Strøtanker om bæredygtighed

Gavlen herover stammer fra Nørre Kvarter, hvor man finder noget af det tættest bebyggede København. Hvor Brokvartererne siden 1960erne ganske systematisk er blevet udsaneret til en udnyttelsesgrad på max 100% – hvilket vil sige, at der for hver m² maksimalt må være 1 m² bebyggelse, da er der i Nørre Kvarter karrerer, hvor bebyggelsestætheden er oppe omkring 400% – hvilket svarer til 4 m² bolig/erhverv pr m². I en sådan tæt bebyggelse er der ikke meget plads til livet mellem husene.

Samtidig er kampen om de få ubebyggede m² intens, så når skraldespande, VIP-parkering, af- og pålæsning har fået sit er der ikke meget til overs til opholds- og legearealer, og til den vegetation, som kunne opbløde og skabe liv mellem husene. Men over alt i den historiske by finder man store nøgne gavle og bagstag (bagsider mod naboen), helt uden vinduer eller bygningsornamentik. Hvis man systematisk beplantede disse gavle og bagmure, ville man kunne komme op på en biofaktor, som modsvarer de grønneste forstæder. Med projektet Nørre Kvarters grønne lunger har jeg søgt at afdække dette beplantningspotentiale.

I forbindelse med at jeg er gået i gang med et nyt forskningsprojekt, Byens grønne lunger, om byvegetationens muligheder for at mindske luftforureningen, genlæste jeg i dag det introducerende kapitel til Nørre Kvarters grønne lunger og tænkte, at det fortjente et gensyn. Så jeg har kopieret teksten ind herunder.  

Rapporten Nørre Kvarters grønne lunger, som er rigt illustreret og 154 sider af omfang, kan downloades fra denne side – kapitelvis eller i sin helhed. 

Introduktion

Vi er i disse år langsomt ved at vågne til erkendelsen af, at vi i vores moderne tilværelse er indfældet i et globalt økosystem, og at menneskehedens aktivitet globalt set er blevet så omfattende, at det ikke er et spørgsmål, om det har en indflydelse på den økologiske balance, men om hvordan vi får kultiveret vores tilstedeværelse i og indvirkning på det globale økosystem, så vi ikke forbliver en destruktiv faktor. Det er en erkendelsesproces og en udfordring, som driver vores forståelses­værktøjer til bristepunktet, ligesom vi må indse, at den markedsøkonomiske dynamik ikke har indbygget hverken økologisk klarsyn eller bæredygtighedsmæssigt fremsyn, men at det tværtimod kræver voldsomme politiske livtag at få indpodet selv de simpleste bæredygtigheds­mæssige hensyn i markedsmekanismerne. Ikke mindst storbyen er i sin nuværende form en tilstand, som ligger langt fra noget bare tilnærmelsesvist bæredygtigt, og vi står således overfor store udfordringer i at finde nye veje for en lang række aspekter af den post-industrielle by.

I det befæstede København var Nørre Kvarter det vestligste af byens kvar­terer. Gennem århundrederne er området blevet stadig tættere bebygget, og de grønne elementer, vandløb, haver og træer, kålgårde og kirkegårde, er langsomt, men sikkert blevet fortrængt. Fra at udgøre et sammenhængende hele med spredt placerede bygninger er det grønne således gradvist blevet reduceret til små fragmenterede enklaver med begrænset naturværdi, og den over­vejende del af kvarteret er i dag bebygget eller forseglet af et livs­­fornægtende asfaltlag. Projektet Nørre Kvarters grønne lunger er en undersøgelse af mulighederne for at vende denne udvikling og afdække muligheder for en styrkelse af de grønne elementer selv i den allertætteste bydannelse. Dette vil indebære en lang række fordele for vores bymiljø og livskvalitet, og det har et kolossalt æstetisk potentiale.

De grønne elementer har en vital betydning for, at byen er et sundt og godt sted at være. De ren­ser luften og mildner byens mikroklima. De producerer ilt og akkumulerer overskydende CO₂ (kuldioxid) og bidrager dermed positivt til det CO₂-regnskab, vi er ved at gøre til målestok for den globale håndtering af miljøspørgsmålet. De be­riger byen oplevelses­mæs­sigt, og ikke mindst spiller de en vigtig rolle i vores psykiske velbefindende. Ydermere kan fa­ca­de­­planter være med til at holde bygningerne var­me om vinteren og kølige om sommeren, samtidig med at de beskytter mod solens og frostens gradvise nedbrydning. Alle overvejelser om en mere bæ­redygtig by må derfor indebære en styrkelse af de grønne elementer.

Læs mere »

.
Ud over hovedforhandlingerne, som kører i tre forskellige spor, er der ved COP18 en vrimmel af sideløbende aktiviteter, pressekonferencer, udstillinger, debatter, præsentationer og happenings, som tilsammen gør klimaforhandlingerne til en kolossal ideudvekslingsbank.

Videoen herover er fra en præsentation i Doha 26. november, hvor Gabrielle Kissinger og Martin Herold fra CIFOR, Center for International Forestry Research, fortæller om en nyligt publiceret rapport om hvilke kræfter, som fører til skovrydning og skov’ødelæggelse’ (forest degradation) rundt omkring i verden, samt eksempler på, hvordan man kan håndtere disse udfordringer set i forhold til de REDD+ mekanismer, som FN har sat for atbevare verdens skove.

Præsentationens slides kan ses i bedre kvalitet på Slideshare.

CIFOR  “conducts global research on climate change, adaptation, production forests, indigenous groups, REDD, dry forests,food security, illegal logging, deforestation, small holder and community groups, forest governance, trade and conservation, gender, and biodiversity.”

CIFOR driver en blog, Forests News.

Den fulde rapport, som udkom i august, han downloades nedenfor. Har ligeledes for overblikkets skyld kopieret rapportens 7 ‘key messages’ ind nedenfor.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Gabrielle Kissinger, Martin Herold & Veronique de Sy: Drivers of Deforestation and Forest Degradation: A Synthesis Report for REDD+ Policymakers, Lexeme Consulting, Vancouver Canada, August 2012 (pdf).

Peter Holmgren: Landscapes for sustainable development, Forests News 28.11.2012.

Yogita Tahilramani: Indonesia and REDD+ at Doha: Moving beyond carbon to sustainable development, Forests News 27.11.2012.

Michelle Kovaceviv: Scientists pinpoint activities driving deforestation and urge countries to take action at Doha, Forests News 27.11.2012.

Catriana Moss: A delay in key decisions at Doha could see REDD+ lose its climate change focus, Forests News 26.11.2012.

Sven Wunder & Louis Verchot: Will uncertainty over new climate agreement prolong the REDD+ stalemate? Forests News 23.11.2012.

Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO₂-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO₂-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).

Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.

Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO_2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.

Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.

Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO₂-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.

Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.

Læs mere »

.
Et netop udgivet studie peger på 4ºC som den definitive katastrofe-tærskel, hvor fødevareproduktionen mange steder i verden vil bryde sammen. Det er Verdensbanken som står bag udgivelsen, og det er det anerkendte Potsdam Institute for Climate Impact Research and Climate Analytics, som har udarbejdet rapporten.

Stiger temperaturen med fire grader, får det meget negative – ja direkte katastrofale – følger over hele kloden, selv om regioner og verdensdele bliver ramt meget forskelligt, fremgår det af Verdensbankens analyse. I forordet kan man læse:

“The 4°C scenarios are devastating: the inundation of coastal cities; increasing risks for food production potentially leading to higher malnutrition rates; many dry regions becoming dryer, wet regions wetter; unprecedented heat waves in many regions, especially in the tropics; substantially  exacerbated water scarcity in many regions; increased frequency of high-intensity tropical cyclones; and irreversible loss of biodiversity, including coral reef systems.”

Men med den nuværende utilstrækkelighed og manglende konsekvens i den globale klimaindsats, er et 4°C scenario en realistisk mulighed. Efter COP17 i Durban iværksatte vores klimaminister undersøgelser af konsekvenserne ved en 6°C stigning, som må forventes, hvis verden endte med ikke at kunne blive enige om at spare på de fossile brændstoffer.

Verdensbankens leder Jim Yong Kim understreger på den baggrund, at det er uomgængeligt vigtigt, at verdenssamfundet tackler klimaudfordringen langt mere direkte end i dag og beslutter sig for de nødvendige forandringer for at kunne holde de globale temperaturstigninger under 2ºC.

Læs mere »

Kurven herover stammer fra en artikel i Science Progress torsdag,¹ hvor Dr. James Powell har lavet en ganske tankevækkende undersøgelse af samtlige peer-reviewed artikler om global opvarmning igennem de seneste 20 år og delt dem i to bunker: I den ene dem, som tager menneskeskabt global opvarmning alvorligt, og i den anden de artikler, som klart afviser global opvarmning eller tilskriver opvarmningen andre årsager end CO₂-udledninger (og udledningen af andre drivhusgasser).

Ud af i alt 13.950 artikler siden 1992 var der kun 24 til den bunke, hvor forfatterne afviste den globale opvarmning eller at opvarmningen var forbundet med udledningen af drivhusgasser. Det svarer til en enkelt artikel for hver 581 artikler, eller 0,17%.

Og hvor hver af klimaskeptiker-artiklerne i snit har været citeret 5 gange, da var hver af de 13.926 artikler, som godskriver fænomenet global opvarmning i snit citeret 19 gange. Powell har beskrevet sin metodologi nærmere her.

Powells opgørelse taler sit klare sprog om, at der i klimavidenskaben ikke er den mindste tvivl om, at klimaforandringer er en realitet. der er stadig mange delelementer i klimamodellerne, som kun er delvist forstået, og forståelsen af, hvor hurtigt klima og havstand forandrer sig, har ændret sig igennem de 20 år, som Powell har undersøgt – hvilket for eksempel afspejler sig i, at den overordnede målsætning for en global klimaindsats på få år har forandret sig fra max 550 ppm til max 450 ppm til at det ville være bedst at komme tilbage under 350 ppm. Men der er tale om en grundlæggende enighed om, at klimaudfordringen er en realitet, og at den bliver en af det 21. århundredes helt store udfordringer.

Læs mere »

I tiden forud for klimatopmødet COP15 i København lavede IDA i 2008-09 en vision for et fossilfrit Danmark i 2050, hvor udledningen af drivhusgasser samtidig var reduceret med 90% i forhold til i dag.

Det var før klimakommissionen barslede med sin plan for, hvordan det kunne finde sted, så planen vakte en del opsigt – i en tid, hvor de folkerettede kampagner hed “ét ton mindre” og mest handlede om sparepærer, var IDAs plan med til at forme bevidstheden om, at det overhovedet kunne lade sig gøre at slippe afhængigheden af den fossile energi og basere samfundet fuldt ud på vedvarende energikilder. Måske endnu mere overraskende forventede IDA, at det til den tid ville være 13 mia. kr. billigere, end hvis vi havde fortsat, alene på baggrund af de mindre udgifter til brændsel.

Havde IDA samtidig indregnet de øgede priser til klimatilpasning og ødelæggelser efter stormflod mv. havde regnestykket understreget endnu kraftigere, at omlægningen til vedvarende energi ikke bare er en drøm eller en fiks idé, men nok så meget forretningsmæssigt set en gennemsund målsætning.

I dag offentliggjorde IDA så en status efter 3 år: Er Danmark på rette vej?.¹ Og ifølge den går det overhovedet ikke den rigtige vej på en lang række parametre. I en måske let simplificeret smiley-opgørelse, er der ud af statusopgørelsens 29 parametre kun 10, hvor Danmarks udvikling i de mellemliggende fire år sandsynliggør, at vi når målene for et fossilfrit Danmark i 2050.

IDA skriver om statusrapporten, at “Analysen viser, at Danmark ikke er på rette kurs, når det eksempelvis gælder om at nå målet om reduktion af drivhusgasser og når det gælder om at skrue ned for det samlede energiforbrug, som er to af hoved-indikatorerne i analysen. Til gengæld er Danmark på sporet, når det gælder omlægningen til vindkraft. Men af de i alt 29 indikatorer, som analysen inddrager, er det pt. kun 10, der bevæger sig hurtigt nok til at nå målet i 2050.”²

Læs mere »

Luftfarten er stigende over alt i verden, og klimapåvirkningen fra luftfarten udgør en stadig stigende del af verdens samlede udledninger. Dette til trods for, at der arbejdes på teknologiske forbedringer over en bred kam, lettere fly, mindre luftmodstand, mere effektive motorer, iblanding af biobrændstof og omlægning af uhensigtsmæssige flyruter (kortere afstande), for ikke at tale om en gennemgang af de mange tilhørende aktiviteter på landjorden. Selv i de lande, hvor man har fået vendt udviklingen, så de samlede klimapåvirkning er aftagende, stiger udledningerne fra luftfarten.

