Strøtanker om bæredygtighed

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

.
Denne video stammer fra offentliggørelsen af første del af IPCCs nye klimarapport AR5 i Stockholm 28. september. Man kan her høre Thomas Stocker, lederen af Working Group I, give et rids af rapporten og det kolossale syntesearbejde, som ligger forud for offentliggørelsen.

Første del af IPCCs nye klimarapport er på mere end 2.000 sider, så 20 minutter kan lige præcis kun blive et overblik. Men Thomas Stocker, som nok kender rapporten bedre end nogen anden, formår i løbet af denne 23 min. video ganske godt at give et sådant overblik.

Ved samme lejlighed gav Hans Rosling (som er kendt fra en række TED-præsentationer og en enestående evne til at viusalisere selv meget komplekse sammenhænge) forud for Thomas Stocker en bredere introduktion til en række af rapportens konklusioner under overskriften “200 years of Global Change”.

Læs mere »

Det har været sagt, at den seneste IPCC-rapport med dens 2.000 sides sammenfatning af verdens klimaforskning alene i første del ikke bringer noget egentligt nyt, men først og fremmest tydeliggør og uddyber, hvad vi allerede ved. Det er nok lidt arrogant, men afspejler først og fremmest, at klimavidenskaben efterhånden har nået et stade af modenhed, hvor der måske stadig er ting, vi kun forstår ufuldstændigt, men hvor grundskelettet er på plads og der ikke mere er store hvide områder på kortet. Men i hvert fald på ét område er der med IPCCs nyeste diagnose af det globale klimas tilstand inddraget en ny dimension i klimaforståelsen. Den netop udgivne første del af AR5 foreskriver et carbon budget – en ramme for, hvor meget CO₂ menneskeheden kan tillade sig at udlede, hvis vi skal holde den målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 2ºC siden industrialiseringens begyndelse, som blev vedtaget i december 2009 ved COP15 i København.

Dette er et yderst vigtigt skridt, fordi det definerer de samlede rammer, vi som verdenssamfund må agere inden for, hvis det skal lykkes at holde 2ºC-målsætningen. Det skete da heller ikke uden sværdslag – og forud for den endelige offentliggørelse i Stockholm i sidste uge blev den endelige formulering af denne del af rapporten diskuteret af politikere og videnskabsmænd til langt ud på natten. Ikke mindst fra politisk side var der stor nervøsitet for, at det ville komplicere de i forvejen komplicerede klimaforhandlinger yderligere, og IPCCs carbon budget sætter da også den hidtidige klimamålsætning i et skingert utilstrækkeligt lys.

Vi har med IPCCs carbon budget fået en ny håndgribelighed forærende – en excelarks-købmandsregnings-tydelighed, som er svær at løbe fra, fuldstændig som hvis man stod overfor de årlige nationale eller kommunale budgetforhandlinger. Uden at behøve at være klimaekspert bliver det åbenlyst for alle, at man overbudgetterer og pumper umådeholdne mængder af CO₂ ud i atmosfæren på fremtidens bekostning – og at ingen af verdens større udledere i dag har en klimamålsætning, som rammer bare tilnærmelsesvist inden for rammerne af IPCCs carbon budget.

I AR5s Summary for Policymakers, står der side 20:

“Limiting the warming caused by anthropogenic CO₂ emissions alone with a probability of >33%, >50%, and >66% to less than 2ºC since the period 1861-1880, will require cumulative CO₂ emissions from all anthropogenic sources to stay between 0 and about 1560 GtC, 0 and 1210 GtC, and 0 and about 1.000 GtC since that period respectively.

These upper amounts are reduced to 880 GtC, 840 GtC, and 800 GtC, when accounting for non-CO₂ forcings as in RCP2.6. An amount of 531 [446 to 616] GtC, was already emitted by 2011.”

