Strøtanker om bæredygtighed

I tiden op til klimaforhandlingerne i Durban har Canada stået til store verbale hug. Kyoto-protokollen pålagde Canada og de øvrige deltagende I-lande en reduktion af sine CO₂-udledninger på 6% i forhold til 1990, hvilket ikke er meget, men dog noget, som ikke kommer af sig selv i en verden styret af mere større hurtigere. Men canadierne har blot sovet grundigt i timen, og de canadiske CO₂-udledninger er i mellemtiden vokset med omkring en tredjedel. “Løsningen”, blev det derfor antydet af canadierne, ville derfor være at Canada trak sig ud af Kyoto-aftalen.

Canada har holdt lav profil i slutspillet i Durban – hvis muligt skulle man ikke have flere ridser i sit image i denne omgang. Men knapt var delegationerne nået hjem, før Canadas miljøminister Peter Kent offentligt bekendtgjorde, at Canada trækker sig ud af Kyoto-protokollen.

Canada stod til en gigantisk bøde på omkring 60 mia. kr. for ikke at have opfyldt sine forpligtelser i forhold til Kyoto-aftalen – eller det beløb, som det ville koste at købe CO₂-kvoter for mankoen. Det svarer til næsten 10.000 kr. pr. canadisk familie. Den “bøde” slipper Canada nu for. Og hermed har et af verdens rigeste lande totalt svigtet klimaudfordringen.

Undskyldningerne er så mange, så tynde og så kortsigtet selvretfærdige, at jeg end ikke vil bruge plads på dem her – der er præcist den type argumentation, som har gjort det umuligt at nå til enighed om den nødvendige klimaaftale. Hvis det skal lykkes, er lande som USA og Canada nødt til at erkende, at de historisk set har ledt markant mere CO₂ ud i atmosfæren end de nu hurtigt voksende udviklingslande. Rundt regnet tre fjerdedele af den CO₂, som er pumpet ud i atmosfæren siden industrialiseringens begyndelse, er udledt af de industrialiserede lande. For eksempel har USA samlet udledt omkring 3½ gange mere CO₂ end Kina, selvom Kina i dag har større udledninger end USA. Omvendt er udviklingslandene nødt til at se argumentationen om, at de har ret til samme (i bakspejlet vanvittige) udvikling som I-landene. Vi er nødt til at omdefinere denne ret til, at de har ret til en tilsvarende udvikling uden samme umådeholdne tilførsel af fossil energi, og at de rige lande har en forpligtigelse i at sikre, at levestandarden i disse lande sikres, samtidig med, at klimaudfordringen håndteres bedst muligt.

Læs mere »

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO₂-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO₂-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Så lykkedes det – næsten overrumlende – at få en klimaaftale forhandlet på plads i Durban. Forventningerne kunne ellers ligge på et meget lille sted efter de første næsten to ugers endeløse ping-pong og positionsspil, hvor ingen rigtig syntes i stand til at flytte sig og få havde noget med hjemmefra at tilbyde. Men efter halvandet døgns overtid fik de centrale forhandlere samlet en pakke, som alle kunne vedkende sig, Durban-pakken.

Det er en rammeaftale med rigtig mange ting, som skal præciseres og udfoldes nærmere i de kommende års videre forhandlinger. Men der er tale om en køreplan for en stor aftale, som for første gang indbefatter alle lande, hvilket har vist sig at være næsten uoverkommelig at forhandle på plads uanset hvor nødvendigt, dette måtte forekomme.

Aftalens fulde ordlyd kan ses her: Establishment of an Ad Hoc Working Group on the Durban Platform for Enhanced Action (pdf).

På UNFCCCs hjemmeside unfccc.int er der links til samtlige vedtagne dokumenter.
.

Det gode ved aftalen er…

… at der overhovedet kom et resultat. Og endda et resultat, som kan revitalisere den politiske dimension. Den giver håb om, at FN som institution stadig har en rolle overfor at finde en fælles løsning på verdens fælles problemer.

