Strøtanker om bæredygtighed

En ny undersøgelse offentliggjort i dag i Science,¹ opgør antallet af døde havområder, ‘dead zones’, hvor iltmanglen er så udtalt at fisk ikke kan leve der, til 405, hvor der tilbage i 1960erne kun var tale om 49. Tilsammen drejer det sig om et område på størrelse med New Zealand, eller fem gange Danmarks areal, og igen har Østersøen ifølge opgørelsen det største samlede døde havområde.²

Den primære årsag er det industrialiserede landbrugs store udvaskninger af kvælstof fra kunstgødning. Det passer præcist med kortet over forekomsterne af de døde zoner, som stort set er i kystegne ud for lande med intensivt moderne landbrug, Nordeuropa, USA og Japan.

Billedet herover viser to satellit-fotos over Den Mexicanske Golf fra NASA, hvor det øverste viser forekomsten af alger i sommerperioden, viser det nederste iltkoncentrationerne.³ Den Mexicanske Golf er plaget af stadig større koncentrationer af næringssalte fra Mississippi-bækkenet, og ligesom vi kender det fra det Indre Kattegat og Østersøen har man i de senere år haft tilbagevendende problemer i med iltsvind dertil, at fisk i store områder er døde.

Havdøden er ikke uafvendelig – det er faktisk lykkedes at vende udviklingen i Sortehavet til det bedre, men det kræver kraftige nedreguleringer af det industrialiserede landbrugs brug af kunstgødning, som det indtil nu har været vanskelige at gennemføre.

Se også tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening og Østersøen langsomt ved at kvæles.

Robert J. Diaz & Rutger Rosenberg: Spreading Dead Zones and Consequences for Marine Ecosystems, (abstract) Science 15.08.2008.¹

Andrea Thompson: Oceans Running Low on Oxygen, LiveScience 14.08.2008.

David Biello: Oceanic Dead Zones Continue to Spread, Scientific American 15.08.2008.²

Rani Chohan, Mississippi dead Zone, NASA Goddard Space Flight Center 10.08.2004.³

Stine Thomsen: Fisk dør af iltmangel, Politiken 15.08.2008.

Anne Marie Primdal: Danmarks havmiljø skraber bunden, Ingeniøren 18.08.2008.

Som det fremgik af en nylig rapport fra WWF, er store dele af Østersøen ved at bukke under som økosystem efter årtiers tilførsler af næringsrigt spildevand fra byerne og store udvaskninger af kunstgødning fra landbruget. Og processen er efterhånden så langt fremskredet, at det vil tage adskillige års indsats hele vejen rundt om Østersøen at genskabe et sundt og levende hav (se: Østersøen langsomt ved at kvæles).

Men lande som Danmark, Sverige og Tyskland har allerede lavet massive indsatser for at mindske udledningerne af næringssalte, og investeringer i yderligere oprensninger i disse lande vil derfor være meget høje i forhold til effekten. Helsinki-kommissionen, som arbejder for at genoplive Østersøen, som i store centrale dele i dag må betegnes som dødt, har derfor fremsat et forslag om oprettelsen af et kvotemarked for udledninger af næringssalte Østersøen. På den måde vil samme investering placeret i for eksempel i Polen give langt større effekt på de samlede udledninger end hvis de foregik i for eksempel Danmark, og man regner med gennem kvote-ordningen at kunne opnå samme reduktion for omkring den halve pris.¹

Dette er samme logik, som ligger til grund for Kyoto-aftalen, og som kommer til at ligge til grund for Kyoto-aftalens afløser, som forhåbentlig bliver klar til vedtagelse næste år i København. Der er tale om samme ene atmosfære (Østersø), og ud fra mange betragtninger giver det bedst mening at bruge pengene de steder, og på de måder, som giver størst valuta for pengene.

