Strøtanker om bæredygtighed

I princippet er vand en fornyelig ressource, og hvis vi værner om den og bruger den viseligt, er der også vand til de kommende generationer. Men med det nuværende brugsmønster bliver stadig mere af klodens vand forurenet eller ender i salte vande, og filmen Blue Gold, World War Water giver en uhyggeligt klar skildring af, hvilke vandproblemer vi står overfor i de kommende årtier, ikke kun på grund af klimaforandringer, men fuldt så meget på grund af den kaptialisering og varegørelse af et mange steder på kloden indtil i dag fælles gode.

I en nylig rapport fastslår McKinsey & Company, at efterspørgslen på vand i 2030 vil være 40% højere end de tilgængelige ressourcer, og at omkring halvdelen af verdens befolkning vil leve i områder med vandmangel.¹

Blue Gold, World War Water er en prisvindende dokumentarfilm fra 2009, filmet af Sam Bozzo. Den er baseret på en bog fra 2002 af Maude Barlow og Tony Clarke: Blue Gold: The Fight to Stop the Corporate Theft of the World’s Water og er med sine i alt 90 min. yderst seværdig.

Læs mere »

Satoyama er et japansk ord, som betegner overgangszonen mellem det kultiverede landskab med dets horisontale rismarker og de vertikale skovklædte bjerge. Semantisk set betegner sato det dyrkbare land, men yama betyder bjerg. Og satoyama betegner på én gang det landskab, som opstår hvor menneskets kultivering møder den omgivende natur, og den kultur og levemåde, som gennem tiderne har udviklet sig i denne landskabelige situation.

Det japanske landskab er for langt den største del er præget af lave skovklædte bjerge gennemskåret af snævre dale. Satoyama er således en gennemgående situation i det japanske landskab, og ordet bruges ofte generelt om det traditionelle japanske bondelandskab.

Her ved bjergets fod, ved overgangen mellem skoven og det dyrkbare, lagde risbønderne så vidt muligt deres huse. For op igennem historien har hver eneste kvadratmeter, som kunne overrisles og dermed bruges til risdyrkning, været vigtig. Placeringen gav overblik over markerne, og let adgang til den skovklædte bagvæg. Skoven bag blev en form for kulturskov, hvor man samlede brænde, svampe, bær og frugter. I satoyama har der med tiden udviklet sig en stærk symbiose mellem menneske og natur, som er dybt forbundet med japansk folkekultur.

Læs mere »

I samarbejde med det nationale japanske TV-selskab NHK lavede David Attenborough for ti år siden filmen Satoyama: Japan’s Secret Watergarden (se nedenfor). Det er en smuk skildring af livet i en lille landsby nord for Biwa-søen, som ligger umiddelbart øst for Kyoto. Gennem skildringen af den 83-årige fisker Sangoro Tanaka får vi i Attenboroughs film et fornemt indblik i, hvor harmonisk og kultiveret mennesker kan leve med naturen, i naturen.

Semantisk set betegner satoyama overgangen mellem det kultiverede landskab og de skovklædte bjerge, men det bruges som her ofte bredere, som en betegnelse for den kultur, som traditionen har udviklet i zonen mellem det dyrkede og det udyrkede (se mere om satoyama i det efterfølgende blog-indlæg: Satoyama – et fællesrum mellem menneske og natur).

Før jeg i 1980 flyttede til København for at starte på Arkitektskolen, boede jeg nogle år i et landkollektiv i Himmerland. Her havde indtil begyndelsen af det 20. århundrede været et udstrakt hedelandskab afbrudt her og der af vådområder og dyrkede arealer. De husmandsbrug, man eablerede omkring 1. verdenskrig ved at pløje allaget op, var stort set opgivet, gårdene var blevt store og specialiserede, og markerne blev pløjet, harvet, sprøjtet, høstet og brændt af med en næsten militant præcision. For mig, som var vokset op i et godt tilgroet parcelhuskvarter, var det en stor skuffelse at erfare, at biodiversiteten i det moderne bondeland var uhyggeligt meget mindre end hvor jeg kom fra. Og jeg husker stadig glæden over en dag at finde 3½ m² lyng på en skrænt, hvor maskinerne ikke kunne komme til. Ellers var alt roeørkener, kornørkener, græsørkener. Fred og fuglesang … nej fra morgen til aften kunne man høre store maskiner kværne, og bonden havde fået høreværn med indbygget P3. Menneskets evige kamp for overlevelse og udbytte var vundet så definitivt, at vi havde tabt alt.

