbejdsintensivt, og størstedelen af udgiften er ikke materialer, men arbejdsløn. Omvendt falder lønningernes andel af de samlede udgifter, jo mere højteknologisk et område, der er tale om. Her er vindkraft allerede mindre arbejdsintensiv end solenergi og biomasse, men giver stadig dobbelt så meget beskæftigelse pr. investeret dollar som udvinding af kul og gas. A-kraft er ikke med i oversigten, men må formodes at ligge i en kategori for sig med en forsvindende lille beskæftigelse pr. investeret dollar.

I rapportens konkluderende kapitel gives (s. 47) som eksempel, at hvis USA lavede kombinerede offentlige og private investeringer for i alt 150 mia. $, så ville det i clean energy-sektoren kunne skabe 2,5 mio. jobs, hvorimod samme investering i den fossile industri kun ville føre til 0,8 mio. jobs.

Under finanskrisen blev der indledende talt meget om en “New Green Deal” – og det indlysende i at bruge situationen til at kickstarte en ny grøn verdensorden. Men med undtagelse af lande som Kina og Sydkorea, som bandt en stor del af deres ekstra investeringer i grønne initiativer, var der meget lidt fremsynethed og miljøtænkning at spore i de krisepakker, som blev strikket sammen rundt omkring i verden.

Siden har vi set problemerne vokse, ikke mindst i det sydlige Europa. Det ligger i logikken og aspirationerne, at vi skal skabe flere kapital- og know-how-intensive high-tech-jobs “for at kunne konkurrere”. Men med en ungdomsarbejdsløshed på 22,4 % i EU-27 og over 50% i lande som Spanien og Grækenland,² var det måske bedre at få kickstartet den arbejdskraft-intensive del af omstillingen til bæredygtige samfund.

Robert Pollin, et al.: The Economic Benefits of Investing in Clean Energy. How the economic stimulus program and new legislation can boost U.S. economic growth and employment, Department of Economics and Political Economy Research Institute (PERI), University of Massachusetts juni 2009 (pdf).¹

Robert Pollin, et al.: Clean Energy Investments, Jobs, and U.S. Economic Wellbeing: A Third Response to Heritage Foundation Critics, PERI, University of Massachusetts august 2009 (pdf).

Unemployment statistics, EuroStat (tal for april 2012).²

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Læs mere »

Forskere fra Tokyo University offentliggjorde i går i Nature Geoscience en artikel, som påviser en ganske markant sammenhæng mellem de stigende verdenshave og vores stadig større forbrug af jordens ferskvand.¹

Dette øgede vandforbrug kommer dels fra landbruget, som ikke mindst i tørre egne pumper stadig større mængder vand op til stadig mere vandkrævende afgrøder. Billedet herover er store cirkler med frodige afgrøder i ørkenagtige omgivelser, hvor dyrkningen kun er muliggjort gennem stadig overbrusning med store mængder vand, som hentes dybt i undergrunden, og som ofte medfører, at almindelige brønde og vandingshuller, som har forsynet mennesker og dyr med vand gennem tiderne, tørlægges. Dels er det de stadig flere mennesker, som bor i byerne – for eksempel i en by som Shanghai henter man i dag vand i meget dybtliggende lag, så hele byen gradvist synker. Og ganske mange af vores produktionskæder bruger store mængder af vand, papirfremstilling, kødproduktion, udvaskning af olie fra tar sand osv., så kloden rundt er grundvandspejlet faldende.

“The water being taken from deep wells is geologically old – there is no replenishment and so it is a one way transfer into the ocean,” siger havstigningseksperten Robert Nicholls fra University of Southampton: “In the long run, I would still be more concerned about the impact of climate change, but this work shows that even if we stabilise the climate, we might still get sea level rise due to how we use water.”²

Det meste af det vand, som vi pumper op af jorden, når ikke tilbage som grundvand, men løber med tiden ud i havet. Noget af det tilbageholdes i reservoirer, men som man kan se af figuren nedenfor, er der ifølge forskerteamets beregninger tale om en omfattende netto tilførsel til verdenshavene, som i årene 1961-2003 svarede til en gennemsnitlig havstigning på 0,77 mm pr. år – eller 42% af den samlede observerede havstigning. Artiklen er desværre kun tilgængelig som abstract (eller ved betaling på 18$).

På illustrationen herover modsvarer graferne til venstre de komponenter, som IPCC regner med i den seneste hovedrapport AR4, som kom i 2007. Her blev isafsmeltningens bidrag (pink + lysviolet) for første gang større end den havstigning, som stammer fra, at havet udvider sig ved opvarmning (gul). Og effekten fra grundvandet var blot anslået med meget stor usikkerhed (den blå graf). Graferne i midten viser størrelsesordenen af menneskets direkte indgriben i vandstrømningerne fra oppumpning, inddæmning, øget fordampning fra opstemninger og ændret vandindhold i jorden i forbindelse med klimaforandringer – tilsammen giver de tre hovedkomponenter den sorte graf, som betyder en havstigning på 0,77 mm pr. år.

Hvis al jordens grundvand blev pumpet op, ville det give en havstigning på omkring 10 m – hvilket dog ikke er sandsynligt, da en del af dette vand vil være forurenet med salt, siger Robert Nicholls til The Guardian.² Og længe inden da ville det have sænket grundvandsspejlet, så buske og træer ikke mere har adgang til grundvandet, og vores landskaber ville fremstå som knastørre rudimenter af, hvad vi kender i dag.

Et bæredygtigt vandforbrug må indebære, at vi ikke pumper mere op, end nedbøren fører tilbage. Men denne nedsivning foregår kun langsomt – mange steder overhovedet ikke på grund af asfaltering og bebyggelse – så verden rundt er man i fuld gang med at forøde sin vandressource.

Se tidligere blog-indlæg: Havet omkring Danmark, Østersøen inddæmmet, Flere kilder til havstigninger, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, København inddæmmet, Synkende storbyer, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Pokhrel, Y.N. et al.: Model estimates of sea-level change due to anthropogenic impacts on terrestrial water storage, (abstract) Nature Geoscience 20.05.2012.¹

Damian Carrington: Fresh water demand driving sea-level rise faster than glacier melt, The Guardian 20.05.2012.²

Climate scientists solve riddle of rising sea, AFP 21.05.2012.