Strøtanker om bæredygtighed

Awaaz har her til morgen sendt nedenstående opfordring til verden rundt at deltage i såkaldte flashmobs, systematiske opringninger til ansvarlige politikere på bestemte tidspunkter. Således vil en gruppe i dag samle sig for at ringe til vores hjemlige statsminister, udenrigsminister, miljøminister, klima- og energiminster kl. 12.18 på Kultorvet og kl. 18.12 på Rådhuspladsen.

Ordet er frit, men Awaaz lægger op til, at man opfordrer til en global klimaaftale, som er “FAB”ulous – Fair, Ambitiøs og Bindende.

Opfordringen kommer forud for FNs topmøde i morgen, hvor alt tyder på, at forhandlingerne om en klimaaftale her mindre end tre måneder får COP15 er kørt fast og i bedste fald leder til en unfair, uambitiøs og for de fleste lande ikke-forpligtende aftale.

Se billeder fra Rådhuspladsen.

Dear friends,

The global climate wake-up call is here! Now all of us can get involved from home – by making a phone-call to our own governments, or following this extraordinary day of action as it unfolds around the world — plus, there’s still time to join a local event near you!

The press is reporting that global climate talks are in a shambles and the UN summit on Tuesday is the only hope to revive them. This Monday, we’re flooding media and government office phone lines worldwide with a wake up call for leaders to act – with phone calls being made from over 2000 rallies, marches, meetings and “flashmobs” in public places across the planet, and by hundreds of thousands of us from home.

Læs mere »

Mandag-tirsdag i den kommende uge er der verden rundt premiere på klimafilmen Age of Stupid. For et par uger siden havde jeg mulighed for at se Age of Stupid, og uden at ville røbe noget om filmen, er det er kort sagt en yderst vedkommende film. Hvor Al Gores An Inconvenient Truth ville belære os om, hvad klimaforandringer er for noget, og hvor galt det kan gå, er Age of Stupid med sit tilbageblik fra 2055 på nutiden (The Age of Stupid) en bidende analyse af de mønstre i vores bevidstheds- og magtstrukturer, som gjorde, at det gik galt.

Titanic-drama eller dystopi … i den ydre fortælling begge dele, men alligevel slet ikke, for filmens grundopstilling peger fornemt ind til, hvorfor vi ikke gjorde noget ved klimaforandringerne, da vi havde chancen? – og giver os dermed en chance for at vælge om. Filmens instruktør Franny Armstrong har sat alle sejl til, for at det ikke bare skal blive verdens største premiere-visning, men at Age of Stupid bliver en del af en bevægelse mod at gøre noget her og nu. I forlængelse af den forpremiere, som filmen har haft i England, er der således opstået et 10:10 initiativ med bred tilslutning om, at vi skal skære 10% inden 2010.

Reducerede alle på den led deres udledninger med 10% om året, ville vi i løbet af blot ti år nå et vendepunkt, hvor CO₂-koncentrationen i atmosfæren igen kunne begynde at falde, og vi ville ikke nå ret langt over 400 ppm i samlet CO₂-koncentration før udviklingen vendte til det bedre. Det er den slags, som kunne sikre biodiversiteten og fremtidens levevilkår, men det vil kræve nogle ganske radikale omlægninger, måske ikke første år og andet år, men på et tidspunkt meget snart.

Men se traileren herunder, og se filmen i virkeligheden. Den går i Planetariet, men der er udsolgt til premieren tirsdag aften.

Læs mere »

For et års tid siden fik Japan en ny regering ledet af DPJ, efter i et halvt århundrede at have været regeret af LDP. Det har givet en markant anden klimapolitisk kurs, omend den har været meget slingrende.

Den gamle LDP-regering var ikke meget for at vedkende sig nogen klimaindsats ud over at have investeret massivt i udbygningen af den japanske A-kraft. Men med Yasuo Fukuda i spidsen barslede DPJ først med en skistse til en klimaplan med en 60-80% reduktion inden 2050. Så var Japan i begyndelsen af juli vært for G8 topmødet, hvor man modstræbende gik med til en langsigtet målsætning på 50%.

I slutningen af juli fremlægger DPJ herefter en plan for 80% reduktion i 2050, og senest har DPJ fremlagt en mere kortsigtet målsætning om inden 2020 at nå 25% under niveauet i 1990. Der tegner sig således konturerne af en ny japansk regering med markante klimaambitioner.

25% lyder måske ikke af meget, men hvor Japan som del af Kyoto-aftalen har lovet at reducere sine udledninger med 6% i forhold til 1990, er de tværtimod steget 8,7% siden 1990. Så 25% på blot ti år vil kræve en målrettet og systematisk indsats på en lang række områder for at komme i hus.

Se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Kyoko Hasegawa: Election likely to reset Japan climate target, AFP 20.08.2009.

Lisa Friedman: Looming Election Could Strengthen Japan’s Climate Policy, New York Times 28.08.2009.

Martin Gøttske: Japans valgresultat er positivt for klimakampen, Information 29.08.2009.

Joe Romm: Japanese opposition easily wins elections – running on a much stronger climate target, Climate Progress 30.08.2009.

Matt Dernoga: Japan has new Pro-Climate Leadership, The Dernogalizer 30.08.2009.

Japansk valg gavner klimaforhandlinger, (Ritzau) Kristeligt Dagblad 31.08.2009.

Daniel Beattie: Magtskiftet i Japan kan blive svært at gennemføre, Information 01.09.2009.

Justin McCurry: Japan’s new prime minister promises ambitious greenhouse gas cuts, The Guardian 07.09.2009.

Connie Hedegaard: Japan viser lederskab, Klima- og Energiministeriet 07.09.2009.

Daisuke Wakabayashi: Hatoyama Pledges Not to Visit Yasukuni Shrine, Wall Street Journal 12.08.2009.

Jeff Kingston: Winning was the easy part for Hatoyama’s DPJ, Japan Times 13.09.2009.

Sir Nicholas Stern, som er en af verdens store klimapolitiske profiler, blev i dag i Berlin spurgt om hans syn på 350 ppm. Han svarede, at det gav fuld mening som langsigtet mål, og/men at man måtte gøre sig klart, at vi allerede lå over, og at målet i første omgang måtte være at standse udledningerne.

Stern er et af de få mennesker på den politiske scene, som har haft mandsmod til at gøre os klart, at vi står over radikale omlægninger og ikke bare småjusteringer. Hvor vi i Danmark fik en ét ton mindre-kampagne, siger han uden omsvøb, at vi må belave os på kun at have ét ton til hver – eller en langdistance flyrejse hvert tiende år, hvis alt andet blev CO₂-neutralt.

Her følger et indlæg om Stern af Bill McKibben¹:

Lord Nicholas Stern on 350

Nicholas Stern is the most important climate economist in the world. After a stint as chief economist at the World Bank, he was asked by the government in his native Britain to conduct the most thorough review of the economics of global warming yet undertaken. Released in October of 2006, it drew praise from many of his brethren in the field–and it also drew gasps of shock and horror from anyone who bothered to read it. It laid out, quite clearly, the cost of doing too little or moving too late on climate change: economic damage that would be greater than WWI, WWII, and the Great Depression combined. In April, he published a powerful popular account of his work, Blueprint for a Safer Planet, and he’s been one of the leading forces preparing for the Copenhagen meeting.

So that’s the background. Today in Berlin, a reporter from one of the city’s papers, Daniel Boese, asked him about the 350 target–which goes well beyond the numbers he was using in his book even in April. It’s a sign of how quickly the tide is shifting, and also of Stern’s intellectual integrity, that he said: “I think it’s a very sensible long-term target.” He went on to explain: “People have to be aware that is a truly long-term target. We have already passed 350ppm, we are at 390 ppm of CO₂ and at 435 ppm of CO₂-equivalents right now. It is most important to stop the increase of flows of emissions short term and then start the decline of flows of annual emissions and get them down to levels which will move concentrations of CO₂ back down towards 350ppm

Stern is right, of course–even if we do everything right at Copenhagen, we won’t be back at 350 soon. But unless we do everything right we’ll be back at 350 never ever. His call will help stiffen the push for real measures at the conference.

And in case you’re keeping score, here’s where we are at the moment. The world’s foremost climatologist, James Hansen, first calculated this number with his NASA team. The world’s foremost climate politician, Al Gore, endorsed it nine months ago. The UN’s chief climate scientist, and with Gore the only other man to win a Nobel for work on climate, India’s Rajendra Pachauri, endorsed it late last month. And today the world’s foremost climate economist.

But here’s the thing: none of this would have happened if you hadn’t endorsed it – if you hadn’t worked to build the largest movement about climate change ever. Onward!

Bill McKibben: Lord Nicholas Stern on 350, 350.org 09.09.2009.¹

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.

De havde let spil under Bush-administrationen – klimafornægterne og alle dem, som har en kortsigtet økonomisk interesse i, at det er gratis at svine atmosfæren til med drivhusgasser og svovlforbindelser. Og nu, hvor man under Obamas ledelse er ved at indføre en kvotelovgivning, som sætter en pris på disse udledninger, kan man se, hvordan mennesker og ikke mindst virksomheder tænker mere med pengepungen end med forstanden. Selvom man ved, at det er vigtigt for verdens klima, at disse udledninger bringes til ophør og at USA præsterer en konsekvent klimalovgivning forud for klimatopmødet i København, ser man i disse måneder systematiske forsøg fra kul- og olieindustrien og deres lobbyister på at forvirre, forfurre, forfalske, forplumre – kort sagt gøre hvad man kan for at sabotere en klimaaftale. Efter Obama har overtaget Det Hvide Hus, er kampagnebudgetterne mod kvotesystemer og reguleringer af udslippene af drivhusgasser blevet sat markant op. Dagligt kan man i amerikanske radiospots høre, at det vil koste en typisk familie i tusindvis af dollars, hvis klimalovgivningen kommer igennem.

Olie- og kulindustrien finansierer sålede ikke bare lobbyvirksomhed, men fuldt så meget massive annoncekampagner og radioannoncer samt systematisk støtte til klimaskeptikere, ud fra devisen: Kan man ikke modbevise, kan man altid så tvivl og lave informationsstøj. Senest har man afsløret falske henvendelser til kongrespolitikerere fra borgere, som angiveligt boede på alderdomshjem.¹

Det er kort sagt demokrati på vrangen, hvor mennesker, som burde vide bedre – og måske rent faktisk ved bedre – spammer medier og diskussionsfora med mistænkeliggørelser og fejlagtige informationer, mens sagesløse mennesker, dyr og planter verden over tavse må se til, mens verdens skæbne afgøres af ignoranter og kortsigtede positioner.

Suzanne Goldenberg: US Congress inquiry reveals fake letters from ‘voters’ opposed to climate bill, The Guardian 19.08.2009.¹

Kevin Grandia: US coal industry won’t give up easily on using atmosphere as a dumping ground, The Guardian 19.08.2009.

Suzanne Goldenberg: Oil lobby to fund campaign against Obama’s climate change strategy, The Guardian 13.08.2009.

Nick Thomas: ExxonMobil is not a climate change denier, The Guardian 10.07.2009.

George Monbiot: Climate denial ‘astroturfers’ should stop hiding behind pseudonyms online, The Guardian 08.07.2009.

David Adam: ExxonMobil continuing to fund climate sceptic groups, records show, The Guardian 01.07.2009.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama’s key climate bill hit by $45m PR campaign, The Guardian 12.05.2009.

Tidligere på måneden var der i New Scientist et ganske læseværdigt interview med Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren. Det giver et godt billede af situationen i USA forud for COP15, hvor der fra mange sider har været udtrykt frygt for, at arbejdet med en sundhedsreform kom til at stå i vejen for, at man når at få en klimalovgivning på plads inden klimatopmødet i København til december. Men Holdren ser ikke bare den amerikanske klimaaftale, som på sin lange vej gennem Repræsentanternes Hus blev noget udvandet, komme igennem i Senatet i tide. Han ser endda, at den på et par steder kan bliver styrket.

I interviewet understreger han, at det ikke bare er muligt, men nødvendigt, at kombinere økonomiske og klimamæssige mål.

Det er langt fra radikale klimamål, amerikanerne er ved at beslutte sig for. En 17% reduktion i forhold til 2005 vil nemlig kun lige bringe USA under udledningerne i 1990. Og som Holdren selv er inde på, må de industrialiserede lande gå foran med markante reduktioner, hvis man med rimelighed skal kunne forvente at verdens udviklingslande skal gøre det samme.

Adspurgt, om 450 ppm er et tilstrækkeligt reduktionsmål svarer han, at “fra et videnskabeligt perspektiv er 350 ppm bedre end 450 ppm. Grunden til at 450 ppm er blevet ‘the mainstream view’ er, at det er noget nær det bedste vi kan klare og måske det værste vi kan tåle.” Det er markante udtalelser fra en centralt placeret politiker.

Læs mere »

I går blev der fra UNFCCC, som leder forhandlingerne frem mod en klimaaftale i København til december, offentliggjort tal som viser, at de rige lande minus USA (de lande som indgik bindende reduktionsmål i Kyoto-aftalen) tilsammen frem mod 2020 har budt ind med CO₂-reduktioner på 15-21 % i forhold til 1990. Det svinger over ganske store forskelle. EU og de øvrige europæiske lande har budt ind med de højeste reduktioner, mens lande som Japan og Rusland ligger i den tunge ende. Det amerikanske bud på den kommende klimaaftale er at være tilbage på 1990-niveau i 2020!

Der er således lige nu meget langt til de 25-40 %, som ifølge klimavidenskabsmændene er nødvendige i 2020, for at afbøde de værste klimaforandringer – og for at være på rette kurs for at nå den reduktion på 80% i 2050, som G8-landene for nylig besluttede sig for i Frankrig. Og … hvor svært det kan blive at nå en de 80% reduktion i 2050, så er det endda i underkanten af det nødvendige, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2° C, som G8-landene også fastholdt på deres seneste møde.

Der er således en graverende kløft mellem ikke bare, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt, og de politiske mål, men også mellem de overordnede politiske målsætninger og det de enkelte lande er villige til at binde sig til. Så lige nu tegner det til, at vi får en klimaaftale i København til december, men en aldeles utilstrækkelig en af sin slags.

De rige landes fedten med tilsagnene er det helt forkerte signal, hvis man skal gøre sig håb om at få resten af verden med på bindende reduktionsmål. Og det er dobbelt paradoksalt på baggrund af, at vi med at svindende oliereserver står overfor, at oliepriserne i nærmeste fremtid igen vil stige til nye svimlende højder, så en systematisk omlægning til vedvarende energikilder ud fra helt rationelle betragtninger vil være en samfundsøkonomisk sund beslutning. Selv Det Internationale Energiagentur advarer nu om at vi hastigt nærmer os den sidste olie.¹

Alister Doyle: Rich Nations Offer 15-21 Percent CO₂ Cuts By 2020: U.N., Reuters 12.08.2009.

Steve Connnor: Warning: Oil supplies are running out fast, The Independent 03.08.2009.¹

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »