Strøtanker om bæredygtighed

Trafikværkstedet er græsrodsorganisationernes forum for udformning af en trafikal infrastrukturplan og en trafikpolitik for Sjælland baseret på bæredygtighedsprincipper.
Siden januar 2010 har Trafikværkstedet løbende været samlet ved Miljøpunkt-Indre By-Christianshavn for at søge at indkredse et trafikscanario for 2030 Sjællandsområdet med markant mindre trafik og klimabelastning end i dag.

I udgangspunktet blev der opstillet seks rammebetingelser for arbejdsprocessen:

1. Samfundet skal være fossilfrit
2. Efterspørgslen efter motoriseret transport skal reduceres markant
3. Den kollektive trafik og cykeltrafik skal opprioriteres på biltrafikkens bekostning
4. Den tunge trafik i byerne skal reduceres og omlægges
5. Storbyens trængselsproblemer skal reduceres uden en langsgående havnetunnel
6. Byernes forgrønnelse skal fremmes

Som delresultat har Trafikværkstedet udarbejdet et bidrag til Indre By Lokaludvalgs bydelsplan, som ser på, hvordan en sådan ganske radikal reorganisering af trafikstrømmene i det centrale København kunne udfolde sig. Se Trafikværkstedets vision for det centrale København.

Trafikværkstedet er åbent for nye medlemmer og opfordrer græsrodsorganisationer på Sjælland at slutte op om projektet.

Se mere om Trafikværkstedet og dets målsætning under Introduktion til Trafikværkstedet.

Se mødekalender 2011 for Trafikværkstedets løbende aktiviteter.

For yderligere information, kontakt:

Jens Hvass, tlf.: 42 31 70 30
Kjeld A. Larsen, tlf.: 38 30 66 19
Lars Barfred: tlf.: 30 48 44 44
Lasse Schelde, tlf.: 82 32 58 10 /40 12 34 16

Det er sommer, solen skinner fra en næsten skyfri himmel og luften er ladet med forventningens glæde. Det er blevet ‘Sommerdage i cykelbyen’ og tid for Miljøpunkt Indre By-Christianshavns flotte, humørfyldte ladcykeloptog: 12 grønne ladcykler kørt af 12 Mr. Green folk iført grønne jakkesæt ledsages af Karmakanonen gennem Indre By-Christianshavn. Formålet er at sprede det glade budskab om, at der nu er 12 ladcykler til gratis udlån seks forskellige steder i bydelen.

[nggallery id=144]

. 
Kl. ti begynder de første Mr. Green folk at ankomme til Miljøpunkts lokaler på Rådhuspladsen. Nogle involveres i indledende scener til den film, der optages under optoget. Andre går i gang med at lave slips af gamle cykelslanger. Man kan aldrig få for mange slips. Snart summer huset af aktivitet. Så er der briefing og frokost i kælderen. Det frokostdækkede bord er omgivet af sprudlende unge mennesker iført grønne jakkesæt, hvide skjorter og sorte slips. Stemning er høj. Cyklerne læsses med hvidmalede dagligstuemøbler, og der lines op på række på Farvergade. Og som DSB på en god dag sætter optoget i gang med næsten planmæssig afgang lidt over halv to.

På vej ned gennem Strædet beruses vi af Karmakanonens rytmer og smilene fra de mange fodgængere og  cafégæster. På de magelige trehjulede ladcykler nærmest danses i takt til musikkens inciterende rytmer; ind i mellem råbes begejstret ”Lån en Ladcykel” og ”Det er gratis at låne en ladcykel” i bedste frugtsælger-aspirant stil. Og vi mærker helt ned i maven, at optoget bliver en succes.

