Strøtanker om bæredygtighed

Figur SPM 1 samt øverst temperaturudviklingen for business as usual-scenariet (RCP8.5) for år 2100 fra den netop lækkede, foreløbige udgave af anden del af IPCCs klimastatus.

Forud for udgivelsen af første del af AR5, IPCCs store klimastatus over det globale klima, blev der lækket adskillige versioner af foreløbige udgaver af rapporten. Nu er også anden del af AR5 via No Frakking Consensus blevet lækket – eller i hvert fald er selve det Summary for Policymakers, som nok er det, som de fleste får læst, da de fire hovedrapporter hver i sær kan være flere tusinde sider lange, blevet lagt ud.¹ Allerede tidligt på sommeren blev en tidligere udgave lækket.

Om det så er godt – IPCC beder så mindeligt om ikke at videregive rapporten, før man er færdig med den interne konsensusproces – er et åbent spørgsmål. Hvis man som New York Times synes at det ikke skulle være sket, så lad være med at downloade filen. Men nu har en af IPCCs faste kritikere, klimaskeptikeren Donna Laframboise, lagt den frem på No Frakking Consensus, for at verden skal have mulighed for at få indblik i, hvordan og hvor meget rapporten – eller rettere dens konkluderende Summary for Policymakers – ændrer sig i den sidste del af konsensusprocessen, hvor politikerne også kommer ind over:

“I think the public has a right to examine it. It’s important to be able to compare what IPCC personnel have written in this draft to what the final, non-draft version will say when it’s released to much fanfare next March,” hvilket Laframboise for så vidt kan have ret i.

Men hvis man skal dømme efter processen omkring første del af AR5 her for nylig, så sker der ikke de store ændringer. Men omvendt var der i de sidste dage i Stockholm et massivt pres fra en række lande for at få udvandet eller helt fjernet den del, som omhandlede opstillingen af et carbon budget – hvilket endte med ikke at blive tilfældet. Det blev diskuteret hele natten, og det krævede en virkelig stædig hovedforfatter på rapporten at fastholde vigtigheden af, at det var inkluderet. Ellers var der primært tale om at få ting uddybet og præciseret – denne gang særlig om den “forsinkelse” af opvarmningen, som ligger i, at en tilsyneladende større del af det globale varmeoverskud i de seneste år er akkumuleret i verdenshavenes dybere lag (se blog-indlægget  Stocker og Rosling introducerer IPCCs klimarapport i Stockholm).

Anden del af IPCCs AR5 fra Arbejdsgruppe II ser på følgerne af klimaforandringer, på bestræbelserne på at imødegå virkningerne, og på sårbarheden i de menneskelige og biologiske systemer. Flere fejlslagne afgrøder, mere hungersnød, flere hedebølger og hedeslag, flere oversvømmelser og sygdomme, accelererende stress af økosystemerne osv. Rapporten kortlægger de risici, de omkostninger og den mere eller mindre ubodelige skade på biodiversiteten og vores livsbetingelser, som vi påfører fremtiden ved vores fortsatte afbrænding af fossile brændstoffer. Og den gør det måske mere klart end nogensinde, at der er så meget at tabe ved at nøle med klimaindsatsen, og så meget at vinde – så mange klimakonsekvenser at undgå og afbøde – ved at tage klimaudfordringen alvorligt og sætte målrettet ind nu.

Følgende er uddrag fra climatenexus.org, som giver disse hovedpunkter fra Arbejdsgruppe IIs rapport:

Climate change is now everywhere. Impacts have been found on every continent. Both the human and natural worlds are feeling the effects, which are consequential and growing. Emphasis on currently occurring impacts has increased since the AR4, which only said that impacts are “emerging”.

People everywhere are vulnerable to extreme climate events. The devastating impacts of recent extreme events and extreme weather disasters show that our level of adaptation remains low. The strength and immediacy of this statement has increased since the AR4, which emphasized impacts in the far future more than current impacts.

Læs mere »

New York Times bragte 25. maj en artikel med tilhørende plancher,¹ som nærmest brænder sig fast på nethinden. Der findes undersøgelser, som viser, at næringsindholdet i vores forædlede mad alene i løbet af det 20. århundrede er blevet adskillige gange lavere. Men hvis man som Jo Robinson i artiklen i New York Times  sammenligner næringsindholdet i den frugt og de grøntsager, vi kan købe i supermarkedet, med deres vilde ophav, så er det et skræmmende billede på, hvordan forædlingens kunst depraverer næringsindholdet.

I eksemplet herover kan man se, at typiske æblesorter, som man kan købe i supermarkedet, svinger med mere end en faktor 10 i det samlede indhold af plantenæringsstoffer (total phytonutrients). Men hvis man sammenligner med paradisæblerne – som man ikke kan købe, men som står mange steder i haver og parker – så er deres indhold 10-100 gange højere end æblerne i supermarkedet. Og hvis man ser på den vilde forfader, Sikkim-æblet, så har det en næringstæthed, som ligger yderligere fem gange højere. I alt næsten en faktor 500 i forskel mellem Sikkim-æblet og det mest udvandede supermarked-æble.

New York Times bringer en række andre eksempler på, hvordan vores forædlede fødevarer næringsmæssigt ligger langt under deres vilde forfædre, som jeg har tilladt mig at kopiere ind her:

[nggallery id=164]

Hvis man ser på majsen – billede 1 i de klikbare billeder – er indholdet af anthocyaniner (en gruppe plantenæringsstoffer) i den gule majs ikke voldsomt lavere end i de historiske blå og røde typer. Men indholdet falder næsten med en faktor 50 hvis man ser på den hvide majs. Et rent kosmetisk-æstetisk projekt har således katastrofale følger for næringsværdien.

Læs mere »

.
I denne 20:38 min. video kan man følge etableringen af Campo Laguna Bianca – som er et 3.000 hektar økologisk landbrug i Argentina etableret på et område, hvor forhen det konventionelle landbrugs kemiske krig hærgede, med store problemer med jorderosion til følge.

Derfor er en vigtig del af omlægningen at få terrasseret og artikuleret området, så alle bevægelser med plov og harve sker langs højdekurverne. Så det er lykkedes at standse udvaskningen af muld og næringsstoffer – og meget mere end det.

Transformationen af landskabet er forunderlig. For at sikre mod ødelæggelser fra skadedyr er der en stadig veksling mellem forskellige afgrøder, frugtlunde er med til øge variationen, og halvdelen er området er overgivet til den vilde natur, så stedet også har en mangfoldighed af vilde dyr.

Og så fornemmer man noget så sjældent som en æstetisk nerve – markerne skal være smukke også set fra luften – hvor der opstår de forunderligste billeder af de bølgende skifter mellem afgrøder, som lydhørt følger landskabets konturer. Selv bygningerne har en vis rodfæstethed i landskabet.

En betagende smuk video om en transformation af landskabet, som man kunne ønske sig bevæge sig hen over det danske landskab. Spørgsmålet hvordan tilsvarende principper ville udfolde sig under markant andre danske vilkår er godt at stille sig. Havde jeg kendt til dette projekt, da vi lavede udstillingen Hungry Planet, havde der definitivt været en planche med om Laguna Bianca.

Hvem står bag? – ikke en hvilken som helst økofreak, men et ægtepar, som har grundlagt store tøjfirmaer som Northface, Esprit og Patagonia, og som er de største private ejere af naturbevarelsesarealer i verden (se Thompkins Conservation). De står bag udgivelsen af Arne Næss’ samlede værker – Arne Næss som fostrede begrebet deep ecology – og er angiveligt gode venner med lederen af Kansas Institute, som forsker i reetablering af polykultur-dyrkning af den amerikanske prærie. Så perspektivet er i orden, og finansieringsmulighederne også.

Campo Laguna Blanca, Thompkins Conservation.

Bernward Geyer: Only a beautiful farm is a good farm, (interview med Doug Tompkins) Textile Exchange 2013.

.
Ved TEDxCopenhagen 18. september havde Selina Juul fra Stop Spild Af Mad et meget begavet og agiteret indlæg om madspild. Ultrakort, på blot 8 min. fremfører hun sin sag, at madspildet er et område, hvor vi alle kan sætte ind – hvor vi alle behøver at sætte ind. Affaldet – vores eget affald – er vores personlige nøgle til at forandre fremtiden, siger Selina. Så “smid ikke fremtiden væk!”

Nogle gange kan madspildsproblematikken næsten drukne i restemadsopskrifter, huskeråd til indkøbslisten osv., andre gange fortoner det store perspektiv sig i et kolossalt statistisk materiale. Men ikke her – ved TEDxCopenhagen fik vi den rensede forklaring, uden hudfletten af de særligt danske vanemønstre, hvilket giver god mening nu, hvor alt foregik på engelsk.

Det er ikke fordi der ikke er tal. Tværtimod. I samarbejde med Forbrugerrådet og Landbrug & Fødevarer fremlagde Stop Spild Af Mad for nylig en Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd,¹ som søger at kortlægge, hvilke hjælpemidler der skal til, for at nedbringe madspildet i de private husstande.

Undersøgelsen bygger på data fra en spørgeskema-undersøgelse fra april i år af et repræsentativt udsnit af danskere mellem 18-80 år (n=1024) samt en fokusgruppe, som gennem brugen af forskellige redskaber til at nedbringe madspild, giver feedback på deres oplevelser.

Det skønnes, at en gennemsnitlig dansk familie bestående af to voksne og to børn, kasserer fødevarer for 10.000 kr. årligt – eller for alle danskere samlet i alt 16 mia. kr. Der er spild hele den lange vej fra mark til fabrik til butik til køleskab til komfur til bord til restemadsmulighed til affaldsspand. I USA, som har verdensrekorden i madspild, regner man med at omkring 40% af den mad, som produceres, aldrig bliver spist. Vi er lidt bedre herhjemme, men slet ikke gode nok. i den rige del af verden ryger i gennemsnit omkring en fjerdedel af den mad, vi køber, direkte i affaldsspanden.

Selvom det kan synes af små mængder, 50g her, 150g der, en tør skorpe dér, så ligger størstedelen af madspildet hos forbrugeren, efter at madvarerne er købt i butikkerne. Som Selina siger ved TEDx: “Ladies and gentlemen, we need to be smarter than that …”

Det er i den grad et spørgsmål om de mange bække små, at hvis der hver dag ryger 100g ud pr. næse, så bliver det til en voldsom bunke på et år og et næsten skræmmende bjerg i løbet af et langt liv. Det er den pointe, jeg måske savner i denne TEDx: Den forvandlende kraft i den lille daglige forskel.

Det sker, at man får en avocado med hjem, som er dårlig i den ene ende, eller en melon, hvor man må skære et hjørne af, eller – et forhold som Stop Spild af Mad har søgt at få ændret på – at vi står med fem for en tier, hvor vi kun havde brug for to. Men alt for ofte er det vores manglende opmærksomhed og uhensigtsmæssige rutiner, som gør, at gode madvarer ender i affaldsspanden.

Undersøgelse af danskernes madspildsadfærd, forandringspotentialer og anbefaling til tiltag, Forbrugerrådet, Stop Spild Af Mad og Landbrug & Fødevarer august 2012 (pdf).¹

www.stopspildafmad.dk.

.
Et video-hold har fulgt den netop fremlagte undersøgelse igennem to år.

(Et stadig helt ufærdigt indlæg) Normalt laver man kun rotteforsøg over tre måneder. Men franske forskere har nu lavet forsøg, hvor man har fulgt et kuld rotter, som man i forskellige doseringer har fodret med GMO-modificeret majs og Roundup-forurenet vand over et helt livsforløb – 2 år. Og her tegner sig et noget andet billede. Forskerne fandt, at 50% af hannerne og 70% af hunnerne døde for tidligt, sammenlignet med kun 30% og 20% i kontrolgruppen.

Og den koncentration af Roundup-forurening, som er brugt, 1 ppb, er så lav, at den er regnet som uskadelig – under grænseværdien for rent vand. Samtidig kunne man for nylig konstatere, at Roundup finder vej i stadig flere af vores drikkevandsboringer.

Undersøgelsens abstract lyder:

“The health effects of a Roundup-tolerant genetically modified maize (from 11% in the diet), cultivated with or without Roundup, and Roundup alone (from 0.1 ppb in water), were studied 2 years in rats. In females, all treated groups died 2–3 times more than controls, and more rapidly. This difference was visible in 3 male groups fed GMOs. All results were hormone and sex dependent, and the pathological profiles were comparable. Females developed large mammary tumors almost always more often than and before controls, the pituitary was the second most disabled organ; the sex hormonal balance was modified by GMO and Roundup treatments. In treated males, liver congestions and necrosis were 2.5–5.5 times higher. This pathology was confirmed by optic and transmission electron microscopy. Marked and severe kidney nephropathies were also generally 1.3–2.3 greater. Males presented 4 times more large palpable tumors than controls which occurred up to 600 days earlier. Biochemistry data confirmed very significant kidney chronic deficiencies; for all treatments and both sexes, 76% of the altered parameters were kidney related. These results can be explained by the non linear endocrine-disrupting effects of Roundup, but also by the overexpression of the transgene in the GMO and its metabolic consequences.”

Læs mere »

I 2010 blev det under blå regering vedtaget, at der langs alle vandløb skulle etableres randzoner, hvor der ikke blev pløjet, dyrket, gødet eller sprøjtet. Som den tids fødevareminister Henrik Høgh udtalte det: “Med randzonerne opfylder vi fire uundgåelige miljøkrav på én gang: Randzonerne reducerer pesticidafdriften til den omgivende natur. Randzonerne sørger for, at 50.000 hektar bliver udlagt til natur. De reducerer fosfortabet til vandmiljøet med op til 160 tons, og sidst men ikke mindst fjerner de 2500 tons kvælstof.”

Nu er tiden kommet for at effektuere disse randzoner. Fra 1. september i år skal der være en 10 m bræmme alle steder, hvor dyrkede arealer støder op til vandløb eller søer. Samtidig har befolkningen adgang til disse arealer, og på sigt vil de kunne blive en fantastisk hjælp til biodiversiteten, fordi de sammenbinder i dag fragmenterede små pletter af natur. Tanken er således grundlæggende rigtig, men spørgsmålet er, om randzonerne bliver disse frodige naturkorridorer. For en ting er kravet om at undlade at dyrke, men der er ikke megen tilskyndelse til at pleje eller anvende disse områder.

Så professor Brian Kronvang fra Bio Science ved Aarhus Universitet forudser, at randzonerne ikke bliver det løft for naturen. Det bliver snarere “en 10 meter zone på begge sider af vandløbet med høj urtevegetation af brændenælder og lodden dueurt, så det bliver ikke særligt spændende natur, og oplevelsen bliver ikke særlig stor, hvis man skal ud og gå en tur, men de har en god miljøeffekt.” Derudover vil vi nok se diverse invasive arter som kæmpebalsamin, japansk boghvede m.m. – Det er en udfordring, som kræver en løsning.

Umiddelbart er det ikke tilladt at plante træer, hvilket er en stor skam. “Træer er gode til at holde på brinken af åerne, og dermed glider der ikke så meget jord og sand ud i vandløbet, og så følger der ikke så meget fosfor ned til søerne og giver algevækst og grønne søger. Så det er super effektivt, hvis man tillod, at der var træ-rækker i randzonerne ud mod åerne,” siger Kronvang til DR: “Brændenælder og andre kedelige planter får lov at tage magten i zonerne, og dem burde man klippe ned og fjerne. Det ville udpine jorden og give plads til mere sjældne planter. Så ville man få en meget større natur- og miljøgevinst ud af randzonerne.”

Til gengæld vil randzonerne kunne bruges til at dyrke energiafgrøder, hvilket både rekreativt og biodiversitetsmæssigt set virker ret problematisk, for det vil sandsynligvis være ting som pil og poppel, som plantes på rækker og totalfældes efter få år. Så der sker ikke den form for modning af økosystemerne, som gør, at der bliver plads for en større artsrigdom eller skaber de store oplevelseskvaliteter, som kunne være langs vores vandløb og søer, hvis naturen blev givet bare lidt mere fri.

Læs mere »

.
Nature + food: Can we feed the world Sustainably? – den anden af fem “World Leaders Dialogues” ved IUCNs biodiversitetskonference i Korea 08.09.2012 – 88:52 min. video.

Oplægget til nature + food

Food production systems rely on the richness and diversity of natural ecosystems. One billion people worldwide rely on fish as their primary protein source, while bush meat provides 80% of the protein and fat intake for rural communities in Central Africa. Pollination services are worth an estimated USD 153 billion annually. Agriculture everywhere relies on adequate and well-managed water resources. Fisheries production also relies on healthy marine and freshwater ecosystems – and at the moment is far from sustainable. To secure food supplies, equitable and sustainable use of natural resources is required. Food security is also linked to human security on a broader level.

♦ Are we serious about redirecting ‘perverse’ subsidies that currently wipe out biodiversity
♦ on land and in the sea?
♦ What impacts are biofuels likely to have on food production and food security?
♦ What is the role of technology in feeding the world?
♦ Can sound environmental management help prevent or reduce conflicts and improve
♦ human security?
.

Læs mere »

I de næste halvanden uge er 8.000 mennesker samlet til IUCNs konference om biodiversitet i Korea.

International Union for Conservation of Nature and Natural Resources blev grundlagt i 1948 som verdens første internationale miljøorganisation. I dag har IUCN mere end 1.200 medlemsorganisationer i 160 lande, og IUCN er en af de store spillere i (forsøget på) sikringen af verdens biodiversitet.

Det er IUCN, som administrerer verdens rødliste over truede dyrearter, et desværre stadig mere omfattende projekt. Selvom verdens lande i 1992 vedtog en biodiversitets-konvention, hvori man lovede hinanden at gøre en indsats for at standse artsudryddelsen, så forsvinder der stadig flere arter fra jordens overflade, og på den nylige Rio+20-konference fremlagde IUCN nye opgørelser, som viste, at 31% af alle arter i verden var truet af udryddelse.

Dette er dybt alarmerende. Hvad der har taget årmillioner at bygge op, er på vej til at blive destrueret på få generationer.

Men det er som om, at det overhovedet ikke trænger ind, at den slags problemer stadig kommer i anden eller tredje række i forhold til finanskriser, identitetskriser, hvor vi skal hen på ferie og hvad vi skal have til middag.

I takt med, at vi bliver stadig flere mennesker med stadig større forbrug, og råstofindvindingen og det industrialiserede landbrug underlægger sig stadig større dele af verden, bliver der dag for dag mindre plads til den levende naturs mangfoldighed.

Yderligere får klimaforandringerne en gradvist voldsommere indvirkning på økosystemerne. Så der er al mulig grund til at samle kræfterne om, hvordan vi kan bevare og videregive kloden i al dens mangfoldighed.

Det svære er måske at indse, at de fleste problemer i forhold til bevarelsen af biodiversiteten falder tilbage på os selv – på den måde, vi mennesker har indrettet os på, og det omfang tilvejebringelsen af vores livsfornødenheder har taget.
.

Læs mere »

I Danmark må vi årligt lukke omkring 100 drikkevandsboringer på grund af, at landbruget har brugt sprøjtemidler, som når ned i grundvandet. Dette er fundamentalt set utilfredsstillende. Den danske muld skal dyrkes, ikke bare så dens frodighed opbygges og bevares for de kommende generationer, men også så det ikke beskadiger vores drikkevand.

Der er ikke bare tale om et hypotetisk problem – faktisk kan man i dag finde sprøjterester i hver fjerde drikkevandsboring, og selv hvis man stoppede fradag til dag, vil årtiers fejlsprøjtninger fortsætte med at bevæge sig mod grundvandet, så det er på høje tid, at man griber ind, hvis man vil sikre fremtidens drikkevand.

Hidtil har man skullet se et givet sprøjtemiddel dukke op i vandboringer, før man begyndte at overveje, om man måtte begrænse brugen. Og selv når der  begyndte at være mistanke, har problemerne systematisk været forsøgt slået hen. Men nu lægger miljøminister Ida Auken op til, at forsigtighedsprincippet fremover skal være gældende. Hvis der overhovedet er tvivl, om et sprøjtemiddel er sikkert, skal det tages ud af sortimentet.

Tidligere i år blev det afsløret, at landbruget i ganske stort omfang henter ulovlige sprøjtemidler (se blog-indlægget Pesticid-krigen). I konsekvens heraf kom det på tale, at man kan får frataget “kørekortet” og fremover må undlade at sprøjte eller bestille maskinstationen til at gøre det.

Indtil i dag har landbruget været meget imod en egentlig regulering på området og insisteret på frivillige ordninger med stor spændvidde. Men i snart alt for mange år har man kunnet se, at frivillige aftaler ikke holder. Så man må hilse de nye tiltage velkomne.

Ida Auken påpeger, at det selv med indførelsen af forsigtighedsprincippet er muligt at opnå de ønskede resultater med de sprøjtemidler, som bliver tilbage på hylden.

En konsulent ved Videnscenter for Landbrug er i dagens Politiken citeret for, at der helt klart vil være afgrøder, hvor man ikke kan finde kemiske alternativer, og han nævner som eksempel kløvergræs, hvor man nu bruger Bentazon.¹ Bentazon har været massivt brugt i flere årtier, og forbruget var i 90erne omkring dobbelt så stort som i dag, så noget tyder på, at man har brugbare alternativer. Bentazon er et af de sprøjtemidler, som man i de senere år har fundet i drikkevandet.

Men hvis man blot et øjeblik hæver sig over den kemiske krigsførelse, som nu pågår i det danske landskab, så handler det ikke kun om at finde nye sprøjtemidler, som er mindre problematiske end de nuværende.

Der skal en ny forestilling om, hvad de vil sige at dyrke jorden, som ikke bare er økologisk, men som kommer videre fra den monokulturelle blindgyde. Vi må lære at høste af komplekse økosystemer, som rummer en mangfoldighed af liv.

På den led vil vi kunne trække store mængder af atmosfærens overskydende CO₂ tilbage i muldlaget.

Se tidligere blog-indlæg om pesticider.

Niels Fastrup og Mads Brandstrup: Regeringen i massivt indgreb mod sprøjtegifte, Politiken 18.08.2012.¹

Tomas Djursing: 11 godkendte pesticider risikerer at sive ned i grundvandet, Ingeniøren 03.10.2007.

Niels Fastrup: Landbrug hælder mere gift på marker, Politiken 07.11.2012.

Sigrid Møller: Landbrugets pesticidforbrug dobbelt så stort som målsætning, Ingeniøren 08.11.2012.

.
Denne video giver en fin illustration af klimaeffekten af verdens stadig mere omfattende kødforbrug. Perspektivet er den daglige burger. Hver amerikaner spiser i snit tre burgere om ugen, og det bliver til kolossale mængder på et år. I de klimaberegninger, som oprulles, giver disse tre burger om ugen således alene en udledning af klimagasser, som svarer til 158 mio. ton CO₂, eller næsten et halvt ton CO₂ pr. amerikaner – blot for tre mellemmåltider. Så klimaeffekten af bare en enkelt kødløs dag om ugen er betydelig.

I beregningerne af de indirekte omkostninger burde vi lægge 1½ $ til side til øgede sundhedsudgifter, hver gang vi spiser en burger. Eller rettere – Burger King, McDonald’s osv. burde opkræve dette beløb og betale det som bidrag til USAs sundhedssystem.

Her bliver fortællelinjen måske lidt flagrende. Men det er endda imponerende, hvor langt man kommer rundt på 7½ minut. Den lille videoanimation er en del af The Food for 9 Billion series, som ser på udfordringen i at brødføde verden i en tid med store sociale og miljømæssige forandringer.

Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion var en vigtig del af problemstillingen i udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetaarn 2011, og plancheteksten: “Kød og klima”¹ giver en bredere perspektivering af problemstillingen.

Download planchen Kød og klima (2,3 Mb pdf) / plancheteksten i A4-format (1,4 Mb pdf).¹

The hidden costs of hamburgers, (transskription) Center for Investigative Reporting, 02.08.2012.