Strøtanker om bæredygtighed

.

Ecovillage – en 6:47 min. video om et irsk økofællesskab i Cloughjordan.

Da vi i 2009 afholdt Klimabundmøde parallelt med Klimatopmødet i København, var det blandt andet i samarbejde med LØS, Landsforeningen for Økosamfund, GEN, Global Ecovillage Network. Med indrejsende fra økosamfund i alle dele af verden blev et tilbagevendende tema igennem de to uger, hvordan vi kunne gøre brug af erfaringerne fra disse små idealsamfund i storbyernes ofte mere uoverskuelige og umedgørlige virkelighed. For i økosamfundene fandt man mennesker, som på mange måder havde indrettet sig som RIO+20-konferencen efterspørger for hele verden, med en høj grad af livskvalitet og harmoni med omgivelserne samtidig med, at man havde en klimabelastning og et økologisk fodaftryk, som kloden kunne bære … måske ikke fuldt ud i alle henseender, men i fuld gang med at skabe fremtiden. Der ligger i økosamfundene en vital fond af viden om, hvordan vi fremover kunne indrette os.

Derfor var det glædeligt at se, at mange af de video-eksempler, som man har medtaget på hjemmesiden The Future We Want – som er lavet for at alle verden over kan være med til forud for Rio+20 at formulere den verden, de ønsker – beskriver tilværelsen i økofællesskaberne. En anden kategori af videoerne beskriver forskellige aspekter af Urban Farming og transformationerne af bymiljøerne. Gennem at bringe livet tilbage på landet og fødevare-produktionen og det nære samfund ind til byen giver de tilsammen en fin introduktion til nye måder og muligheder på by-land-aksen.

Jeg har samlet et udvalg af videoerne herunder.
.
Læs mere »

I samarbejde med DR-programmet “Bag Facaden” har Politiken afsløret, at der trods alle forsøg på at komme uhensigtsmæssig sprøjtning til livs i stort omfang importeres ulovlige sprøjtemidler. Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde, men om organiseret kriminalitet, hvor landmænd i hundredvis omgår alle forsøg på at regulere landsbrugets sprøjtning, så vi ikke ødelægger grundvandet og sætter vores helbred på spil, ved i stor udstrækning at købe forbudte sprøjtemidler ad skjulte kanaler og bruge dem.

Det er en ganske alvorlig sag for dansk landbrug. En ting er, at organisationerne igennem årtier har været bagstræberiske i deres manglende medvirken til en egentlig løsning af problemerne – ikke mindst gennem vedholdende at insistere på en frivillighed i ordningerne og at landmændene skal være med til at afgøre, hvordan man bedst optimerer sprøjtningen, så man får den optimale plantebeskyttelse uden at risikere forureningen af vores grundvand.

Man må blot sige, at landbruget på dette område har opbrugt sin allersidste rest af tillid. Dansk landbrug insisterer på at blive betragtet som voksen samfundsborger, men er nøgternt set endt med en junkies totale afhængighed af giftsprøjten, så trods alle formaninger hører og ser man ingenting, men er villig til at begå egentlig kriminalitet for at få sit regelmæssige fix.

Så nu må vi glæde os over, at vi har en miljøminister, som er villig til at hjælpe dansk landbrug ud af sit misbrug med de nødvendige, noget mere håndfaste begrænsninger, der skal til. Det er direkte på tale, at landmænd, som bliver taget i at sprøjte med ulovlige midler, skal få frataget kørekortet og enten fremover må klare sig uden sprøjtemidler eller må betale maskinstationen for at gøre det.

Men at dømme på adfærden skal der en regulær omskoling til. Dansk landbrug må ud af sin reaktive attitude og innovativt i gang med at udvikle sunde og på alle måde tilfredsstillende dyrkningsmetoder. Økonomi-argumentet for fortsat sprøjtning med tvivlsomme pesticider holder ikke, og hvis det betyder, at priserne stiger, så er det sådan. Det er ikke forbrugerne, som har bedt om priskrig på yderste decimal. Nej vi vil have – og har et legitimt krav på – at danske bønder i deres brug af det danske landskab varetager fællesskabets og fremtidens interesser.

Til det mere pinlige hører, at Schackenborg synes indblandet i skandalen. Kunne vi ikke opfordre Prins Joachim om at tage på studiebesøg ved sin kongelige kollega i England. Prins Charles er en vital skikkelse i England, når det gælder økologi og bæredygtighed, beskyttelsen af verdens regnskove. Det ville være klædeligt, om det danske kongehus tilsvarende markerede sig som en positivt forvandlende kraft på miljøområdet.

Dansk landbrug har blot landskabet til låns. Man kan ikke berettige den nuværende kemiske krigsførelse, som er destruktiv overfor vores miljø og fremtidige levevilkår, med marginale økonomiske gevinster.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup: Ida Auken truer landbruget med mere kontrol og højere bøder, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gødning og gift sælges i stor stil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig import: Gødning og gift til landbruget kommer til Danmark med skib og lastbil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gift skal koste sprøjtelicens, Politiken 07.06.2012.

Niels Fastrup: Schackenborg involveret i gødningsskandale, Politiken 08.06.2012.

Før Fukushima-katastrofen var Japan med 54 reaktorer det land i verden, som efter USA og Frankrig havde mest atomkraft. Men fire reaktorer i knæ og en situation, som i værste fald kunne have nødvendiggjort evakueringen af hele Tokyo-området har givet så store betænkeligheder ved den fortsatte brug af A-kraft, at ingen endnu har haft mod til at genstarte reaktorer, når de en for en blev standset for regelmæssig vedligeholdelse.

Frem til Fukushima-katastrofen leverede A-kraften mere end 30% af den japanske elektricitet, og  der var planer om i de kommende år at udvide dette til 50%. Men 5. maj satte Japan sin sidste reaktor på stand by, og der har siden udspillet sig et bizart spil for og imod genstart.

Situationen er særligt prekær her i de kommende måneder, fordi det japanske el-forbrug er størst i juli og august måned, hvor det fugtigvarme klima normalt ville have airconditioning-anlæggene på fuld kraft landet over.

Presset for at få i det mindst nogle få reaktorer i gang igen inden sommervarmen for alvor sætter ind har derfor været stort, ikke mindst i Kansai-området (med blandt andet byerne Osaka og Kyoto), hvor A-kraften før Fukushima-katastrofen udgjorde hele 50% af el-forsyningen for regionens omkring 40 mio. indbyggere.

Selv med de besparelser, som regionens virksomheder og befolkning var i stand til at gennemføre sidste sommer, har forsyningsselskaberne regnet sig frem til, at der på særligt varme sommerdage (hvor airconditioningen normalt står for mere end halvdelen af husholdningernes el-forbrug) ville mangle op til 15% kapacitet. Alle virksomheder og husholdninger er derfor pålagt 15% besparelser i et forsøg på at undgå såkaldte rolling blackouts, hvor strømmen simpelthen slukkes for en time eller to ad gangen i skiftende områder for at kunne klare forsyningen i de øvrige områder.

Japans premierminister Yoshihiko Noda har da også igennem flere måneder insisteret på at få genåbnet to af fire reaktorer ved Oi-værket (som ligger ved Kansai-områdets nordvendte kyst). Her havde man tidligt fået godkendt de stress-test, som blev igangsat for alle japanske reaktorer efter Fukushima-katastrofen. Men disse tests har været stærkt kritiseret som værende helt utilstrækkelige. De er ganske provisoriske og varetaget af en kontrolinstans, som står overfor at blive nedlagt og erstattet af en reel kontrolinstans, som ikke er i lommen på A-kraft-industrien. Denne nye instans, som skulle være med til at genskabe tilliden til (og varetagelsen af) den japanske A-krafts sikkerhed, var lovet på plads senest 1. april, men er stadig langt fra afklaret.

Læs mere »

.
Nu fik jeg i det foregående indlæg skrevet, at det var svært at finde en lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, som de ikke havde i forvejen. Men NewMusicXXs modstilling af Rothkos billeder med komponisten Morton Feldmans “Rothko Chapel” fra 1971 i denne video er faktisk ganske vellykket.

Update – Denne video er i mellemtiden blevet gjort privat, så jeg har som nødløsning indsat en video med den fulde udstrækning af Rothko Chapel, men uden billedsammenhæng, i stedet er der blot samme sort-hvide billede. Så der er bedre plads til de indre billeder.

Feldman laver ofte endog meget lange lydmalerier, som i sin klangsprøde, næsten gennemsigtigt åbne, langsomt fremadfamlende smagen på verden aldrig helt opnår form – i hvert fald symfonisk form. Men i “Rothko Chapel” (1971), skrevet under indtryk af Rothkos død i 1970, er formen kortere og mere distinkt, korets stemmehav fortætter sig indimellem til egentlig substans, og celloen gestalter umådeligt smukke kalligrafiske afskedstegn i tomheden efter Rothko.

Har bestilt musikken hjem og glæder mig til at høre den i sin sammenhæng.

Se flere pausebilleder.

Mark Rothko (1903-70): Orange, Red, Yellow, oil on canvas 1961.