Læs mere »

Der er mange forskellige konsekvenser af den globale opvarmning, men en en af de mere håndgribelige er, at efterhånden som temperaturerne stiger, vil klodens gletsjere smelte bort. Det sker i disse år med en hastighed, som er langt hurtigere, end antaget for blot få år siden. Klimaforandringer er således ikke noget, som i en fjern fremtid måske vil berøre vores børnebørn. Mange steder i verden, ikke mindst i det tropiske bælte, er det allerede i dag en håndgribelig realitet.

En af verdens tropiske gletsjere, Chacaltaya ligger højt oppe i Andesbjergene, over Bolivias hovedstad La Paz. Her lå indtil for få år siden verdens højeste skisportssted i 5.300 m højde, men i dag er her ingen sne.Ifølge lederen af den geologiske afdeling ved San Andrés-universitetet i La Paz, Jaime Argollo Bautista, er optøningen af Chacaltaya-gletsjeren gået særlig hurtigt, og mere end 80% af ismasserne er forsvundet på blot 20 år. I februar 2007 var hans bud således, at gletsjeren ville være helt væk om tre år¹ (se kort nedenfor).

Politiken har med støtte fra Danida haft en journalist og en fotograf i Bolivia for at rapportere fra området, og det er der kommet en stribe fine artikler og billedserier ud af. Ifølge Michael Rothenborg er det tidligere vintersportssted i dag som et månelandskab med blot enkelte hvide pletter, og skiliften står som et minde om en tabt tid.² Men problemet er ikke så meget, at man ikke kan stå på ski. Det er langt mere fundamentalt, at den løbende forsyning af smeltevand, som gav dalen nedenfor sin frugtbarhed og gav drikkevand til omkring 1,6 mio. mennesker i området omkring La Paz, er næsten ophørt. Folk flygter fra de tørkeramte jorder, hvor afgrøderne rundt regnet er halveret. Dem der bliver, står overfor store udfordringer med at få et livsgrundlag ud af de nye vilkår, hvor man må klare sig gennem de tørre måneder uden smeltevandet. Og i byerne er vandforsyningen katastrofal – der er eksempler på, at man har slået hul i kloakledninger for i det mindste at have vand til husdyrene.³

Læs mere »

Professor Ross Garnaut, klimarådgiver for den australske regering, fremlagde i går Garnaut Climate Change Review, en 537 sider lang klimahandlingsplan, som indeholder et tankevækkende scenario for Australien for år 2100, hvis ikke der bliver igangsat gennemgribende ændringer i allernærmeste fremtid. Australien synes at være det at de udviklede lande, som står overfor de voldsomste konsekvenser af klimaforandringerne, og scenariet fremmaner et dystert billede af et land med flere tusinde døde hver sommer fra et bagende varmt sommerklima og en befolkning på flugt fra stigende verdenshave og voldsomme storme langs kysterne, hvor langt de fleste nu bor.

Murray-Darling-bassinet i det sydøstlige Australien, Australiens i dag frugtbare landbrugsområde 20 gange større end Danmark, vil i år 2100 være tæt på at være opgivet som landbrugsland på grund af stadig mere udbredt tørke, mens Murray-Darling-floden i worst case-scenariet vil være næsten tørlagt og høstudbyttet være blot 3% af i dag.

Den omfattende tørke vil have stor konsekvens for biodiversiteten, og The Great Barrier Reef, verdens største system af koralrev, som strækker sig mere end 2.000 km langs den australske østkyst, vil i år 2100 være dødt. Alt i alt et skræmmende billede, som man kan håbe kan få Australien sporet ind på en CO₂-neutral kurs.

Garnaut Climate Change Review rummer langt mere end klima-scenariet. Den er en omfattende analyse af klimasituationen og de tiltag som er under opbygning for at kunne håndtere klimaudfordringen globalt. De centrale afsnit udgøres af en omfattende analyse af og køreplan for indførelsen af et CO₂ kvotesystem for Australien. Rapportens mål er da også at kvalificere den politiske beslutningsproces for det australske kvotesystem med påbegyndelse i 2010. Vedtagelsen er i bedste fald på plads i løbet af denne måned.

Læs mere »

Der har været adskillige forsøg på at bagatellisere biobrændstoffets betydning for den nuværende fødevarekrise, og for eksempel den amerikanske regerings vurdering har været, at det medvirkede med under 3% til den samlede fødevarekrise. Men The Guardian kunne i går rapportere, at hele 75% af fødevarekrisen ifølge et internt dokument fra Verdensbanken er udløst af øget efterspørgsel på biobrændstof.¹ Dette ligger på linje med en engelsk rapport, som er under offentliggørelse, som konkluderer, at produktion af biobrændstof har en signifikant rolle i den nuværende fødevarekrise.²

Det, som i udgangspunktet skulle have været til gavn for det globale miljø, har således vist sig at være en endog meget dårlig idé, som ikke bare samlet har øget CO₂-udledningerne, dels fordi ødelæggelsen af regnskovsområder i troperne for at efterkomme produktionen af biobrændstof har medført langt større CO₂-udledninger end biobrændstoffet har sparet, dels fordi den hastigt voksende efterspørgsel på biobrændstof lægger beslag på en stadig stigende del af klodens produktive landbrugsarealer, hvilket har kastet verden ud i en regulær fødevarekrise, som i fattigere dele af verden har langt mere katastrofale følger end vi oplever herhjemme. Det vurderes således, at den fødevarekrise, som produktionen af biobrændstof har udløst, har ført til at yderligere 100 millioner mennesker i dag sulter.

I betragtning af, at over en tredjedel af den amerikanske majsproduktion og over halvdelen af den europæiske produktion af vegetabilske olier går til biobrændstof, virker det nærmest naivt, at politikere fortsætter med at bagatellisere og fornægte problemstillingen.

På EU-plan et det vedtaget, at benzin fra i år skal indeholde 2,5% biobrændstof, 5% i 2010 og 10% i 2020. Hvis ikke dette skal føre til, at størstedelen af vore produktive landbrugsarealer går til at mætte forbrændingsmotorer, er det uomgængeligt vigtigt, at al videre anvendelse af biobrændstof bliver baseret på kilder, som ikke fremstilles på nu produktive landbrugsarealer. Det kunne være affaldshåndtering (som brugt fritureolie) eller det kunne være baseret på algeproduktion, som kunne foregå i biologisk set lavproduktive ørkenområder.

Se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer, Biobrændstof en økologisk katastrofe samt Min bil kører på algesuppe.

Aditya Chakrabortty: Secret report: biofuel caused food crisis, The Guardian 04.07.2008.¹

Julian Borger and John Vidal: New study to force ministers to review climate change plan, The Guaridan 19.06.2008.²

Thomas Djursing: Verdensbanken skærer igennem: Biobrændstof skyld i fødevarekrise, Ingeniøren 04.07.2008.

Fænomenet ukrudt har eksisteret siden mennesket begyndte at dyrke jorden, og en række planter har igennem årtusinder specialiseret sig i de nicher, som vores dyrkningsmetoder skaber. New York Times bringer i dag en tankevækkende artikel om ukrudt, og hvordan klimaforandringerne vil forskubbe balancen mellem nytteplanter og ukrudtsplanter. Artiklen tager udgangspunkt en række forsøg gennemført af ukrudtsøkologen Lewis Ziska fra det amerikanske Department of Agriculture’s Agricultural Research Service.

