Strøtanker om bæredygtighed

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

Endnu en artikel fra Ingeniøren, her om et inspirerende forsøg i Paris:

“4.000 dele-elbiler fordelt over Paris og de omkringliggende forstæder skal være med til at reducere trafikpropperne og CO₂-udslippet fra bilerne i byernes by. I slutningen af næste år eller begyndelsen af 2011 skal de nye elbiler være klar til at fragte parisere, som investerer i et månedligt delebilabonnement på et par hundrede kroner, rundt på de overfyldte veje. De skal desuden betale en leje i omegnen af 50 kroner for hver halve time bag rattet, skriver det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel. Autolib hedder projektet, og for at sikre en stor fleksibilitet og let tilgængelighed er det meningen, at der skal bygges 1.400 ladestationer i Paris og omegn – 700 i forstæderne, 500 i gaderne i Paris og 200 fordelt i parkeringskældre. Systemet til opladning er ikke fastlagt, men man regner med, at en påfyldning vil tage seks til otte timer. Derfor bliver der ikke tale om batteriskifte-stationer, som danske Dong og californiske Better Place planlægger herhjemme.”

Der er i det små tilsvarende ordninger på vej i København, som i første omgang vil blive tilbudt københavnske virksomheder.

Læs resten af historien i Ingeniøren.

Kasper B. Andersen: Paris i verdens største forsøg med dele-biler, Ingeniøren 11.09.2009.

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.

.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO₂-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO₂-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

Tim Jackson fra den engelske regerings Sustainable Development Commission har netop udgivet rapporten Prosperity without growth? Denne analyse af forholdet mellem velfærd og vækst – og spørgsmålet, om det er muligt at skabe velfærd uden vækst – er noget af det mest klarsynede, jeg længe har læst. Jackson fastslår indledende, at alle kulturer lever på en myte, og at den vestlige verdens nuværende myte er myten om vækst – økonomisk vækst. Den har i det sidste halve århundrede globalt set været det vigtigste politiske mål. Verdensøkonomien er i dag fem gange større end for 50 år siden, og år 2050 vil den med en tilsvarende vækstrate være blevet 80 gange større end for 50 år siden.

Fornuftsmæssigt ved vi, at væksten ikke kan fortsætte, der er begrænsede mængder af stort set alt vi forbruger i vores økonomiske system, samtidig med at vi bliver flere og flere til at deles om det der er. Alligevel hæger vi os til muligheden for vækst – behovet for vækst, velsignelsen ved vækst, muligheden for vækst, nødvendigheden ved vækst – og lukker øjnene for den stadig mere omsiggribende nedbrydning af klodens naturkapital. Meget få politikere tør i dag åbent erkende, at der er grænser for vækst, at det er nødvendigt at sætte meget præcise grænser for vækst.

Men vi er nødt til at stille spørgsmålstegn ved væksten, påpeger Jackson: “Myten om vækst er slået fejl. Den har fejlet for 2 mia. mennesker, som stadig lever for under 2 $ pr. dag. Den har svigtet for de sårbare økosystemer, som vores overlevelse er afhængig af. Den har i fejlet … overfor at kunne give økonomisk stabilitet og at sikre menneskers levevilkår.”

I Jacksons perspektiv er den nuværende finanskrise en enestående mulighed for at gentænke de økonomiske målsætninger. En blind fortsættelse er ikke nogen mulighed. En velfærd for de få, som bygger på en økologisk ødelæggelse og sociale uretfærdigheder, er ikke noget grundlag for et civiliseret samfund. “Velfærd består i vores evne til at blomstre som mennesker – inden for en økologiske rammer på en begrænset planet. Udfordringen for vores samfund er at skabe de betingelser, hvorunder dette er muligt,” skriver Jackson i forordet.

Læs mere »

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO₂-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO₂-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at “københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. – ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1) Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2) Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3) Brug flere grøntsager og mere frugt.
4) Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5) Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6) Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7) restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO₂-neutralitet i 2025.

Læs mere »

26. marts inviterer Klimabevægelsen til debat i CaféTeatret med deltagelse af Jeppe Læssøe (DPU), Louise Drewes Nielsen (RUC), Kjeld A. Larsen (Rådet for Bæredygtig Trafik) og Anne Vang (S) – kort sagt en god mulighed for at blive opdateret om klimaet under overskriften: Rød mand stå – grøn mand gå.

Skaber mænd mere trængsel end kvinder?

I år vedtager Københavns Kommune en ny klima- og trafikplan, som vil få konsekvenser for dig og dine transportmuligheder i mange år fremover. Debatmødet præsenterer en række vinkler på samspillet mellem trafik og vores livsstil.

Dit fremtidige trafikmønster afgøres af en politisk dagsorden for byudvikling og arbejdsliv. Men er det hensynet til arbejdslivet eller familien, der vejer tungest?

Jeppe Læssøe, forsker i miljø, menneske og samfund (DPU). Jeppe Læssøe har i mange år arbejdet med borgernes inddragelse i lokal miljøudvikling. Kom og vær med til et par timers kvalificeret debat, hvor du får mulighed for at møde en række meget kompetente gæster med stor viden om trafik, miljø og klima.

Gæsterne er Kjeld A. Larsen (formand for Rådet for Bæredygtig Trafik), Anne Vang Rasmussen (politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen) og Lise Drewes Nielsen (professor ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig forandring på RUC).

Rådet for Bæredygtig trafik ønsker at fremme en bæredygtig trafikudvikling. Rådets formand, Kjeld A. Larsen, arbejder for at opgradere den kollektive trafik i København, så det bliver højstatus at bevæge sig kollektivt – ligesom privatbilen er det i dag.

Anne Vang Rasmussen er politisk ordfører for den socialdemokratiske gruppe i Borgerrepræsentationen, hvor hun sidder i teknik- og miljøudvalget. Hun arbejder for kørselsafgifter, bedre forhold for cyklister og en kollektiv trafik i klasse A.

Lise Drewes Nielsen forsker i arbejdsliv, tid og køn med udgangspunkt i transportsektoren. Hun er ansat ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring (RUC) og mener bl.a. at lang pendlertid burde betragtes som en byrde, som familierne skal bekæmpe for at få mere tid til sig selv.

CaféTeatret 26. marts kl. 17.00.

Trods megen tale om nødvendigheden af markante reduktioner af CO₂-udledningerne fra ikke mindst den rige del af verden ligger de danske CO₂-udledninger i dag på stort set samme niveau som i 1990. Den vedvarende energi og de energieffektiviseringer, som vi trods alt har fået etableret, har kun lige kunnet hamle op med de stigende udledninger fra en stadig større transportsektor og et stadig stigende vareforbrug, og vi står i dag i den småpinlige situation, at vi skal købe os til de små reduktioner, vi har forpligtet os til gennem Kyoto-aftalen.

Men ser man på Københavns Kommune, er CO₂-udledningerne i årene 1990-2005 faldet med 20%. Udviklingen er fortsat i den rigtige retning siden da, og med den klimaplan, som i de kommende måneder vil være i høring forud for den endelige vedtagelse, er der lagt op til at skære yderligere 20% af kommunens udledninger inden 2015. Hvad der er endnu mere interessant er, at det foreliggende udkast til klimaplanen indeholder et scenario for et CO₂-neutralt København i 2025. Det er kort sagt et initiativ, som fortjener den stærkest mulige opbakning. For det vil kræve politisk mod og modenhed at gennemføre, og det vil kræve en stærk deltagelse fra byens befolkning.

Vi er derfor en gruppe af mennesker fra Københavns miljøpunkter, lokaludvalg og klimabevægelse, som har lavet en studiekreds omkring klimaplanen i forbindelse med klimaplanens offentlighedsfase. Målet er dels, at vi alle bliver lidt klogere på, hvordan en sådan klimaplan er skruet sammen og kommer til at tale konkret om, hvordan CO₂-reduktioner i en sådan størrelsesorden og på lidt længere sigt CO₂-neutralitet reelt kan opnås. Dels at vi kan bidrage med velkvalificerede høringssvar. For en sådan klimaplan kræver deltagelse på alle niveauer for at kunne realiseres.

I studiekredsen vil vi mødes cirka hver anden uge kl. 19.00-21.30 ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, Rådhuspladsen 77 st.tv., første gang tirsdag den 3. marts. Har du forslag til emner, oplægsholdere eller relevante inspirationslinks, hører vi meget gerne fra dig.

Tilmelding til studiekredsen med navn, telefon og mail-adresse sker via studiekreds@a21.dk.

Arrangementsgruppen, ved Ane Wraae Nielsen, Kjeld A. Larsen, Lasse Rossen og Jens Hvass.

Læs mere »

Let´s do it! er en vidunderlig 5 min. video om en kampagne i Estland, hvor 50.000 mennesker på én dag ryddede op over alt. I Estland har man indtil for nylig smidt affald over alt, i skove, bag lader osv. og forud for Let´s do it!-projektet registrerede man med en kombination af Google Earth og mobiltelefoner over 10.000 steder, hvor der var smidt affald. Gennem en gigantisk græsrodsindsats, som fik støtte fra musikere, kunstnere, virksomheder og politikere, lykkedes det at løfte en gigantisk opgave på blot én dag! En film at at tage ved lære af, en film at blive i godt humør af.

Let´s do it! 5:00 min. YouTube video 2008.