Strøtanker om bæredygtighed

.
Denne 11:25 min. video fra IFAD rapporterer først fra Tanzania, hvor man undersøger jordens CO₂-indhold og hvilke dyrkningsmetoder, som muliggør bæredygtig produktion samtidig med en øget CO₂-lagring. Dernæst fra eksperimenter i Brasíliens tørre Nordeste-provins med at erstatte et udpint slash’n’burn-landbrug med et skovlandbrug, som helt anderledes sætter befolkningen i stand til at brødføde sig. Samtidig virker den øgede vegetation kølende i et særdeles varmt hjørne af verden. Videoen slutter med et besøg i en flygtningelejr i Mauretanien.

Videoen er seneste skud på en serie videoer produceret af IFAD, International Fund for Agricultural Development, som driver hjemmesiden The Rural Poverty Portal, hvor “rural poor people, policy-makers, donors, research institutes, non-governmental organizations and other development partners can share information about eradicating rural poverty.”

Læs mere »

I samarbejde med DR-programmet “Bag Facaden” har Politiken afsløret, at der trods alle forsøg på at komme uhensigtsmæssig sprøjtning til livs i stort omfang importeres ulovlige sprøjtemidler. Der er ikke tale om enkeltstående tilfælde, men om organiseret kriminalitet, hvor landmænd i hundredvis omgår alle forsøg på at regulere landsbrugets sprøjtning, så vi ikke ødelægger grundvandet og sætter vores helbred på spil, ved i stor udstrækning at købe forbudte sprøjtemidler ad skjulte kanaler og bruge dem.

Det er en ganske alvorlig sag for dansk landbrug. En ting er, at organisationerne igennem årtier har været bagstræberiske i deres manglende medvirken til en egentlig løsning af problemerne – ikke mindst gennem vedholdende at insistere på en frivillighed i ordningerne og at landmændene skal være med til at afgøre, hvordan man bedst optimerer sprøjtningen, så man får den optimale plantebeskyttelse uden at risikere forureningen af vores grundvand.

Man må blot sige, at landbruget på dette område har opbrugt sin allersidste rest af tillid. Dansk landbrug insisterer på at blive betragtet som voksen samfundsborger, men er nøgternt set endt med en junkies totale afhængighed af giftsprøjten, så trods alle formaninger hører og ser man ingenting, men er villig til at begå egentlig kriminalitet for at få sit regelmæssige fix.

Så nu må vi glæde os over, at vi har en miljøminister, som er villig til at hjælpe dansk landbrug ud af sit misbrug med de nødvendige, noget mere håndfaste begrænsninger, der skal til. Det er direkte på tale, at landmænd, som bliver taget i at sprøjte med ulovlige midler, skal få frataget kørekortet og enten fremover må klare sig uden sprøjtemidler eller må betale maskinstationen for at gøre det.

Men at dømme på adfærden skal der en regulær omskoling til. Dansk landbrug må ud af sin reaktive attitude og innovativt i gang med at udvikle sunde og på alle måde tilfredsstillende dyrkningsmetoder. Økonomi-argumentet for fortsat sprøjtning med tvivlsomme pesticider holder ikke, og hvis det betyder, at priserne stiger, så er det sådan. Det er ikke forbrugerne, som har bedt om priskrig på yderste decimal. Nej vi vil have – og har et legitimt krav på – at danske bønder i deres brug af det danske landskab varetager fællesskabets og fremtidens interesser.

Til det mere pinlige hører, at Schackenborg synes indblandet i skandalen. Kunne vi ikke opfordre Prins Joachim om at tage på studiebesøg ved sin kongelige kollega i England. Prins Charles er en vital skikkelse i England, når det gælder økologi og bæredygtighed, beskyttelsen af verdens regnskove. Det ville være klædeligt, om det danske kongehus tilsvarende markerede sig som en positivt forvandlende kraft på miljøområdet.

