Strøtanker om bæredygtighed

Den anden dag var der i The Guardian en lille reportage fra Tokyo,¹ hvor den første store blåfinnede tun, som blev landet på Tokyos Tsukiji-marked blev solgt for 4,2 mio. danske kroner.  Godt nok vejede fisken 269 kg, og køberen, en japansk sushi-kæde med 46 restauranter, regnede med at der kunne blive til 10.000 små sushi-serveringer. Men det er stadig lidt af en pris, og hver af de små stykker tunkød kommer til at koste i snit 420 kr. Så det hænger kun sammen, fordi der ligger en kolossal reklamemæssig status i at kunne servere årets første storfangst.

Det er den slags projektioner tilbage fra urtidens jæger-samler-vidsom – at hvis man spiser noget stort stærkt, farligt, hurtigt, klogt osv., så bliver man selv stor, stærk, farlig, hurtig, klog osv. – som også er ved at få bugt med verdens hajer, elefanter, enhjørninger og næsehorn.

Med sådanne priser er den blåfinnede tun mere efterstræbt end nogensinde, først og fremmest på grund af japanerne, som fortærer 80% af verdens fangst af blåfinnet tun. På blot 40 år er den blåfinnede tun således gået tilbage med 80% og flere bestande er meget tæt på fuld udryddelse (se tidligere blog-indlæg: Den blåfinnede tun). Men meget stærke reduktioner i fangstkvotaer og styrket kontrol med illegal fangst gør, at bestanden i Middelhavet igen er i fremgang.²

Man er så småt i gang med at producere blåfinnet tun i aqua-kultur. For eksempel firmaet Umami har havfarme i Mexico og Kroatien, hvor man producerer blåfinnet tun, og man er stolt af at være nede på en omsætningsratio på hhv. 17:1 og 13:1 – dvs. at man bruger 17 eller 13 ton fiskefoder for at få 1 ton blåfinnet tun, hvor en tunfisk i naturen fortærer 20-25 gange sin vægt.²

Disse tal blot for at understrege, at tunfisken er havets oksekød, og at koncentrationerne af tungmetaller og andre af de unedbrydeligheder, vi i den industrielle æra har lukket ud i verdenshavene, derfor forekommer meget koncentreret i tunkøddet. Så det indtages bedst i meget små sushi-bidder.

Justin McCurry: Bluefin tuna fish sells for record £473,000 at Tokyo auction, The Guardian 05.01.2012.¹

Tuna fetches record $730,000 US. Japanese sushi chain eats $600,000 US loss for patriotism, The Vancouver Sun 06.01.2012.

In Spite of Widely Publicized Fears, Bluefin Tuna Populations Are Actually Rebounding, Newswise 20.04.2011.²

Umami CEO interviewed by Charles Payne, 3:22 min. YouTube video 13.12.2011.

Kali Tuna – Stod2 report, 14:51 min. Youtube video (hollandsk reportage (med engelske undertekster) om kroatiske tun-farme).

Billedfrisen herover var der pludselig, på Twitter, hvor jeg for første gang havde vovet mig ind, kun tekstet på japansk, så jeg ved end ikke hvor den stammer fra. Men den kunne meget vel være japansk, for månen har en meget stærk placering i det japanske bevidsthedsunivers.

Det er vidunderlige, ekliptiske billedlege i dén særlige fuldmånestund, hvor Jorden for et øjeblik rammer nøjagtigt ind på linjen mellem sol og måne, før himmellegemerne drives videre i deres stadige, elliptiske mønstre.

Dag og nat, mand og kvinde, sommer og vinter, udvidende og sammentrækkende, skabende og modtagende, initierende og responderende, lys og mørk – de stadigt skiftende konstellationer af ur-polariteten Sol og Måne har til alle tider fascineret og styret menneskenes liv.

Havde først tænkt, at dette skulle være et lydløst pausebillede. Men hvis harddiskens sagte snurren bliver for påtrængende, kan man passende med et klik her åbne for en video med en live-udgave af to sange fra Pink Floyds mesterlige album Dark Side of the Moon, hvoraf den sidste, Eclipse, efter element for element at bringe alle tilværelsens dele i harmonisk samklang lader månen ind over og næsten koan-agtigt kryptisk slutter:

There is no dark side of the moon, really
Matter of fact it’s all dark.

Den fulde tekst til Eclipse kan ses nederst.

Læs mere »

.
Hvis billederne i denne 7. minutter lange og meget smukke video, The Great Bell Chant (The End of Suffering), virker bekendte, så er det fordi de er lånt fra film som Home, Earth og Baraka. Når jeg i dag bringer den som pausebillede, er det fordi dens indledende klokke i et flash bragte mig tilbage til nytåret 1984-85, som jeg fejrede i Kyoto.

Ved nytår lyder Kyotos mange tempelklokker hver 108 gange, som en rituel renselse for de 108 bono (煩悩), former for begær og passion, som fastholder mennesket i genfødsel efter genfødsel. De store bronzeklokker anslås med en stor ophængt træstamme, som slynges mod klokken med et reb – for de største klokker kræver det mange for at svinge stammen.

Klangen er stor og dyb, uudgrundeligt verdensfjern og langsomt udviklende, og gradvist bringes kroppens klangsøjle i svingninger. Efterklangen bliver stående meget meget længe, så der er god tid til at en ny gruppe mennesker gør klar til at slå det næste af de 108 slag.

Lyden høres vidt omkring og blander sig med de øvrige tempelklokker. Byen Kyoto ligger i en skål, omgivet på tre sider af lave bjerge, og med mere end 3.000 buddhistiske templer er det som om hele byen gradvist bliver en anslået klangsøjle, hvori alt vibrerer.

Joya no kane (除夜の鐘), som traditionen med at samles om de 108 klokkeslag hedder på japansk, er et festligt andægtigt øjeblik, som samler mennesker i alle aldre – og en af de mange genkommende begivenheder, som japanerne fejrer i en stadig rituel markering af årets og livets cykli.

Hvilken kontrast til nytårsbraget her i Indre By, hvor svovlstanken, tømmermændene og stanken af pis stadig hænger i gaderne.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

Godt nytår

Vil gerne sige varmt tak for 2011 og ønske alle et fantastisk 2012, hvor vi bliver bedre til at passe på os selv og hinanden og den omverden, vi giver videre til de kommende generationer.

Med sin nøgterne stenbukkeenergi er nytårstiden en god tid at se tilbage og at se frem, for at kunne slippe det overflødige og at give plads for det essentielle i os selv og hinanden.

Her på Strøtanker vil den løbende indsats for gradvist bedre at forstå klima- og bæredygtighedsudfordringen – dens omfang og konsekvenser og hvordan vi overhovedet kan håndtere den og bevidsthedsmæssigt leve med den – også stå i centrum i det kommende år.

Hermed mine ønsker om et livgivende, lysende og lykkebringende 2012.

.
OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.

Dette er anden del af en todelt lyd-billedkomposition af Pitch Bend, “7 More Hours in 77 Million Paintings“. Den er nærmere introduceret på det forudgående blog-indlæg, Pausebillede VI, som rummer første del.

Lydsiden, “Dusk Bells”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder .

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

OBS: Indstillingerne for denne video er blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo.
.
Tidligere på året bragte jeg her på bloggen en række pausebilleder, dels for et øjeblik at kunne dvæle ved en flig af intetheden, dels for at lufte nogle overvejelser over pausens natur og dens uundværlighed, ikke bare i arbejdslivet, skriften, musikken og tilværelsen, men også i større skala. Vi kunne i den grad bruge en global timeout, hvor vi fik oplyst klimafornægterne, ikke så meget om det med klimaet, som om, at de nødvendige forandringer også ville være til stor inspiration i deres tilværelse, hvor vi overflødiggjort militæret, fik os vænnet af med at styrte byen rundt, landet rundt, kloden rundt på jagt efter os selv. Selv naturen har sine indbyggede pauser.

Så nu, hvor jeg stødte jeg ind i denne vidunderlige lyd-billedkomposition fra 2008, tænkte jeg, at ovenpå reaktornedsmeltninger og fremstormende klimafornægtere var der brug for en solid time-out. Pitch Bends 7 Hours in 77 Million Paintings varer ikke 7 timer, som man umiddelbart skulle tro, men er komprimeret 12 gange, så på bare 37 minutter får man set 77 millioner billeder. De er genereret af en billedgenerator så viseligt indrettet, at den aldrig laver samme billede to gange. Så vi møder en dobbelt virkelighed af uendelig variation og stadig genkendelighed, idet vante elementer toner frem i stadig nye sammenhænge.

Lydsiden, “Porthemor Evening”, er skabt af Mark Harrop over alogritmiske strukturer – se mere derom under introduktionen på Vimeo.

Hvis man nyde billedsiden i dens fulde kompleksitet (og har en internetforbindelse, som kan følge med), så kan det anbefales at se videoen i HD-opløsning (1.280 x 780 pixel). Dette kan kun gøres  direkte fra placeringen på Vimeo (klik her). Vælg fuldskærmsvisning med pixelratio 1:1 og glæd dig til 77 millioner billeder (indstillingerne for denne video er for nylig blevet ændret, så den kun kan ses på Vimeo).

Dette er del ét af to – anden del følger i det kommende blog-indlæg, Pausebillede VII.

Se alle indlæg i serien af pausebilleder.

EWG, Environmental Working Groups, har lavet en fin lille guide til, hvordan man bedst undgår pesticider. Det er for så vidt selvindlysende – ved udelukkende at spise biodynamisk og økologisk dyrkede produkter. Men det er måske ikke altid lige muligt at skaffe, eller madbudgettet strækker ikke til at købe alt økologisk – på visse tidspunkter er prisforskellen til de konventionelt dyrkede fætre himmelråbende stor. Man kan derfor med rimelighed stille sig spørgsmålet, hvilke frugter og grøntsager, det er vigtigst at købe økologisk dyrkede?

Til det brug har EWG lavet en lille oversigt, som man kan klippe ud og folde sammen og lægge i sin pung.¹ Den giver i helt simpelt format råd til, hvilke produkter, det er vigtigst at undgå, hvis man vil undgå store mængder pesticider, og hvilke man med lidt mere sindsro kan lægge i indkøbsvognen.

For de enkelte afgrøder er der nemlig meget store forskelle i, hvor store mængder pesticider, der er tale om. EWG anslår, at hvor man ved at spise 5 enheder frugt & grønt pr. dag fra The Dirty Dozen typisk vil indtage 14 forskellige pesticider, så vil man ved at holde sig til The Clean 15 typisk kun få to forskellige pesticider med i prisen.

En af grundene er, at en stor del af pesticiderne, som sprøjtes på, sidder på ydersiden eller i det alleryderste lag. Alene det, at man sjældent spiser skallen af en vandmelon, gør, at man spiser langt færre af de sprøjtemidler, man måtte have udsat vandmelonen for. Der er der allerede taget højde for i EWGs oversigt, så man kan ikke bedre placeringen ved at vaske grundigere.

Løg har i sig selv en stærk lugt, som holder mange insekter borte, og løg topper listen over konventionelt dyrkede produkter med lavt indhold af pesticider. Majs, ærter og mango er også at finde på listen over ting, som har lave koncentrationer over pesticider selv som konventionelt dyrkede – her fjerner man normalt det yderste lag, inden man spiser dem.

Kål finder man i begge ender af skalaen. Her ligger de lukkede kålhoveder som rødkål, hvidkål, spidskål og savoykål typisk lavt, fordi de yderste blade beskytter den kerne, vi spiser, mens broccoli, grønkål og blomkål, hvor vi spiser direkte eksponerede dele af planten, ligger højere på listen.

