Bill McKibben taler ved Yale Divinity School, o3.04.2009.
Dette resume af en forelæsning ved Yale Universitys teologiske fakultet stammer fra Yale Universitys klimablog 360e, som løbende bringer en række spændende indlæg. Hans interview med environment360s redaktør Roger Cohn den 23. april findes oversat i det efterfølgende blog-indlæg: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse.
Tirsdag den 12. maj 2009 kl. 19.00‐21.00 har Klimabevægelsen inviteret Klaus Illum, docent (emeritus) i energiplanlægning og energisystemanalyse til at komme og holde et oplæg under overskriften Ombygningen af vores energi‐ og transportsystemer ‐ en seriøs klimapolitik.
Arrangementet afholdes i Klimabevægelsens lokaler på Istedgade 79, Vesterbro, København. Oplægget vil vare ca. 45 minutter, så der bliver god tid til den efterfølgende diskussion og debat.
I løbet af de næste 20 år skal de storforbrugende lande afvikle størstedelen af deres fossile brændselsforbrug. Klaus vil i sit oplæg belyse, hvad det i praksis indebærer her i landet, og diskutere hvilke politiske tiltag, der kan afstedkomme nedtrapningen af forbruget.
Klaus har fornylig udgivet bogen Om‐tanke‐ Ved vendepunktet ved vækstens grænser. Han beskriver i bogen, hvordan det sidste århundredes eksponentielle vækst i de storforbrugende samfunds materielle forbrug ‐ deres forbrug af olie, naturgas, kul, mineraler, kunstgødning, træ osv.
Derudover har den eksplosive befolkningstilvækst i de materielt fattige samfund har bragt det globale forbrug op på et så højt niveau, at en fortsat vækst på 1, 2 eller 3% om året ikke kan fortsætte i mange årtier endnu.
Væksten har grænser, og såvel de nøgne tal som de katastrofer, der indtræder i disse år, viser, at vi er ved det vendepunkt, hvor grænserne gør sig gældende. Det gælder klimaforandringerne, og det gælder olie‐ og naturgasforbruget.
Vi konfronteres således nu med de problemer, der for 30 år siden blev forudset i bogen The Limits to Growth. Og der er nu kun et kort åremål tilbage til at tilpasse samfundet til en ny tid, hvor væksten i forbruget af de basale ressourcer afløses af en nedgang.
Bogen kan købes i boghandlen og på nettet, se vedhæftede annonce.
Indlæg ved Ulrik Kristiansen.
Klimabevægelsen i Danmark er en demokratisk, partipolitisk uafhængig og folkelig bevægelse, som vil stoppe global opvarmning nu. Læs mere på: www.klimabevaegelsen.dk.
Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.
Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.
Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.
For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ‘sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?
Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”
Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.
Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.
Som en del af forberedelserne til klimatopmødet til december har vi fået en ny kategori af KLIMA+ restauranter. Initiativet kommer som en del af Københavns Kommune virksomhedsarbejde KLIMA+. Ideen er god, da der er virkelig store CO2-reduktioner at hente på fødevareområdet – ikke mindst i en omlægning af den nuværende industrielle produktionsmåde, som i sin drift konsumerer enorme mængder af fossile brændstoffer, som fører til enorme CO2-udledninger. Det kan den enkelte restaurant ikke umiddelbart gøre meget ved. Men gennem at efterspørge produkter, som undsiger det industrielle landbrug og dets både for klodens og vores sundhed ofte dybt problematiske produkter, kan restauranterne være med til at skabe grobund for en sundere, mere klimavenlig, lokal fødevareproduktion samtidig med, at det vi som kunder får serveret i restauranterne bliver sundere og mindre belastende for klimaet.