Dansk landbrug har blot landskabet til låns. Man kan ikke berettige den nuværende kemiske krigsførelse, som er destruktiv overfor vores miljø og fremtidige levevilkår, med marginale økonomiske gevinster.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup: Ida Auken truer landbruget med mere kontrol og højere bøder, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gødning og gift sælges i stor stil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig import: Gødning og gift til landbruget kommer til Danmark med skib og lastbil, Politiken 05.06.2012.

Niels Fastrup: Ulovlig gift skal koste sprøjtelicens, Politiken 07.06.2012.

Niels Fastrup: Schackenborg involveret i gødningsskandale, Politiken 08.06.2012.

Forskere fra Tokyo University offentliggjorde i går i Nature Geoscience en artikel, som påviser en ganske markant sammenhæng mellem de stigende verdenshave og vores stadig større forbrug af jordens ferskvand.¹

Dette øgede vandforbrug kommer dels fra landbruget, som ikke mindst i tørre egne pumper stadig større mængder vand op til stadig mere vandkrævende afgrøder. Billedet herover er store cirkler med frodige afgrøder i ørkenagtige omgivelser, hvor dyrkningen kun er muliggjort gennem stadig overbrusning med store mængder vand, som hentes dybt i undergrunden, og som ofte medfører, at almindelige brønde og vandingshuller, som har forsynet mennesker og dyr med vand gennem tiderne, tørlægges. Dels er det de stadig flere mennesker, som bor i byerne – for eksempel i en by som Shanghai henter man i dag vand i meget dybtliggende lag, så hele byen gradvist synker. Og ganske mange af vores produktionskæder bruger store mængder af vand, papirfremstilling, kødproduktion, udvaskning af olie fra tar sand osv., så kloden rundt er grundvandspejlet faldende.

“The water being taken from deep wells is geologically old – there is no replenishment and so it is a one way transfer into the ocean,” siger havstigningseksperten Robert Nicholls fra University of Southampton: “In the long run, I would still be more concerned about the impact of climate change, but this work shows that even if we stabilise the climate, we might still get sea level rise due to how we use water.”²

Det meste af det vand, som vi pumper op af jorden, når ikke tilbage som grundvand, men løber med tiden ud i havet. Noget af det tilbageholdes i reservoirer, men som man kan se af figuren nedenfor, er der ifølge forskerteamets beregninger tale om en omfattende netto tilførsel til verdenshavene, som i årene 1961-2003 svarede til en gennemsnitlig havstigning på 0,77 mm pr. år – eller 42% af den samlede observerede havstigning. Artiklen er desværre kun tilgængelig som abstract (eller ved betaling på 18$).

På illustrationen herover modsvarer graferne til venstre de komponenter, som IPCC regner med i den seneste hovedrapport AR4, som kom i 2007. Her blev isafsmeltningens bidrag (pink + lysviolet) for første gang større end den havstigning, som stammer fra, at havet udvider sig ved opvarmning (gul). Og effekten fra grundvandet var blot anslået med meget stor usikkerhed (den blå graf). Graferne i midten viser størrelsesordenen af menneskets direkte indgriben i vandstrømningerne fra oppumpning, inddæmning, øget fordampning fra opstemninger og ændret vandindhold i jorden i forbindelse med klimaforandringer – tilsammen giver de tre hovedkomponenter den sorte graf, som betyder en havstigning på 0,77 mm pr. år.

Hvis al jordens grundvand blev pumpet op, ville det give en havstigning på omkring 10 m – hvilket dog ikke er sandsynligt, da en del af dette vand vil være forurenet med salt, siger Robert Nicholls til The Guardian.² Og længe inden da ville det have sænket grundvandsspejlet, så buske og træer ikke mere har adgang til grundvandet, og vores landskaber ville fremstå som knastørre rudimenter af, hvad vi kender i dag.

Et bæredygtigt vandforbrug må indebære, at vi ikke pumper mere op, end nedbøren fører tilbage. Men denne nedsivning foregår kun langsomt – mange steder overhovedet ikke på grund af asfaltering og bebyggelse – så verden rundt er man i fuld gang med at forøde sin vandressource.

