Strøtanker om bæredygtighed

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »

I går under en debat i Nordisk Råds regi mellem klimaminister Connie Hedegaard og energiordfører for SF Anne Grete Holmsgaard fortalte klimaministeren, at hun havde siddet en hel aften og formiddag og talt med Sir Nicholas Stern, hovedforfatteren bag (The) Stern Review Report on the Economics of Climate Change – og man kunne mærke, at hun tog hans anbefalinger virkelig alvorligt.

Stern-rapporten, som kom i 2006, konkluderede ud fra økonomiske analyser af omkostningerne ved klimaforandringerne, at vi er nødt til at gøre noget ganske radikalt for at nedbringe CO₂-udledningerne hurtigt, at det er betaleligt, hvis vi får fingeren ud, og at det er jo billigere, jo hurtigere vi kommer i gang med den nødvendige omstilling – eller omvendt, det bliver jo dyrere og konsekvenserne jo sværere at afbøde, jo mere vi smøler.

I det korte executive summary hedder det side vii: “The costs of stabilising the climate are significant but manageable; delay would be dangerous and much more costly.”

Stern-rapporten anslår prisen for ikke at handle til at være et tab i størrelsesordenen 5% af verdens BNP pr. år, som på sigt vil stige til 20% af BNP pr år. Hvis vi i et tankeeksperiment ser nogle hundrede år frem i en verden, som ikke fik sig taget sammen til at handle i tide, så har vi måske fået subtropisk klima i Danmark, men havstigningen efter smeltede ismassiver er irreversibel, så kystbyerne har en for en måttet opgives og den del af Danmark, som ligger oven vande, skrumper år for år.

I en artikel i Information, Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, skriver Jørgen Steen Nielsen, at Stern siden den første Stern-rapport er blevet endnu mere opmærksom på, hvor vigtigt det er at få bremset hurtigt op. Var vi blot startet for 20 år siden, havde det været langt enklere at nå at vende kurven inden 450 ppm, end det er i dag.

Hans bud er nu, at hele verden omkring midten af dette århundrede skal være nede på 2 ton pr. person, og på bare lidt længere sigt skal vi ned på 1 ton pr. person.¹

2 ton CO₂ pr. indbygger vil i praksis sige en verden, som ser ganske anderledes ud end i dag. Det giver ikke plads til store mængder cement og nybyggeri – vi må blive bedre til ikke bare genbrug, men til at bruge det vi har bedre. Det nuværende marked, hvor produkter og råvarer typisk transporteres i tusindvis af km, og nogle gange i titusindvis af km, før de forbruges, må omstruktureres kraftigt. Vores mad bil blive mere lokal og årstidsbestemt, og det nuværende kødforbrug, som giver meget store mængder af drivhusgasser, er reduceret – måske vi får kød én gang om ugen.

En af de virkelig svære bliver at vænne den rige del af verden af med at flyve til og fra alt. Flyvning bliver igen ikke bare er noget man gør i tide og utide – en oversøisk returbillet kan udlede mere end 10 ton CO₂. Så en sådan ferie bruger hele ens klimakvote i fem år.

Jeg vil ikke her komme nærmere ind på Stern-rapporten, men for de interesserede har jeg kopieret links til den online udgave ind nedenfor. Rapporten omfatter i alt 700 sider.

Jørgen Steen Nielsen: Nicholas Stern: 1 ton CO₂ til hver, Information 03.05.2008.¹

Læs mere »

I England har der været voldsomme diskussioner om rimeligheden af en stor udbygning af Heathrow Airport, som allerede i dag med sine fire terminaler er en gigantisk lufthavn, som man alt for let farer vild i. WWF UK har på den baggrund lavet en rapport om erhvervslivets forventninger til deres fremtidige flyrejseforbrug, Travelling Light.

Travelling Light bygger på en enquete-undersøgelse blandt de engelske FTSE 350-firmaer (de 350 største børsnoterede engelske firmaer) foretaget i januar 2008. Og til forskel fra politikernes og luftfartselskabernes forventninger (læs forhåbninger) om stadig stigende flytrafik, viser det sig, at der i de toneangivende engelske virksomheder er en klar forventning om, at man fremover vil bruge flyene mindre.

