Strøtanker om bæredygtighed

Det har været gentaget til hudløshed, at der er forskel på vejr og klima. Og da Al Gore for blot to måneder siden lancerede sit Climate Reality Project, var en tilbagevendende kritik, at han i sit velmente forsøg på at tydeliggøre de forestående klimaforandringer for hr. og fru Hansen, trak de stadig flere og større klimakatastrofer omkring os alt for kraftigt op. Man kunne ikke slutte så direkte mellem det, at der var mere tørke, voldsommere storme, flere skybrud og oversvømmelser og så den globale opvarmning. Men en række nylige resultater understreger, at Gore havde ret.

For blot en uge siden rundsendte James Hansen et paper,¹ hvori han viser, at nylige ekstreme vejrsituationer som dette års sommervarme i Texas med meget stor sandsynlighed ikke ville have forekommet uden global opvarmning. Og i dag barslede IPCC med Special Report on Managing the Risks of Extreme Events and Disasters to Advance Climate Change Adaptation (SREX).

Eller rettere, det er stadig kun et 29 sider langt Summary for Policymakers, som bliver lanceret her, hvor der stadig er tid til at få det læst grundigt inden COP17 i Durban. Hovedrapporten, som er et samarbejde mellem 220 klimaforskere fra 62 lande, vil forelægge i sin fulde udstrækning til februar. Og – her er det med at holde tungen lige i munden – man kan stadig ikke sige, at præcist den og den oversvømmelse, storm, tørke, hedebølge osv. skete på grund af global opvarmning. Men man kan sige med stor sikkerhed, at hyppigheden af, hvad vi i dag betragter som ekstreme vejrsituationer, vil være langt større i årene fremover på grund af den globale opvarmning. Som med det voldsomme regnfald over København denne sommer, som blev karakteriseret som det voldsomste i 500 år, og samtidig vi kunne forvente fremover hvert tyvende år.

Lederen af IPCC, Rajendra Pachauri, siger i en pressemeddelelse: “This summary for policymakers provides insights into how disaster risk management and adaptation may assist vulnerable communities to better cope with a changing climate in a world of inequalities”. Og han fortsætter: “It also underlines the complexity and the diversity of factors that are shaping human vulnerability to extremes – why for some communities and countries these can become disasters whereas for others they can be less severe.”²

Læs mere »

En gruppe forskere ved GEUS har netop i tidsskriftet Boreas fremlagt undersøgelser,¹ som ifølge dem sætter store spørgsmålstegn ved de havstigninger, som IPCC har forudsagt. Faktisk er lederen af projektet Jens Morten Hansen i dag ude at forsikre for, at havstanden i størstedelen af Danmark ikke vil stige, men falde.

Disse konklusioner tager udgangspunkt i undersøgelser af aftegninger af kystlinjer på Læsø, hvor man har et helt system af “åretegninger” af havets skiftende møde med kysten gennem tiderne. I absolutte mål er vandstanden omkring Læsø steget 110 ±14 cm siden år 1300, omend der var en let lavvandet periode i forbindelse med en “lille istid” mellem 1250-1750. I de seneste århundreder har der været en stadig stigning, som har toppet i en 70-års-cyklus omkring år 1790, 1860, 1920–1950 (en dobbelt top) og så i dag.

Desværre er artiklen kun tilgængelig som abstract. Men jeg har tilbragt en stor del af min barndom og ungdom med udsigt over Kattegat og set, hvor voldsomme kræfter, havet rummer – og hvordan havet med samme havstand i situationer med kraftig pålandsvind og vindstuvet højvande kan lægge spor efter havstokken langt inde på land. Så med så små forandringer, som der er tale om, ville jeg være meget forsigtig med at ekstrapolere fra mønstre på Læsø til de globale havstigninger.

Når JM Hansen endda går så skråsikkert ud med sin garanti for, at havet omkring Danmark ikke vil stige, så er det fordi den tektoniske plade, Danmark og Den Skandinaviske Halvø ligger på, stadig har en opadgående bevægelse efter at den var presset ned af vægten af den seneste istids ismassiver. På den baggrund langer JM Hansen ud efter IPCC og siger, at deres fremskrivninger er alt for højt satte.

Kortet øverst i dette indlæg skulle vise størrelsesordenen af landhævningen – de røde linjer viser landhævningen i millimeter pr. år. Man regner modsvarende med, at verdenshavene op igennem det 20. århundrede er steget med 2 mm pr. år og har kunnet konstatere, at stigningstaktensiden srarten af 1990erne nærmere har ligget på 3 mm pr. år. Når samtidig landhævningen i det nordlige Danmark, hvor den er størst, er på 1,5 mm pr. år, mens det sydligste Danmark direkte synker, så kan det dog være svært at se, hvordan JM Hansen kan være så skråsikker i sin sag.

IPCC har ganske rigtigt ikke indregnet lokale forskydninger i undergrunden, men taler kun om den globale havstigning. Og vi kan lokalt glæde os over, at landhævningerne i væsentlige dele af Danmark udgør en forsinkende faktor.

Men mange har påpeget, at IPCCs estimat af de globale havstigninger har været sat alt for lavt. I de første beregninger fra IPCC havde man kun medregnet havstigninger fra vandets udvidelse ved opvarmning (mener at huske den blev estimeret til 18-72 cm i år 2100). Og havstigninger fra en øget afsmeltning af klodens ismassiver på grund af opvarmningen var slet ikke indregnet i IPCCs prognose, selvom det for ikke så længe siden forlød, at det nu var den største kilde til havstigninger. Samtidig har klimaet vist sig mere følsomt overfor ændringer i CO₂-koncentrationerne, så der er i mange kredse en bekymring for, at for eksempel afsmeltningen af den grønlandske indlandsis kan accelerere dertil, så vi kan stå med havstigninger, som skal måles i centimeter pr. år.

Læs mere »

I forbindelse med en artikel¹ i går på Ingeniøren om, at svenskerne vil forbyde nybyggeri i de lavestliggende områder for at undgå problemer fra stigende verdenshave, blev der i diskussionstråden fremlagt en for mig ny idé: At inddæmme Østersøen.

Formålet er at sikre en samlet beskyttelse med de stigende verdenshave fra hele Østersø-regionen, som tilsammen har mere end 8.000 km. kystlinje. Inddæmningen kunne ske over Bælterne og Øresund, via Mols-Sjællands Odde, hvor man i forvejen taler om nye broforbindelser mellem landsdelene, eller det kunne yderligere indbefatte Kattegat. Normalt ænser jeg knapt den slags forslag. Og en sådan inddæmning ville givet indebære store miljømæssige udfordringer.

Men ud over det klimatilpasningsmæssige hovedgreb i, at vandstanden i Østersø-regionen holdes i ro, er potentialet ved at inddæmme Østersøen, at et sådant bassin ville kunne bruges som energilager for hele Nordeuropa ved at være reservoir for vindenergien. Når det stormer, bruger man simpelthen overskuds-el til at pumpe mere vand ud, som så kan drive turbiner, når det bliver lukket tilbage i det inddæmmede.

Den stadige vandtilførsel til Østersøen (kortet ovenfor til højre viser afvandingsområdet) gør, at der konstant vil skulle pumpes vand ud – i diskussionstråden er det længere nede beregnet, at det vil kræve energi svarende til 200-250 møller af Middelgrund-størrelsen (2 MW) at fjerne tilstrømningen, som er på omkring 500 km³ pr. år.

Ideen er fremsat af Knud Henrik Strømming, som oprindeligt formulerede ideen i 2008.² På hans hjemmeside findes den uredigerede udgave,³ som jeg har kopieret ind nedenfor.

Erfaringerne med den slags storladne projekter er skræmmende – senest har det vist sig, at inddæmningerne af Yangtze-floden nok ikke var så god en idé endda. Men her er i virkeligheden mindre tale om indgriben end om modvirken og beskyttelse. Og når jeg studser over forslaget og viderebringer det her, er det også fordi alene beskyttelsen af København med diger ved Nordhavn og Sydhavn, som vi står overfor at etablere indenfor få årtier, vil være meget bekostelig og lukke havnen af fra Øresund ud over at det vil give mange miljømæssige forstyrrelser. Og hvad med Saltholm, og med Amager? Vandstanden skal ikke stige ret meget, før det vil kunne løbe “bagom” sikringen af Københavns Havn, og løsningen vil kræve supplerende inddæmning af hele det lavtliggende Amager. Så sandsynligvis vil det samlede anlægsarbejde ved at inddæmme Østersøen være mindre end ved individuelt at sikre byer og landskaber hele vejen langs Østersø-kysten. At det så samtidig kan løse lagringsproblemer er et kæmpe plus.

