Strøtanker om bæredygtighed

Blevask er efterhånden blevet noget, vores forfædre m/k gjorde, og det har ofte været hævdet, at engangsbleerne var ligeså miljøvenlige som de gammeldags stofbleer. Men en ny undersøgelse fra det engelske Environment Agency viser, at man kan spare op til 40% i CO₂-udledningerne, hvis man i stedet bruger stofbleer og vasker dem på en hensigtsmæssig måde.¹

Ifølge undersøgelsen medfører papirbleer til et barns første 2½ leveår en CO₂-udledning på 550 kg. Hvis man i stedet bruger stofbleer og vasker, som det i gennemsnit gøres, hvor maskinen ikke er specielt energieffektiv, ikke altid fyldes helt op, og tøjet ofte tørretumbles, giver det en udledning på 570 kg CO₂. Og hvis man kogevasker bleerne og derefter putter dem i tørretumbleren, giver det op imod 75% højere CO₂-udledninger. Så det betyder meget, hvordan man bruger dem.

Hvis man derimod lufttørrer bleerne eller kun vasker fulde maskiner, giver det hver især besparelser på omkring 16%. Og hvis man systematisk lufttørrer bleerne, vasker dem i fulde maskinfulde, en energieffektiv vaskemaskine og bruger bleerne til endnu et barn (eller andet formål), kommer CO2-udledningerne ned på 370 kg, eller en reduktion på 40%. Det er således den måde, man bruger vaskemaskinen på, som er afgørende for, om det er bedre for miljøet.

Et andet engelsk studie beregnede i 2006, at udgiften over 2½ år ved engangsbleer lå omkring 615.16-922.74 £, hvor køb og vask af stofbleer ville koste 182.50-359 £.² Samtidig med at stofbleerne er mere miljøvenlige, er der adskillige tusinde kroner at spare.

Og så skulle det undre mig meget, om man har medregnet de mange miljøomkostninger ved den massive markedsføring af engangsbleer. men det er en helt anden historie.

S. Aumônier etal.: An updated lifecycle assessment for disposable and reusable nappies, Environmental Agency aug. 2008 (pdf).¹

Louise Gray: Nappies: terry cloth more environmentally-friendly than disposable, Telegraph 17.10.2008.²

Cheryl Caira: Washable nappies can help families stay green … and cut costs, The Herald 21.10.2008.

Den amerikanske miljøskibent Michael Pollan, som bøger som In Defense of Food og The Omnivore’s Dilemma har placeret sig centralt i den sundhedspolitiske debat i USA, bragte torsdag via New York Times et åbent brev til den kommende præsident: Farmer in Chief.

Pollan skriver indledende, at fødevarekrisen og hele den måde fødevareproduktionen i dag foregår på, er tæt forbundet med klima- og energiproblemerne: “After cars, the food system uses more fossil fuel than any other sector of the economy – 19%. And while the experts disagree about the exact amount, the way we feed ourselves contributes more greenhouse gases to the atmosphere than anything else we do – as much as 37%, according to one study.”

Vi er således nødt til at tage det industialiserede landbrug af dets nuværende diæt af fossile brændstoffer og sætte det på en tidssvarende diæt af solskin.

Pollan udfolder i Farmer in Chief et ‘sun-food agenda’ som har relevans ikke bare for Obama og McCain, men for en global omlægning af det industrialiserede landbrug set i lyset af den globale energi- og klimaudfordring.

Michael Pollan: Farmer in Chief, New York Times 09.10.2008.

Se også tidligere blog-indlæg: Why Bother? og Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma (video).

En af mine sensommerfornøjelser er Hokkaido-græskar, og jeg plejer hvert år ved denne tid at købe nogle stykker af dem og have dem stående en tid for at glæde mig over farvepragten, før de går i suppegryden. Men i år er der kommet plastic omkring dem i Irmas grøntsagsafdeling. En ubetydelig detalje, måske. Men på den måde har der gradvist sneget sig mere og mere plastic og skumbakke-emballage ind i dagligdagen. Tænker nogle gange tilbage på min grønthandler på Øster Farimagsgade, som kun havde papirposer – tre størrelser brunt papir. Sådan var det også i mange år på torvet, men her er man ligesom i butikkerne stort set gået over til plastic.

