Strøtanker om bæredygtighed

19. juni havde vi besøg af Bill McKibben ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, hvor vi ud over en pressekonference, hvor en række medier havde anledning til at lave interviews med Bill lavede den første planlægning af årets 350-manifestation på Rådhuspladsen til oktober.

Niels-Holger lavede afsluttende dette interview med Bill McKibben, hvor han ridser situationen op forud for klimatopmødet til december.

Niels-Holger: Hvad skal der foregå omkring 350 i det næste halve år op til COP15 i København?

Bill: Vi vil tage dette tal: 350, som er verdens vigtigste tal og gøre det til det mest kendte tal i verden. Den 24. oktober på den globale aktionsdag vil der være tusinvis af begivenheder over hele verden; alle designede til at banke dette nummer fast; dybt i den menneskelige bevidsthed, og når det sker, vil det direkte påvirke forhandlingerne i København, fordi vi endeligt har fået et mål at gå efter, endelig har fået en bundlinie for hvad vi vil acceptere og hvad vi ikke vil acceptere.

Niels-Holger: Hvad vil være de vigtigste målsætninger for en succesfuld aftale i København?

Bill: København er nødt til at præstere to ting: En stærk videnskabelig begrundet begrænsning af CO₂-udledninger, det er det vigtigste, og for at det skal blive muligt, må vi have en stærk aftale om hvordan udviklingslandene skal hjælpes til udvikling uden at være nødt til at afbrænde kul. Hvis vi kan løse problemerne med at overføre teknologi og ressourcer fra den rige verden til den fattige verden, så er der en reel mulighed for at nå en virkelig global begrænsning af CO₂.

Niels-Holger: Vil det være muligt at nå en aftale med store udledere som USA, Australien, Japan, Canada og andre som bagtrop? Kan der lægges pres på disse stater, eller vil de trække alle med sig i dybet?

Bill: Vi er nødt til at lægge et alvorligt pres på alle disse lande, ellers vil de trække alle andre ned eller tilbage. Vi kan gøre det, hvis vi organiserer over hele verden. Kina vil forstå, at de ikke kan være aftalebryder, USA vil forstå, at de ikke kan være den slemme fyr internationalt. Hvis det ikke er nok, så må vi alle vegne fra lægge pres på disse spillere, det er derfor vi må bruge global organisering.

Niels-Holger: Hvad mener du er de vigtigste ting at fortælle folk om 350 for at øge presset?

Bill: 350 betyder, at dette ikke længere er et problem for fremtiden. Vi er allerede godt forbi 350 med 389 ppm, alt for meget CO₂ allerede – det handler ikke om fremtiden, det handler om nu. Det betyder, at vi må ændre retning nu, der er ikke tid til små gradvise ændringer, situationen kræver radikale ændringer. Det er det vigtigste ved 350 – at vi haster med at reagere.

Niels-Holger: Anser du 350.org for at være en organisation der kæmper for solidaritet mellem rige og fattige lande?

Bill: Den vigtigste del af vores organisering foregår, på mange måder, i verdens fattige lande i Asien, Latinamerika og Afrika, fordi disse lande har været i stand til at spille en rolle i denne debat og fordi disse lande vil blive ramt hårdest og først. Disse lande har krav på at blive hørt. Det er derfor 350.org har kontorer bemandet med unge mennesker i Congo, i Johannesburg, i Delhi, i Kina, i Equador og alle slags steder hvor man vil komme til at bære de største byrder, og hvor man har den mindste andel i skabelsen af dette problem.

Niels-Holger: Hvordan ser du på tiden efter december for 350.org?

Bill: Jeg synes, at det er svært at vide hvad fremtiden bringer så længe vi ikke kender resultatet fra København, men det er helt klart nu, at København ikke kan blive endestationen for denne proces. Det er i bedste fald snarere en slags begyndelsen med hensyn til reel handling for at tage meget stærkere skridt end vi har taget hidtil. Derfor vil kampangen fortsætte, men det er nødvendigt at 24. oktober bliver en virkelig succes. For virkeligt at gøre en forskel er vi nødt til at bringe tallet (350, nh) helt frem i den menneskelige bevidsthed.

Niels-Holger: Du er af Post Carbon Institute blevet udnævnt til at være rådgiver/medarbejder om lokalisering (lokal udvikling i modsætning til globalisering, nh). Frygter du at peak oil kunne skabe vanskeligheder i kampen for at nå målet 350 ppm?

Bill: Det frygter jeg virkeligt. Selvom det betyder, at vi bliver nødt til at standse afbrændingen af olie, vil det sandsynligvis føre til at man vil forsøge at erstatte olie med kul for at drive vores samfund, og kul er endnu mere beskidt end olie. Vi kan ikke forlade os på, at det faktum, at vi løber tør for olie, vil hjælpe os. Vi er nødt til at skabe en politik som sikrer at vi erstatter olie med sol og vind – ikke med kul.

Niels-Holger: Kommer du til København til december?

Bill: Jeg kommer til København til december. Det bliver kaotisk og vildt, men jeg kommer! Men det vigtigste arbejde ligger i ugerne op til København, hvor det stadig er muligt at blive hørt i tumulten.

Niels-Holger: Tror du, at præsident Obama dukker op?

Bill: Jeg håber han dukker op, og jeg tror på at han dukker op. Hvis han kommer er det et godt tegn, der betyder at USA og Kina har nået en eller anden form for overbevisende aftale, så vi i det mindste har et håb om en reel aftale i København. Præsident Obama kan ikke gøre disse ting alene, han behøver en bevægelse bag sig. Det Hvide Hus har gjort det klart for os ved at sige: “Vi ønsker forandring. Få os til at gøre det!” De behøver en forenet bevægelse hvor du og jeg arbejder sammen for at skabe 350.org.

Niels-Holger: Skal du have en god lang ferie efter COP15?

Bill: Ha, ha, ja det er skal jeg! Jeg er fanatisk langrendløber, så min plan er at tage hjem til bjergene, hvor jeg bor (Vermont, USA, nh). Og jeg håber at den gode Gud vil belønne mig for års arbejde med et rigtigt stort og tykt tæppe af sne, så jeg kan fordrive en måned med bare at gå ud af min havedør og stå på ski i skovene. Hvis det sker vil jeg snart være udhvilet og parat til at klø på igen!

Indlæg ved Niels-Holger Nielsen.

Så lykkedes det. 21 år efter at James E. Hansen i Det Hvide Hus gjorde de amerikanske politikere opmærksomme på, at vi med de stigende koncentrationer af drivhusgasser stod overfor et problemkompleks med potentielt kolossale konsekvenser, har Repræsentanternes Hus endelig vedtaget en lovgivningspakke, som etablerer et kvotehandelssystem til gradvist at nedregulere CO₂-udledningerne fra det land, som historisk har stået bag de største udledninger. Der er da også glædelige reaktioner fra mange sider.

Al Gore taler om et gennembrud, et vendepunkt, en historisk dag … og det var nok ikke kommet hertil uden Obamas valgsejr. Efter vedtagelsen i Repræsentanternes Hus skal forslaget videre til Senatet, hvor det stadig ikke er givet at det bliver vedtaget.

Forslaget har været længe under vejs, og der var da også lagt op til en ganske radikal lovgivning, som sigtede på en 80% reduktion i 2050. Men trods Obamas vision om at få lovgivningsprocesserne renset for lobbyisme og lobbyister det har været gennem den store vridemaskine, og lovforslaget er under vejs svulmet op til 1200 sider, med masser af særhensyn og smuthuller til følge. På den korte bane har man besluttet sig for en reduktion på 20% inden 2020. Men det er i forhold til 2005-tallene. I forhold til 1990, som normalt bruges som reference, er det en reduktion på blot 1½ %. Og da der samtidig er åbnet for, at en del af reduktionerne kan tilvejebringes gennem mere eller mindre ukontrollerbare kvotehandelsaktioner og teknikoverførselsprojekter i sydlande, vil det sandsynlige resultat være, at USA i 2020 udleder mere CO₂ end i dag.

Læs mere »

I de seneste mange år har der i juni været årlige klimaforhandlinger i Bonn på denne tid af året, således også i år, hvor to ugers forhandlinger netop er overstået. Mange havde sat næsen op efter, at der på baggrund af de to ugers tætte forhandlinger kunne gives klare signaler om en stærk klimaaftale her blot seks måneder før COPP15 i København. Men virkeligheden er en anden. Selvom der kompasset rundt synes at være enighed om, at der skal laves en klimaaftale, står den politiske vilje slet ikke mål med det behov for markante reduktioner, som klimaforskerne taler stadig mere indtrængende om.

Connie Hedegaard konkluderer da også tydeligt utålmodigt i en nyhedsmail fra i går eftermiddags: “Man må selvfølgelig respektere FN’s måde at arbejde på, men for mig at se er der ingen tvivl om, at forhandlingerne går for langsomt. På det forhandlermøde, der er netop er afsluttet i Bonn, nåede vi faktisk kun en gennemgang af forhandlingsteksten. Samtidig er teksten svulmet op til over 200 sider. Og det er ærgerligt, for vi havde faktisk et fokuseret dokument, alle parter havde meldt ind til, da vi startede mødet i Bonn,” siger klima- og energiminister Connie Hedegaard og fortsætter: “Det understreger behovet for, at politikere mødes, hvilket sker allerede på søndag otte dage i Mexico i Major Economies Forum og sidst på måneden, når jeg inviterer til Grønlandsdialog. Samtidig er det dog opmuntrende, at stadig flere lande præsenterer et klimamål, senest Mexico med et positivt udspil, som jeg håber vil inspirere andre til at rykke. Nu,” siger Connie Hedegaard.

En af de mere chokerende ting har været de japanske udmeldinger om, at man frem mod år 2020 kun vil binde sig til en 8% reduktion af CO₂-udledningerne, hvoraf de 6% allerede er en del af Kyoto-aftalen. Det er direkte pinligt – men siden 1990 er Japans CO₂-udledninger steget, så en 8% reduktion i forhold til 1990 kræver en 15% reduktion i forhold til 2005. Og det er meget langt fra de visionære toner, som lød fra Japan sidste år ovenpå G8-mødet i juli på Hokkaido (se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050). Yvo de Boer reagerede da også på det japanske udspil ved at sige, at han for første gang i sine 2½ år som forhandlingsleder ikke vidste, hvad han skulle sige.

Læs mere »

I dagene 1. til 12. juni mødes forhandlere fra hele verden til Bonn Climate Change Talks for at færdiggøre den klimaaftale, som skal vedtages i København til december. I den forbindelse har man offentliggjort forhandlingsteksten, så langt som den er.¹ Det er en tekst, som udstiller spændvidden i forventningerne. Således stiller en stadig større gruppe lande spørgsmålstegn ved målsætningen på 450 ppm, og ønsker i stedet en CO₂-målsætning på højest 350 ppm. Så der står svære forhandlinger forud, og der vil blive forhandlet kommaer procenter og promiller til sidste øjeblik. Men de store aktører er så småt ved at være enige om de principper, som skal ligge til grund for aftalen. Vi står derfor lige nu til en aftale med global deltagelse – hvilket er et stort mål i sig selv. Og trods de dårlige erfaringer fra Kyotoaftalen står vi til at få en aftale, hvor kvotesystemet bliver den centrale mekanisme.

Selvom der fra mange sider har været rejst stærk kritik af kvotesystemet, har ingen villet markere kritikken så voldsomt, at man har sat aftalen i tvivl. Vi vil derfor i de kommende år se et nyt gigantisk spekulationsfelt producere kvotespekulanter, kvotebaroner og kvotemilliardærer. I lyset af den nuværende økonomiske afmatning kan man derimod komme alvorligt i tvivl om, hvor meget handling for et bedre klima, kvotesystemet kommer til at generere. Man kunne derfor visualisere en form for gigantisk Grøn Verdensbank, som havde til opgave at sikre, at kvotepriserne altid holdt et vist niveau – lidt på linje med den måde, hvorpå EU gennem årene har garanteret mindstepriser på landbrugsprodukter.

Hvis blot en udledning på ét ton CO₂ altid kostede over 100 euro, kunne den for så vidt godt svinge på markedsvilkår. Men når kvoteprisen som nu ligger og roder betænkeligt nær nul, er det alt alt alt for billigt ikke at gøre noget.

Der er langt fra tale om enighed i aftaleteksten. Det illustreres for eksempel med punkt 12 (pp. 8-9):

“12: The long-term global goal for emission reductions {shall}{should} be set

Option 1: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere at {400}{450 or lower}{not more than 450}{450} ppm carbon dioxide equivalent (CO₂ eq) and a temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by at least 50 per cent {from 1990} levels by 2050.

Option 2: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere well below 350 ppm CO₂ eq and a temperature increase limited to below 1.5 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by {81-71}{more than 85} per cent
from 1990 levels by 2050.

Option 3: as a global temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level.

Option 4: as a reduction in global average GHG emissions per capita to about 2 t CO₂.

Option 5: on the basis of 5.1: historical responsibility / 5.2 emissions debt / 5.3 per capita accumulative emission convergence / 5.4 an equitable allocation of the global atmospheric resources.”

Option 1 er IPCCs officielle målsætning. Men på baggrund af de seneste års erkendelse af, at klimaet er langt mere følsomt overfor temperaturforskydninger end hidtil antaget, peger klimatologerne i dag på option 2, som vil indebære en meget radikal udfasning af fossile brændstoffer meget hurtigt. Når de andre ‘muligheder’ overhovedet er i spil, er det manglende politisk mod og langsigtet realitetssans.

AWG-LCA Negotiating Text, UNFCCCs aftaletekst pr. 19.05.2009 (pdf).¹

Pauli Andersen: FN lægger op til vidtgående klimaaftale, Berlingske 20.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Klima-aftale afslører kløft af uenighed, Information 22.05.2009.

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »

Ingen ved endnu, hvor mange mennesker, der kommer til København i forbindelse med den store klimakonference til december, men der har været talt om både 30.000 og 40.000. Alle hoteller og vandrehjem er for længst booked, og det er et åbent spørgsmål, hvor alle disse mennesker skal sove.

I den forbindelse har jeg netop modtaget nedenstående opfordring fra New Life Copenhagen om at bidrage til klimatopmødet i december ved at gøre sig til værtsfamilie. Samtidig giver initiativet fem klimaudfordringer, som kan være med til at få noget godt ud af besøget. En af disse udfordringer er, at man hver dag skal give noget bort. Så det er et initiativ, som fortjener al mulig støtte:

“Vi henvender os til jer, da vi håber at I er interesserede i at indgå i projektet New Life Copenhagen – et borgerinddragelsesprojekt, der er koblet op på klimatopmødet i København til december. New Life Copenhagen er en del af det officielle kulturprogram under COP15 i december og er støttet af bl.a. Kunstrådet, Københavns Kommune og People’s Climate Action.

Mens politikere og forskere vil diskutere langsigtede tiltag under klimatopmødet COP15, tilbyder New Life Copenhagen en konkret indgang til miljødebatten her og nu – hvor den enkelte dansker kan deltage og mærke udfordringen i sin egen hverdag. Dette gøres dels ved at skabe konkrete møder i danske hjem, dels ved at italesætte bæredygtighed på nye måder gennem fem nærværende udfordringer.

New Life Copenhagen vil skaffe 5.000 danske hjem til 5.000 besøgende klimagæster, der under COP15 mangler husly.

New Life Copenhagen har bedt fem af vor tids mest interessante kunstnere om hver at udtænke en anderledes klimaudfordring, der kan følges af værterne og deres gæster under COP15. De fem New Life Udfordringer er udviklet af kunstnerne Superflex (DK), Signa (DK/A), Raketa (S) og Pawel Althamer (PL), og stiller alle spørgsmål til eller ændrer ved vores daglige vaner.

Der er tale om to sammenflettede processer, der både har til formål at løse et logistisk problem og at skabe interkulturel dialog om bæredygtighed på en involverende og aktiv måde.”

I samarbejde med PCA (People’s Climate Action) afholder New Life Copenhagen informationsmøde 3. juni kl. 13:45 til 17 i én af de historiske tappehaller på Carlsberg.

Du kan tilmelde dig som vært på www.newlifecopenhagen.com.

Kontakt: martin@wooloo.dk for yderligere oplysninger.

Indbydelse til informationsmøde 3. juni (pdf).

Projektintroduktion (pdf)

George Monbiot har i dag et indlæg på sin blog på The Guardian, Price of doing nothing costs the earth, hvor han med sin sædvanlige hvasse pen skriver om prisen for ikke at gøre noget. Den er kort sagt ubetalelig – den koster de levevilkår vi kender i dag.

Hvor vurderingerne fra MITs klimaforskere for blot 6 år siden var en temperaturstigning på 2,4º i år 2100, så når samme klimaforskere i dag frem til, at temperaturstigningen i 2100 nærmere vil være 5,2º, hvis ikke vi griber markant ind overfor udledningerne af drivhusgasser. Det er ikke ændringer i fremskrivningerne af udledninger, som ligger bag denne fordoblede temperaturstigning, men en række forskellige faktorer, som har ændret sig markant, heriblandt at nylige resultater viser, at klimaet er langt mere følsomt overfor ændringer af koncentrationen af drivhusgasser end hidtil antaget.

Desværre når disse erkendelser ikke at komme fuldt ud med i grundlaget for den kommende klimaaftale. IPCC, som leverer det videnskabelige grundlag for forhandlingerne, er så langsom i sin konsensusproces, at man stadig har en målsætning om en CO₂-koncentration på 450 ppm, hvor den med den i dag kendte viden snarere burde ligge på 350 ppm for at sikre samme mål.

Man vil således frem mod december arbejde på at skrue en aftale sammen, som vi allerede nu ved ikke vil være tilstrækkelige til at langtidsstabilisere klimaet. Se tidligere blog-indlæg: Gambling med vores fælles fremtid og En temperaturstigning på 2-3º betyder at ….

George Monbiot: Price of doing nothing costs the earth, The Guardian 20.05.2009.

David Chandler: Climate change odds much worse than thought, MIT News Office 19.05.2009.

I denne uge bringer The Guardian en serie om Kina under overskriften China at the Crossroads. Den rummer en lang række spændende artikler og videoer, som fokuserer på landets medvirken i den kommende klimaaftale – og dets situation som udviklingsland, som på den ene side med en vis ret kan hævde, at klimaproblemerne er skabt af de rige lande og dermed de rige landes problem, samtidig med, at Kina står overfor et scenario af klimaforandringer, som vil være ødelæggende for landets fremtid, hvis ikke klimaudfordringen bliver taget alvorligt også af Kina.

Et af de mest umiddelbare tegn på klimaforandringerne i Kina er fornemt indfanget i Jonathan Watts videoreportage: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’. Den følger Huang, en af de allerede millioner af mennesker, som har måttet flytte på grund af ørkenområdernes udvidelse. Den kinesiske regering anslår, at op imod 150 mio. kinesere står overfor at måtte flytte på grund af ødelagte livsvilkår.

En ting er ørkenens stadige ekspansion. En på sigt endnu mere dramatisk konsekvens af klimaforandringerne er, at de store gletsjere i Himalaya-bjergene, hvis smeltevand forsyner de store kinesiske flodsletter med vand, står overfor en fuldstændig afsmeltning, som vil give stor vandmangel og mindske mulighederne for fødevareproduktion i nogle af Kinas i dag mest frugtbare områder. I de tørreste egne kan man finde tørlagte floder, og man står overfor at måtte opgive overrisling for at strække på de svindende vandressourcer.

Kina har således alt at vinde ved en stærk klimaaftale. Og meget tyder da også på, at Kina trods gentagen retorik om det modsatte er ved at være klar til at indgå bindende aftaler om CO₂-reduktioner. En række uofficielle bilaterale forhandlinger mellem USA og Kina har således fokuseret på tre punkter:¹

• en 20% CO₂-reduktion inden 2011
• et teknologisk samarbejde om udvikling af CCS-teknologi (Carbon capture Storage) og
• at både USA og Kina underskriver klimaaftalen i København.

Den slags var ren ønsketænkning for blot et år siden. Så nogle ting bevæger sig den rigtige vej.

Se tidligere blog-indlæg: Kinesiske støvlandskaber, Kinesisk kulafbrænding, Synkende storbyer, Nye toner fra Kina, En tredjedel af Kinas CO₂-udledninger skyldes eksport, Kinesisk vindkraft stormer frem, Kina med i klimaaftale fra 2012 samt Gletsjere smelter med rekordhastighed.

Jonathan Watts: ‘We have taken every measure we can think of to stop the desert moving closer and submerging our crops and villages’, (3:01 min. video) The Guardian 18.05. 2009.

Suzanne Goldener: China and US held secret talks on climate change deal, The Guardian 18.05.2009.¹

Jonathan Watts: Pay farmers to halt irrigation to ease water crisis, Chinese adviser urges, The Guardian 18.05.2009.

Minqin County swallowed by the desert, (billedserie) The Gaurdian 18.05.2009.

Jonathan Watts: China ready for post-Kyoto deal on climate change, (4:25 min. video) The Guardian 06.05. 2009.

Jonathan Watts: China considers setting targets for carbon emissions, The Guardian 19.04.2009.

Yan Liang (Ed.): China working on further national plan to address climate change: official, Window of China 20.05.2009.

Chris Buckley: China Tells Rich Nations To Cut Emissions By 40 Percent, Reuters 22.05.2009.

Chris Buckley: China energy expert sees coal power slowing from 2011, Reuters 22.05.2009.

Lisa Friedman: U.S. climate negotiator sees ‘impressive’ actions by China, New York Times 22.05.2009.

Den nye klimaøkonomi bliver langt billigere end beregnet, ifølge Ugebrevet Mandag Morgen, som skriver:

“Det bliver langt billigere end forventet at bekæmpe klimaforandringerne. Det er den opsigtsvækkende konklusion i en ny rapport fra McKinsey & Co. Konsulentvirksomheden har brugt måneder på at gennemføre de hidtil mest detaljerede og omfattende beregninger af, hvad det vil koste at gennemføre en global omstilling til en grøn økonomi. Resultatet gør op med alle hidtidige antagelser. Den grønne revolution kan fås for en årlig merudgift på blot 0,2 promille af det globale bruttonationalprodukt – ca. 75 milliarder euro. Det svarer til 82 kr. pr. verdensborger.

Dermed er McKinsey langt mere optimistisk end FNs klimapanel og Stern-rapporten. Ifølge direktøren for McKinseys globale klimaprojekt, Jeremy Oppenheim, skyldes det, at virksomheden har medregnet de store positive sidegevinster ved klimainvesteringerne. De viser, at det vil være en god forretning at satse på renere teknologier.

‘Vi skal rykke meget aggressivt med vore investeringer,’ siger han. Tiden er dog en kritisk faktor. Tøver politikerne bare få år med de nødvendige klimainvesteringer, vil det ifølge analysen være for sent at hindre større klimakatastrofer, og det vil hæve omkostningerne op i en helt anden størrelsesorden.

Beregningerne indgår i en omfattende rapport, der præsenteres på World Business Summit on Climate Change i København den 24.-26. maj. Her mødes omkring 700 internationale topchefer med bl.a. FNs generalsekretær Ban Ki- Moon, Al Gore, José Manuel Barroso samt Danmarks statsminister og klimaminister med den fælles ambition at finde konkrete løsninger på klimaproblemerne.”

Indlæg ved Ulrik Kristiansen.

Ugebrevet Mandag Morgen 04.05.2009.

Strøtanker om bæredygtighed har venligst fået tilladelse til at bringe en oversættelse af et spændende interview med den kendte amerikanske forfatter og klimaaktivist, Bill McKibben. Tak til debattør og skribent, Niels-Holger Nielsen.

Forfatteren Bill McKibben advarede første gang mod den globale opvarmning og dens konsekvenser for planeten i sin bog fra 1989, The End of Nature (Naturens endeligt, nh). Men i de seneste år er den globale opvarmning blevet brændpunktet i hans arbejde som organisator i 350.org, en organisation som støtter verdensomspændende handling for at håndtere klimaforandringerne.

I et interview med Yale Environment 360s redaktør Roger Cohn den 23. april forklarer Bill McKibben, hvorfor han nu har fokuseret på at organisere en borgerbevægelse omkring klimaforandringer – og hvorfor han mener, at denne bestræbelse er kritisk med hensyn til at anspore politikerne til handling. Bill McKibben mener endvidere at:

• En borgerbevægelse er essentiel for at give præsident Obama det nødvendige ”politiske rum” til at tackle klimaforandringerne;
• Et system med omsættelige CO2-tilladelser vil være det mest virksomme middel mod CO2-udledninger;
• Juryen stadig er ude, hvad angår spørgsmålet om hvorvidt de mest alvorlige følger af klimaforandringerne kan undgås.
For som han siger: ”For øjeblikket bruger jeg ikke tiden på at være hverken optimist eller pessimist. Jeg har travlt med at arbejde.”

Yale Environment 360: Indtil for relativt nyligt var du fortrinsvis kendt for at skrive om miljøspørgsmål, men i de sidste par år er du blevet lige så kendt på emnet klimaforandringer og dine bestræbelser for at øge bevidstheden herom. Hvordan er denne ændring sket og hvorfor?

Bill McKibben: På et tidspunkt besluttede jeg – efter at have talt og skrevet om emnet i 16 eller 17 år uden rigtigt at få udrettet noget – at jeg var nødt til at yde mere. Forleden dag fortalte jeg på [Yale] Divinity School (teologisk fakultet, nh) historien om dengang, da jeg kom tilbage fra Bangladesh med dengue-feber og havde set mange mennesker dø af denne feber og klimarelateret smitte, som havde spredt sig raskt i Dhaka for første gang, netop mens jeg var der – og hvorledes jeg følte behov for at gøre mere. Da jeg så mig omkring slog det mig, at vi aldrig rigtig havde haft en klimabevægelse. Vi havde hele overbygningen til en bevægelse. Vi havde store inspirerende ledere som Al Gore, og vi havde økonomer og ingeniører, politikkyndige og videnskabsfolk – ingen tvivl om det. Men det vi manglede var selv bevægelsen. Ved hjælp af vores spontane marcher gennem Vermont forsøgte vi at starte i det små, og det viste sig at være ret virkningsfuldt.
Læs mere »