Under præsentationen af KLIMA+ kan man på siden Gå ud og spis klimavenligt læse, at “københavnske restauranter med en klima-ret på menuen [vil] blive promoveret på klimatopmødet til december, hvor 15.000 tilrejsende skal bespises på byens restauranter.”¹
Én klima-ret lyder dog ikke særlig ambitiøst, og man kan frygte, at man ved at sætte overliggeren så lavt ender med endnu en omgang greenwashing. – ville for eksempel en pølsevogn kunne kvalificere sig, eller er det et krav, at man kan få is til dessert? I anvisningerne for Klima+ restauranterne får man et lidt klarere billede af ambitionsniveauet. Der er ingen krav til eller kontrol af en Klima+ restaurant ud over, at den bør have en særlig klimamenu med 2-3 retter, som følger disse ganske fornuftige retningslinjer:²
1) Køb dine råvarer lokalt og efter årstiden.
2) Brug mindre kød, især mindre oksekød. Brug mere fisk og fjerkræ.
3) Brug flere grøntsager og mere frugt.
4) Brug økologiske varer, hvor det er muligt.
5) Brug så lidt halvfabrikata (frosne og konserverede varer) som muligt.
6) Minimer mængden af madaffald.
Her så jeg meget gerne et punkt syv tilføjet, at
7) restauranten afstår fra at bruge terrassevarmere.
For et sådant energifråseri hører simpelthen ikke hjemme i en by som skal være vært for Kyoto-aftalens afløser, som taler højt om at være Verdens Miljømetropol og centrum for verdens miljøpolitik, og som pt. har en klimaplan på vej i offentlig høring med en målsætning om CO2-neutralitet i 2025.
Torsdag i sidste uge havde vi fornemt besøg ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen, var i byen i forbindelse med Københavns Universitets store konference, Climate Change. Global Risks, Challenges and Decisions. Derfor havde vi i samarbejde med Klimabevægelsen og Danish Media Forum dels foranlediget, at han også holdt oplæg på de studerendes parallelkonference Energy Crossroads, dels inviteret ham til at møde den danske presse, hvilket der er kommet en hel række artikler og interviews ud af (se nederst i dette indlæg).
James E. Hansen står i disse år som en af de vigtigste klimaforskere i verden – ikke blot på grund af hans overblik og indsigt i klimaanliggender, men fordi han har set det som sin opgave at træde ud af forskernes elfenbenstårn for at søge at slå bro over den indimellem afgrundsdybe forståelseskløft mellem det videnskabelige samfund og de politikere, som i disse måneder er ved at lægge sidste hånd på en klimaaftale, som kommer til at præge de næste årtiers indsats for at standse den globale opvarmning. Og Hansen gør det vel at mærke på en måde, hvor han ikke blot ‘accepterer’ det politiske spils oversættelser af komplekse problemstillinger til forhandlingsbare enkeltstørrelser med en pris, som til enhver tid kan forhandles, men definerer nogle fra et klimaperspektiv uomgængelige nødvendigheder, hvis vi skal gøre os håb om at vende den nuværende udvikling og undgå kaskader af ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelerende.
Men Hansen synes langt fra brødebetynget over, at det med ham som rådgiver er svære beslutninger, politikerne skal ud at tage – og skaffe mandat til at skaffe. Han ser en bred forkelig forståelse for, at der skal handles konsekvent. Og som han sagde under frokosten: Uden den stadige afbrænding af fossile brændstoffer vil det jo blive en bedre verden for os at leve i, uden den nuværende luftforurening og accelererende ødelæggelse af landskaber og biodiversitet.
Det seneste års meldinger fra klimaforskerne siger med stor entydighed, at hvis vi vil stabilisere klimaet før klodens ismassiver smelter og klimaforandringerne bliver selvaccelererende, er det bydende nødvendigt, at vi inden for få årtier ikke blot får reduceret de nuværende CO2-udledninger drastisk, men påbegynder arbejdet med at fjerne CO2 og andre drivhusgasser fra atmosfæren, så koncentrationen af CO2 når tilbage under 350 ppm – og på sigt tilbage til før-industrielle koncentrationer på omkring 280 ppm.
Ikke mindst er den stadig eskalerende afbrænding af kul et problem. Kulafbrændingen producerer langt mere CO2 end olie og gas for hver energienhed vi får, og Jordens kulreserver er så store, at hvis vi brænder alle i dag kendte kulreserver af inden vi omlægger til vedvarende energikilder, har vi en 100% sikkerhed for en klimakatastrofe.
Dette er baggrunden for det krav om et moratorium for udbygning af kulkraft, som de seneste år har lydt med stadig stærkere stemme, ikke mindst fra lederen af NASAs klimaforskning, James E. Hansen (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO2-reduktioner skal der til?, James Hansen: Kulkraftværker er dødsfabrikker og James Hansen: “Coal is best left in the ground”).
Men koncentrationen af CO2 i atmosfæren er i dag oppe på 387 ppm og stiger med 2 ppm pr. år, så selv hvis det lykkes at bremse og standse udledningerne af drivhusgasser til atmosfæren, står vi med spørgsmålene om, hvordan vi får nogle af dem fjernet fra atmosfæren. Mange steder i verden prøver man derfor at udvikle CCS-teknologi (carbon capture storage) til at fjerne CO2-udledningerne og de mange andre giftigheder fra kulafbrændingen, inden de når atmosfæren. Men hidtil er det kun lykkedes i meget lille skala, og det er foreløbig så energikrævende at gøre, at det i bedste fald vil kræve en fjerdedel mere kul at nå samme energimængde. Man regner med mindst 20 år, før man har de første brugbare løsninger, og endnu er der ikke noget, som tyder på, at vi når en 100% effektiv teknologi.
På Københavns Universitets netop afholdte klimakonference med deltagelse af klimaforskere fra hele verden var et af bidragene af Sir Nicholas Stern, den økonom, som med sin klarhed måske mere end nogen anden har gjort, at den den engelske klimaplan med en målsætning på 80% reduktion inden 2050 inklusive skibsfart og luftfart i dag står som en af de mest vidtrækkende i den industrialiserede verden.
Han fremførte her, hvad jeg ofte i de senere måneder har tænkt, at verden med finanskrisen har fået en tiltrængt strategisk tænkepause, som giver en enestående mulighed for en kursomlægning, som formår effektivt at håndtere det Stern karakteriserer som det 21. århundredes største udfordringer: klimaforandringer of fattigdom. Vi har råmaterialerne, produktionskapaciteten og den nødvendige uddannede arbejdskraft til en langt mere overkommelig pris, og vi skal bruge dem målrettet, siger han ifølge The Guardians Oliver Tickell.¹
Ifølge Stern har vi (Planeten) brug for alt andet end en hurtig genopblomstring af økonomien. Den skal tværtimod komme som resultat af en systematisk investering i vedvarende energikilder og grøn infrastruktur. En blind fortsættelse af ‘business as usual’ vil føre til et scenario med 5º global opvarmning – og en klode, som kun kan opretholde livsvilkårene for omkring 1 mia. mennesker, eller langt mindre end vi er i dag. Heroverfor konkluderede konferencen at selv den 2º stigning, som indtil nu har været IPCCs anbefaling for det maksimalt tålelige og som den kommende klimaplan sigter på at holde sig under, set i lyset af den seneste klimaforskning vil føre til adskillige ‘tipping points’, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende.
I en mail rundsendt fra Klima- og Energiministeriet opsummerede Connie Hedegaard konferencen i to punkter: At der ifølge klimaforskerne var brug for endnu stærkere forandringer end hidtil antaget, og at der fremover kun ville være plads til grøn vækst.² Fra en vækstfilosofs mund er det sidste er meget tæt på at være en indrømmelse af, at vækst ikke bare kan fortsætte i det uendelige.
Oliver Tickell: Green shoots before the recovery, The Guardian 12.03.2009.¹
Politicians need science in order to act, (pressemeddelelse) Klima- og Energiministeriet 12.03.2009.²
Let’s see climate change as an opportunity, (leder) The Guardian 15.03.2009.
Suzanne Goldenberg: Great clean-up – can economic rescue plans also save planet? The Guardian 25.02.2009.
Fik netop nu nedenstående mail fra 350.org i Poznan, at der nu var 49 lande, som stod bag en målsætning for den kommede klimaaftale på 350 ppm. Dette er et stort fremskridt fra klimakonferencen for blot et år siden på Bali, hvor nødvendigheden af at bringe atmosfærens koncentration af CO2 tilbage under 350 ppm knapt var kendt.
Det fremgår ikke præcist hvilke lande, som slutter op om dette indlysende nødvendige klimamål. Kun at det er de fattigste lande – og man kan forestille sig, at rækken af lande, som har indset nødvendigheden af 350 ppm også omfatter atolnationer som Maldiverne og Kiribati, som med den nuværende udvikling vil være forsvundet i havet inden udgangen af dette århundrede.
Mailen indeholder et link til en lille 350 ppm animation sammen med en opfordring til at gå ind og se den på You Tube og kommentere den (kræver oprettelse af YouTube brugeraccount), så den kommer så højt op på popularitetsskalaen, at selv mennesker, som kommer til YouTube for helt andre ting, får den at se. Så klik ind på videoen herunder, se den og kommenter den, så langt flere får mulighed for at få den at se.
Læs mere »
Halvandet år har det taget schweiziske Louis Palmer at kommer jorden rundt, men så er det også sket på en for miljøet usædvanlig skånsom måde – med en solcelledrevet bil. Til gengæld har turen taget næsten halvandet år.
Palmer har timet turen, så han i går efter 52.000 km kørte i mål i Poznan, hvor politikere i disse dage arbejder på at få en klimaaftale skrue en sammen. Han krydsede målstregen med lederen af klimaforhandlingerne Yvo de Boer som passager på det sidste stræk.
Ved ankomsten fortalte Palmer, at over alt på hans tur, havde mennesker ønsket sig en bil som hans. Der er derfor ingen grund til, at bilindustien ikke laver biler som hans. De ville lynhurtigt kunne lave den i en meget bedre udgave. Teknologien er der. Den er økologisk, den er økonomisk, den er pålidelig. Vi kan stoppe den globale opvarmning, siger Palmer.¹
Se mere om om Palmers tur i et tidligere blog-indlæg: Jorden rundt på solenergi.
Alister Doyle: Solar-Powered Car Completes Round-The-World Trip, Reuters 04.12.2008.
‘Solar taxi’ goes round the world, BBC News 05.12.2008.
Vanessa Gera: Solar car completes 1st ever round-the-world trip, (AP) Journal Gazette 05.12.2008.¹
Oxfam, en af verdens største internationale humanitære organisationer, fremlagde i dag i Poznan et paper, Turning Carbon into Gold, som beskriver, hvordan CO2-kvotemidler rigtigt anvendt, ville kunne finansiere store nødvendige klimatilpasningsprojekter i verdens fattigste lande, som i dag ofte er dem, som står med de største konsekvenser af klimaforandringerne. Oxfam taler i Turning Carbon into Gold om op til 50 mia. $ pr. år i overførsler. Ved at bruge kvotemidlerne, argumenterer Turning Carbon into Gold, er det ikke skatteyderne, som skal betale, men de forurenere, som har forårsaget problemerne, og som retteligt burde betale den fulde pris.
Dette bliver en problemstilling vi vil blive nødt til at afklare i de kommende år. I dagene op til Poznan har politikere fra både Venstre og Konservative været inde på, at kvotemidler (og grønne afgifter generelt) skal bruges til skattenedsættelser. Rigtigt anvendt, er miljøafgifter og CO2-afgifter en måde at internalisere miljøomkostningerne på. Men det er essentielt for de kommende års klimapolitik, at det bliver stadfæstet, at disse penge ikke bare skal spredes tilbage i skatteydernes lommer med løs hånd, men tilhører miljøet, og bør gå til systematisk at afbøde skadevirkningerne af den produktion og de udledninger, de er opkrævet for.
Louise Gray: Oxfam calls for £34 billion per annum to help poor cope with climate change, Telegraph 02.12.2008.
Megan Rowling: Raise climate adaptation cash by selling global emissions rights – Oxfam, Reuters 02.12.2008.
Turning Carbon into Gold. How the international community can finance climate change adaptation without breaking the bank, Oxfam International 02.12.2008 (pdf).
Urgent global climate action needed in Poland, Oxfam 01.12.2008.
Climate, Poverty, and Justice. What the Poznań UN climate conference needs to deliver for a fair and effective global climate regime, Oxfam 01.12.2008 (pdf).
