Strøtanker om bæredygtighed

Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO₂-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO₂-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.

Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at “københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹

Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. – ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²

1) Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2) Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3) Brug flere grøntsager og mere frugt.
4) Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5) Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6) Minimer mængden af madaffald.

Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at

7) restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.

For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO₂-neutralitet i 2025.

Læs mere »

Det seneste års meldinger fra klimaforskerne siger med stor entydighed, at hvis vi vil stabilisere klimaet før klodens ismassiver smelter og klimaforandringerne bliver selvaccelererende, er det bydende nødvendigt, at vi inden for få årtier ikke blot får reduceret de nuværende CO₂-udledninger drastisk, men påbegynder arbejdet med at fjerne CO₂ og andre drivhusgasser fra atmosfæren, så koncentrationen af CO₂ når tilbage under 350 ppm – og på sigt tilbage til før-industrielle koncentrationer på omkring 280 ppm.

Ikke mindst er den stadig eskalerende afbrænding af kul et problem. Kulafbrændingen producerer langt mere CO₂ end olie og gas for hver energienhed vi får, og Jordens kulreserver er så store, at hvis vi brænder alle i dag kendte kulreserver af inden vi omlægger til vedvarende energikilder, har vi en 100% sikkerhed for en klimakatastrofe.

Dette er baggrunden for det krav om et moratorium for udbygning af kulkraft, som de seneste år har lydt med stadig stærkere stemme, ikke mindst fra lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?, James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker og James Hansen: “Coal is best left in the ground”).

Men koncentrationen af CO₂ i atmosfæren er i dag oppe på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år, så selv hvis det lykkes at bremse og standse udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, står vi med spørgsmålene om, hvordan vi får nogle af dem fjernet fra atmosfæren. Mange steder i verden prøver man derfor at udvikle CCS-teknologi (carbon capture storage) til at fjerne CO₂-udledningerne og de mange andre giftigheder fra kulafbrændingen, inden de når atmosfæren. Men hidtil er det kun lykkedes i meget lille skala, og det er foreløbig så energikrævende at gøre, at det i bedste fald vil kræve en fjerdedel mere kul at nå samme energimængde. Man regner med mindst 20 år, før man har de første brugbare løsninger, og endnu er der ikke noget, som tyder på, at vi når en 100% effektiv teknologi.

Læs mere »

Andy Ridgewell fra University of Boston står i spidsen for et team af forskere, som netop i tidsskriftet Current Biology har offentliggjort en artikel, som påviser, at man ved at vælge afgrøder, som i højere grad reflekterer lyset, ville kunne skabe en kølende effekt, som i visse områder ville kunne være på op imod 1ºC i sommerperioden. Over en 100-årig periode ville det kunne modsvare udledninger af 192 mia. ton CO₂, eller 2 mia. ton pr. år.¹ Hele EU producerer 4 mia. ton CO₂ pr. år, og verdens to største udledere Kina og USA producerer hver især omkring 6 mia. ton CO₂, så der er tale om et betydeligt potentiale ved at vælge blankere afgrøder.

Se også følgende blog-indlæg: Kølende hvidt.

Alok Jha: Could new varieties of wheat and barley save the planet from climate change? The Guardian 15.01.2009.

Andy Ridgewell et al.: Tackling Regional Climate Change By Leaf Albedo Bio-geoengineering, Current Biology 15.01.2009.¹

Catherinne Brahic: A high-albedo diet will chill the planet, New Scientist 15.01.2009.

Michael Kahn: Sun-reflecting crops could ease global warming, Reuters 15.01.2009.

Oliver Morton: Crops that cool, Science 15.01.2009.

Richard Black: Farms to take heat out of warming, BBC News 15.01.2009.

Henry Fountain: More-Reflective Crops May Have Cooling Effect , New York Times 19.01.2009.

Stanford University har netop offentliggjort en undersøgelse i Science, som på baggrund af de 23 klimamodeller anvendt af IPCC belyser klimaforandringernes betydning for fødevareforsyningen frem mod år 2100. Ikke mindst for det tropiske og det subtropiske bælte fremmaner undersøgelsen dystre perspektiver.

Omkring halvdelen af verdens befolkning lever i det tropiske eller det subtropiske bælte. Man regner i denne zone med, at det som i dag er maksimumtemperaturer vil være minimumstemperaturer, og der forventes som følge heraf et fald i produktionen af majs og ris på 20-40% i troperne.

Det er ikke blot temperaturforholdene, som forandrer sig, men fuldt så meget nedbørsforholdene, hvor man mange steder forventer en mindre og mindre regelmæssig nedbør. For eksempel er der meget, som tyder på, at det afrikanske ørkenbånd gradvist vil kunne bevæge sig nordpå og omfatte også vores nuværende spisekammer i vintermånederne langs Middelhavet.

Stanford-undersøgelsens hovedkort kan ses nedenfor.

