Strøtanker om bæredygtighed

I forlængelse af vedtalgelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 blev det besluttet, at man inden for rammerne af det generelle Agenda 21 skulle udvikle lokale Agenda 21, som konkretiserede, hvordan man med forskellige levevilkår og kulturelle forudsætninger kunne efterleve Agenda 21s bud om at leve i balance med omgivelserne, og ikke bruge mere af vores fælles naturkapital, end den kunne bære. For eksempel så man Aalborg-charteret, en europæisk chratertekst for bæredygtige byer og bymiljøer, som blev vedtaget i Aalborg i 1994 (se tidligere blogindlæg om Aalborg-charteret).

Siden er lokale Agenda 21 blevet en formaliseret del af dansk planlovgivning, og for eksempel Københavns Kommune udarbejder hvert fjerde år en fornyet Agenda 21-plan

Christianias tre særlige Agenda 21-punkter

Et vigtigt princip i FN’s officielle Agenda 21-dokument er borgerinddragelsen, og statens støtte til lokale initiativer. Christianias idéer, initiativer og tiltag for bæredygtig udvikling lever i enhver henseende – både nationalt og internationalt – op til disse krav. I Christiania lægger vi megen vægt på denne bybiotopens borgerinddragelse – særligt udtrykt gennem vores selvforvaltning.

En anden af Christianias specialiteter er eksperimentariet. Christianitterne har igennem alle årene især været gode til at lave ‘byfornyelse nedefra’, dér hvor folk selv kan være med til at eksperimentere, finde på bæredygtige løsninger, følge med i en proces på nært hold i forhold til, hvor lykkedes det og hvor gik det galt – og derved blive klogere og selv ende med at være i stand til at formidle videre – så budskabet naturligt breder sig som ringe i vandet… En vigtig læresætning er her: Hvad der er den rigtige løsning for den ene, behøver ikke at være den rigtige løsning for den anden… På Christiania findes derfor en variation af let forståelige eksempler på bæredygtige løsningsmodeller – et levende værksted, hvor de besøgende kan kigge med og glædes og inspireres. Med andre ord, folkeliggørelsen af en agenda, som alle og enhver kan komme og se, hvordan virker og foregår. Eksperimentariet er her allerede… Kom bare ud og kig!

Foruden borgerinddragelsen og eksperimentariet er et tredie af bybiotopen Christianias særkender en sjældent stor artsmangfoldighed midt inde i en storby. Denne arternes mangfoldighed bliver der værnet om, og en strategi for bevarelse af denne unikke biotop er under udarbejdelse. Lister over plante- og dyrearter findes og opdateres løbende (se på www.christianias-frie-natur.dk).

Indlæg ved Hanne Leni Andersen, Netværket for
Bevarelse af Christiania som Grøn Bybiotop.
..

Se også: Christiania som et Agenda 21 – et eksempel til efterfølgelse, Christianias Kulturforening 2008 (pdf).

Flemming Pahus Jensen står bag dette forslag til en blå-grøn oplevelsesrute, som fra Fælledparken i vest krydser først Søerne, siden Østre Anlæg, Kastellet og Havnen under vejs til Holmen og det nordligste af Christianshavns voldanlæg. Under vejs passerer man en lang række meget forskelligartede grønne og blå rum, så ruten åbner for mangfoldige naturoplevelser. Ikke mindst kan man opleve mange af de mange dyr og fugle, som efterhånden har lært sig kunsten at overleve i det urbane landskab.

Der mangler dog noget i dag – Pahus’ forslag er således også et forslag om etablering af to nye broforbindelser. Dels en fodgængerbro over Søerne, hvorfra man vil kunne opleve vandet og lydene og fuglene på en helt anden måde, end når man går langs de store veje. Dels en reetablering af den bro, som indtil for få år siden forbandt Østre Anlæg med Frederiksstaden ved Stokhusgade, som ville give den del af Frederiksstaden langt bedre forbindelse til grønne områder. Hvor ruten krydser havnen, kan man i dag tage HTs havnebus og fortsætte nord om Christiania helt ud til havet og Amager Strandpark. Så tag badetøjet med. Eller man kunne via Norddyssen bevæge sig ned gennem Christiania, som udgør en af byens rigeste bybiotoper.

[nggallery id=136]

. 
‘Åben Zoo’ eller ‘Blågrøn linje’ har Flemming Pahus også kaldt projektet, og under vejs kan man møde mange af byens dyr. Herover blot nogle få af vores ‘vilde’ medborgere, som lever mere miljøvenligt, mere CO₂-neutralt og mere stilfærdigt elegant indordnende sig deres omgivelser end vi tobenede, så måske der var noget at lære under vejs mod det, som Michael Braungart i september så præcist beskrev som at vi måtte lære på ny at blive indfødte på planeten.

Forslaget er et koncept i sin vorden som åbner med latente muligheder for kreativ deltagelse inden for både biologi, fysik, det havekunstneriske, det designmæssige og det praktisk politiske, så se forslaget med mailadresse her:

Blågrøn linie – et snit gennem Indre By i København, Flemming Pahus Jensen, januar 2009 (1,2 Mb pdf).

Flemming Pahus har siden arbejdet videre med passagen gennem Østre Anlæg. Se:

Historien eksponeret i Østre Anlæg, Flemming Pahus Jensen, juli 2010 (1,2 Mb pdf).

Dongtan EcoCity har de seneste år stået som det måske mest lovende eksempel på en bybygning, som ikke bare etablerede en CO₂-neutral by med arbejde og bolig til en halv milli0n indbyggere i udkanten af Shanghai, men gjorde det på en måde, så Dongtan i sit ressourceforbrug holdt sig inden for et bæredygtigt globalt økologisk fodaftryk på 2,1 ha – hvor andre økovisioner har det med at fejle alvorligt på den parameter eller slet ikke indregne det.

Dongtan er først planlagt fuldt udbygget i 2040, men første fase skulle have stået færdig til en stor Expo i Shanghai i 2010. Af en artikel i Christian Science Monitor i dag fremgår det dog, at projektet er løbet ind i alvorlige vanskeligheder med at få de nødvendige aftaler og tilladelser på plads, så hvor opførelsen på nuværende tidspunkt skulle have været i fuld gang, er området stadig præget af rismarker. Selvom Dongtan ikke bliver flagskibsprojekt, må vi håbe, at tingene falder i hak inden længe, for Dongtan er med sin måde at integrere bolig, arbejde og produktivt landskab på er en nødvendig vision for en verden med stadig større bybefolkninger forude.

Se også tidligere blog-indlæg: Dongtan EcoCity, Dongtan EcoCity video.

Simon Montlake: In China, overambition reins in eco-city plans, Christian Science Monitor 23.12.2008.

Tøjvask repræsenterer en af de betydelige energislugere i vores husholdninger. Det første sted at spare er få sig nogle gode tørresnore. Ikke bare bruger tørretumbleren en masse helt unødvendig elektricitet. Den slider også unødvendigt på tøjet.

Dernæst kan man afveje med sig selv og sine omgivelser, hvor mange gange om dagen man behøver at smide tøjet til vask. Da jeg midt i 80erne var i Hong Kong, var det almindeligt blandt kontoransatte at have ekstra hvide skjorter med, så man kunne skifte et par gange i løbet af dagen og holde sig ulasteligt repræsentabel midt i de udstødningsmættede sveddryppende omgivelser. Den anden yderlighed kunne være som den japanske tekstildesigner Akihiko Izukura, som ved en workshop i forbindelse med udstillingen Zero Emission¹ fik bragt tolken helt ud af fatning, da hun skulle oversætte, at han tog bad med sit silkeundertøj på, for så blev det vasket ved samme lejlighed, og man kunne nøjes med at have et enkelt sæt. Når så det var ved at blive slidt, kom det i frituregryden, for råsilken indeholdt så mange gode proteiner!

For hvis man ikke har råsilkeundertøj og stadig vil vaske i maskine, bragte Treehugger² i forgårs en artikel om at vaske i koldt vand. Ganske tankevækkende går 90% af energiforbruget ved at vaske til at varme vandet, så ved at vaske med koldtvandsvaskepulver kan man reducere energiforbruget ved tøjvask drastisk. Tilsvarende kan man ved at bruge nyere vaskemaskiner med reduceret vandforbrug – og ved at fylde maskinerne helt hver gang – reducere energiforbruget markant.