Læs mere »

Har du det som jeg, at du dagligt bliver konfronteret med etiske og miljømæssige dilemmaer, når du køber ind og anskaffer dig materielle ting? For hvad er det mest bæredygtige indkøb: At købe det danske konventionelle æble med pesticider og kunstgødning eller det økologiske æble fra Argentina? Hollandske tulipaner eller Fair Trade roser fra Afrika? At købe nye energibesparende el-apparater eller genbruge el-slugende apparater til de dør – eller bare lade være med at købe – så meget?

Bæredygtigt forbrug er efterhånden et emne, som vi bliver præsenteret for flere steder. Når jeg googler ‘Bæredygtigt forbrug’ er der 34.600 hits. Blandt hits’ene findes en farverig palet af organisationer, virksomheder, pengeinstitutioner samt danske og EU politikere, der alle har en mening om emnet.

Men hvorfor er udøvelsen af bæredygtigt forbrug så relativt lidt udbredt i virkeligheden – i vores indkøbsvaner og ageren i det hele taget?

Vi ved det alle – at vores forbrug påvirker jordkloden i negativ grad og at vi bør forbruge en hel del mindre, så denne ene jordklode vi engang fik tildelt, kan forblive levedygtig. Lige nu forbruger den gennemsnitlige europaborger ressourcer svarende til 2,5 jordkloder og den amerikanske statsborger forbruger dét, der svarer til 5 jordkloder (Kilde: Global Footprint Network 2006).

Forbrug er en kompliceret størrelse. Bæredygtigt forbrug må være endnu vanskeligere at få skovlen under, og man står som menigmand overladt til at fortolke bæredygtighed i hverdagens valg.

Her er 10 bud på, hvilke udfordringer der er i den forbindelse:

Læs mere »

I et netop frigivet indlæg fra TED-konferencen ved Monterey fortæller kokken Dan Barber to kærlighedshistorier om fisk – bæredygtigt produceret fisk. I den første kommer han til at indse, at når fisk fra havfarme nogle gange smager af kylling, så er det ikke hypokondriske udslag af en smagsfetichists extravagancer, men fordi op til 30% af deres føde rent faktisk er kylling.

Den anden og virkeligt interessante kærlighedshistorie handler om fiskefarmen Veta la Palma i det sydvestlige Spanien, nær Guadalquivirs udløb i Atlanterhavet. Fiskefarm er ikke det rigtige ord. For her har biologen Miguel Medialdea omdannet et forfaldent marsklandskab til et frodigt vådområde – et biodiversitetsmæssigt paradis, som ud over at give basis for fangst af en lang række forskellige fisk, er hjem for 600.000 fugle – 250 arter.

I en artikel i Time siger Miguel Medialdea om Veta la Palma: “The point isn’t to make use and conservation compatible. The point is to use in order to conserve.”¹

Han så at sige høster nænsomt af et landskab, som qua hans tilbageførende indgreb er meget tæt på det oprindelige. derfor behøver han ingen foder, ingen gødning, ingen pesticider. Det er et reelt bæredygtigt system, som giver plads til en kolossal mangfoldighed af liv samtidig med at det bibringer os en sund og yderst velsmagende føde.

Dan Barber en glimrende fortæller, så nyd hans fine beretning:

Læs mere »

Det er ikke en nekrolog – ikke endnu. Men det kan alt for snart blive det.

Den blåfinnede tun er hårdere fisket end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som konsumerer 80% af alle blåfinnede tun i verden. I løbet af de 40 år, hvor man har målt verdenshavens bestande af fisk, er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80%.

Tunfisken er helt central i det japanske køkken, hvor den overvejende spises rå som sushi og sashimi. Men ryghvirvlerne tørres og høvles til et delikat drys over tofu-retter, og miso-suppen har ofte en bund af tun. Her er det dog ligeså meget andre varianter af tunfisk, som bruges – med dens mørkrøde kød er den blåfinnede tun en luksusspise, lidt ligesom pighvar.

