Strøtanker om bæredygtighed

Under Klimabundmødet – Windows of Hope var mennesker fra hele verden samlet i København i fjorten dage. Hver dag havde et tema og en dagens begravelse. For andendagen var temaet “Verdensbillede, Kultur og Spiritualitet (værdier)”, og den dag begravede vi Den Amerikanske Drøm. Den lille tilhørende tekst findes herunder – de øvrige begravelsestekster findes tilgængelige i et lille teksthæfte sammen med Klimabundmødets manifest og klima-erklæring, som kan downloades herunder.¹

En ny måde at leve på kloden på, som kan redde klimaet, biodiversiteten og kommende generationers livsbetingelser, kræver mere end blot tilføjelsen af nye grønne elementer til det eksisterende. Derfor havde hver af Bundmødets 14 dage sin begravelse. For eksempel den dag, hvor temaet var forskning og uddannelse, blev den lineære tankegang begravet.

Det betyder ikke, at vi aldrig nogensinde mere vil have behov for lineær tænkning. Men vi bliver nødt til at stille spørgsmålstegn ved den lineære tankegang, vi bliver nødt til at sætte den i et passende perspektiv. Vi bliver nødt til at forhindre den i at ødelægge vores levende miljø såvel som vores virkelighedsperspektiv.

Begravelserne skal ikke forstås bogstaveligt, men som perspektiverende sindbilleder. De 14 begravelser indrammer centrale træk fra den industrielle æra, som vi er nødt til at gentænke og lægge bag os for at nå frem til en menneskehed i god balance med sit livsgrundlag. Og i anledning af verdensborger nr. 7 milliard skulle være ankommet præcis i disse dage, kom jeg til at tænke på begravelsen af den amerikanske drøm.

Den Amerikanske Drøm

Stort hus, stor græsplane, garage med to-tre store biler, stor familie med job og stor uddannelse, store stuer, som vender ud til en have med swimmingpool … alt sammen vores eget, og alt sammen noget, vi har tjent til gennem hårdt slid, mens vi arbejdede os op til en lysende plads i samfundet.

The American Dream trives i bedste velgående verden over, næret af talløse film, medier og reklamer. Men hele den forbrugerisme, som er hægtet op på den amerikanske drøm, kan ikke fortsættes. Kloden kan simpelthen ikke holde til, at den fortsættes, og … hånden på hjertet … det er måske ikke den drøm at udleve The American Dream, som vi troede. Isoleret i store tomme kasser i en gabende kedsommelig forstad.

Forstæderne, the urban sprawl, har op igennem det 20. århundrede bredt sig ud over mange af de områder, hvor vi tidligere fandt vores mest frugtbare jorder. Forestillingen om den ideelle tilværelse i parcelhuskvarteret har bragt mennesker til at acceptere stadig større adskillelse mellem hjem og arbejde. Sammen med The American Dream må vi derfor begrave de villakvarterer og de sovebyer, hvorfra det moderne menneske får stadig længere til sit arbejde, og får stadig færre af sine reelle behov dækket.

The American Dream blev formuleret i 1931 af Truslow Adam i bogen The Epic of America. Her står blandt andet, at The American Dream er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner.

Med sit entydige udgangspunkt i individet og dets frie udfoldelsesmuligheder er The American Dream en farlig drøm. Dels mangler den en konkret medansvarlighed for medmennesket, dels driver den verden over samfund, som hastigt er i færd med at ødelægge vores fælles naturgrundlag. The American Dream ser verden som et kolossalt tag selv-bord og savner fuldstændig forståelsen af, at den må udfolde sig inden for vores økologiske råderum. Vi har været gode til at give vores drømme – og vores formåen – konkrete udtryk i vores materielle besiddelser. Og vi har fået bundet vores identitet meget stærkt op på materielle symboler. Ved afskeden med The American Dream må vi højere grad vende os imod fællesskabet, mødes om immaterielle ting og lære i langt højere grad end nu at forbinde vores identitet, formåen og udvikling med immaterielle værdier.

Den dag vi lærer os dette, kan The American Dream leve videre.

Klimabundmødet – Windows of Hope, 5.-18. december 2009, pp. 19-20 (18 Mb pdf).¹

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

Det store Klimabundmødearrangement i december 2009 blev stort set ignoreret af de danske medier, selv om der var mere end 1500 mennesker bag arrangementet og mindst 20.000 tilskuere over de 14 dage, det varede. De udenlandske medier derimod dækkede mødet intensivt.

Nu er der udkommet en billedrapport fra det mangfoldige arrangement. 96 sider med fotografier, billedtekster og klimaerklæringer, samt hvad der siden er sket på området – lige fra Christiania til Bolivia. Der bliver reception med panel i Gallopperiet d. 3. marts kl. 11.30, hvor der også vil blive fortalt om Christianias planer for de kommende års miljøtiltag med ressourcebesparende foranstaltninger.

Billedbogen er udgivet af Christianias Kulturforening og redigeret af Nils Vest og Britta Lillesøe. Den koster 75 kr., og kan købes forskellige steder på Christiania, bl.a. i Christianias Grønne Hal, i Kvindesmedien, på Gallopperiet, i Infobutikken og igennem Netbutikken. Og så også under udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode i Rundetårn indtil d. 27. marts.

Bogen bliver også tilgængelig fra Kulturforeningens hjemmeside i pdf-format, i både dansk og engelsk udgave, og vil fremover også kunne købes fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavns lokaler på Rådhuspladsen 77.

For yderligere oplysninger, kontakt Britta Lillesøe på 20 64 08 34 eller mail@cakultur.dk.

Med Billedrapporten kommer vi godt omkring på Bundmødet, som havde tilrejsende og bidrag fra hele verden. Billedrapporten har samtidig medtaget tre tekster, som står som centrale konklusioner på Klimabundmødet. Dels Klimabundmøde-manifestet, Bundmødets kulturelt-eksistentielle testamente, som kun kunne få denne stærkt holistiske form fordi Bundmødet havde deltagelse af oprindelige folkeslag og økofællesskaber fra alle dele af verden. Dels Klima-erklæringen, som herfra trækker de nødvendige klima- og bæredygtighedsmæssige konsekvenser.

Og så er der i bogen medtaget de fjorten begravelsestekster, som spændte Klimabundmødets tematik op dertil, at det blev virkelig interessant. For ligesom hver af Bundmødets 14 dage havde sit tema, så havde hver dag sin begravelse – 14 træk ved det industrielle samfund, som vi må lade bag os for at nærme os et bæredygtigt ligevægtssamfund.

Klimabundmøde-manifestet, Klima-erklæringen og De fjorten begravelsestekster findes også tilgængelige i et Klimabundmødehæfte (17 Mb pdf).

Nils Vest og Britta Lillesøe (Eds.): Billedrapport fra Klimabundmøde – Windows of Hope, Christianias Kulturforening 2010.

Se mere om Klimabundmødet på www.climatebottom.dk.

Se flere billeder fra Bundmødet på Christiania (pdf) og fra Bundmødet på Vartov (pdf) – råbilledserier til Bundmøde-udstilling på Galopperiet juli 2010.

Det er efterhånden almindelig kendt, at kødproduktion tegner sig for en betydelig del af den samlede klimabelastning. Nye tal fra Worldwatch Institute viser nu, at andelen er væsentligt større, end man tidligere har regnet med. Nedenstående tekst stammer fra temaplanchen Kød og klima fra udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode, som kan ses i Rundetaarn frem til 27. marts.

Billedet herover er fra en planche, som viser en australsk familie sammen med den mad, de spiser på en uge. Udstillingen har i alt 30 af sådanne portrætter fra hele verden.

FNs fødevareorganisation FAO udgav i 2006 en rapport om landbrugets klimapåvirkning, Livestock’s Long Shadow, som kom til det for mange meget overraskende resultat, at landbrugets animalske produktion tegnede sig for ikke mindre end 18% af de globale drivhusgas-udledninger. Til sammenligning står luftfarten for 2% og skibsfarten for 4-5% af de globale drivhusgas-udledninger. Den animalske produktion er således en af de allerstørste kilder til global opvarmning.

Vores husdyrhold er da også den menneskelige aktivitet, som tager allermest plads på kloden. Det beslaglægger i dag omkring 70% af verdens samlede landbrugsareal og 30% af verdens samlede areal til foderafgrøder og græsning. Og forbruget er stadig stigende, både i I-lande og U-lande. Hvor vi siden 2. verdenskrig er blevet dobbelt så mange mennesker, er der kommet næsten seks gange flere husdyr. For eksempel er der i Danmark 2½ gris for hver indbygger, og foderet til de stadig større produktionsenheder hentes efterhånden hjem fra hele verden – helt ude af balance med de umiddelbare omgivelser.

Husdyrene spiser mere end halvdelen af den mad, vi fanger i havet og omkring halvdelen af den mad, vi dyrker på vores marker. For en afgrøde som soja går 80% til foder til husdyr. I en tid, hvor markerne også skal levere stadig større mængder af biobrændstoffer til vores sultne motorer, er der mere pres på de dyrkbare arealer end nogensinde. Den voksende efterspørgsel efter kød er i dag den største drivende faktor bag fældning af regnskov, og over alt i verden æder motorsavene sig hver dag ind på regnskovene for at skaffe plads til flere husdyr.

Læs mere »

Lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen rundsendte i dag en henvendelse til den norske statsminister i anledning af, at han i juni modtog den norske Sophie Prize.

Hansen benyttede her anledningen til at markere det dybt beklagelige i, at det statsejede norske olieselskab Statoil er gået aktivt ind i udvindingen af tar sand i Canada. Tar sand er en af de mest svinske former for fossilt brændstof, vi har i dag. Miljøødelæggelserne er kolossale – et område fire gange større end Danmark er i disse år ved at blive totalraseret for at udvinde bitumen-olie fra sandlag i overfladen, og energiforbruget ved udvindelsen er så stort, at den samlede CO2-udledning ved olie fra tar sand er markant større.

Hansens enkle men klare budskab – i en situation, hvor vi alligevel ikke kan afbrænde alle vores fossile brændstoffer, hvis vi vil bevare et klima nogenlunde som vi kender det i dag – er, at vi må:

1) udfase den nuværende brug af kul hurtigst muligt
2) lade forekomster af tar sand blive i jorden
3) afstå fra at forfølge de sidste dråber olie (som for eksempel i de arkitske egne og på dybt vand).

Op til COP15 var Norge et af de lande, som spillede klarest ud, med tilsagn om en reduktion af landets CO2-udledninger på 40% inden 2020 – markant over EUs tilsgn på 20% – som kunne forhøjes til 30%, hvis verdens øvrige lande gav tilsvarende tilsagn. Det kom der som sagt ikke, så EU står lige nu med et tilsagn på kun 20%, hvilket er helt utilstrækkeligt og meget dårlig signalpolitik.

Endda er James E. Hansens karakteristik af den norske klimapolitik langt fra rosende: “The Norwegian government’s position is a staggering reaffirmation of the global situation: even the greenest governments find it too inconvenient to address the implication of scientific facts. Perhaps our governments are in the hip pocket of the fossil fuel industry – but that is not for science to say.”

Ved modtagelsen af Sofieprisen siger han afrundende: “What I can say from the science is this: the plans that governments, including Norway, are adopting spell disaster for young people and future generations. And we are running out of time.

Stabilizing climate is a moral issue, a matter of intergenerational justice. Young people, and older people who support the young and the other species on the planet, must unite in demanding an effective approach that preserves our planet.

Because the executive and legislative branches of our governments are turning a deaf ear to the science, the judicial branch may provide the best opportunity for redressing the situation. Our governments have a fiduciary responsibility to protect the rights of young people and future generations. I look forward to working with young people and their supporters in developing the legal case for young people and the planet.”

Når Hansen udtaler sig så klart om selv de mest vidtgående klimaplaner, som han gør her, at de “spell disaster”, så bunder det i hans meget klare aflæsning af den kvoteordning, som en kommende klimaaftale søges opbygget om, som aldeles utilstrækkelig, og som fokuserende på det forkerte.

Open letter to Prime Minister Jens Stoltenberg, published in Aftenposten, 19.05.2010 (pdf).

Svarbrev fra Robin Martin Kåss, Statssekretær, Olje- og Energidepartementet, Deputy Minister, Ministry of Petroleum and Energy, 24.05.2010 (pdf).

James E. Hansen: Message from Sophie Prize Winner (pdf).

www.sofieprisen.no.

På Klimatopmødets sidste dag kom grundlæggeren af Environmental Parliament, Pano Kroko, til Klimabundmødet på Vartov for at give en direkte skildring af tingenes tilstand i Bella Centeret. Det stod da klart, at vi ikke ville få den ambitiøse aftale, som alle havde håbet på, og som verden fortjener. Det var alt for let at være fortvivlet, men endda fortalte Kroko, at der var grund til optimisme – måske ikke lige nu, men på sigt. Han havde oplevet delegationsledere fra hele verden indlevet vidende drøfte, om målet måtte være 1½° eller 2°C? Og en målsætning som 350 ppm, som ingen kendte til for blot to år siden, havde nu mere end 100 lande bag sig – omend endnu ikke de 100 mest indflydelsesrige. Så den nødvendige viden er til stede og mangler så at sige blot at befrugte den politiske vilje.

Kroko vendte tilbage til Vartov dagen efter, hvor han under mere uformelle rammer fortalte om en sag, som Environmental Parliament har meget højt opå sit agenda: Den fremadskridende destabilisering af Grønlands indlandsis. I de seneste år har man kunnet iagttage en markant større afsmeltning af den grønlandske indlandsis. På billedet ovenfor til venstre ser man to kajakker på en smeltevandssø ovenpå indlandsisen, til højre styrter smeltevand i en dyb skakt. Dette vand vådrer bunden af ismassivet og løsner permafrostens greb i det underliggende urfjeld. Der er tale om vandmængder så store, at det flere steder langs den grønlandske kyst giver basis for at drive elturbiner.

I Pano Krokos tankevækkende paper nedenfor, som jeg har fået lov at bringe her på bloggen, bliver det klart, at vi står overfor et muligt ‘tipping point’, hvor Grønlands ismassiver ikke blot langsomt silende ender i verdenshavene, men at det kan ske fra dag til dag gennem store udladninger af destabiliserede ismassiver med voldsomme havstigninger til følge.

Stadig sker afsmeltningen kun fra ismassivets randområder, men arealet er stærkt voksende (se det forudgående blog-indlæg: Indlandsisen vådrer), og det kolossale grønlandske ismassiv rummer i sig vandmængder, som fuldt afsmeltet modsvarer en havstigning på omkring 7 m.

GREENLAND

Climate forcing sudden ice sheet collapse tipping point mitigation Study.

An Environmental Parliament white paper by Pano Kroko, circa November 2009

The Greenland Ice Cap sudden slide into the Ocean is the issue and we have to use security measures to counter it’s devastating effects. Clearly a Black Swan event waiting to happen – It is a security risk of the greatest magnitude for the United States and for the rest of the world.

The Greenland Ice Cap’s imminent, sudden and cataclysmic collapse is a repeat of PAST EVENTS in the Hudson Bay Ice Cap. Not only it is similar to the Hudson Bay Ice cap sudden collapse that led to the stories of Noah’s Flood and cultural and religious myth throughout all of the earth’s cultures – it is also a verifiable geologically proven rapid scale event. A singularity and a Complex theory examination is needed immediately.

The speed and terrifying cataclysmic sea level rises after the Hudson Bay Ice Cap collapse, are well documented. The sudden slide of the whole Greenland ice cap into the sea will result in 7 to 17 meter sea level rises globally. It can and will happen literally overnight…. This collapse will lead to sea level rising OVERNIGHT and subsequent sea level rises will result in our repeating the cultural and religious histories existent, all across cultures and religions of this earth.

Sadly this is going to be a repeat of the Floods but we aren’t any more prepared than the contemporaries of Noe were.

Læs mere »

Lørdag den 27. februar inviterer Klimabevægelsen til debatmøde som optakt til Klimabevægelsens Landsmøde søndag den 28. februar.

Helt fra Klimabevægelsens grundlæggelse har COP15 været det store orienteringspunkt forude, og Klimabevægelsen har lagt mange kræfter dels i forberedelsen af Klimaforum, dels i en lang række aktiviteter op til og under klimatopmødet. Nu hvor COP15 er ovre, og tømmermændene efter det pauvre resultat, som kun de mest obskure kortsigtede særinteresser kan være tjent med, så småt er ved at fortage sig, er det tid at standse op og gøre status over, hvordan man som bevægelse (og som individ) mest meningsfuldt kan fortsætte arbejdet.

Er det gennem mere folkelig mobilisering og endnu større demonstrationer? Er det aktioner mod kulkraft eller julemands-aktioner? Er der brug for mere viden og indsigt, eller skal der tværtimod kommunikeres mere emotionelt og billedbårent (ala Tuvalu, klimasagens panda)? Er det indsatsen mod den massive støj fra klimaskepticismen, eller skal den blot forties? Er det fastholdelsen af, at Københavns Kommunes målsætning om CO2-neutralitet i 2025 ikke blot blev greenwash af værtsbyen? Eller er det en insisteren på nødvendigheden af 1½º og 350 ppm som naturens og fremtidens fordring til nutiden? Er det arbejdet for nye teknologier og organisationsmønstre, eller giver det allermest mening at arbejde med det bevidsthedsmæssige og udfoldelsen af livsværdier og fællesskaber, som er langt mindre bundet op på materiel besiddelse?

Der findes ikke nogen definitive svar på alle disse spørgsmål. Endda er det vigtigt for Klimabevægelsens videre arbejde og udvikling, at man forholder sig til dem og gør sig klart, hvor man bedst og mest meningsfuldt sætter ind. Så der er lagt op til en weekend med virkelig spændende debatter.

Se programmerne her. Alle er velkomne:

• 27.02. kl. 13-18.00: Efter COP15, hvem skal nu redde klimaet? (pdf).
• 28.02. kl. 10-16.00: Landsmøde nr. 6 i Klimabevægelsen i Danmark (pdf).

Begge arrangementer finder sted ved Forbundet Træ-Industri-Byg, Mølle Allé 26, 2500 Valby (ca. 200 m fra Valby Station).

Eller se invitationerne herunder:

Læs mere »

Kvoteprisen på det europæiske marked har aldrig været særlig høj målt i forhold til, hvad det kostede at rydde op efter sig i selve processen, så i den nuværende form betyder kvoteordningen, at det langt bedre kan betale sig at købe sig til retten til at forurene i EU-området end at rydde op efter sig. Prisen for retten til at udlede 1 ton CO₂ er på det europæiske kvotemarked er på et halvt år faldet fra over 30 euro til 12,40 euro, således at man efter det fejlslagne klimatopmøde i København kunne udlede ét ton CO₂ for under 100 kr.

Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi (de danske elselskabers brancheorganisation), siger ifølge en artikel i Information i går, at man er nødt til at indføre en form for mindstepris i kvotesystemet – og en form for parallel til den europæiske centralkvotebank, som kunne forestå disse støtteindkøb. Om den er 10, 20 eller 30 euro betyder ifølge Aagaard mindre. De nuværende fluktuationer skaber en investeringsmæssig usikkerhed, som medfører, at der ikke bliver taget klimahensyn.¹

Til en begyndelse er det godt at se den selverkendelse, at den rene markedsmekanisme ikke formår at handle klima- eller miljøoptimalt. Det kræver tværtimod en massiv og velperspektiveret styring, hvis markedet skal kunne noget som helst andet end at fortsætte den nuværende forbrugsfest dertil, at det er for sent at sadle om.

En del af problemet med det europæiske kvotesystem er, at man i udgangspunktet uddelte så mange gratis kvoter, at prisen aldrig fik et leje, hvor det kunne svare sig at lave CO₂-reduktioner i selve produktionsprocessen. Hvis man så løbende kunne styre kvoteloftet, så man hele tiden strammede målsætningerne dertil, at man fik en konstant høj kvotepris … men i en situation, hvor EU fedter med målsætningerne, som man har set det i de sidste to måneder, er det ligeså sandsynligt at prisen på at svine atmosfæren til bliver endnu mindre.

Og så er det, at man kunne spørge sig, hvad der ville ske, hvis vi fik en central kvotebank eller tilsvarende mekanisme, som sikrede, at mindsteprisen på CO₂-udledning var mindst 1.000 kr. pr. ton, samtidig med kvotesystemerne blev lagt langt bredere ud end nu?

Læs mere »

Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt erklærede i går i Berlingske Tidende følgende: “I Venstre vil vi advare kraftigt mod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procent reduktion i CO₂-udledningen.”¹

Det er en total fejllæsning af situationen, at vi skulle stille os dårligere ved at binde os til – eller bare bestræbe os på – større reduktioner end andre lande. Det viser desværre, hvor lidt vores nuværende regering har fattet ikke bare af klimaudfordringens natur, men af, at der ligger et kolossalt forretningspotentiale og venter, hvis Danmark og EU går forrest. Vi har alle forudsætninger for det, men det kræver, at man lægger de halvhjertede attituder og kortsigtede perspektiver definitivt bort og stimulerer et miljømæssigt lederskab på alle niveauer.

Skal man forstå Lilleholts udsagn, så kan det være forhandlingsstrategiske overvejelser, som ligger bag, at EU kun har bundet sig til en 20% reduktion, med muligheden for at EU løfter sin indsats til 30%, hvis andre lande strækker sig tilsvarende. For vores nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis er det ifølge en leder i Berlingske et forhandlingspolitisk kort, som man ikke skal spille sig utidigt af hænde.²

Men klimaforhandlingerne er ikke et spørgsmål om grænsedragning eller andre af den slags politiske problemkomplekser, som store internationale forhandlinger normalt beskæftiger sig med. Vores klima er et grundvilkår, og hvis vi snyder på vægten og ikke påtager os vores ansvar, går det ud over os selv og vores fremtidige levevilkår.

Læs mere »

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO₂-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO₂-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

Læs mere »