Klimaerklæring fra Klimabundmødet i 2009
7. december 2011Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.
Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.
Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.
Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.
Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:
Klima-erklæring
Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag over for kolossale udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet. En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:
– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO2-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm
Dette indebærer:
– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO2-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed
Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.
I klimaudfordringen har verdens bysamfund en stor og central rolle at spille i den forestående omstillingsproces til bæredygtige ligevægtssamfund, ikke bare fordi en stor del af verdens ubæredygtige forbrug og adfærd hænger sammen med en urbane livsform, men af den enkle grund af stadig større del af verdens befolkning bor i byerne.
Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.
I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.
Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: 
Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.