Det er langtfra steak-store serveringer, japanerne indtager, tværtimod er det små, delikate udskæringer, hvor intet går til spilde. Alligevel er det forhold, at en hel nation har tunfisken som sit grisekød – godt hjulpet af, at sushi-moden i de seneste år har bredt sig over store dele af kloden – godt i gang med at udrydde en art.

I EU har der i nogen tid været tilløb til et forbud mod at fange den blåfinnede tun. Monaco har derfor forud for det årlige møde i CITES (the Convention on International Trade in Endangered Speciesof Wild Fauna and Flora) fremsat forslag om, at den blåfinnede tun bliver medtaget under truede dyrearter, som derfor ikke kan handles.

I disse globale tider nøjes japanerne nemlig ikke med at nedfiske sine egne farvande, men opkøber samtidig omkring 80% af den atlantiske fangst af den blåfinnede tun, hvilket dækker omkring halvdelen af det japanske forbrug af blåfinnet tun.

Alt tyder lige nu på, at EU kan blive enige om forslaget inden CITES-mødet i Doha 13.-25. marts. Her vil det kræve to tredjedeles flertal at få den blåfinnede tun ind under CITES’ Annex 1. Dette vil ikke gøre det ulovligt at fange den blåfinnede tun, men vil gøre det ulovligt at sælge den til Japan. Det vil derfor være yderst effektivt overfor det nuværende overfiskeri. Og japanerne har da også allerede både protesteret og fremført, at de i givet fald ikke vil respektere afgørelsen.

I de mere bevidste forbrugerkredse er der allerede fundet alternativer, og for eksempel den dansk sushi-kæde Sticks’n’Sushi har siden sommeren 2009 systematisk erstattet den blåfinnede tun med den gulfinnede tun.

Og når vi er ved sundheden, så lavede New York Times for et par år siden et check, hvor tunfisk fra 5 ud af 20 sushirestauranter havde så højt et indhold af kviksølv, at restauranterne ville kunne lukkes på stedet, hvis ellers lovgivningen på området blev fulgt. Så måske vi må indse, at sådan som vi har svinet omkring os op igennem det 20. århundrede, så er alle de sidste led i fødekæden, inklusive os selv, uegnede som menneskeføde.

Rethink bluefin ban, Japan urges Europe, Kyodo 24.02.2010.

EU vil forbyde fangst af truet sushifisk, (Ritzau) Politiken 22.02.2010.

David Jolly: Japan Plans to Ignore Any Ban on Bluefin Tuna, New York Times 19.02.2010.

Robin McKie: Push to ban trade in endangered bluefin tuna, The Guardian 14.02.2010.

Jennifer Rankin: Damanaki backs bluefin tuna trade ban, EuropeanVoice.com 11.02.2010.

Jonathan Lynn & Noah Barkin (Eds.): U.N. agency backs bluefin tuna ban, vote due in March, Reuters 05.02.2010.

David Jolly: Europe Leans Toward Bluefin Trade Ban, New York Times 03.02.2010.

Malcolm Foster & Michael Casey: Bluefin ban could put Japan in bind, Associated Press 27.01.2010.

Steffen Ejstrup: EU gav tilskud til fiskeri af truet fisk, Politiken 05.12.2009.

The Battle Over Bluefin, Environmental New Service 30.09.2009.

Martin Finnedal: Dansk sushikæde har valgt truet tun fra, Politiken 08.06.2009.

Marian Burros: High Mercury Levels Are Found in Tuna Sushi, New York Times 23.01.2008.

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »

Her på Strøtanker om bæredygtighed har der i de seneste måneder været lidt stille – for nu ikke at sige alt for stille. Der har været masser af spændende og vigtige ting at tage op, og det er ikke lysten der mangler. De manglende indlæg er blot et meget konkret billede på, at vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har haft forrygende travlt med at forberede det Klimabundmøde, som vi afholdt samtidig med Klimatopmødet. Hvor topmødet må siges at være en alvorlig flovser, blev bundmødet til gengæld en kolossal inspirationskilde, og vi regner med i løbet af den kommende måneds tid at få berettet om nogle af de to ugers mange fantastiske øjeblikke.

Strøtanker om bæredygtighed blev i sid til som en del af forberedelse til Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, dels for helt basalt at lære mere om web 2.0-strukturer, dels for at skabe en bedre forståelse af klima og bæredygtighed og hvad det overhovedet indebærer at drive et Agenda 21-center i det centrale København. Det har vi på ingen måde fundet noget endegyldigt svar på, så alene af den grund giver det fuld mening at fortsætte. Igennem bloggens første leveår var der nye indlæg stort set hver dag. Sådan bliver det ikke i 2010 – i hvert fald ikke som det ser ud lige nu. Men vi vil i det nye år prøve at åbne op for, at der er flere bidragydere, så der så vidt muligt kommer nye indlæg hver uge. Det felt, som Strøtanker om bæredygtighed har defineret – en blog om klima og bæredygtighed, København og den globale virkelighed – er alligevel mere end noget enkelt menneske kan rumme.

Samtidig har det været et åbent spørgsmål, hvor tæt bloggen skulle sammenkøres med de konkrete, lokalt funderede aktiviteter, som er en central del af Miljøpunkt Indre By-Christianshavns opgave. Og der vil fremover naturligt komme flere indlæg, som har udgangspunkt i projekter og temaer i Miljøpunkt Indre By-Christianshavns arbejde. Endda forestiller vi os, at bloggen skal have lov at leve sit eget liv, som appetit- og tankevækker, som formidlende og perspektiverende organ, som det der gør, at Indre By ikke bare er en bydel, men en bydel i en global virkelighed.

Byforgrønnelse, biochar, bæredygtighed og bærekraft, 350-events, klima-scenarier, el-biler, cykler og fodgængere, udbygning af folkeejede vindmølleparker, vores indre klima, by-land-relationen og vegetarianisme som klima-statement – der er masser at skrive om. Og med dels Københavns Kommunes plan for CO₂-neutralitet i 2025, som det er vigtigt at fastholde dertil, at den blev andet og mere end branding op til topmødet, dels en Copenhagen Accord, som fortjener fuldt fokus i 2010 for at blive den stærke og konsekvente klimaaftale, som kan sikre, at vi holder os under 1½º og 450 ppm, er der i den grad brug for i 2010 at forholde sig til rammevilkårene.

Strøtanker om bæredygtighed har haft stor betydning for vores første år – som en vigtig del af vores udsyn og selvforståelse, og det er i høj grad bloggen og dens intention om at forstå bydelen i verden, som har gjort det naturligt, at vores første klimaprojekter ikke har været noget med koldtvandsvaskepulver og sparepærer, men pressekonferencer med James E. Hansen og Bill McKibben, 350-events på Rådhuspladsen og et internationalt anlagt bundmøde. Og med mere end 500 daglige besøgende selv i en tid, hvor der har været længere mellem opdateringerne, er vi meget opsatte på at give bloggen et godt 2010.

Godt Nytår fra Rådhuspladsen 77.

Dette blog-indlæg er skrevet af Marius Morthorst, som i denne uge er i erhvervspraktik ved Miljøpunkt Indre By-Christianhavn.

Jeg elsker at orientere mig om viden og nyheder. Specielt omkring de meget aktuelle emner omkring klima, miljø og bæredygtighed. For nogle uger siden så jeg et forbrugerprogram på DR1 ved navn Kontant.¹ Programmet omhandlede emnet greenwashing eller ‘grøn vask’, som det hedder direkte oversat til dansk. Grønvaskning er i disse tider et yndet reklametrick. Det bruges af virksomheder til at vise, hvor grønne både de og deres produkter er.

Greenwashing betyder i virkeligheden bare, at virksomheder, der gerne vil have en grøn profil, fremhæver den grønne og miljøvenlige del af deres virksomhed. Nogle gange er det firmaets godgørende og miljøvenlige handlinger, men i de fleste tilfælde er det firmaets ‘grønne’ produkter. Når forbrugerne ser reklamekampagnen for produktet, føler de, at de kan blive klimabevidste og grønne forbrugere, hvis de køber det pågældende produkt. Hvad de fleste forbrugere ikke ved er, at produkterne i virkeligheden ofte ikke er så grønne igen.

Mange af de produkter, der fremhæves af virksomhederne som grønne, er slet ikke så miljø- og klimavenlige endda, og i mange tilfælde er det kun en lille del af produktet, der er grøn. I en undersøgelse om ‘grønvasknings’metoder fra 2009, deler man metoderne op i 7 kategorier: Hidden-Trade Off’, No Proof, Vagueness, Irrelevance, Fibbing og Lesser of Two Evils.² Undersøgelsen er fortaget i USA, Canada, England og Australien. I England faldt 49% af alle observerede tilfælde af greenwashing under kategorien Hidden-Trade Off’. Fælles for produkterne, der falder under denne kategori, er, at det ofte kun er en lille det af produktet, der er grønt. Et eksempel kunne være en reklame for en bil, der kører på el. Reklamen er flot sat op med grønne farver og gode ord om elbiler og grøn strøm. På grund af dette vil køberen slet ikke overveje, hvordan resten af bilen er lavet i forhold til et bæredygtigt klima og miljø. Det kunne være, at bilens dæk er lavet af børnearbejdere med dårlige arbejdsvilkår på en fabrik i Taiwan, eller at bilen er blevet transporteret på et stærkt forurenende containerskib. Men dette glemmer vi, når vi ser reklamen. For det eneste, vi tænker på, når vi ser reklamen, er nemlig, hvor god og miljørigtig den nye bil er.

Læs mere »

Med netværket Vores hjem – Vores klima inviterer Klimabevægelsen alle boligforeninger i Københavns brokvarterer og det centrale København til at slutte sig til et nyt netværk, som skal samle boligforeningerne i kampen mod den globale opvarmning.

Netværket Vores hjem – Vores klima giver din boligforening mulighed for at få et grundigt energitjek af lejligheder og fællesarealer, hjælper med at få lagt en realistisk klimaplan for foreningen og tilbyder et fællesskab med andre foreninger, der arbejder for de samme mål.

Boligmassen er ansvarlig for ca. 25% af Danmarks CO₂-udledninger. Det skyldes primært det kul og den naturgas, som brændes i de danske kraftværker for at forsyne vores hjem med el, varme, og varmt vand.

A/B Søpassagen på Østerbro har vist, at man kan vende den tendens. De har lavet en miljøhandlingsplan, som vil gøre foreningen til Danmarks første CO₂-neutrale andelsboligforening – og de er i fuld gang med at føre planen ud i livet. Vores hjem – Vores klima vil hjælpe andre boligforeninger til også at komme i gang.

Udover at skabe konkrete forbedringer i energiforbruget, vil vi også bruge netværket til at diskutere sammenhængen mellem beboernes lokale indsats og den bredere indsats mod global opvarmning – hvad kan vi gøre lokalt, og hvad bør samfundet gøre? Hvilke barrierer eller udfordringer oplever vi, når vi arbejder på lokale energiforbedringer?

Vi vil gå i dialog med politikere og energiselskaber om vores erfaringer og arbejde på at eksponere netværket i pressen, så vi kan inspirere endnu flere til at være med eller starte lignende initiativer.

Vil du være med?

Du kan læse mere om netværket Vores hjem – Vores klima på Klimabevægelsens hjemmeside. Du kan også kontakte projektgruppen på voreshjem@klimabevaegelsen.dk eller tlf. 50 59 77 79. De har netop ansat en ny projektmedarbejder, Sofie Dam, som har fået kontorplads hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Her er du også velkommen til at kigge forbi. I første omgang vil der være plads til op til 15 boligforeninger efter først-til-mølle princippet.