Se tidligere blog-indlæg: Havet omkring Danmark, Østersøen inddæmmet, Flere kilder til havstigninger, Grønlands indlandsis i fare for kollaps, Grønlands afsmeltning accelererer havstigningen, Isafsmeltning nu vigtigste bidrag til havstigninger, København inddæmmet, Synkende storbyer, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, Sydpolens ismasser smelter hurtigere end hidtil antaget og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Pokhrel, Y.N. et al.: Model estimates of sea-level change due to anthropogenic impacts on terrestrial water storage, (abstract) Nature Geoscience 20.05.2012.¹

Damian Carrington: Fresh water demand driving sea-level rise faster than glacier melt, The Guardian 20.05.2012.²

Climate scientists solve riddle of rising sea, AFP 21.05.2012.

.
Apropos indlægget i går, Det globale opland, var jeg tilbage at gense en TED-video fra sidste år, The Other Inconvenient Truth: How Agriculture is Changing the Face of Our Planet, som meget tydeligt illustrerer, hvordan tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder efterhånden inddrager det meste af kloden.

Foley ender med at indkredse behovet for at erstatte Agriculture med Terraculture – en Farming for a Whole Planet, som integrerer det bedste i det moderne industrielle landbrug med det bedste i det organiske landbrug og det bedste i naturbevarelsesbestræbelser.

Mod slutningen viser han en lille filmstump, som opsummerer situationen i spørgsmålet:  How do we feed the world without destroying it?

Han giver ikke noget egentligt svarpå, hvad Terraculture indebærer, men opridser en række af komponenterne, og kvalificerer det spørgsmål – How do we feed the world without destroying it? – som er alt for vigtigt til at overlade til landmændene og markedsmekanismerne, og som ikke bare er lige så stort et problem som klimaudfordringen, men som er et problem så centralt i klimaudfordringen og så stor en del af klimaudfordringen, at der ikke er nogen løsning på klimaudfordringen uden også at få hel vores nuværende fødevareproduktion alvorligt under lup.

Under vejs viser han nogle tankevækkende før-efter-billedpar af, hvor radikalt vi (vores landbrug) på blot ganske på år årtier har transformeret Jordens fremtræden. Jeg har hevet et par af dem ind her:

Læs mere »

.

I nogle år har man set bier dø og bisamfund disintegrere på hidtil usete måder. Der har været mange forsøg på at forklare den såkaldte CCD, ‘Colony Collapse Disorder’, fra forstyrrende mobil- og antennesignaler over parasitter og klimaforandringer til forskellige miljøgifte og landbrugets stadig mere omfattende brug af sprøjtemidler.

Nu synes der at tegne sig et definitivt billede af, at det er neonicotinoider, en gruppe af pesticider beslægtet med nikotin, som står bag miseren. En række parallelle undersøgelser dokumenterer, at selv lave doser af disse sprøjtemidler, som bruges både i landbruget og på villavejene, forstyrrer biernes evne til at navigere og svækker bistadernes udvikling.

Ovenstående 2 min. video, en Science Bulletin fra American Museum of Natural History, giver et kort rids af de seneste opdagelser på området.

Neonicotinoider anvendes i stigende omfang af landbruget i EU og anvendes også både i danske haver og landbrug, men er i varierende omfang blevet forbudt i en række lande. Neonicotinoider virker som neurotoksin gennem at angribe skadedyrs centralnervesystem. De optages imidlertid i alle dele af den plante, som behandles med den, herunder pollen og nektar. Efterfølgende kan bier og andre bestøvningsinsekter optage dem og bære dem tilbage til deres stader og reder, også selv om sprøjtningen ikke var tiltænkt bierne (som er et vigtigt nyttedyr i landbruget) men kun skadedyrene.

Nu har vi fået dokumentationen (der er links til abstracts af forskningsartiklerne nedenfor, og de er nærmere beskrevet på videnskab.dk). Men spørgsmålet er, hvor lang tid der går før vi ser myndighederne skride til handling.

På den korte bane må brugen af neonicotinoider standses øjeblikkeligt. På den lidt længere bane må landbruget indse, at denne eskalerende kemiske krigsførelse er den helt forkerte strategi. Stadig flere stoffer bliver spredt i miljøet og finder vej til vores drikkevand – og på et tidspunkt ikke bare kan, men vil det gå alvorligt galt.

