Strøtanker om bæredygtighed

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »

I forlængelse af ASEM-mødet for to uger siden, hvor 43 lande gav et samlet erklæring om, at de var rede til at indgå en klimaaftale i København i 2009 (se blog-indlægget: Europa og Asien melder klar til klimaaftale), har Kina givet en langt række uddybende statements, som tilsammen giver en mosaik af, hvad kineserne forestiller sig der skal til for at ville indgå i en kommende klimaaftale med bindende reduktioner, samt ikke uvæsentligt, hvem der kommer til at betale hvad.

Den vestlige verden bør forlade sin ubæredygtige livsstil og gøre langt mere for at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, siger den kinesiske premierminister Wen Jiabao. Kina har foreslået en form for klimafond, som administrerer 1% af at de rige landes BNP.

Det er jo aldrig helt lykkedes at skabe præcedens om 1% i U-landsbistand, men kunne vi ikke i den rige del af verden leve med, at 1% gik til afbødninger af klimaforandringer samt humanitære og uddannelsesmæssige aktiviteter, mens 1% gik til en systematisk omlægning til produktion af og med vedvarende energikilder? hvis så brugte yderligere 2-3% på de nødvendige strukturelle forandringer på hjemmefronten, ville tingen begynde at bevæge sig i den rigtige retning inden for ganske få år. Men desværre står de borgerlige partier klar til at bruge den til skattelettelser, når endelig der begynder at ske en kapitalisering af CO₂-forureningen.

Kina har meldt klart ud, at landet ikke har ressourcer til at begrænse sine CO₂-udledninger alene. Det vil kræve økonomisk støtte, det vil kræve omfattende teknologioverførsler, og – påpeger kineserne – det vil være naivt at forestille sig, at landet i nær fremtid kan gøre sig uafhængig af kul. En del af problemet er, at vi i den rigeste del af verden i stor udstrækning har udflaget vores energikrævende fremstillingsvirksomhed til lande som Kina, så det kinesiske kulforbrug er også den vestlige verdens kulforbrug. Omkring en tredjedel af de kinesiske CO₂-udledninger går således til produkter som eksporteres, hvor omvendt de danske CO₂-udledninger ville være markant højere, hvis vi indregnede CO₂-udledningerne fra vores import. Her fungerer markedsmekanismerne upåklageligt – er der et smuthul, skal det nok blive brugt.

Læs mere »

Oven på afgørelsen af 22 måneders valgkamp er verden næsten kogt over af forhåbninger om, at USA med Obama ved roret træder ind i en ny æra, hvor dialogen går forud for de militære unoder, at USA som en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne endelig er på vej ud af otte års mørke, og at USAs og verdens økonomi kan rekonstrueres gennem opbygningen af en grøn økonomi, hvor en ny verdensorden kan opstå igennem en målrettet omlægning til et post-fossilt samfund.

Den amerikanske miljøforfatter og -aktivist Bill McKibben, som tidligere i år grundlagde 350.org, har i anledningen af Obamas forrygende valgsejr skrevet meget læseværdigt indlæg, President Obama’s Big Climate Challenge på Environment 360, en klima-blog på Yale University, som dagen efter blev bragt i The Guardian.

Han skriver heri, at forventningerne til en klimaaftale efter otte års klimafornægtelse fra Bush-administrationen er blevet sat så lavt, at der venter Obama en masse billige point ved overhovedet at medvirke til en klimaaftale. Men at spørgsmålet er, om politikerne og især Obama har mod til at iværksætte den nødvendige klimaaftale. Det vil kræve indsigt – og det mener McKibben, at Obama besidder til overmål. Og det vil kræve et politisk mod, for den nødvendige aftale vil uomgængeligt betyde, at prisen for den nuværende (amerikanske) levefod bliver markant højere.

Obama har allerede sagt, at han vil sende en delegation til COP14 i Poznan om en måned, på det sidste store klimatopmøde inden COP15 her i København om godt et år. Fra 350.org kan du sende Obama en mail med opfordring om, at han selv deltager i COP14 med det formål at lave en klimaaftale, som sigter på at få atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Se tidligere blog-indlæg om 350 ppm: James Hansen: Sidste udkald, Brev til den japanske statsminister og 350.org.

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Yale Environment 360, 05.11.2008.

Bill McKibben: Welcome to reality, Mr President-elect, The Guardian 06.11.2008.

Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde i Beijing blev i dag afsluttet med en fælles udtalelse, som markerer, at de 43 ASEM-lande, som tilsammen repræsenterer omkring halvdelen af verdens økonomi (og dermed også omkring halvdelen af verdens CO₂-udledninger), vil bestræbe sig på at nå en global klimaaftale i København i december 2009.

Der er ikke angivet præcise reduktionsmål i ASEM-communiqueet, men under vejs har de europæiske lande presset store ‘rige’ udviklingslande som Kina og Indien hårdt for, at de også indgik en form for bindende reduktionsmål – David Gow skriver i The Guardian, at de europæiske miljøministre har insisteret på begrænsninger i størrelsesordenen 15-30% i forhold til “business as usual”.¹ Det kommer på baggrund af nye beregninger, som viser, at Kina, som i dag er verdens største udleder af drivhusgasser, med sin nuværende vækstrate vil kunne have fordoblet sine udledninger på blot to årtier.² Det er således uomgængeligt vigtigt, at vi ikke får “business as usual”.

Men der sker noget i Kina. Man er vågnet til, at den globale opvarmning ikke kun er de andre landes ansvar, og at det også vil blive en for Kina ubetalelig pris at lade stå til overfor klimaudfordringen. For eksempel har tre store kinesiske virksomheder i forbindelse med topmødet tilsluttet sig The Climate Group, en global sammenslutning af store virksomheder, som støtter arbejdet med energieffektiviseringer og CO₂-reduktioner.³ Og Kina har parallelt med ASEM-topmødet indgået en lang række bilaterale aftaler, blandt andet en aftale med Danmark om forskningssamarbejde om udviklingen af blandt andet solenergi, vindenergi, biomasse og brændselsceller.

Kyoto-aftalen er efterhånden vedgået af 170 lande, men kun 37 lande har bundet sig til reduktionsmål. Med ASEM-topmødet er sandsynligheden for, at vi får en bred aftale i hus i København, rykket et betydningsfuldt skridt nærmere.

Se også tidligere blog-indlæg: Nye toner fra Kina, Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej og Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Fogh tilfreds med topmøde, (Ritzau) Berlingske 25.10.2008.

Uffe Tang: Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima, Berlingske 24.10.2008.

Asia, Europe join hands to face challenges, Xinhua 24.10.2008.

Kim Rathcke Nielsen: Ingen overraskelse i Kinas klimaudmelding, Berlingske 23.10.2008.

David Gow: EU presses China and India to reduce greenhouse gas emissions, The Guardian 23.10.2008.¹

Chris Buckley: China report warns of greenhouse gas leap, 22.10.2008.²

Juliette Jowitt: Big Chinese companies join climate group, The Guardian 23.10.2008.³

China Mobile, Broad, and Suntech join The Climate Group’s global business coalition, (pressemeddelelse) The Climate Group 24.10.2008.³

Chinese firms newest members of global environment body, Xinhua 26.10.2008.³

O.P. Rana: Saving the Earth more important, China Daily 24.10.2008.

Chris Buckley: China seen onboard for climate pact goal, Reuters 23.10.2008.

Sanne Wittrup: Kinesiske og danske topforskere vil samarbejde om brændselsceller og biomasse, Ingeniøren 24.10.2008.

Selvom USA i disse dage er ramt af både valgkamp og finanskrise, sker der bag kulisserne vigtige ting på klimafronten. Demokraterne fremlagde således tidligere på ugen et forslag, som dels vil indebære etableringen af et CO₂-marked, dels CO₂-reduktioner på 80% i 2050.¹ Med en CO₂-udledning på mere end 20 ton pr. indbygger vil det kræve en gennemgribende transformation af The American Way of Life, som i dag er voldsomt afhængig af fossile energikilder.

Forslaget, som kan downloades via Committee on Energy and Commerce, vil dog først blive fremlagt i 2009, efter præsidentvalget er afgjort, og forhåbentlig i så god tid inden klimatopmødet i København, at det kan nå at være med til at sætte niveauet for de globale reduktioner.

Klimapolitikken har ikke fyldt ret meget i den amerikanske valgkamp. Det er som om alle har været bange for i den amerikanske medievirkelighed at drage komplicerede forhold frem, som kan give bagslag. Og længe har det været sagt som en trøst, at både Obama og McCain i forholdt til Bush-administrationen begge vedkendte sig nødvendigheden af store forandringer på energiområdet og begge ville være et skridt i den rigtige retning. Men med den amerikanske valgkamps udvikling på det seneste, hvor Obama med udpegelsen af Biden som vicepræsidentkandidat har styrket klimaprofilen, mens McCain med udnævnelsen af Sarah Palin har udnævnt en klimaskeptiker, er det blevet lysende klart, at udfaldet af det amerikanske præsidentvalg får en kolossal indflydelse på mulighederne for at få en klimaaftale forhandlet på plads.

Læs mere »

Igennem århundreder var Københavns udstrækning præcist defineret gennem forsvarsværker. Nu står vi ifølge OECD overfor igen at skulle ommure København – denne gang for at holde stigende oceaner fra at oversvømme byen. Et paper fra OECD har set på omkostningerne ved at sikre København mod havstigninger som følge af den globale opvarmning. Det vil ifølge OECD være relativt enkelt at sikre Københavns omkring 60 km kystlinje mod stigende vandstand. Rapporten rummer en række cost-benefit-analyser ved forskellige havstigninger, og konklusionen er i korte træk, at man for en relativt begrænset investering vil kunne modvirke potentielt store stigninger i udgifter til stormflodsskader.¹

Problemerne er størst på Amager og langs sydkysten, hvor ganske store områder ligger mindre end 2 m over havets overflade (se kort nedenfor). Her vil selv mindre havstigninger give markant forøget risiko for, at kombinationer af tidevand og opstuvninger af vand under kraftige uvejr vil kunne presse vand langt ind over de nuværende kystlinjer.

Der er ikke redegjort præcist for, hvordan kystlinjelængden er opgjort, og kortene over København er alle i fejlagtig proportion, så man har ved læsning rapporten en underlig fornemmelse af, at der ikke har været gjort ret mange studier i marken. Min fornemmelse er, at hvis man regner alle kanter langs byens kanaler og voldanlæggene ved Christiania, er der tale om langt mere end 60 km kystlinje. Rapporten taler kun vegt om ‘æstetiske omkostninger’ ved at skulle inddæmme langs havnefronten. Endda siger Connie Hedegaard i dag til Berlingske, at vi selvfølgelig skal bygge højere havnekajer.²

Men det vil rent ud sagt være en katastrofe for det københavnske bymiljø, om vi skulle til at have dæmninger langs byens kanaler. Så mit forslag vil være at se tiden an et par år.

Læs mere »

Den amerikanske miljøforfatter og miljøaktivist Bill McKibben har lavet en video-hilsen fra en flodbåd i Shanghai om (nødvendigheden af) 350 ppm – den koncentration af CO₂ i atmosfæren på 350 parts per million, som ledende klimaforskere i dag præciserer, at det er nødvendigt at vendetilbage til for at sikre klodens ismasser mod afsmeltning.

Han kommer ganske langt omkring på de 350 sekunder, starter med hans opvækst i New Hampshire, hvor vinteren i dag er tre uger kortere end da. Siger under vejs, at hvis vi når vi en for en skifter vores glødelyspærer ud med sparepærer står med en snigende fornemmelse af, at det ikke er nok, så er det fuldstændig rigtigt. Der er brug for en klar politisk handling fra de ansvarlige politikere. Og der er brug for serier af politiske manifestationer, som kan styrke politikene i at lave den nødvendige aftale på klimatopmødet næste år, som kan langtidsstabilisere klimaet og sikre en bæredygtig fremtid.

Læs mere »

Efter at de liberale demokrater i sidste måned fremlagde en klimaplan, som sigtede mod at gøre Storbritannien CO₂-neutral i 2050 har premierminister Gordon Brown på en Labour-konference i går hævet sine planer for CO₂-reduktioner fra 60% til 80% i 2050 – og har bedt hans Climate Change Committee om at afrapportere, om det er gennemførligt inden for en måned. Så de britiske klimamålsætninger rykker sig markant i disse måneder. I talen talte han om et nødvendigt opgør med “the dictatorship of oil.”

Dette er nærmest et kvantespring på baggrund af G8-topmødet i Toyako i juli, hvor man kun kunne blive enige om en 50% udledning, og det knapt nok stod klart om det var i forhold til i dag eller 1990. Og det er en klar en vedkenden sig ikke bare problemets alvor, men at det kræver gennemgribende forandringer i hel den måde, hvorpå samfundet skaffer sig sin energi og bruger sine ressourcer.

Gordon Browns udmeldinger er da også blevet meget positivt modtaget blandt de britiske miljøorganisationer. Det er målsætninger i den størrelsesorden eller større, der skal til fra alle de industrialiserede lande, hvis vi skal gøre os håb om en klimaaftale, som får global gennemslagskraft.

Og her forstår jeg simpelthen ikke vores hjemlige Klima- og Energiministerium. Hvorfor har vi som kommende vært for underskrivelsen af afløseren for den nuværende Kyoto-aftale ikke for længst fremlagt en detaljeret køreplan for en fuldstændig afvikling af det fossilt afhængige samfund?

Paul Eccleston: Labour Conference: Gordon Brown says CO₂ targets must be raised to 80% by 2050, Telegraph 23.09.2008.

Paul Eccleston: Gordon Brown vows to drive out fossil fuels, Telegraph 23.09.2008.

Gordon Brown’s speech in full, The Guardian 23.09.2008 / som audio.

Se tidligere blog-indlæg: De liberale demokrater: Storbritannien CO₂-neutral i 2050, G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050 og G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050.

I forhandlingerne forud for den kommende klimaaftale har Kina indtil for nylig været ganske afvisende overfor bindende reduktionsmål – det er de industrialiserede lande, som har skabt problemet, og som må løse det. Men under et statsbesøg i Japan i maj forlød det for første gang, at man forventede at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser (se tidligere blog-indlæg: Kina med i klimaaftale fra 2012).

En af den kinesiske regerings vigtigste rådgivere i klimaspørgsmål, Hu Angang fra Tsinghua-universitetet i Beijing, siger i et nyligt interview med Reuters, at Kina bør gå med til bindende CO₂-reduktioner for at sikre, at Kyoto-aftalens afløser bliver tilstrækkelig til reelt at håndtere klimaudfordringerne. Det er ikke blot i det internationale samfunds interesse, men i høj grad også i Kinas egen interesse at satse målrettet på en grøn udvikling. Det kinesiske samfund vil lide voldsomt under, hvis ikke det lykkes at skabe en stærk klimaaftale for de kommende år.

For nylig fremlagde Hu Angang i Journal of Contemporary Asia-Pacific Studies en plan for Kinas CO₂-reduktion, hvori udledningerne ville fortsætte med at stige frem til 2020, hvorefter de ville falde markant, så de i 2030 var tilbage på 1990-niveauet, og i 2050 det halve af 1990-udledningerne, som for Kinas vedkommende var 2,1 ton pr. indbygger.

Dette vil indebære en udfasning af kul og en storstilet satsning på vedvarende energi – og vil kræve en massiv økonomisk støtte til den nødvendige teknologi-udvikling. Hvis Kina vedgår en sådan plan som del af den kommende klimaaftale, vil det markant øge sandsynligheden for, at det vil lykkes at langtidsstabilisere det globale klima.

Chris Buckley: China government adviser urges greenhouse gas cuts, Reuters 08.09.2008.

Chris Buckley: China Shying from Climate Obligations – Adviser, Reuters 08.10.2008.

En gruppe Greenpeace-aktivister, som i oktober 2007 forsøgte at lukke det kulfyrede Kingsnorth-kraftværk, er netop blevet frikendt for med gigantiske bogstaver at have malet “Gordon Bin It” på værkets 200 m høje CO₂-udspyende skorsten. Baggrunden for protesten – som var direkte adresseret den engelske premierminister Gordon Brown – var, at man i Storbritannien for første gang i 30 år havde planer om at opføre nye kulfyrede kraftværker. Frikendelsen ved Maidstone Crown Court kom på baggrund af, at aktivisterne gennem deres handlinger beskyttede ejendom af større værdi (Jorden) overfor klimaforandringer.

Som del af retsproceduren har en af verdens ledende klimaforskere, James Hansen, der er leder af NASA Goddard Institute for Space Studies, været indkaldt som vidne. I forbindelse med hans vidnesbyrd rejste han på baggrund af, at både regering og energiselskaber er fuldstændig klare over det for klimaet dybt uforsvarlige i fortsat at afbrænde kul, men endda fortsætter med at gøre det, spørgsmålet, om det var de rigtige mennesker, der var stillet for retten?

James Hansen har et enestående perspektiv på klimaproblemstillingerne, og hvor konsensusdannelsen for FNs klimapanel IPCC er en særdeles langsommelig proces, kan han lynhurtigt inkorporere nye forskningsresultater og iagttagelser. Det er en del af baggrunden for, at IPCC stadig planlægger efter at holde atmosfærens CO₂-koncentration under 450 ppm, hvor Hansen og hans kolleger fra på baggrund af blandt andet de nyeste iskerneboringer og de seneste års hastige afsmeltning af klodens ismasser konkluderer, at vi må helt ned på 350 ppm for at kunne regne med at langtidsstabilisere det globale klima.

Vi må derfor med James Hansen insistere på, at afløseren for den nuværende Kyoto-aftale, som efter planen skal underskrives i København næste år, inkorporerer et moratorium for afbrænding af kul og en langtidsmålsætning om at stabilisere atmosfæres CO₂-koncentration under 350 ppm.

Umiddelbart herunder har jeg inkorporeret Hansens summary, og nederst er der link til hans fulde forsvarsskrift for de seks nu frikendte Greenpeace-aktivister.

Læs mere »