I den serie af pausebilleder, som gradvist er opstået her på bloggen, har det indtil nu været konstellationer af billede og lyd, som har tegnet billedet. Men i dag er det i al sin enkelhed et billede.

Et billede så enkelt, at alle ville kunne se med uden forudsætninger. Et billede uden budskab – intet at forstå og analysere, blot ren flade og kontur: orange, rød og gul. Og så endda så komplekst i sin opløsning af fladen, at det er værd at dvæle en stund ved. Et billede man kan fortabe sig i, forsvinde ind i, vende tilbage fra efter at have badet i det vidunderliste solorange. Måske også et billede, som salig Rindal ville kunne have fået galt i halsen, ikke mindst hvis han fik at vide, at han stod overfor verdens dyreste maleri. For dette billede er netop i dag på Christie’s handlet til 496 mio. dollar, eller 2,5 mia. danske kroner.

Rothko malede ofte i meget store formater, og den vibrerende fornemmelse af uudgrundelige dybder i hans farveflader, som er skabt med lag på lag på lag af semitransparente strøg, kommer kun næsten til sin ret i kunstbøgernes og computerskærmenes raster-virkelighed.

Rothko er en af mine yndlingsmalere, og Orange, Red, Yellow er fra hans glansperiode, hvor den abstraktionens rejse, som var startet i tiden lige efter 2. verdenskrigs afslutning havde fundet sit modne udtryk, og mesterværkerne faldt tæt. I en stor Rothko-bog, jeg har, med 200 værker, er Orange, Red, Yellow således slet ikke med, og alene fra årene omkring 1960 er der 10-15 billeder, jeg resonerer bedre med. For ikke at tale om de billeder, han lavede mod slutningen af sit liv, hvor kræfterne ikke rakte til at arbejde i de store olieformater, og han derfor fortsatte i mindre skala på papir. Her nåede abstraktionen nye niveauer af klarhed.

For dem, som ikke synes et still-billede er et rigtigt pausebillede, kommer der her en række video-links. Men jeg har ikke kunnet finde nogen lyd-billed-konstellation, som gav Rothkos billeder noget, de ikke havde i forvejen. Så det blev ved still-billedet, og udvalget her er mere i det dokumentariske felt: Rothko (med Simon Schama intenst indlevet om Rothko), Rothko exhibition in London, Mark Rothko – Ein Portrait I, Mark Rothko – Ein Portrait II, Kate Rothko: about my father Mark I, Kate Rothko: about my father Mark II og What Mark Rothko thinks about modern art & people, som er et lille uddrag fra BBC-dokumentaren “The Power of Art – Mark Rothko”, hvor Rothko siger:

“When I was a younger man, art was a lonely thing. No galleries, no collectors, no critics, no money. Yet, it was an golden age, for we all had nothing to lose, and the vision, the gain. Today is not quite the same. It is a time of tons of verbiage, activity, consumption. Which condition is better for the world at large I will not venture to discuss. But I do know that many of those who were driven to this life are desperately searching for those pockets of silence where we can root and grow. We must all hope we find them.”

Se flere pausebilleder.

Steffen Boesen: Moderne kunst sætter rekorder på stribe i New York, Politiken 09.05.2012.

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet –  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.

.
Paul Gilding: The Earth is full, TED forelæsning februar 2012, 16:47 min. YouTube video.

Ikke månen, men jorden, er fuld – fuld af mennesker, af ting, vores affald, vores monokulturer, uddunstninger og afbrændinger. Fuld af forventninger og ideer – og konsekvenserne deraf. Fuld af sporene – for ikke at sige arrene – efter vores aktiviteter, som drøner derudaf for fuld kraft. I vores stræben efter stadig mere, bedre, højere, hurtigere synes vi knapt at ænse det faktum, at vi lever over evne og i dag bruger, som havde vi halvanden klode at bolte os på. Hverken som verdenssamfund, som nation, som virksomhed eller som bysamfund er vi i stand til at tage den fulde konsekvens deraf. Så vi er i fuld gang med at forøde fremtidens livsgrundlag.

Var det i håndbold, havde det i den grad været tiden for en timeout. Men udviklingen kører på fuld kraft, så vi nærmer os det sted, hvor der ingen vej er videre, hvor vi møder fuldt stop over alt – fra økosystemernes og de økonomiske systemers krampetrækninger, og fra en stadig voldsommere klimatologisk feedback som følge af de gigaton af drivhusgasser, vi har sendt til himmels siden 2. verdenskrig.

Paul Gilding giver i sin TED-forelæsning et godt overblik over bæredygtighedsudfordringen – og en lille personlig timeout til at indse krisens uafvendelighed, nødvendighed, konsekvenser og muligheder i øjnene.