Satoyama er heroverfor en fortælling om menneskets tilstedeværelse i landskabet på en helt anderledes lydhør måde. Læs mere »

I denne måned er der mulighed for at se flere spændende film i Cinemateket i København om klima og miljø.

Yann Arthus-Bertrands ‘Home’ – Fantastisk film om den truede jord optaget fra luften i 54 lande med fire filmhold over 21 måneder. Introduktion og debat den 19. og 25. august. Se omtale i et tidligere blog-indlæg: Yann Arthus-Bertrand: Home.

.
Du kan også se filmen i høj kvalitet på YouTube her.

Foruden Home er der også en anden, lidt anderledes, men ikke mindre seværdig film på programmet i Cinemateket:

The Age of Stupid – Dokumentar møder elementer af science fiction og animation i bemærkelsesværdig klima-film, der har som mål at skabe 250 millioner klimaaktivister! Med online videokonference. 23. august kl. 14.30. Historien om filmen er mindst ligeså bemærkelsesværdig som filmen selv. Den er nemlig lavet af ‘amatører’ og finansieret af såkaldt crowd-funding.

The Age of Stupid – trailer.

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Borking, Lars: “Dumhedens tidsalder”, Information 19.08.2009

Landbrugsøkonom ved Standford Universitetet, Marshall Burke, og hans kollegaer har i et nyt studie brugt 18 globale klimamodeller til at lave en prognose for de sandsynlige temperatur- og nedbørsforhold i Afrika i årene 2025, 2050 og 2075. Deres konklusioner lægger op til fornyet usikkerhed om, hvordan Afrika skal kunne brødføde sig selv i en nær fremtid med hastigt stigende globale temperaturer.

Burkes hold har nemlig undersøgt de regioner hvor Afrikas vigtigste afgrøder – majs, hirse og durra – høstes i dag, og de konkluderer at om under 70 år vil næsten alle Afrikas landmænd i disse regioner være nødt til at dyrke deres jord ved gennemsnitstemperaturer som ligger markant over dem, de er vant til i dag.

Og forandringerne sker med stor hast. For majs vil gennemsnitstemperaturen således være steget over den sædvanlige i 42% af dyrkningsområderne i år 2025, 86% af områderne i 2050 og 97% af områderne i 2075.

For områder med hirsedyrkning vil gennemsnitstemperaturen være steget i 46% af områderne i 2025, 88% i 2050 og 98% i 2075.

For durra er stigningen næsten tilsvarende med hhv. 43% i 2025, 85% i 2050 og 97% i 2075.

Konklusionerne forudsætter i øvrigt, at temperaturvariationerne i forskellige lokalområder over et givent år forbliver som i dag, hvilket langt fra må siges at være sikkert.

Figuren herover viser procentvis overlapning mellem den historiske gennemsnitstemperatur i perioden 1960-2002 (t.v.), samt prognoserne for temperaturerne i 2025 (midten) og 2050 (t.h.) i Afrikas majsdyrkningsområder. Den mørkeste blå farve repræsenterer 100% overlap mellem fortidige og nutidige klimaforhold, mens de mørkeste røde farve repræsenterer 0% overlap.¹

Læs mere »

I det seneste oplæg til aftaleteksten til den kommende klimaaftale i København har man indarbejdet biochar som et af virkemidlerne.¹ Biochar har et potentiale at kunne styrke landbrugsjordens evne til at binde vand, næringsstoffer og mikroorganismer, og forsøg viser markant større udbytter, hvor man har jordforbedret med biochar. Samtidig består biochar stort set af kulstof, som planterne gennem deres fotosyntese har trukket ud af atmosfæren. Billederne her stammer således fra et paper fra UNCCD, United Nations Convention to Combat Desertification, som blev præsenteret ved COP14 i Poznan.²

I store dele af verden laver familier hver dag ild med brænde, som er indsamlet i området. Det afbrændes typisk på en meget uhensigtsmæssig måde med luftforurening og en meget lille virkningsgrad. UNCCDs paper anslår, at der hver dag er 2,4 mia. mennesker, hvis mad er tilberedt over åben ild.

