Strøtanker om bæredygtighed

Den nyligt afsluttede klimakonference i Durban gav verden en køreplan for en fælles klimaindsats, som efterlader et svimlende op imod ti års hul i verdens klimaindsats, når det gælder kerneproblemet, at få mindsket CO₂-udledningerne og få vendt den stadig stigende CO₂-kurve. Dette ovenpå, at IEA i måneden op til COP17 i Durban havde fremlagt tal, som viste, at det var ved at være allersidste udkald, hvis vi skulle have en chance for at knække CO₂-kurven under 450 ppm (se blog-indlægget IEA: Fem år til at vende udviklingen). I de mellemliggende 9-10 år, indtil verden i sin helhed kommer i gang med bindende reduktionsstrategier, er vi derfor i høj grad nødt til at tænke og handle “out of the box”: Hvad kan gøres for at vinde tid? Hvilke muligheder findes der, som kan iværksættes, mens vi venter på Durban-aftalen.

I dag bringer i Science Magazine en artikel skrevet af forskere fra en lang række ledende forskningsinstitutioner,¹ som opregner 14 indsatsområder for at mindske udledning af metan og sodpartikler, som ud over på kort at have en markant positiv indvirkning overfor den globale opvarmning, har væsentlige positive konsekvenser for vores sundhed og fødevaresikkerhed. I en kommentar skriver Richard A. Kerr, at den foreslåede vifte af indsatser ud over sin klimavirkning har en virkning på vores sundhed og øgede fødevareproduktion, som mere end opvejer udgifterne ved indsatsen.² Desværre er hverken artikel eller kommentar frit tilgængelige i fuld udstrækning, men der er uddybende informationer at finde i et podcast, hvor artiklens hovedforfatter, Drew Shindell fra NASAs klimaforskningsafdeling, bliver interviewet af to Science-medarbejdere.³

Abstract’et lyder sådan her i sin fulde udstrækning:

Tropospheric ozone and black carbon (BC) contribute to both degraded air quality and global warming. We considered ~400 emission control measures to reduce these pollutants by using current technology and experience. We identified 14 measures targeting methane and BC emissions that reduce projected global mean warming ~0.5°C by 2050. This strategy avoids 0.7 to 4.7 million annual premature deaths from outdoor air pollution and increases annual crop yields by 30 to 135 million metric tons due to ozone reductions in 2030 and beyond. Benefits of methane emissions reductions are valued at $700 to $5000 per metric ton, which is well above typical marginal abatement costs (less than $250). The selected controls target different sources and influence climate on shorter time scales than those of carbon dioxide–reduction measures. Implementing both substantially reduces the risks of crossing the 2°C threshold.¹

Der er tale om en stor vifte af indsatser, som på én gang omfatter diesel-udledninger, afgasninger fra oversvømmede rismarker, rutiner i vores håndtering af affald og husdyr, I-landenes kulkraftværker og U-landenes madlavning over ofte meget primitive ildsteder. Hver af dem med sine komplikationer af implementere. Men det interessante er, at de alle hver i sær er koblet til sundhedsfordele og ikke blot refererer til indgriben i et diffust varmende klima.

Læs mere »

Den kemiske krigsførelse, som det industrielle landbrug fører hen over størstedelen af det danske landskab, er stadigt eskalerende. Af et telegram fra Ritzau i dag fremgår det således, at hvor pesticidplanen for 2004-09 havde som mål, at landbruget i løbet af perioden nåede ned på 1,7 sprøjtninger pr. år, så er omfanget af sprøjtninger stadig stigende. I 2007 var man fremme med sprøjten 2,3 gange, i 2009 2,6 gange og i 2010 nåede landbruget op på en sprøjtehyppighed på 2,8 gange.

Samtidig er forbruget af sprøjtemidler i det offentlige faldet med 44%. Så det er også et spørgsmål om vilje til at anerkende et problem. Ingen bonde kan i dag være uvidende om, at sprøjtningen er problematisk for biodiversiteten, for grundvandet, og for menneskets og landskabernes sundhed. Alligevel fortsætter absurditeterne. Fordi det kan betale sig.

Men samfundsmæssigt set er landbrugets afhængighed af sprøjten særdeles bekostelig. Meromkostningerne for sundhedsvæsenet, for at skaffe rent drikke vand, for den generelle forarmelse af landskaberne og klimapåvirkningen fra landbrugets monokulturelle dyrkningsmetoder er blot ikke i dag tilnærmelsesvist indregnet i prisen på de industrielle afgrøder.