Og Gilding ender i bedste Hollywood-stil: Kan vi blot vende vores tænkemåde og vende vores frygt til handling, ligger løsningerne lige for, mulige, betalelige og i den grad værd at give den fulde chance!

Nedenstående tekst er skrevet af Marika Yoshida, som bor i Fukushima-området, på 10-månedersdagen for det jordskælv, som 11. marts 2011 udløste en gigantisk tsunami, som ud over store ødelæggelser langs Tohukus kyster satte en stribe atomreaktorer ud af kraft i det, som efterhånden står som verdens mest omfattende A-kraft-ulykke. Marika-sans tekst giver et meget præcist indblik i livet i Fukushima-værkets skygge, og jeg har tilladt mig at hente den ind fra bloggen Senrinomichi.

Ud over jordskælv og reaktor-nedsmeltninger er området denne vinter ramt af særligt store snefald. Sine steder fik det nordlige Japan midt i januar 2 meter sne blot fra et enkelt uvejr. Og oven i alle de andre bekymringer kommer således, at en del af den radioaktivitet, som nu ligger spredt i bjergene, samles med smeltevandet og øger problemerne for vandmiljøet.

Her 11 måneder efter er situationen omkring Fukushima-reaktorerne er stadig yderst labil. Nok blev de i december erklæret i en tilstand af permanent “cold shutdown”, og temperaturen i reaktorerne har siden holdt sig under 100ºC. Men man ved ikke, hvor meget af brændslet, som er tilbage, og hvor meget, som er nedsmeltet, og stadig må man løbende gribe ind med ændringer i kølingen. Det nærmeste en tidsplan for oprydningen efter de tre nedsmeltede reaktorer er, at selve brændslet kan være fjernet på 10 år, mens der vil gå op imod 40 år, før hele anlægget er fjernet.

A-kraftulykken har sat sig dybt i den japanske psyke, og efter Fukushima-ulykken har ingen indtil nu været villige til at genstarte reaktorer, efter at de blev standset for løbende sikkerhedstilsyn. Så  en tid, hvor energibehovet for at holde kulden fra døren er højt, er kun 2 af Japans 54 kommercielle reaktorer i dag i drift. Disse tre står til at skulle til eftersyn sidst i april, og Japan kan da meget vel stå i den situation, at alle 54 reaktorer er standset.

Men tilbage til Marika-sans tekst – lad hendes ord trænge ind.

.
I wrote the note below on Jan. 12, the 10 month anniversary of the nuclear plant disaster. I originally shared it only with limited circles of people. But since quite a number of people want to share it, I decided to edit it into a form of note and make it available more widely.  I decided to preserve it as a note because this feeling is what I could feel only at this moment and I myself felt hesitant to simply let it flow by in the timeline of my social network pages.  On archiving it as a note, I’d like to add a few things.

Læs mere »

.
Denne 20 min. video er fra en friluftskoncert i Kyoto, hvor Frying Dutchman afleverer human ERROR, en sang, et anklageskrift, som er blevet til i kølvandet på A-kraft-ulykken i Japan.

Tindrende vredesudladninger frit svævende på en ubekymret tilbagelænet musikalsk bund. Økonomien, teknologien, magten, energiselskaberne, A-kraft-mafiaen, forløjetheden, de efterplaprende medier, den moderne afsporethed, sanseløshed, forstillelse og kollektive bedøvethed – alt får en tur i Frying Dutchman’s rablende vridemaskine. Det nærmeste jeg kan komme dette udslag af vredens klarsyn er: lysende begavet civilisationskritik.

Og så fremmanes der faktisk gradvist en plan for Japans overgang til et post-fossilt samfund.

Human ERROR er nu kommet med engelske undertekster, så giv dig 20 minutter på briksen. Det handler om meget mere end Fukushima Daiichi.

Frying Dutchman indkalder til markeringer over hele verden op til etårsdagen for den tredobbelte katastrofe i Japan 11. marts 2011. Jeg har kopieret opfordringen ind nedenfor.

Se tidligere blog-indlæg om A-kraft-ulykkens efterdønninger i Japan: Global Conference for a Nuclear Power Free World, Fukushima – Helen Caldicott om sundhed og radioaktiv stråling, Fukushima – otte måneder i tvivl, Fukushima – links, Fukushima – No Nukes Art Project, Murakami: Vi må bygge en verden af “urealistiske drømmere”, Fukushima – stress tests, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Michael McAtteer: The Japanese Punk Band Giving Voice to ‘Generation Fukushima’, 13.03.2012.

www.fryingdutchman.jp.

Læs mere »

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »