Indlæg om rapporter og bøger

Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling

31. januar 2008

Ingeniørforeningen har netop udsendt en rapport, Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling (67 sider pdf). Rapporten er et resultat af Ingeniørforeningens Miljøår 2007, som under temaet “Veje til en grøn fremtid” har været organiseret omkring 5 temaer: Ressourcer, Transport, Vand, Bioteknologi samt Landbrug & Fødevarer, som i store træk er de områder, rapporten dækker.

Rapporten præsenteres på IDAs hjemmeside under overskriften Dansk miljøpolitik i frit fald. Og i den overordnede konklusion udtrykkes der bekymring for, at det forspring på miljøteknologiens område, som Danmark har haft, er i fuld gang med at blive udhulet af, at der i de senere år ikke har været den fornødne politiske vilje til at prioritere miljøområdet, hvorfor en række centrale miljøindikatorer bevæger sig den gale vej.

“Med denne rapport lægger Ingeniørforeningen op til, at miljøområdet får en højere prioritering i dansk politik, og vi foreslår, at en række konkrete initiativer iværksættes med henblik på at skabe et bedre miljø. Vi er af den overbevisning, at Danmark, som et verdens rigeste samfund, og som et af de lande med det højeste ressourceforbrug pr. borger, har en forpligtelse til at gå forrest og dermed bidrage til en bæredygtig udvikling, lokalt og globalt.”

Læs mere »

Share

Grøn indikatorrapport fra IDA og CASA

31. januar 2008

Samtidig med at Ingeniørforeningen (IDA) har offentliggjort et scenario for en bæredygtig udvikling (se blog-indlægget Grøn fremtid – brikker til en bæredygtig udvikling), har man i samarbejde med Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) udarbejdet Grøn indikatorrapport – en kritisk rapport om miljøindikatorer (54 sider pdf), som ser på udviklingen i den danske miljøindsats. Det er desværre ikke opløftende læsning.

Antallet af miljømærkede produkter faldt for første gang i 2007, og miljøindsatsen ser ud til at være blevet mindre i virksomhederne i de senere år. Det værktøj til vurdering af bæredygtighedsbestræbelserne, som blev fremlagt og vedtaget i 2002 er ikke blevet ordentligt vedligeholdt siden 2004. “Der er således samlet et vidensunderskud, som gør det vanskeligt reelt at vurdere, hvorledes miljøets tilstand udvikler sig.”

Landbrugets pesticidforbrug er stadig stigende til trods for en pesticidplan, som forudsætter markante reduktioner, og det økologiske landbrug er i tilbagegang. Siden 2002 er der blevet 25% færre økologiske landbrug med 11% mindre areal. Det voksende økologiske forbrug er således dækket af en øget import.

Læs mere »

Share

How to grow fresh air

29. januar 2008

Der er meget godt at sige om planter. Vi mennesker lever i en fundamental symbiose med planterne, der producerer O2 (ilt) og absorberer CO2, så rent bogstaveligt ville vi ikke kunne overleve uden planterne. Og i vores moderne tilværelse har planterne fået endnu en opgave: De er med til at forbedre vores indeklima. De modvirker et for tørt indendørsklima, og man har i den seneste år fundet ud af, at planterne kan være med til holde luften fri for en lang række afgasninger fra moderne inventar, processer og byggematerialer, som i værste tilfælde kan føre til det såkaldte SBS-syndrom, Sick Building Syndrome.

Bogen How to grow fresh air handler netop om, hvordan planter inden døre kan være med til a holde luften ren og frisk. Den er skrevet af B.C. Wolverton, som i en årrække var forsker ved det amerikanske rumforskningsinstitut NASA. Man stod overfor at skulle udvikle langtidsbeboelige rumstationer i helt lukkede systemer (et fantastisk sindbillede på Jorden), og man fandt i den forbindelse ud af, at planter var i stand til at optage en stor del af den luftforurening, som stammede fra afgasninger fra en lang række materialer såvel som fra den menneskelige organisme.

