Strøtanker om bæredygtighed

Med sneflokkene vrimlende vil jeg gerne benytte lejligheden til at ønske alle en glædelig jul og et lykkebringende 2013.

Med klimakonferencen i Doha i erindring må vi indse, at der stadig er ikke bare et emission gap, men nok så meget et ambition gap og et perception gap, og jeg vil ønske for 2013, at jeg selv, mine venner, mine læsere, mine omgivelser og måske ikke mindst mine politikere, at vi i det nye år – hver især og sammen – ser problemstillingerne i øjnene med fornyede kræfter til at komme videre og tage nogle af de konsekvenser, vi hver især kan og står nærmest til at gøre.

For vores allesammens fremtid behøver det. Verden af i morgen tåler simpelthen ikke, at de nuværende mål forfølges – eller at de nuværende udviklingslinjer forlænges.

Først og fremmest er denne julehilsen er dog et ønske om en jul i pagt med vores indre klima. Måske vi gennem at skabe fred i vores indre kan slutte fred med vores omgivelser.

Et lys for julefreden,
Jens

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Læs mere »

.
“… and the way things can change is by changing our thoughts, our attitudes, our consciousness, and returning to a lifestyle of simplicity, using our understaning of the deep values of respcting the environment, respecting the world around. And so my hope and why we are here is to make sure that civil society don’t get to a state of hopelessness and despair, but they know that there is hope. That there is a future, and we can have an impact in the way things are moving.”

Siger Jayanti Kirpalani fra Brahma Kumaris omkring 3:20 min inde i dette lille interview. Et menneske, som taler med indsigt i den menneskelige natur. Adspurgt, hvorfor verden ikke ændrer sig, når vi har fået det trukket så hårdt op, at vi står på kanten af en irreversibel klimakatastrofe, siger Kirpalani, at vi tøver med at vedkende os alvoren og uafvendeligheden, for når først vi har gjort det, er forandringer i vores livsstil og attitude uafvendelig. Men “… people find it quite hard to contemplate to think about changes in their lifestyle.”

Med Jayanti Kirpalani får vi otte minutter i ophøjet selskab, som stilfærdigt indtrængende minder om, at det ikke er gjort med CO₂-reduktioner langtidsfinansiering og en særlig indsats overfor metan.

Der er i den grad brug for samtidig at prioritere forandringen i den menneskelige opmærksomhed og livsstil og … måske ordet er livsrettethed.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

We must change the way we view the world and our environment, RTCC 27.11.2012.

Protecting the environment, inspired by faith, cop18.qa 01.12.2012.

Religions agree prayer has a role in war on climate change, cop18.qa 07.12.2012.

.
Ved TEDxCopenhagen 18. september havde Selina Juul fra Stop Spild Af Mad et meget begavet og agiteret indlæg om madspild. Ultrakort, på blot 8 min. fremfører hun sin sag, at madspildet er et område, hvor vi alle kan sætte ind – hvor vi alle behøver at sætte ind. Affaldet – vores eget affald – er vores personlige nøgle til at forandre fremtiden, siger Selina. Så “smid ikke fremtiden væk!”

Nogle gange kan madspildsproblematikken næsten drukne i restemadsopskrifter, huskeråd til indkøbslisten osv., andre gange fortoner det store perspektiv sig i et kolossalt statistisk materiale. Men ikke her – ved TEDxCopenhagen fik vi den rensede forklaring, uden hudfletten af de særligt danske vanemønstre, hvilket giver god mening nu, hvor alt foregik på engelsk.

Det er ikke fordi der ikke er tal. Tværtimod. I samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer fremlagde Stop Spild Af Mad for nylig en Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd,¹ som søger at kortlægge, hvilke hjælpemidler der skal til, for at nedbringe madspildet i de private husstande.

Undersøgelsen bygger på data fra en spørgeskema-undersøgelse fra april i år af et repræsentativt udsnit af danskere mellem 18-80 år (n=1024) samt en fokusgruppe, som gennem brugen af forskellige redskaber til at nedbringe madspild, giver feedback på deres oplevelser.

Det skønnes, at en gennemsnitlig dansk familie bestående af to voksne og to børn, kasserer fødevarer for 10.000 kr. årligt – eller for alle danskere samlet i alt 16 mia. kr. Der er spild hele den lange vej fra mark til fabrik til butik til køleskab til komfur til bord til restemadsmulighed til affaldsspand. I USA, som har verdensrekorden i madspild, regner man med at omkring 40% af den mad, som produceres, aldrig bliver spist. Vi er lidt bedre herhjemme, men slet ikke gode nok. i den rige del af verden ryger i gennemsnit omkring en fjerdedel af den mad, vi køber, direkte i affaldsspanden.

Selvom det kan synes af små mængder, 50g her, 150g der, en tør skorpe dér, så ligger størstedelen af madspildet hos forbrugeren, efter at madvarerne er købt i butikkerne. Som Selina siger ved TEDx: “Ladies and gentlemen, we need to be smarter than that …”

Det er i den grad et spørgsmål om de mange bække små, at hvis der hver dag ryger 100g ud pr. næse, så bliver det til en voldsom bunke på et år og et næsten skræmmende bjerg i løbet af et langt liv. Det er den pointe, jeg måske savner i denne TEDx: Den forvandlende kraft i den lille daglige forskel.

Det sker, at man får en avocado med hjem, som er dårlig i den ene ende, eller en melon, hvor man må skære et hjørne af, eller – et forhold som Stop Spild af Mad har søgt at få ændret på – at vi står med fem for en tier, hvor vi kun havde brug for to. Men alt for ofte er det vores manglende opmærksomhed og uhensigtsmæssige rutiner, som gør, at gode madvarer ender i affaldsspanden.

Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd, forandringspotentialer og anbefaling til tiltag, Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer august 2012 (pdf).¹

www.stopspildafmad.dk.

..

Dagens pausebillede er et lydbillede – eller rettere fire lydbilleder, af vand fra det japanske K-MusicLife: Ét med vandlyde fra en strand åben til det store ocean, ét fra vandlyde fra rismarkernes overrislingskanaler, ét fra en drypvåd japansk skov, hvor fuglestemmer stemmer i, og ét hvor det regner i lotusdammen.

..

Efter en hel dag med konstant larmende vejarbejde lige neden for mine vinduer voksede en gammel længsel om et hus med en have med et rislende vandløb igennem frem igennem de voksende nakkespændinger, og jeg gik på jagt efter vandlyde for om muligt at finde et opblødende, distancerende, beroligende udglattende, rummeligt lydfilter.

For lyden af vand er måske det mest beroligende der findes. I hvert fald er det noget af det mest beroligende, jeg kender. Selvom jeg er vokset op i byen, har jeg haft havet i øret helt tilbage fra min barndoms sommerhus på kanten af Kattegat, bogstaveligt så tæt at det er ved at skylle i havet. Her vågnede man til havet, levede med havet, dets langsomme hæven og sænken i pagt med månen, som tidvist lod store sandrevler dukke frem, og man slumrede ind i havets uudgrundelighed. Mange somre rundt i de skandinaviske farvande har jeg haft den beroligende lytten til bølgeslagets uendeligt langsomt ændrende rytme, om det er dovent slikkende store sten, voldsomt brusende materialepolering, langsom tilbagerislen, eller skramlen med havstokkens skaller eller klukken i bådskrogets klinkbordlægning. Og på det seneste er jeg kommet til at holde af regnen i byen, fordi den lukker af for så utroligt mange lyde og gengiver os stilheden eller næsten-stilheden – det at vi ikke i vores bevidste eller underbevidste konstant skal forholde os til titusinde irrelevante ting i vores omgivelser.

Læs mere »

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

Strøget anno 1962, billeder fra Politiken: Se Strøget før og nu.
.

Strøget anno 2012, billeder fra Politiken: Se Strøget før og nu.

I anledning af Strøgets 50-års fødselsdag bringer Politiken i dag en munter fødselsdagshilsen, hvor billeder taget fra stort set samme øjepunkt viser den indimellem ganske omfattende transformation over 50 år. Til forskel fra her på bloggen, kan man på Politikens hjemmeside se billederne over hinanden og med en skyder flyde mellem det ene og det andet billede.

De to billeder herover fra hjørnet af Vimmelskaftet og Skovbogade giver meget direkte forskellen – 60ernes biler har måttet lade pladsen for cykler, caféliv og et træ. Butikkerne har langt større omsætning end dengang – Strøget er i mellemtiden blevet verdenskendt som verdens længste fodgængergade.

Man kunne også have fundet et billede med musikanter og gadeteater, for Strøget er i den grad blevet et gadeteater, hvor det efterhånden kan synes som om, at flere dresser up for at blive set, end når vi skal i Det Kongelige Teater.

Politikens lille artikel: Fotoleg: Se Strøget før og nu har i alt seks billedsæt. Man fornemmer tydligt, at hvor husene stort set er de samme, så er det i høj grad de kommercielle signaler, som er skiftet. Jeg har efterhånden fulgt med i mere end 30 år, og de fleste butikshjørner har nået at skiftet ham adskillige gange under vejs. De høje huslejer gør sit til, at alle butikker, som ikke til stadighed oppebærer en stor omsætning, ganske hurtigt bliver luket ned. Så i dag er der ingen pornobutikker, ingen isenkræmmere, (snart) ingen banker, mobiltelefoner og ganske meget andet. Man græmmes, når Rosentahl må lukke og vige pladsen for endnu et legeland eller en vej selv-slikbutik, eller den kongelige hofleverandør-bager må vige.

Men kan man regne med, at modebutikkerne, souvenir-butikkerne, frugtboderne, pølsevognene, karaoke- og schawarma-baren, Shanghai, Georg Jensen, Nørgaard på Strøget, H&M, FONA og de store varehuse, som i dag synes helt selvfølgelige på strøget, også er der om 50 år?

Nok ikke ikke dem alle sammen. For selv efter 50 år er Strøget et yderst dynamisk rum. 

Selvom Strøget i sin tid havde mange modstandere – det går aaaaaldrig godt og den sædvanlige med at alle kunderne kommer kørende i bil, parkerer lige foran butikken og køber for en million – så kan vi nok regne med, at Strøget også ligger der om 50 år.

Måske endda det er forlænget, så der er sammenhængende gågade fra Vesterbro Torv til Den Lille Havfrue.

Politiken efterspørger den perfekte gave til fødselaren, som har alt. En sådan udvidelse af byens fodgængerzone ville bringe Strøget ind i en ny æra.

Fotoleg: Se Strøget før og nu, Politiken 30.08.2012.

Birgitte Kjær: Fremtidsforsker: Strøgets identitet risikerer at gå i opløsning, Politiken 01.09.2012.

Huffington Post bragte mandag en yderst interessant artikel af Deepak Chopra, Global Warming and the Meaning of Doom, hvor han indledende ser på forskellige reaktioner på den klimakrise, som med stadig større tydelighed udfolder sig umiddelbart foran os. Han opstiller her fem forskellige taktikker eller attituder, som man kan vælge overfor klimaudfordringen:

– Mount a vigorous public crusade with greater signals of alarm.
– Rely on future technology to reverse the harm done to the atmosphere.
– Prepare for a future with a drastically different ecological balance.
– Do nothing, except perhaps pray.
– Temporize until the catastrophe cannot be ignored.

Den første strategi er aktivistens og klimajournalistens velmente forsøg på at råbe verden op og talen til fornuften, moderinstinktet, retfærdighedssansen, overlevelsesdriften vores allesammens højere stræben og idealer. Den næste er troen på den teknologiske løsning, storskala-geoengineering, det teknologiske fix. Som da Dansk Industri op til Klimatopmødet i København lancerede et Bright Green-concept, hvor vi blot skulle fortsætte med at forbruge som hidtil, så skulle industrien nok sørge for, at producere klimavenligt og bæredygtigt.