Læs mere »

Den canadiske fotograf Benoit Aquin er netop blevet udpeget som vinder af Prix Pictet fotokonkurrencen med en serie billeder fra Kinas løssområder, hvor støvskyerne fremtryller udvisket betagende, næsten surreale stemninger med genklang i den kinessiske maletraditions monokrome landskabsbileder.

Men baggrunden er mere dyster – og en del af juryens begrundelse for at pege på billedserien “The Chinese Dust Bowl” som vinder. I dag er 18% af Kinas areal ørken. 22% heraf, eller et areal ni gange større end Danmark, er menneskeskabt ørken. Overgræsning, stadig dybere vandboringer og allehånde kortsigtede behov er med til at indskrænke fremtidige generationers livsrum. Og FNs tidligere generalsekretær Kofi Annan sagde ved prisoverrækkelsen i Paris: “It is my hope that the Prix Pictet, the world’s first prize dedicated to photography and sustainability, will help to deepen understanding of the changes taking place in our world…”

Læs mere »

Den anden dag faldt jeg over The Soil Carbon Manifesto (se nedenfor), skabt af den australske organisation Carbon Coalition Against Global Warming. Det er et spændende område, som jeg meget gerne vil trænge meget mere ind i. Dels fordi der ligger et stort CO₂-bindingspotentiale i rigtig brug af vores landbrugsarealer, dels fordi det samtidig kunne være nøglen til et landbrug, som producerede langt sundere fødevarer.

Set i dette perspektiv er vores nuværende afbrænding af alt affald dybt problematisk. Stadig føler jeg efter at have boet 28 år i København et lille stik af smerte når jeg dagligt må lade god jordernæring, som burde komposteres, gå i affaldsspanden. Så vidt muligt burde alt det organiske affald fra restauranter, husholdninger og næringsmiddelindustri komposteres og bringes tilbage til landbruget som en livgivende erstatning for de CO₂-tunge kunstgødninger, hvoraf en alt for stor del i dag udvaskes med voldsomme forstyrrelser af vandmiljøet til følge.

Michael Braungart fortalte for nylig på vugge til vugge-konferencen her i København, at det industrielle landbrug hvert år tærer på muldlaget svarende til, hvad det har taget 5.000 år at opbygge. Hans ærinde var, at det er vitalt for opretholdelsen af landbrugsarealernes vækstkraft – og for bæredygtigheden – at langt det meste af det, der blev høstet fra markerne, kom til tilbage til markerne som organisk materiale.

Og hvis vi skal lykkes med ikke bare at få bremset CO₂-ophobningerne i atmosfæren, men igen at få koncentrationerne ned på omkring 350 ppm, er vi nødt til ikke bare at ophøre med den fossile afbrænding, men systematisk at arbejde på at øge CO₂-bindingen i biosfærens muld og vegetation.

Læs mere »

Den amerikanske miljøskibent Michael Pollan, som bøger som In Defense of Food og The Omnivore’s Dilemma har placeret sig centralt i den sundhedspolitiske debat i USA, bragte torsdag via New York Times et åbent brev til den kommende præsident: Farmer in Chief.

Pollan skriver indledende, at fødevarekrisen og hele den måde fødevareproduktionen i dag foregår på, er tæt forbundet med klima- og energiproblemerne: “After cars, the food system uses more fossil fuel than any other sector of the economy – 19%. And while the experts disagree about the exact amount, the way we feed ourselves contributes more greenhouse gases to the atmosphere than anything else we do – as much as 37%, according to one study.”

Vi er således nødt til at tage det industialiserede landbrug af dets nuværende diæt af fossile brændstoffer og sætte det på en tidssvarende diæt af solskin.

Pollan udfolder i Farmer in Chief et ‘sun-food agenda’ som har relevans ikke bare for Obama og McCain, men for en global omlægning af det industrialiserede landbrug set i lyset af den globale energi- og klimaudfordring.

Michael Pollan: Farmer in Chief, New York Times 09.10.2008.

Se også tidligere blog-indlæg: Why Bother? og Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma (video).

I forlængelse af gårsdagens blog-indlæg fra den grønlandske indlandsis, Kulstøv øger isafsmeltningen, var der samme dag i The Times en artikel om, hvordan Grønland bogstaveligt var ved at blive grøn. Her på sne- og isgrænsen opleves klimaforandringerne år for år langt mere tydeligt end i mere tempererede zoner.

Lasse Bjerge har således i de sidste 10 år kunnet dyrke kål på Grønland – noget man ikke har kunnet i mange hundrede år. Ikke mindst broccolien er endnu på sin absolutte nordgrænse. Kommerciel dyrkning ville have været utænkelig indtil for få år siden, men klimaforandringerne gør Grønland grønnere, og nu regner man med, at Grønland inden for en overskuelig årrække vil kunne blive selvforsynende med grøntsager.

Klimaforandringerne vender op og ned på Grønlands levevilkår. Selv træerne er begyndt at vokse på Grønland, og samtidig med, at der så småt opstår betingelser for land- og skovbrug, har de grønlandske fangere stadig sværere ved at opretholde den oprindelige levevis.

Endda konkluderer artiklen at klimaforandringerne vil give Grønland flere vindere end tabere, og at klimaforandringerne vil give landet den økonomiske frihed, som kan sikre den fulde politiske uafhængighed af Danmark.

Artiklen har en halvanden minuts video, som viser, hvor langt isen har trukket sig tilbage på blot få år.

Martin Fletcher: Greenland: land of ice goes green as warming turns the cabbages into kings, The Times 20.09.2008.

Grønland hæver sig, Berlingske 10.10.2008.

Drop kødet en gang om ugen, lyder det fra ingen ringere end lederen af FNs klimapanel IPCC, Rajendra Pachauri. Hans opfordring kommer på baggrund af, at vores husdyrhold – og særlig den industrielle kødproduktion – er en af de helt store udledere af drivhusgasser. På verdensplan står husdyrhold for 18% af de samlede udledninger af drivhusgasser, hvor den samlede trafik, til vands, til lands og i luften, kun står for 13%. Ud over at det i den industrialiserede del af verden ville have positive konsekvenser for sundheden, ville man ved en reduktion af kødspiseriet således relativt enkelt kunne begrænse en af de største kilder til udledninger af drivhusgasser.

En ugentlig kødfri dag kan synes som en beskeden opfordring, men Pachauri, som selv er vegetar, har fået på puklen for hans forslag. Der skal ikke røres ved vores vaner, og vores politikere er stadig er totalt berøringsangste overfor at fortælle os hvad vi udmærket ved, at det vil kræve gennemgribende ændringer af vores nuværende levevis at gøre noget effektivt overfor den globale opvarmning.

Ikke mindst i den rigeste del af verden spiser vi stadig større mængder animalsk føde, men også et land som Kina omsætter en stor del af sin nyvundne rigdom i kød på bordet. Tidligere på året blev det beregnet, at hvis amerikanere blev vegetarer, ville det kunne reducere hver eneste amerikaners årlige CO₂-udledninger med 1,5 ton pr. år, eller mere end udledningerne pr. person i de fleste fattige lande (se tidligere blog-indlæg: Eat Less Meat og Another Inconvenient Truth).

Læs mere »

I dag kan man via Ritzau læse, at antallet af sprøjtninger i dansk landbrug sidste år nåede op på 2,4 pr. mark pr. år, hvor der ifølge Pesticidplan 2004-2009 er en målsætning om inden 2009 at nå ned på 1,7 sprøjtninger pr år.

“Mens brugen af svampemidler, vækstregulatorer og skadedyrsbekæmpelsesmidler i landbruget er på noget nær det laveste niveau i de seneste 15 år, har landmændene sprøjtet ukrudtsmidler over markerne i et støt stigende omfang de seneste 5 år,” kunne man i februar læse i Ingeniøren: “Alene fra 2004 til 2006 er mængden af pesticider steget med 400 tons om året.”¹

Af en eller anden grund har landbruget altid kunnet slippe af sted med at påkalde sig frivillige aftaler, og år efter år har det forhalet udviklingen af et sundere landbrug, med de graverende problemer for vandmiljø, vandkvalitet og fødevaresundhed, som det har medført.

Der lader da også til på baggrund af de nuværende oplysninger at være flertal for et indgreb, og afgifter på sprøjtemidler har været på tale. Det er sikkert også en god idé at sætte prisen op til det femdobbelte, men med den ‘går den så går den’-attitude, som landbruget gennem flere årtier har demonstreret på miljøområdet, er det eneste rigtige er efterhånden efter svensk forbillede at lave en form for systembolaget, hvor man kun kan købe sprøjtemidler ved fremlæggelsen af en velgennemtænkt pesticidplan, som overholdt det generelle sigte i Pesticidplan 2004-2009.

Det er nok på tide at indse, at kunstgødning og sprøjtemidler er som narkotika for det industrialiserede landbrug, og at man som samfund er nødt til at handle derefter.

Se også tidligere blog-indlæg: Sprøjtemidler.

Landmændene sprøjter stadig mere, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Flertal for afgifter på sprøjtegifte, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

S kræver forklaring på sprøjtning, (Ritzau) Politiken 16.08.2008.

Stine Thomsen: Landbruget: Tvang er ikke løsningen, Politiken 19.08.2008.

Mads Nyvold: Landbruget sprøjter løs med ukrudtsmidler – igen, Ingeniøren 03.02.2008.¹

Michael Rothenburg: Flertal vil ændre giftkrav til landbruget, Politiken 25.08.2008.

Pesticidplan 2004-2009, Fødevarestyrelsen (pdf).