UNEP Emissions Gap Report 2012
24. november 2012
Forud for COP18 i Doha har FNs miljøorganisation UNEP fremlagt en rapport, The Emissions Gap Report 2012, som dels ser på, hvilke tilsagn om CO2-begrænsende tiltag, som er afgivet fra de enkelte lande, dels ser på, hvilke samlede CO2-reduktioner, som er nødvendige, for at kunne holde den globale temperaturstigning på under 2ºC i det 21. århundrede, som det blev besluttet i København i 2009, eller 1½ºC, som flere og flere lande ønsker målsætningen skærpet til, efterhånden som det står klart, hvor voldsomme klimaforandringer vi har fået blot med den nuværende temperaturstigning (på ~0,7ºC).
Tilsammen giver rapporten et meget klart billede af det nuværende “emission gap” – og ser derefter på, hvordan dette “emission gap” kan lukkes.
Kurven herover viser sammenhængen mellem forskellige udledningsscenarier og den forventede samlede globale temperaturstigning i år 2100. Den lodrette skala er gigaton CO2e, og som man kan se, vil den øverste violette kurve, som modsvarer et business as usual-scenario føre til globale temperaturstigninger over 5ºC i år 2100 (og en situation, hvor temperaturen vil fortsætte med at stige længe efter at man tog sig sammen og mindskede udledningerne). Et scenario som den grønne, hvor temperaturstigningerne i år 2100 er holdt under 2ºC, kræver derimod, at kurven knækkes snarest og at de samlede udledninger på verdensplan mindskes inden for ganske få år.
Derfor er den køreplan for en global klimaaftale, som man lagde grunde til i Durban sidste år dybt problematisk. Den foreskriver at fastlægge den nødvendige aftale senest i 2015, men derefter, at aftalen først effektueres i 2020. De fem år er decideret ubegavede. Alle, som har bidraget dertil, må vide, at det er det helt forkerte og kun gør det endnu sværere at lykkes med at holde den samlede stigning under 2ºC.
Men det er ikke sandsynligt, at man ændrer ved denne Durban Platform. Derfor bliver opgaven i Doha i de kommende to uger at sikre, at der i årene 2012-2020 sker en reel klimaindsats. Og det er ikke gjort med, at EU hæver sit ambitionsniveau fra 20% til 25%, 30% eller 40%. Det er i disse umiddelbart forestående år, at CO2-kurven skal være knækket i samtlige lande verden rundt, hvis det samlede mål på 2ºC ikke skal tabes af syne.
Nedenfor har jeg hentet illustrationerne fra rapportens executive summary ind – det giver et godt billede af udfordringerne her i årene frem mod 2020. Kan vi lukke hullet til 2ºC-scenariet, er verden på rette kurs. For det er den første omstillingsproces, som for alvor er vanskelig. Dernæst vil der være en fase, hvor udviklingen “af sig selv” fører til løsninger med mindre emissioner, men når alle de lavthængende frugter er høstet, vil der tilbagestå en kategori af emissioner, som kan blive meget vanskelige at slippe af med – som vil kræve teknologiske nybrud, eller noget så uartigt at spørge om som markante ændringer af vores nuværende livsstil.
I bedste fald har vi inden COP18 en genvalgt Obama, som har både flertal og vilje til at gennemføre en amerikansk klimalovgivning, et EU, som er villig til at stramme sin klimaudfordring, som nu er så slap, at vi kommer i mål med målsætningen om 20% reduktion inden 2020 længe før tid – 30% ville være overkommeligt, og 40% ville kalde på opfindsomheden – og et EU, som vil lave de opstramninger af kvotesystemet, som gør, at det rent faktisk gør en forskel.
Senest har 
Under vejs har Pachauri flere fine betragtninger, som at selvom 97% af alle klimavidenskabsmænd m/k er enige i, at den globale opvarmning primært er menneskeskabt, så får de få uenige ofte lige så stor spalteplads. Hans bekymring (disappointed, slight sense of despair) i forhold til klimaforhandlingerne ved de store klimatopmøder (COP15-16-17 osv.) er, at de svigter i forhold til at basere sig på de videnskabelige forhold og tenderer til at udvikle sig til rene politiske spil og diskussioner. Selvom det i AR4 i 2007 blev fastslået, at hvis man ville holde sig under en global temperaturstigning på 2° C, så må verdens CO
Mens videnskabsfolk diskuterer, om verden kan tåle 2ºC eller blot 1½ºC i global opvarmning, hvis man vil undgå kollaps i økosystemerne og sikre sig mod at klimaudviklingen når såkaldte tipping points, hvorfra den globale opvarmning bliver en selvaccelererende proces, da er sandsynligheden for at vi får den nødvendige klimaaftale så ringe i den nuværende politiske situation, at det virker rimeligt at undersøge konsekvenserne af 6ºC, som må siges at være en realistisk mulighed – i hvert fald hvis man ser på den vilje til konkrete tiltag i forhold til at mindske atmosfærens udledninger af klimagasser, som kunne frembydes i Durban.
Det er både modigt og rigtigt af Martin Lidegaard at forestå en sådan udredning. Vi er nødt til at have konsekvenserne af den nuværende uansvarlighed trukket langt mere præcist op end den er i dag. Men spørgsmålet er på den ene side, om det kan føre til fornyet pres på etableringen af ikke bare en global aftale, men nok så meget en konsekvent global indsats; på den anden side, om det overhovedet er muligt lokalt at beskytte Danmark mod en sådan udvikling, eller om man først som sidst må i gang med at undersøge “store” løsninger ala fælles kystsikring for hele den baltiske region? (se blog-indlægget 