De enkelte plantearter har forskellige karakteristika. Nogle er særlig gode til at optage formaldehyd, andre til kulilte, NO2 benzen, formaldehyd og trichloretylen. Det virkelig interessante ved planternes håndtering af disse stoffer er, at de ikke blot bliver lagt til side på et lager, hvor man så ikke ved, hvad der videre skal ske. De bliver fordøjet og genindgår fuldt ud som byggestene i biosfæren.

Læs mere »

Share

Tilbageholdte energirapporter frigivet

26. januar 2008

Af en artikel i Information, Energirapport offentliggjort: 40 % CO2-fald kan nås, fremgår det i dag, at de to rapporter om dansk reduktion af drivhusgasser, som Energiministeriet i 2006 bestilte hos COWI og EA Energianalyse/Risø, nu vil blive frigivet som ‘endelige udkast’. De ligger på linje med det af Greenpeace netop fremlagte energiscenario, og der foreligger således tre forskellige rapporter, som samstemmende peger på, at det er muligt inden for en overskuelig årrække at nå betragtelige reduktioner i CO2-udledningen og en fuldstændig omlægning i den måde, hvorpå vores samfund tilvejebringer sin energi.

Ikke mindst rapporten fra EA/Risø er interessant derved, at den ser på udviklingsmulighederne frem til 2050. Den påviser, “hvordan Danmark kan realisere et energisystem med 100 % vedvarende energi og 80% CO2-reduktion for en meromkostning på 0,3 % af BNP.”

Hvis ikke vi med vores rigdom kan træffe en beslutning om at igangsætte disse omlægninger, er det kort sagt skingrende vanvittigt.

De nu tilgængelige foreløbige rapporter er introduceret på Energistyrelsens hjemmeside, www.ens.dk, hvorfra de kan downloades. De endelige rapporter forventes at ligge klar umiddelbart efter et møde 6. februar, se links nedenfor.

Se også tidligere blog-indlæg: 40% dansk CO2-reduktion inden 2020 og 80% dansk CO2-reduktion inden 2050.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Jørgen Steen Nielsen: Energirapport offentliggjort: 40% CO2-fald kan nås, Information 26.01.2008.

Link til de endelige rapporter:

Kenneth Karlsen et al.: Danish Greenhouse Gas Reduction Scenarios for 2020 and 2050, Ea Energy Analyses & Risø National Laboratory februar 2008 (pdf).

Mikkel T. Kromann & Helene Sneftrup Fleischer: Scenarier for danske drivhusgas reduktionstiltag i 2020 og 2050, COWI februar 2008 (pdf).

 

Share

William McDonough: The wisdom of designing Cradle to Cradle

25. januar 2008

Den amerikanske arkitekt og designer William McDonough er blandt dem, som mest konsekvent har arbejdet med implementeringen af bæredygtighed. I denne video præsenterer han sin ‘vugge til vugge’-filosofi, hvor væk er borte, og ‘affald’ og ‘spild’ bliver til ressourcer for nye processer i stadigt cirkulerende processer.

McDonough har en gnistrende humor, og indimellem går det snublende stærkt. I videoens sidste minutter præsenterer han sit arbejde med at designe seks nye byer i Kina. De er placeret i frugtbare risdyrkningsområder, og frem for at lade kostbart landbrugsareal gå til spilde har man anlagt en fem-etages by under markerne (eller rettere genanlagt rismarkerne på tagene). Her sættes nye standarder for den bæredygtige by.

I 2002 udgav McDonough sammen med den tyske kemiker Michael Braungart bogen Cradle To Cradle. Remaking the Way We Make Things. Se mere om William McDonough og hans ‘vugge til vugge’-filosofi på www.mcdonough.com.

Denne video stammer, ligesom videoen i det forudgående blog-indlæg, 12 sustainable design ideas from nature, fra den årlige TED Conference i Monterey, California. TED: Technology, Entertainment & Design.

Læs mere »

Share

80% dansk CO2-reduktion inden 2050

23. januar 2008

Her til aften fremgår det af en artikel i Information.dk, Syltet rapport: Danmark kan klare klima-mål, at en rapport udarbejdet for Miljøstyrelsen konkluderer, at Danmark vil kunne reducere sine samlede udledninger af CO2 og andre drivhusgasser med 30-40% i 2020 og med 80% i 2050. Dermed kan Danmark leve op til EU’s appel til i-landene på klimamødet i Bali om 25-40% reduktion af udledningerne i 2020.

