Strøtanker om bæredygtighed

I dag indfører Kina et forbud mod brug af gratis plasticposer i detailhandlen. Samtidig er der udstedt et forbud mod salg og brug af ultratynde (0,025 mm) plasticposer, bortset fra særlige situationer, hvor det er nødvendigt for fødevarehygiejnen. Fremover vil det stadig være tilladt at fremstille og sælge kraftigere poser af nedbrydeligt plastic, som kan bruges igen og igen. Men i et dokument offentliggjort på en statslig hjemmeside omkring nytår, taler man om det ønskelige i at vende tilbage til en udstrakt brug af stofposer og indkøbskurve.

Plasticposer har fået en voldsom udbredelse i Kina i de sidste 15 år, og Kina bruger årligt 5 mio. ton (37 mio. tønder) råolie til plasticposer.¹ Plastic udgør således ifølge Men Xiaowei fra det kinesiske handelsministerium 3-5 % af det samlede affald, hvoraf langt det meste er plasticposer. “It is a ‘habit revolution,'” siger Men: “It will no doubt bring some inconveniences. However, to limit the use of plastic bags is to protect our entire environment.”²

Kampagnen for udfasningen af engangs-plasticposen kommer i forlængelse af et forbud sidste år mod engangs skumbakker, som blandt andet i stor udstrækning bruges til take away-mad. Og overtrædelser vil blive fulgt op med markante bøder.³

I et dansk supermarked kan man snart ikke købe ferskvarer uden både plasticovertræk og skumbakke. Noget af det har klart hygiejniske hensyn. Men kunne vi gennemføre noget tilsvarende i Danmark? Ikke uden en utrolig masse piveri og risiko for vælgerflugt på grund af upopulære beslutninger. På den led er kineserne en del tættere på en holdbar fremtid, end vi er.

Alex Pasternack: China Launches Crackdown on Plastic Bags, Treehugger.com 09.01.2008.¹

Ban on plastic bags draws mixed reaction, China Daily 30.05.2008.²

Retailers face big fines for violating plastic ban, China Daily 10.04.2008.³

Mark Magnier: Poking holes in China’s plan to ban plastic bags, Los Angeles Times 26.01.2008.

China bans free plastic shopping bags, International Herald Tribune 09.01.2008.

Wang Jingqiong: Bye to plastic bag full of trouble, China Daily 02.06.2008.

Li Jing: Daily lives getting greener, China Daily 10.11.2008.

Vores hjem er i løbet af de seneste årtier blevet fyldt med stadig flere elektriske apparater, og selvom jeg har prøvet at holde igen og indrettet mig uden TV, tørretumbler, opvaskemaskine og elektrisk tandbørste, så går der masser af elektronik på min tilværelse, og jeg ville nødig leve uden stereoanlæg, vaskemaskine og køleskab.

Jeg arbejder mest hjemme, og ikke mindst mit kontor bugner af elektronik: En bærbar, som er i gang 12-14 timer om dagen, to printere, en ekstra harddisk, et modem, en router, som er sat til døgnet rundt, og en masse ekstra, jeg tager frem efter behov, scanner, dias-projektorer, DAT-båndoptager, oplader til kamerabatterier. Selvom det er småting, bliver det til for min en-personers husstand 1.800 kWh (kilowatttimer) om året – et godt stykke over Elsparefondens mål på 1.000 kWh pr. person i klub 1000. Elsparefonden mener da også, at 1.500 kWh er et mere realistisk mål for aleneboende. Der går cirka samme strøm til køleskabet, komfuret og fjernsynet uanset om man er én eller flere.

Hvor det er umiddelbart forståeligt, at de elektriske apparater bruger strøm, når vi bruger den, er det let at glemme, at de fleste af dem bruger strøm, så længe de er sat til. Den eksterne harddisk har en lille blå pære, som lyser selv når den er i dvaletilstand, printeren står klar til at printe selv når computeren er slukket og jeg er over alle bjerge, computerens oplader bruger en lille smule strøm, selv når den er færdig med at oplade.

Jesper Stein Sandal har i artiklen: Så meget strøm bruger dit pc-udstyr, testet, hvor de skjulte strømtyve var på hans kontor. Et TV med billedrør bruger 80 W, en PC (han har checket 2 forskellige) brugte 88-130 W med spidsbelastninger oppe på 164 W. Heroverfor bruger en bærbar 21-34 W eller rundt regnet en fjerdedel (se listen nedenfor). Men hans modem bruger konstant 5 W, og routeren, den trådløse telefon, inkjet-printeren og opladerne til mobilen og til det digitale kamera bruger tilsvarende hver 1-3 W blot ved at være sluttet til. Alt i alt bliver det over tid til et markant strømforbrug.

Læs mere »

I England har der været voldsomme diskussioner om rimeligheden af en stor udbygning af Heathrow Airport, som allerede i dag med sine fire terminaler er en gigantisk lufthavn, som man alt for let farer vild i. WWF UK har på den baggrund lavet en rapport om erhvervslivets forventninger til deres fremtidige flyrejseforbrug, Travelling Light.

Travelling Light bygger på en enquete-undersøgelse blandt de engelske FTSE 350-firmaer (de 350 største børsnoterede engelske firmaer) foretaget i januar 2008. Og til forskel fra politikernes og luftfartselskabernes forventninger (læs forhåbninger) om stadig stigende flytrafik, viser det sig, at der i de toneangivende engelske virksomheder er en klar forventning om, at man fremover vil bruge flyene mindre.

Det er glædelige nyheder, for flytrafikken er en af de helt store CO₂-syndere, og når CO₂-kurven stadig kun næsten vender den rigtige vej i de industrialiserede lande, er det fordi transportsektoren (fly, lastbiler og skibsfart) bliver ved med at vokse, så den stort set æder udbygningen med vedvarende energi og energiforbedringer på andre områder.

• 62 % af de undersøgte virksomheder har allerede reduceret deres forbrug af flyrejser.

• Yderligere 24 % er for tiden ved at udvikle planer for at reducere rejseforbruget.

• 89 % af virksomhederne forventer, at de vil flyve mindre i de næste 10 år.

• 85 % siger, at videokonferencer kan være med til at mindske deres forbrug af flyrejser.

• 89 % af virksomhederne tror, at videokonferencer kan øge deres produktivitet.

• 77 % af virksomhederne tror, at de fremover vil bruge flere togrejser.

• 56 % af virksomhederne regner med at bruge mere hjemmearbejde.

Læs mere »

Japan er jakkesættenes og de ulasteligt klædtes mekka, og indtil for få år siden var jakkesæt og slips obligatorisk i størstedelen af japansk erhvervsliv. I den japanske sommer, som kan være næsten kvælende fugtigvarm, er det langt fra den mest indlysende beklædning, og sommeren igennem har airconditioning-anlæggene landet over kværnet for at opretholde en kunstig kølighed i landets kontorbygninger og indkøbcentre. Der går rundt regnet dobbelt så meget energi til at køle en grad som til at opvarme en grad, så når man kommer blot lidt længere syd på end Danmark, bruger man typisk mere energi på køling end på opvarmning.

Den japanske miljøminister Yuriko Koike iværksatte derfor i 2005 en ‘Cool Biz’-kampagne, hvor japanske forretningsmænd og kontorarbejdere blev opfordret til at skifte dress code i sommermånederne: Lad jakken og slipset blive hjemme, brug kortærmede skjorter, og … sæt termostaten op på 28ºC.

I et land, hvor en stor del af identiteten ligger i iscenesættelsen, er sådanne forandringer, som griber dybt ind i stærke vanemønstre, lettere sagt end gjort. Men den japanske statsminister Juniciro Koizumi (til højre) og hans administration gik i front med at gå i afslappet tøj, som afspejlede årstiderne.

Allerede den første sommer indførte omkring en tredjedel af alle virksomheder ‘Cool Biz’, med en beregnet CO₂-besparelse på 460.000 ton. For sommeren 2006 regner man med, at besparelserne ved at skrue airconditioning-termostaten op fra 24º til 28º har været på 1,14 millioner ton CO₂. I sommeren 2007 havde næsten halvdelen af alle arbejdspladser indført ‘Cool Biz’, hvilket giver en reduktion på omkring 1,4 millioner ton CO₂.

Læs mere »

Nu er boblevand – eller designervand, som nogen kalder det – faktisk en af de få chancer vi har for at kunne se CO₂. Men selvom det nærmest er blevet symbol på klima-uansvarlig adfærd, så er den CO₂, vi lukker ud af flasken, når vi drejer låget om, kun en meget lille del af den drivhusgas, der følger af at drikke de CO₂-perlende dråber.

Når sandt skal være, er det københavnske vandhanevand er ikke verdens bedste drikkevand. Men jeg har lært mig at holde af det ved at bruge godt med citron. Citronsaften fjerner fuldstændig den kalkede fadhed, samtidig med at det giver lidt ekstra antioxidanter. Og fra nu af, hvor vi har haft de første varme dage, har jeg hen over sommeren næsten altid en stor kande med vand stående i køleskabet, så jeg ikke behøver at lade vandhanen løbe kold helt op på anden sal mange gange om dagen blot for at få et enkelt glas. Limefrugt kan på samme måde åbne det københavnske vand.

Men tilbage til boblevandet fandt jeg for nylig på Yale sustainability blog 10 facts om boblevand, som måske lige er værd at memorere, så der nu hvor sommeren står for døren altid er citroner i huset.

Læs mere »

Midt i sidste uge blev en Gallup-undersøgelse offentliggjort, som viste, at to tredjedele af knapt 1.000 adspurgte ønskede lukkeloven afskaffet. Lukkeloven er et levn fra formyndersamfundet, hedder det, alle andre steder i verden kan man købe næsten hvad som helst døgnet rundt. Politiken stillede i den forbindelse spørgsmålet: Skal vi afskaffe lukkeloven? Og der var bedrøveligt mange læsere, som markerede, hvor god en idé det ville være, hvis butikkerne var åbne om aftenen og om søndagen, så man kunne shoppe, når man havde lyst – det vi sige altid.

Et af de gennemgående argumenter var, at det ville give butikkerne mere omsætning – som om det er det, som verden har brug for i en tid, hvor vi slider hårdere end nogensinde på klodens ressourcer.

Når man bor i Indre By, er søndagene noget særligt. Det er de morgener, man vågner til fuglesang, hvor rådhusklokkernes kvartersslag er ikke overdøvet af trafiklarm, og duftene fra jord og træer vender tilbage, når udstødningen fra den tunge trafik stilner af. Roen sænker sig vederkvægende, for ingen har travlt, der er ikke tusinde ting, der skal nås inden lukketid. Der er faktisk ingenting at nå. Stadig er der mange mennesker i gaderne, men de slentrer, smiler, taler sammen, kigger sig omkring, går på opdagelse – og oplever en anden by, hvor gaderummene ikke er fyldt til drøblen af parkerede biler og byens mange smukke steder og huse toner langt klarere frem.

Jeg tror vi alle har godt af en ugentlig hviledag, hvor byen og vi alle sammen går lidt ned i gear.

At en afskaffelse af lukkeloven også vil blive fordyrende for vores varer og en latent trussel mod små nærbutikker og specialbutikker, er en anden ting vi burde gøre os klart, inden vi sender i titusindvis af mennesker på søndags- og aftenarbejde.

Dorthe Lønstrup: Skal vi afskaffe lukkeloven? Politiken 08.05.2008.

Frederik Pedersen: Småbutikker udsultes hvis lukkelov fjernes, Politiken 08.05.2008.

Frederik Pedersen: Hver anden butik har søndagsåbent, Politiken 07.05.2008.

Ja, kloden er ved at koge over, og nej, kogebøger har ikke umiddelbart så meget med global opvarmning at gøre – og så alligevel. I hvert fald stod jeg i dag under opvasken med et flash back til en illustration i en kogebog fra for længe siden, med et øjebliks fornemmelse af klarsyn.

Her var i al sin undselighed et forståelsesbillede på, hvorfor vi i Vesten, selv når vil gøre tingene rigtigt, i vores dualistisk forankrede forståelsesunivers let kan komme til at vælge de forkerte strategier, når vi står overfor umiddelbart uhåndterbare situationer som klimatruslen og de stadig klarere tegn på, at vi bæredygtighedsmæssigt er på en endog meget uholdbar kurs.

Makrobiotikken er et sæt spise- og leveregler med rødder langt tilbage i tiden. Den første kendte brug af ordet stammer fra Hippokrates (ca. 460-370 f.Kr.), som brugte betegnelsen om mennesker, som evnede et langt (og sundt) liv. Ordet kommer da også af græsk, macro, stor/lang og bios, liv. I dag forbinder vi makrobiotikken med mikro-makro, yin-yang og noget fra Østen. Makrobiotikken som system, som den kendes i dag, er da også sammenfattet og introduceret til Vesten af japaneren George Ohsawa (1893-1966), som i 1965 udgav bogen Zen Macrobiotics.

I makrobiotikken er alle fødeemner delt ind på en skala mellem yin og yang, som betegner komplementære egenskaber som udvidende-sammentrækkende, varmeproducerende-kølende osv. Den stadige bestræbelse er hele tiden at opretholde en optimal balance, som modsvarer årstiderne, vores væsen og mængden og arten af vores arbejde. Vi har således for eksempel brug for en varmeproducerende og udvidende kost i vintertiden, som ville gøre os dorske og utilpasse i sommervarmen, og det er ganske interessant at læse Hippokrates’ overvejelser om, hvordan der om sommeren skal mindre kød i diæten og mere vand i vinen for ikke at producere for meget varme. Ifølge Hippokrates fordrer det særlig i forårs- og efterårsmånederne en vis opmærksomhed at få overgangsperioderne vel afbalanceret.

Det var denne figur til højre, som tonede frem under opvasken (se den med billedtekst nedenfor). Den øverste linje viser en situation, hvor balancen mellem yin og yang (trekanterne) er opnået gennem at spise fødeemner, der er ekstremt yin, og fødeemner, der er ekstremt yang. Dette giver en meget stor amplitude og en resulterende situation, som er ustabil.

Et typisk eksempel kunne være at afbalancere masser af øl og vin (udvidende) med rygning(sammentrækkende). Det virker faktisk som ønsket i situationen, men bliver dybt problematisk, hvis det står på i årevis.

Den nederste linje viser en situation, hvor kosten hovedsageligt består af fødeemner, som yin-yang-mæssigt ligger tæt på balancepunktet. Dette giver en langt mere stabil og velafbalanceret situation.

Overført på nutiden har industrisamfundet i forhold til naturen og dens kompleksitet og balancer været ganske ekstremt. Og nu, hvor vi er ved at vågne til de miljømæssige konsekvenser, så kompenserer vi i stor udstrækning med andre ekstreme løsninger (cigaretter og vin), frem for at afbalancere, som i den nederste linje. Det har sin egen dynamik og logik, som det kan være svært at træde ud af, men det er i mine øjne tvivlsomt, om det nogensinde vil føre til bæredygtige samfund.

Læs mere »

I denne tankevækkende video præsenterer Jeff Smith, Lunar CEO, og Nirmal Sethia, leder af Center for Business and Design ved Cal Poly Pomona, en ny måde at forstå udfordringerne ved bæredygtigt design.

Frem for de nuværende bestræbelser, som helt kort kan sammenfattes i ‘more with less’, plæderer Nirmal Sethia og Jeff Smith for ‘less with more’ – og dermed for et design-paradigme, som går fra produktoptimering til livskvalitet. Fra at forstå bæredygtighed som bæredygtig produktion og bæredygtige produkter er vi således nødt til også at forholde os til bæredygtig virksomhed og bæredygtigt forbrug.