Se tidligere blog-indlæg: Højt CO₂-niveau bag bisamfunds kollaps? og Bier i fare.

Mickaël Henry et al.: A Common Pesticide Decreases Foraging Success and Survival in Honey Bees, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Penelope R. Whitehorn et al.: Neonicotinoid Pesticide Reduces Bumble Bee Colony Growth and Queen Production, (abstract) Science Magazine 20.04.2012.

Wikipedia: Imidacloprid effects on bees.

Den amerikanske landbrugsgigant Monsanto har gennem årene udviklet kombinationer af genetisk manipulerede afgrøder og sprøjtemidler til det industrielle landbrug. For eksempel er der til sprøjtemidlet Roundup skabt en række genetisk manipulerede afgrøder, som er “Roundup Ready” – designet til at kunne modstå glyphosat, det aktive stof i Roundup.

Men det fremgår af en tankevækkende artikel i Mother Jones i dag,¹ at man i årevis ikke kunne finde det perfekte resistens-gen overfor Roundup. Og løsningen kom først, da man undersøgte frø fra prøver taget omkring Monsantos store fabriksanlæg langs Mississippi-floden, hvor man producerer Roundup. Her var der i årevis spredt glyphosat, hvilket havde slået de meste glyphosat-følsomme planter ned og kun ladet de mest resistente overleve. Så naturen var allerede langt med at udvikle det resistens-gen, som man eftersøgte.

Her skulle alle alarmklokker have lydt, og man skulle på stedet have indset, at strategien var fundamentalt forkert. I stedet tog man de resistens-gener, som naturen allerede havde udviklet og podede dem ind i Roundup-ready afgrøder og fik dem på markedet – troede på, at når det var så svært for selv de dygtigste forskere at løse, så ville det være noget nær umuligt for naturen.¹

Og nu fremgår det af Tom Philpotts artikel, at blot 15 år efter at de første Roundup Ready genmanipulerede afgrøder kom på markerne, er der allerede mere end 20 forskellige typer af ukrudt, som har udviklet resistente former. Så samtidig med at man har spredt en masse Roundup, som alle forsikringer til trods viser sig at være problematisk for miljøet, såvel som for vores sundhed, så står man overfor, at naturen i løbet af relativt få år finder veje at overleve et sprøjtemiddel som Roundup, så man må i gang med et nyt giftstof og tilsvarende nye genmanipulerede Giftstof yy Ready afgrøder. Samme problematik som på hospitalerne, at man med den udstrakte brug af penicillin er trådt ind i en stadig accelererende spiral af stadig mere resistente bakteriestammer.

Billedet herover er fra Roundup Ready majs omgivet af Roundup Ready ukrudt. Selvom argumentet for Roundup var, at det ville erstatte andre mere giftige sprøjtemidler, ser man derfor, at der efterhånden som der udvikles resistens, igen i stor udstrækning bliver rakt ud efter sprøjtemidler som 2,4D, 2,4DB, Atrazine, Paraquat, Metsulphuron Methyl og Imazethapyr for at komme det Roundup-resistente ukrudt til livs.²

Roundup Ready-strategien er så at sige den ultimative udgave af monokulturen, hvor alt konkurrerende liv på markerne forvises. Endda er det svært at forestille sig, at Monsanto uden videre opgiver strategien. For økonomisk set har det vist sig uhyre lukrativt at sidde på både produktionen af sprøjtemidlet og produktionen af de genetisk manipulerede (og patenterede) afgrøder. Særlig i USA har det lynhurtigt vundet en kolossal udbredelse, når det gælder dyrkningen af majs, soja og bomuld. Men fremkomsten af det resistente superukrudt har allerede givet store problemer, og spørgsmålet er, om strategien overhovedet kan fortsættes. Med lidt held bryder den endeligt sammen på de amerikanske marker før disse dyrkningsformer for alvor vinder udbredelse i verden.

