Strøtanker om bæredygtighed

I nærheden af Shanghai er planlægningen af Dongtan EcoCity i fuld gang. Første etape af bebyggelsen med bolig og arbejde til 10.000 mennesker skal stå færdig inden Verdensudstillingen i Shanghai i 2010, så der bliver travlhed den kommende tid.

Det er ikke en hvilken som helst by, der er på tegnebordet – tværtimod vil Dongtan sætte helt nye standarder for bæredygtige byer. Bydannelsen er meget kompakt, men stadig kun 3-6 etager høj. I Shanghai, som har set mere end 2.000 nye skyskrabere i det seneste årti, peger Dongtan i en radikalt anden retning. Arbejdspladser er systematisk indarbejdet, så pendlingstrafik er minimeret – man regner på den konto alene med at kunne spare 400.000 ton CO₂. Der vil kun være adgang for køretøjer på el og biobrændstof, så det vil samtidig blive en sund by, uden den smog og partikelforurening, som nu hærger stort set alle verdens storbyer. Alt er ressource- og energi-minimeret, og den nødvendige energi for de omkring 80.000 indbyggere og 50.000 arbejdspladser vil blive tilvejebragt gennem vindmøller, biogas fra toiletter og avner fra risdyrkningen. Heri ligger besparelser på andre 350.000 ton CO₂, og Dongtan er projekteret til at være en CO₂-neutral by.

Der er træer og grønt over alt i Dongtan – også på tagene. Mellem bebyggelserne er der indarbejdet højproduktive gartnerier, således at fødevareproduktionen for området vil forblive lige så høj eller højere, når byen står fuldt udbygget. Samtidig er der planlagt en systematisk vandgenvinding og -udveksling mellem beboelse og landbrugsproduktion, så vandforbruget vil være mindre end nu, selv efter at Dongtan er fuldt udbygget.

Læs mere »

Gareth Cane skriver på Terra Infina, en blog for en engelsk rådgivningsvirksomhed vedrørende industriel bæredygtighed, at han på et tidspunkt havde foreslået en kemisk virksomhed at bruge overskydende procesvarme til at opvarme væksthuse. Ideen var blevet entusiastisk modtaget, en gartner og en stor supermarkedskæde fundet som producent og aftager, og blot to år senere stod der pludselig 90.000 m² drivhuse, hvis 300.000 tomatplanter var i færd med at levere Englands første vinterdyrkede tomater.

Yderligere leder man overskydende CO₂ fra firmaets gødningsproduktion ind i drivhuset, således at CO₂-koncentration fordobles. Dette giver en øget produktion, samtidig med at omkring 12.500 ton CO₂ bliver absorberet i tomaterne frem for at blive ledt ud i atmosfæren. Hidtil har England været 100% afhængig af importerede tomater i vintersæsonen, så man regner med samtidig at have mindsket et transportbehov med 250.000 food miles.

Læs mere »

For nylig sendte en god ven Daniel mig en hel stribe links om bier. Bierne har i efterhånden en del år været i gradvis tilbagegang i takt med, at det industrialiserede landbrugs dyrkningsmetoder mange steder i verden har gjort livet på landet stadig mere besværligt for bierne. Men på det seneste har man set hidtil ukendte problemer med bierne. De kan simpelthen ikke finde tilbage til bistaderne, og hele bisamfund går til grunde.

‘Colony Collapse Disorder’ har man kaldt det. Fænomenet optræder blandt andet i USA, Irland og England, og der har været varslet, at bierne kan være helt forsvundet om 10 år.

I en tid med ufred og klimatrusler kan det umiddelbart synes som et mindre problem. Men mange planter er afhængige af biernes bestøvning for at kunne sætte frugt og frø, deriblandt en stor del af vores nyttepanter. Så selvom vi måske kan sikre æblehøsten ved møjsommeligt én for én at bestøve alle æbleblomster med en lille pensel, så vil biernes forsvinden få katastrofale følger for biodiversiteten.

