Strøtanker om bæredygtighed

Via dette kort kan man finde vej til brombær, hyldebær, mirabeller, havtorn, nødder, kørvel, ramsløg og peberrod, samt rariteter som figner og morbær. Om de sidste står der, at de blot hænger og forgår i Kongens Have. Desværre var det ikke sådan i år. Da var alle de fem morbærtræer i Kongens Have totalt ribbede – før morbærrene var modne.

Selvom det er fint med den øgede forståelse af, at mad ikke kun kommer i plasticforseglede skumbakker, men findes over alt omkring os, er det overhovedet ikke i orden bare at plukke løs. Der er rigeligt på Amager Fælled, men det kræver en vis disciplin at dele af parkernes overskud, så også andre kan få lejlighed til at se og smage. Og skulle der være noget tilbage til fuglene, når vi andre rykker inden døre for vinteren, så gør det ikke det mindste.

Kortet er stadig i sin vorden, og alle er opfordret til at bidrage. Men har man et godt svampested i Indre By (i år har jeg fundet både skørhatte, østershatte og champignon inden for voldene), er det ikke sikkert, at det er nogen god idé at lægge det ud på kortet.

Se Københavns Høstkort på Google Maps.

Se debat om kortet på idegryden.dk.

24. september kl. 13.00-18.00 er der Moving Planet 350 event i forbindelse med Klimabevægelsens landsmøde. Arrangementet afholdes på KU Life, Auditorium A2-70.01 (3.11), Thorvaldsensvej 40. En global dag der skal bevæge os væk fra brug af fossile brændstoffer.

Kom og vær en del af noget stort – kom og vær med i 350 bevægelsen!

See English Invitation Below.
…

Program

13.00-15.00 – Rally eller Debat (vælg det ene eller det andet)

• RALLY: Kom på din cykel, skøjter, skateboard eller til fods! Tag din familie, venner, naboer og medarbejdere med! Kom og vær en del af noget stort!

• DEBAT: Hør med når Martin Lidegaard (Concito), Margrethe Auken (SF) og Peter Hummelgaard Thomsen (DSU) vil diskutere den rolle klimaproblematikken spiller i det danske valg!

Vi vil alle samles klokken 15:00

15.00-18.00 – Københavns 350 Event

• Introduktion: Hvad er 350 bevægelsen

• Workshop: Hvad er din drøm om en klimavenlig og social retfærdig fremtid?

• Gruppefoto: 350 Formation

• Video: Præsentation af Samsø

• Oplæg/debat: Hvordan udbredes budskabet?

• Afslutning af dagen – Cirkel Dans

For mere information, se www.moving-planet.org.

Se mere om 350-bevægelsen og nødvendigheden af 350 ppm i tidligere blog-indlæg: Bill McKibben om Keystone XL olieledningen, Keystone XL Pipeline – moderne vanvid, 350-event verden rundt, Bill McKibben ved Power Shift 2011, Prisen for 350 ppm, Nicholas Stern bakker op om nødvendigheden af 350 ppm, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og Hvor store CO2-reduktioner skal der til?

…

Læs mere »

Der har været sagt meget for og imod antioxidanter – ikke mindst når de kommer fra kosttilskud. Og når bølgerne går rigtig højt, kan vi i aviserne se skingre overskrifter som “Vitaminer dræber”.

Men det nyligt offentliggjorte, stort anlagte EPIC-forsøg¹ (European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition), som har fulgt 23.943 mennesker igennem 11 år, tegner et noget andet billede. Af disse mennesker, som alle var uden kræft eller hjerte-kar-problemer ved forsøgets start, er 1.001 mennesker i mellemtiden døde, heraf 513 af kræft og 264 af kredsløbsrelaterede sygdomme. De mennesker, som havde taget antioxidant-kosttilskud hele vejen igennem – og altså også gjorde det ved forsøgets start – havde samlet en 42% mindre dødelighed end gennemsnitligt. Og hvis man alene så på død som følge af kræft, havde denne gruppe en 48% mindre dødelighed.