Disse genetisk manipulerede afgrøder er ikke udviklet for at hjælpe menneskeheden, men for at maksimere indtjeningen på sprøjtemidlerne ved at gøre dem uundværlige. Og ud over de mange miljø- og sundhedsmæssige aspekter rejser de Roundup Ready afgrøder en omfattende vifte af dilemmaer, fra om det overhovedet er forsvarligt at have horder af videnskabsmænd til at klippe-klistre i klodens genbank til basale spørgsmål som det kulturtab, der ligger i, at bonden ikke mere selv kan samle sit sædekorn, men hvert forår må henvende sig til Monsanto for nye forsyninger – og så lige huske samtidig at få Roundup til et års skud i sprøjten.

Se tidligere blog-indlæg: Monsanto dømt for forgiftning med pesticider og Landbruget på sprøjten.

Tom Philpott: How NPR Got It Wrong on Monsanto’s Superweeds, Mother Jones 14.03.2012.¹

GM Crops Facing Meltdown in the USA, Institute of Science in Society 02.01.2010.

GM Crop Woes: a report from Argentina, RISQ 23.09.2003.²

Monsanto and the Roundup Ready Controversy, SourceWatch (med masser af links og kilder).²

.
Magnus Bredsdorff: Gensplejsning får landmænd til at pøse mere Roundup på markerne, Ingeniøren 04.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Professor: GM-majs vil give Europa eksplosion i gift-resistent ukrudt, Ingeniøren 23.10.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt tvinger britiske landmænd til at lægge marker brak, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Resistent ukrudt i hastig fremmarch på danske marker, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Industri-landbrug fremavler resistent ukrudt, Ingeniøren 16.11.2012.

Magnus Bredsdorff: Forskere: Nye afgifter giver os mere resistent ukrudt, 17.11.2012.

Magnus Bredsdorff: De tre mest udbredte arter af resistent ukrudt i Danmark, Ingeniøren 17.11.2012. 

Den japanske bonde Takao Furuno har på sin risfarm på Kyushu dyrket økologisk siden 1978, og igennem 25 år har han eksperimenteret med at holde ænder sammen med risene.

Ænderne rører ikke risplanterne, men deres snadren i de overrislede rismarker holder ukrudt og skadedyr nede, samtidig med at det ilter vandet og mindsker det lys, som når bunden. Så når ællingerne udsættes på det rigtige tidspunkt, kan man klare sig uden at luge, og helt uden pesticider. Ændernes ekskrementer udgør samtidig den perfekte gødning, hvor mængden vokser med planterne, så ved at kombinere risdyrkning med ande-hold kan man op imod fordoble risudbyttet samtidig med at udgifterne til den kemiske bekæmpelse af ukrudt og skadedyr bortfalder.

Mae-wan Ho beretter fra et besøg hos Takao Furuno: “The ducks are not the only inhabitants of the paddy field. The aquatic fern, Azolla, or duckweed, which harbours a blue-green bacterium as symbiont, is also grown on the surface of the water. The azolla is very efficient in fixing nitrogen, attracting insects for the ducks and is also food for the ducks. The plant is very prolific, doubling itself every three days, so it can be harvested for cattle-feed as well. In addition, the plants spread out to cover the surface of the water, providing hiding places for another inhabitant, the roach [skaller], and protecting them from the ducks. In fact, the roach grows so well in the paddy that Mr. Furuno has not bothered to count them. What do the fish feed on? They feed on duck feces, on daphnia and other worms, which in turn feed on the plankton. The fish and ducks provide manure to fertilise the rice plants all through the growing season. The rice plants in turn provides shelter for the ducks.

The paddy field with ducks and all is really a complex, well-balanced, self-maintaining, self-propagating ecosystem. The only external input is the small amount of waste grain for the ducks, and the output? A delicious, nutritious harvest of organic rice, duck and roach. It is amazingly productive.”¹

Læs mere »

Ris, ænder og fisk på samme mark, som beskrevet i det følgende blog-indlæg Aigamo – integreret risdyrkning og andehold, fik mig til at tænke på Europas største dambrug Veta la Palma, som vi forberedte en planche om til udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som blev vist i Rundetaarn 21.01.-28.03.2011.