Faktisk forlød det for nyligt, at plasticindholdet i vores affald ifølge en rapport fra DTU i dag ligger dobbelt så højt som hidtil antaget, og at det var en ‘bombe under Danmarks klimaplan’. De øgede plasticmængder udleder ved forbrænding så meget mere CO₂, at det forrykker vores nationale CO₂-regnskab og vores EU-forpligtelser til at øge vores andel af vedvarende energi så meget, at det vil kræve to havvindmølleparker at kompensere for den øgede mængde plastic.¹

Det er faktisk et lysende eksempel på, at bittesmå forandringer i hverdagen kan gøre en stor forskel i det samlede regnskab. Så lad os få udfaset den det meste af vores plasticforbrug, lad os øve os i at genbruge de poser, vi vitterligt køber, og i langt støre udstrækning klare os med stofposer og rygsæk.

Noget andet er, at det er en uskik blot at brænde vores affald af. Det organiske materiale skal i langt større grad tilbage i økosystemerne som levende materiale, hvor det kan blive råstoffer til nye ressourcer. Kun herved kan landbruget undgå sin nuværende afhængighed af kunstgødning.

Og så er det på tide at få stillet nogle tidssvarende krav til plastic. Ud med phthalater, tungmetaller og andre giftigheder, ikke kun i børnelegetøj, men i alt vi omgiver os med, tapeter, tæpper osv. De sidste 30-40 år har plasticmaterialer, som er yderst tvivlsomme overfor vores sundhed og ikke har noget at gøre i et bæredygtigt samfund, sneget sig ind over alt i vores tilværelse. Fremover burde man kun anvende højkvalitets plasttyper, som kan gensmeltes igen og igen, eller som efter endt brug kan indgå fuldt ud i naturens kredsløb uden komplikationer. Der findes i dag løsninger til at gøre det meget bedre. Der skal blot en præcis lovgivning til, som ikke lader sig forstyrre af plastindustriens lobbyister.

Læs mere »

Jeg lærte et nyt ord i dag: ecotarianism. Det skulle efter sigende være syntesen af alt det, der har været avanceret politisk korrekt de seneste år, når det gælder vores spisevaner: Ingen (eller meget lidt) kød, lokalt produceret, organisk, endelig ikke flyimporteret, og helst emballeret fuldt genbrugeligt, således at vores livsstil og ikke mindst vores spisevaner får det mindst mulige globale økologiske fodspor.

Økotarianisme som modestrømning kan sikkert drives langt ud over det rimelige – jeg gjorde i vinteren 1982-83 det eksperiment at leve af vinterfaste danske grøntsager, og det blev ærlig talt noget monotont sidst på vinteren. Men jeg lærte under vejs mange nye hjørner af rodfrugternes register. Endda var det måske værd at stoppe op et øjeblik og overveje, om vores dagligfødevarer partout skal komme fra alle verdens lande? – om de skal ligge i ufordøjelige skumbakker? – om vi skal være ved at være trætte af jordbær, når de er ved at modne i Danmark? – om aspargessæsonen partout skal vare året rundt?

Noget af det, som har været en dyb glæde ved at have boet fire år i Japan, er at have oplevet den lidenskabelighed, hvormed man spiser sig gennem årstiderne, høster forårets første vilde urter til tempuraen, celebrerer årets første bambusskud og te-blade, yuzu’en og de spæde sansho-blade i sommerens miso-suppe, den afkølede boghvede-te, ginkgo-nødderne i efterårsrisene og de statelige matsudake-svampe, som handles til flere hundrede kroner stykket. Måned for måned tilberedes risen og misosuppen forskelligt, og årscyklussen bliver en perlekæde af måltider, som er nøje forbundne med årstiden, og som knytter stærke bånd mellem menneske og natur.

Tony Turnbull: Eating to save the planet, The Times 25.08.2008.