Se folderen Vores hjem – Vores klima (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: A/B Søpassagen CO₂-neutral i 2009.

Der er netop udkommet en særdeles tankevækkende rapport fra Economics for Equity and Environment med titlen The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization,¹ hvori otte økonomer gennemgår udgifterne og fordelene ved at gennemføre et 350 ppm scenario.

I rapporten regner man dels på, hvad der skal til, for at nå tilbage under 350 ppm år 2100 – et scenario, hvis nødvendighed blev understreget sidste år i den banebrydende artikel fra NASA² – dels hvad der skal til for at nå tilbage til 350 ppm inden år 2200.

Begge dele fordrer langt stærkere reduktionsscenarier end dem, som lige nu er til forhandling forud for COP15, iværksat uden tøven. Og begge forudsætter gennemgribende forandringer i den måde, vi forvalter de levende systemer i biosfæren på. For eksempel opererer Hansen et al i deres scenario med et moratorium for afbrænding af kul inden 2030 (eller at man inden da har udviklet en teknologi til fuld indfangelse af CO₂ fra kulafbrænding).

For at nå dertil, at atmosfærens CO₂-koncentrationer er faldende (den er i dag nået op på 389 ppm og stiger med omkring 2 ppm pr. år), er det ikke nok at reducere. Vi skal faktisk nå en situaton, hvor vi qua vores aktivitet absorberer CO₂ og andre drichusgasser.

Det interessante ved rapporten er, at den konkluderer, at det ikke bare er ønskværdigt (læs uomgængeligt nødvendigt) for bevarelsen af biodiversiteten, stabiliseringen af klodens klima og bevarelsen af de mange atolstater, som med de nuværende forhandlingsoplæg står overfor at forsvinde under havet. Faktisk giver det ifølge rapporten mening i et rent økonomisk perspektiv at foretage en sådan radikal omlægning.

Prisen for at redde verden: 1-3% af vores bruttonationalprodukt.

Om det er meget eller lidt må være en vurderingssag. Det svarer til, at man ud at en årsløn på en halv mio. kr. bruger 5-15.000 kr. – eller mindre end de fleste i dag rejser for. Kunne vi til en begyndelse kanalisere disse midler over i en systematisk omlægning til et samfund på vedvarende energi, var vi allerede godt i gang. Fik vi besøgt knapt så mange eksotiske hoteller på fjerntliggende atoløer eller sorte pister i Dolomitterne, kunne vi til gengæld glæde os over, at de ville eksistere også for de kommende generationer.

Frem for at skære i rejsekontoen kunne vi for min skyld finde de nødvendige midler i verdens militærbudgetter. De udgør i dag omkring 2,5% af verdens samlede bruttonationalprodukter. Blev disse midler endelig brugt til noget fornuftigt, var meget nået.

1-3% af vores økonomi har vi alle råd til – vi har slet ikke råd til at lade være. Den virkelige udfordring ligger i, at disse mange penge vil medføre gennemgribende forandringer i den måde, vores verden er skruet sammen på, og i hele den måde, vi ser os selv i verden på. Dette åbner på den ene side dybt interessante perspektiver, men det gør det også til en kolossal opgave, for der er rigtig mange mennesker, som skal blive omstillingsparate. Vi er langt inde i at rode med fundamentale vaner og livsmønstre.

John Lorinc: The Economics of Climate Stabilization, New York Times 02.10.2009.

Frank Ackerman et al.: The Economics of 350: The Benefits and Costs of Climate Stabilization, Economics for Equity and Environment, oktober 2009 (pdf).¹

James E. Hansen et al.: Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? Open Atmospheric Science Journal 2008 no. 2 pp. 217-33 (pdf) / Supplemental text pp. i-xxi (pdf).²