Veta la Palma producerer højkvalitets fisk uden at fodre – i et meget komplekst økosystem, og er samtidig hjem for 30.000 ynglende flamingoer. På grund af deres naturlige føde er Vetas fisk efterspurgt af gourmet-restauranter verden over for deres smag og konsistens, og sundhedstilstanden er så god, at der ikke er behov for antibiotika. Veta er samtidig del af et stort fuglereservat på trækruten mellem Afrika og Den Iberiske Halvø, og man kan i løbet af året møde mere end 250 fuglearter i området.

Rundt omkring i verden findes der sådanne eksempler på, at vi kan høste af vores omgivende landskaber på en helt anderledes bæredygtig måde end det industrielle landbrugs monokulturer – gennem at gøre biodiversiteten til en styrke frem for noget, som må bekæmpes.

I blog-indlægget Forelsket i en fisk kan man opleve den amerikanske kok Dan Barber fortælle på det vidunderligste om hans møde med Vetas fisk.

Plancheteksten er kopieret ind nedenfor.

.

Læs mere »

Ved domstolen i Lyon blev Monsanto i går dømt skyldig i at have kemisk forgiftet en 47-årig kornavler, som i 2004 havde brugt Monsantos Lasso ukrudtsmiddel. Efterfølgende fik manden neurologiske problemer inklusive hukommelsestab, hovedpine og stammen, hvorfor han sagsøgte firmaet for utilstrækkelig mærkning.¹

Den franske socialforvaltning for landbrugere har siden 1996 registret omkring 200 tilfælde årligt, som potentielt kunne stå i forbindelse med påvirkninger fra sprøjtemidler, men kun i 47 tilfælde har man direkte kunnet forbinde symptomerne med omgangen med sprøjtemidler. Og dommen i går er den første af sin slags (i Frankrig) nogensinde.

Lasso har været brugt siden 60erne, men blev forbudt i EU i 2007, og var da allerede udfaset i en række lande. Endda er Monsanto uforstående overfor dommen og overvejer at anke.

Brugen af Lasso er i dag typisk erstattet af Monsantos Roundup, som man også har voksende formodninger om er alt andet end harmløst for miljøet.² Samtidig står franske bønder med det problem, at visse typer ukrudt synes at udvikle resistens overfor et sprøjtemiddel som Roundup.¹ Det moderne landbrugs kemiske krigsførelse for at opretholde fundamentalt ubæredygtige monokulturer ligner således skruen uden ende – med et indbygget behov for stadig nye miljøgifte.

I Frankrig har man vedtaget en målsætning om at halvere brugen af pesticider i perioden 2008-18 og har foreløbig i de første to år nået en 4% reduktion. Det er noget bedre end de danske bønder, som trods målsætninger om at mindske antallet af sprøjtninger år for år ender med stigende anvendelser – se tidligere blog-indlæg: Landbruget på sprøjten.

Den franske socialforvaltning for landbrugere (social security’s farming branch) forventes i år at føje Parkinson’s disease til listen over lidelser forbundet med brug af pesticider og har allerede på listen tilfælde af blodkræft, blære- og åndedrætslidelser. Så der er tale om voldsomme sager.

Hvilken udfrielse for mennesker og landskaber det vil være en dag at kunne træde helt ud af denne kroniske forgiftningstilstand.

Catherine Lagrange & Marion Douet: Monsanto Guilty Of Chemical Poisoning In France, Planet Ark (Reuters) 14.02.2012.¹

Rady Ananda: More problems with glyphosate: Rice growers sound alarm, Food Freedom 16.05.2011.²

Lucia Graves: Roundup: Birth Defects Caused By World’s Top-Selling Weedkiller, Scientists Say, Huffington Post 26.04.2011.²

I 1920-21 anlagde man ved Gudenåen Danmarks største vandkraftværk, Tangeværket. Opdæmningen skabte Tange Sø – en langstrakt 6 km² stor sø, som er 10 m dyb på det dybeste sted. Og kraftværkets bygninger huser i dag Energimuseet, et kulturhistorisk specialmuseum omkring temaet energi, og hvordan vi gennem tiderne har produceret elektricitet.

Men opstemningen af Gudenåen har også skabt en hel række miljøproblemer. Så i en situation, hvor værkets koncession udløber i 2014 og skal genforhandles (efter i 2007 kun at have fået 6 år mere), har det direkte været på tale at nedlægge søen og tilbageføre landskabet til den oprindelige ådal. Men dels er der kulturhistoriske interesser i at bevare anlægget, dels er der ganske store rekreative interesser i at bevare søen. Og hvis man valgte at tilbageføre åen til sit oprindelige landskab, ville man skulle finde måder at fjerne 150 ton fosfor årligt – en del af udvaskningerne fra det intensive landbrug i Gudenåens ganske store afstrømningsområde – som nu absorberes af søens økosystem.

Derfor er det sandsynlige resultat, at man ender med at bevare Tange Sø, men prøver at bedre passagemulighederne for åens fauna. Der er anlagt fisketrapper omkring opstemningen, men de virker tilsyneladende ikke optimalt. Gudenå-laksen er borte, og for eksempel har det vist sig, at den i dag udryddelsestruede ål har meget svære kår omkring Tangeværket.

I en nylig undersøgelse fortetaget af DTU Aqua udsatte man 46 blankål, som var mærkede med radiosendere, i Gudenåen et godt stykke ovenfor Tangeværket.¹ Blankål er betegnelsen for modne ål, som er rede til at søge nedstrøms og hele vejen de 6.500 km tilbage til Sargassohavet, hvor de i tidernes morgen selv blev til. Og hvor ålene til at begynde med hurtigt søger nedstrøms, så viser Tangeværkets opdæmning sig at være en næsten uovervindelig barriere, og kun én ud af fire af de udsatte ål nåede til Gudenåens udmunding i Randers Fjord. Og endda er prøvelserne ikke ovre. En tidligere undersøgelse viste nemlig, at 60% af blankålene ikke kommer helskindet gennem Randers Fjord, men ender i fiskernes ruser.² Måske ikke noget at sige til, at ålen i disse år er hårdt truet.

I min tidlige barndom havde min morfar ruser ved Langerak, det langsmalle stykke af Limfjorden mellem Aalborg og Hals. Situationen var da så overflodsagtig, at mormor insisterede på kun at få ål én gang om ugen. I dag er det nærmest politisk ukorrekt at spise ål. Det er svært fatteligt, at det er kommet dertil, og at det er gået så hurtigt. Men det – og den lille historie om Tangeværket – viser blot, hvor svært det er for os mennesker at forstå vores fulde indgriben i vores omgivelser. Og at vi, når vi først én gang er begyndt at gribe ind i landskabernes komplekse økosystemer, må indse, at der er tale om en dynamisk balance, som kræver stadige finjusteringer på baggrund af stadig monitorering.

Tangeværket producerer strøm som en mellemstor vindmølle, så selvom det ud fra at kunne stabilisere en vedvarende energiforsyning ville være ønskværdigt med mere vandkraft i den danske energipalet, så er der slet ikke vand i de danske åer til at blive energibuffer, selv hvis vi valgte at se stort på alle naturomkostningerne derved. 

Se tidligere blogindlæg: Stor klimapåvirkning fra tropisk vandkraft, Indlandsisen vådrer, Misbrug af CO₂–kvotemidler? og Havstigninger maskeret af dæmninger.

Niels Jepsen: Ål overlever ikke Gudenåen, DTU Aqua 13.01.2012.¹

Bjørn Godske: Tangeværket slår over halvdelen af Gudenåens ål ihjel, Ingeniøren 19.01.2012.²

Mads Nyvold: Politikere giver Tangeværket seks år mere, Ingeniøren 28.06.2007.

Mads Nyvold: COWI-rapport giver dødsstød til Danmarks største vandkraftværk, Ingeniøren 23.04.2007.

www.tangesoe.dk.