Når det gælder klimapåvirkningen fra luftfarten, så er der ikke kun tale om selve CO₂-påvirkningen. Man taler tværtimod om en RFI-faktor, som er et mål for, hvor mange gange større den samlede klimapåvirkning er i forhold til selve CO₂-udledningen.

Når et tungt legeme som et fly med jetmotorer drives gennem atmosfæren med stor fart, sker der en række processer, som øger drivhuseffekten. I RFI-faktoren indregnes derfor en lang række faktorer ud over CO₂-udledningerne, som har indflydelse på luftfartens samlede klimapåvirkning, størrelser som ozon, partikler, gasser, vanddamp og skydannelser i flyenes kølvand (som ikke er det samme som motorernes udstødning).

Nogle af disse faktorer hører blandt de mindst kendte i klimaprocesserne – eller rettere man kender overordnet deres virkning, men stadig med en væsentlig usikkerhedsmargin. Man ser derfor i figur 6 en markant usikkerhed på de enkelte komponenter, men samtidig, at de tilsammen betyder markant mere for den samlede klimapåvirkning end blot den primært udledte CO₂-mængde.

Som det fremgår af nedenstående tekst fra Carbon Planet, ligger RFI i dag omkring 3,0, men med en række teknologiske nybrud, som mindsker de afledte klimapåvirkninger, vil forventes det at man i 2050 kan sænke den til omkring 2,5. Endda regner man i dag med en RFI på 1,9, fordi man endnu ikke har tilstrækkelig viden til præcist at kunne fastsætte drivhuseffekten for flyenes skydannelse.

Læs mere »

.
Ved TEDxCopenhagen 18. september havde Selina Juul fra Stop Spild Af Mad et meget begavet og agiteret indlæg om madspild. Ultrakort, på blot 8 min. fremfører hun sin sag, at madspildet er et område, hvor vi alle kan sætte ind – hvor vi alle behøver at sætte ind. Affaldet – vores eget affald – er vores personlige nøgle til at forandre fremtiden, siger Selina. Så “smid ikke fremtiden væk!”

Nogle gange kan madspildsproblematikken næsten drukne i restemadsopskrifter, huskeråd til indkøbslisten osv., andre gange fortoner det store perspektiv sig i et kolossalt statistisk materiale. Men ikke her – ved TEDxCopenhagen fik vi den rensede forklaring, uden hudfletten af de særligt danske vanemønstre, hvilket giver god mening nu, hvor alt foregik på engelsk.

Det er ikke fordi der ikke er tal. Tværtimod. I samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer fremlagde Stop Spild Af Mad for nylig en Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd,¹ som søger at kortlægge, hvilke hjælpemidler der skal til, for at nedbringe madspildet i de private husstande.

Undersøgelsen bygger på data fra en spørgeskema-undersøgelse fra april i år af et repræsentativt udsnit af danskere mellem 18-80 år (n=1024) samt en fokusgruppe, som gennem brugen af forskellige redskaber til at nedbringe madspild, giver feedback på deres oplevelser.

Det skønnes, at en gennemsnitlig dansk familie bestående af to voksne og to børn, kasserer fødevarer for 10.000 kr. årligt – eller for alle danskere samlet i alt 16 mia. kr. Der er spild hele den lange vej fra mark til fabrik til butik til køleskab til komfur til bord til restemadsmulighed til affaldsspand. I USA, som har verdensrekorden i madspild, regner man med at omkring 40% af den mad, som produceres, aldrig bliver spist. Vi er lidt bedre herhjemme, men slet ikke gode nok. i den rige del af verden ryger i gennemsnit omkring en fjerdedel af den mad, vi køber, direkte i affaldsspanden.

Selvom det kan synes af små mængder, 50g her, 150g der, en tør skorpe dér, så ligger størstedelen af madspildet hos forbrugeren, efter at madvarerne er købt i butikkerne. Som Selina siger ved TEDx: “Ladies and gentlemen, we need to be smarter than that …”

Det er i den grad et spørgsmål om de mange bække små, at hvis der hver dag ryger 100g ud pr. næse, så bliver det til en voldsom bunke på et år og et næsten skræmmende bjerg i løbet af et langt liv. Det er den pointe, jeg måske savner i denne TEDx: Den forvandlende kraft i den lille daglige forskel.