Løsningen er derfor meget enkel – og en del enklere end for andre typer stofmisbrugere. Afgifterne skal ikke bare småjusteres, så landbruget (måske) vælger knapt så giftige typer af sprøjtemidler. Nej afgiftsniveauet skal have det definitive løft, som gør, at en konventionelt dyrket kartoffel bliver dyrere at fremstille end en biodynamisk dyrket kartoffel, og at det bliver en god forretning for den danske bonde at dyrke gode sunde fødevarer på en måde, så vi med stolthed kan give jorden videre til næste generation.

Frem for blot at justere afgifterne efter farlighed burde man med kort frist udfase nogle af de værste sprøjtemidler som Roundup. Med det man ved om virkningerne, virker det ikke rigtigt fortsat at kunne købe sig ret til at bruge det. Måske landbrugsstøtten til et givet areal skulle gøres afhængig af, at det kun blev sprøjtet 1 gang, og den blev fordoblet på usprøjtede arealer. Det vigtige er, at der bliver givet et seriøst incitament til at lade sprøjten stå, som samtidig gør konventionelt dyrkede produkter dyrere for forbrugeren end de økologiske og biodynamiske.

I august var Miljøstyrelsen ud at berolige med, at glyphosat (det aktive stof i Roundup) ikke var nogen trussel for vores grundvand, og en forsker fra KU Life bagatelliserede virkningen i forhold til alkohol, tobak, salt osv., som vi dagligt udsætter os for, samtidig med, at hun forsikrede, at der ikke var cocktail-effekter for Roundup!¹

Omvendt har Roundup ifølge Institute for Responsible Technology alvorlige langtidsvirkninger i dyrkningsmiljøet. Den er med til at tilbageholde jordens næringsstoffer og fremmer udviklingen af en lang række plantesygdomme. Og nylige undersøgelser viser, at glyphosat giver fosterskader på frøer og kyllinger, og der tegner sig gradvist et billede af en bred vifte af alvorlige påvirkninger også af den menneskelige sundhed.² På den baggrund synes de danske myndigheders bagatellisering af konsekvenserne af at få Roundup udbredt i vores fødevarer og vandmiljø at basere sig på et ganske tyndt grundlag.

I parentes bemærket er det bemærkelsesværdigt, at det er Venstre og landbrugsorganisationerne selv, som går til pressen med, at der skal strammes op, efter at VK-regeringen igennem 10 år på det skammeligste har forsømt at fastholde bønderne på aftalen om at reducere pesticidforbruget. Måske det er et taktisk træk for at imødegå det indlysende næste træk – at få gjort noget alvorligt ved problemet.

Se tidligere blog-indlæg: Gang i sprøjten, Sprøjtemidler og Det forpestede dusin.

Malene Breusch Hansen: Miljøstyrelsen: Nogle sprøjtegifte bliver ‘rigtig, rigtig dyre’, Ingeniøren 05.12.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidafgift får kun hver anden landmand til at mindske forbruget, Ingeniøren 05.12.2012.

Venstre: Det haster med nye pesticid-afgifter, (Ritzau) Politiken 02.01.2012.

Landmænd vil have kloge sprøjteafgifter, (Ritzau) Information 02.01.2012.

Malene Breusch Hansen: Pesticidforbruget stiger fortsat markant i landbruget, Ingeniøren 02.12.2012.

Marc Prosser: Giften på markerne skal være mindre giftig med ny afgift, Ingeniøren 07.11.2011.

Magnus Bredsdorff: Nyt pesticid siver lige ned i grundvandet, 05.10.2011.

Mette Mandrup: Ny miljøminister styrer direkte mod slagsmål med landmænd, Ingeniøren 03.10.2011.

Magnus Bredsdorff: Salg af sprøjtegifte til landbruget stiger voldsomt, Ingeniøren 14.09.2011.

Thomas Djursing: Giftekspert: Roundup-stof er mindre giftigt end bordsalt, 31.08.2011.¹

Magnus Bredsdorff: Rød regering vil forbyde Roundup i haver, 26.08.2011.

Magnus Bredsdorff: Miljøstyrelsen: Roundup-rester uskadelige for grundvandet, Ingeniøren 19.08.2011.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

Nicolai Østergaard: Bekymrede forskere: Sprøjtegiften Roundup har ramt drikkevandsboringer, Ingeniøren 26.01.2011.

Jeffrey Smith: Monsanto’s Roundup Triggers Over 40 Plant Diseases and Endangers Human and Animal Health, Institute for Responsible Technology 14.01.2011.²

Michael Antoniou et al.: Roundup and birth defects. Is the public being keptin the dark? Earth Open Source, 2011.²

Så har Københavns Fødevarefællesskab åbent en afdeling i Indre By. Hvis lokalt dyrkede grøntsager i biodynamisk og økologisk kvalitet til priser, som vi alle kan være med til, er noget du kan bruge, så er Fødevarefællesskabet lige noget for dig.

Konceptet er ganske enkelt. Man bestiller forud en pose à 6-8 kg,  hvorefter man næste onsdag kan lægge vejen forbi og får sin pose. På den måde er det helt friske varer, og helt uden spild. Et medlemskab koster 100 kr. og en pose koster 100 kr.

Arbejdet med de praktiske opgaver i forbindelse med indkøb, pakning, udlevering, information og indskrivning af nye medlemmer varetages i fællesskab, så omkring en gang om måneden melder man sig til en vagt. På den måde bliver udgifterne fra jord til bord meget små.

Der er mere information på KBHffs hjemmeside www.kbhff.dk / KBHff Indre By. Men læg vejen forbi den gamle brandstation i Skindergade 12 på onsdage 16-19.00 og hør mere. Hvis du kommer tidligt, er der måske endda en ekstra pose at få med det samme.

Jeg har foreløbig haft den glæde at spise mig igennem to poser. Og det er en udsøgt fornøjelse. Gule gulerødder med en aroma, som man ikke troede muligt at liste ned i en rod. Orange gulerødder så tætte i smag og farve, at jeg ikke har set magen, ræddiker og bolsjebeder til fest i salatskålen, kål som kål skal smage – det er blot svært bagefter at vende tilbage til supermarkedets hylder ;-).

Niras lavede tidligere på året beregning, som viste at borgere i Hovedstadsområdet i snit havde et klimafodaftryk på 19,3 ton CO₂ pr. år. Heraf stammede hele 4,2 ton CO₂ fra vores fødevareforsyning. Hvis vi skal gøre det mindre, er flere gode lokalt producerede grøntsager et rigtig godt sted at bruge.

Næste uges pose (for 14.12.) vil indeholde:

Birkemosegaard: 650 g Holsteiner Cox æbler
Birkemosegaard: 1 kg Desiree kartofler
Birkemosegaard: 4 stk. porre
Kiselgården: 1 stk. hvidkål
Kiselgården: 1 kg farvede gulerødder
Søris: 1 kg bolsjebeder
Søris: 1 kg persillerod
Kiselgården: 400 g grønkål

Se KBHffs hjemmeside under ugens pose for indholdet for den kommende uge. Det vil variere efter årstidens udbud.

EWG, Environmental Working Groups, har lavet en fin lille guide til, hvordan man bedst undgår pesticider. Det er for så vidt selvindlysende – ved udelukkende at spise biodynamisk og økologisk dyrkede produkter. Men det er måske ikke altid lige muligt at skaffe, eller madbudgettet strækker ikke til at købe alt økologisk – på visse tidspunkter er prisforskellen til de konventionelt dyrkede fætre himmelråbende stor. Man kan derfor med rimelighed stille sig spørgsmålet, hvilke frugter og grøntsager, det er vigtigst at købe økologisk dyrkede?

Til det brug har EWG lavet en lille oversigt, som man kan klippe ud og folde sammen og lægge i sin pung.¹ Den giver i helt simpelt format råd til, hvilke produkter, det er vigtigst at undgå, hvis man vil undgå store mængder pesticider, og hvilke man med lidt mere sindsro kan lægge i indkøbsvognen.

For de enkelte afgrøder er der nemlig meget store forskelle i, hvor store mængder pesticider, der er tale om. EWG anslår, at hvor man ved at spise 5 enheder frugt & grønt pr. dag fra The Dirty Dozen typisk vil indtage 14 forskellige pesticider, så vil man ved at holde sig til The Clean 15 typisk kun få to forskellige pesticider med i prisen.