‘Less with more’ indebærer en tilværelse med mindre forbrug, ophobning og konkurrence, mere glæde, frihed og tilfredsstillelse.

Titlen til trods handler videoen ikke om biler, men om bæredygtighedsbegrebet generelt. Jeff Smith og Nirmal Sethia leverer her 40 minutter begavet tale, så nyd det på et tidspunkt, hvor du har tid.

Læs mere »

I denne lille video giver Annie Leonard et tankevækkende rids af de sociale og økologiske konsekvenser af den lineære produktionsmåde, som præger vores tidsalder, fra råstofudvinding over produktion, salg og konsum til bortskaffelse. Det kan vi kort sagt gøre meget bedre i det 21. århundrede.

Når man for 4,99$ kan købe en lille grøn børneradio i et supermarked i USA med dele, som stammer fra mange kontinenter, er det fordi vi ikke betaler prisen – det den overfor kloden burde koste – påpeger Leonard: En stor del af udgiften ved et produkt er eksternaliseret. Hvis markedsmekanismerne skal bringes til at gøre andet end at nedslide kloden med stadig større hast og stimulere os få os til at handle ubæredygtigt, er det uomgængeligt vigtigt, at vi får alle udgifter til et produkt internaliseret.

Dette indebærer blandt andet, at prisen skal inkludere alle afledte miljø- og sundhedsudgifter i forbindelse med produktion og transport samt udgifter til fuld recirkulering. Så ville privatbilen blive dyrere at tage på arbejde i end bussen eller cyklen, den økologiske grøntsag ville blive billigere end den kunstgødede, cigaretterne have indbygget en afgift til hospitaler – kort sagt ville det blive meget dyrere at ødelægge, og meget billigere at handle bæredygtigt.

Leonard kommer langt omkring: “Hvad er meningen med en annonce ud over at gøre os utilfredse med, hvad vi har …” er blot et af mange fyndige udsagn, som kommer i hastig følge i den 20 minutter lange video. Det er en rå historie om klodens hastige konsum, men Leonard er begavet selskab, og tegneserieformatet gør det til at bære at tage fortællingen ind. Det ender da også med at der er en anden måde.

Læs mere »

New York Times bragte for en uges tid siden en meget læseværdig artikel af forfatteren Michael Pollan, Why Bother?, hvor han stiller sig spørgsmålet hvorfor?

Hvorfor forholde sig til klima-truslen? Hvorfor dog gøre noget ved ens livsstil, når der findes tusind gode undskyldninger for blot at fortsætte, som om klimaforandringer ikke er mit problem? Hvorfor begrænse sig, når millioner af nyrige kinesere og indere står klar som nye superforbrugere? Hvorfor påtage sig forandringer, når klimaforandringerne ikke kan stoppes alene af nok så velmenende borgere? Det kræver nye love, det kræver intelligente investeringer – men det formår heller ikke at vende billedet. Penge og politik kan intet udrette uden vi velmenende borgere.

Pollans pointe er, at det ikke bare nytter noget, men er bydende nødvendigt. 70% af økonomien er forvaltet af den enkelte forbruger, og først den dag vi sender entydige signaler til vores politikere om, at vi ønsker forandring, får vi en helhjertet indsats fra vore politikere.

I tråd med Pollans forfatterskab runder han Why Bother? af med, at noget af det, som virkelig nytter noget, er at dyrke blot en del af ens føde selv. Ikke blot vil det gøre noget nu meget CO₂-producerende CO₂-neutralt. Det vil være et vigtigt sindbillede for os på, at vores tilstedeværelse på kloden frem for begrænsninger kan være båret af vækst.

Michael Pollan: Why Bother?, New York Times 20.04.2008.

Blog-indlægget Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma rummer to videoer med Michael Pollan, hvor han fortæller om sine to seneste bøger.