Hvis det også i Durban var endt uden aftale,  havde det nærmest sat det internationale arbejde i ud af spillet. Det var vanskeligt at forestille sig, at processen kunne have holdt til yderligere en COP eller to uden nogen form for reelt gennembrud.

COP-forhandlingerne har været unødvendigt kompliceret af, at noget forhandledes under Kyoto-protokollen som kun omfattede nogle af verdens rigeste lande. I den køreplan, som indgår i Durban-pakken, er det helt centrale for forhandlinger frem mod en klimaaftale for alle verdens lande, som skal være færdigforhandlet i 2015 og effektueret senest i 2020.

Det må også ses som positivt, at Kyoto-aftalen bliver videreført i en anden fase efter 2012.

Det er også godt at se skelettet til en grøn klimafond, som fra 2020 skal omfatte mindst 100 mia. $ pr. år.

Hvor aftalen i København endte på 2° C, da er der i den nu foreliggende tekst lagt op til, at det efter næste hovedrapport fra IPCC (som forventes klar i 2013-14) skal revurderes, om målsætningen er nødt til at skærpes til 1½° C.

Det mindre gode ved aftalen er …

… at det alt sammen er ganske floffy. Og det er et åbent spørgsmål, hvor meget lande som Kina, Indien, Canada og USA reelt føler sig bundet af en aftale som denne?

Den aftalte tidsplan er simpelthen for langsom i forhold til klimasituationen. Selvom den globale klimaaftale skal være forhandlet på plads senest i 2015, så bliver der for flertallet af verdens CO₂-udledere ikke tale om egentlige reduktionsmål før i 2020. Dette er i skinger modsætning til, at det på det seneste er blevet gjort klart, at CO₂-udledningerne skal være faldende senest fra 2017, hvis vi skal have en chance for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2° C.

Læs mere »

Nedenstående er noter lavet løbende under den sidste plenumsamling i Durban, som mere end et døgn forsinket skulle søge gennem en sidste kraftanstrengelse at nå til enighed om et resultat. Mødet ledes af Maite Nkoana Mashabane, Sydafrikas minister for internationale relationer og samarbejde. Hun gør et fantastisk arbejde, og til forskel fra slutspillet i København er det tilsyneladende i Durban lykkedes at opretholde tilliden til ledelsen af COPen.

Plenumsamlingen og efterfølgende pressemøde forløber fra midnat til kl. 5 morgen dansk tid 11. december 2011. Durban er en time foran, så det har dernede været fra 1 morgen til 6 morgen. De centrale deltagere havde knapt været i seng i de sidste nætter for at forberede nye versioner af de centrale forhandlingstekster, så de fleste har kørt på yderste reservetank. Men det lykkedes at få en aftale igennem. Og den kommende tid vil vise, om den formår at skabe fælles retning i verdens klimaindsats.

Noterne fortjente en gennemskrivning, men nu lægger jeg dem ud efter en lang nat, hvor vi fik en klimaaftale: En Durban-pakke, som på den ene side gør, at UNFCCCs proces ikke bare er i live, men er revitaliseret – vi har fået en basis, som i løbet af nogle år vil komme til at omfatte samtlige verdens lande – og på den anden side er aldeles utilstrækkelig. Men selv det står i aftalens indledende afsnit. Så med Durban er verden på rette vej, men meeeeget langsomt. Mange vil sige alt for langsomt.
.

Mødelederen: (Maite Nkoana Mashabane) insisterer indledende på at nå et resultat.

EU: (Connie Hedegaard) Stort at være på vej til en legalt bindende aftale, må stramme ambitionerne. EU har været tålmodige.

Bolivia: Kan ikke acceptere tekst, nu for veg, skal strammes op, støtter op om 2018.

Schweiz: Nødvendigt med et legalt bindende instrument.

Indien: (Jayanthi Natarajanfra) Indien har udvist mere fleksibilitet end stort set andre lande. Retfærdighedsprincippet (equity) er helt centralt, kan ikke fraviges. Indiens repræsentant er meget oprevet over at Indien ikke har ret til sin udvikling og leverer et yderst emotionelt-passioneret indlæg. Katastrofe, hvis Durban blev et farvel til lighed, at alle har lige forpligtelser.

Grenada: (I.J. Karl Hood) Føler sig ligeså emotionel som Indien, men vil prøve at tale med restraint. Hvad er det vi er samlet for? Dybt problematisk, at ambitionsniveauet går den gale vej. Hvad skal vi sige, når vi kommer hjem? Dette er på ingen måde i overensstemmelse med videnskaben. Ingen tidslinje for reduktionerne, ingen størrelsesorden på reduktionerne.

“We cannot allow countries to continue on the track which has brought us to this place,” sagde Hood: “While they develop, we die in the process. Madam Chair, why should we accept this? Why?”

Dette skift i forståelsen, at klimasituationen er så fremskreden, at vi er nødt til at møde udfordringen på alle fronter, delte tydeligvis udviklingslandene. Ikke mindst for verdens mange små atolriger, som står til at oversvømmes, hvis ikke udviklingen bremses op, er mere CO₂ et problem, uanset om den stammer fra et I-land, som pr. definition burde have råd til at reducere, eller et udviklingsland, som galloperer frem efter klassisk industrielt forbillede. Dette synes en vigtig grund til, at det var muligt at gennemføre den aftale det endte med i Durban, hvor fra 2020 i princippet alle lande er med i klimaindsatsen, bindende men differentieret efter evne. 

Bangladesh: Sad moment. Spørger alle om at forfølge fredens vej, ikke ødelæggelsens vej. Vi behøver stærkt bindende værktøj, en stærk roadmap, der kan sikre vores videre skæbne. Vi behøver at fortsætte Kyoto i en anden fase. Peger på svagheder ved green funding, longtime financing. Teksten er blevet udvandet. Men vi må rejse os fra asken som Fugl Phønix. Alle lande må reducere, hvis vi vil redde jorden. OK til den samlede pakke.

Læs mere »

.
Stærke ord på COP17s sidste dag fra Anjali Appadurai, studerende fra College of the Atlantic in Maine, som havde ordet på det, som skulle have været klimakonferencens afsluttende session. Som ordstyreren efterfølgende siger, er det en stor skam, at hendes opsang, som blev givet på vegne af halvdelen af verdens befolkning (dens unge), først kom på konferencens sidste officielle dag.

APPADURAI: I speak for more than half the world’s population. We are the silent majority. You’ve given us a seat in this hall, but our interests are not on the table. What does it take to get a stake in this game? Lobbyists? Corporate influence? Money? You’ve been negotiating all my life. In that time, you’ve failed to meet pledges, you’ve missed targets, and you’ve broken promises. But you’ve heard this all before.

We’re in Africa, home to communities on the front line of climate change. The world’s poorest countries need funding for adaptation now. The Horn of Africa and those nearby in KwaMashu needed it yesterday. But as 2012 dawns, our Green Climate Fund remains empty. The International Energy Agency tells us we have five years until the window to avoid irreversible climate change closes. The science tells us that we have five years maximum. You’re saying, “Give us 10.”

The most stark betrayal of your generation’s responsibility to ours is that you call this “ambition.” Where is the courage in these rooms? Now is not the time for incremental action. In the long run, these will be seen as the defining moments of an era in which narrow self-interest prevailed over science, reason and common compassion.

There is real ambition in this room, but it’s been dismissed as radical, deemed not politically possible. Stand with Africa. Long-term thinking is not radical. What’s radical is to completely alter the planet’s climate, to betray the future of my generation, and to condemn millions to death by climate change. What’s radical is to write off the fact that change is within our reach. 2011 was the year in which the silent majority found their voice, the year when the bottom shook the top. 2011 was the year when the radical became reality.

Common, but differentiated, and historical responsibility are not up for debate. Respect the foundational principles of this convention. Respect the integral values of humanity. Respect the future of your descendants. Mandela said, “It always seems impossible, until it’s done.” So, distinguished delegates and governments around the world, governments of the developed world, deep cuts now. Get it done.

Anjali Appadurai, COP17, Durban 09.12.2011.

Fredag så det en overgang lovende ud, men lørdag eftermiddag er udsigterne til stor og stærk aftale i Durban ved at fordufte. Der er gode chancer for, at der kommer en Durban-aftale, og stærke kræfter arbejder endnu på et finde en ordlyd, alle kan gå ind for, men i givet fald vil den blive så skitseagtig, så kompromisplaget og så utilstrækkelig i forhold til den nødvendige indsats, at der fra flere sider bliver stillet spørgsmålstegn ved, om det var bedre ikke at have nogen aftale frem for at have en formaliseret accept af, at store udledere som USA først skal i gang med reduktioner fra 2020.

De første delegerede er ved at forlade konferencen, der har cirkuleret falske papirer, som man har måttet bruge af den knappe tid på at få ryddet af bordet, og selvom der givet i små rum bliver diskuteret detaljer med enkeltparter, så hersker der lige nu en underlig vakuum-fornemmelse, for dén samling, hvori aftalens sidste kompromisserskal på plads, hvis det skal lykkes, er først indkaldt til kl. 17 lokal tid (16 i DK).

Det er ikke kun udvandinger – der bliver også forsøgt at stramme aftalen, så det at nogen vil have yderligere 9 års frihjul for overhovedet at gå med, ikke kommer til at betyde, at alle kører på frihjul i de kommende 9 år. For så er mulighederne for at nå at vende CO₂-kurven inden 450 ppm/2ºC sandsynligvis forpasset, for ikke at tale om mulighederne for at vende udviklingen inden 1½ºC.

Her blot en række betragtninger fra overtidens første halvleg:

India makes emotional plea for its people’s basis development, Deccan Chronicle 10.12.2011.

John Vidal & Fiona Harvey: UN climate change summit struggles to secure agreement, The Guardian 10.12.2011.

Agnieszka Flak & Nina Chestney: Host struggling to save U.N. climate talks, Reuters 10.12.2011.

Time now the enemy as UN climate talks struggle for deal, AFP 10.12.2011.

Fiona Harvey & John Vidal: Durban climate change talks: false text diverts race to reach deal, The Guardian 10.12.2011.

John Vidal: Durban climate conference stalemate pushes talks into extra time, The Guardian 10.12.2011.

John Vidal: Durban climate change talks: a deal currently on hold, The Guardian 10.12.2011.

Søren Astrup: Klimatopmøde snegler sig frem på overtid, Politiken 10.12.2011.

I tiden efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 udspillede der sig et spændende arbejde med at definere, hvordan byer og bysamfund kunne få en central rolle i en bæredygtig udvikling. Arbejdet var forestået af ICLEI, og resultatet blev et Charter for Sustainable Cities and Towns, som i 1994 blev  vedtaget i Aalborg – og derfor ofte kaldes Aalborg-charteret. Det er en ganske visionær tekst, som søger at placere byen i en systemisk forståelsesramme. Måske også derfor at for eksempel København på et tidspunkt forlod Aalborg-charteret og etablerede sit eget Dogme-samarbejde.

Dogme-principperne var få og enkle og lette at formidle, men de repræsenterer som bæredygtighedsmæssig vision et kolossalt bevidsthedstab. Måske der var ting i Aalborg-charteret, som var svære at læse, som ikke lige lod sig passe ind i de nuværende forvaltninger og forståelser af miljøproblemet. Men der var en fremadsynethed og en insisteren på at tænke i komplekse sammenhænge, som gradvist gled ud med Dogme-samarbejdet, og som gjorde det naturligt for Københavns Kommune i 2009 at gennemtvinge, at byens otte Agenda 21-centre fremover skulle hedde miljøpunkter. Argumentet var markedsføringsmæssigt – at Agenda 21 var for svært at formidle!

Tilbage til ICLEI, som i de seneste år tilsvarende har forestået et udviklingsarbejde omkring klimatilpasning af byer og et forum for erfaringsudveksling derfor. Det har ført til, at man i Durban i forbindelse med et stort møde for verdens bysamfund lancerede “The Durban Charter on Adaptatation”.

David P. Ball skriver i artiklen Canada ‘fiddles while planet burns’, at: “The ICLEI will spend the next several days drafting the Durban Charter on Adaptation, a template for global municipal partnerships envisioning a ‘climate smart’ world – one which tackles inequality and climate injustice. The Charter will be presented to the United Nations climate conference, COP17.”

“‘Here in Durban,’ Cadman told the Vancouver Observer by email, ‘we are once again pulling together cities from around the world to adopt the Durban Charter on Adaptation.'”¹

Læs mere »

Den ottepunkts aftaletekst, som der lige nu forhandles om i Durban (se nedenfor), er nu blevet gjort tilgængelig på UNFCCCs hjemeside.

Hvis man for et øjeblik kan abstrahere fra, hvordan en sådan aftale ud fra et rent klimaperspektiv burde se ud, så er det godt at se, at der lige nu arbejdes intenst i Durban på at nå et resultat. Og selvom de nuværende reduktionstilkendegivelser er utilstrækkelig til at fastholde målet om at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC, så er der er i indledningen indføjet vigtigheden af at overveje, om dette mål må skærpes til max. 1½ºC. Der er tale om en rammeaftale, som samtidig med at Kyoto-aftalen fortsættes i endnu en fase frem til en aftale, som omfatter samtlige lande, er på plads, samtidig giver en præcis en køreplan for hvordan den globale klimaaftale skal skrues sammen og være i gang senest i 2020.

Stadig vil en enighed om nedenstående aftaleudkast forudsætte, at både Kina, Indien og USA giver køb på hidtidige positioner. Men fra dagens pressekonferencer og hotlines fornemmes en spirende optimisme, at det vil kunne lykkes at samle verden om køreplanen. Og det er flot at se Connie med en helt anderledes autoritet end Lars Lykke i København formå tage teten. Det er uvurderligt vigtigt, at der i den nuværende situation står nogen i spidsen, som brænder for sagen, som kan deres kram og som kender deres forhandlingspartnere.

Man kan følge divese webcast fra dagens pressekonferencer og hovedforhandlinger via UNFCCCs hjemmeside, men forhandlingsmæssigt foregår det mest interessante lige nu bag lukkede døre. I nat var forhandlerne i gang til kl. 4, og Lord Stern mente her til aften, at forhandlingerne ville strække sig over størstedelen af morgendagen.

Teksten herurder har aftenen igennem været drøftet og udsat for megen kritik – ikke mindst for dens udvanding af Kyoto-aftalen og meget floffy roadmap. Så her ved midnatstid lokal tid er en ny tekst under udarbejdelse, som der forhandles videre om i morgen. Det vides, at den indiske delegation har udsat sin hjemrejse til søndag, så der er lagt op til, at forhandlingerne hvis det overhovedet er muligt, skal føre frem til et resultat.

Læs mere »

Forventningerne forud for Durban var små, og de snart to ugers forhandlinger har ikke givet det store håb om en stærk fremadrettet aftale. Men slutspillet i Durban er endnu ikke slut.

EU har været ganske aktiv i at skabe nye alliancer og søge at opbryde fastfrosne fronter. Vi ser derfor nu en stadig stærkere alliance mellem verdens fattigste lande (LDC, AOSIS) og de rigeste lande (foreløbig EU). Samtidig er BASIC-gruppen af store ‘rige’ udviklingslande sprængt i og med at både Brasilien og Sydafrika har meldt, at de kan tilslutte sig. Så efter møder til langt ud på natten kunne Connie Hedegaard her til morgen kl. 10.09 am sende nattens resultat ud over Twitter:

LDCs, AOSIS and the EU united in the desire for an ambitious outcome in Durban.

Here’s the statement:

“The least developed countries, the Alliance of Small Island States and the European Union are united in their desire for an ambitious outcome in Durban.

We believe that the world has had a lot of time to think. What we need is not more thinking. What we need is more action.

The gap between our ambitions and the current pledges is simply too wide. And we need not to remind anyone of the scale of climatic threats facing the most vulnerable countries in the world as a result of climate change. The facts are clear and we are still too far from where we need to be to secure the most vulnerable countries’ right to sustainable development.

The chance to reach our objective is getting smaller as time passes and we need to start this process today. For many countries, this is a matter of survival and this process should be able to deliver an answer to meet their worries.