En af grundene er, at en stor del af pesticiderne, som sprøjtes på, sidder på ydersiden eller i det alleryderste lag. Alene det, at man sjældent spiser skallen af en vandmelon, gør, at man spiser langt færre af de sprøjtemidler, man måtte have udsat vandmelonen for. Der er der allerede taget højde for i EWGs oversigt, så man kan ikke bedre placeringen ved at vaske grundigere.

Løg har i sig selv en stærk lugt, som holder mange insekter borte, og løg topper listen over konventionelt dyrkede produkter med lavt indhold af pesticider. Majs, ærter og mango er også at finde på listen over ting, som har lave koncentrationer over pesticider selv som konventionelt dyrkede – her fjerner man normalt det yderste lag, inden man spiser dem.

Kål finder man i begge ender af skalaen. Her ligger de lukkede kålhoveder som rødkål, hvidkål, spidskål og savoykål typisk lavt, fordi de yderste blade beskytter den kerne, vi spiser, mens broccoli, grønkål og blomkål, hvor vi spiser direkte eksponerede dele af planten, ligger højere på listen.

Asparges ligger lavt på listen. Det hænger sammen med, at de friske skud vokser frem på meget kort tid og derfor ikke er udsat for samme serie af sprøjtninger som for eksempel æbler, der tager en hel sæson om at udvikle sig. Således ligger æbler i toppen af The Dirty Dozen, de mest pesticidbelastede fødevarer, som typisk er bladafgrøder og frugter, hvor vi spiser det yderste med.

Når man finder blåbær blandt The Dirty Dozen, så gælder det udtrykkeligt dyrkede blåbær. De er store og flotte, men indeni er det helt hvide, hvor blåbær dyrket i naturen er helt mørkrøde i frugtkødet. Ud over at der er langt flere sprøjterester i de dyrkede, så er næringsindholdet givet også lavere, og smagen er helt ærligt tungen ud ad vinduet, når man ved, hvordan blåbær kan smage, så det er tredobbelt dumt.

Se mere om guidens metodologi, en FAQ og en fuld liste med 53 afgrøder på EWGs hjemmeside.

Nedenunder fortæller Dr. Weil i en video om nogle af sundhedsproblemerne ved pesticidrester i vores mad.

Læs mere »

Når man tænker på, hvilken ørkenvandring de sidste 10 år har været for miljøet, så er det netop fremlagte regeringsgrundlag for en S-SF-R-regering ren festlæsning: “Regeringen vil omstille Danmark til en grøn økonomi ved at fremme vedvarende energi, bedre kollektiv trafik og grønne vækstvirksomheder”, står der i indledningen.¹ På side 14 nederst kan man læse, at: “[o]mstillingen til en grøn økonomi vil styrke Danmarks energipolitiske uafhængighed, skabe grundlag for nye danske job og give danske virksomheder et forspring på markederne for grøn teknologi. Derfor skal vi gøre os uafhængige af fossile brændsler, have mere vedvarende energi, mindre udslip af drivhusgasser og lavere energiforbrug.”¹ I planen er der lagt op til, at Danmark har reduceret sine CO₂-udledninger med 40% i forhold til 1990 inden 2020 – uden køb af kvoter. Alt i alt en særdeles ambitiøs klimamålsætning.

Connie Hedegaard har da også fra EU-side været fremme med roserne.² Regeringens klimaplan er så tilpas ambitiøs, at det igen kan blive en god forretning at være dem der ved, hvordan de andre skal gøre det. Og hvor vi aldrig har været gode til storproduktion, så har vi en lang tradition for at agere i det felt af organisatoriske og teknologiske nybrydninger, som skal til for at håndtere klima- og bæredygtighedsudfordringen begavet.

En sådan plan kræver igangsætningen af en gennemgribende omstillingsproces, og den vil kræve opbakning og deltagen fra store dele af det danske samfund. Man derfor må ønske den nye regering arbejdsro og flertal til at få processen godt i gang og bragt dertil, at der ikke bare ikke er nogen vej tilbage, men at vi alle kan se, at det er det hele værd at udfase det fossile samfund. For der er ikke nogen vej tilbage.

Den del af regeringsgrundlaget, som omhandler transport, klima og miljø, udgør i alt 7 ud af 77 sider, og jeg har kopieret denne del af teksten ind nedenfor. Men det, at det overhovedet kan lade sig gøre at tage klima- og miljødelen for sig, viser måske grundlagets svaghed. Der står faktisk foruroligende lidt om klima og bæredygtighed på alle de andre sider. Det er stort set ikke integreret i uddannelsespolitikken, forskningspolitikken, kulturpolitikken, forsvarspolitikken, biodiversitetspolitikken, zonelovgivningen, egnsudviklingsindsatsen eller det sociale område. På den led er regeringsgrundlaget et billede af vores forvaltningstraditions ekstremt sektoriserede håndtering af alle problemstillinger, hvor klima og miljø er et specialområde på linje med mange andre. Men klima og miljø skal så at sige indtænkes overalt. Og spørgsmålet er, hvor langt vi kan komme i en sådan omstillingsproces uden at blive langt bedre til systematisk at tænke og handle i et langt stærkere helhedsperspektiv.

Nu er der mange gode takter i grundlaget, en 40% reduktion i 2020 levner ikke megen tid til nølen, og verden har brug for at se, at en kurs som den som er udstukket i regeringsgrundlaget, ikke bare kan lade sig gøre, men giver de ønskede resultater og giver en vej frem, som også økonomisk set har en sammenhængskraft. Afsnittene om natur og landbrug burde kunne danne udgangspunkt for en både klima-, natur- og biodiversitetsmæssigt set langt bedre håndtering af de produktive landskaber end i dag. Og set i lyset af de sidste ti års laden stå til overfor landbrugets skalten og valten med vores naturgrundlag, er det nye regeringsgrundlag ren lystlæsning!

Et Danmark der står sammen, Regeringsgrundlag oktober 2011 (pdf).¹

Jørgen Steen Nielsen: Connie Hedegaard roser regeringens ambitiøse klimamål, Information 04.10.2011.²

.
Herunder er gengivet de kapitler fra regeringsgrundlaget, som omhandler klima- og miljøindsatsen. De udgør side 27-33 i regeringsgrundlaget.
.

GRØN OMSTILLING

Verden står overfor to alvorlige kriser. Den økonomiske krise og klima/miljøkrisen. Begge kriser skal løses i en verden præget af store forandringer på vej mod en ny verdensorden.

Kloden kan ikke bære presset på ressourcer og klima, hvis den nuværende retning fastholdes. Derfor står bæredygtighed, grøn økonomi og konkret indsats overfor stigende forureningsproblemer, ressourcemangel og klimaforandringer meget højt på regeringens dagsorden.

Det kræver en større dansk indsats i internationale forhandlinger og i EU for at sikre en mere bæredygtig udvikling.

Danmark har chancen for udvikle sig til et grønt demonstrationsland for nye teknologier og nye metode. På den måde vil vi skabe grundlaget for at bevare og udvikle nye produktions – og videns arbejdspladser i den private sektor til erstatning for de tusindvis af job som Danmark mistede i de seneste år.

Derved forenes fordelene ved et bedre miljø og en stigende beskæftigelse i form af grøn vækst.

Læs mere »

I samarbejde med Forlaget Andersen udgiver det store danske ingeniørfirma Grontmij løbende en håndbog i Klimaledelse,  som bliver opdateret fire gange om året med nye bidrag om håndteringen af klimaudfordringen. Den seneste opdatering omfatter blandt andet artiklen Mellem køkken og klode, som søger at sammenfatte det overordnede tema fra udstillingen Hungry Planet i Rundetaarn i år. Vi har fået lov at gøre dette bidrag til klimaledelseshåndbogen tilgængelig også fra egen hjemmeside.

Mellem køkken og klode indkredser en stor og spændende problematik, som kæder vores daglige indkøbs- og spisevaner sammen med den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. I det store regnskab kan det synes betydningsløst, om vi spiser lokale, økologisk producerede produkter, at vi spiser mindre kød og smider mindre mad væk. Men som det i februar blev klart med Niras’ undersøgelser af det samlede danske klimafodaftryk, så udgør fødevareområdet alene 4,2 ton CO_2e pr. indbygger pr. år¹ – eller næsten lige så store udledninger pr. person, som Københavns Kommunes klimaplan sætter ind overfor. Hvis man yderligere beregnede fødevareområdets udledninger som IPCC anbefaler det – hvor klimagasser som metan og lattergas medregnes med deres øjeblikkelige virkning² – så ville størrelsesordenen være endnu større. Fødevareområdet er således et område, som fortjente sin egen målrettede klimaindsats.

Selvom landbruget og hele vores fødevareforsyning i dag står for kolossale klimapåvirkninger, så rummer området store muligheder for ikke bare at reducere udledningerne, men at blive netto akkumulator af drivhusgasser. Hvis denne problematik håndteres i sin helhed, vil den samtidig med at blive en del af klimaløsningen kunne have store positive implikationer for biodiversiteten, for de danske landskaber, og for klodens og det enkelte menneskes sundhed.

Artiklen Mellem køkken og klode er sine steder ganske oversigtlig, men alle berørte problemstillinger er yderligere behandlet på udstillingens temaplancher og planchetekster, som kan downloades fra udstillingens hjemmeside www.hungryplanet.dk (se links nedenfor).

Jens Hvass: Mellem køkken og klode, Grontmijs håndbog i Klimaledelse, Forlaget Andersen okt. 2011 (0,8 Mb pdf).

Hungry Planet – 25 temaplancher i stort format (52,7 Mb pdf)

Hungry Planet – de samlede temaplanchetekster i A4-format (36,6 Mb pdf).

Se blog-indlægget Hungry Planet og madspild.¹

Se blog-indlægget Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion.²

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.

Download Urban Farming manifest (pdf).

Læs mere »

Under temaet ’Visioner for et grønnere København – med spiselige oaser og maden i centrum’ lagde Miljøpunkt Indre By-Christianshavn op til debat med et særarrangement i Rundetaarn 22. marts.

Er storbyhaver noget, vi vil? Og hvad skal der til for, at vi går med sprudlende drivkraft fra Rundetaarn i dag? Bent Lohmann, der er formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lagde op til debatten ved at fortælle, at Miljøpunkterne og Lokaludvalgene gerne vil være bindeled mellem kommunen og borgere, der tager lokale grønne initiativer. At skabe byforgrønnelse og storbyhaver handler både om at skabe sociale netværk og om at mødes i en smukkere by. Han mente, at det er vigtigt, at projekterne i sig selv er bæredygtige, og at borgerne selv har et ejerskab og drivkraft.

Hvor kan man gå hen og gå i gang? Kan vi få hjælp fra nogle uddannede fagfolk? Og hvor kan man finde viden om, hvem der ellers arbejder med storbyhaver? For flere af de 120 deltagere i debatmødet i Rundetaarn var det ikke er et spørgsmål OM, det er en god idé at have storbyhaver og dyrke spiselige planter i byen? Spørgsmålene var: HVOR kan og må vi lave dem? Hvordan kommer vi i gang? og Hvor henter vi hjælp?

Spørgsmålet om, hvor borgerne kan lave haver, var direkte adresseret til centerchefen for Park og Natur i Københavns Kommune, Jon Pape, der indledte debatmødet med at fortælle om Kommunens Grønne Visioner. Han kunne blandt andet fortælle, at Københavns Kommune har besluttet at plante 100.000 nye træer i byens fælles rum. I dag er der omkring 80.000 træer, så det er mere end en fordobling. Nogle vil være gadetræer, nogle parktræer og andre skal plantes ved institutioner og skoler.

Foruden den æstetiske og sanselige oplevelse, har begrønning en lang række fordele og medvirker til at binde CO₂ og luftforurenende støvpartikler, give levested for dyr og fugle, opsuge regnvand og afkøle byen, fremgår det af Københavns Kommunes Klimaplan, hvor planerne for byforgrønnelse, lommeparker, grønne tage og lokal afledning af regnvand er beskrevet.

Det at lave storbyhaver passer rigtigt godt ind i kommunens planer om både at øge bynaturens biologiske mangfoldighed og at understøtte frivillige kræfter og fællesskaber af borgere, der ønsker at deltage aktivt i plejen af grønne uderum. Jon Pape forestiller sig, at der kan opstå nye partnerskaber mellem forvaltningen og borgerne, hvor kommunen hjælper borgere, som gerne vil sætte grønne initiativer i gang i deres lokalområde og samtidig være med til at pleje arealerne.

”Når borgere er med til at plante træer i deres lokalområde, bidrager det til, at de føler ejerskab for træerne og det grønne område”, sagde Jon Pape.

Allerede for 15 år siden anlagde kommunen beboerhaverne på Enghave Plads, som beboerne selv passer og plejer. Marijke Zwaan fra Byhavenetværket var med i beboergruppen dengang og kunne på mødet fortælle, at der ikke er særlige problemer med hærværk, og at beboerne stadig passer haverne, men at de ønsker sig at kunne få sparring fra nogle professionelle gartnere.

Læs mere »

Sidste søndag bragte Japan Times en interessant artikelrække af Winifred Bird, som er værd at overveje i forhold til danske forhold. Den følger tre japanske risbønder, som har taget hver sin konsekvens af situationen, Atsuo Aoki, Chiharu Tezuka og Masahiro Hokoi.¹

Indtil for nylig har det japanske landbrug været holdt næsten frilandsmuseumsagtigt, godt hjulpet på vej af solide tilskud og toldmure. Men Japan forhandler lige nu om at træde ind i TPP, Trans-Pacific Partnership – en beslutning, som i givet fald vil betyde, at de japanske risbønder inden for få år vil komme til at skulle konkurrere med risbønder fra andre lande i TPP, som har radikalt lavere leveudgifter og som sine steder kan høste både to og tre gange om året, eller som i USA kan dyrke ris på langt større flader end i Japan, som muliggør brugen af store landbrugsmaskiner. Skal man i den situation blot lade det frie marked afgøre, at der fremover ikke skal dyrkes ris i et land som Japan? Skal man lade kulturlandskaber, som er opbygget gennem årtusinder, forfalde, blot fordi de fossile brændstoffer er alt for billige, så vi ikke betaler den reelle pris for transporten mellem landene.

Det er en svær beslutning at træffe – risen står helt central i japansk selvforståelse og har været hovedafgrøde i flere tusinde år. Og når man ser det japanske landskab, så er det overalt modelleret, så risen nogle måneder hvert år kan stå med fødderne i vand. De stærke fællesskaber, det har krævet at opbygge og vedligeholde disse overrislingssystemer, har præget den japanske folkesjæl, og hvert år forestår den japanske kejser stadigvæk rituelle markeringer af risudplantningen og rishøsten.

Læs mere »

Noget helt gennemgående i alle Japan-farendes oplevelser er de kolossale kontraster, vi møder, ­blandinger af nyt og gammelt, forfinet og råt, stort og småt – livsrum, der hvis vi skulle fylde dem ville vol­de os store problemer. Vores måde at søge integritet, sammenhæng, retning og entydighed i vore liv ville kom­me på en hård prøve – stress og psyko­so­ma­ti­ske billeder ville florere.

Men mange af disse kontraster rummer ikke samme an­spændt­hed for japaneren – hans m/k identifikationspunkt lig­ger bag dagligdagens mange iscenesættelser, og gør det mere utvungent at bevæge sig fra helt traditionsbundne sfærer til golfklublivet, arbejdspladsens ritualer og familielivet.

Også i det religiøst-filosofiske bagtæppe møder man kon­stant modsætningen – den komplementære modsætning som grundlæggende enhed.

Det filosofiske system overtaget fra Kina er en toled­det størrelse. Konfucianismens verden af form og orden udtrykkende samfundets og menneskets stræben og pligt til i sine aktiviteter at føje sig ind i naturens orden står overfor Taoismens ka­­os, formløshed, anarki og op­løsning er ofte formuleret y­derst polemisk para­doksalt.

I buddhismens udbredelse gennem Kina til Japan opsuges store dele af det taoistiske begrebsapparat og udtryks­måde, og specielt zen-buddhismen rendyrker denne para­doksets form.

I zen er hellige skrifter og omstændige ritualer skræl­let bort – den levende dialog mellem mester og adept, oplyst og søgen­de, står helt centralt. Den får ofte form af en koan – et tilsyneladende paradoksalt udsagn, der peger imod en ultimativ virkelighed, og via intens bearbejdning skal hjælpe adepten frem til klarhedsople­velsen, Satori. Vi kender for eksempel lyden af to hænder, der klapper, men hvad er lyden af én hånd, der klap­per?

Jeg vil gerne her slutte med en lille personlig oplevel­se: På det vestlige Shikoku, langt fra det travle moderne Ja­pan fandt jeg via en smal sti vej fra dalen op til Fuku­oka-sans bjerghytte. Fukuoka-san er bonde, filosof og vis­mand i grænselandet mellem taoismen og buddhismen.

Ingen var hjemme, men jeg var helt gennemblødt af den ved­holdende regn, og gik ind for at få tøjet tørret. I det mørke indre var alt gennemtrukket af røg fra det åbne ildsted, gulvets tatami-måtter var frønnede og møre som resten af huset – ingen vand, telefon eller elektricitet var ført op fra dalen, og e­ne­ste møbel var en lille skrivepult.

Læs mere »