Verden står overfor store udfordringer med at skulle iværksætte – og finansiere – både omfattende klimaplaner og omfattende klimatilpasningsplaner. Og man kan frygte, at vores allesammens lokale indre købmand i mange situationer ender med at bruge ressourcerne på kortsigtede investeringer i klimatilpasning frem for langsigede investeringer i klimastabilisering. Her er Strømmings forslag interessant, idet det på én gang løser et klimatilpasningsproblem, skaber mulighed for storstilet udnyttelse af vedvarende energi og alt efter linjeføring kunne have en rolle i udbygningen af regionens infrastruktur. Selvom jeg tænkte i langt mindre skala, var det netop den slags komplekse løsningsmuligheder jeg efterlyste i et høringssvar for Miljøpunkt til Københavns Kommunes klimatilpasningsplan tidligere på året: At man skulle finde – og støtte aktivt op om – projekter, som ikke bare sikrede klimatilpasningen, men som samtidig var med til at mindske vores klimafodaftryk.  For vi kan ikke klimatilpasse i al evighed (se blog-indlægget Københavns Kommunes klimatilpasningsplan).

Selv Strømmings forslag vil fungere bedst med relativt små havstigninger – hvis det ender med at verdenssamfundet endte med blot at resignere overfor klimaudfordringen og fortsatte afbrændingen af alle verdens reserver af kul og tar sand, før man overgik til vedvarende energikilder, så vil vi på sigt få opimod 75 m havstigninger, og så vil en strategi som den, Strømming udfolder, ikke fungere. Amerikanske klimatologer har antydet at såkaldte tipping points i den arktiske region ligger blot få årtier fremme, hvor for eksempel en destabilisering af Grønlands ismassiver accelererede dertil, at vi fik en 7 m havstigning over relativt kort tid (se blog-indlægget: Grønlands indlandsis i fare for kollaps). Så vil det være en meget lang dæmning at skulle forhøje, hvis man havde valgt den nordlige linjeføring over Kattegat.

En række klimaforskere vurderer, at langtidsvirkningen for hver grad temperaturstigning er 5-10 m. Med 2 grader temperaturstigning, som lige nu er det mindste, vi kan forvente at nå selv hvis det snarligt skulle lykkes at få en stærk global klimaaftale på plads, vil det således betyde havstigninger på omkring 15 m (se blog-indlægget Havet omkring Danmark).

Vandskiftet i Østersøen er i forvejen meget langsommeligt, mener at huske at det tager 50 år. Så en inddæmning vil gøre det endnu vigtigere, at standse udledninger fra byer og landbrug. Men Strømming mener, at man ved at pumpe rigtigt kan påvirke Østersøens iltningsgrad og saltbalance i gunstig retning. Og afhængig af valg af placering ville det være oplagt at lave en stor containerhavn, hvorfra de store containerskibe omlastede ikke bare til lastbiler, som det stort set sker i dag, men til mindre coastere, som forestod en stor del af varetransporten i den baltiske region. Så hermed er en stort anlagt idé bragt videre til overvejelse.

Se tidligere blog-indlæg: Kvoteregulering af Østersøens fosfor- og kvælstofforurening, Østersøen langsomt ved at kvæles og København inddæmmet.

Birgitte Marfelt: Sverige forbyder kystnært byggeri af frygt for havstigninger, 11.10.2011.¹

Knud Henning Strømming: Inddæm Østersøen, (debatindlæg) Ingeniøren 28.11.2008.²

Knud Henrik Strømming: Slå syv fluer med ét smæk: Inddæm Østersøen (doc).³

Læs mere »

2. juli i år åbnede Himlens sluser over København med en ny voldsomhed, og gader og kældre blev sat under vand, som vi knapt har set det før. I det seneste nummer af Dansk Meteorologisk Selskabs blad Vejret, som udkommer fire gange om året, er der da også to artikler om skybruddet, skrevet af forskere ved Danmarks Meteorologiske Institut, som ser nærmere på, dels hvor meget vand der egentlig faldt, dels analyserer, hvordan et sådant vejr opstår.