Man har spekuleret meget i, hvad der ligger bag bisamfundenes pludselige kollaps? – virus, nye sprøjtemidler eller måske mobiltelefoni, hvis bølgemønstre i stadig højere grad fylder æteren. Hvor der lige nu er stor tvivl om årsagen, er der ingen tvivl om, at det vil får alvorlige konsekvenser for landbrugsproduktionen.

Nedenfor er der masser af links til yderligere informationer samt adgang til en ’60 minutes’ video om problemerne i USA.

Læs mere »

Det er efterhånden ved at stå klart, at biobrændstof til biler giver næsten uoverstigelige problemer, så længe det fremstilles af fødevarer eller på arealer, som med fordel kunne være brugt til fødevareproduktion. Problemets omfang fremgår med al tydelighed af en artikel i Ingeniøren i fredags: Dyrk alger og giv dem saltvand – så skal I få masser af biobrændstof. Det fremgår heraf, at hvis det nuværende amerikanske transportbehov skulle dækkes fuldt ud ved biobrændstof fremstillet af majs, så ville det kræve et majsareal på omkring 2 millioner km², hvilket svarer til det meste af det amerikanske prærieland eller cirka 45 gange Danmarks areal.¹

På den baggrund er det indlysende, at hvis alle verdens biler, fly og skibe pludselig skal til at drives med biobrændstof, så vil det give et enormt pres på verdens begrænsede opdyrkelige areal.

Heroverfor har forskere ved Taxas University udviklet en genmodificeret blågrønalge, som kan levere råmaterialet til biobrændstof på blot det halve areal – hvilket stadig er ganske meget. Men man mener i løbet af få år at kunne komme op på 17 gange højere produktion pr. arealenhed. Og så begynder det at ligne noget, som der kan blive plads til uden drastiske konsekvenser for fødevareproduktionen, ikke mindst fordi produktionen med fordel kan foregå på arealer, som er for tørre til almindelig dyrkning.¹

Læs mere »

Ét er, at en seniorrådgiver ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, Henning Otte Hansen, kan mene, at Økologi er skidt for de sultende – det er i sig selv rystende og viser lidt om, hvor langt ind i vores vidensopbygning, det kemiske landbrugs livstruende tanke- og handlemåde er nået. Men at Politiken blot viderebringer den slags ureflekteret kan næsten kun være for at lokke frådende kommentarer frem – det har de i hvert fald fået i overmål (se kommentarer).

Efterfølgende har man da også bragt en artikel: Økologi kan fordoble fødevareproduktion, hvoraf det fremgår, at økologiske dyrkningsmetoder mange steder i U-landene ville kunne to- eller tredoble afgrøderne.

Læs mere »

Jeg faldt i dag over ‘La Tour Vivante’, Det levende tårn, et projekt tegnet af de franske arkitekter, Pierre Sartoux og Augustin Rosenstiehl, Atelier SoA, som bringer det produktive landskab midt ind i byens hjerte.

Med sine 30 etager er ‘La Tour Vivante’ et tankevækkende bud på et grønt storbyhus, hvor kontorlandskaber og boliger er intimt forbundet med grøntsags- og frugtavl i et selvforsynende system med en for en bymæssig bebyggelse usædvanlig autonomi. Det er en bygning med en høj grad af økologisk konsekvens og energimæssig optimering.

[nggallery id=111]

.
‘La Tour Vivante’ har en lav del, som indeholder mediatek mv. og en høj del, hvor man i en spiralsk opadgående struktur har hængt først kontorer og siden boligenheder op omkring en tung strukturel kerne med installations- og elevatorskakte. Hvis man cirkler sig op gennem bygningen, bevæger man sig igennem et forunderligt hybridrum, hvor man på den ene side har rækker af højbedsagtige plantekulturer, til den anden side forbindelse til kontorer og boliger – se video-animationen nedenfor.

Disse grønne korridorer er samtidig medvirkende til, at huset kan fungere som en passiv solfanger. Med to vindmøller på taget er huset stort set selvforsynende med energi.