Ziska havde længe ønsket sig at kunne skabe laboratorieforhold, som simulerede klimaforandringerne i de kommende årtier, for at undersøge, hvordan de virker ind på vækstforholdene, da det gik op for ham, at han med storbyernes varmeøer havde vilkår, som ret præcist modsvarede ændringer i temperatur og CO₂-koncentrationer de kommende 30-50 år i IPCCs såkaldte B2 scenario, hvor vi kun i begrænset omfang får held med at begrænse CO₂-udledningerne. Her lå temperaturen lå omkring 2° C højere end det omgivende land, samtidig med at CO₂-koncentrationerne lå på omkring 440-50 ppm, hvor de nu i gennemsnit er omkring 385 ppm. Han etablerede derfor i 2002 tre undersøgelsesområder: Ét på et økologisk landbrug på landet, ét i Baltimores centrum, samt ét i en forstadspark, hvor forholdene var nogenlunde midtimellem.

Hver af de tre undersøgelsesfelter lagde han ud med samme jord fra det økologiske landbrug, som indeholdt ukrudtsfrø fra omkring 35 ukrudtstyper, hvorefter han i de kommende fem år nøje fulgte med i, hvordan de tre felter udviklede sig. For eksempel Chenopodium album, på dansk hvidmelet gåsefod, blev ude på landet 6-8 fod høj, mens den inde i byen med nåede hele 10-12 fods højde.

Læs mere »

Den tyske afdeling af verdensnaturfonden WWF har netop udsendt et paper, som gør status over Østersøens havmiljø, og det er ikke læsning for sarte sjæle. Østersøen rummer 7 ud af verdens 10 største områder med bundvendinger, hvor det oprindelige miljø bryder sammen på grund af iltmangel. I en omtale i Ingeniøren i dag betegnes Østersøen som ‘det mest døde hav i verden‘.

WWFs paper tager udgangspunkt i data fra det amerikanske World Resources Institute, som viser, at et område i Østersøen på størrelse med Danmark (42.000 km²), er permanent uddødt, og at iltsvind i de varmeste somre rammer et areal på 100.000 km². På 11 år antallet af områder, som er berørt af bunddød som følge af iltsvind, vokset fra 44 til 169.

Vi kender fænomenet fra Bælterne og det sydlige Kattegat, hvor økosystemerne på varme somre kammer over med stor algevækst, hvis nedbrydning forbruger al ilten dertil at organismer, som er afhængige af ilt går til grunde, og et dødens tæppe breder sig over havbunden, mens man på land kan komme ud for, at døde fisk skyller i land kvalt af iltmangel. Men WWFs rapport viser, at forholdene er endnu værre inde i Østersøen, hvor vandudskiftningen kun foregår langsomt.

Årsagen er først og fremmest de store mængder organisk materiale, som dels stammer fra byernes spildevand, dels stammer fra landbrugets udstrakte brug af kunstgødning hvor store mængder af kvælstof fra markerne vaskes ud i floder og søer og derfra ender i Østersøen. Men ifølge WWFs paper er omkring en fjerdedel af det kvælstof, som findes i Østersøens vandmasser, optaget fra atmosfæren, hvor den stammer fra gødningsafdampninger og forbrænding af fossile brændstoffer.

Læs mere »

I sidste uge afholdt Europakommissionen en konference om sikringen af jordkvalitet og klimaforandringer. I den forbindelse kom det frem, at det organiske i vores landbrugsjord, muldjorden, i EU tilsammen rummer 70 mia. ton CO₂ eller 140 gange de samlede årlige danske CO₂-udledninger. Alene den engelske landbrugsjord har i de seneste 25 år hvert år mistet 13 mio. ton CO₂ eller omkring en fjerdedel af de samlede danske årlige udledninger. Således vil selv små forskydninger dyrkningsmetoder kunne give store udslag i den samlede CO₂-deponering.

Det industrialiserede landbrug har medført en stadig mere muldfattig jord. I Danmark ser man det særlig der, hvor det traditionelle kvægbrug med fire-årigt sædskifte er afløst af stordrift med korn på samme marker år efter år. Her er frugtbarheden fra at være afhængig af muldjordens beskaffenhed efterhånden overvejende blevet afhængig af store mængder kunstgødning. Det er også fra disse efterhånden pulveragtigt livløse marker, man har de største problemer med udvaskning af kunstgødning, som giver vores grundvand, vandløb og indre farvande alvorlige miljøproblemer.