Derimod havde dem, som blot tog almindelige vitamin-mineral-tilskud, ikke mindre dødelighed. Og hvis man så på dem, som inde i den 11 år lange periode begyndte at tage antioxidant-kosttilskud, så var deres samlede dødelighed faktisk lidt højere end gennemsnittet. Dette afspejler den såkaldte “sick-user effect”, hvor for eksempel mennesker, som er opgivet af det etablerede system, som en sidste udvej forsøger sig med høje doser af kosttilskud.

Læs mere »

.

“Still Return” indfanget af martvids.

“Still Return” stammer fra CDen The Pearl, som sammen med Plateaux of Mirror blandt de af Brian Enos lydflader, som jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Dagens pausebillede blot som et øjebliks modvægt til den krigsretorik, som i disse timer fylder over alt i medierne, ikke i blot dækningen af de blodige begivenheder i Syrien og Libanon, men fuldt så meget i dækningen af weekendens mange sportsbegivenheder og den så småt igangskudte valgkamp.

Se flere pausebilleder.

Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig. Cykelsportens største medieridt Tour de France holdt hviledag i dag, på tiendedagen i hvad der indtil nu har været et usædvanligt morbidt løb. Stort set hver dag har haft sine brækkede krave- og lårben, sine bristede drømme og sine alvorlige asfaltskrabere i den sammenbidte kamp om sekunderne. Men ingen er døde, endnu. Og hele ti dage skulle der gå i dette års udgave af Tour de France, før vi fik det første eksempel på doping. Nok ikke fordi feltet er clean, men snarere fordi kampen mellem dem som slører, og dem som afslører, endnu er så uafgjort, at det stadig frister nogen over evne.

Men hvad har cykelløb med bæredygtighed at gøre, kunne man spørge? Og svaret er ingenting, absolut ingenting.

I disse dage, hvor agurketiden er sat på i bero af Touren, er det faktisk noget af det mest ubæredygtige, jeg kan forestille mig. Ikke bare fordi det er ved at være sidste udkald til at få demonteret den først, størst, hurtigst-attitude, som Touren iscenesætter så rendyrket, hvis vi skal lykkes at komme overens med vores omgivelser i blot nogenlunde behold. Men fordi Touren står som et stadig mere centralt ritual fastholdelsen af den moderne forbrugerkultur.

Selv en ellers begavet avis som Politiken publicerer i disse dage op til ti tour-artikler dagligt, hvoraf kun et forsvindende lille antal hæver sig over banaliteterne. Flertallet ryger direkte fra Ritzau ind på hjemmesiden og kan findes helt mage til på adskillige andre nyhedssider. Den kritiske journalistisk er sendt på sommerferie. Den kan alligevel kun forstyrre det kultiske i denne årligt tilbagevendende rituelle forfølgelse af den gule drøm.

Læs mere »

George Monbiot skriver i dag på The Guardian om fremtidens bæredygtige by, at den må være “compact and high-density”.¹

Dette er rigtigt, når man ser på det endeløse “urban sprawl”, som i store dele af verden breder sig som en tyktflydende grød omkring bycentrene. Det giver byer med store afstande, afhængighed af privatbilisme og et kolossalt spild af arealer, det giver store afstande til butikker, institutioner og det meste af det, som gør livet værd at leve, og set med klimabriller, så fører det typisk til livsstile med langt støre klimabelastning, end hvis vi boede tæt stablet i bycentrene, hvor vi kan cykle, gå eller tage metroen til det meste.

Men det er vigtigt ikke at bruge fortætningstanken ukritisk. For eksempel i København er der allerede et massivt pres for mere, større og højere i de centrale bydele. Hvis man giver efter for det, vil der være flere biler, mere trafikstøj, flere højhuse og mindre plads til grønt og til livet mellem husene. Hvis man i stedet flyttede fortætningsbestræbelserne blot nogle få kilometer udenfor, lad os sige i et bælge uden for brokvartererne, så ville man få en langt sundere byudvikling. Frem for yderligere centralisering må målet være en fortætning af forstæderne.

