Strøtanker om bæredygtighed

Jette Gottlieb og Morten Kabell fra Enhedslisten har i dag i Information et indlæg, Gratis offentlig transport kan betale sig, hvor de advokerer for gratis offentlig transport. Ikke bare ville det alene i Københavnsområdet give tre færre dræbte og 25 færre alvorligt kvæstede om året, men det ville give et fald i privatbilismen på 10%, og det er nok til, at det vil kunne mærkes på vejene. Og det kan ifølge Gottlieb og Kabell sammen med bompenge være et vigtigt element i at undgå broderparten af de 120.000 timer, som hver dag går tabt i trafikkøer i Storkøbenhavn – heraf mange på timeløn.

I en tid, hvor de basale levevilkår er stigende og leveudgifterne i Københavnsområdet strammer til for lavindkomstgrupper som studerende og pensionister, vil gratis offentlig transport også have en klædelig social side.

Både klima- og sundhedsmæssigt set vil der være fordele, hver gang transport flyttes fra privatbil til den kollektive transport, som CO₂– og luftforureningsmæssigt er mindre belastende end privatbilismen – om end der her er endnu større positiv virkning ved tiltag som brug af fjernarbejde, relokalisering af bo- og arbejdssted, større osv. som kan mindske transportbehovet.

I mit billede af en bæredygtig fremtid bruger vi langt mindre tid og energi på at flytte os selv og vores mange ting rundt i verden end i dag.

Jette Gottlieb og Morten Kabell: Gratis offentlig transport kan betale sig, Information 06.08.2008.

Marie Varming: Gratis offentlig transport vil være dyrt og måske ikke så effektivt, Information 02.08.2008.

Kunne ikke forlige mig med tanken om, at billedet fra nedenstående indlæg stod ukommenteret øverst på bloggen, så jeg fandt et andet Kina-billede frem – et af favoritterne fra min barndoms frimærkesamling.

Med de graciøst flydende bevægelser, som formeligt løfter det horisontale rektangel, tænker jeg uvilkårligt Tang-dynastiet – omtrentligt dansk vikingetid – hvor Kina med Chang’an som hovedstad oplevede en kulturel blomstringstid. Ikke mindst i keramikken finder man her en sublim formens klarhed, som var tæt forbundet med det formløse. Den tid havde givet sin ødselhed og ekstravagance, men det foregik i en grundlæggende sund symbiose med det omgivende naturgrundlag, og Kina havde med sin komplementære forståelse af naturens dynamik en grundforståelse af mennesket i verden, som førte til bæredygtigt set stabile samfund.

Heroverfor står de tungt himmelstræbende køletårne nedenfor som billede på verdens umættelige konsum, og man tænker uvilkårligt, hvad godt kom der ud af det store industrialiseringsprojekt? Hvor er kulturen i massesamfundet? Hvor er lykken, lydhørheden, raffinementet, varigheden, retningen mod forløsningen? Hvor ligger tilfredsstillelsen ved med kloden som indsats at producere og samle stadig større mængder af inferiøre duppeditter omkring os?

Se tidligere blog-indlæg: En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport.

De bløde mostæpper som blødt dækker havefladerne omkring de japanske templer, er en uadskillig del af den japanske havekunst, som den har udviklet sig gennem århundrederne, ikke mindst i mødet med den zen-buddhismens kunstimpuls. Og når japansk inspirerede haver andre steder i verden stort set altid mangler den dybde og uudgrundelighed, som man møder i Kyotos kontemplative haveuniverser, er det fordi få steder i verden som Kyoto har en konstant høj fugtighed igennem størstedelen af vækstsæsonen.

Som del af gennemførelsen af et case-studium boede jeg i en periode i 1995 i Shinju-an, et 500 år gammelt zen-tempel i Kyoto, og noget af det smukkeste og mest betydningsfulde, jeg har gjort i mit liv, var hver morgen at rense templets ti moshaver for hvert lille blad og knopskæl, som måtte være faldet i døgnets løb. Havearbejde er regnet for den fineste meditationsform, og jeg erfarede i mødet med Shinju-ans moshaver meget præcist den one-pointedness, som står centralt i zen-menneskets eksistentielle indsporing.

Yamada-san, Shinju-ans abbed, sagde ikke ret meget, og når han endelig sagde noget, var det ofte beklagelser over moshaverne. De stod ikke på samme måde som tykke tætte væg til væg-tæpper, som i hans ungdom – han var kommet til templet som 12-årig og havde passet dem i mere end et halvt århundrede.

Da jeg i går via AFP læste, at klimaforandringerne også er hårde ved de japanske moshaver, gav det et vemodigt flash back til min tid i Shinju-ans mostæpper.¹ Den øgede sommervarme og ikke mindst det, at nedbøren fra overvejende at falde som jævnt fordelt blid regn gradvist falder mere koncentreret, i voldsomme regnskyl, gør, at mosset tørrer ud mange steder, hvor den hidtil har kunnet trives.

Stillet overfor sult og vigende ismasser er det måske et af de mindre problemer – verden kan fortsætte uden mostæppernes perfektion. Men for mig, som har tilbragt måneder i Kyotos haver, var det blot et af de mange billeder på klimaforandringerne, som dagligt ruller over skærmen, som trængte gennem det beskyttende panser man danner ved dagligt at forholde sig til klodens tilstand.

Det er smertelig alvor. Haverne fra den zen-kultur, som har fået så stærk blivende inflydelse på mit menneskelige og æstetiske perspektiv og udsyn, hensygner under presset fra de fossile samfunds bevidstløse fortæren af klodens ressourcer. Jeg føler harme, desperation: Stop fjollerierne, stop nøleriet, stop med at flyve atmosfæren sønder og sammen, giv det dog en chance, at kloden forbliver et guddommeligt smukt overflødighedshorn også for de kommende generationer ved at bruge den med måde – og omtanke.

I blog-indlægget Sakura på Langelinje er der lidt statistik over, hvor markant vækstsæsonen har udviklet sig i Japan. Case-studiet om Shinju-an fra min phd Arbejdets Rum (1998) belyser med udgangspunkt i opholdet ved Shinju-an zen-æstetikken og wabi-æstetikkens udfoldelse i Japan i perioden 1450-1650.

Kyoto, city against global warming, sees threat to gardens, AFP 28.07.2008.¹

På havearbejde i Shinju-an I, Arbejdets Rum pp. 279-86 (pdf).
På havearbejde i Shinju-an II, Arbejdets Rum pp. 287-96 (pdf).

Richard Lloyd Parry: Climate change threat to Japanese Zen gardens, Times Online 01.90.2008.

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »

En leder i British Medical Journal har vakt en del opmærksomhed de seneste dage med dens påpegning af, at noget af det mest klimavenlige, vi i den nuværende situation kan gøre, ikke mindst i den rige del af verden, er at føde færre børn. Vi nu har rundet 6,7 mia. mennesker på denne klode, skriver de to forfattere, og alene antallet af munde at mætte giver et stadig større pres på klodens ressourcer af vand, fisk, kød og korn. Ydermere vil hver ny engelsk baby forbruge 160 gange mere end en baby født i Etiopien – et tal, som sandsynligvis ligger endnu højere for en dansk baby – så det er ifølge Guillebaud & Hayes rimeligt i den nuværende situation at tale om befolkningsbegrænsning. Ikke som klumsigt magtovergreb eller rigid etbarnspolitik, men gennem en bevidstgørelse om, at vi lever i et lukket system, hvor der vi være mere til hver enkelt og de fattigste på kloden – og mere plads til at bevare biodiversiteten – hvis vi sigtede mod på sigt at blive færre.

Men al tale derom er tabuiseret, og i vækstfilosofiens perspektiv skal der helst for hver ny generation være flere børn til at tage over, for at tallene vender rigtigt. Ingen ansvarlige politikere kan i dag aktivt planlægge at gøre noget mindre, at reducere, at undlade eller blot at skrue ned for blusset. Dels er der (endnu) ikke mange stemmer i det. Dels er der ikke meget milepæl i at være den, som fik nedbragt den københavnske trafik til en tredjedel, selvom det ville være en større gave til fremtiden end snart sagt et hvilket som helst pragtbyggeri.

Det behøver ikke at være drastisk. Den nuværende fødselsrate i England er 1,91 – dvs. at 100 kvinder føder 191 børn, og den har været stigende siden 2001. Blev den blot sat ned til 1,7, således at der kom 170 børn for hver 100 kvinder, ville den britiske befolkning i løbet af 6 generationer være halveret.¹

I udviklingslandene er de mange børn en del af et sikkerhedsnet, fordi man ikke kan regne med, at samfundet tager sig af de ældre og de syge. Men vi har i de rige lande en situation, hvor vi kan gøre det. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke gennem private pensions- og forsikringsordninger udhuler den del af velfærdssamfundet, som understøtter at vi også fremover kan have tillid til, at vi ikke behøver 8 børn for at klare os igennem.

Når vi taler demografi er en anden “klimaløsning” at vi igen kommer til at bo flere per boligenhed. Der er toiletter, køkkener og fjernsyn i stort set alle hjem og ganske meget spild ved at være eneboende, så vores stadig mere atomiserede levemønstre gør sammen med stadig flere sommerhuse og lystbåde og forventninger om stadig mere plads, at vores bomønstre i dag er ganske ressourcekrævende.

John Guillebaud & Pip Hayes: Population growth and climate change, British Medical Journal 24.07.2008.

Ian Sample: Doctors’ advice to Britons: have fewer children and help save the planet, The Guaridan 25.07.2008.¹

David Derbyshire: How to save the world – don’t have more than two children, Mail Online 25.07.2008.

‘Hold Danmark Rent’ hedder en ny organisation, stiftet af miljøministeriet og dansk erhvervsliv, som skal lære os igen at rydde op efter os. Vi danskere er i de senere år blevet stadig mere sløsede med ispapir, pizzabakker, cigaretskodder og slige sager, og det er ikke altid kun fordi, der ikke er mere plads i affaldskurven. Når man går ud og spørger om danskernes holdning til svineriet, er det lidt skræmmende at se, at jo yngre, vi er, jo mere naturligt er det at droppe tingene, hvor det passer os, frem for lige at beholde ispapiret til vi passerer næste affaldsspand.

Turisterne har det som et af de få ankepunkter ved København, at de simpelthen ikke forstår, hvorfor det flyder med affald i dette ellers vidunderlige land. Og hvis man tager en runde i Indre By lørdag eller søndag morgen, så ser det rent ud sagt forfærdeligt ud i og omkring de såkaldte partyzoner. Men det er ikke kun beruselsen, som får os til at glemme at holde rent. Rygerne bruger med største naturlighed vores fælles byrum som askebæger, og man ser stadig oftere, at folk, som har holdt picnic i en af byens parker, blot går fra deres lort. I Kongens Have indsamler man dagligt mellem 8 og 25 sække affald efterladt på plænerne.¹

Miljøminister Troels Lund Poulsen har haft nedsat en arbejdsgruppe, som i går barslede med en rapport Henkastet affald – strategi og værktøjer, som på baggrund af en analyse af affaldsproblemet giver en række anbefalede strategier og værktøjer til, hvordan man kan komme affaldet til livs. Rapporten kan downloades nedenfor.

Ifølge miljøministeren koster det hvert år samfundet op mod en halv milliard kroner at rydde op. Men vi kan sætte nok så mange ressourcer ind på at rydde op. Hvis ikke vi bliver bedre til at rydde op efter os selv, bliver det ikke bedre.

Talsmanden for den ny opstartede organisation, Landbrugsraadets præsident Peter Gæmelke siger: “Hold Danmark Rent er i sig selv et udtryk for nytænkning. Henkastet affald er hele samfundets problem, og derfor opfordrer vi alle til at bakke op om arbejdet – både myndigheder, virksomheder og organisationer. Med Hold Danmark Rent får vi et sted, der kan sikre målrettede kampagner, målrettet bistand til oprydning og være en stærk partner til alle dem, der kæmper hver sin kamp mod tabt affald.”²

Men spørgsmålet er, om der er tale om nytænkning?

Læs mere »

Indiens premierminister Manmohan Singh fremlagde mandag en national klimahandlingsplan for Indien. I et land, hvor 500 mio. mennesker stadig ikke har elektricitet, er udledningen af drivhusgasser pr. indbygger stadig lille. I dag udleder hver inder blot ét ton CO₂ – blot 5% af, hvad hver amerikaner udleder, og omtrent det niveau, vi gerne i løbet af nogle få årtier skulle nå ned på også i den rige del af verden.

Men Indien er i disse år inde i en rivende økonomisk udvikling, som vil medføre voldsomt stigende CO₂-udledninger, hvis ikke der som i den fremlagte handlingsplan lægges en præcis kurs mod energieffektiviseringer, bæredygtig udvikling og udstrakt anvendelse af vedvarende energikilder, først og fremmest fra solenergi.