Det er glædelige nyheder, for flytrafikken er en af de helt store CO₂-syndere, og når CO₂-kurven stadig kun næsten vender den rigtige vej i de industrialiserede lande, er det fordi transportsektoren (fly, lastbiler og skibsfart) bliver ved med at vokse, så den stort set æder udbygningen med vedvarende energi og energiforbedringer på andre områder.

• 62 % af de undersøgte virksomheder har allerede reduceret deres forbrug af flyrejser.

• Yderligere 24 % er for tiden ved at udvikle planer for at reducere rejseforbruget.

• 89 % af virksomhederne forventer, at de vil flyve mindre i de næste 10 år.

• 85 % siger, at videokonferencer kan være med til at mindske deres forbrug af flyrejser.

• 89 % af virksomhederne tror, at videokonferencer kan øge deres produktivitet.

• 77 % af virksomhederne tror, at de fremover vil bruge flere togrejser.

• 56 % af virksomhederne regner med at bruge mere hjemmearbejde.

Læs mere »

Som optakt til at verdens lande i næste uge samles i Bonn for at drøfte FNs Convention on Biodiversity har WWF udsendt rapporten 2010 and Beyond. Rising to the Biodiversity Challenge. Den viser, at biodiversiteten har det rigtig skidt, og mere end en fjerdedel af verdens vilde dyr er forsvundet siden 1970.

Samtidig anslås det, at der hvert år uddør omkring 1% af alle klodens arter. Igen er nord-syd-billedet slående: Udryddelsen og forarmelsen af økosystemerne er langt større i de tropiske egne end i de tempererede.

Baggrunden er den stadig mere omsiggribende overfiskning, urbanisering og forurening samt inddragelsen af stadig større naturområder til industrielt landbrug – og dermed en konsekvens af, at vi mennesker i vores måde at forvalte og forbruge kloden på systematisk marginaliserer eller utilserer alt andet levende på jorden.

[nggallery id=118]

. 
Rapporten sammenfatter data om et stort antal dyrearter indsamlet og bearbejdet af Zoological Society of London gennem en årrække i en række indeks som er kopieret ind ovenfor. Der er en klar tendens til, at nedbrydningen af biodiversiteten er større i det troperne end i det tempererede bælte.

Yderligere sammenholder rapporten udviklingen i biodiversiteten med udviklingen af det globale fodaftryk (se forudgående blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande). Den stadige nedbrydning af biodiversiteten, som er en vigtig del af de naturlige økosystemernes stabilitet, er en direkte konsekvens af, at vi i dag i den rige del af verden forbruger langt mere af kloden, end der er basis for.

Jonathan Loe (Ed): 2010 and Beyond. Rising to the Biodiversity Challenge, WWP 2008 (pdf).

Biodiversity plummets as resource use soars, WWF UK 16.05.2008.

Jeremy Lovell: World species dying out like flies says WWF, Reuters 15.05.2008.

Denne kurve over det globale fodaftryk for alle verdens lande giver et tankvækkende billede af tingenes tilstand. Den vandrette røde linje repræsenterer de 1,8 gh (globale hektarer), som vi i alt har til rådighed pr. person i gennemsnit. Verden bruger i dag i gennemsnit 2,2 gh pr. person. Men hvor en kineser blot bruger omkring 1,6 gh, bruger vi danskere 5,8 gh pr. person eller godt tre gange så mange ressourcer, som kloden har. Amerikanerne topper listen med 9,6 gh eller et forbrug på fem gange det, som kloden kan bære.

Man kan høste mere end de biologiske systemer regenererer i en kortere tidsperiode, hvorved der gradvist bliver mindre tømmer at fælde og færre fisk at fange. Men overforbruget har nu stået på siden 1980erne, og vi kan ifølge rapporten ikke fortsætte overforbruget meget længere uden at nedslide de biologiske ressourcer og forstyrre regenerationsevnen.

Kurven, som findes i større størrelse nedenfor, stammer fra WWFs seneste rapport om klodens biodiversitet (se ovenstående blog-indlæg: WWF: Rising to the Biodiversity Challenge).

Læs mere »

Som en central del af arbejdet med at gøre København til verdens Miljømetropol er det planerne, at endnu flere københavnere fremover skal bruge cyklen hver dag. Det er godt for sundheden, og det er godt for miljøet. For dels forurener det mindre i gaderne, dels fylder det mindre, så vi ikke er nødt til i det uendelige at udbygge gadenettet for at give plads til en stadig stigende kørende trafik. På den baggrund er det et dårligt tegn, at stigningen i brugen af cyklen i de senere år er stagneret.

Hvis man læser Københavns Kommunes Cykelregnskab 2006, er forekomsten af alvorlige uheld for cyklister faldet med 70% i de seneste 10 år. Men samtidig er cyklisternes oplevelse af tryghed faldende, hvilket hænger sammen med, at der med de stadig flere biler køres tættere i gaderne end nogensinde før.

For nylig kom det frem, at børn i stadig større grad køres i skole. Forældrene vurderer – og det langt hen ad vejen med rette – at den københavnske trafik ikke er for børn og sarte sjæle. Hvis cyklen derfor fremover skal være transportmiddel for endnu flere, er det vigtigt, at trygheden for de bløde trafikanter øges yderligere. Her ville et system af cykelgader give den københavnske cykeltrafik det definitive løft – se tidligere blog-indlæg om Brogaderne som cykelgader.

World Naked Bike Ride har derfor indkaldt til protestdemonstration i København 7. juni, hvor en gruppe nøgne cyklister bevæger sig gennem byen for at tydeliggøre bytrafikkens skræmmende vilkår for de bløde trafikanter.

Cykelturen starter klokken 16.30 ved Den Lille Havfrue og bevæger sig igennem Indre By mod slutdestinationen Christiania.

København Cyklernes by, cykelregnsab 2006, Københavns Kommune 2007 (pdf).

Børn cykler for lidt, Dansk Cyklistforbund 18.03.2008.

Louise Skov Hansen: Nøgne cyklister protesterer i København, Politiken 14.05.2008.

Louise Skov Hansen: Politiet kan stoppe nøgne cyklister, Politiken 19.05.2008.

www.orldnakedbikeride.org.

Martin Finnedal: Nøgen demonstration pakket ind af politiet, Politiken 07.06.2008.

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Ved klimamødet i Bangkok i begyndelsen af april blev det fra U-landenes side markeret ganske stærkt, at Verdensbanken ikke burde få nogen central placering i det globale arbejde. Baggrunden var et lækket notat, som viste, at Verdensbanken har planer om at oprette en gigantisk Clean Investment Fund, som skulle administrere midler, som i de kommende år vil blive kanaliseret til U-landene gennem CDM-programmer (Clean Development Mechanisms), udenom UNFCCC, og uden at modtagerlandene fik indflydelse på, hvordan disse midler bliver anvendt.

Når man læser den nyligt udkomne rapport fra Institute for Policy Studies, World Bank: Climate Profiteer, forstår man udmærket denne modstand. Rapporten tegner gennem analyser af en række case studier et portræt af en institution, som er langt mere fokuseret på at sikre sig en god bid af det voksende marked for CO₂-kvoter, end at gøre godt for miljøet. Kun en meget lille del af projekterne sigter målrettet på at reducere CO₂-udledningerne eller at øge andelen af vedvarende energi. Mange af investeringerne, som burde give modtagerlandene en både udviklingsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt løft, har været dybt problematiske for værtslandene. Læs mere »

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, som under ledelse af Yvo de Boer forstår arbejdet med at etablere afløseren af Kyoto-aftalen, har lavet en rapport om klimaforandringerne i udviklingslandene: Climate change: Impacts, vulnerability and adaptation in developing countries.

Konsekvenserne af klimaforandringerne er ikke bare lige fordelt over hele verden. Faktisk er det så unfair, at de industrialiserede lande, som har ansvaret for den globale opvarmning, gennemgående er mere robuste overfor de tidlige stadier af klimaforandingerne, hvorimod en lang række u-lande, som ikke har nogen medskyld i klodens ubalancer, allerede nu står med særdeles håndgribelige konsekvenser af de store mængder af drivhusgasser, som den industrialiserede verden op gennem det 20. århundrede har ledt ud i atmosfæren.

Læs mere »