I  Tropisk styrtregn over København skriver Flemming Vejen om nedbørmængder og intensiteter i skybruddet 2. juli.¹ DMI har ikke målere oppe alle steder, men kombinationer af nedbørsradarer og punktobservationer giver et billede af, at nedbøren fordeler sig alt andet end jævnt, og at der er en særligt stor nedbør over det centrale København. Nogle områder fik således mere en 150 mm regn, hvilket i Danmark er helt usædvanligt – eller har været det indtil nu.

I Skybruddet over København 2. juli analyserer Niels Woetmann Nielsen vejrudviklingen op til skybruddet, hvorfor det blev så kraftigt og hvorfor det netop ramte København.² Begge artikler er tilgængelige i pdf-format via DMIs hjemmeside (se nedenfor).

Med den globale opvarmning øges intensiteten i en lang række meteorologiske fænomener, og klimatologerne mere end antyder, at vi kommer til ikke bare at vænne os til, at sådanne voldsomme skybrud fremover vil være langt mere hyppige. Vi kommer også til at indrette vores byer, så de i langt højere grad end i dag er forberedt på sådanne nedbørsmængder.

Se tidligere blog-indlæg: København under vand, Reetablering af Københavns vandkredsløb, Flere skybrud i vente, Københavns Kommunes klimatilpasningsplan og Kortlægning af klimaforandringer.

Flemming Vejen: “Tropisk styrtregn over København. Alle danske monsterregns moder …“, Vejret 128, august 2011, pp. 1-11 (pdf).¹

Niels Woetmann Nielsen: “Skybruddet over København 2. juli“, Vejret 128, august 201,1 pp. 12-22 (pdf).²

Georg Metz havde i weekendens Information en næsten profetisk artikel, Historiens stemme fra før vandene steg,¹ hvor han fra år 2211 år ser tilbage på den danske nutid med dens klimafornægtelse, krigsliderlighed, selvtilstrækkelighed og systematiske demontering af velfærdsstaten under den VKO-regering, som kom til at fremstå som Danmarks første diktatur. Og lørdagens tordenskylle med op til 150 mm regn over København står som en utrolig understregning af dagens ignorans af klimaudfordringen. I skrivende stund tøver jeg med at skulle på arbejde efter weekenden – ikke fordi jeg ikke har lyst, jeg har faktisk været der både lørdag og søndag for at redde det vigtigste ud af kælderens oversvømmede mørke, men fordi der ikke er strøm efter weekendens skybrud, og dermed heller ikke internetforbindelse.

Lørdag aften faldt der regn svarende til to måneders nedbør. Det er blevet kaldt det største regnfald i 4-500 år, samtidig med, at vi nok må regne med, at det på grund af klimaforandringerne fremover vil ske langt tiere – nogle har sagt hvert tredje år. Det gode er, at man kan indrette sig, så regnskyl af det omfang ikke er noget problem. Fra min tid i Japan husker jeg vejrudsigter for regntiden, hvor der ofte på sydvestvendte kyster var varsler om over 25 cm regn inden for 24 timer, nogle gange op til 50 cm.

Pensionskasserne har da også været hurtige til at melde ud med, at de gerne skyder penge i en fornyelse af kloaknettet og udbygning af regnvandsbassiner mv. Det ville i givet fald være en solid kunde, hvor man kan være nogenlunde sikker på at få sine penge igen. Politikerne – i hvert fald den del af spektret, som ser privatisering som et ideologisk mål i sig selv – har været lige så hurtige til at melde ud, at det er en oplagt måde at løse kommunernes magtesløshed på.

Læs mere »

I forlængelse af Københavns Kommunes klimaplan, som blev vedtaget i august 2009, er der udarbejdet en egentlig klimatilpasningsplan. Den har været i høring i de seneste tre måneder, og fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi i dag indleveret høringssvaret Det klimapolitiske hovedgreb.

Selv hvis vi verden rundt var i stand til at standse vores CO₂-udledninger fra dag til dag, vil de drivhusgasser, som er udledt siden industrialiseringens begyndelse, i lang tid fremover have deres indvirkning på det globale klima.

Klimatilpasning er kun mulig indtil et vist punkt. Det er derfor vigtigt, at København først og fremmest søger at opfylde sin klimaplan – og at bringe sit samlede klimafodaftryk i nul. Herfra må man arbejde for, at en tilsvarende proces ser i andre byer, både i nord og i syd. KKs nuværende klimapan ser på udledninger, som svarer til 5 ton CO₂ pr. københavner. Imidlertid ligger vores samlede udledninger langt højere, Concito kom lige inden jul frem til, at hver dansker udleder 19 ton CO₂, mens Niras har beregnet Københavnernes klimafodaftryk til at være 19,3 ton CO₂. Sådanne tal lægger op til en markant revurdering af klimaplanen og dens sigte og virkemidler. Miljøpunkts høringssvar argumenterer for at anlægge den strategi at gøre København 200% CO₂-neutral.

Download Høringssvar fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vedrørende KKs klimaplan (pdf) – samme i høj opløsning (pdf).

Høringssvaret består af tre dele:

1. del – Det klimapolitiske hovedgreb – ser på sammenhængen med Klimaplanen og kommer med forslag om oprettelse af en Klimatilpasningfond af det provenue af en vel gennemført klimatilpasning, som kan sikre, at København reelt bliver klimatilpasset på den begavede måde, dvs. med masser af byforgrønnelse og grønne tage frem for blot at udbygge kloaknettet dertil, at det kan rumme en kommende tids mere voldsomme nedbør.

Download Det klimapolitiske hovedgreb. Høringssvar vedrørende Københavns Kommunes klimatilpasningsplan (pdf).

2. del – Skolehaver i centrum – ser på mulighederne for, som del af klimatilpasningsarbejdet at sikre etableringen af skolenære skolehaver i det centrale København.

Download Skolehaver i centrum – om skolenære skolehaver i Indre By-Christianshavn (pdf).

3. del – et Urban Farming manifest – belyser mulighederne for at etablere bylandbrug og bynære landbrug som del af klimatilpasningsarbejdet – hvilket samtidig vil have vigtige implikationer for en nedsættelse af københavnernes samlede klimatilpasningplan. Se også det foregåennde blog-indlæg: Hvorfor Urban Farming? .

Download Urban Farming manifest – en vision for København (pdf).

Nedenfor er indkopieret kort over Københavns-området med henholdsvis 3 m havstigning og 7 m havstigning.

KK introside: København skal klædes på til fremtidens vejr.

KK: Klimatilpasningsplanen er sendt i høring.

Københavns Klimatilpasningsplan, høringsudkast februar 2011 (pdf).

Se indkomne høringssvar.

Olive Heffernan: Revised Sea Change, Science nr. 321 2008 pp. 1340–43.

Læs mere »

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

Det er efterhånden en kendt sag, at klimaforandringerne er en realitet, og at vi må forholde os til de ændringer, de bringer rundt omkring på kloden. Især har der været meget fokus på naturkatastrofer og ekstreme forhold i fjerne lande og mindre på de konkrete konsekvenser for de danske byer og mulighederne for tilpasning herhjemme.

Byforgrønnelse, dvs. en forøgelse af mængden af grønne overflader i byerne, bliver af mange fremhævet som en god løsning på flere problemer samtidigt, idet den store andel befæstet areal i byerne medvirker til både oversvømmelser og varme-ø-effekt. Der hersker dog stadig en del tvivl om, hvor effektiv en tilgang det egentlig er, samt hvilke grønne teknologier der kan og bør benyttes. Ydermere stiller denne løsning store krav til velvilje i lokalbefolkningen og erhvervslivet, da størstedelen af de ”brugbare” flader befinder sig på privat ejendom.

For at opnå en reel effekt i forhold til klimaforandringerne i et byområde er det nødvendigt med en gennemgående lokal forankring. Der er således skabt et behov for mere proaktiv planlægning og udbredelse af den forhåndenværende viden på området. Denne rapport kan være et skridt i den retning. Nedenfor kan den downloades som enkelte dele eller som samlet fil.
..

Introduktion til projektet

Denne første del giver et overblik over projektets for­mål, opbygning og metode med ud­gangspunkt i spørgsmålene: Hvad vil vi frem til, og hvorfor er det relevant? Hvad er det faglige udgangspunkt, og hvordan søges den nødvendige viden? Hvordan benyttes den, og hvordan kan resultaterne formidles videre?

Metodikken forener tekniske, byplanmæssige og arkitektoniske overvejelser forbundet med emnet byforgrønnelse.

Download 1: Introduktion til projektet (pdf).
..