Læs mere »

Tokelau har blot 1.500 indbyggere, så det hører blandt verdens allermindste lande. Officielt er Tokelau stadig en new zealandsk koloni, omend selvstændiggørelsen er under vej. Det lille samfund har ingen lufthavn, end ikke en egentlig havn, men har bådforbindelse med omverdenen hver fjortende dag.

Tokelau er et atolsamfund i Stillehavet, hvis tre små øer 500 km nord for Samoa tilsammen dækker blot 12 km² landareal. Som sådan har det skæbnefællesskab med en lang række små atolriger i Stillehavet og Det Indiske Ocean, hvor selv små havstigninger vil få drastiske konsekvenser for livsbetingelserne. Tokelaus højeste punkt er 5 m over havet, men størstedelen ligger under 2 m over havoverfladen. Derfor ser man også verdens øriger blandt de stærkeste fortalere for en hurtig og konsekvent klimaindsats.

Til forskel fra Kiribati, som har søgt New Zealand om land til at overflytte sin befolkning og målrettet arbejder på at gøre sin befolkning klar til at fungere andre steder i verden, har man ikke sådanne planer på Tokelau. Men i dag lever der omkring 8.000 tokelauanere på New Zealand. La Nina har i de senere år ændret nedbørsforholdene, så det regnvand, man er afhængig af som tilførsel af drikkevand, er svindende. Og den globale overfiskning af tunbestanden har ramt det lokale fiskeri hårdt.

Under klimaforhandlingerne i Durban fremlagde Tokelaus leder Foua Toloa planer for, hvordan det lille øsamfund fra midten af næste år vil være fuldt ud drevet af vedvarende energi – og udfordrede verdens ledere til at gøre det samme.

Hidtil er Tokelaus strømforsyning sket ved dieselgeneratorer. Men et fælles solcelleanlæg forventes at kunne dække 93% af øens strømforsyning, en batterikapacitet vil kunne klare forsyningen i nattetimerne og en nygenerator drevet på kokosolie, som er en rigelig ressource på øen, vil kunne fungere som nødstrømsforsyning i perioder med svigtende sollys. De hidtidige udgifter til diesel og vedligeholdelse har været store, så tilbagebetalingstiden forventes at være blot 10 år.

Tokelaus strømforsyning vil kunne klares med 200 m² solceller – så omlægningen til vedvarende energi er klart enklere i lande, som endnu ikke har overtaget de industrialiserede landes vaner og uvaner fuldt ud. Derfor er det også vigtigt at stille spørgsmålstegn ved en række hastigt voksende udviklingslandes påkalden sig retten til først at udvikle sig til egentlige industrilande, med al den kulafbrænding, det måtte kræve, for derefter at omlægge til vedvarende energi. Det kan gøres smartere, og det er så meget enklere før man har føet sig gjort sig afhængig af allehånde moderne unødvendigheder. Men det kræver, at den rige verden frisætter sin grønne teknologi og er med til at finansiere omstillingen i sydlandene.

Se tidligere blog-indlæg: Stillehavsøer forsvinder i havet og Ti steder hvor klimaforandringerne er en realitet allerede i dag.

Sally Whittle: Putting an island in touch with the world, The Gaurdian 25.10.2007.

Alice Laurel Driver: Tokelau: Education and the Preservation of an Island Language, 13.02.2010.

Wendy Zukerman: Coconuts and sunshine will power South Pacific islands, New Scientist 13.09.2011.

Tokelau: Living by The Sun, YouTube video 28.06.2011.

Mariella Moon: Island to get its energy purely from coconuts and sunlight, 23.09.2011.

John Vidal: Pacific micro-state switches entirely to renewable energy, The Guardian 08.12.2011.

Tiny Island Chain Becomes World’s First Solar-Powered Territory, Voice of America 07.11.2012.

Jerico Espinas: Tokelau Succeeds In Becoming Fully Renewable Nation, Greener Ideas 14.11.2012.

Atafu Atoll, Tokelau, Southern Pacific Ocean, NASA.

Tokelau, wikipedia.org.