Alene ved at udvikle en tredjegenerations komfurtype som på billederne til højre kan man således spare store mængder brænde, mindske menneskers eksponering for usunde røggasser og afbrænde det organiske materiale, så man ikke står tilbage med aske, men med trækul, som enten kan sælges som brændselskilde eller bruges til en jordforbedring, som vil kunne mangedoble høstudbyttet, samtidig med at det gradvist vil binde markante mængder af CO₂ i jorden.

Alt efter beskaffenhed og størrelse har trækullenes lagring af CO₂ en halveringstid på en tidshorisont fra årtier til århundreder og årtusinder. I Amazon-bækkenet har man således fundet områder med terra preta, ‘sort jord’, som har været kultiveret med trækul tilbage før 1600-tallet, som stadig i dag har langt højere frugtbarhed. Se blog-indlægget: BBC dokumentar: The Secret of El Dorado.

Biochar repræsenterer således en måde, hvor mennesker over hele verden på en enkel måde kan være med til at trække CO₂ ud af atmosfæren samtidig med, at de øger frugtbarheden omkring sig.

Se tidligere blog-indlæg: The Promise of Biochar, Hvor meget biochar … ?, Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’, Klimaløsning: Bioengineering & Biochar og The Soil Carbon Manifesto.

May 2009 Update: Biochar Included in Draft Copenhagen Text, www.biochar-international.org.¹

Robert Flanagan & Dr. Stephen Joseph: Mobilising rural households to store carbon, reduce harmful emissions and improve soil fertility: introduction of third generation stoves, UNCCD 2008 (pdf).²

Indoor Air Pollution Kills 46,000 People in Bangladesh Every Year, Xinhua 15.06.2009.

Over alt i troperne fældes der hver dag store regnskovsområder for at tilfredsstille et umætteligt globalt behov for eksotiske træsorter og nye arealer til dyrkning. På én måde forståeligt, men det har store konsekvenser for biodiversiteten, og tabet af regnskov fører til store udledninger af drivhusgasser til atmosfæren. Det tragiske er, at jorden under de frodige regnskove viser sig bedrøveligt næringsfattig, hvorfor dyrkningen af de ryddede jorder ofte må opgives efter kort tid på grund af manglende frugtbarhed. Men i urskovsområderne finder man indimellem steder med terra preta, en ‘sort jord’ skabt af indfødte, som langt tilbage i tiden har kendt til en teknik med at blande trækul i det øverste jordlag. Dette hjælper med at holde på jordens fugtighed mikroorganismer og næringsstoffer, og på disse jorder har man år efter år kunnet dyrke med stort udbytte.

Samtidig binder trækullene store mængder af den CO₂, som planterne gennem fotosyntesen hiver ud af atmosfæren, så fremstilling af trækul, eller biochar, har i lyset af klimaudfordringen fået en ny opmærksomhed: Kan de være med til at løse både problemerne med de for store mængder af drivhusgasser i atmosfæren og det industrielle landbrugs udpinte jorder.

I morges havde jeg en yderst interessant samtale med to mennesker fra Carbon Diversion Inc., som står med en færdigudviklet teknologi til fremstilling af biochar: Hvad er trækullenes rolle i at hive CO₂ ud af atmosfæren, få CO₂ tilbage i landbrugsjorden og gøre jorden mere frugtbar. Hvor passer biochar ind i billedet? Hvornår skal der komposteres, hvornår skal der afleveres til forbrændingsanstalten (og vores fjernvarme), og hvornår er det relevant at lave biochar? Kunne man forestille sig, at der i fremtidens affaldssystem blev kildesorteret, så noget gik til biochar, andet til formuldning?

Forkulningsprocessen kan udføres i alle skalaer, fra små gryder og tønder til store industrielle anlæg. Kunne vi få den situation, at kviste og blade fra byens gadetræer og facadeplanter gik tilbage til landbrugsjorden som biochar, og byvegetationen dermed var med til at trække CO₂ ud af atmosfæren og styrke landbrugsarealernes frugtbarhed? Så ville der være endnu en god grund til at styrke vegetationen over alt i det urbane landskab.

Vi nåede ikke til nogen endelig afklaring, men jeg vil meget gerne være med til at etablere forsøg med biochar som del af byens affaldshåndtering. Som jeg ser det, bør så meget som muligt af vores organiske affald, som er egnet dertil, principielt vende tilbage på markerne som kompost. Men i virkeligheden er der en masse af vores organiske affald, som er pesticidramt, som har risiko for snyltekredsløb og smittefare, har let ved at give lugtgener osv. Her kunne forkulningsprocessen dels være en helt relevant renselsesproces, dels gøre den videre transport langt enklere. Så jeg hører meget gerne overvejelser om, hvordan biochar er rigtigst indplaceret i byens kredsløb med naturen.

Ifølge Wikipedia kan biochar binde CO₂ i jorden i tusindvis af år. Moderne biochar fremstilles ved pyrolyse, en opvarmning af biomasse i iltfattige omgivelser. Dette kan kombineres med produktionen af biobrændstof i en proces, som er exotermisk (netto energiproducerende) – giver 3-9 gange mere energi end der er tilført – samtidig med at den er CO₂-negativ. Derfor ser klimaforskere biochar som en del af løsningen, hvis vi ikke blot skal mindske stigningen af CO₂-koncentrationerne i atmosfæren, men reducere den til på bare lidt længere sigt førindustrielle niveauer.¹

Nedenfor er der en video om biochar produceret af International Biochar Initiative til COP14 i Poznan december 2008. Læs mere »

For nylig var George Monbiot ude med riven efter de mange, som efter hans mening var endt i, at biochar var løsningen på alt. Det kunne, som han ræsonnerede, ikke nytte at brænde kloden af for at redde den – se tidligere blog-indlæg: Klimapolitikkens Atkins-kure og ‘flat-earthers’.

I forlængelse heraf stillede Robert Alcock sig på bioenergylists.org spørgsmålet, hvor meget biochar skulle der egentlig til for at redde klodens klima?¹

Alcocks beregninger har nogle ganske interessante tal. For hver m² jordoverflade er vægten af atmosfæren ovenover 10 ton. Den nuværende koncentration af CO₂ er 385 ppm. Hvis man ved at binde CO₂ fra atmosfæren i biochar skulle bringe atmosfærens CO₂-koncentration tilbage til et førindustrielt niveau på omkring 284 ppm, vil det kræve biochar i mængder, som ville svare til et lag på i gennemsnit 2 mm over hele klodens landareal. Imidlertid udgør den dyrkbare del kun 2,7% af jordens landareal. Alcock har mange flere mellemregninger, men for at fjerne 100 ppm vil der skulle produceres 17 kg trækul pr. m² dyrkbart areal, eller et lag på 8 cm.

Det er meget biochar – rigtig meget. Og det vil kræve, at alle, som har jord, i en årrække systematisk laver trækul af en stor del af deres planteaffald. Det nytter dog ikke ret meget, hvis ikke vi samtidig får stoppet udledningerne fra afbrændingen af fossile brændstoffer. Og så er der lige det forhold, at havene tålmodigt har akkumuleret store dele af den CO2, vi har forpestet atmosfæren med. Hvis atmosfærens koncentration af CO₂ igen begynder at falde, vil verdenshavene begynde at dele ud af deres akkumulerede overskud. Det vil koralrevene og skaldyrene sætte stor pris på, men det gør, at der over tid skal mere end den dobbelte mængde biochar til en reduktion på 100 ppm.

Og der findes tilsvarende muligheder for CO₂-absorption i teknosfæren. Vi kan bygge massive træhuse, vi kan benytte nye materialer som Calera-cementen, som har absorberet store mængder CO₂ i sig (se: Klimaløsning: Lav beton af kraftværkernes CO₂), og vi kan lægge nogle af trækullene tilbage i de mange tomme mineskakte, som rundt omkring på kloden minder om et sort (omend kort) kapitel i menneskehedens historie, den fossile æra.

Robert Alcock: Covering the earth with charcoal? bioenergy.org.¹

The secret of El Dorado er en dokumentarfilm fra BBC, som forfølger den civilisation, som eksisterede i Amazon-området frem til spaniernes ankomst i begyndelsen af 1600-tallet. De første spanske opdagelsesrejsende berettede om bysamfund på størrelse med de største, man kendte fra Spanien. Men blot få årtier senere var disse samfund borte, sandsynligvis bukket under for europæiske virussygdomme.

I filmens antropologisk-arkæologiske afdækning bliver terra preta, den sorte jord, selve grundbetingelsen for civilsationsdannelsen i Amazon-området. Befolkningen har i stor udstrækning brugt at blande trækul i jorden for at give den frugtbarhed, og stadig kan man i dag, 400 år efter, spore dette kolossale jordforbedringsarbejde. Frem for den nuværende borthugst af regnskov, som ud over tømmerhugsten kun giver golde jorder med pauvert udbytte, ligger der i genoptagelsen af denne urgamle terra preta-teknik et stort potentiale i at øge fødevareproduktionen og standse rydningen af uvurderlig regnskov.

Terra preta behandles i dokumentarens sidste 20 minutter (29:29 min. ff.).

Læs mere »

I denne uge bringer The Guardian en serie om Kina under overskriften China at the Crossroads. Den rummer en lang række spændende artikler og videoer, som fokuserer på landets medvirken i den kommende klimaaftale – og dets situation som udviklingsland, som på den ene side med en vis ret kan hævde, at klimaproblemerne er skabt af de rige lande og dermed de rige landes problem, samtidig med, at Kina står overfor et scenario af klimaforandringer, som vil være ødelæggende for landets fremtid, hvis ikke klimaudfordringen bliver taget alvorligt også af Kina.

Et af de mest umiddelbare tegn på klimaforandringerne i Kina er fornemt indfanget i Jonathan Watts videoreportage: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’. Den følger Huang, en af de allerede millioner af mennesker, som har måttet flytte på grund af ørkenområdernes udvidelse. Den kinesiske regering anslår, at op imod 150 mio. kinesere står overfor at måtte flytte på grund af ødelagte livsvilkår.

En ting er ørkenens stadige ekspansion. En på sigt endnu mere dramatisk konsekvens af klimaforandringerne er, at de store gletsjere i Himalaya-bjergene, hvis smeltevand forsyner de store kinesiske flodsletter med vand, står overfor en fuldstændig afsmeltning, som vil give stor vandmangel og mindske mulighederne for fødevareproduktion i nogle af Kinas i dag mest frugtbare områder. I de tørreste egne kan man finde tørlagte floder, og man står overfor at måtte opgive overrisling for at strække på de svindende vandressourcer.

Kina har således alt at vinde ved en stærk klimaaftale. Og meget tyder da også på, at Kina trods gentagen retorik om det modsatte er ved at være klar til at indgå bindende aftaler om CO₂-reduktioner. En række uofficielle bilaterale forhandlinger mellem USA og Kina har således fokuseret på tre punkter:¹

• en 20% CO₂-reduktion inden 2011
• et teknologisk samarbejde om udvikling af CCS-teknologi (Carbon capture Storage) og
• at både USA og Kina underskriver klimaaftalen i København.

Den slags var ren ønsketænkning for blot et år siden. Så nogle ting bevæger sig den rigtige vej.

Se tidligere blog-indlæg: Kinesiske støvlandskaber, Kinesisk kulafbrænding, Synkende storbyer, Nye toner fra Kina, En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport, Kinesisk vindkraft stormer frem, Kina med i klimaaftale fra 2012 samt Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Jonathan Watts: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’, (3:01 min. video) The Guardian 18.05. 2009.

Suzanne Goldener: China and US held secret talks on climate change deal, The Guardian 18.05.2009.¹

Jonathan Watts: Pay farmers to halt irrigation to ease water crisis, Chinese adviser urges, The Guardian 18.05.2009.

Minqin County swallowed by the desert, (billedserie) The Gaurdian 18.05.2009.

Jonathan Watts: China ready for post-Kyoto deal on climate change, (4:25 min. video) The Guardian 06.05. 2009.

Jonathan Watts: China considers setting targets for carbon emissions, The Guardian 19.04.2009.

Yan Liang (Ed.): China working on further national plan to address climate change: official, Window of China 20.05.2009.

Chris Buckley: China Tells Rich Nations To Cut Emissions By 40 Percent, Reuters 22.05.2009.

Chris Buckley: China energy expert sees coal power slowing from 2011, Reuters 22.05.2009.

Lisa Friedman: U.S. climate negotiator sees ‘impressive’ actions by China, New York Times 22.05.2009.