Klimatilpasning i DK – problematikken

Her introduceres mere uddybende, hvilke miljø- og samfundsmæssige mekanismer, der ligger til grund for rapporten, samt hvad de betyder for ud­viklingen i vores byer: Hvad forventes at blive de afgørende ændringer i vores klima som følge af den global opvarmning? Hvad bliver de mere konkrete konsekvenser i danske byer? Hvad er mulighederne for tilpasning til de nye og kommende miljømæssige betingelser? Hvilke fordele og ulemper ser man i de forskellige tiltag? Og hvilke teknologier er under udvikling?

Download 2: Klimatilpasning i DK – problematikken (pdf).
..

Læs mere »

Københavns Kommune er lige nu ved at udvikle en LAR metodehåndbog (Lokal Afledning af Regnvand), som rummer en hel række teknikker til lokal afledning af regnvand, som bliver samlet i en LAR metodehåndbog. Indre By Lokaludvalg og Christianshavns Lokaludvalg har skullet udarbejde høringssvar, og i den forbindelse har vi ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lavet et notat derom, som findes gengivet i sin helhed nedenfor.

Byen har op igennem det 20. århundrede forseglet en stadig større del af sit areal, dels med bebyggelse, dels med asfalteringer og andre belægninger, som regnvandet ikke kan sive igennem. En meget stor del af den regn, som falder over København, skal derfor i dag gennem kloaksystemet. Og med udsigten til, at de forestående klimaforandringer vil give op til 30% kraftigere regnskyl end vi kender i dag, står man overfor valget, om kloakkapaciteten skal udvides tilsvarende for ikke at få stadige oversvømmelser. Eller om man skal prøve i tide at lægge kursen om, så man ved systematisk at aflede regnvandet lokalt får mindsket behovet.

Den anden løsning indebærer en lang række tiltag, som tilsammen vil give en langt grønnere by: Etablering af grønne tage, som forsinker vandstrømmene, opsamling af regnvand til toiletskyl og vanding, lokal nedsivning gennem vandåbne belægninger. En sådan reetablering af det naturlige vandkredsløb er bæredygtighedsmæssigt det eneste rigtige. Så det er et spændende initiativ med store positive konsekvenser for København, som man må hilse varmt velkommen.

Læs mere »

”Kommer havet om natten i fremtidens Danmark, bliver borgerne næppe vækket af en piblen. De bliver måske snarere advaret af en elektronisk stemme. I de sydlige dele af Storkøbenhavn siger den noget i retning af:

’Vandstanden i Køge Bugt er nu mere end halvanden meter over daglig vande. Vi forudser, at den stiger yderligere inden for de næste seks timer. Se at komme ud af huset!’

De fleste af borgerne er forberedte og har formentlig gjort kufferter og vigtige ejendele klar til evakuering, efter at fremtidens medier i god tid har videreformidlet meteorologernes varsler om stormflod. Men højvandet gør det meget svært at lede de store mængder regn- og kloakvand ud i bugten … De kraftigere pumper kommunen har installeret til formålet er ikke nok til at dæmme op for en stormflod af den type, der bliver stadig mere almindelig, jo længere vi kommer ind i det 21. århundrede.” ¹

Ovenstående fremtidsscenarie er visualiseret i Michael Rothenborgs bog, Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, der giver et bud på, hvordan det bliver at leve i Danmark i 2090’erne. Stigende vandstand i verdenshavene og stigende temperaturer over hele Jorden forstærker gensidigt hinanden, så risikoen for stormflod og oversvømmelser år for år øges – også i Danmark. At udviklingen fortsætter i denne retning, kan vi sige med baggrund i de stadigt mere raffinerede studier af forandringerne i klimaet indenfor de sidste 30 år, samt om betydningen herfor i fremtiden af vores udledninger af drivhusgasser.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderer således i deres Fourth Assessment Report fra 2007, at der har været en trend siden midten af 1970’erne mod at storme over hele verden varer længere og bliver kraftigere, og at denne udvikling har en stærk korrelation med stigningen i de tropiske havtemperaturer. Desuden noterer IPCC sig, at der nu forekommer orkaner på steder i verden, hvor der aldrig har været orkaner før (f.eks. i dele af Sydatlanten).²Ifølge DMI er der også tendens til flere kraftige storme i Danmark. Siden 1971 har vi således haft 14 orkaner og orkanagtige storme. Det er lige så mange som i de foregående 80 år. Med andre ord: fortsætter den menneskeskabte opvarmning af jorden vil vi ikke nødvendigvis få flere storme, men vi vil få stærkere og mere ødelæggende storme.

Læs mere »