Den tredje strategi er den klimatilpasning, vi alle må prioritere, når den fælles klimaindsats ikke lykkes. Den fjerde og femte strategi – ikke-handlingen og udsættelsen – er i dag nok de mest udbredte, både på villavejene og i de politiske systemer. I en situation, hvor vores videnskab har afdækket et akut behov for gennemgribende handling, så vi ved COP17 i Durban verdenssamfundet enes om først at måtte gøre noget fra 2020 og efterfølgende knapt at kunne blive enige om, hvad man havde besluttet. Og vi måtte for nylig i Rio indse, at viljen til at handle i et globalt perspektiv kan ligge på et meget lille sted.

“It seems utterly meaningless to foul our planetary nest,” skriver Chopra: “But there is meaning to be found here. The meaning resides in the very source of the problem, human nature. Human beings place their desires ahead of the collective good. We consider ourselves more important than the ecology, which is rooted in the belief that we are above Nature herself, a privileged species that need answer to no one, not Nature, not God (if a deity exists).”¹

Læs mere »

Dagens pausebillede er en film fra 1992, “Dream Windows: Reflections on the Japanese Garden”. Måske ikke umiddelbart så tom, så modernistisk eller så tankeudtømmende som sædvanligt i serien Pausebilleder, men filmen indkredser omvendt en stærk tradition for en intethedens og tomhedens æstetik, som den har udfoldet sig gennem århundrederne i den japanske æstetik, og forfølger spørgsmålet, hvordan hele dette kulturelle kompleks kan ikke bare videreføres, men endnu mere  transformeres ind i og berige en moderne virkelighed, hvor mennesket, dets selvopfattelse, tidsopfattelse, målrettethed og mulighedsfelt har forskudt sig radikalt.

Det er en tilgang til æstetik, som har betydet utrolig meget for både mit æstetiske og mit eksistentielle udsyn, som jeg længe anede og tog fuldt ind, da jeg første gang kom til Japan i 1984. Det er en æstetik og et udsyn, som er blevet til længe før vi vidste af klima- og bæredygtighedsproblemer. Men det er omvendt min klare overbevisning, at det ikke for alvor kan lykkes at få hånd om klima- og bæredygtighedsudfordringen, før vi får fat i en sådan æstetisk-eksistentiel dimension. Vi bliver nødt til igen at lære at se det store i det små. Vi bliver nødt til at udfolde vores stræben, mætte vores længsler, og skabe vores livsfylde i mere drømmende, immaterielle rum.

Til forskel fra mange film om japansk æstetik, som dvæler ved den ydre skønhed, kommer man med Dream Windows virkelig ind under huden af den japanske æstetik, til benet så at sige, så det er en yderst anbefalelsesværdig film.

Musikken er af den japanske komponist Toru Takemitsu (1930-96), hvis musik forunderligt spænder ud mellem fransk impressionisme, vestlig modernisme og traditionel japansk musik.

Dream Windows varer i alt lige knapt en time, og er i YouTube-udgaven delt over i tre:

Læs mere »

.
Denne lille video fra Bhutan – et af de få steder, hvor det endnu ikke er lykkedes den moderne civilisations forbrugerisme at udbrede sit mycelium – blev lagt op på Rio+20s hjemmeside umiddelbart inden topmødets start.

Bruttonationalproduktet BNP har længe været den definitive målestok, når vi skulle sammenligne velstanden i verdens lande, men i de senere år har der stadig oftere været stillet spørgsmålstegn ved det rimelige heri. Selv når man korrigerer for indbyggertal og real-købekraft, er BNP i sidste ende en kvantitet, som kun rudimentært beskriver de fleste af de kvaliteter, som gør livet værd at leve: sundhed, kærlighed, tryghed, livsglæde. Der findes da også et utal af talemåder, som uden at afvise, at penge er rare at have, understreger, at man ikke kan købe sig til lykke.

Frem for økonomisk vækst som mål har man i Bhutan systematisk igennem fire årtier søgt at udvikle landet i forhold til at bibringe sin befolkning den størst mulige lykke. Og man har gradvist udviklet et lykke-indeks med 72 parametre inden for 9 forskellige hovedområder for at kunne “måle” samfundets niveau af lykke i både kvantificerbare og mere uhåndgribelige aspekter.

Læs mere »