Det sker, at man får en avocado med hjem, som er dårlig i den ene ende, eller en melon, hvor man må skære et hjørne af, eller – et forhold som Stop Spild af Mad har søgt at få ændret på – at vi står med fem for en tier, hvor vi kun havde brug for to. Men alt for ofte er det vores manglende opmærksomhed og uhensigtsmæssige rutiner, som gør, at gode madvarer ender i affaldsspanden.

Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd, forandringspotentialer og anbefaling til tiltag, Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer august 2012 (pdf).¹

www.stopspildafmad.dk.

Det har været sagt, at det eneste Obama og Romney havde til fælles, var deres uvilje over for at skulle inddrage klimaet i valgkampen. Det af forskellige grunde – Romney har et blodtørstigt Tea Party bagland, som over en kam pure benægter, at klimaforandringer finder sted, eller i hvert fald at de er menneskeskabte, mens Obama og den demokratiske lejr mere synes nervøs ved at lukke op for et spørgsmål, som deler vandene meget voldsomt. Konventionel visdom har da også været, at miljøspørgsmål ikke egnede sig som valgspørgsmål – og vi så måske en bekræftelse af den frygt på vores hjemlige politiske scene med den hårde medfart, som forslaget om en betalingsring omkring København fik. Det kan meget let blive noget, som det er lettest at være imod.

Men grafen herover fra Mother Jones 3. oktober¹ mere end antyder, at klimaspørgsmålet kunne blive vigtigt for Obama i valgets slutspurt. Den bygger på en undersøgelse fra Yale / George Mason University² af holdningen til klimaspørgsmål blandt de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig, om de vil stemme demokratisk eller republikansk, og den viser ganske interessant, at hvor under en tredjedel af dem som sandsynligvis vil stemme Romney mener at klimaforandringerne er menneskeskabte, så er der omkring to tredjedele af både af dem som hælder til at stemme på Obama (men som ikke har besluttet sig endeligt), og dem som er åbent i tvivl finder, at klimaforandringerne er menneskeskabte.

Hvor mange miljøorienterede næsten havde opgivet Obama, som syntes helt at have svigtet klima- og miljøindsatsen eller at have indset, at der ikke var noget at komme efter med republikansk flertal i Kongressen, kunne man da også ved demokraternes konvent i begyndelsen af september høre Obama sige følgende: “And yes, my plan will continue to reduce the carbon pollution that is heating our planet – because climate change is not a hoax. More droughts and floods and wildfires are not a joke. They are a threat to our children’s future. And in this election, you can do something about it.”³

Læs mere »

Denne video stammer fra præsentationen af den anden udgave af Climate Vulnerability Monitor 2012. Det skete ved en event i New York 26. september forestået af Asia Society. Under vejs i den 62:22 min. lange video kan man opleve Bangladesh premierminister Sheikh Hasina og Maldivernes præsident Mohamed Waheed tale. Den giver en god fornemmelse af den klimaindsatsrapport, som er belyst i det forudgående blog-indlæg, Climate Vulnerability Monitor 2012.

Mr. José Maria Figueres (tidligere præsident fra Costa Rica) prøver indledende (andet indlæg 8:20 ff.) at sætte det perspektiv ind, at verden i omkring 15 år frem til 2007 oplevede økonomisk vækst, ikke bare i USA og Europa, men i Asien, i Afrika og i Latinamerika, med årlige vækstrater på 5-6-7%.

Ifølge den nye Climate Vulnerability Monitor 2012 står vi med klimaudfordringen med udsigter til negativ vækst, hvis ikke vi sætter målrettet ind. Hvor en klimaindsats ofte bliver gjort til en hindring for økonomisk vækst er det således ifølge Climate Vulnerability Monitor 2012 en forudsætning. Selv den stærkeste indsats vil give øget vækst, hvorimod en laden stå til vil føre til svækkelser, som i dag er blot 1-2% om året, men som i løbet af århundredet vil stige til 7-8%.

HVis rapportens centrale konklusion kunne trænge igennem, at klimaindsatsen ikke bare betaler sig, men er en nødvendig forudsætning for videre vækst, var der måske større chancer for at få vedtaget en stærk global klimaplan.

Climate Change: Views from the Climate Vulnerability Monitor launch, (69 min. video) Asia Society 26.09.2012.