Hovedtrækkene af den 100 sider lange rapport, som er udarbejdet af uafhængige eksperter fra Risø og EA Energianalyse, blev præsenteret for præcis et år siden ved et seminar for Nordisk Råd. Men rapporten har indtil nu ikke været almindeligt tilgængelig, da den afventer granskning af forudsætningerne. Det er lige nu ikke klart, om det er sket med fuldt strategisk overlæg, eller om der blot er tale om ekstrem langsommelighed på det pt. måske vigtigste politiske område. Men den indtil nu tilbageholdte rapport viser, at Danmark kan nå langt længere i omstillingen til bæredygtighed og klimavenlighed end vi indtil nu har været villige til at forpligte os til. Og det virker på baggrund af denne rapport nærmest pinligt, at vores klima- og energiminister i den grad har modsat sig EU-kommissionens forslag til Danmark om at være foregangsland ved frem mod 2020 at binde sig til reduktion af CO2-udledningen på 32%.

Læs mere »

Share

I drivhuset

23. januar 2008

Det scenario for Danmarks reduktion af CO2-udledning på 40% frem mod år 2020, som Greenpeace i går fremlagde, er udarbejdet med faglig konsulentbistand fra Klaus Illum, ECO Consult. Hvis man vil vide mere om den underliggende energistrategi, er der fra Klaus Illums hjemmeside, www.klausillum.dk adgang til uddybende information om den SESAM-model, The Sustainable Energy Systems Analysis Model, som ligger til grund for det fremlagte scenario.

På hjemmesiden finder man også en debatbog af Klaus Illum, I drivhuset. Fortællinger om naturens energi og samfundets energikrise. Den er udgivet i samarbejde med 3F og skrevet i et letlæst sprog – og giver et prisværdigt overblik over vores energisituation.

Kapitel 11, “Scenarier for en fremtidig udvikling”, indledes med teksten fra en annonce, som Chevron, et af verdens største olieselskaber, i august 2005 indrykkede i The Economist:

“Verden forbruger to tønder olie for hver tønde, der bliver fundet.
Er det noget du skulle bekymre dig om?

Læs mere »

Share

40% dansk CO2-reduktion inden 2020

22. januar 2008

Danmark – og dermed den danske livsstil – ligger højt på verdensranglisten over CO2-udledere, ikke mindst, hvis man regner den danske skibsfart med. Det har derfor været lidt beskæmmende at se, at de planer man har haft for at opfylde danske forpligtelser til frem mod år 2012 at reducere det danske CO2-udslip med 21% i forhold til 1990 i høj grad opererede med “billige” løsninger, hvor man købte sig CO2-aflad i U-landene frem for at gribe ind i den danske oliefest og få hul på nødvendige strukturelle forandringer herhjemme.

På den baggrund er det glædeligt at læse en artikel af Jørgen Steen Nielsen i dagens Information.dk, Danmark kan klare ambitiøse klimamål. Det fremgår heraf, at der i dag er fremsendt en energiplan, Nedtrapning af CO2-udslippet, til klima- og energiminister Connie Hedegaard og de ordførere for Folketingets partier, som i disse dage forhandler om Danmarks energistrategi for de kommende år. Denne plan påviser, at det er muligt ved en systematisk indsats i Danmark at reducere CO2-udledningen med 40% inden år 2020. Det var rktioner i den størrelsesorden, som oppositionspartierne samledes om i den nylige valgkamp. Tilsvarende talte man på det nylige klimatopmøde på Bali om, at de rige lande måtte forpligte sig til reduktioner i størrelsesorden 25-40%.

Læs mere »

Share

Aalborg-charteret – for bæredygtige byer og bymiljøer

18. januar 2008

Aalborg-charteret er et charter for udviklingen af bæredygtige byer og bymiljøer. Den er vedtaget i forlængelse af FNs topmøde i Rio de Janeiro juni 1992, hvor man i lyset af en gryende erkendelse af verden som et lukket globalt økosystem vedtog et Agenda 21 med generelle retningslinjer for en omlægning fra vækst- og ekspansionsstrategier til udviklingsstrategier for et globalt ligevægtssamfund, hvor kortsigtede interesser ikke ødelægger fremtidige (eller blot andre samfunds) livsbetingelser. Som en del af Rio-agendaet blev det pålagt at udarbejde lokale Agenda 21-planer, og Aalborg-charteret er blevet til i det lys – et forsøg på at udvikle retningslinjer og redskaber for vores bymiljøer og deres rolle i omlægningen til et globalt ligevægtssamfund.

Aalborg-charteret blev vedtaget i maj 1994 på en stor konference i Aalborg – heraf navnet Aalborg-charteret. Jeg var til stede ved vedtagelsen af Aalborg-charteret og står som individuel medunderskriver. Ved vedtagelsen i maj 1994 var der 80 byer, som underskriv Aalborg-charteret, men løbende er flere byer kommet til, og i dag har mere end 800 byer tilsluttet sig. Det er en smuk tekst med en klar og stærk systemisk-holistisk forståelse af byen som levende organisme og af byen som del af et stort, globalt økosystem. Dette kan i høj grad tilskrives de rådgivere fra og omkring ICLEI, en institution i Freiburg i det sydlige Tyskland, som var konsulenter på udarbejdelsen af charter-teksten.

Læs mere »

Share

Sprøjtemidler

17. januar 2008

I dagens Politiken kan man læse, at Danske grøntsager sætter rekord i sprøjterester. Baggrunden er et brev, Pesticidrester i fødevarer, som Det Økologiske Råd 7. januar sendte til fødevareminister Eva Kjer Hansen, hvor man markerer det dybt utilfredsstillende i stigningen af pesticid-forbruget samtidig med, at man påpeger en række uhensigtsmæssigheder i fødevarekontrollens prioritering af, hvad der kontrolleres. For eksempel har man i 2006 taget et stort antal prøver af kartofler, hvor forekomsten af pesticidrester er lav, samtidig med at der ikke er taget en eneste prøve af for eksempel solbær, selvom de forud har haft en forekomst af pesticidrester på 100%.

Fødevarekontrollen fandt i 2006 sprøjterester i 14% af alle prøver af danske grøntsager, hvor det kun var tilfældet i 4% af prøverne i år 2000, hvor man begyndte at tage stikprøve kontroller for pesticidrester. Stadig er der i dansk produceret frugt og grønt færre prøver med pesticidrester end i de importerede produkter. Men udviklingen går den forkerte vej, ikke mindst i betragtning af, at man i Danmark har vedtaget en handlingsplan for at mindske brugen af pesticider, Pesticidplan 2004-2009. Dansk landbrug sover i timen, og eneste reelle mulighed for at undgå sprøjtemidlerne er i dag at købe økologisk producerede produkter.

For at hjælpe med at opfylde pesticidplanens målsætning om at minimere indholdet af pesticidrester i dansk produceret frugt og grønt kunne man passende foreslå en grøn afgift – eller rettere en sort afgift – på konventionelt dyrkede produkter, hvor provenuet skulle gå til en 100% omlægning til økologisk drift samt finansiering af de merudgifter for hospitals- og sundhedsvæsenet, som det kemiske landbrug påfører samfundet. Man kan diskutere, om den skal være 25%, 50% eller mere, men den skal lige præcis være så stor, at konventionelt dyrkede, pesticid-sprøjtede produkter til enhver tid var dyrere end tilsvarende økologisk producerede produkter.

Fødevarestyrelsens hjemmeside har en side om pesticider, hvorfra man kan downloade rapporten Pesticidrester i fødevarer 2006 – resultater fra den danske pesticidkontrol (72 sider pdf).

Det opløftende ved rapporten for 2006 er, at antallet af prøver med pesticidrester for både frugt og bær for første gang er lavere end året forud. Det er først og fremmest ved grøntsagsproduktionen, at brugen af pesticider ser ud til at være stadig stigende.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.

Share