Handlingsplanen omfatter otte indsatsområder, som ud over at begrænse udledningen af drivhusgasser skal sikre en rimelig levestandard for Indiens nu mange meget fattige. De otte indsatsområder er:

• Solar Energy
• Enhanced Energy Efficiency
• Sustainable Habitat
• Conserving Water
• Sustaining the Himalayan Ecosystem
• A “Green India”
• Sustainable Agriculture
• Strategic Knowledge Platform for Climate Change

Fremlæggelsen af den indiske handlingsplan er vigtig for kursen mod en afløser af Kyoto-aftalen, som kommer til at omfatte alle verdens lande. Den fulde klimahandlingsplan kan downloades nedenfor.

Når opretholdelsen af Himalayas økosystem har fået et selvstændigt punkt hænger det blandt andet sammen med, at de store flodsletter Indus, Ganges og Brahmaputra får en stor del af deres vand fra gletsjere i Himalaja-bjergene. Hvis denne vandtilførsel ophører, vil det få katastrofale følger for Asiens store flodkulturer (se tidligere blog-indlæg: Gletsjere smelter med rekordhastighed).

Læs mere »

Det trendsættende engelsk magasin Monocle udpegede tidligere på måneden København som Most Liveable City, og det er allerede blevet behørigt fejret på rådhuset, at København er verdnes bedste by at bo i. Det kan man så lægge i, hvad man vil.

Og jeg forstår alt andet lige godt, at man kan forelske sig i København, når man som tilrejsende svæver rundt i det historiske centrum med kreditkortet i orden. København forbinder på mange måder det bedste ved at være stor og være lille. Her er udbud og muligheder, man kun finder i metropoler, og så er der endda en intimitet bevaret, som de fleste storbyer har fået punkteret af frenetiske gennemfartsveje, himmelstræbende finanshovedsæder og mangel på respekt for de kvaliteter, som allerede var.

Udpegelsen er sket på baggrund af en lang række parametre, hvoraf nogle er mere videnskabelige end subjektive – og omvendt. Selvom kriterierne stadig nok siger mere om København som rejsemål end som levested, kan det være værd at dvæle et øjeblik ved Monocles begrundelser, når vi taler om Københavns fremtid, hvad der er værd at bevare, og hvad der er værd at efterstræbe. For det, som København når til tops på, er i høj grad nærheden, tætheden, intimiteten, blandingen af gammelt og nyt – eller de bykvaliteter, som man meget let mister, når moderne bydannelse med dens skarptskårne funktionalitetslogik får frit spil.

Nedenstående liste findes i Politiken i forbindelse med et interview med Monocles chefredaktør Tyler Brûlé.¹

• Mange cyklister
• Effektiv kollektiv transport
• Tolerance, blandt andet over for homoseksuelle
• Godt uddannelsessystem
• Offentlige sygehuse
• Gode muligheder for at starte en virksomhed
• Lav kriminalitet
• Trygt at efterlade barnevognen på gaden
• God madkultur og mange fine restauranter
• Design og arkitektur af høj klasse
• En smuk lufthavn
• Mange grønne områder og ren havn
• Smukke mennesker

Læs mere »

– en personlig reportage af Rasmus Vincentz

Søndag den 15. Juni 2008 var der Landsmøde i Klimabevægelsen. Mødet foregik på Københavns Universitet (det tidligere Landbrugshøjskolen) på Frederiksberg. Det var det første landsmøde for den meget unge bevægelse, som blev stiftet i starten af marts 2008.

Omkring 70 mennesker var samlet til dette møde. Langt størstedelen var fra København, en del fra resten af Sjælland og nogle enkelte kom hele vejen fra Jylland.

Men ikke kun den geografiske spredning var høj; i det hele taget dækkede Klimabevægelsen på denne dag over en herlig variation i medlemmer. Der var alt lige fra helt unge til godt op i alderen, fra de meget ordrige til nogle meget praktiske; f.eks. en dame som med stor ildhu indsamlede frugtaffaldet fra bordene for at kompostere det, og en kvinde som have vist konkret handlekraft ved at gå til sin lokale gardinmand, for dér at samle rester, som med forbilledlig virketrang blev omsat til stofposer til afløsning af de forhadte engangsplastikposer. Fantastisk.

Efter en kort velkomst blev ordet givet til Ejvin Beuse, repræsentant fra OVE Organisationen for Vedvarende Energi, som gjorde status over det seneste energiforlig, og med udgangspunkt i dette opridsede både muligheder og udfordringer for vedvarende energi i Denmark, og globalt.

Dernæst gik ordet til en Poul Erik Lauridsen, repræsentant for CARE Danmark. Han var netop vendt hjem fra et længere ophold i Ghana, hvor de lokale og nationale udfordringer inden for landbrug, skovbrug og fødevarer blev gennemgået, med særligt vægt på betydningen af klimaforandringer. Det fremgik af oplægget meget klart, hvor enormt meget klimaforandringer betyder for folk, som i forvejen ofte har svært ved at få maden til at slå til. Yderligere understregede oplægget, at klimaforandringer ikke er noget der forventes i en fjern fremtid! Allerede i dag står det meget klart, at ændringer i nedbørsmønstre er en realitet, og at manglende regn hurtig betyder manglende mad mm.

Med udgangspunkt i disse 2 oplæg var scenen sat – og behovet for at gøre noget i forhold til klimaforandringerne stod om muligt endnu mere klart for de fremmødte entusiaster.

Læs mere »

Begrebet green noise bruges nogle gange om mellemtoneområdet i white noise, ligesom det bliver brugt som betegnelse for universets baggrundslyd, som har en overvægt af frekvenser omkring 500Hz. Men i en artikel i New York Times i dag får green noise en i hvert fald for mig ny betydning, som den resulterende grød af den moderne tilværelses myriader af løsrevne informationer, anbefalinger og ting man kan gøre – og undlade at gøre – for at opretholde en ‘grøn’ livsstil.

Det er lidt ligesom med vores sundhed: Der findes utrolig mange systemer, husråd og anekdotiske beretninger om, at det og det har været godt for snart sagt alt muligt. Ofte er der direkte modstridende råd om samme situation, således at det selv hvis man gerne vil leve grønt kan være utrolig svært at vide, hvad det egentlig indebærer.

Det bliver ikke bedre af, at videnskaben excellerer i uperspektiverede resultater, mens medierne dyrker vinklen og det sensationelle uden nogensinde at føle sig forpligtet til af forholde sig til, at man skrev det præcist modsatte for få uger siden, og internettet svulmer af information i alle lødighedsgrader, mens virksomhedernes marketing-afdelinger i stor udstrækning greenwasher de sædvanlige produkter for at imødekomme forbrugernes ønske om at handle ansvarligt overfor miljøet.

Imens køres der ganske massivt kampagner som ét ton mindre overfor borgerne, selvom perspektivet er dybt problematisk og borgernes omhyggeligt sparede CO₂ i det nuværende kvote-setup blot fører til, at elværket sælger sin CO₂-kvote videre.¹ De kampagnepenge var langt bedre målrettet på vores folketingspolitikere, som bliver ved med at tøve overfor at igangsætte den nødvendige systematiske omlægning fra fossil afhængighed.

Vi får kort sagt ikke meget hjælp til at skabe sammenhæng i hele denne jungle af green noise. Og som det indikeres af overskriften på artiklen i New York Times, That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, kan det blive særdeles stressende som individ at prøve på det. Plasticposer eller papirsposer, brugt eller ny bil, opvaskemaskine eller gammeldags, engangsbleer, industrimad, tilsætningsstoffer, økologisk, lokalt dyrket eller flyimporteret? Dagligdagen er en sum af endeløse valgsituationer, og nogle gange kunne man ønske sig født ind i en verden, hvor det var enkelt at være klimavenlig og en lang række miljømæssigt katastrofale valg bare ikke var mulige.

I artiklen siger Kate Smolski fra Greenpeace, at man har taget konsekvensen af den massive strøm af uintegreret grøn information, og frem for at præsentere en lang række isolerede mål og kampagner – atomkraft, kulkraft, ødelæggelse af regnskov og biodiversitet – prøver man nu systematisk at sammenfatte alt omkring klimaforandringer. Når man taler om bevarelse af regnskove, er det således regnskovene som levende CO₂-lagre, som fremdrages, selvom der er mange andre gode grunde til ikke at veksle dem til engangsspisepinde, burgere og biobrændstof.

Alex Williams: That Buzz in Your Ear May Be Green Noise, New York Times 15.06.2008.

Sanne Wittrup: Danskerne sparer forgæves på strømmen, Ingeniøren 14.09.2007.¹