Jessica Lee: Ecotarianism: how to condense a mouthful of values, Oxford Symposium on Food and Cookery 2007 (pdf).

Ved University of Exeter er man pt. i gang med et to-årig forskningsprogram ProST, Promoting Sustainable Travel, som skal afdække sammenhængen mellem folks rejsevaner, miljøbevidsthed og miljøpåvirkning. Og det viser sig, at den gruppe, som har de klareste miljøholdninger og den største grad af miljøvenlig adfærd i dagligdagen, samtidig har et ganske stort forbrug af flyrejser. Man taler i undersøgelsen direkte om en middelklasse (vi er i England), som samtidig med at idealerne foreskriver en vis miljømæssig adfærd og grønne værdinormer i dagligdagen, med affaldssortering, bevidste indkøbs- og transportvaner, osv. har et stort rejseforbrug, med to årlige skiferier og stadige flyrejser til eksotiske rejsemål.¹

Der er således ikke nogen entydig sammenhæng mellem miljøbevidsthed og miljøbelastning, og kun en forsvindende del af de adspurgte er som del af deres grønne livsstil indstillet på at begrænse deres forbrug af flytransport.

Stewart Barr, er en af forskerne bag ProST, siger: “Ironically, our research shows that even the most bleeding-heart jetsetters aren’t willing to reduce their flying habits significantly, despite their supposedly impeccable green credentials. Low-cost air travel has become embedded into our culture here in the UK, so trying to change everyone’s behaviour, when even the most eco-conscious amongst us have very little trust in the ability of either green taxes or carbon offsetting to reduce the impact of flying, will be a formidable challenge.”

Dette er nøgternt set dybt inkonsekvent, idet blot flyrejsen til en enkelt vinterferie i Bangkok medfører en CO₂-udledning, som langt overgår, hvad de fleste selv med en ultra-asketisk livsstil kan spare på et år.

Læs mere »

Drop kødet en gang om ugen, lyder det fra ingen ringere end lederen af FNs klimapanel IPCC, Rajendra Pachauri. Hans opfordring kommer på baggrund af, at vores husdyrhold – og særlig den industrielle kødproduktion – er en af de helt store udledere af drivhusgasser. På verdensplan står husdyrhold for 18% af de samlede udledninger af drivhusgasser, hvor den samlede trafik, til vands, til lands og i luften, kun står for 13%. Ud over at det i den industrialiserede del af verden ville have positive konsekvenser for sundheden, ville man ved en reduktion af kødspiseriet således relativt enkelt kunne begrænse en af de største kilder til udledninger af drivhusgasser.

En ugentlig kødfri dag kan synes som en beskeden opfordring, men Pachauri, som selv er vegetar, har fået på puklen for hans forslag. Der skal ikke røres ved vores vaner, og vores politikere er stadig er totalt berøringsangste overfor at fortælle os hvad vi udmærket ved, at det vil kræve gennemgribende ændringer af vores nuværende levevis at gøre noget effektivt overfor den globale opvarmning.

Ikke mindst i den rigeste del af verden spiser vi stadig større mængder animalsk føde, men også et land som Kina omsætter en stor del af sin nyvundne rigdom i kød på bordet. Tidligere på året blev det beregnet, at hvis amerikanere blev vegetarer, ville det kunne reducere hver eneste amerikaners årlige CO₂-udledninger med 1,5 ton pr. år, eller mere end udledningerne pr. person i de fleste fattige lande (se tidligere blog-indlæg: Eat Less Meat og Another Inconvenient Truth).

Læs mere »

Ved FNs hovedkvarter i New York har man denne sommer eksperimenteret med at skrue termostaten for airconditioning-anlæggene op fra 72ºF til 77ºF (22,2ºC til 25ºC).¹ Det kan synes som en ubetydelighed, men det er ganske energikrævende at køle bygninger. Derfor ser man når man kommer blot lidt nærmere ækvator end Danmark, at store bygninger i langt højere grad bruger energi til afkøling end til opvarmning. For ikke bare er det mange måneder om året varmere udenfor end man ønsker sig inden døre. Computere, kopimaskiner, belysning, elevatorer, menneskekroppe, kort sagt al aktivitet i bygningen udvikler varme, og facadernes lysindtag er ofte uhensigtsmæssigt udformet.

