Strøtanker om bæredygtighed

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »

Med de seneste dages klimamøde i Accra er endnu et skridt på vej til afløseren for Kyoto-aftale taget. Der er ikke sket de store gennembrud – og der var ikke forventet store gennembrud – på nuværende tidspunkt, men midtvejs forlød det, at det var som om alle begyndte talte samme sprog, og her på sidstedagen fornemmer man en vis optimisme omkring at få en brede aftale i hus i København næste år.

Et sådant møde består af et stort antal parallelle forhandlinger i forskellige fora, og Accra har bragt afklarende skridt på en lang række områder. For eksempel har man udvidet listen af drivhusgasser, som skal medregnes i det kommende kvoteloft, så det også omfatter drivhusgasser fra produktionen af fladskærme. Der synes at have været en vis genklang for det japanske forslag om en ‘sectoral approach’ – en sektorbaseret tilgang, hvor kvotelofterne ikke bare baseres på nationale kvoter, men på sektorer, som dels kunne være medvirkende til at få skibsfart og luftfart effektivt ind under klimaaftalen, dels kunne beskytte mod, at produktion blot udflages til steder, hvor det er billigere at producere med store CO₂-udledninger.

Og der tegner sig i forlængelse af erkendelsen af, at skovrydning står for op imod 20% af de globale CO₂-udledninger, en begyndende enighed om en ordning, hvor U-lande kan få en kompensation for at bevare skovarealer.

Læs mere »

For få dage lå det endelig klart, at Joe Biden ville blive Barack Obamas vicepræsident-kandidat. Biden stillede selv op i demokraternes primærvalg, men trak sig hurtigt, da det stod klart, at det ville blive et opgør mellem Clinton og Obama. Hvor Obama midt i al sin oratoriske formåen kun næsten kan løbe fra sin ungdommelighed, har Biden som formand for senatets udenrigsudvalg en politisk tyngde, som på mange måder kan matche McCains. Herhjemme er Biden da også først og fremmest blevet fremhævet for sin udenrigspolitiske erfaring, hvor han klart styrker Obamas kandidatur.

Men i The Daily Green kan man i dag læse, at Obama-Biden ud fra et miljøpolitisk perspektiv er noget nær det perfekte team. Biden har gennem årene markeret sig med indgreb overfor luftforurening og CO₂-udledninger, og han lagde i sin valgkampagne markant ud i forhold til klimaproblemer og vedvarende energi. “With a life-time commitment to environmental protection and clean energy, Joe Biden is a invaluable addition to Barak Obama’s ticket,” siger lederen af Sierra Club, Carl Pope: “Together they will make the strongest executive team for clean energy in American history.”¹

Obama har 80% reduktion af CO₂-udledninger i 2050 på sit program og er indstillet på at give USA en ledende, proaktiv rolle i arbejdet videre fra Kyoto-aftalen. Det vil derfor være en stor dag for den globale fremtid og den nuværende klimaforhandlinger, om det blev Obama og Biden, som tog over i USA, som om noget har behov for et årti med målrettet obamask ‘change’ for at få gang i det nu hensygnende fossile samfund.

Dan Shapley: Why Environmentalists Are Cheering Joe Biden, The Daily Green 25.08.2008.¹

Dan Shapley: Why the Sierra Club Endorsed Barack Obama, The Daily Green 20.06.2008.

Biden on the Issues. A look at the environmental record of Joe Biden, Barack Obama’s running mate, grist 23.08.2008.

Obama introduces Biden as running mate, CNN 23.08.2008.

Molly Murray: Biden on the environment, Delaware Online 26.08.2008.

Martin Burcharth: Fra rival til støtte, Information 26.08.2008.

Amanda Griscon Little: Biden on the Record. An interview with Joe Biden about energy and the environment, grist 27.08.2007.

Edward Silver: Inside Obama’s green plan for energy and the economy, Los Angelses Times 28.08.2008.

I rækken af møder afholdt af UNFCCC, som fører frem mod vedtagelsen af en afløser for Kyoto-aftalen næste år i København, vil ledere og embedsmænd m/k fra alle verdens lande fra i morgen torsdag samles i Ghanas hovedstad Accra.

Forud for mødet har Harald Dowland, den norske leder af forhandlingerne blandt de nuværende lande bag Kyoto-aftalen meldt ud, at det er vigtigt, at man ikke blot venter på de amerikanske valg i november, før man komme videre, men allerede nu lægger sig fast på markante reduktioner. Man har tidligere talt om reduktioner på 25-40% i 2020 i forhold til 1990, og som Dowland siger, ville han, hvis han var diktator i verden, påbyde en 30% reduktion i 2020.¹

Men selv et rigt land som Danmark med tradition for en høj grad af regulering har stadigvæk knapt formået at sænke sit CO₂-udslip. Og for et land som USA, som har øget afbrændingen af fossile brændstoffer siden 1990 markant, vil en reduktion på 30% i forhold til 1990 nærme sig en halvering – og dermed noget næsten uladesiggørligt på blot 12 år. Vi har kort sagt sovet i timen.

Forud for klimamødet i Accra har Japan fremlagt en række forslag, heriblandt et forslag til nye definitioner på, hvilke lande, som kan rubriceres som henholdsvis U-lande og I-lande? Det kan lyde uinteressant, men hensigten er at få udvidet gruppen af lande, hvorfra man kan forvente bindende CO₂-nedskæringer, så den også omfatter i dag ganske stærke udviklingsøkonomier som Mexico, Sydkorea, Indien, Kina og Brasílien, som hvis ikke de på en eller anden måde kommer med ind under den kommende klimaaftale meget vel vil kunne risikere fuldstændig at udhule effekten af reduktioner i de ‘gamle’ I-lande.²

Læs mere »

“Sæt benzinpriserne op for at bryde vores afhængighed af olie”, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen til en af USAs største opinionsdannere Thomas L. Friedman, hvis klumme i New York Times bringes i mere end 700 aviser verden over:¹

“’I have observed that in all other countries, including in America, people are complaining about how prices of [gasoline] are going up,’ Denmark’s prime minister, Anders Fogh Rasmussen, told me. ‘The cure is not to reduce the price, but, on the contrary, to raise it even higher to break our addiction to oil. We are going to introduce a new tax reform in the direction of even higher taxation on energy and the revenue generated on that will be used to cut taxes on personal income — so we will improve incentives to work and improve incentives to save energy and develop renewable energy.’”²

En liter benzin kunne for min skyld gerne koste 50 kr. Men afgifter og prisstigningerne gør det ikke alene. De grønne afgifter burde målrettet anvendes til indsatser for at fremme energirenoveringer, den kollektive trafik, cyklisternes vilkår, forskning i vedvarende energi og en lang række andre tiltag, som er samfundsøkonomisk fordelagtige og klimamæssigt nødvendige, men endda ikke sker, fordi de er uoverkommelige eller umiddelbart fremstår uattraktive for den enkelte.

I den artikel, Flush With Energy, hvor statsministeren er citeret, sammenligner Friedman, hvordan USA og Danmark har håndteret situationen efter den første oliekrise i 1973 og siger, at USAs attitude sammenlignet med den danske er direkte patetisk.¹

Læs mere »

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO₂-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Så sent som dette forår måtte Connie Hedegaard i forbindelse med IMOs møde i København give skibsfarten en sidste chance for at tage hånd om de stadig stigende udledninger af drivhusgasser. I en tid, hvor alle sektorer burde udvise en nedadgående tendens, har skibsfarten sammen med luftfarten og landtransport haft stadigt stigende CO₂-udledninger.

Selvom skibsfarten kan transportere en given godsmængde længere pr. liter brændstof end både landevej, tog og fly, bliver det til store mængder af drivhusgasser (og ultrafine partikler som SO₂ og NO_x), fordi vi i de senere år har fået indrettet verden, så stadig større del af det, vi spiser og bruger i vores hverdag, er produceret et helt andet sted på kloden. Hvor det i sejlskibsæraen kun var det særlige, vi hentede hjem fra fjerne lande, er det i dag det meste. Skibsfarten producerer således i dag omkring 1 mia. ton CO₂ eller 4,5% af verdens udledninger af drivhusgasser. Alene Mærsk har med sin shipping og offshore-aktivitet en CO₂-udledning på 40-50 mio. ton pr. år, eller næsten lige så meget som resten af Danmark. Så der skal ske noget meget drastisk meget snart, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer.

Efter det seneste møde i Oslo 23-27. juni står det klart, at IMO, International Marine Organization, arbejder seriøst på at få etableret en bred bindende aftale om reduktion af drivhusgasser, som kan være på plads inden klimatopmødet i København næste år. Detaljerne er endnu ikke på plads, men man vil blandt andet operere med et CO₂ Design Index for nye skibe og et CO₂ Operational Index for generelt at styrke brændstofeffektiviteten. Og man analyserer på. konsekvenserne af forskellige modeller for et kvotemarked for skibsfarten, så det samlede loft for CO₂-udledningerne gradvist kan strammes.

Læs mere »

Det er blot et lille plaster på såret overfor de enorme beskadigelser, vi har påført miljøet, sagde den mexicanske præsident Felipe Calderon i går lørdag ved en træplantningsceremoni nord for Mexico City. I løbet af dagen blev der plantet 8 millioner træer i Mexico.

Officielle tal siger, at der hvert år illegalt ryddes 26.000 hektar skov, men det reelle tal menes at ligge langt højere, og Mexico er blandt de lande, hvor rydningen af oprindelig skov finder sted i stor stil. Dette giver dels gradvist store ødelæggelser af levevilkårene og landets naturkapital, dels meget store CO₂-udledninger, når tropisk regnskov erstattes af simpel landbrugsproduktion.

UNEP, United Nations Environment Programme, kører i disse år omfattende træplantningskampagner. Sidste år deltog Mexico således i UNEPs kampagne A Billion Trees med plantningen af ikke mindre end 250 millioner træer. Selvom langt fra alle disse træer ender med at vokse op og blive store, er der et vigtigt socialt aspekt og en vigtig bevidsthedsmæssig dimension i at få en befolkning til at medvirke til og forstå betydningen af, at disse træer bliver plantet.¹

UNEP har siden hævet ambitionsniveauet, og i videoen nedenfor kan man høre UNEPs leder Achim Steiner introducere UNEPs seneste træplantningskampagne, som har som mål på verdensplan at nå plantningen af 7 milliarder træer inden klimatopmødet i København ved udgangen af næste år.

Læs mere »

I de kommende dage er der G8-topmøde på Japans nordligste ø Hokkaido, hvor yderligere en række store udviklingslande som Kina og Indien er inviteret med, for om muligt at komme et skridt nærmere den klimaaftale, som skal falde i hak senest i København næste år. Ingen forventer dog, at vi vil se den definitive afklaring nu. Amerikanerne siger, at de ikke vil binde sig før alle de store lande er med, mens kineserne siger, at de ikke kunne drømme om at binde sig til reduktioner, før alle de rige lande er godt i gang og har demonstreret en reel vilje til at gå forrest i omlægningen til CO₂-neutrale samfund.

Europakommissionens formand, Jose Manuel Barroso, udtrykte for få dage siden optimisme omkring at få en klimaaftale i hus. For første gang i 8 år var der tegn på, at USA vil vedkende sig bindende reduktioner. Men realistisk set skal Bush ud af det hvide hus, før vi ser klare fremskridt på klimaområdet fra amerikansk side.¹

Bevidsthedsmæssigt er der således endnu et stykke til, at det for alle står som en win-win-situation. Den engelske premierminister Brown synes at være en af de få, som har indset dette.²

Topmøderne har gennemgående god pressedækning, og i dagene op til G8-mødet har man kunnet se den sædvanlige vifte af aktiviteter, aktioner og konferencer (se blog-indlæggene James Hansen: Stop afbrændingen af kul og Brev til den japanske statsminister).

Og så var der alligevel en aktion, eller rettere en gestus, som jeg ikke kan forestille mig noget andet sted i verden: Tsutomu Oteru har lavet et stempel med hver af de otte G8-lederes ansigtstræk og har forud afleveret dem på de respektive ambassader med det håb, at G8-lederne vil nå frem til en god beslutning og bruge disse stempler til at markere deres enighed på aftalen.³

‘Hanko’, som disse stempler kaldes på japansk, er en vital del af japansk dagligdag. Aftaler bekræftes med et stempel, kunstnere verificerer deres værker med et stempel, skribenter og brevskrivere markerer deres tekster med et stempel – meget som vi tidligere brugte laksegl og i dag underskrift. ‘Hanko’et er som en grafisk identitet. Da jeg for nogle år siden underviste på Hokkaido, var det første, der skulle ske, at jeg fik lavet mit officielle hanko, som der så gik en kopi af til et centralt register. Først herefter var der en masse andet, der kunne lade sig gøre.

Vi må håbe, at G8-lederne denne gang gør brug af ikke bare stemplerne, men af det forhold, at mødet denne gang afholdes i spabyen Toyako, og at de nedsænket i de varme bade fik løsnet så meget for forhandlingsspændingerne, at kabalen gik op. De japanske værter er i hvert fald meget optimistiske med at finde fælles fodslag omkring en aftale om 50% reduktion af CO₂-udledningerne inden 2050.

Barroso: USA tæt på accept af klimamål, (Ritzau) Berlingske 06.07.2008.¹

Larry Elliott: Gordon Brown: West must not give up on aid and climate change, The Guaridan 05.07.2008.²

Inventor produces stamp seals of G-8 leaders with their portraits, Mainichi Daily News 28.06.2008.³

Martin Gøttske: Ringe udsigt til klima-enighed, Information 07.07.2008.