Læs mere »

I Brasílien har man siden den første oliekrise i 1972 satset målrettet på bioethanol, og al benzin er i dag iblandet 23% bioethanol. Ethanolen fremstilles af sukkerrør, som i stor udstrækning dyrkes på land, som er indvundet ved rydning af urskov i Amazon-bækkenet. Ifølge en tankevækkende artikel i The Independent, Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, er der sukkerrørsmarker så store som europæiske stater. Ifølge artiklen medfører fremstillingen af den sukkerørsbaserede bioethanol større CO₂-udledninger end det sparer i byernes trafik. Ikke mindst den årlige afbrænding af sukkerrørsmarkerne giver kolossale CO₂-udledninger. Brasílien har således uviklet sig til at blive en verdens fjerdestørste CO₂-udleder.

Dette er fuldstændig parallelt til en anden af de store producenter af biobrændstof, Indonesien, hvor en stærkt stigende efterspørgsel på biobrændstoffer til det europæiske marked har ført til en omfattende rydning af urskovsarealer. Indonesien er således på blot tre år gået fra at være verdens 21.-største CO₂-udleder til at være verdens tredje største CO₂-udleder, kun overgået af USA og Kina (se blog-indlægget: Biobrændstof en økologisk katastrofe).

Det er på den baggrund klædeligt, at vores klima- og energiminister ifølge Information i dag genovervejer den europæiske satsning på biobrændstoffer i lyset af, at det kan føre til omfattende hungersnød, hvis vores biler også i større udstrækning skal mættes af markernes afgrøder.

Vi bliver nødt til at indse, at det ikke bare er et spørgsmål om at omlægge til fornyelige ressourcer og så fortsætte ud ad motorvejen, men at vi er nødt til at forholde os meget præcist til vores samlede økologiske råderum. Vi danskere forbruger allerede, som havde vi rådighed over tre planeter. Hvis vi fremover skal dække vores nuværende transportforbrug med biobrændstof, vil det med de nu kendte produktionsteknikker til biobrændstof give en voldsom udvidelse af vores globale økologiske fodaftryk.

Daniel Howden: Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, The Independent 15.04.2008.

V og K splittet om biobenzin, Information 16.04.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Nu hvor der ser ud til at ligge klare planer for den sydlige del af Israels Plads, var det nok på plads at se på den nordlige ende, hvor der i efterhånden mange år har været planer om at opføre torvehaller. Af et nyhedsbrev på Torvehallernes hjemmeside fremgår det da også, at projektet vil blive opstartet maj 2007 og stå færdig i maj 2008.

Man er dog endnu ikke kommet i gang, og for nylig fremgik det i medierne, at der var udbrudt åben uenighed mellem arkitektrådgiverne og Centerplan AS, som skal stå for driften. Hvor planerne hele tiden har været at lave et sted for mange små stadepladser, var man ifølge arkitekterne ved at omdanne projektet til et supermarked med fælles kasseapparater.

Det vil være en katastrofe, hvis det bliver ender dér. For vi mangler desperat et rigtigt torvemarked, som der langt tilbage i Københavns historie har været på det sted, hvor man kan se og få årstidens udbud af frugt og grønt, vildt og fisk, billigt og friskt, direkte fra producent – og ikke endnu en underetage i Illum eller Magasin.

Læs mere »

I den første af to videoer nedenfor, som stammer fra ved TED-konferencen i Monterey marts 2007, tager miljøskribenten og journalistprofessoren Michael Pollan os med på en indre havevandring, hvor vi fra græshøjde bliver ført gennem en fantastisk opdagelsesrejse i naturen oplevet fra planters og dyrs perspektiv.

Pollan startede som haveskribent, men har gennem en række bøger bevæget sig langt ind i økologiens og bæredygtighedens verden. Han fortæller med en helt usædvanlig indlevelseskraft om de symbioser og relationer, som fylder naturens verden – i en stadig udfordring af vores helt utilstrækkelige, cartesiansk funderede naturopfattelser.

Med bogen The Omnivore’s Dilemma. A natural History of Four Meals (2006) bevægede han sig langt ind i vores spisekultur og en stadig indkredsen af, hvordan vores kost og fødevareproduktion har ikke bare store konsekvenser for vores sundhed, men vidtrækkende politiske og miljømæssige konsekvenser.

Læs mere »