Asparges ligger lavt på listen. Det hænger sammen med, at de friske skud vokser frem på meget kort tid og derfor ikke er udsat for samme serie af sprøjtninger som for eksempel æbler, der tager en hel sæson om at udvikle sig. Således ligger æbler i toppen af The Dirty Dozen, de mest pesticidbelastede fødevarer, som typisk er bladafgrøder og frugter, hvor vi spiser det yderste med.

Når man finder blåbær blandt The Dirty Dozen, så gælder det udtrykkeligt dyrkede blåbær. De er store og flotte, men indeni er det helt hvide, hvor blåbær dyrket i naturen er helt mørkrøde i frugtkødet. Ud over at der er langt flere sprøjterester i de dyrkede, så er næringsindholdet givet også lavere, og smagen er helt ærligt tungen ud ad vinduet, når man ved, hvordan blåbær kan smage, så det er tredobbelt dumt.

Se mere om guidens metodologi, en FAQ og en fuld liste med 53 afgrøder på EWGs hjemmeside.

Nedenunder fortæller Dr. Weil i en video om nogle af sundhedsproblemerne ved pesticidrester i vores mad.

Læs mere »

16. august afholdt WorldWatch Institutes nyetablerede Europa-afdeling her i København et seminar om forbrugerisme og bæredygtighed. Ved den lejlighed holdt Erik Assadourain, som var hovedredaktør på Worldwatch Institutes årlige publikation State of the World 2010 med temaet Transforming Cultures: From Consumerism to Sustainability.¹

Der var mange guldkorn i Assadourains præsentation, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere, erhvervsfolk og forskere. Og jeg havde alle intentioner om at få et godt blog-indlæg ud af flere siders notater. Men nu foreligger der dels en lille 3 min. præsentationsvideo fra dagen, som søger at opsummere eventen og diskussionen bagefter. Dels findes der en YouTube video, hvor Assadourain ved en tidligere lejlighed ved Allegheny College giver stort set samme præsentation som i København. Jeg har kopieret begge ind nedenfor.

Hans udgangspunkt for overhovedet at tale forbrug og bæredygtighed er, at vores forbrugsmønstre er stærkt kulturbundne. Assadourain bruger i sin indledning blandt andet de to billeder herover,  som en (vistnok) japansk fotograf har lavet af børn sammen med deres legetøj. Er der noget at sige til, at vi ender som små forbruger-piger og forbruger-drenge, med en stor del af vores identitet bundet i de ting, vi omgiver os med? Det vil kræve en livslang proces at blive reprogrammeret, at få en chance for at blive afklaret omkring, hvad vi rent faktisk har brug for og glæde af, og hvornår det mest er andre, som har glæde af, at vi konsumerer. Men selv når viljen og indsigten er til stede – og forståelsen af, at vi med de nuværende forbrugsmønstre løber tør for stort set alt vi tager for givet i løbet af det 21. århundrede – er vi oppe mod meget store kræfter, som fastholder os i et stadigt forbrug.

Der er da heller ikke megen hjælp at hente omkring os. De fremherskende strategier for at komme ud af den nuværende økonomiske krise både på nationalt plan og på internationalt fortrænger stort set sine virkemidlers kortsigtethed og den hele den bæredygtighedsmæssige dimension af krisen. Og på virksomhedsplan er det ikke meget bedre. Implementeringen af allehånde grønne strategier sker først og fremmest som del af at overleve og vokse i et stærkt kompetitivt marked.

Men nyd Assadourains præsentation herunder. Han var begavet selskab i København, og det er yderst glædeligt, at WorldWatch Institute har slået sig ned i København.
.

Læs mere »

Fra midt i juli til midt i september er den japanske sommer bogstaveligt talt dampende varm, og fugtighedsprocenten nærmer sig ofte de 100%. Så selv når kroppen for at køle sig lader sveden drive af kroppen, sker der ikke ret meget andet, end at man føler sig som sardiner i olie. Derfor kører de japanske airconditioning-anlæg om sommeren på højtryk i butikker, kontorer og boliger for at gøre tilværelsen tålelig.