FN-bygningen var, da den i 1952 stod færdig, et modernistisk manifest, som efter verdenskrigene indvarslede en ny æra. Det var et internationalt team af arkitekter med Le Corbusier og Oscar Niemeyer i spidsen, som stod bag udformningen, med den karakteristiske kombination af kontortårn og særlige salsbygninger foyer-arealer osv. i lave skulpturelt udformede enheder nede i jordhøjde. Endda er bygningen et halvt århundrede så medtaget og ikke mindst så langt fra nutidens fordringer til indendørsklima, energieffektivitet og kommunikationsstruktur, at man alvorligt har overvejet, om den skulle rives ned. I december 2006 endte man dog med at vedtage en renoveringsløsning, og man regner med at den gennemgribende renovering er afsluttet i 2014.

Sommerens eksperiment med at spare på airconditioningen blev hurtigt døbt Cool UN, parallelt til den kampagne, Cool Biz, man siden 2005 har kørt i Japan (se tidligere blog-indlæg: Cool Biz). Når man i sommermånederne har airconditioningen kørende på fuld tryk, hænger det ofte sammen med business-uniformen, at det i mange virksomheder og organisationer ville være nærmest utænkeligt at arbejde uden jakke og slips. Det er derfor nødvendigt at gøre op med denne dress code for at kunne hæve termostaten fra 22ºC til 25ºC – eller som man har gjort det i Japan, fra 24ºC til 28ºC.

Læs mere »

Det franske pressebureau AFP meddelte i går fra Tokyo, at man i Japan har vedtaget fra april næste år at mærke en række forbrugsvarer for deres ‘carbon footprint’ – CO₂-belastning.

Fra de japanske myndigheders side er det håbet, at CO₂-mærkningen kan være med til at øge den japanske forbrugers opmærksomhed på klimaspørgsmålet og det, man som forbruger kan være med til at gøre for at mindske de globale udledninger.

Ideen er for så vidt indlysende. Der kan være meget store forskelle på to stort set identiske produkter, og som forbrugere har vi ingen som helst chance for at gennemskue, hvad der ligger bag.

Pressemeddelelsen giver et eksempel med en pose chips. Den repræsenterer en udledning på i alt 75 g CO₂. 44% kommer fra at dyrke kartoflerne, og 30% kommer fra fremstillingen. Andre 15% kommer fra indpakningen, og 2% kommer ifølge AFP fra bortskaffelsen af emballagen.

Det er endnu ikke afklaret præcis hvor mange produktgrupper, der vil blive omfattet af ordningen. Men hvis det overhovedet er til at håndtere rent administrativt, bliver det bliver pludselig interessant at se, hvordan en hollandsk drivhustomat i februar CO₂-mæssigt tynger langt mere end en hjemmedyrket dansk frilandstomat i august, og hvordan en flyimporteret mango fra Chile CO₂-mæssigt klarer sig overfor et æble sejlet ind med en pæreskude?

Læs mere »

Her fire årtier efter sin kontroversielle bog, The Population Bomb, er videnskabsmanden Paul Ehrlich stadig overbevist om at overbefolkning – nu sammen med overkonsumtion – er den centrale miljøkrise, som verden står over for. Og, insisterer han, teknologiske fix er ikke en mulig løsning.

For mange mennesker, for stort forbrug

af Paul R. Ehrlich og Anne H. Ehrlich

I løbet af omkring 60 millioner år har Homo Sapiens gennem erhvervelse af binokulært syn, oprejst gang, stor hjerne og – vigtigst af alt – sprog med syntaks og den komplekse lagring af ikke-genetisk information, som vi kalder kultur, udviklet sig til det dominerende dyr på Jorden. På den anden side har vi igennem de sidste adskillige århundreder i voksende målestok brugt vores relativt nyerhvervede evner, især vores kulturelt udviklede teknologier, til at udpine Jordens naturlige kapital – specielt dens store, frugtbare landbrugsarealer, dens gennem istider opmagasinerede grundvandsressourcer og dens biodiversitet – som om i morgen ikke eksisterede.

Den alt for ofte ignorerede pointe er, at denne trend, for en stor dels vedkommende drevet frem af en kombination af befolkningstilvækst og voksende pr. capita-forbrug, ikke kan fortsætte i længden uden risiko for kollaps af vores globaliserede civilisation. For mange mennesker – og især for mange politikere og erhvervsledere – lider af den vildfarelse, at et sådant frygteligt endeligt for det moderne menneskes foretagsomhed kan afværges med teknologiske fix, som tillader at befolkning og økonomi vokser i al evighed. Men hvis det ikke lykkes os at bringe befolkningstilvæksten og overkonsumtionen under kontrol – befolkningsantallet på Jorden forventes at vokse fra 6,5 milliarder i dag til 9 milliarder i anden halvdel af det 21. århundrede – så vil planeten i voksende udstrækning blive ubeboelig på grund af to lurende kriser: global opvarmning og ødelæggelse af de naturlige systemer, som vi alle er afhængige af.

Vor arts negative indvirkning på livsgrundlaget kan tilnærmes med ligningen I=PAT, hvor P for population multipliceres med A, som står for den gennemsnitlige velstand eller konsumtion, og sidenhen med T, som er målestok for den teknologi, som tjener og driver konsumtionen. Således at forstå, at pendling i biler drevet af fossile brændsler og kørende på et stedse mere vidtspændende net af gratisveje udgør en langt større T-faktor end cykelpendling på simple stier, eller hjemmearbejde på et computernetværk. PATs produkt er påvirkning (I), en grov tilnærmelse for hvor meget menneskeheden forringer netop de ydelser fra økosystemet, som den er afhængig af.

Læs mere »

Stillet overfor de globale klimaudfordringer kan vi drømme om den definitive løsning, som med et slag vender udviklingen mod den globale overophedning: tredje generations biobrændstof, fjerde generations kernekraft, fissionsreaktoren, billige solceller, CO₂-støvsugere og CCS-teknologi for ren kulafbrænding. Men der vil gå fra adskillige til rigtig mange år, før de kan få nogen markant betydning, og sandsynligvis vi løsningen aldrig blive blot en enkelt faktor, men en sum af mange et meget stort antal enkeltindsatser. Uden på forhånd at afskrive disse muligheder er det derfor vigtigt at se på, hvad vi kan gøre med de værktøjer, vi har til rådighed her og nu.

WWF Canada har på den baggrund udarbejdet en rapport, Innovating toward a low-carbon Canada, hvor man undersøger muligheder for CO₂-reduktioner blot gennem at bruge allerede kendt teknologi bedre, først og fremmest inden for telekommunikation. Dette leder til seks anbefalinger (se nedenfor), som på kort sigt anslås at kunne reducere CO₂-udledningerne med 20 mio. ton pr. år, og på lidt længere sigt (2020) 36 mio. ton pr. år.

Canadas indbyggertal er omkring seks gange større end Danmarks, så det svarer i dansk skala til besparelser på 6 mio. ton pr. år. Det får således ikke vores nuværende udledninger på 50 ton pr. år til at forsvinde, men det er endda en markant besparelse på et relativt afgrænset felt. Det viser potentialet i at analysere, hvordan vi klimamæssigt med velkendte velafprøvede mider kan gøre det, som vi gør hver dag, langt smartere. Rapporten beskriver således en sum af indsatser, som er umiddelbart gennemførlige, hvor det ikke er økonomien, men vores forståelse af situationen, som står i vejen for dens gennemførelse.

I forbindelse med den første anbefaling, om at etablere en tele-arbejdskultur, faldt jeg prompte for udsagnet “Arbejde er en aktivitet, ikke et sted …” . Det rummer et vist mål af klarsyn.

De seks anbefalinger er:

Læs mere »