Byerne vokser over hele verden, mange steder i stor udstrækning i uorganiserede slumkvarterer. Så det er godt at gøre sig klart, hvordan byerne i de kommende årtier mest hensigtsmæssigt kan skabe plads til et par milliarder nye byboer. Man kan også spørge, om det var mere bæredygtigt, om flere blev boende på landet – om vi kunne finde en meningsfuld måde at blive boende på landet på, som ikke var nødvendiggjort af arbejdet i landbruget? Hvorfor flytter vi til byerne?

Monbiot citerer i den forbindelse en etnograf, som har arbejdet blandt bondesamfund i Amazon-området, hvor han fandt, at “many of the people he met were obsessed by the idea of moving to the cities. In view of the hellish nature of many Brazilian favelas – especially in the booming Amazonian towns – he wanted to know why. ‘You have a wonderful life here: the rivers are teeming with fish, your gardens are crammed with food, you work an hour or two a day to meet your needs. You can’t read or write: if you move to the city, you’ll have to beg or steal or sell your body to survive,’ he pointed out. ‘What you say is probably true,’ they answered, ‘but in the city you can dream.'”¹

Man kender mulighederne på landet, de er til at overskue og alt for lette at vælge fra. Byen derimod funkler af rigdom og muligheder. Byen er en drømmegenerator, bylivet en drøm.

Kan vi etablere nye livsformer på landet, som giver mening, som giver udviklingsmuligheder, som giver afløb for ambitioner, som giver næring for drømme, og som giver landområderne nyt liv som andet end sommerhusområde og slagmark for de sidste industrielle landbrug?

Kan vi etablere en anden by-land-akse?

George Monbiot: Sustainable cities must be compact and high-density, The Guardian 30.06.2011.¹

.
Liquid Variation III er en billedsekvens af Raphael Dubois – en undersøgelse af det flydendes natur.

Vand har en enestående evne til at rumme modsatrettede mønstre uden at lade dem brydes.

Musikken stammer fra CDen The Shutov Assembly (1992) – en samling modernistisk-abstrakte lydlandskaber af Brian Eno fra en tid, hvor han gæstede København ved flere lejligheder.

Hvis nogen undrer sig over pausebilleder på en blog om bæredygtighed, så er den korte forklaring, at jeg har været tvunget til at standse op for en tid, den lidt længere, at stilstand, kontemplation og introspektion, sindsudtømning, åndedræt og refleksion har en central betydning for en reelt bæredygtig levemåde. Det er banalt sagt ikke vores eksistens og indadskuen, som er ved at formøble klodens naturkapital, men vores utæmmelige handlekraft.

Se flere pausebilleder.

First Light en metamorfosisk afsøgning af elementet lufts bevægelsesnatur, hvor Raphael Dubois har søgt at skildre en flues oplevelse af at flyve i cigaretrøg.

Musikken til First Light stammer fra CDen Plateaux of Mirror (1980) – en af mine absolutte ambient-CD-favoritter skabt af Brian Eno og Harold Budd.

Rygerne har i dag svære tider – og må de fleste steder i dag se sig sat uden for døren. Med det vi ved om de helbredsmæssige konsekvenser af rygning er der al mulig grund til at lade være, og fra at være forbundet med smartness og stil er rygningen godt på vej til at blive et taber-symbol. Men i en tid, hvor vi bliver stadig dårligere til at holde pauser under vejs er der noget, som er værd at lære fra rygerne: Kultiveringen af pausen. Den lille dvælen inden påbegyndelsen, det lille stop under vejs, den lille markering af vel udført arbejde er vigtige tankestreger for vores psyke. Hvordan giver vi os selv og hinanden disse øjeblikke uden en cigaret mellem fingrene?

Se flere pausebilleder.