Men denne sommer har været anderledes. En stor del af den japanske elforsyning kommer fra atomkraft, og efter at det store jordskælv i marts satte en række atomreaktorer ud af kraft i det nordøstlige Japan, så har man mange andre steder standset reaktorer af frygt for, at noget tilsvarende kunne ske. Som det fremgår af kortet herover (et screen dump fra japansk nyhedsudsendelse her til aften), så er der i dag kun 10 reaktorer, som kører, mens 42 reaktorer er stoppet. Så den japanske elproduktion har været radikalt lavere denne sommer end de forudgående år.

Alle større elforbrugere har været tvunget til at skære mindst 15% i deres forbrug, og alle har været indtrængende opfordret til at vise samfundssind og spare, hvor det var muligt. Truslen har været til at føle på: Hvis ikke man kollektivt kunne spare det fornødne, så ville der uden varsel blive indført rolling blackout, hvor der lukkes helt af for strømmen i hele bydele ad gangen efter et ikke på forhånd kendt mønster.

Så alle har haft den store opfindsomhed fremme. Virksomhederne har ud over den tvungne reduktion på mindst 15% i stor udstrækning søgt at brede arbejdstiden ud over alle ugens dage, mange private har anskaffet sig små vifter, som bruger langt mindre el end airconditioning (som det kan ses af grafen til højre, så går rundt regnet tre fjerdedele af de japanske husholdningers elforbrug i eftermiddagstimerne til køling i sommertiden). De japanske bycentre, som normalt er badet i neon, har været grænseskumle, kontorsiloerne har taget hvert andet lysstofrør ud osv., mens medierne har haft striber af programmer om bebyggelser, hvor man lavede mad sammen og havde det rart samtidig med at man sparede halvdelen af energien ved at lave aftensmad. Kort sagt har opfindsomheden og den kollektive vilje til at gøre sit til, at det kan lykkes at bringe Japan igennem en sådan sommer uden strømsvigt været kolossal.

Nogle af disse besparelser har givet været ukomfortable, men andre har været så lige for, at man ikke bare sætter det hele tilbage i stikkontakten igen. Så lidt på afstand vil der være meget at lære af den japanske Fukushima-sommer.

Læs mere »

Her på bloggen har jeg tidligere været inde på situationen omkring den planlagte udbygning af Heathrow, som i forvejen er en af verdens travleste lufthavne. Med de markante britiske klimaambitioner har det derfor virket paradoksalt, at man ville udbygge kapaciteten for en sektor, som nødvendigvis må blive meget mindre fremover. Og jeg ville blot lige dvæle for et øjeblik ved det glædelige, at det faktisk er lykkedes at få udvidelsesplanerne standset. Det er en af miljøbevægelsens vigtige sejre i nyere tid.¹

Luftfarten er en besværlig størrelse på den led, det er ikke de mange milliarder, kineserne eller inderne, som gør problemet stort. Faktisk har 95% af alle mennesker aldrig fløjet. Det er politikerne, diplomatiet, handelsfolk, sportsfolk, konferencedeltagere, det er dig og mig i den rigeste tiendedel af verden, som har fået for vane at smutte på storbyferie i en lang weekend eller tre hvert år, studere på et andet kontinent, stifte familie på tværs af Atlanten og tage på skiferie og sommerferie et eksotisk sted. En god vens søn var med sit skolekor i det vestlige USA for at give tre koncerter, efter den nylige sammenlægning af universitets- og forskningsenheder herhjemme fløj man fredag efter fredag store grupper af undervisere frem og tilbage mellem Aalborg og København “for at blive fortrolige med hinanden”.  Og i supermarkederne har vi nu aspargessæson to gange om året og en overflod af eksotiske blomster og tropiske frugter året rundt.

Alt sammen en del af det moderne mulighedsfelt, og altsammen en del af, at det er så svært for alvor at få skruet ned for udledningerne af drivhusgasser. Blot en enkelt returrejse til en oversøisk destination kan generere mere CO₂ end et års forbrug ved at blive hjemme. Mange dynamiske mennesker har i dag en CO₂-udledning fra deres flyrejser, som er mange gange større end fra alt andet de gør tilsammen.

Mennesket har igennem århundrederne udvist en kolossal opfindsomhed. Vi bliver nødt til at bruge den på at gøre tingene meget smartere end i dag. Som det er nu, så bliver der hver dag året rundt skabt flere klima- og bæredygtighedsmæssige problemer, end der bliver løst.

Da jeg i 1984 skulle et år til Japan for at studere, var der ikke nogen som kunne drømme om, at jeg kom hjem på juleferie. Nu tager folk hjem til tandlæge-check. Dengang havde SAS lige åbnet en direkte rute, og jeg mener at huske, at en returbillet her kostede 40.000 kr. (så jeg var via Pakistan, Kina). For nylig kom der tilbud fra SAS om samme billet til 4.500 kr. Det er sådan rundt regnet fra to månedslønninger til to dagslønninger. Hvor er den CO₂-afgiften, hvor er logikken, hvor er ansvarligheden?

Se tidligere blog-indlæg: Heathrow update, Udvidelse af Heathrow udsat, Clearing The Air og Erhvervslivet vil flyve mindre.

Dann Glass: Heathrow campaigners hit US as battle with the airline industry goes global, The Guardian 29.09.2011.

Owen Bowcott: Heathrow protesters win third runway court victory, The Guardian 26.03.2010.¹

I samarbejde med Forlaget Andersen udgiver det store danske ingeniørfirma Grontmij løbende en håndbog i Klimaledelse,  som bliver opdateret fire gange om året med nye bidrag om håndteringen af klimaudfordringen. Den seneste opdatering omfatter blandt andet artiklen Mellem køkken og klode, som søger at sammenfatte det overordnede tema fra udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn i år. Vi har fået lov at gøre dette bidrag til klimaledelseshåndbogen tilgængelig også fra egen hjemmeside.

Mellem køkken og klode indkredser en stor og spændende problematik, som kæder vores daglige indkøbs- og spisevaner sammen med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. I det store regnskab kan det synes betydningsløst, om vi spiser lokale, økologisk producerede produkter, at vi spiser mindre kød og smider mindre mad væk. Men som det i februar blev klart med Niras’ undersøgelser af det samlede danske klimafodaftryk, så udgør fødevareområdet alene 4,2 ton CO_2e pr. indbygger pr. år¹ – eller næsten lige så store udledninger pr. person, som Københavns Kommunes klimaplan sætter ind overfor. Hvis man yderligere beregnede fødevareområdets udledninger som IPCC anbefaler det – hvor klimagasser som metan og lattergas medregnes med deres øjeblikkelige virkning² – så ville størrelsesordenen være endnu større. Fødevareområdet er således et område, som fortjente sin egen målrettede klimaindsats.

Selvom landbruget og hele vores fødevareforsyning i dag står for kolossale klimapåvirkninger, så rummer området store muligheder for ikke bare at reducere udledningerne, men at blive netto akkumulator af drivhusgasser. Hvis denne problematik håndteres i sin helhed, vil den samtidig med at blive en del af klimaløsningen kunne have store positive implikationer for biodiversiteten, for de danske landskaber, og for klodens og det enkelte menneskes sundhed.

Artiklen Mellem køkken og klode er sine steder ganske oversigtlig, men alle berørte problemstillinger er yderligere behandlet på udstillingens temaplancher og planchetekster, som kan downloades fra udstillingens hjemmeside www.hungryplanet.dk (se links nedenfor).

Jens Hvass: Mellem køkken og klode, Grontmijs håndbog i Klimaledelse, Forlaget Andersen okt. 2011 (0,8 Mb pdf).

Hungry Planet – 25 temaplancher i stort format (52,7 Mb pdf)

Hungry Planet – de samlede temaplanchetekster i A4-format (36,6 Mb pdf).

Se blog-indlægget Hungry Planet og madspild.¹

Se blog-indlægget Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.²