Zero Emission. Moderne japansk tekstil af Akihiko Izukura, udstilling i Rundetaarn april-juni 2001.¹

Colin Dunn: Washing Laundry in Cold Water is the Same As…, Treehugger 15.12.2008.²

Jeg ved det er kættersk, men efter mere end et år har jeg stadig ikke vænnet mig til det sparsomme søvndyssende lys, som en sparepære indkøbt i et idealistisk øjeblik lader falde over mit spisebord. Så jeg studsede lidt over en artikel den anden dag i Berlingske med overskriften: 10 gode grunde til at hade sparepærer. Artiklen er skrevet på baggrund af en test i det tyske tidsskrift Öko-Test. På baggrund heraf fastslår Berlingske indledende, at:

• Sparepærerne anklages for at være giftige, ikke kun i produktionsleddet og når vi skaffer os af med dem, men også under brug i hjemmet.

• Sparepærerne giver et så grimt og dårligt lys, at det ligefrem er sundhedsskadeligt.

• Sparepærerne er meget ofte fejlbehæftede, og der er en række indbyggede tekniske problemer som flimren og langsom tænding.

• Sparepærerne sparer ikke nær så meget energi, som de giver sig ud for, og ingen bestrider af de kræver langt mere energi at producere og destruere end glødepærer, omkring fire gange så meget, ligesom der bruges mere vand til produktionen og der er risiko for forurening med tungmetaller.¹

Argumentationen drives noget videre på artiklens 10 sider – én for hver god grund:

Læs mere »

Klar og Julien de Smedt Arkitekter har netop fremlagt forslag om en ny strandpark ud for Nykredit og Meriott Hotel, så Indre By nu også står til at få bademulighed i Havnen.

Byplanmæssigt har arkitekterne bag forslaget taget de saksende linjer fra området omkring Politigården med ud i havneløbet. Dette virker noget fremmed i forhold til den formverden, som udfolder sig i mødet mellem sand og vand, og det er et åbent spørgsmål, om det er nødvendigt at lukke 40% af havneløbets bredde for at kunne svømme i havnen. Det sagt er projektet et spændende forsøg på at gøre noget ved et af de mest kiksede kapitler af Københavns nyere byudvukling, den bevidstløse udbygning langs Kalvebod Brygge.

Projektet bliver nærmere præsenteret ved et åbent hus-arrangement på rådhuset i morgen onsdag kl. 17.00-20.00.

I begyndelsen af februar vil borgerne blive inviteret til dialogmøde, og efter planen vil projektet blive sendt i offentlig høring til sommer.

Karsten Ifversen: Arkitekter foreslår sandstrand i Københavns havn, Politiken 09.12.2008.

Forud for klimatopmødet i Poznan har den svenske kirke samlet repræsentanter fra verdens trossamfund til et to-dages møde i Uppsala 28.-29. november for at drøfte en fælles holdning til klimaudfordringen. Mødet blev åbnet af den svenske kronprinsesse Victoria. Højdepunktet var underskrivelsen af The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Uppsala-manifestet, som blandt andet anbefaler reduktioner i den rige del af verden på mindst 40% i 2020 og 90% i 2050, er sendt videre til klimakonferencen i Poznan. Og selvom det kræver mandsmod som politiker at skulle ud at skaffe opbakning blandt sine vælgere til nedskæringer i den størrelsesorden, så er det lige præcis CO₂-reduktioner på det niveau der skal til for at bremse udviklingen i tide. Så vi må håbe, at politikerne hører godt efter, og fornemmer, at der er opbakning fra alle dele af verden til at de forlader de begrænsede positioner og står sammen om at træffer de nødvendige beslutninger.

Når man læser Uppsala-manifestet bliver det slånende, hvordan den nuværende politisk-videnskabelige håndtering af klimaproblematikken mangler en moralsk-etisk dimension, det at man overhovedet søger at tale til det bedste, det medmenneskelige, det empatiske, det transcendente i mennesket. Det at man taler om beskedenhed, om ydmyghed, om Skaberværket og respekt for dets kompleksitet og mangfoldighed. Måske vi behøver trossamfundenes hjælp til at etablere forståelse for en moderne form af tabuet, som for eksempel et moratorium for kulafbrænding eller udbygningen af atomkraft, som højest kan udsætte nødvendige omlægninger af den vestlige levevis med nogle få årtier.

Fra siden Video tapes from Uppsala Interfaith Climate Summit på Svenska Kyrkans hjemmeside er der links til videooptagelser af samtlige indlæg fra The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008.

Læs mere »

I forbindelse med The Uppsala Interfaith Climate Manifesto 2008, 28.-29. november, underskrev ledere fra verdens religioner et manifest. Efter underskrivelse er manifestet sendt til klimatopmødet i Poznan.

Det er en smuk tekst, som slår bro ikke bare mellem de forskellige verdensreligioner, men mellem hvad politikere og videnskabsmænd siger er nødvendigt for at stabilisere klimaet, og den moralsk-etiske fordring i at sikre klodens levevilkår for alle elvende skabninger. Jeg har derfor medtaget det i sin fulde udstrækning herunder:

HOPE FOR THE FUTURE!

Faith traditions addressing Global Warming

As religious leaders and teachers from the whole world, gathered in Uppsala 2008, we call for effective leadership and action in view of the global threat to the climate. From religious traditions, with different approaches to religious life, we come together at this time in human history to assure the world of what we have in common. We all share the responsibility of being conscious caretakers of our home, planet Earth. We have reflected on the concerns of scientists and political leaders regarding the alarming climate crisis. We share their concerns.

The world religions are a source of empowerment for change in lifestyles and patterns of consumption. Religious faith remains a powerful force for good among a considerable number of the human family. We undertake this mission in a spirit of responsibility and faith.

Læs mere »

I dag var der endnu en omtale af et fænomen, som har bredt sig langs den amerikanske østkyst. Kirker er begyndt at ringe 350 klokkeslag for at ihukomme vores ansvar for vores omverden og vores klima – 350 fordi 350 ppm (parts per million) er den koncentration af CO₂ vi skal tilbage under, hvis vi skal stabilisere klodens klima.¹

CO₂-koncentrationen som ved industrialiseringens begyndelse var på omkring 280 ppm, er i dag oppe på 387 ppm, og den stiger 2 ppm hvert år. Vi nærmer os derfor alvorligt det, klimatologer kalder ‘tipping points’, hvor klimaforandringerne bliver selvforstærkende. For eksempel vil det at en større del af den arktiske havis smelter om sommeren føre til, at der absorberes mere varme, som igen vil kunne frigive store mængder metangas, som nu er bundet i permafrosten.

USA har mange forskellige kirkesamfund, alene United Church of Christ har omkring 400 kriker, og man har som mål at 350 af dem på årets 350. dag vil ringe 350 klokkeslag.² Andre vil ringe under COP14 i Poznan.

Nogle vil måske indvende, at klokkeslagene blot er en symbolsk markering. Men vi behøver sådanne tegn. Vi behøver at blive mindet om vores ansvar overfor det levende, det skabte. Det er uomgængeligt vigtigt, at vi få prentet ind i vores bevidsthed, i vores hjerterum, i vores adfærd og hver eneste celle i vores krop, at vi må blive 350 gange bedre til at værne om samme ene lille planet.

Nedenstående lille liturgiske tekst stammer fra United Church of Christ:³

Læs mere »

Stewart Hampson har i dag en interessant kommentar i The Times i anledning af, at vi i den kommende weekend står overfor at stille urene én time tilbage. Hvis vi i stedet lod sommertiden fortsætte vinteren igennem og derefter næste forår stillede urene endnu en time frem, så vi havde to timers sommertid, ville det give en række store fordele.

De fleste trafikulykker sker i skumringstiden eller efter mørkets frembrud, så man regner med, at det alene i England ville give 450 færre dræbte eller alvorligt tilskadekomne i trafikken, heraf en stor del skolebørn. Samtidig vil en justering af sommertiden kunne give mindre kriminalitet og frygt for kriminalitet, samt en større tilskyndelse til, at vi året rundt tager en motionstur efter arbejde.

Ved at stille urene som Hampson foreslår, vil vi få flere mørke morgener, men til gengæld mere dagslys når vi har fri og har brug for sollyset. Forskere ved Cambridge University har beregnet, at denne ændring ville medføre en reduktion af de engelske CO₂-udledninger på mere end 1 mio. ton. Det løser ikke i sig selv klimaproblemet, men løsningen af klimaproblemet kræver en lang række af sådanne hver især små ændringer. Og dette er en af de sjældne situationer, hvor der kan spares, uden at vi overhovedet ved det eller behøver at forholde os til det.

Hampson ser også den fordel i forslaget, at England hermed fik samme tidszone som resten af Europa. Men måske skulle man så overveje, at Europa gjorde som Hampson foreslår, mens England stillede sine ure yderligere en time frem, så englænderne (og hele Europa) var GMT+2 om vinteren og GMT+3 om sommeren.

I afviklingen af det fossile samfund kommer vi under alle omstændigheder til at vende os langt stærkere mod solen.

Stuart Hampson: Daylight is precious. Let’s stop wasting it, The Times 22.10.2008.