Ud over at det vil give os langt sundere fødevarer igen at basere frugtbarheden på en dybmuldet frugtbar jord, vil en omlægning til et økologisk landbrug med vægt på systematisk genopbygning af muldlaget – og på sigt dyrkning i langt mere komplekse dyrkningsbiotoper – give langt mindre problemer for vandmiljøet og grundvandet. Og som det fremgår af Europakommissionens konference, ville det også kunne føre til en betydelig absorption af CO₂ og andre drivhusgasser.

Der ligger således et stort CO₂-reducerende potentiale i at gøre Danmark til et smukkere og frodigere sted, med mere muld og vegetation, mindre asfalt og kunstgødning, fra Skagen til Gedser, fra den tætteste storby til kragernes vendeplads. Det gør på ingen måde, at vi kan brænde fossile brændstoffer af som hidtil, men det at hver eneste kvadratmeter af det danske kongerige systematisk blev bragt til at akkumulere mere CO₂ end i dag, kunne være med til at gøre lidt af den skete skade god igen – og det vel at mærke på en måde, som ville have en lang række afledte positive virkninger for vores egen og miljøets sundhed.

Ayr Syrquin: EU Commission discusses soil degradation and climate change, Jerusalem Post 18.06.2008.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ifølge rapporten Realizing the Promise and Potential of African Agriculture fra IAC, InterAcademy Council, har det sult- og katastrofeplagede afrikanske kontinent potentiale til at få en central rolle i verdens fødevareforsyning.

I dag er omkring 200 af Afrikas 900 millioner indbyggere plaget af sult. Men rapporten konkluderer, at Afrika med forbedrede dyrkningsmetoder kunne stå overfor en grøn revolution med et kolossalt potentiale.

Afrikas landbrug er mangefacetteret, og rapporten har identificeret 17 karakteristiske landbrugstyper. En analyse af disse når frem til, at fire af dem har særligt potentiale: Et majsbaseret landbrug suppleret med bomuld og blandet husdyrhold, et korn- og rodfrugtbaseret landbrug med supplerende afgrøder og kvægbrug, et overrislingslandbrug, primært baseret på ris, bomuld, grøntsager, vandkrævende afgrøder, kvæg og fjerkræ, samt et plantage-landbrug primært baseret på træafgrøder som kakao, kaffe, palmeolie, og gummi. Der er billeder fra en række forskellige landbrugszoner nedenfor.

Læs mere »

I videoen Contaminated fra Guerilla News Networks (se nedenfor) fortæller tre økologiske tænkere, Fritjof Capra, Paul Hawken and Vandana Shiva om genmodificerede afgrøder, og de kolossale ændringer, det medfører. Én ting er risikoen overfor vores sundhed, som disse afgrøder måtte medføre, og risikoen for at søsætte organismer, som naturen ikke har nogen feedbackmekanismer overfor.

En anden ting er, at bonden bliver endnu mere afhængig af industrien. Han m/k har ikke mere ret til at gemme sæd fra året inden, da det nu er patenterede afgrøder. Han er derfor afhængig af at købe al sin sæd, og i og med at disse afgrøder er designet til at kunne modstå særlige plantegifte, bliver han også bundet til ‘behov for’ bestemte plantegifte og en industriel dyrkningsform med meget store energiinput. Paul Hawken sammmenligner det i videoen med, at man har gjort bonden afhængig som en junkie af narkotika. Samtidig er udviklingsarbejdet bag disse afgrøder og deres tilhørende bekæmpelsesmidler så hemmeligholdt, at samfundet ikke har mulighed for at følge med … men, hånden på hjertet, hvem kan også vide, hvad langtidsvirkningerne bliver af at klippe genetiske egenskaber fra dyreriget ind i vores afgrøder?

Læs mere »