.
Ovenpå klimatilpasningsplanens stigende vandmasser må det være på tide med endnu et pausebillede – her et møde mellem bjergets stoiske ro og vandets afgrundsdybe uudgrundelighed, indfanget af martvids.

“Lost in the Humming Air” stammer fra CDen The Pearl – måske den af Brian Enos CDer, jeg gennem årene har lyttet og arbejdet mest til. I mødet med Harold Budd får Enos musik en særlig æterisk sanselighed og transparens – et kan man sige transcendent nærvær.

Ambient musik er eksistentiel slow food. På ét plan er noget af de mest klimavenlige, vi kan gøre, ikke at gøre noget.

Se flere pausebilleder.

I den forgangne uge har sakura – kirsebærblomstringen – foldet deres rosahvide poetiske blomsterhav ud over Tohuku, den jordskælvsplagede nord-ende af den japanske hovedø Honshu. Kirsebærblomstringen starter i sidste halvdel af marts på det sydlige Kyushu og bevæger sig i de kommende uger nordover det langstrakte japanske ørige for at nå ten nordlige Hokkaido omkring begyndelsen af maj. Under vejs bliver sakura fejret, beundret og hilst velkommen som den store forårsåbenbarer.

Fra de titusindvis af blomsterklaser brister til kronbladene hvirvles videre med vinden går der kun få dage. Men det er fundamentalt betagende, det taler til mennesker i alle aldre – og på et normalt år vil alle japanere være af huse for at glæde sig over blomstringen sammen med familie, venner og kolleger. I år har man dog aflyst en række af de mere spektakulære fejringer, måske for at spare på strømmen – de flotteste træer er ofte lyssat om natten – måske fordi det er svært midt i smerten efter jordskælv og tsunami og den nagende uvished omkring ustyrlige atomreaktorer at skulle glæde sig. Men endda bliver sakura hilst velkommen. Den læger ikke sårene, genfinder ikke de døde, men vinterkulden er ovre, og den ustoppelige, overdådige blomstring minder os stilfærdigt om, at livet går videre, at nyt vil vokse frem.

Det, at man året igennem tager sig tid til at fejre og markere naturens cyklus, er noget af det smukkeste jeg har med hjem fra mine i alt fire år i Japan. Det starter med blommeblomstringen, efter sakura kommer azaleaerne i maj, risplantning og rishøst har sine fejringer, og året rundes af med momiji – betragtning af efterårsløvet, som i Japan får næsten uvirkeligt stærke farver. Tilsvarende er det japanske køkken bygget op over årstiden, tempura af forårets fremspirende skovurter, de første bambusskud, yuzu-saft og sansho-blade i sommerens miso-suppe, matsudake-svampe og ginkgo-nødder for blot at nævne nogle få. I april kan man få risene serveret med saltmarinerede kirsebærblomster iblandet.

I København står vi overfor i de kommende år at skulle plante 100.000 træer som del af, at byen skal være bedre klimatilpasset, og at de grønne enklaver skal hænge bedre sammen for at sikre byens biodiversitet. Men ud over sådanne praktisk-funktionelle overvejelser, må vi på de steder, hvor det overhovedet er muligt, tænke i sanselighed, skønhed og spiselighed. Hvorfor ikke plante 10.000 sakura-træer langs Søerne, masser af magnoliaer, mirabeller, moreller, hasselnødder og andre delikatesser, så der er rigeligt til alle københavnere? Og hvor gaderummene er for snævre til, at træerne kan blive store, så lad os plante 1.000 blåregn, så vi hvert år i maj er ved at overvældes af duften fra det blåviolette blomsterflor.

Vi har et par steder i København, har man kan få en fornemmelse af kirsebærblomstringen, se blog-indlæggene: Forårstegn XII – sakura på Langelinje, samt Forårstegn XI – sakura i Kongens Have. Den kommer lidt senere end sædvanligt i år, men med blot få gode dage som nu er det lige om hjørnet.

Nedenfor har jeg indlejret en række små YouTube videoer fra den japanske kirsebærblomstringe.

Læs mere »