At holde en målsætning med 50% sikkerhed er det samme som at sige, at der er lige så stor chance for at målsætningen med den givne indsats ikke holdes, så IPCC siger i den netop fremlagte AR5, at vi for at have mindst 66% chance for at holde 2ºC-målsætningen må begrænse de samlede CO₂-udledninger til 1.000 GtC (gigaton kulstof – hvilket svarer til 3.670 Gt CO₂). Hvis der modregnes for drivhusvirkninger fra andet end CO₂ (som aerosoler, metan og HFC-gasser), så er det samlede carbon budget på blot 800 GtC. Af denne carbon-pulje havde vi pr. 2011 allerede brugt 531 GtC (de samlede udledninger siden industrialiseringens begyndelse), så der kun plads til yderligere omkring 269 GtC, hvis vi skal holde os inden for det etablerede carbon budget.

Læs mere »

I en tid, hvor der er længere end ønskeligt mellem blog-indlæggene her på Strøtanker, vil jeg gerne henvise til en paper.li-side, Agenda 350, som jeg har sat op til at samle klima- og bæredygtighedsartikler fra en række af mine yndlingskilder fra hele verden. Agenda 350 er klar med en ny høst hver dag til frokost.

Der kan stadig indimellem dukke en skævert op, men i de tre måneder, siden har kørt, har jeg har efterhånden fået justeret på søgekriterierne, så siden kommer rigtig godt omkring. Og jeg har selv den glæde ad den vej at møde dagligt artikler, som jeg ellers ikke lige ville være faldet over.

Fra starten af inkluderede jeg også søgetermer omkring udviklingen ved Fukushima Daiichi-værket. Men måske fordi situationen her hen over sommeren er blusset så voldsomt op i den internationale presse, har temaet vist sig så dominerende, at jeg tog konsekvensen og oprettede en særlig side herom, Fukushima Blues.

En vigtig del af disse paper-li-siders fødesystem er Twitter-søgestrenge, og når emnet er A-kraft, stråling og helbred, så fornemmer man, hvordan stemninger og holdninger bølger, og meninger for og imod er særdeles stærke.

Der er lukket ned for det mest støjende på Fukushima Blues, men ikke helt – det er faktisk fascinerende at se, hvordan pludselig op til overhusvalget det svirrer om ørerne med forfalskede billedsamlinger af muteret frugt og grønt – eller i hvert fald billeder, hvoraf de færreste har noget med situationen i Fukushima at gøre. Så her er det vigtigt at have et nøje øje for afsenderen.

Fukushima Blues opdateres hver dag kl. 8 dansk tid.

Disse sider er hen over sommeren blevet en fast del af min daglige nyhedshøst, og jeg håber hermed, at de være til daglig glæde for mange flere.

I de seneste dage er der skrevet en del om den kommende klimarapport fra IPCC, International Panel for Climate Change, som med 5-6 års mellemrum søger at sammenfatte, hvad vi ved om klimaforandringer. Den senest forudgående udgave, Assessment Report 4, eller i daglig tale blot AR4, udkom i 2007, så det er ved at være tid for AR5. Faktisk har AR5 været under udarbejdelse i flere år. For disse rapporter skrives som et gigantisk konsensus-projekt af mere eller mindre alle klodens fremmeste klimaforskere. AR5 har 840 hovedforfattere fra 35 lande, og endnu langt flere tilknyttet konsensus-processen. Derfor tager det lang tid, og derfor når al den seneste klimaforskning ikke at komme med ind i billedet. Og når konklusionerne i slutfasen skal drages og godkendes – ikke bare af forskerne, men også af lande som Rusland, Kina, Canada, USA og Saudiarabien, som ikke ønsker skismaet mellem videnskabens forståelse af den nødvendige indsats og de enkelte landes faktiske klimaindsats for stærkt udstillet – så ligger det i kortene, at der bliver klippet adskillige hæle og tæer.

Joe Romm fra Climate Progress skriver om det resulterende konsensus-resultat, at:

“AR5 is a ‘partial’ review that is ‘hopefully’ the last because, like every IPCC report, it is an instantly out-of-date snapshot that lowballs future warming because it continues to ignore large parts of the recent literature and omit what it can’t model. For instance, we have known for years that perhaps the single most important carbon-cycle feedback is the thawing of the northern permafrost. The IPCC’s Fifth Assessment climate models completely ignore it, thereby lowballing likely warming this century.”¹ I et interview i MSNBC) i dag sammenligner Romm IPCCs anbefalinger af, hvad der må gøres, med overkirurgens anbefalinger ikke at ryge for meget – stadig mere indtrængende, men alligevel så forsigtigt, at de fleste fortsætter med at ryge.²

Tilsvarende var der allerede ved udgivelsen af AR4 i 2007 en række områder, som man vidste, skulle inddrages i næste udgave, og generelt var vurderingerne af klimaforandringernes hastighed (klimaets følsomhed) i den lave ende af, hvad den nyeste litteratur på området indikerede, fordi mange af de nyeste resultater endnu ikke var blevet en del af konsensus.

Samtidig ved ingen, hvad der sker i de kommende år – om verdens lande vitterligt overkommer den fossile afhængighed og får lavet de nødvendige drastiske reduktioner, eller om det fortsat lykkes den fossile industri aktivt at modarbejde den globale klimaindsats, så den omstilling og den udbygning med sol og vind og geotermiske varme, som rent faktisk sker i disse år, kun lige akkurat kan følge med væksten i energiforbruget. Konklusionerne må derfor i høj grad blive abstrakte – hvad sker der hvis og hvis og hvis? – og knyttes sammen med en række forskellige scenarier for, hvordan verden udvikler sig, og i hvilken grad vi bliver i stand til som verdenssamfund at imødegå klimaudfordringen tidligt og effektivt.

En af hovedkonklusionerne, at der nu videnskabeligt set er 95% sandsynlighed for, at klimaforandringerne er menneskeskabte, vil for lægmand virke som om at videnskaben endnu ikke er afklaret, hvor det omvendt i det videnskabelige sprog netop betyder, at det nærmest er så sikkert, som det overhovedet kan blive – at diskussionen for og imod er ovre og man kan tage det for givet. Den 95% sikkerhed er 5% højere end AR4 i 2007. I 2001 fandt AR3 en 66% sandsynlighed for at klimaforandringer var menneskeskabte, mens det i 1995 blot var lige over 50%. Selvom de første spadestik til forståelsen af drivhuseffekten stammer tilbage fra det 18. århundrede, så har det været en lang vej for videnskaben at komme til denne grad af afklarethed.

Den endelige udgave af AR5 vil blive lanceret 27. september – eller rettere den første af fire dele, som omhandler den fysiske videnskab bag klimaforandringerne, hvor de øvrige dele af AR5 vil blive fremlagt inden for det kommende års tid:

WG I: The Physical Science Basis – september 2013
WG II: Impacts, Adaptation and Vulnerability – marts 2014
WG III: Mitigation of Climate Change – april 2014
AR5 Synthesis Report (SYR) – oktober 2014

Alene første del vil omfatte omkring 2.000 tætskrevne sider, inklusive summaries, 14 hovedkapitler, supplerende materiale, appendixes osv. og vil indeholde 1250 figurer og referencer til 9.200 videnskabelige artikler.

Hvis man har interesse deri, vil der dagen efter ved Stockholm Environment Institute være et totimers seminar, Climate Change – the State of Science, hvor en række af AR5s hovedforfattere præsenterer hovedkonklusionerne. Det vil være muligt at følge med online via SEIs hjemmeside (se program).

Læs mere »

Inden for få år er vurderingerne af, hvor meget havene vil stige hvor hurtigt som følge af den globale opvarmning vokset betragteligt. Havet er i løebet af det 20. årh. steget omkring 20 cm, og fremskrivningerne for det 21. århundrede ligger i dag typisk omkring 1 m med selv de mest alvorlige under 2 m. Men skalaen har hele tiden været år 2100, som om der ikke findes en verden på den anden side heraf.

Potsdam-instituttet har netop i går i Proceedings of the National Academy of Sciences, publiceret en artikel, The multimillennial sea-level commitment of global warming,¹ hvor man ser på den mere langvarige effekt af den globale opvarmning i et længere tidsperspektiv. Og man kommer her frem til, at vi inden for de næste 2.000 år må regne med havstigninger på 2,3 m for hver grad, den globale opvarmning øges.

Dette sætter således det nuværende globale klimamål om at søge at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i relief – for selvom det vil kræve resolut omstilling fra den nuværende fossile afhængighed også i lande, som har meldt ud, at de rige lande må gå forrest i denne proces, at holde målsætningen på 2ºC, så kan det kun være en foreløbig målsætning.

For en 2ºC-målsætning, som på sigt implicerer en 4,6 m havstigning, er ikke nogen målsætning. Det er tværtimod en falliterklæring, at vi under pres fra kortsigtede økonomiske interesser og ønsket om at kunne opretholde vores allesammens små komfortable luksusvaner endte med at sætte store dele af verden under vand. AOSIS-landene (sammenslutningen af verdens mange små øriger) og LDC-landene (sammenslutningen af de mindst udviklede lande) vil på den baggrund sige, at selv deres nuværende krav om at den globale målsætning skærpes til 1½ºC er for uambitiøst. For i lyset af Potsdam-instituttets nye data vil 1½ºC på sigt føre til havstigninger på omkring 3,5 m, og stort set alle verdens atolriger må se sig forsvinde under havets overflade. Samtidig vil en havstigning på 3,5 m give alvorlige problemer i alle havnebyer og verdens store deltaer. Og det danske landkort vil ændre sig markant.

Læs mere »

Faldt i dag i Ingeniøren over en omtale af en undersøgelse, hvor danske forskere har lavet en undersøgelse af 535 ældre grønlændere, hvor man fra blodprøver havde målt forekomsten af to inflammationsmarkører, YKL-40 og hsCRP, i blodet. Og til deres store overraskelse fandt forskerne, at den del af disse mennesker, som spiser en typisk fangerkost med masser af fisk, hval og sæl, havde en højere forekomst af to markører, end de grønlændere, som spiste en mere ‘moderne’, importeret mad – og dermed teoretisk en højere risiko for hjerte-kar-sygdomme.

Så vidt så godt. Men ifølge Jyllandsposten går undersøgelsens forskere videre:

“Undersøgelsen gør op med den udbredte antagelse, at man skal have ‘fisk på recept,’ mener forskerne, der peger på, at den nye viden giver anledning til at overveje kostrådene om fisk.”

Og lederen af forsøget Stig Andersen fortsætter: “Selvom der i de sidste 40 år er lavet utallige undersøgelser om fiskeolies forebyggende virkning på blodpropper i hjertet, er der aldrig fundet et entydigt bevis på, at det har en effekt. Måske er det her med, at fede fisk beskytter mod hjertekarsygdom en skrøne.”¹

Forskningsartiklen er ikke tilgængelig i sin helhed, men abstractets konklusion lyder:

“Biomarkers of inflammation vary in parallel with the intake of traditional Inuit diet. A diet based on marine mammals from the Arctic does not reduce inflammatory activity and it may be speculated that markers of inflammation reflect the disease rather than the cause of the disease.”²

Her er der således slet ikke tale om indtag af fisk, men af havpattedyr, så man må undre sig over, at artiklen sælges som et opgør med ‘fordommen’ om, at fisk er sundt.

Måske der ikke var fisk på menuen på den dag, hvor blodprøven blev taget, eller måske først til aftensmaden, efter at blodprøven blev taget. Og det lyder for så vidt plausibelt, at massive mængder af sæl- og hvalkød giver større forekomst af inflammationsmarkører, ligesom indtag af landgående kød ville gøre det. Samtidig kunne man formode, at når der er højere forekomst af inflammationsmarkører for de mennesker, som spiser mere af den traditionelle inuit-diæt, så hænger det sammen med, at den indeholder mindre frugt og grønt, og mere sværtfordøjeligt kød end en mere ‘moderne’ grønlandsk diæt med dens større andel af importeret mad.

Læs mere »

Det norske flygtningeråd har netop frigivet en rapport,¹ som viser, at der i 2012 var 32 mio. flygtninge efter naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og jordskælv. Heraf var hele 98% grundet i klimaforandringer, og dermed menneskeskabte.   

Læs mere »

Da finanskrisen for nogle år siden strammede til, var Sydkorea bandt de få lande, som systematisk satte grønne betingelser for sin intervention. Landet har så at sige fatte potentialet i den grønne omstilling og er lige nu ved at etablere et koreansk kvotemarked, som står til at blive verdens hidtil mest ambitiøse kvoteordning.

Måske (forhåbentligt) har man studeret de mange problemer med det europæiske kvotesystem grundigt – i hvert fald er der fra iværksættelsen primo 2015 og frem til 2020 lagt op til en yderst ambitiøs reduktion af Sydkoreas samlede emissioner på 30% i forhold til business as usual (BAU), hvilket svarer til en reduktion på 19% i forhold til 2010-niveauet.

Sydkoreas ETS-ordning vil involvere sektorer, som tilsammen omfatter omkring 70% af de koreanske udledninger, og reduktionen er, som man kan se af nedenstående figur endnu større – næsten 40%. Der er således tale om virkeligt ambitiøse klimamålsætninger, som får EUs nølen med sine 20% over en langt længere tidshorisont til at fremstå endnu mere lallende.

Man har søgt at designe ordningen, så prisen for at udlede 1 ton CO₂ vil blive op imod 90 $ pr. ton.  Man har ligeledes sat en begrænsning på, så hver enhed maksimalt kan bruge kvoter på 28% af sine udledninger. Og fra 2021 er der lagt op til kun at kunne modregne fra hjemlige projekter. Så man har ønsket med ordningen ikke bare at få abstrakte effekter et eller andet ikke nærmere defineret sted i verden, men samtidig at høste miljøfordelene hjemme ved, at den koreanske industri lægger om til grøn energi og grønne produktionsformer. Mange af fjernøstens lande har ganske graverende problemer med luftforureningen, og hvis ellers reduktionerne holdes indenlands, vil man i 2020 ud over at være godt i gang med at reducere de samlede nationale udledninger være godt på vej til at have genvundet en ren luft i de koreanske storbyer.

Det forventes, at brugen af kul i stor udstrækning vil blive udfaset frem mod 2020, men at man qua den hurtige omlægning, som der er lagt op til, vil se, at det ikke sker fuldt ud med vedvarende energikilder, men at en del af energiforbruget i stedet dækkes med naturgas, som har markant lavere udledninger pr. produceret energienhed.

Planerne har snart sagt selvfølgelig vakt modstand i den sydkoreanske industrisektor – og som der er lagt p til nu, vil den virkelig skulle agere proaktivt for ikke at blive straffet økonomisk af systemet. Men hvis man ønsker sig at nå 30% under business as usual, så kan det ikke nytte noget at lade som om, at det er i orden at fortsætte med business as usual.

Bloomberg New Energy Finance (BNEF) anbefaler i sin rapport om de sydkoreanske kvotemarkedsplaner, at Sydkorea kobler sit kvotesystem sammen med kvotesystemerne i EU, Australien og Californien for herved at få adgang til billigere kvoter. Herved risikerer man dog meget let, at børnesygdommene fra det europæiske system, hvor kvoteprisen har været helt nede på 3-4 euro, kommer til at smitte også den koreanske ordning. Og hermed vil den manglende europæiske vilje (evne) til at forvalte sit kvotesystem og sætte tilstrækkeligt stærke reduktionskrav, som har bremset omstillingsincitamentet i Europa, brede sig til Sydkorea.

Hvis EU hævede sin klimamålsætning fra de nuværende 20% til 30-40% – for min skyld gerne gradueret fra land til land, så et land som Polen ikke partout skulle underlægges samme reduktionskrav som Danmark – kunne det give mening. Men man burde omvendt søge at sikre sig, at de enkelte kvotemarkeder fungere optimalt på deres egne vilkår, inden man udsætter dem for yderligere eksperimenter. Og der ligger noget fundamentalt rigtigt i, at systemerne først og fremmest lægger op til at rydde op i eget hus – at det forbliver tydeligt, at hvis man ikke fjerner sine egne udledninger, kan man kompensere ved at være med til at betale for en tilsvarende reduktion for ens nabo, som måske endda er ens konkurrent, men som bare er lidt mere omstillingsparat.

Silvio Marcacci: South Korea May Launch World’s Most Ambitious Cap And Trade Market, Clean Technica 18.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, Bloomberg 10.05.2013.

South Korea’s emissions trading scheme, White Paper, Bloomberg New Energy Finance & Ernst & Young 2013 (pdf).

John Parnell: EU carbon price crisis spreads to Australia, RTCC 10.05.2013.